fbpx

9000 John Doe - The Spirit of The Firewolf

Da Aalborg-bandet 9000 John Doe for nogle år siden albumdebuterede med ”Redneck Is The New Black”, var det under banneret Hillbilly Hardcore. I forbindelse med udgivelse af denne efterfølger lægger de meget vægt på, at deres tilgang har været meget mere seriøs og fokuseret. Spørgsmålet er så, om de kan holde den musikalske fane højt uden, at det går ud over selvironien.

At fanen stadig holdes højt, slås fast med syvtommer søm fra start: ”Hated By Most” og ”Horns In The Shadow” byder på ret så groovy Metal, som via en fint brølende vokal får tilført et skud Hardcore. Denne kombination finder man også i flere af de efterfølgende numre, og det er tydeligt at høre, at bandet føler sig godt tilpas med den. Den fungerer også udmærket i ”Look At Me Now” og ”Rusty Nails”, mens eksperimenter som det Shining-agtige mellemspil i ”The Cold Street of London” ikke falder helt så heldigt ud – heldigvis kompenserer nummeret med en heftig indledning. Det er der mere af i min favorit på albummet; ”Hellstorm” er en dundrende fed omgang Hardcore med attitude og hele pivetøjet – virkelig fedt.

Men er det så helt slut med Hillbilly hos John Doe? Ja, mere eller mindre – en smule mundharpe i slutnummeret er det tætteste vi kommer. Men det gør ikke noget, for den nye, mere seriøse stil klæder bandet; den må de gerne fortsætte med.

Tracklist:
1. The Spirit
2. Hated By Most
3. Horns In The Shadow
4. Snake River Riders
5. The Cold Street of London
6. The Firewolf
7. Hellstorm
8. Beatdown Sunday
9. Look At Me Now
10. Rusty Nails
11. Six String Shooter
Samlet spilletid: 42:51

Læs mere...

Twitching Tongues - Gaining Purpose Through Passionate Hatred

Jeg er kun stødt på Twitching Tongues en enkelt gang før; det var i forbindelse med albummet ”Disharmony” – en udgivelse som gav så store indre gnidninger, at det fik tre femtedele af bandet til at søge andre græsgange. Den udfordring tog Colin og Taylor Young op, rekrutterede tre nye medlemmer og gik i gang med at arbejde på det, som er blevet til bandets fjerde album, ”Gaining Purpose Through Passionate Hatred”.

Med en så voldsom titel kunne man forvente en ultra aggressiv tone, men det er ikke tilfældet - Twitching Tongues kombinerer Hardcore og Metal i nogenlunde samme omfang som jeg husker det fra forgængeren. Albummets start er præget af Metal; de to første numre byder på udmærket musik med fint drive og flotte guitarer, men der er kun få antydninger af Hardcore i dem. I slutningen af ”T.F.R.” begynder stilen at bryde frem, men først henne ved ”Gaining Purpose” er Hardcore den bærende stilart, godt støtte af Metal guitarer. Men for den rendyrkede oplevelse skal vi helt hen til det næstsidste nummer, men så får vi også albummets højdepunkt: ”The Sound of Pain” har virkelig balls, og endelig er der ægte vrede i vokalen.

Den har ikke været meget af, snarere tværtimod. Det skyldes, at Twitching Tongues har valgt at inkludere flere numre, som i forskellige grad fremstår som ballader – det øger ikke ligefrem intensiteten. Derfor er det de nævnte højdepunkter og en flot produktion, der trods alt gør albummet tre stjerner værd.

Tracklist:
1. AWOL (State of the Union)
2. Harakiri
3. Kill for You
4. T.F.R.
5. Forgive & Remember
6. Gaining Purpose
7. Long Gone
8. The Sound of Pain
9. Defection (Union of the State)
Samlet spilletid: 47:22

Læs mere...

Erdve - Vaitojimas

Da Erdve blev dannet i Vilnius i 2016, var det med det klare formål at udforske mulighederne i musik bestående af elementer fra Hardcore, Sludge og Black Metal – På papiret er det unægtelig en mørk og speciel kombination, der skaffede litauerne en kontrakt med Season of Mist.

Det særegne og dystre eksisterer bestemt ikke kun på papiret, for ”Vaitojimas” er virkelig en led satan af et album: Musikken er meget lukket og svær at komme ind på, og vokalen er monotont skrigende – en kombination, der normalt ville få mig helt op i det røde felt. Når det ikke sker, skyldes det en knivskarp balance mellem de nævnte elementer, og små stumper af melodi, som meget begavet er flettet ind i musikken. Resultatet er virkelig stærkt, og musikken formår endda mere end udligne vokalen – overraskende, men effektivt.

Teksterne forstår jeg ikke et hak af, men ifølge pressematerialet omhandler de temaer som vold i hjemmet, frastødende adfærd, ekstremisme og forbrydelser mod menneskeheden – musikkens voldsomme natur taget i betragtning, tror jeg på det.
Det positive indtryk varer lige indtil et stykke ind i ”Pilnatvė”; på et tidspunkt falder tempoet, så vokalen får overtaget. Det gør de sidste knap 10 minutter af albummet til en ustruktureret og temmelig anstrengende affære. Men den foregående halve time er fyldt med så mange seje elementer, at Erdve får varme anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. Vaitojimas
2. Išnara
3. Prievarta
4. Apverktis
5. Pilnatvė
6. Atraja
Samlet spilletid: 37:00

Læs mere...

Harms Way - Posthuman

Da Harms Way startede i 2006, var det som et sideprojekt for medlemmer af bandet Few And The Proud; formålet var at have det sjovt, og det musikalske blev ikke taget så alvorligt. Men efterhånden som bandet begyndte at få succes, blev det hele mere seriøst, og efter tre albums på mindre selskaber, er Harms Way klar med deres første album på Metal Blade Records: ”Posthuman”.

Åbningsnummeret byder på en temmelig knudret blanding af Hardcore og Metal; selv om der er perioder med højt tempo, flyder nummeret ikke specielt godt. Til gengæld introducerer nummeret et element, der præger hele albummet: James Pligges monotone vokal. Det ville være forkert at påstå, at han ikke har en tone i livet, for det har han – men ikke meget mere end en. Resultatet er en virkelig ensformig vokal, som jeg meget hurtigt bliver træt af.

På den baggrund kan det undre, at jeg alligevel giver albummet tre stjerner; årsagen skal søges i musikken. I ”Call My Name” og ”Unreality” tager musikken kampen op med vokalen, dog uden at få overtaget. Men i ”Last Man” og ”Become A Machine” præsterer Harms Way en virkelig sej omgang Hardcore med al den power, som genren er populær for. Men at også Metalsiden kan score point, viser bandet i ”Sink”; især de bankende stortrommer klarer sig godt. Men her stopper det positive, for en del numre er ret kønsløse – derfor stopper stjernehøsten ved de tre.

Tracklist:
1. Human Carrying Capacity
2. Last Man
3. Sink
4. Temptation
5. Become A Machine
6. Call My Name
7. Unreality
8. Dissect Me
9. The Gift
10. Dead Space
Samlet spilletid: 31:52

Læs mere...

Cursed Earth - Cycles of Grief Volume I: Growth

Man kan stille sig selv spørgsmålet om det er okay at udsende 10 minutters musik, eller om det ikke havde været bedre at vente, til man kunne mønstre et helt album. For nogle genrer er svaret et klart JA, men når man befinder sig på Hardcorescenen, er det helt normalt. Og det gør Cursed Earth, som blev dannet i australske Perth i 2013.

De læger hårdt ud med ”WarMarch”, som med tunge guitarer og sangerinden Jazmine Luders’ råbende vokal sikrer sig min fulde opmærksomhed. Den fortsætter bandet med at have i de følgende numre, men desværre ikke på den positive måde. Musikken begynder nemlig at blive ret ustruktureret, og Luders begynder i høj grad at skrige sine tekster ud. Det gør numrene meget ens, og er alt andet end interessant at lytte til. Heldigvis viser australierne ind imellem, at de har andet at byde på: I ”Discarded” er der nogle ret fede tunge elementer til slut, mens det i ”Violated” er omkring midten af nummeret, at det spændende sker.

I glimt viser Cursed Earth, at de har noget at byde på, men de interessante passager er så korte, at selv 10 minutters musik kan føles langt. Jeg håber de klarer sig bedre live; det kan checkes, når de efter planen kommer til årets AMF i november.

Tracklist:
1. WarMarch
2. Broken
3. Discarded
4. SanctionedViolence
5. Violated
Samlet spilletid: 9:58

 

Læs mere...

Bloodclot - Up In Arms

Man kan roligt sige, at det var held i uheld da sangeren John Joseph fik en skade, så han ikke kunne starte i en triatlon i Los Angeles. Det gav ham nemlig tid til at gå i studiet med guitaristen Todd Youth for at lave demooptagelser til det, der skulle blive til Bloodclot. Med Nick Oliveri på bas og Joey Castillo på trommer var line-uppet klart, og bandet debuterer med albummet ”Up In Arms”.

Her leverer de fire Hardcore, hvor gashåndtaget kun har to stillinger: Godt over middel, og helt i bund. I den første gruppe ligger numre som ”Manic”, ”Soldiers of the New Babylon” og ”Slow Kill Genocide”, hvor energien er pænt høj, men hvor Bloodclot alligevel ikke overbeviser 100%. Det gør de til gengæld, når tempoet øges yderligere. I ”Fire” kommer Josephs vrede til overfladen, mens han i ”Kill the Beast” og ”Kali” næsten virker manisk - ordene kommer nærmest som maskingeværsalver. Her er det også værd at nævne det afsluttende ”You'll Be the Death of Me”, hvor en sej basgang og en go’ melodi sætter et flot punktum.

Joseph og Youth har forberedt sig godt, for det er især samarbejdet mellem vokal og guitar, der sætter sit positive præg på numrene, og så betyder det ikke det store, at nogle af dem ligger rigeligt tæt op ad hinanden - Det her er en flot debut, som klart kan anbefales til alle Hardcore fans.

Tracklist:
1. Up in Arms
2. Fire
3. Manic
4. Kill the Beast
5. Prayer
6. Siva / Rudra
7. Soldiers of the New Babylon
8. Kali
9. Slow Kill Genocide
10. Slipping into Darkness
11. Life As One
12. You'll Be the Death of Me
Samlet spilletid: 29:12

Læs mere...

Municipal Waste - Slime And Punishment

Med Nick Poulos som ny guitarist vender Municipal Waste tilbage med deres sjette album, som kommer fem år efter ”Fatal Feast” fra 2012. Den ret lange periode skyldes bl.a. at amerikanerne ville have mere tid til at gennemarbejde deres materiale. Det har de så fået, ligesom de selv har stået for optagelserne.

Hvis man med reference til bandets navn betragter disse som affald, må det siges at være af den slags med høj brændværdi – her er der virkelig meget energi: Tony Forestas let skrigende vokal ville ikke være malplaceret i et Hardcore band; det samme gælder de bølleagtige kor, der bl.a. høres i ”Breathe Grease” og ”Excessive Celebration”. Lægger man de fremadstormende rytmer, der generelt præger numrene oveni, er vi flere steder uhyre tæt på Metallisk Hardcore – Det minder mig om, at forskellen mellem forskellige genrer nogle gange er papirtynd.

Ellers er det som vanligt et mix af Speed- og Thrash Metal, der er på programmet – Speederen i bund, og så afsted! Der bliver virkelig givet gas, i ”Enjoy the Night” og ”Parole Violators” endda så meget, at rytmerne er ved at spænde ben for sig selv. Det virker hektisk og forceret, men afspejler bandets vilje til at fyre den af. Energien er albummets største force, så hvis det er power man primært søger, er man godt tjent med ”Slime And Punishment”.

Tracklist:
1. Breathe Grease
2. Enjoy the Night
3. Dingy Situations
4. Shrednecks
5. Poison the Preacher
6. Bourbon Discipline
7. Parole Violators
8. Slime and Punishment
9. Amateur Sketch
10. Excessive Celebration
11. Low Tolerance
12. Under the Waste Command
13. Death Proof
14. Think Fast
Samlet spilletid: 28:44.

 

Læs mere...

Kollapse - Angst

Det kan godt være at sommer, sol og varme omfavner Danmark i øjeblikket, men vi vender snuden mod det kolde og dystre Nordjylland for at høre den nye udgivelse med Hardcore bandet Kollapse. Dette er et album som jeg har hørt en masse om, men jeg har ikke fået taget mig sammen til at få det lyttet igennem. Albummet er slet ikke dit nymoderne standard Hardcore album, men en sammensmeltning af en masse forskellige subgenrer blandet sammen med deres Hardcore inspirationer. Jeg kunne både fornemme inspirationer fra bands såsom YOB, Neurosis og Cult Of Luna. Angst er også noget af en albumtitel og sammen med albumcoveret, så er det allerede gearet op til at være noget af en udgivelse.

Void er åbneren på albummet, og den mere doomede stemning som blev nævnt tidligere er hovedtemaet i nummeret. Der er selvfølgelig lige nogle gange hvor du har blastbeats og tremolo guitar, men det er uden tvivl det mere doomede som dominerer. Jeg følte mit hoved begyndte at rykke frem og tilbage hele vejen igennem nummeret, og det dystre og meget abstrakte lydbillede scorede mange point for mit vedkommende. Det er tungt som ind i helvede, og den massive lydmur gør det endnu federe. Death Of A Monotheist er lidt mere det traditionelle Crust Punk/D-Beat nummer på albummet, hvor det er mere energi og hastighed som er i fokus i stedet for det mere tunge og atmosfæriske, men super fedt nummer alligevel. Gueules Cassées er uden tvivl mit favorit nummer på albummet. Åbningen lyder lidt som franske Celeste og The Psyke Project a la Guillotine perioden. Jeg elsker specielt midterstykket, hvor det kun er guitaren som spiller en smuk men melankolsk melodi, før det hele kommer smadrende tilbage og de skrigende vokaler sender lytteren afsted imod et angst helvede (pun intended), og så overrasker det mig gevaldigt at de smider et klaverstykke ind til sidst i nummeret hvor jeg følte mig fortabt, imens jeg hørte sangen og bare stirrede ind i albumcoveret. Blinding Light er også et nummer som skiller sig ud fra resten af albummet. Et smadret Hardcore band har valgt at lave en sang med akustisk guitar? Det her skal nok blive spændende, og det fungerer super godt. Lidt Pink Floyd agtigt guitarspil på den akustiske guitar indtil hele bandet kommer på og spiller med. Men det er ikke lang tid bandet spiller smadder, før der kommer noget guitarspil tilbage med en masse effekter og skaber denne lidt shoegaze agtige stemning.

Kollapse er i mine øjne et band som selvfølgelig skal spille på de smadrede undergrunds punk spillesteder rundt i landet, så er det også et band jeg nemt kunne se spille til en kunstudstilling. Bandet tør at tænke udenfor boksen, og de gør det som mange bands ikke lige helt tør. F.eks. at de tør at inkorporere instrumenter som Akustisk Guitar og Klaver, så tør man altså at afprøve nye grænser af. Det bliver spændende at følge med i, hvad Kollapse finder på at gøre, som det næste, da jeg virkelig elskede den her udgivelse.

Trackliste:
1. Void
2. Death Of A Monotheist
3. Gueules Cassés
4. Til Hølle
5. Blinding Light
6. Nesting
7. Abandon

 

Læs mere...

Justinhate - Marrow

Efter EP’en ”Wandering Deathbird” (2012) og debutalbummet ”Though Hope Is Frail” (2014) er Justinhate nu klar med deres anden fuldlængde, ”Marrow”. Udover at stå for tekst og musik, har kvintetten fra København også startet deres eget pladeselskab, som står for udgivelsen.

Efter et lidt forsigtigt åbningsnummer, som reddes hjem af seje guitarer og dystre kor mod slut, går det løs med det, der er Justinhates stil: Energisk Hardcore, som tunes med et pænt skud Metal. Det giver en potent blanding, som i mine ører virker bedst i ”Ignis” og ”Marrow” – her er der bedst balance i tingene.

Sangeren Kim Rock giver sig virkelig fuldt ud; flere steder skriger han så voldsomt igennem, at jeg frygter for hans stemmebånd - Det er en meget dedikeret indsats! Desværre går han over grænsen for, hvad jeg kan holde ud - i længden bliver det anstrengende. I ”Evigheden Skal Knuses” er musikken nedtonet, men denne afvigelse fra de øvrige tracks bliver helt blæst omkuld af vokalen – også her havde mindre været mere.

Generelt kan jeg ikke klage over bandets energi, der er helt klart højoktan i tanken. Men der er flere numre, som ikke rigtig fanger mig; det er ikke tilstrækkeligt bare at give den gas. Når jeg lægger den enerverende vokal oveni, bliver det ikke mere end et ”Okay”, desværre.

Tracklist:
1. Infantem
2. Ignis
3. Wittenoom
4. Apostasy
5. Evigheden Skal Knuses
6. Apothis
7. Nepenthe
8. Marrow
9. Cloacina
10. Nyctophilia
Samlet spilletid: 37:40

 

Læs mere...

Terror - The Walls Will Fall

Hvis du har fulgt bare lidt med i mine anmeldelser ved du, at jeg ikke er specielt begejstret for EP’er – Alt for ofte er kvaliteten begrænset, så de ikke er værd at bruge tid på. Og så kommer der et udspil i samme kategori, endda med mindre end ti minutters musik; det er da dømt til undergang! Og så alligevel ikke, for Terror har længe tilhørt den absolutte top indenfor Metallisk Hardcore, og genren er jo kendt for korte spilletider.

Terror spilder da heller ikke tiden, fra start er der virkelig knald på: "No Love Lost” åbner ballet med duga-rytmer, vredt brølende vokal og bøllekor, en stil der fortsættes i ” Kill Em Off”, bare tilsat mere Metal i guitaren. I ”Balance the Odds” vendes der tilbage til den rene Hardcore, mens titelnummeret understreger, at Terror virkelig forstår at få blandingen af Hardcore og Metal til at fænge – det rykker vildt godt. Det hele rundes af med et cover af Madballs ”Step To You”, som fyres af i lyntempo.

Spørgsmålet er, om man kan forsvare at udsende en EP med mindre end 10 minutters spilletid? Efter at have hørt de fem numre må jeg sige, at jeg hellere vil have ti fede minutter med håndtaget i bund, end den dobbelte spilletid for halv kraft. Terror gør det rigtig godt, så EP’en er virkelig som en lille skarp, der brænder hele vejen ned igennem halsen. Det er rigtig fedt, alligevel vil jeg gerne have et rigtigt album næste gang, tak!

Tracklist:
1 No Love Lost
2 Kill Em Off
3 Balance the Odds
4 The Walls Will Fall
5 Step To You
Samlet spilletid: 9:35

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed