fbpx

Deez Nuts – Binge & Purgatory

Dét her må siges at være en international affære: Deez Nuts er oprindeligt fra Australien, men har været i Cape Cod, Massachusetts for at indspille deres femte album ”Binge & Purgatory”, som handler om New York … det sidste er mindre overraskende, byen er jo et af Hardcore genrens arnesteder.

Deez Nuts spiller stilen temmelig meget efter bogen, så de tretten numre indeholder uptempo passager, breakdowns og bøllekor. Den eneste afvigelse fra normen står sangeren JJ Peters for. Han fastholder en lidt tilbageholdt facon, hvor han kun sjældent viser den vrede og In-Your-Face-Attitude, som traditionelt hører genren til. Måske er det derfor han har inviteret gæster i studiet: Scott Vogel fra Terror bidrager til det udmærkede “Antidote”, mens Hatebreeds Jamey Jasta er inde over “Lessons Learned”.

Deez Nuts kan nu også uden hjælp udefra, numre som ”Cakewalk”, ”Hedonistic Wasteland” og ”Break Out” rykker udmærket. Alligevel lykkes det ikke for Peters & Co. at få skovlen under mig for alvor; albummet formår ikke at komme ind under huden. Så selv om guitarerne har udmærket kant, mangler der hele tiden det sidste for at brænde igennem og hæve sig over det middelmådige – karakteren bliver derefter.

Tracklist:
1. Binge
2. Purgatory
3. Antidote
4. Commas & Zeros
5. Break Out
6. Discord
7. Lessons Learned
8. Carried By Six
9. Cakewalk
10. For What It's Worth
11. Hedonistic Wasteland
12. Remedy
13. Do Not As I Do
Samlet spilletid: 32:02

 

Læs mere...

First Blood - Rules

Selv om First Blood efterhånden har eksisteret I femten år, er ”Rules” kun bandets tredje album – Og det er ikke fordi de har mange EP’er etc. på CV’et. Lidt bladren rundt på nettet afslører, at de har haft en omskiftelig tilværelse med ustadig besætning, det kunne være årsagen.

Kigger man ned over tracklisten ser man, at titlen ”Rules” er et gennemgående tema med regler inden for mange af livets forskellige aspekter. Men da det er Hardcore, vi har at gøre med, gør bandet med titlerne ”Fuck The Rules” og ”Rules Meant To Be Broken” det klokkeklart, at det ikke er ligegyldigt, hvem der laver reglerne.

Hardcorens obligatoriske fuckfingre og aggressive fremtoning får ikke lov at stå alene, for First Blood blander også en del Metal ind i numrene, hvilket bare giver endnu mere kant. Her er det glædeligt, at der ikke bare køres bevidstløst afsted i samme rille, men i at tempoet varieres, så vi får hele spektret fra breakdowns på randen af fuld stop til hæsblæsende temporidt.

First Blood opfinder hverken sig selv eller genren med denne udgivelse, men det er også lige meget. Albummet kommer pænt rundt i de forskellige kroge af Hardcore, og med den metalliske overbygning opnår de et resultat, der ligger pænt over Godkendt.

Tracklist:
1. Fuck The Rules
2. These Are The Rules
3. Rules Meant To Be Broken
4. Rules Of Life
5. Rules Of Conviction
6. Rules Of Engagement
7. Rules Of Justice
8. Rules Of Survival
9. Rules Of Freedom
10. Rules Of Sacrifice
11. Rules Of Government
12. Rules Of Crisis
Samlet spilletid: 36:43

 

Læs mere...

Iron Reagan - Crossover Ministry

Efter starten i 2012 udkom de to første skiver fra Iron Reagan med et års mellemrum, men denne gang har amerikanerne ladet der gå tre år – sandsynligvis fordi medlemmerne har haft travlt med deres øvrige aktiviteter i bands som Municipal Waste, Mammoth Grinder og Hellbear.

At albummet har fået titlen ”Crossover Ministry” er meget passende, for Iron Reagan spiller en blanding af Thrash Metal og Hardcore. At det går derudaf i pænt tempo, kan læses ud af tracklisten; de atten numre er overstået på under en halv time. Tony Foresta leverer en rigtig Hardcorevokal med den rigtige mængde vrede og halvt råbende attitude. Samtidig giver de flittigt brugte bøllekor giver Hardcore feeling, selv om de indsættes i Thrash sammenhæng – det kan derfor være svært at se hvor Hardcoren starter og Thrashen tager over – eller omvendt. Uanset hvilken stil, der har overtaget, er attituden den samme aggressive, hvilken titler som ”Fuck The Neighbors” og ”Eat or Be Eaten” tydeligt viser.

Det hele er meget hektisk, det er næsten så man bliver forpustet bare ved at lytte til bandet i aktion. Det er en udmærket oplevelse så længe den varer, men den efterlader ikke blivende spor – numrene er hurtigt ude af systemet igen så snart de sidste toner klinger ud.

Tracklist:
1. A Dying World
2. You Never Learn
3. Grim Business
4. Dead with My Friends
5. No Sell
6. Condition Evolution
7. Fuck the Neighbors
8. Power of the Skull
9. Crossover Ministry
10. More War
11. Blatant Violence
12. Parents of Tomorrow
13. Bleed the Fifth
14. Megachurch
15. Shame Spiral
16. Dogsnotgods
17. Eat or Be Eaten
18. Twist Your Fate
Samlet spilletid: 28:48

 

Læs mere...

Lifesick - 6:0:1

Det er ikke ligefrem fordi internettet bugner af informationer om Lifesick; hverken hos pladeselskabet eller på bandets Facebookside er der ret meget andet end medlemmernes navne, startåret 2014 og hjembyen Fredericia at finde. Og under punktet ”About” på Facebook er der bare et link til en musikvideo; Lifesick vil lade musikken tale.

Og det gør den så: Højt, råt og lige på – lige sådan som Hardcore skal være. Balladen (udtrykket skal her forstås positivt!) starter med sangeren Simon Shoshan, som er brølende og tilstrækkeligt vred til, at udspy sin galde over alle, som kommer i vejen for ham. Men han står ikke alene, for musikken giver ham kraftigt modspil; her bliver den traditionelle Hardcore kraftigt tunet med store mængder Metal. Det er en heftig cocktail, især fordi den metalliske skarphed booster alle numre, uanset om de indeholder helt lavt tempo som ”Swing Away”, er virkelig seje som ”Real Men” eller når tempoet skrues i vejret, som det sker i ”Open Casket” og ”In Love With Hate”. At Lifesick ikke har glemt deres Hardcorerødder, illustrerer ”Real Friends Come From Grief” på glimrende vis.

Alt i alt er det bestemt en go´ ide at lade musikken tale, for Lifesick har fat i noget af det helt rigtige. Musikkens lidt ensidige retning mod det voldsomme kunne være et problem i længden, men med den foreliggende spilletid fungerer det rigtig godt.

Tracklist:
1. Lifesick
2. Swing Away
3. Real Men
4. Open Casket
5. Leshy
6. Real Friends Come From Grief
7. In Love With Hate
8. Mindplague
Samlet spilletid: 24:18

 

Læs mere...

Sick Of It All - When The Smoke Clears

Coveret siger sådan set det hele; Sick Of It All har eksisteret i imponerende 30 år. New York veteranerne markerer dette jubilæum med den foreliggende EP, som indeholder 5 nye numre. I tilgift er der udgivet en coffee table bog med sjældne og markante billeder fra bandets lange historie.

EP’en lægger ud med titelnummeret, som er typisk Hardcore med masser af energi og bøllekor, som signalerer sammenhold – så er vi i gang. Endnu bedre bliver det i ”Black Venom”, hvor der er skruet så meget op for energien, at det ikke er svært at forestille sig, hvordan nummeret sætter gang i en moshpit.

I ”Doomed Campaign” bliver Hardcore byttet ud med Punk, hvilket ikke ændrer på greb om musik eller kvalitet. Det sidste får desværre et hak nedad i de afsluttende numre; det er stadig de samme elementer der er i brug, men de afleveres med autopiloten slået til.

Det rutineprægede kan resten af numrene heller ikke sige sig helt fri for, så meget mere end et OK kan Sick Of It All ikke få for godt 11 minutters indsats. Dermed bliver anledningen til udgivelsen mere interessant end udgivelsen selv.

Tracklist:
1. When The Smoke Clears
2. Black Venom
3. Doomed Campaign
4. Blood & Steel
5. Fortress
Samlet spilletid: 11:21

 

Læs mere...

Candiria - While They Were Sleeping

Candiria er et nyt navn i min verden, men bandet fra Brooklyn har eksisteret i næsten 25 år, så det er ikke grønskollinger, vi har at gøre med. Sangeren Carley Coma er det eneste originale medlem, og han er også hovedkraften bag bandets ottende studiealbum. Albummet er et konceptalbum om en musiker, som udfordrer det etablerede i New York – et usædvanligt valg for genren.

Det ville ikke være forkert at angive Metalcore som genre for indholdet, men det er bevidst at jeg ikke gør det. Det kunne efterlade det indtryk at albummet følger den nyere fortolkning af genren, hvor brølende og rene udgaver af vokalen afløser hinanden med forudsigelige intervaller, og det er ikke tilfældet: Candiria er så meget mere end det. Bandet formår nemlig ikke blot at blande Metal og Hardcore, men smider også flere steder noget så uhørt som Jazz og Swing ind i numrene, vel at mærke uden, at det på nogen måde virker akavet eller unaturligt. Hvor Hardcore normalt går lige ind i første hug, så krævede det flere gennemlytninger, før jeg havde fat i det hele.

Intensiteten falder på albummets sidste del, hvor både musik og vokaler stadig er i top, men hvor materialet er skåret over kendte skabeloner. Det fungerer udmærket i den afdæmpede men intense ”Opaque”, og giver plads til bøllekor i ”Ten Thousand Tears”, men der er ikke så mange overraskelser.

Det ændrer ikke på, at ”Wile They Were Sleeping” er en af de mest spændende udgivelser, jeg har stiftet bekendtskab med i år – et forfriskende album, som tør udfordre de gængse normer.

Tracklist:
1. While They Were Sleeping
2. Mereya
3. Wandering Light
4. The Cause
5. Forgotten
6. One Of You Will Betray Me
7. Opaque
8. The Whole World Will Burn
9. Behind These Walls
10. With Broken Bones
11. Ten Thousand Tears
12. Servitude
Samlet spilletid: 49:08

 

Læs mere...

Discharge - End Of Days

Jeg har altid været meget stor fan af Punk og Hardcore. Bands som Black Flag, Cro-Mags, Bad Brains osv. Men D-Beat/Crust Punk er også noget som ligger meget højt på listen. Og det her Britiske Discharge kommer ind i billedet. Bandet som startede hele D-Beat genren tilbage i 1977, og har siden inspireret bands som Metallica, Sepultura, Machine Head og Anthrax. Jeg har kendt til Discharge i mange år, men jeg har aldrig sådan hørt meget af deres musik. Deres debut plade Hear Nothing, See Nothing, Say Nothing, er stadig set som et Hardcore Punk mesterværk den dag i dag. Nu er bandet så klar med deres seneste udspil, End Of Days.

Der er ikke sket den alt for store forandring i Discharges's musik, da det stadig er et ordenligt slag i fjæset og bare sur Hardcore, som kører 100 kilometer i timen. Måske er det også det, som holder dem relevante stadigvæk. Man har numre som New World Order, der bare skriger gammel D-Beat musik fra 80'erne, og så har du numre som Raped And Pillaged, som måske ligger lidt ovre i noget mere melodisk Hardcore, så alligevel selvom alt er ved det gamle hos Discharge, så er der alligevel kommet en del forandringer i musikken. Titelnummeret på pladen giver lytteren et ordenligt cirkelspark lige i fjæset og Discharge viser, at de stadigvæk er på toppen af deres game. Selvom disse numre får pulsen op at køre, så er der også numre som Hatebomb, der virker lidt som fyld for at få pladen til at nå sin længde. Det er ikke fordi, at nummeret er dårligt, men det virker bare så ligegyldigt at smide den på pladen. Udover det ene nummer, så er End Of Days et godt eksempel på et band, der stadig holder fast i deres musikalske rødder.

Discharge har ikke været særligt nyskabende på denne plade, men at forblive det samme behøver jo ikke at være en dårlig ting. End Of Days viser bare at Discharge stadig kan finde ud af at lave arrig Hardcore, og at selvom nogle af medlemmerne er i 50'erne, så er der intet som tyder på at bandet har tænkt sig at trække stikket lige foreløbigt.

Trackliste

1. New World Order
2. Raped And Pillaged
3. End Of Days
4. The Broken Law
5. False Flag Entertainment
6. Meet Your Maker
7. Hatebomb
8. It Can't Happen Here
9. Infected
10. Killing Yourself To Live
11. Looking At Pictures Of Genocide
12. Hung Drawn And Quartered
13. Population Control
14. The Terror Alert
15. Accessories By Molotov (Part II)

 

Læs mere...

Weekend Nachos - Apology

Sidste plade nogensinde. 2016 viser sig at være året hvor Powerviolence bandet Weekend Nachos trækker stikket, siger farvel for evigt og tak for denne gang. Weekend Nachos er nok indehavere af et af de mest kiksede bandnavne, men musikken er nu en helt anden sag. Vi snakker Powerviolence, Grindcore, Hardcore Punk blandet sammen i en genre om ikke har noget navn, men det er arrigt af den ondeste skuffe overhovedet. Nu skal vi se så se om deres sidste udspil Apology er en passende svanesang til deres afsked med verden.

2015 er åbningsnummeret på pladen, hvor tempoet bliver sat gradvist langt ned i forhold til, at det er Powerviolence vi snakker om. Men efter det første nummer er det et struktureret kaos af numre, som vi får smidt i ansigtet. Nummeret Dust er bare fuld kaos og totalt et slag i fjæset på lytteren. Her er Dylan Walker også med som gæstevokal, som til dagligt er frontmand i mit ynglings band Full Of Hell, og deres samarbejde på nummeret fungerer virkelig godt. Fake Political Song sætter tempoet en smule ned i løbet af sangen, men intensiteten er stadig til stede hele vejen igennem nummeret. Det førnævnte langsomme er også et gentagende tema igennem pladen, som specielt på nummeret World Genocide, hvor deres Sludge Metal inspirationer virkelig kommer til live. Det fungerer selvfølgelig også virkelig godt sammen med alle de andre langsomme sange, de har på pladen. Titelnummeret på pladen slutter det hele af med et brag. Nummeret fortsætter også i det langsomme. Hvis jeg skulle sætte en finger på det, så minder det lidt om hvis Swans spillede Sludgde Metal. Nummeret er en passende afslutning på deres karriere, og det så beskidt og tungt, at det næsten også er en smule smukt. Stilhed. Det er det vi bliver efterladt med efter at de sidste toner runger ud af højtalerne. Det er hvor det går op for en at vi nok aldrig nogensinde kommer til at høre noget fra Weekend Nachos igen.

Apology er den perfekte afslutning på bandets tolv års rejse med Powerviolence, Grindcore og Hardcore Punk. Afslutningsnummeret på pladen er den perfekt svanesang til et band, som har udfordret deres lyttere de sidste tolv år. Hvis det er til interesse for nogen, så spiller Weekend Nachos deres sidste danske koncert nogensinde 7. Oktober på Pumpehuset i København.

Trackliste

1. 2015
2. Dust
3. Fake Political Song
4. All
5. Judged
6. Dog Shit Slave
7. Writhe
8. N.A.R.C
9. POW MIA
10. World Genocide
11. Eulogy
12. Night Plans
13. Apology
14. Samlet spilletid : 36:59

 

Læs mere...

Zoax - Zoax

Zoax er nu også et af de bands, som jeg ikke har hørt om før. Men de skal nok blive en spændende omgang at opdage ny musik. Bandet har eksisteret siden 2013, og blev dannet i London. Genren vi er ude i er Rock musik blandet sammen med noget Post-Hardcore. Jeg følte mig en anelse bange, da jeg ikke har haft de aller bedste oplevelser med Post-Hardcore, men det her skulle nok blive spændende at høre.

The Bad Blood åbner pladen, som får mig til at tænke lidt på Arctic Monkeys, hvis de spillede lidt mere ekstrem musik. Jeg synes at det fungerer ganske udmærket, men alligevel er det måske lige en mærkelig nok sammensmeltning af musik for mit vedkommende. Devil Dance er et nummer, hvor der går lidt sukkerpop, Blues og onde skrig blandet sammen i en. Jeg sidder lidt tilbage med et løftet øjenbryn og tænker, om det er noget for mig det her? Roses All The Way har lidt af en New-Wave følelse over sig, og jeg synes at det står ud som det stærkeste nummer på pladen, men alligevel giver det ikke helt den opløftende følelse, som jeg leder efter på pladen. Den røde tråd synes jeg er ikke så synlig på pladen. Det virker lidt som om at bandet bare har skrevet et par numre, og smidt dem på pladen. Dette er uden sammenhæng eller hvor numrene glider naturligt ind i hinanden, når nummeret er slut.

Jeg endte desværre med at blive en smule skuffet over denne plade, da jeg synes at bandet har potentiale, men alligevel formår det at falde meget hurtigt til jorden uden at få en chance for at gøre det godt igen. Desværre var det ikke lige det bedste møde med Zoax, som jeg havde forventet.

Trackliste:

1. The Bad Blood
2. Devil Dance
3. Roses All The Way
4. Fly High
5. Zuperheroez
6. The Wave
7. Good Times
8. Mirrors
9. KSYCHIA
10. King And Queen
11. Alive And Sound
12. Slán

Samlet spilletid: 39.47

 

Læs mere...

Poison Headache - Poison Headache

Når man skal nævne hvor det rykker indenfor Hardcore, er San Diego ikke det første man tænker på, men det kommer måske snart til at ændre sig. Poison Headache, som består af Andy Kukta på vokal og guitar, Phil Sgrosso på bas og guitar samt Kyle Rosa på trommer, har nemlig udsendt et debutalbum, som med garanti vil skabe opmærksomhed.

Bandet blander Hardcore og Metal i deres numre, men det er ikke derfor – det er der mange som har gjort før. Til gengæld er det ikke mange som får varieret musikken så meget som amerikanerne gør, uden at den mister sin energi.

Det meste af energien hentes i Hardcore-genrens standard arsenal; her er det den virkelig vrede vokal og den fremadstormende musik, der sætter dagsordenen. Det giver numre som ”Death's Design”, “Hail, Colossus” og “Never Again” alle stilens traditionelle kendetegn. Numrene i den rendyrkede form fungerer aldeles glimrende, men når tingene bliver piftet op med Metal, giver det ikke kun mere kant, men også er med til at give bredde. Samtidig bliver der nemlig plads til talte sekvenser, akustisk guitar og messende kor foruden lækre guitarsoli.

Det samlede resultat er en omgang metallisk Hardcore, som er virkelig vellykket – ikke kun for et debuterende band, men i det hele taget. Derfor er jeg sikker på, at vi kommer til at høre meget mere til Poison Headache.

Tracklist:
1. Sin Eater
2. Pity The Backseat
3. Rot With Me
4. Conspirator
5. Gray Skies
6. Benumbed
7. Death'S Design
8. Hail, Colossus
9. Never. Again
10. Discloser
11. Forbidden Gates
Samlet spilletid: 30:06.

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed