fbpx

Demersal - Death Routines

Demersal er et nyt kapitel i min bog, selv om de tidligere har udgivet EP’en “To mend a yellow wound” (2017) og albummet ”Less” (2020). Nu følger bandet, der har base i København og Odense, op med endnu en EP: ”Death Routines”.
Selvom ordet Death indgår i titlen, er det indholdet langt fra Dødsmetal; bandet selv kalder stilen ”screamo/emoviolence” - en betegnelse jeg ikke har set før. Screamo-delen giver sig selv, for vokalen skriger sig voldsomt igennem hele EP’en. Det giver i sig selv numrene en aggressiv kant, uanset hvordan den ledsagende musik bidrager. Det sker hovedsageligt på to måder: Først og fremmest en let kaotisk facon, som betjener sig af elementer fra Hardcore, men som i perioder giver numrene korte boost med godt drive. Herefter overtager musikkens anden side, som rolig og nedtonet, og på den måde fungerer som et fint modstykke til de hårde elementer.
Hvor de 4 første numre ligner hinanden en del i opbygning og indhold, stikker slutnummeret positivt ud fra mængden: Ikke blot er det markant længere end resten, det er også mere harmonisk og bedre sammenhængende med en mere udtryksfuld vokal - Det giver en roligere og moden udgave af Demersals stil. Om det også fungerer over et fuldt album, kan jeg ikke sige; men på ”Death Routines” hænger tingene udmærket sammen.

Tracklist:
1.The roots have grown too strong here
2.Waking up into a fever dream
3.Suffer for each other
4.To decorate the end
5.Worry
Samlet spilletid: 11:30

 

Læs mere...

Rot Away - Nothing Is Good

Rot Away er et nyt navn på den danske Hardcore scene, men medlemmerne har erfaring fra bands som Hatesphere, Scarred By Beauty, Hexis og Evra, så der er ikke tale om nybegyndere. At Last Mile Records tror på bandets kvaliteter ses af, at de er det første navn, som er signed til selskabet.
Fra starten står det klart, at Rot Away bekender sig til den metalliske side af Hardcoren, hvor guitarerne får lov at bidrage med en ekstra kant. Den lægger man så oveni musikkens kerne, der har alle genrens klassiske kendetegn: Energi, attitude og vildskab. Og når alle disse ting slippes løs med eftertryk, som det sker i ”Deadfriends”, ”No Apology” og ”Atlas Fracture”, så kører det rigtig godt for Rot Away – de nævnte numre har et virkelig godt drive, og er en stærk omgang Hardcore.
Det samme er det afsluttende ”Prøv Igen”, som stikker ud fra mængden med sin dansksprogede tekst; det giver nærvær og personlighed. Og netop det personlige er lidt i underskud på albummet; selvom titlen ikke taler sandt, så er der plads til forbedringer. Der er for mange steder, hvor numrene lyder som alle mulige andre indenfor genren – her savner jeg noget personligt og genkendeligt – måske det kommer på næste udspil?

Tracklist:
1. Rot Away
2. Deadfriends
3. Bad Way
4. Hang Low
5. No Apology
6. Atlas Fracture
7. Graves
8. Timebider
9. Spitshine
10. Prøv Igen
Samlet spilletid: 24:15

Læs mere...

Primal Age - Masked Enemy

Med en start tilbage i 1995 må franske Primal Age regnes for pionerer på den europæiske Hardcore scene, men alligevel må jeg indrømme, at det er første gang, jeg er stødt på dem – det skal nu ikke afholde mig fra at give deres nyeste album, ”Masked Enemy” en anmeldelse.
Primal Age spiller Hardcore af den metalliske slags, så musikkens naturlige uptempo energi bliver boostet med en metallisk kant. Det giver ikke blot numrene et ekstra lag, men åbner også for andre elementer. Således er guitarerne i åbningsnummeret næsten blackened ind imellem, og i det fede ”The Devil Is Hidden In Shadow” matches brølende gang vocals med melodiske guitarer – det fungerer overraskende godt. Det samme gør titelnummeret, for selvom det stilmæssigt ligner resten, markerer det et trin op på energiskalaen.
På albummets anden halvdel er det som om, at det kniber med ideerne: Numrene er skåret helt efter bogen, men mangler lige det ekstra, der får dem til at stikke ud fra den halvgrå mængde. Her havde det været okay at luge et par numre ud; det havde hævet helheden, og spilletiden kunne sagtens klare at blive beskåret lidt. ”Masked Enemy” er et stilsikkert album, og Primal Age leverer udmærket håndværk, men det er for sjældent, at det rykker for alvor.

Tracklist:
01. Intro & Wise Old Man
02. The Devil Is Hidden In Shadow
03. Adolescent Humanity
04. The Two Heads Monster
05. Masked Enemy
06. I Warn You
07. The Downside Of Progress
08. Who Dares Wins
09. Passion vs. Fashion
10. Blinded By Cruelty
11. Awakening Of Consciousness
Samlet spilletid: 33:53

Læs mere...

Yautja - The Lurch

Deres andet album, “The lurch”, bruger de tre medlemmer Kayhan Vaziri (Bas/Vokal), Shibby Poole (Guitar) og Tyler Coburn (Trommer) til at kommentere på samfundet omkring dem: Politik, hjemløshed og sociale mediers magt, foruden de frustrationer, der er forbundet med at spille hårdtslående musik, når man bor i Countryens hovedby, Nashville.
Og hårdtslående er en udmærket fælles betegnelse for de 9 numre, for her bliver der bestemt ikke lagt fingre imellem. Hovedparten af dem er sammensat at elementer fra Hardcore og Metal, men ikke med genrernes vanlige drive og flow. I stedet er tingene bevidst holdt skæve og svære at komme ind på livet af – én ting er, at resultatet ikke er iørefaldende og kommercielt, men det er ofte næsten irriterende at lægge øre til. De usammenhængende temaer og Vaziris ensidigt brølende vokal gør det ikke nemt at trænge ind i numrene; til gengæld passer den rudimentære garageproduktion fint til helheden.
På falderebet lykkes det heldigvis at rette lidt op på det uinteressante indtryk. Det sker med tre numre, som er mere rene rent stilmæssigt. Det giver samtidig plads til mere flow end tidligere, og albummets højdepunkt ligger til slut. Desværre sker det på en billig baggrund, for vejen dertil er alt andet end spændende at beskæftige sig med. Derfor kan jeg ikke anbefale “The lurch”.

Tracklist:
1. A Killing Joke
2. The Spectacle
3. Wired Depths
4. Undesirables
5. Tethered
6. Clock Cleaner
7. Catastrophic
8. The Weight
9. Before the Foal
Samlet spilletid: 46:00

Læs mere...

Capra - In Transmission

Efter endt afvænning i 2016 ville guitaristen Tyler Harper arbejde på noget nyt, så han startede Capra sammen med trommeslageren Jeremy Randazzo. Efter forskellige besætninger lykkes det med bassisten Ben Paramore og sangerinden Crow Lotus at finde det rigtige line-up til dette debutalbum. Hovedparten er optaget i december 2019, mens Covid-19 pandemien udskød både færdiggørelse og udgivelse.
Men nu er albummet her, og det er en voldsom sag. Harpers musikalske vision er, at gengive Punk og Hardcore scenen, som den tog sig ud omkring årtusindskiftet. Og at dømme efter albummet her, var det en periode præget af høj energi og ekstrem vrede. Efter en kort instrumental intro sparkes døren ind med ”Hollow Doll”, der via metallisk kant og Lotus´ skrigende vokal tiltvinger sig opmærksomhed. Så følger 3 numre, som stilmæssigt er Hardcore med et rigtig godt drive. Derved matcher musikken den massive vokal perfekt, og numrene markerer albummets kvalitetsmæssige højdepunkt.
Herefter falder oplevelsen mærkbart i kvalitet, for selv om man arbejder med nogle af de samme elementer, lykkes det ikke at opnå tilsvarende effekt. I stedet forrykkes balancen, og numrene bliver hurtigt forudsigelige og ensformige.
Konklusionen er derfor, at så længe musikken bevarer sit drive, kan den matche vokalen. Men med det samme paraderne sænkes, tipper balancen – det er prisen for at køre så kompromisløst, som Capra gør det.

Tracklist:
1. [Exordium]
2. Hollow Doll
3. The Locust Preacher
4. Medusa
5. Torture Ship
6. Paper Tongues
7. Mutt
8. Transfiguration
9. Red Guillotine
10. Deadbeat Assailant
11. Samuraiah Carey

Samlet spilletid: 32:28.

Læs mere...

Terror - Trapped In A World

Covid-19 pandemien har sat en irriterende stopper for mange aktiviteter, men selv om de er få, er der også positive sideeffekter. En af disse er, at isolation har givet musikere en uventet pause til at arbejde på nyt materiale, og blandt dem er Hardcore veteranerne fra Terror. De fik ideen at genbesøge gammelt materiale sammen med den tidligere guitarist Todd Jones, og derfor udgiver de nu selv ”Trapped In A World”, der indeholder genindspilninger af numre fra deres to tidligste albums ”Lowest Of The Low” og “One With The Underdogs”.
Indholdet er dermed ikke nogen overraskelse, ligesom de færreste vil studse over at møde klassisk Hardcore med attitude, breakdowns og gang vocals – det er Terrors varemærke. Derfor er det mere interessant at kigge på, hvordan de gamle numre klarer sig i dag, næsten 20 år efter, at de blev til. Den korte udgave er: Godt! Den lidt længere (og mere seriøse) version er, at de på ingen måde virker gamle eller slidte – De har bibeholdt deres energi og udtryk. Derfor er de stadig relevante, også selvom Terror siden har forfinet og forbedret deres stil med bedre albums til følge. En væsentlig kvalitet er den spilleglæde, man fornemmer – alle optagelser er foretaget live i studiet, og man mærker den befrielse, det er endelig at spille igen. Derfor er ”Trapped In A World” en glimrende appetizer til amerikanernes næste album.

Tracklist:
1. Lowest Of The Low
2. Life And Death
3. Out Of My Face
4. Keep Your Distance
5. Less Than Zero
6. Overcome
7. Better Off Without You
8. Crushed By The Truth
9. Not This Time
10. One With The Underdogs
11. Keep Your Mouth Shut
12. Push It Away
Samlet spilletid: 23:20

Læs mere...

Cro-Mags - 2020

I betragtning af, hvor længe Cro-Mags har eksisteret, er det ikke mange udgivelser, der er kommet fra New Yorkerne. Men 2020 har gjort så stor et indtryk på bandet, at man i tilgift til albummet ”In The Beginning”, som udkom i juni, runder året af med denne EP.
Det går selvfølgelig ikke stille af, når der skal kommenteres på Corona, isolation og det politiske klima i et USA, der er mere delt end nogensinde. I praksis betyder det en omgang Hardcore, hvor HARD skal tages alvorligt, da der suppleres med en del Metalelementer og en rigtig go’ produktion (for et Hardcore album er den usædvanligt vellykket!). Her følger musikken trop langt henad vejen, i hvert fald så længe der står ren Hardcore øverst på menuen. Det gør der især i ”Age Of Quarantine” og “Violence and Destruction”, hvor tempo og gang vocals sætter den rette stemning. Og i ”Chaos in the Streets” får vi også et fedt omkvæd at brøle med på.
Til gengæld er det Metal-dominerede titelnummer ikke noget særligt, og så ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om afslutteren ”Cro-Fusion”: Nummeret er en instrumental jamsession, som mest af alt er Funk, og falder helt uden for rammerne … Heldigvis er de gode numre i overtal, men jeg ser alligevel frem til et rigtigt album fra Cro-Mags.

Tracklist:
1. Age Of Quarantine
2. 2020
3. Life On Earth
4. Violence and Destruction
5. Chaos in the Streets
6. Cro-Fusion
Samlet spilletid: 20:20

Læs mere...

Shame On Youth! - Human Obsolescence

De 4 medlemmer i det italienske band Shame On Youth! har baggrund i Garagerock og Hardcore, så der var lagt op til masser af energi, da bandet udsendte demo’en ”Zero” i 2017. Nu har de så fået mod mere i form af albummet ”Human Obsolescence”.
Jeg ville umiddelbart mene, at de nævnte genrer ville være nemme at blande til noget spændende, men der er jeg åbenbart lidt for optimistisk. Det kniber i hvert fald for Shame On Youth! At bestemme sig for, om de vil spille Garagerock eller egentlig Hardcore. Resultatet på de første numre er, at det ender som lidt halvskramlet Rock tilsat en smule gang vocals.
Omkring albummets midte begynder der så at ske noget, i ”A Bunch Of Crap (I Don’t Care About)” og ”Uniform” er der mere kant og vrede. Men netop man tror, at Shame On Youth! Har spillet sig varme, falder de igen tilbage i noget ufarligt. Og når de i ”Premium 9,99” leverer en hæderlig omgang Hardcore, er det too little, too late.
Elementerne til en fornuftig omgang Hardcore er til stede, men Shame On Youth! kommer ikke helt ud over rampen. Der er for lidt vrede, for lidt energi, for lidt attitude i deres musik; det virker som om, at de ikke har sluppet håndbremsen. I de nævnte numre er italienerne tæt på, men samlet er deres performance på det jævne.

Tracklist:
1. Got No Choice
2. The Show Must Go Wrong
3. Seed
4. Mr. Crasher
5. A Bunch Of Crap (I Don’t Care About)
6. Uniform
7. Fluke Of Faith
8. Premium 9,99
9. Demons Are Right
Samlet spilletid: 31:22

Læs mere...

Dethrxner - Overthrxwn

Oprindeligt kaldte bandet her sig for DTHRNR, og under dette navn udgav de albummet ”South Haven” i 2017. Nu har de ændret navnet til Dethrxner, der som den første stavemåde skal udtales Dethroner, og udsendt et nyt album.
I presseteksten bliver dette kategoriseret som Hardcore, og så bliver der tændt forventninger om vred frontvokal, gang vocals og tunge breakdowns hos mig. Og ja, de elementer findes også på ”Overthrxwn”, men man hører dem kun, hvis man lytter efter dem, for stilmæssigt domineres albummet i høj grad af en anden genre, nemlig Nu Metal. Den træder frem som et mix af Metal og en rundhåndet brug af elektronik tilsat rene vokaler der kunne være taget direkte fra et tidligt Linkin Park album.
Med en lang gæsteliste, der bl.a. tæller navne som Cabal, Rot Away, KXDX, Lifesick og Slug Christ er der lagt op til en stor variation i udtrykket, men de helt store afstikkere udebliver. Jo, der er forskellige vokaler i spil, men numrene bevæger sig alligevel indenfor mindre, afgrænsede cirkler. Og det er ikke helt nok, for selvom en blanding af forskellige stilarter, endda med masser af elektronik, sagtens kan være positivt - Korns flirt med Dubstep på ”The Path Of Totality” er et godt eksempel – så falder eksperimentet mindre imponerende ud for Dethrxner. Trods et udmærket energiniveau og en gennemført produktion formår ”Overthrxwn” ikke helt at overbevise.

Tracklist:
1. This Is the Real World
2. T.R.A.S.H (feat. CABAL)
3. Always Grind (feat. ROT AWAY)
4. (((brb)
5. untouchable. (feat. KXDS)
6. Take Nx Loss (feat. Lifesick)
7. lowerdose (feat. graa)
8. TOTAL DOMINANCE (feat. @petepatience)
9. (afk)))
10. Crybaby (feat. Slug Christ)
11. D.I.D (feat. Hexis)
Samlet spilletid: 28:59

Læs mere...

Eyes - Underperformer

Jeg må starte med at indrømme, at jeg virkelig kom galt ind på ”Underperformer”, som er det første album fra Eyes: Efter de første gennemlytninger var jeg sikker på, at min anmeldelse ville ende med eder, forbandelser og en bundkarakter. Bandets mildest talt kompromisløse stil var alt for ustruktureret og kaotisk, og Victor Kaas’ vildt skrigende vokal gjorde ikke ligefrem tingene bedre.
Heldigvis ligger der som oftest mange gennemlytninger bag en anmeldelse, og efterhånden begyndte jeg at få et mere nuanceret billede af tingene. Bandets blanding af energisk Hardcore og skæv Metal var stadig ekstrem, men nu begyndte jeg at lægge mærke de seje guitarer i ”Choke” og den specielle stemning i ”Voiceswhispersecretsandspeakonlytruths”. Samtidig viste vokalen sig at have en rallende stil oveni de allerede kendte råbende og skrigende udgaver.

Men tag ikke fejl; albummet er stadig ekstremt og med mange modhager, der nok vil virke afskrækkende på de fleste. Men selv om det hælder til den ekstreme side, er der samtidig noget udfordrende, som jeg godt kan lide. Energien er enormt høj, og selv om albummet aldrig kommer til at tælle blandt mine favoritter, anerkender jeg helhedskonceptet og Eyes’ selvsikre tilgang. Derfor er titlen misvisende; man kan ikke påstå, at Eyes underpræsterer på deres albumdebut!

Tracklist:
1. Verge
2. Distance
3. Underperformer
4. Choke
5. Surf
6. Off
7. Voiceswhispersecretsandspeakonlytruths
8. Swim
9. Victim
10. Crutches
Samlet spilletid: 31:18

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed