fbpx

Exhumed - Horror

Mit hidtil eneste anmelderrelaterede møde med Exhumed var opsamlingen ”Gore Metal: A Necrospective 1998-2015” – en udgivelse med indhold af ret varierende kvalitet. Nu har jeg så mulighed for at vurdere bandets form over en enkelt udgivelse, hvor det nye udspil ”Horror” er landet i indbakken.
Titlen passer fint til amerikanernes tekstunivers, for her er der tilstrækkeligt med død, lemlæstelse og rædsel til at dække flere gyserfilm – at den growlende og hvæsende vokal er meget svær at forstå, betyder mindre. Det hele er ledsaget af en musikalsk side, som bevæger sig fra Death Metal til Grindcore og tilbage igen mange gange i løbet af den lille halve time, albummet varer.
Alt foregår i voldsomt opskruet tempo, og når tingene bliver ekstreme, bevæger Exhumed sig på kanten af kaos. Det får numrene til at fremstå som en række af små skarpe linet op på bardisken – kortest er det kun 7 sekunder lange ”Utter Mutilation of Your Corpse”.
Energien er selvsagt god, men efterhånden som man bevæger sig ned ad tracklisten, begynder numrene at flyde sammen – variation er ikke det store tema her. Selvfølgelig er der forskelle at spore, men man skal lytte opmærksomt for at få dem frem.
Mine indledende tanker om øjeblikkelig form hos Exhumed ender med den konklusion, at bandet på dette album fremstår meget som de gjorde på opsamlingen, og derfor ender med samme karakter.

Tracklist:
1. Unsound
2. Ravenous Cadavers
3. Scream Out in Fright
4. The Red Death
5. Utter Mutilation of Your Corpse
6. Slaughter Maniac
7. Ripping Death
8. Clawing
9. Naked, Screaming, and Covered in Blood
10. Playing with Fear
11. Dead Meat
12. Rabid
13. In the Mouth of Hell
14. Shattered Sanity
15. Re-Animated
Samlet spilletid: 26:05

Læs mere...

Full Of Hell - Weeping Choir

“Weeping Choir” er det fjerde album fra Full Of Hell, siden bandet blev dannet i Maryland, Pennsylvania for ti år siden. Samtidig markerer det et nyt kapitel, da det er bandets første udgivelse på Relapse Records.

Man kunne nemt få den tanke, at Full Of Hell benytter chancen til at markere sig på det nye selskab, for hold da op, hvor bliver der hamret igennem! Fra start til slut er tempoet voldsomt opskruet, og man kan ikke klage over spilletiden på 25 minutter – mere er der ikke behov for.

I bestræbelserne på at gøre deres musik så aggressiv og voldsom som muligt, bringer Full Of Hell alle elementer i spil: Guitarerne er vildt forvrængede; mens vokalen samtidig veksler mellem en voldsomt skrigende og en brølende udgave. Det sidste vil i sig selv være en udfordring for de fleste, men Full Of Hell har flere ting at byde på: Først er der de forskellige lyde, der flere steder er med til at fjerne fornemmelsen af musik, men vigtigst er det kaos, der præger en del af numrene; her forsvinder al struktur, og instrumenterne hyler og skriger bare - her er der sikkert en del, som vil mene, at bandets navn og deres musik kommer ud på ét!

Så langt vil jeg ikke gå, for energien er virkelig høj, men desværre har albummet ikke så meget andet at byde på; der er for lidt sammenhæng og substans, og det skal der til for at overbevise, selv for et Grindcore album.

Tracklist:
1. Burning Myrrh
2. Haunted Arches
3. Thundering Hammers
4. Rainbow Coil
5. Aria of Jeweled Tears
6. Downward
7. Armory of Obsidian Glass
8. Silmaril
9. Angels Gather Here
10. Ygramul the Many
11. Cellar of Doors
Samlet spilletid: 24:58

Læs mere...

Benighted - Dogs Always Bite Harder Than Their Master

Franske Benighted har efterhånden eksisteret i to årtier; en periode som har kastet ikke mindre end otte studiealbums af sig. Jubilæet markerer bandet nu med udsendelse af et album, som giver forskellige prøver på bandets kunnen.

Der lægges ud med tre helt nye numre, som er mønstereksempler på, hvad ekstrem Metal er: Tempoet er vanvittigt højt, men der er også korte sekvenser med groove, inden det går løs igen. At vokalen veksler mellem uforståelig growl, skrig og bree, gør kun tingene mere ekstreme.

Herpå følger et cover af At The Gates’ “Slaughter Of The Soul”, hvor der stadig er godt gang i den, men som alligevel virker næsten beroligende ovenpå den vilde beskydning fra de tre første tracks.

At musikerne formår at overføre både tempo, tightness og energi fra studiet til scenen, illustreres i albummets sidste seks numre, som er optaget til en koncert i Lyon tidligere på året, hvor bandet fik hjælp af gæstevokalisterne Sven Decaluwé (Aborted), Nikita Kamprad (Der Weg Einer Freiheit), Arno (Black Bomb A), Niklas Kvarforth (Shining) og Ben Wright (Unfathomable Ruination).

Resultatet er en vild og voldsom fest, som ind imellem bliver lige kaotisk nok – det gør nogle numre ret ensidige. Det lader nu ikke til at bekymre de tilstedeværende, for publikum er meget entusiastisk.

Samlet må albummet siges at være en markering helt i bandets ånd, og selv om jeg tvivler på, at titlen kan overføres til alle hunde, må jeg konstatere, at dén her er bidsk!

Tracklist:
1. Teeth And Hatred
2. Martyr
3. Dogs Always Bite Harder Than Their Master
4. Slaughter Of The Soul (At The Gates cover)
5. Reptilian (Live in Lyon 2018)
6. Cum With Disgust (Live in Lyon ft. Arno, Black Bomb A)
7. Spit (Live in Lyon 2018 ft. Niklas, Shining)
8. Necrobreed (Live in Lyon 2018)
9. Unborn Infected Children (Live in Lyon 2018 ft. Sven, Aborted)
10. Foetus (Live in Lyon 2018 ft. Ben, Unfathomable Ruination)
Samlet spilletid: 33:55

Læs mere...

Rotten Sound - Suffer to Abuse

Hov, “Suffer To Abuse” – har Rotten Sound ikke udgivet den én gang? Jo, i 2016 udsendte finnerne et album med den titel, men det er ikke det, der anmeldes her. I stedet er det en EP med syv numre, som udgives som optakt til bandets program for sommeren 2018.

Syv numre lyder af en del for en EP, men i Grindcore-universet rækker det kun til ti minutters spilletid. Alligevel bliver det, som altid, en voldsom og fyldig oplevelse at lægge øre til Rotten Sound. I ”Privileged” og “Stressed Mess” er det primært den råbende vokal og det lurende kaos, der tiltrækker opmærksomhed; man skal holde tungen lige i munden for at finde strukturen i musikken. Samtidig signalerer den meget rå produktion, at oplevelsen af ubarmhjertig Metal er en helhed.

Det understreges i ”Harvester of Boredom”, ”One Hit Wonder” og ”Slaves of Lust” hvor det hele lige får en tand mere. Her er de tunge passager lidt tungere, og i de hurtige sekvenser er gashåndtaget drejet så meget i bund, at man kunne frygte, at kablet knækker.

Samlet er “Suffer To Abuse” i EP version en typisk omgang Grindcore, og selv om udspillet er ikke finnernes bedste, har det alligevel tilstrækkelig power til at kunne fyre godt og grundigt op under sommerens Metal festivaler.

Tracklist:
1. Privileged
2. The Misfit
3. Stressed Mess
4. Harvester of Boredom
5. One Hit Wonder
6. Nutrition
7. Slaves of Lust
Samlet spilletid: 9:52

Læs mere...

Antigama - Depressant

Polen er nu ikke et land der er kendt for at producere metal af en ringe kaliber. De har jo produceret fantastiske bands som Vader, Decapitated og Behemoth, der alle sammen har gået hen og opnået kæmpe succes med deres musik. Men hvis du nu spørger mig om hvordan den polske Grindcore scene har klaret sig, ville jeg nok sige ingen idé. Nu skal jeg så tage hul på polsk Grindcore, og heldigvis er genren ikke noget nyt for mig, da jeg har været en dedikeret Grindcore fanatiker i mange år nu. Antigama er et band som jeg aldrig har hørt om, men alligevel har de formået at have næsten tyve år på bagen og er klar med deres ottende studiealbum, Depressant.

Nu er det, som karakteriserer Grindcore, jo utrolig kaotiske passager og meget korte sanglængder. Vi følger i hvert fald rutinen her hos Antigama, og på de to første numre Empty Paths og Anchors bliver brutaliteten skruet på elleve og der findes ingen udvej. Desværre er tilfældet sådan for Antigama at de leverer nemlig ikke noget originalt eller nyskabende. De holder sig fastlåst i hvad der kan betegnes som Grindcore, og ender faktisk med at spænde ben for sig selv i deres sangskrivning og faktisk kede deres lytter ihjel. Et gennemgående tema, der er til at finde næsten hele albummet igennem, er den førnævnte ensformige sangskrivning, og specielt på de to første numre kunne jeg ikke helt kende forskel. Jeg tænkte under første nummer at det havde været i gang i lang tid, men blev overrasket da jeg fandt ud af at vi midtvejs i andet nummer, da allerede lød som det første nummer. Hvis der skal være et decideret højdepunkt for mit vedkommende, så havde det nok været titelnummret på albummet Depressant. Her bliver det nemlig rimelig Sludge/Industrial agtigt. Her kunne jeg godt fornemme en hvis Godflesh vibe, men der er desværre heller ikke mere i det end det ene nummer.

Det er desværre sådan det fungerer på det meste af albummet med, at der er sange der simpelthen ikke bryder normerne for hvad Grindcore er og skal forstille. De spiller det lidt for elitære kort for ofte og det stopper med at være sjovt meget hurtigt. En skuffelse uden lige.

1.Empty Paths 02:21
2.Anchors 02:17
3.Division of Lonely Crows 02:17
4.Now 01:52 video
5.Room 7 02:34
6.Depressant 04:32
7.Shut Up 03:01

 

Læs mere...

Complete Failure – Crossburner

I 2013 anmeldte jeg albummet ”The Art Gospel of Aggravated Assault” fra Complete Failure; udspillet var en ensidig og ikke særlig interessant omgang Grindcore. Nu er bandet fra Pittsburgh, Pennsylvania tilbage med deres fjerde studieskive, som har fået titlen “Crossburner”.

Her står det hurtigt klart, at de forgangne år ikke har dæmpet bandets vrede, snarere tværtimod. Musikken fyres af i et vildt opskruet tempo, der næsten giver lytteren åndenød. Når man så lægger Joe Macks uforståelig, skrigende vokal oveni, balancerer tingene lige på kanten af kaos. Måske er det årsagen til, at albummet har en del numre med en anden tilgang til materialet: I ”Suicide Screed of Total Invincibility” startes stille, og nummeret udvikler sig tungt, mens ”I Am the Gun” og ”Soft White and Paid For” drives frem af sejtrækkende guitarer.

Numrene udgør en fin kontrast til det lettere kaotiske, men er ikke bandets stærkeste kort – det lykkes kun få steder at gøre tingene interessante. Derfor er det de hurtige numre, der scorer pluspoint for Complete Failure. Problemet er, at de ligner hinanden virkelig meget, så jeg hurtigt når at blive træt af dem. Derfor er ”Crossburner” kun marginalt bedre end sin forgænger, så der bedømmes en smule bedre.

Tracklist:
1. Schadenfreude
2. Bimoral Narcotic
3. Man-made Maker
4. Suicide Screed of Total Invincibility
5. I Am the Gun
6. Rat Heart
7. Curse of Birth
8. Demise of the Underdog
9. Fist First, Second to None
10. Flight of the Head Case
11. Soft White and Paid For
12. Oath of Unbecoming
13. Misuse Abuse Reuse
14. A List with Names on It
Samlet spilletid: 36:06

Læs mere...

Piss Vortex - Soft Reboot

Jeg har blandede følelser når jeg skriver disse ord. En blanding af ekstase, da Piss Vortex har udgivet en ny EP Soft Reboot, men alligevel bliver jeg ved med at tænke om det er muligt at anmelde en syv minutters lang EP, men det viste sig så ikke at være noget problem. Hvis man har læst mine tidligere anmeldelser, så burde i nok vide på det her tidspunkt, at Piss Vortex er et band, som jeg er utrolig glad for. Deres debut plade og EP Future Cancer er noget jeg stadig hører på ugentlig basis. Nu er bandet igen klar med en ny udgivelse, og så jeg satte EP'en på og lod mig blive oversvømmet i en tsumani af pis.

"YES YES YES!" er det første ord der rammer; mine trommehinder begynder at bløde imens åbningsnummeret X ødelægger min hjerne. Det er blevet mere teknisk end tidligere og mere psykotisk end nogensinde før. Det kan næsten beskrives som at jeg har fået den mest fantastiske hashpsykose nogensinde. Min hjerne er fuldstændig brændt af, og det hele går op i en højere enhed. So far so good. Andet nummer XX sætter forvirringen meget højere op. Min hjerne er blevet kastet ned i et forbandet lydinferno med D-beat trommer og dissonante guitarriffs, som får min hjerne til at smelte hurtige end isen gør på Nordpolen. Forsanger Simon Stenbæk Christensen skriger som ind i helvede og tæsker dig sonisk, imens man næsten ligger fuldstændig fortvivlet på jorden og har givet op på alting. Endnu federe! Tredje nummer XXX er lidt mere langsomt. Taget i betragtning af at Grindcore altid går så pisse hurtigt, så virker det her næsten som et Sludge nummer, intet problem med mig da jeg elsker Sludge. Det er en meget god afveksling fra det super smadrede og totalt intense, men det øjeblik er hurtigt overstået, da XXXX går i gang og her det soniske flyvespark virkelig til livs. En uppercut jeg overhovedet ikke havde set komme. Blastbeats over det hele, og det er uden tvivl mit yndlings nummer på EP'en. Mit smil er fra øre til øre, og min ekstase over denne EP er næsten ubeskrivelig så langt inde. Det sidste nummer er XXXXX, som også er det længste nummer på EP'en; det er så også det mest anderledes. Det er meget mere teknisk og meget mere stemningsfyldt end de andre numre på EP'en. Ligesom Patterns Of Repetition var et fantastisk afslutningsnummer på det deres seneste EP, så er det her i totalt samme liga, måske bedre? Lige når man tror det er slut, så kommer der en kæmpe eksplosion af blastbeats og skrig indtil det hele er slut.
Piss Vortex beviser igen, at de ikke er band som bare leverer standard Grindcore. De lever soniske tæsk og det kan næsten betragtes som et overfald. Soft Reboot var lige den EP jeg havde brug for at høre i år, og jeg kan slet ikke få armene ned. Bandet har igen overgået sig selv på det maksimale, og det kan virkelig ikke gå ned ad bakke herfra. Så du skal ikke snyde dig for at tjekke det her band ud, for den her EP for dit pis virkelig i kog.

Trackliste:
1. X
2. XX
3. XXX
4. XXXX
5. XXXXX

 

Læs mere...

Carcass - Copenhell 2017

Det her kan I simpelthen gøre bedre, Carcass. Det er det overordnede indtryk jeg går fra Hades med. De sidste to gange har begge været forrygende, både som opvarmning for Amon Amarth i 2013 og, tro det eller ej, en søndag formiddag på Roskilde året efter. Men ikke denne gang. Betingelserne er ellers til stede: fin lyd og et pænt antal publikummer. Sætlisten er også helt, helt i orden, med sange fint fordelt over gruppens bagkatalog.

Alligevel kører showet fra første node på rutinen, og selvom det er teknisk veludført (det er Carcass, så det er næsten en selvfølge), har deres styrke i fortiden ligget i, at den ældre, semi-gnavne ”hyggeonkel” af en forsanger, Jeff Walker, kører sin tørre, engelske humor af på folk mellem sangene. Det fungerer, for man kan kun klare så meget ond og ubehagelig musik af gangen, før en pause er nødvendig. Det får vi bare ikke her. De knastørre vittigheder og anekdoter er væk.

Det i sig selv gør jo ikke deres optræden dårlig – men til gengæld ligegyldig når man ved det kan gøres langt bedre. Når yngre bands kan gå på en scene og rive den midt over, mens Carcass er tilfreds med at være nær stillestående og køre den ind med rutinen... Det er okay denne gang, alle har en off-day, men det skal helst ikke blive en trend. Gode sange kan kun få én så langt.

Sætliste:
1) – 316L Grade Surgical Steel
2) – Buried Dreams
3) – Incarnated Solvent Abuse
4) – Carnal Forge
5) – No Love Lost
6) – Unfit for Human Consumption
7) – Cadaver Pouch Conveyor System
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Edge of Darkness / This Mortal Coil
10) – Exhume to Consume / Reek of Putrefaction
11) – Corporal Jigsore Quandary
12) – Heartwork
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Architects _5
  • Forfatter: Jill
  • Devil Driver_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Teethgrinder - Nihilism

Hvis du sætter Black Metal ud på sidelinjen, så er Grindcore nok den mest ekstreme subgenre du kan finde indenfor metal. En genre jeg som jeg er utrolig glad for. Bands som Rotten Sound, Brutal Truth, Napalm Death og ikke mindst danske Piss Vortex er bands som betyder meget for mig, og som stadig efter flere år er på ugentlig rotation. Teethgrinder er ikke lige et navn jeg har stiftet bekendtskab med, så jeg var ret interesseret i at vide hvem og hvad for noget musik de laver. Heldigvis for mit vedkommende spiller de Grindcore, af den utrolige kaotiske skuffe. Var jeg forberedt på den røvfuld jeg fik under gennemlytningen? Læs nedenunder.
 
Nej det var jeg ikke. Allerede fra start til slut bliver lytteren gennemtæsket af bandets voldsomme blanding af Grindore, Powerviolence og Black metal. Alt det er her skabt til at skabe tinnitus for lytteren og få ens trommehinder til at eksplodere. Allerede fra åbeneren Somnambulant laver denne suveræne opbygning.  Efterfulgt af nummeret The Soil Has A Thirst For Blood, hvor det hele bare går fuldstændig bananas. Numrene rammer dog ikke den typiske Grindcore længde. Numrene er i gennemsnit ca 3 minutter lange, hvor det korteste rammer næsten 2 minutter. Det korteste nummer på pladen er Forced Fed Ideologies som bare er ren smadder på høj plan. Der er sgu ikke så meget plads til at lytteren kan tage en pause, da det hele bare er ren Armageddon på lytteren. Det tætteste du nok kommer på en pause er nummeret Carnist, som viser den lidt mere Sludgede side af bandets sangskrivning, som også er virkelig fed indtil nummeret Sicarius bare fuldstændig destruerer de resterende hjerneceller du har tilbage. Pale Flowers er lidt mere i det kaotiske hjørne og det fungerer også bare super fedt. Bite The Hand That Feeds slutter pladen af hvor det hele bliver en anelse mere atmosfærisk, og måske endda en lille smule melodisk også. Suveræn afslutning.
 
Hvad mere er der at sige om Teethgrinder? Det er ekstremt, det er smadret, dine trommehinder bliver aldrig erstattet, de er næsten mere vanedannende end heroin. Det sidste ved jeg så ikke noget om, da jeg aldrig har prøvet heroin. Men det er i hvert fald noget som kan bevæge sig hen mod årets overraskelse for mit vedkommende. 
 
Tracklist:
1. Somnambulant 03:34
2. The Soil Has A Thirst For Blood 02:18
3. Isolation 03:58
4. The Pain Exceeds The Fear 03:44
5. Force Fed Ideologies 01:51
6. Carnist 05:18
7. Sicarius 02:54
8. Pale Flowers 03:19
9. Bite The Hand That Feeds 06:04
 
Læs mere...

Brujeria - Pocho Aztlan

Grindcore og Death Metal, de to genrer jeg hører mest. Det er så her, at Brujeria kommer ind i billedet. Jeg har altid kendt til bandet, men det i hvert fald meget begrænset hvad jeg har hørt af deres musik. Jeg ved alligevel at det er noget af besætning, de har i bandet. Vi snakker diverse medlemmer fra bands som Carcass, Naplam Death, At The Gates og Lock Up. Det er næsten noget man ligger søvnløs over sådan et line-up. Jeg fik så chancen for at anmelde deres seneste udspil Pocho Aztlan. Lad os se om mit første møde var noget, jeg var vild med.

Vi starter lidt stille og roligt ud. Første nummer på pladen er også titelnummeret. Introen er måske lige en anelse lang nok, men når det endelig går i gang, så er det bare et fuldt frontalt angreb på lytteren. Her får vi serveret lækkerier fra bandet med masser af hurtige tempi og mærkelige men fede vokaler. Andre numre på pladen såsom Angel De La Frontera, hvor du kan høre en Iphone sms lyd i baggrunden. Det er egentlig sjovt nok. Det viser også at selvom bandet er meget alvorlige med deres musik, så er det også helt okay at tage pis på det hele engang imellem. Mit favoritnummer på pladen er Plata O Plomo. Et nummer som indeholder det, som lige præcis jeg elsker ved begge genrer. Masser af aggressivitet, et super ørefangende omkvæd, og det groover utrolig godt. Produktionen på pladen er også virkelig god. Trommerne er produceret rigtig godt og spillet for den sags skyld, men det er også på grund af det fantastiske trommespil af Nickolas Barker og Adrian Erlandsson. Guitaren fylder også meget, og det hele fungerer bare godt.

Jeg synes at Brujeria har lavet en ganske udmærket plade. Jeg synes ikke at det var andet udover det sædvandelige.  Jeg synes selvfølgelig at pladen har noget fedt indhold, men alligevel tror jeg det kræver en del gennemlytninger før jeg synes at det her er noget som kommer til at være blivende i min playliste. 

Trackliste

1. Pocho Aztlan
2. No Aceptan Imitaciones
3. Profecía Del Anticristo
4. Àngel De La Frontera
5. Plata O Plomo
6. Satongo
7. Isla De La Fantasía
8. Bruja
9. México Campeón
10. Culpan La Mujer
11. Códigos
12. Debilador
13. California Über Aztlan (Dead Kennedys cover)

Samlet spilletid: 46 min 10 sekunder

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed