fbpx

The Damned Things - High Crimes

Med medlemmer fra prominente navne som Anthrax, Fall Out Boy, Every Time I Die og Alkaline Trio var det svært ikke at bruge den fortærskede betegnelse Supergruppe om The Damned Things, da de i 2010 udsendte albummet ”Ironiclast”. Egentlig skulle det ikke blive til mere, men nogle gange sker ting bare, så nu er bandet klar med album nummer to.

Jeg missede debuten, men behøver heldigvis ikke koncentrere mig om musikernes færdigheder – dem har de så rigeligt bevist i anden sammenhæng. Det flytter vægten i bedømmelsen mere over på kvaliteten af albummets ti numre, som guitaristen Joe Trohman har været hovedmand bag.

Uanset hvem der har bidraget, så er der ikke noget SUPER over dem; resultatet er en skuffende omgang Hardrock efter old school opskrift. Det er bluesbaseret og har flere steder lidt Stoner Metal over sig, men først og fremmest er numrene uinteressante. Det er kun i ”Carry A Brick” og “The Fire Is Cold”, hvor tempoet er højt, at musikken i glimt folder sig ud og bliver spændende. Og det er ikke fordi numrene mangler melodi, for omkvædene er flere steder helt fine … det hele mangler bare det sidste for at fange mig, og i stedet bliver det hele bare en tand for hyggeligt og tandløst.

Jeg kan derfor kun anbefale alle fans af medlemmernes hovedbands til at holde fast i dem, og lade denne udgivelse ligge – den gør ikke specielt meget godt for musikernes omdømme.

Tracklist:
1. Cells
2. Something Good
3. Invincible
4. Omen
5. Carry A Brick
6. Storm Charmer
7. Young Hearts
8. Keep Crawling
9. Let Me Be (Your Girl)
10. The Fire Is Cold
Samlet spilletid: 38:20

Læs mere...

Demon Head - Hellfire Ocean Void

Selvom Demon Head startede i den hjemlige hovedstad tilbage i 2012, er det først nu, i forbindelse med udgivelse af deres tredje album, "Hellfire Ocean Void”, at de dukker op i min indbakke. Indspilning og mix har bandet vanen tro selv taget sig af, mens mastering er lagt i hænderne på Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios.

Indholdet er hovedsageligt Hardrock, men ikke af den moderne slags i stil med Alter Bridge og Stonesour; nej, vi skal helt tilbage til tiden omkring 1980, hvor Blue Oyster Cult var rigtig store. Sammenligningen skyldes en kombination af numrenes opbygning, den tynde guitarlyd og vokalernes tilbagetrukne position, og illustreres fint i ”The Night Is Yours”. Elementerne går igen i de resterende numre, hvor der justeres en smule i positionerne fra nummer til nummer.

Her skiller ”Strange Eggs” sig ud ved at introducere noget mere Doom-agtig tyngde, mens man fastholder et old school udtryk.

Kombinationen af ældre stilarter (om man så kalder det retro-, stoner eller old school er lige meget) og nutidige produktioner har ofte ført til gode resultater, men det lykkes ikke for Demon Head. Under gennemlytning af de otte numre bliver jeg aldrig grebet af fornemmelsen af, at den og den sekvens er spændende og rykker godt; i stedet glider numrene bare forbi som en småkedelig masse. Så selvom de flerstemmige vokaler er flot fremført, ender ”Hellfire Ocean Void” som en skuffelse.

Tracklist:
01. Rumours
02. The Night Is Yours
03. A Flaming Sea
04. In The Hour Of The Wolf
05. Labyrinth
06. Strange Eggs
07. Death's Solitude
08. Mercury & Sulphur
Samlet spilletid: 39:56

Læs mere...

Doro - Forever United/Forever Warriors

I hjemlandet er hun for længst et ikon, men også internationalt har Doro opbygget en stor fanskare i løbet af de sidste godt 35 år. Det har selvfølgelig resulteret i en lang række live- og studieudgivelser, hvor sidstnævnte runder de tyve styk. Det sker med udgivelse af dobbeltalbummet ”Forever United / Forever Warriors”, som er hendes første af dén slags. De to bidrag har samme cover, dog i en rød og en blå udgave; helt som da Guns´n Roses udgav ”Use Your Illusion”.

Hos Doro ligger de fleste tracks i kategorien Hardrock, mens de hårdeste rykker op og bliver Heavy Metal. Begge genrer nyder godt af hovedpersonens stemme, som er dejlig ru og kraftig, selv efter de mange år i vælten. I forbindelse med dobbeltudgivelsen har man valgt, at samle de hårdeste numre på én skive (den med ”Warriors”) og placere de mere stille og følsomme numre på den anden (den med ”United”).

På forhånd ville jeg have satset på, at mine favoritter ville være at finde blandt de mere hårdtslående titler, men her skuffer Doro mig. Godt nok kører det fedt i et uptempo nummer som ”Bastardos”, og der er fint drive i det tysksprogede ”Freunde Fürs Leben”, men de resterende numre indeholder for mange klichéer og selvfølgeligheder, hvilket gør dem upersonlige og uinteressante.

Så er der straks mere kvalitet over de stille sager, og stille skal her tages bogstaveligt: ”United”- skiven indeholder stort set kun ballader, men Doro varierer sig godt og klarer dem bedre end de fleste i genren – uanset om de er selvkomponerede eller lånt hos andre, som Motörheads ”Lost In The Ozone”. I sidste ende er det derfor balladerne, der redder et Okay hjem til Düsseldorf.

Tracklist:
1. All For Metal
2. Bastardos
3. If I Can't Have You - No One Will
4. Soldier Of Metal
5. Turn It Up
6. Blood Sweat And Rock 'n' Roll
7. Don't Break My Heart Again
8. Love's Gone To Hell
9. Freunde Fürs Leben
10. Backstage To Heaven
Samlet spilletid: 41:26

Tracklist:
1. Résistance
2. Lift Me Up
3. Heartbroken
4. It Cuts So Deep
5. Love Is A Sin
6. Living Life To The Fullest
7. 1000 Years
8. Fight Through The Fire
9. Lost In The Ozone
Samlet spilletid: 38:41

Læs mere...

The Killerhertz - A Mirror's Portrait

I 2014 udsendte The Killerhertz debutskiven ”A Killer Anthem” på det hjemlige Mighty Music, men til efterfølgeren ”A Mirror’s Portrait” har de fire musikere teamet op med det tyske selskab Dr. Music Records.

Resultatet er blevet en omgang Hardrock, hvor bandet forsøger at tilgodese både de, som er til hårdere toner, og de, som hellere vil have det melodisk og let at gå til. De fleste af albummets numre byder på begge dele, så man må sige, at det er bandets stil at tilbyde hele pakken.

De hårde toner kommer ikke overraskende fra guitarerne, som især markerer sig i starten af flere numre: I ”Shades of Night”, ”Persuit for Perfection” og ”Renegade Patrol” åbnes der med skarpe riffs, som kommer udmærket frem, selv om lyden er til den bløde side. I ”Black Canvas” og titelnummeret udvides med en ekstra guitar, så der serveres fin double lead i bedste Thin Lizzy stil.

Den hårde del af opgaven er mere end godkendt, men så var der jo lige det med det melodiske, og her er det en anden snak. The Killerhertz formår nemlig ikke at følge op på de nævnte fine åbninger; så snart vi kommer til vers og omkvæd formår bandet ikke at holde niveauet – den melodiske side fænger ikke, og så flader numrene ud. Jeg kunne forestille mig, at materialet fungerer godt live, men på album overbeviser det mig ikke,

Tracklist:
1. Black Canvas
2. The Curse of 2.7.7.0
3. Teenage Rebellion
4. Shades of Night
5. Persuit for Perfection
6. A Mirror's Portrait
7. Crash and Burn
8. Savior
9. When The Curtains Fall
10. Renegade Patrol
Samlet spilletid: 42:44

Læs mere...

We Sell The Dead - Heaven Doesn't Want You And Hell Is Full

Det er sjældent en ulempe for et nyt band at kunne fremvise erfaring fra etablerede navne, og det gælder selvfølgelig også for We Sell The Dead. Foruden In Flames guitaristen Niclas Engelin tæller bandets samlede CV navne som Firewind og HIM, så på forhånd er forventningerne hævet over nul niveau.

I introen bliver vi ført tilbage i tiden til en lidt makaber salgsbod, hvor kropsdele falbydes frisk fra kirkegården – en udmærket måde at slå en stemning an. Og ovenpå havde jeg forventet en omgang Goth Metal eller måske endda Goregrind, men We Sell The Dead bevæger sig i en helt anden og langt mindre farlig retning.

Bandet har valgt Hardrock som musikalsk stil, men vel at mærke med et kraftigt nik tilbage mod ’70ernes store navne som Deep Purple og Whitesnake. Det høres i vokalen, hvor Apollo Papathanasio sagtens kunne træde ind hos de nævnte bands uden at falde igennem. Samtidig er numrene udstyret med ret tunge riffs, som især på albummets første halvdel gør ”Echoes of an Ugly Past” og ”Leave Me Alone” til stærke skæringer med udmærket power.

Desværre ryger bandet også over i den anden grøft, for ”Too Cold to Touch” og de afsluttende ”Pale and Perfect” og ”Silent Scream” er blodfattige numre i balladeklassen – her lå mine forventninger højere. Det må siges at gælde for albummet som helhed, for de gode elementer kan kun lige holde de uinteressante i skak.

Tracklist:
1. The Body Market
2. Echoes of an Ugly Past
3. Leave Me Alone
4. Imagine
5. Turn It Over
6. Too Cold to Touch
7. Trust
8. Pale and Perfect
9. Silent Scream
Samlet spilletid: 42:18

Læs mere...

Shezoo - Agony Of Doubt

Det må have været med et stort smil på læben, da schweiziske Shezoo blev startet i 2006 – den originale besætning bestod nemlig af seks kvinder. I dag er kun sangerinden Natacha tilbage; hun bakkes op af tre mandlige musikere.

I fællesskab serverer de fire ti numre, som balancerer mellem Metal af den melodiske slags, og traditionel Hardrock. Begge genrer drager fordel af Natachas vokal, som er ret mørk og passer fint til stilen. Det samme gør produktionen, for trods det ret ufarlig genrevalg, har især guitaren fået fint med bid – det gør den til albummets klart stærkeste kort. Og selv om der ikke opfindes direkte monsterriffs, falder de heller ikke igennem.

Det gør teksterne ind imellem, for selv om der ikke forventes videnskabelige afhandlinger, så kan det også blive for banalt. Det gør det i “To You”, hvor teksten nærmest er kvalmende klichéfyldt; bandets tak til alle venner og fans er sikkert velment, men udførelsen er utroværdig.

Ellers er der ikke så meget at sige om ”Agony Of Doubt”; albummet placerer sig klart indenfor de kendte musikalske hegnspæle, og der bliver på ingen måde gamblet – der er tale om kun at tage kendte og sikre ting op af værktøjskassen. Det er en udmærket strategi, som i dette tilfælde placerer Shezoo lige over OK linjen.

Tracklist:
01 Agony of Doubt
02 To You
03 No Way Back
04 Losing Control
05 Mirror
06 His Heart is Metal
07 Cradle the Dead
08 Living Dead Strangers
09 Crimson Rain
10 The Key
Samlet spilletid: 45:32

Læs mere...

Deathwhite - For A Black Tomorrow

Deathwhite stammer fra Pittsburgh i Pennsylvania, hvor andet blev startet I 2012. I 2014 udsendtes EP’en ”Ethereal”; den blev efterfulgt af endnu en EP, ”Solitary Martyr” året efter. Nu er amerikanerne klar med deres første udgivelse i fuld længde, som er produceret af Shane Mayer og udgives af Season of Mist.

Albummet har fået titlen “For A Black Tomorrow”, men indholdet er ikke Sort Metal. I stedet bevæger Deathwhite sig i området hvor Hardrock ind imellem bliver til Metal, specielt i starten af albummet: Åbningsnummeret ”The Grace of the Dark” markerer sig med en stærk melodi og en flot vokal, og med skarpe guitarer og hamrende stortrommer mod slut har det en fin kant af Metal. Det samme gælder det efterfølgende ”Contrition”, som har flotte double lead guitarer.

De følgende numre er mere Hardrock i stil med Creed, så det er melodierne, der kendetegner dem. De er ikke specielt gode; de er ret ens i opbygning, og metalfronten udsultes, men hjælpes på vej af den flotte vokal og udmærkede produktion (tak, Mayer!). Først i ”Prison of Thought” og det afsluttende titelnummer vender de stærke guitarer tilbage, men det er ikke nok til at hæve albummet over middel – det havde potentiale til at blive en perfekt brobygger mellem Hardrock og Metal, men ender som et udmærket Hardrock udspil.

Tracklist:
1. The Grace of the Dark
2. Contrition
3. Poisoned
4. Just Remember
5. Eden
6. Dreaming the Inverse
7. Death and the Master
8. Prison of Thought
9. For a Black Tomorrow
Samlet spilletid: 43:26

Læs mere...

Byzantine - The Cicada Tree

Selv om Byzantine startede i 2000, er det amerikanske band et nyt navn i min musikbog. Det obligatoriske baggrundscheck afslørede, at bandet har været opløst og gendannet flere gange – senest i 2012. Ligeledes er besætningen ofte ændret, så guitaristen og sangeren Chris Ojeda i dag er det eneste originale medlem.

Stilmæssigt bevæger han og de øvrige medlemmer sig i krydsfeltet mellem Metal og Hardrock, hvor der både er plads til enkle melodier og knald på instrumenterne. I åbneren ”New Ways to Bear Witness” er guitarerne pænt seje, men den meget rene vokal tager toppen af det hårde, så resultatet er mere balanceret. Det kunne resultere i en kønsløs gang musik, men det modvirker Byzantine ved at gøre numrene lidt kringlede, så de ikke glider ned uden modstand – fint illustreret i ”Dead as Autumn Leaves” og ”Trapjaw”. I første omgang var jeg temmelig begejstret for albummet – det virkede spændende og meget varieret, men der skulle desværre ikke ret mange ekstra gennemlytninger til, før tingene begyndte at blive lidt slidte og mindre interessante. Det blev især for meget med det snørklede, så det til slut er det det voldsomme ”Verses of Violence” og det meget vellykkede titelnummer, hvor det knudrede holdes på et niveau, hvor det pirrer øret i stedet for at irritere, der redder en karakter over middel hjem til The Cicada Tree.

Tracklist:
1. New Ways to Bear Witness
2. Vile Maxim
3. Map of the Creator
4. Dead as Autumn Leaves
5. Trapjaw
6. The Subjugated
7. Incremental
8. The Cicada Tree
9. Verses of Violence
10. Moving in Stereo
11. Servitude
Samlet spilletid: 61:17

Læs mere...

The Night Flight Orchestra - Amber Galactic

Sangeren Björn Strid og guitaristen David Andersson, som begge er kendt fra Soilwork, startede The Night Flight Orchestra sammen med Arch Enemy bassisten Sharlee D’Angelo tilbage i 2006. Bandets formål er at spille klassisk Hardrock, og det har foreløbig resulteret i tre albums, hvoraf det seneste, ”Amber Galactic” er genstand for denne anmeldelse.

Jeg kan starte med at konstatere, at formålet er opfyldt, for svenskerne spiller Hardrock i tråd med, hvad der strømmede ud fra de amerikanske radiostationer i 1980’erne. Det betyder fokus på melodi og keyboards, og The Night Flight Orchestra holder sig generelt i den pæne ende af skalaen, så de er tættere på Styx end Van Halen.

Genren kræver en stærk vokal, og her leverer Strid som sædvanligt varen: Manden har en virkelig stærk stemme, som han forstår at variere og gøre interessant – med indsatsen her kunne han stå forrest i et hvilket som helst af genrens bands – uanset oprindelsesland.

“Amber Galactic” starter fint og stilsikkert, men i den poppede ”Jennie” går det galt: Her overskrides grænsen mellem poleret Hardrock og Pop, og de resterende numre falder kvaliteten gradvist.

Det samme gør min sympati for albummet, som samlet set er virkelig uinteressant, og hvis eneste rigtige highlight er Björn Strid. Konceptet fungerer derfor kun som legeplads for musikerne, så de kan fokusere på deres hovedaktiviteter; resultatet alene er for indholdsløst.

Tracklist:
1. Midnight Flyer
2. Star Of Rio
3. Gemini
4. Sad State Of Affairs
5. Jennie
6. Domino
7. Josephine
8. Space Whisperer
9. Something Mysterious
10. Saturn In Velvet
Samlet spilletid: 55:03

 

Læs mere...

Thalamus - Hiding From Daylight

Selv om de har eksisteret i ti år, og med ”Hiding From Daylight” nu udsender deres fjerde album, er jeg ikke tidligere stødt på svenske Thalamus. På billeder ser medlemmerne ud til at være modne herrer, og det underbygges af deres musikalske præferencer.

Thalamus spiller nemlig Hardrock som den lød i sin ungdom tilbage i 70’erne, så albummet byder på 40 minutters retrostemning. Det hele anføres af Kjell Bergendahl rene og kraftfulde vokal, som passer perfekt til stilen. Det samme gør Joakhim Åslund, når han fyrer op for sit Hammond orgel – det forstærker albummets old school stil.

Selv om stilen er Hardrock, er den ikke særlig Hard målt efter nutidens målestok, og selv om guitarerne i f.eks. ”Don’t leave me behind” er ret insisterende, så overskygges de alligevel af både vokal og orgel. Den lidt hårdere tilgang til tingene genfindes både i ”Absolution” og ”Down in a hole”, mens titelnummeret lyder ret meget i retning af Blue Öyster Cult. At de også magter det mere følelsesprægede, viser Thalamus i ”Someday”, som er Bluesrock i lavt tempo, og på den måde får svenskerne demonstreret en fin udnyttelse af bredden indenfor genren.

Når det kommer til bedømmelse af ”Hiding From Daylight”, så er det ord som solidt og gennemført, der dukker op hos mig. Albummet er samlet set udmærket, men det er især Bergendahls vokal, det løfter udgivelsen det sidste hak.

Tracklist:
1.Time
2.The painter
3.Don’t leave me behind
4.Someday
5.Hiding from daylight
6.Absolution
7.Down in a hole
8.Vertigo
Samlet spilletid: 41:30

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed