fbpx

Terror - Total Retaliation

Siden bandets start i 2002 har Terror været et stort navn på Hardcorescenen, og har været en vigtig brik i min egen introduktion til genren. Derfor var der ikke lang betænkningstid, da bandets sjette album ”Total Retaliation” dukkede op i indbakken.

Terror har længe været blandt de skarpeste repræsentanter for den type Hardcore, der blander elementer af Metal ind i helheden, og den stil fastholder bandet: Scott Vogel er som vanligt en imponerende frontmand, som konstant markerer sig med vrede og enorm energi. Samtidig er musikken også skarp og dynamisk, og da det samme kan siges om Will Putneys produktion, er rammerne for en ny magtdemonstration til stede.

Den udebliver desværre denne gang, for blandt de tretten numre er der for få steder, hvor Terror viser deres vanlige styrke; faktisk sker det kun to gange på albummet: I titelnummeret, som kombinerer genrens elementer til topkarakter, og i ”One More Enemy”, som med kanonseje guitarer og et fedt drive er albummets højdepunkt. Herudover vil jeg også fremhæve ”Post Armageddon Interlude”, som er et Rapnummer, men som med sin skarpe tekst matcher den omkringliggende Hardcore perfekt.

De resterende numre er ikke dårlige (det er trods alt Terror, vi har fat i her), men de ligger alligevel under det, vi er vant til at høre fra dén kant. Det efterlader mig med håbet om, at der kun er tale om en enkelt smutter.

Tracklist:
1. This World Never Wanted Me
2. Mental Demolition
3. Get Off My Back
4. One More Enemy
5. Break The Lock
6. In Spite Of These Times
7. Total Retaliation
8. Post Armageddon Interlude
9. Spirit of Sacrifice
10. I Don't Know You
11. Behind The Bars
12. Suffer The Edge Of The Lies
13. Resistant To The Changes
Samlet spilletid: 28:26

Læs mere...

Madball - For The Cause

Selv om Madball næsten har eksisteret i tre årtier, bliver New York veteranerne ved med at lave musik fordi, som de selv siger: ”Vi kan ikke andet” og ”Vi har stadig sager at kæmpe for” - Sidstnævnte er et direkte link til albummets titel. Og selv om bandet er reduceret til en kerne bestående af frontmanden Freddy Cricien, bassisten Hoya Roc og trommeslageren Mike Justian, er der bl.a. genhør med guitaristen Matt Henderson, ligesom mange andre af Madballs venner yder større eller mindre bidrag til albummet.

Det er tydeligt, at bandet stadig har noget på hjerte – teksterne handler om vigtigheden af, at tro på sig selv, men også være ærlig og gøre oprør mod uretfærdighed. Vanen tro ledsages budskaberne af Hardcore tilsat et fint skud Metal, så man ikke er i tvivl om, at Cricien & Co. mener det alvorligt. Her kører det ekstra godt i tracks som ”Smile Now Pay Later”, ”Rev Up” og ”Old Fashioned”, ligesom ”Evil Ways” med gæstevokal af Ice T står stærkt.

De fleste andre numre er ”bare” udmærket Hardcore sådan at forstå, at de kører fint med energi og attitude, men ikke efterlader det helt store aftryk. Og så er der et par steder, hvor tingene ikke fungerer: I ”Freight Train” trækkes der rigeligt på genrens klichéer, og ”Es Tu Vida” med spansk tekst er bare helt overflødig. Til gengæld er det ret cool at lade titelnummeret gå over i en Reggae-version af ”Rev Up”.

Jo, Madball har stadig noget på hjerte, og de har stadig noget at tilbyde deres publikum. Derfor kan du roligt gå i krig med ”For The Cause”, også selv om kvaliteten varierer hen over albummet.

Tracklist:
1. Smile Now Pay Later
2. Rev Up
3. Freight Train
4. Tempest
5. Old Fashioned
6. Evil Ways
7. Lone Wolf
8. Damaged Goods
9. The Fog feat. Tim Timebomb
10. Es Tu Vida
11. For You
12. For The Cause
13. Confessions
Samlet spilletid: 34:27

Læs mere...

Sanction - The Infringement of God's Plan

Normalt kan jeg godt lide Hardcore; genrens energi, dens FUCK YOU-attitude og dens stærke holdninger til politik, verden og samfundet som helhed er tiltalende. Alt det kan normalt sagtens kompenserende for monotont brølende vokaler, specielt hvis der blandes elementer af Metal i musikken.

Set i det lys burde jeg synes om det nye album fra New York-bandet Sanction; på ”The Infringement of God's Plan” giver de fem medlemmer den virkelig gas, og der bliver ikke lagt fingre imellem, snarere tværtimod: Frontmanden skriger virkelig sine tekster ud, og musikken er usædvanligt skæv og nærmest hakkende ind imellem. Et par af numrene er ikke egentlige numre, men mere lydcollager med klagende lyde – de er med til at forstærke det samlede indtryk og gøre det mere råt. Problemet er bare, at alle de, ligesom de resterende elementer, overdrives – det hele er for meget, det hele er presset langt ud uden, at der er nogen fornuftig grund til det.

Dermed er udspillet ekstremt nok til, at det sorterer mange lyttere fra, inklusive mig – der er for meget aggression for dets egen skyld, og for lidt flow til at fange mig. Det betyder, at ”The Infringement of God's Plan” fremstår som mere irriterende end interessant.

Tracklist:
1. Enter (In Five Fractions)
2. The Prophet Who Saw Fire
3. Sixhundredthirtyone
4. Fixated Upon a Figure
5. Untitled
6. The Infringement of God's Plan
7. Exit (Chord Radius)
Samlet spilletid: 18:20

Læs mere...

All Pigs Must Die - Beta

Jeg var draget hele vejen til det kolde og grå Sjælland denne søndag. Vi stod i det kaotiske Hardcores tegn, og de evigt seje gutter i All Pigs Must Die var klar til at spille op til dans. APMD er en supergruppe eller hardcore supergruppe bestående af medlemmer fra bands som: Converge, Bloodhorse, The Hope Conspiracy og Trap Them. Bandet havde deres lands debut tilbage i 2015 på Roskilde Festival, hvor de spillede en fed koncert, men koncerten blev aldrig det helt vilde. Nok på grund af at de spillede i 35 graders varme, kl 14 om eftermiddagen for et publikum på størrelse med ca tre til firetusind mennesker, så bandet var relativt stillestående, så da muligheden tilbød sig at for at se bandet indenfor de intime rammer på Beta, så var det en no brainer. 
 
Une Misére
 
Jeg ankom til en halvtom koncertsal på Beta. Første band i aften var Une Misére fra Island. Kaotisk og dyster Hardcore af en skuffe så dyster, at det næsten er svært at få skrevet det ned på papir. Bandet kom ud til et publikum der ikke virkede særligt interesserede, inklusivt mig selv. Det tog bandet lidt længere tid for at komme op på scenen men efter de tre guitarister kom på scenen, så gik bandet endelig i gang. Jeg blev forvandlet til en stillestående koncertgænger til en dedikeret fan som stod og headbangede ude i salen. Det var næsten ikke til at kapere hvor godt bandet spillede sammen, og hvor intens deres energi var på scenen. Deres breakdowns var sindssygt massive og lydmuren var på samme kaliber. Der var var lidt af en stor afstand imellem band og publikum, men de kom selvfølgelig tættere på. Bandets sidste nummer var dedikeret til en ven der tog sit eget liv sidste år, og her viser de nemlig en oprigtig følelse af sorg og vrede. Deres forsanger var tydeligvis og forståeligt oprevet af denne tragedie, og han skreg sin hals til blods og lod de hele komme ud under det sidste nummer. Tredive minutter fløj jo forbi mit fjæs efter koncerten var slut, og det i hvert fald et navn jeg skal få hørt alt med. 
 
Karakter 
6 ud af 6 
 
All Pigs Must Die
 
Nu var det endelig blev tid til aftenens hovednavn. Folk kom ind i salen og bandet stod klar til at nedslagte os alle sammen, bogstaveligt talt. Allerede fra starten blev det krystalklart, at Roskilde koncerten slet ikke viste hvad bandet kan gøre live. Forsanger Kevin Baker der sammen med sit band endte med at blive stillestående for tre år siden, blev i aften forvandlet om til en vildmand på Beta i aften. Sange som Pulverization, Sermon Of The End og Bloodlines var som et angreb på de første rækker af publikum, og intensiteten kendte ingen ende, faktisk så intenst at Baker væltede en monitor på gulvet. Lyden inde i salen var rigtig god, og alting kunne høres, dog ville det ikke skade hvis de andre bandmedlemmer også ville bevæge sig lidt. Det gjorde heldigvis ikke så meget, da bandet spiller så umenneskeligt tight, og trommeslager Ben Koller der aldrig kan være i et dårligt band, var selvfølgelig storsmilende imens hans spillede sine super smadrede trommepassager. Man kunne godt mærke at det var søndag, og publikum virkede lidt halvtrætte og reserverede, lige udover de to dudes foran der var helt oppe at køre både under sangene og imellem sangene. Taget i betragtning at bandet udgav et deres nye album Hostage Animal tilbage i januar, så bestod aftenens sætliste mest af de første par udgivelser. Masser af fede sange såsom Third World Genocide og The Blessed Void satte bare mere gang i galskaben, specielt guitarsoloen i det sidstnævnte nummer er noget jeg kan bruge en hel dag på at snakke om. Hungry Wolf, Easy Prey var det sidste nummer for i aften, og her blev publikum bedt om at rykke helt tæt op mod scenen. Nu stod vi helt op i ansigtet på den frygtindgydende frontmand, og selvom han skreg sin hals til blods, rakte han mikrofonstativet ud til medlemmer i publikum, så vi kunne få en chance at synge med på sangene. Bandet kom tilbage til et sidste nummer, hvilket var Primitive Fear fra albummet Nothing Violates This Nature. Selvom publikum var måske ikke helt klar i aften, men bandet overkom dette og leverede en fuldstændig vanvittig koncert. En perfekt aften for mit vedkommende og begge bands gjorde et fantastisk stykke arbejde.
 
Karakter 
6 ud af 6 
 
Læs mere...

9000 John Doe - The Spirit of The Firewolf

Da Aalborg-bandet 9000 John Doe for nogle år siden albumdebuterede med ”Redneck Is The New Black”, var det under banneret Hillbilly Hardcore. I forbindelse med udgivelse af denne efterfølger lægger de meget vægt på, at deres tilgang har været meget mere seriøs og fokuseret. Spørgsmålet er så, om de kan holde den musikalske fane højt uden, at det går ud over selvironien.

At fanen stadig holdes højt, slås fast med syvtommer søm fra start: ”Hated By Most” og ”Horns In The Shadow” byder på ret så groovy Metal, som via en fint brølende vokal får tilført et skud Hardcore. Denne kombination finder man også i flere af de efterfølgende numre, og det er tydeligt at høre, at bandet føler sig godt tilpas med den. Den fungerer også udmærket i ”Look At Me Now” og ”Rusty Nails”, mens eksperimenter som det Shining-agtige mellemspil i ”The Cold Street of London” ikke falder helt så heldigt ud – heldigvis kompenserer nummeret med en heftig indledning. Det er der mere af i min favorit på albummet; ”Hellstorm” er en dundrende fed omgang Hardcore med attitude og hele pivetøjet – virkelig fedt.

Men er det så helt slut med Hillbilly hos John Doe? Ja, mere eller mindre – en smule mundharpe i slutnummeret er det tætteste vi kommer. Men det gør ikke noget, for den nye, mere seriøse stil klæder bandet; den må de gerne fortsætte med.

Tracklist:
1. The Spirit
2. Hated By Most
3. Horns In The Shadow
4. Snake River Riders
5. The Cold Street of London
6. The Firewolf
7. Hellstorm
8. Beatdown Sunday
9. Look At Me Now
10. Rusty Nails
11. Six String Shooter
Samlet spilletid: 42:51

Læs mere...

Twitching Tongues - Gaining Purpose Through Passionate Hatred

Jeg er kun stødt på Twitching Tongues en enkelt gang før; det var i forbindelse med albummet ”Disharmony” – en udgivelse som gav så store indre gnidninger, at det fik tre femtedele af bandet til at søge andre græsgange. Den udfordring tog Colin og Taylor Young op, rekrutterede tre nye medlemmer og gik i gang med at arbejde på det, som er blevet til bandets fjerde album, ”Gaining Purpose Through Passionate Hatred”.

Med en så voldsom titel kunne man forvente en ultra aggressiv tone, men det er ikke tilfældet - Twitching Tongues kombinerer Hardcore og Metal i nogenlunde samme omfang som jeg husker det fra forgængeren. Albummets start er præget af Metal; de to første numre byder på udmærket musik med fint drive og flotte guitarer, men der er kun få antydninger af Hardcore i dem. I slutningen af ”T.F.R.” begynder stilen at bryde frem, men først henne ved ”Gaining Purpose” er Hardcore den bærende stilart, godt støtte af Metal guitarer. Men for den rendyrkede oplevelse skal vi helt hen til det næstsidste nummer, men så får vi også albummets højdepunkt: ”The Sound of Pain” har virkelig balls, og endelig er der ægte vrede i vokalen.

Den har ikke været meget af, snarere tværtimod. Det skyldes, at Twitching Tongues har valgt at inkludere flere numre, som i forskellige grad fremstår som ballader – det øger ikke ligefrem intensiteten. Derfor er det de nævnte højdepunkter og en flot produktion, der trods alt gør albummet tre stjerner værd.

Tracklist:
1. AWOL (State of the Union)
2. Harakiri
3. Kill for You
4. T.F.R.
5. Forgive & Remember
6. Gaining Purpose
7. Long Gone
8. The Sound of Pain
9. Defection (Union of the State)
Samlet spilletid: 47:22

Læs mere...

Erdve - Vaitojimas

Da Erdve blev dannet i Vilnius i 2016, var det med det klare formål at udforske mulighederne i musik bestående af elementer fra Hardcore, Sludge og Black Metal – På papiret er det unægtelig en mørk og speciel kombination, der skaffede litauerne en kontrakt med Season of Mist.

Det særegne og dystre eksisterer bestemt ikke kun på papiret, for ”Vaitojimas” er virkelig en led satan af et album: Musikken er meget lukket og svær at komme ind på, og vokalen er monotont skrigende – en kombination, der normalt ville få mig helt op i det røde felt. Når det ikke sker, skyldes det en knivskarp balance mellem de nævnte elementer, og små stumper af melodi, som meget begavet er flettet ind i musikken. Resultatet er virkelig stærkt, og musikken formår endda mere end udligne vokalen – overraskende, men effektivt.

Teksterne forstår jeg ikke et hak af, men ifølge pressematerialet omhandler de temaer som vold i hjemmet, frastødende adfærd, ekstremisme og forbrydelser mod menneskeheden – musikkens voldsomme natur taget i betragtning, tror jeg på det.
Det positive indtryk varer lige indtil et stykke ind i ”Pilnatvė”; på et tidspunkt falder tempoet, så vokalen får overtaget. Det gør de sidste knap 10 minutter af albummet til en ustruktureret og temmelig anstrengende affære. Men den foregående halve time er fyldt med så mange seje elementer, at Erdve får varme anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. Vaitojimas
2. Išnara
3. Prievarta
4. Apverktis
5. Pilnatvė
6. Atraja
Samlet spilletid: 37:00

Læs mere...

Harms Way - Posthuman

Da Harms Way startede i 2006, var det som et sideprojekt for medlemmer af bandet Few And The Proud; formålet var at have det sjovt, og det musikalske blev ikke taget så alvorligt. Men efterhånden som bandet begyndte at få succes, blev det hele mere seriøst, og efter tre albums på mindre selskaber, er Harms Way klar med deres første album på Metal Blade Records: ”Posthuman”.

Åbningsnummeret byder på en temmelig knudret blanding af Hardcore og Metal; selv om der er perioder med højt tempo, flyder nummeret ikke specielt godt. Til gengæld introducerer nummeret et element, der præger hele albummet: James Pligges monotone vokal. Det ville være forkert at påstå, at han ikke har en tone i livet, for det har han – men ikke meget mere end en. Resultatet er en virkelig ensformig vokal, som jeg meget hurtigt bliver træt af.

På den baggrund kan det undre, at jeg alligevel giver albummet tre stjerner; årsagen skal søges i musikken. I ”Call My Name” og ”Unreality” tager musikken kampen op med vokalen, dog uden at få overtaget. Men i ”Last Man” og ”Become A Machine” præsterer Harms Way en virkelig sej omgang Hardcore med al den power, som genren er populær for. Men at også Metalsiden kan score point, viser bandet i ”Sink”; især de bankende stortrommer klarer sig godt. Men her stopper det positive, for en del numre er ret kønsløse – derfor stopper stjernehøsten ved de tre.

Tracklist:
1. Human Carrying Capacity
2. Last Man
3. Sink
4. Temptation
5. Become A Machine
6. Call My Name
7. Unreality
8. Dissect Me
9. The Gift
10. Dead Space
Samlet spilletid: 31:52

Læs mere...

Cursed Earth - Cycles of Grief Volume I: Growth

Man kan stille sig selv spørgsmålet om det er okay at udsende 10 minutters musik, eller om det ikke havde været bedre at vente, til man kunne mønstre et helt album. For nogle genrer er svaret et klart JA, men når man befinder sig på Hardcorescenen, er det helt normalt. Og det gør Cursed Earth, som blev dannet i australske Perth i 2013.

De læger hårdt ud med ”WarMarch”, som med tunge guitarer og sangerinden Jazmine Luders’ råbende vokal sikrer sig min fulde opmærksomhed. Den fortsætter bandet med at have i de følgende numre, men desværre ikke på den positive måde. Musikken begynder nemlig at blive ret ustruktureret, og Luders begynder i høj grad at skrige sine tekster ud. Det gør numrene meget ens, og er alt andet end interessant at lytte til. Heldigvis viser australierne ind imellem, at de har andet at byde på: I ”Discarded” er der nogle ret fede tunge elementer til slut, mens det i ”Violated” er omkring midten af nummeret, at det spændende sker.

I glimt viser Cursed Earth, at de har noget at byde på, men de interessante passager er så korte, at selv 10 minutters musik kan føles langt. Jeg håber de klarer sig bedre live; det kan checkes, når de efter planen kommer til årets AMF i november.

Tracklist:
1. WarMarch
2. Broken
3. Discarded
4. SanctionedViolence
5. Violated
Samlet spilletid: 9:58

 

Læs mere...

Bloodclot - Up In Arms

Man kan roligt sige, at det var held i uheld da sangeren John Joseph fik en skade, så han ikke kunne starte i en triatlon i Los Angeles. Det gav ham nemlig tid til at gå i studiet med guitaristen Todd Youth for at lave demooptagelser til det, der skulle blive til Bloodclot. Med Nick Oliveri på bas og Joey Castillo på trommer var line-uppet klart, og bandet debuterer med albummet ”Up In Arms”.

Her leverer de fire Hardcore, hvor gashåndtaget kun har to stillinger: Godt over middel, og helt i bund. I den første gruppe ligger numre som ”Manic”, ”Soldiers of the New Babylon” og ”Slow Kill Genocide”, hvor energien er pænt høj, men hvor Bloodclot alligevel ikke overbeviser 100%. Det gør de til gengæld, når tempoet øges yderligere. I ”Fire” kommer Josephs vrede til overfladen, mens han i ”Kill the Beast” og ”Kali” næsten virker manisk - ordene kommer nærmest som maskingeværsalver. Her er det også værd at nævne det afsluttende ”You'll Be the Death of Me”, hvor en sej basgang og en go’ melodi sætter et flot punktum.

Joseph og Youth har forberedt sig godt, for det er især samarbejdet mellem vokal og guitar, der sætter sit positive præg på numrene, og så betyder det ikke det store, at nogle af dem ligger rigeligt tæt op ad hinanden - Det her er en flot debut, som klart kan anbefales til alle Hardcore fans.

Tracklist:
1. Up in Arms
2. Fire
3. Manic
4. Kill the Beast
5. Prayer
6. Siva / Rudra
7. Soldiers of the New Babylon
8. Kali
9. Slow Kill Genocide
10. Slipping into Darkness
11. Life As One
12. You'll Be the Death of Me
Samlet spilletid: 29:12

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed