fbpx

My Dying Bride - The Ghost Of Orion

My Dying Bride har i næsten 30 år spredt dystre stemninger, og der var da også rigeligt med forhindringer på vej mod bandets studiealbum nummer 14: Alvorlig sygdom og pludselige opsigelser har gjort vejen længere end planlagt, men nu er det her.
Englænderne har altid haft fokus på stemningen på deres albums, og sådan er det også i 2020, hvor de fra starten udfolder hele paletten af virkemidler: Tempoet er moderat, men alligevel med tilstrækkeligt markante anslag til, at de får noget Doom tyngde over sig – Ikke ekstremt, for her holder alt sig i den pæne side af vejen. Det samlede resultat er mørkt og lidt trist, især når Shaun Macgowans violin bidrager. Omvendt bløder vokalen lidt op på det hele, for Aaron Stainthorpe synger blødt og fint, og bryder kun stilen med et enkelt brøl hist og her.
Når man lytter ”The Ghost Of Orion” igennem fra start til slut, er det markant hvor ensartet det hele hænger sammen; der er meget få udsving i det samlede lydbillede, hvilket resulterer i meget lidt dynamik. Derfor er der tale om et album, der ikke giver meget til lytteren, men egentlig har nok i sig selv. Derfor skal man være i et helt specielt humør for at kunne nyde indholdet, og selv der rækker niveauet ikke til mere end et OK fra mig.

Tracklist:
1. Your Broken Shore
2. To Outlive the Gods
3. Tired of Tears
4. The Solace
5. The Long Black Land
6. The Ghost of Orion
7. The Old Earth
8. Your Woven Shore
Samlet spilletid: 56:21

Læs mere...

Cloak - To Venomous Depths

Cloak blev dannet i 2013, og efter to års arbejde i øvelokalet udsendte bandet fra Atlanta, Georgia deres første demo. Den blev fulgt op med en EP året efter, som banede vejen for det første fuldlængde album: ”To Venomous Depths”.

Her har bandet valgt en stil, som tager udgangspunkt i den Sorte Metal, men også blander mere forsonende elementer som strygere og klaver i lydbilledet. Resultatet er et album med et mørkt, men ikke ultramørkt udtryk – man kan sige, at kanterne er blevet rundet en smule.

Fra starten opbygges flotte stemninger, hvor tunge guitarer sammen med rytmesektionen står for den mørke side sammen med Scott Taysoms grumme vokal, mens de førnævnte elementer sammen med melodiske guitarer skaber kontraster. Det lyder som en alt for simpel opskrift, men er det langt fra. Cloak bruger nemlig den ret lange spilletid for hvert nummer til at skabe forskellige udtryk. Det giver overraskende meget dynamik og sikrer, at spændingen bevares. Samtidig giver de stærke melodier i ”Within the Timeless Black”, ”Beyond the Veil” og ”Deep Red” hele albummet et løft.

Så længe numrene holdes retlinede, holder Cloak et højt niveau; men når de afviger, som det sker i ”Death Posture” og ”Forever Burned”, så går spændingen voldsomt nedad. Det viser, at trods mange positive sider ved denne debut, så har amerikanerne stadig noget at arbejde med.

Tracklist:
1. To Venomous Depths / Where No Light Shines
2. Within the Timeless Black
3. The Hunger
4. Beyond the Veil
5. Death Posture
6. In the Darkness, the Path
7. Forever Burned
8. Passage
9. Deep Red
Samlet spilletid: 57:24

Læs mere...

Porn - The Ogre Inside

Porn? Nej, det er godt nok ikke det mest intelligente bandnavn, jeg er stødt på. Men okay, bandet fra Frankrig er da sikre på, at de dukker op i temmelig mange internetsøgninger. Og de må været dukket op hos en del mennesker, for bandet har eksisteret i næsten 20 år og udsender med ”The Ogre Inside” deres tredje album.

Det starter fint med ”Sunset of Cruelty”, som har Goth genrens dystre udtryk, men samtidig byder på guitarer med kant. Hovedmanden Philippe Deschemin, som står bag musik og tekst til samtlige numre, supplerer med en vokal, som er tydeligt inspireret af Marilyn Manson - meget passende til stilen. Det efterfølgende ”She Holds My Will” fortsætter de gode takter, godt hjulpet på vej af elektroniske elementer.

Herefter er det som om krudtet er blevet vådt for franskmændene; de følgende numre mangler fremdrift, og der sker ikke ret meget i dem. Det eneste pluspunkt, der er at notere, kommer fra stemningen, som Porn holder tung og dyster. Det er en væsentlig bestanddel af genren, men det rækker ikke til at fastholde min interesse ret længe. Porn undlader helt at bygge ovenpå, og så begynder tingene hurtigt at blive kedelige. Man skal være stor fan af Goth for at kunne få noget ud af skiven her; den gruppe kan jeg ikke sige at være en del af.

Tracklist:
1. Sunset of Cruelty
2. She Holds My Will
3. Nothing But the Blood
4. May Be the Last Time
5. Close the Window
6. Death Does Not Last Forever
7. Heavy Is the Crown
8. You Will Be Death of Me (and I Will Wait for You)
9. The Ogre Inside
Samlet spilletid: 37:05

Læs mere...

American Head Charge - Tango Umbrella

American Head Charge har ført en lidt omskiftelig tilværelse: Bandet startede I 1997, men ti år senere besluttede medlemmerne at gå hver til sit. Uoverensstemmelserne var dog ikke værre, end at bandet blev gendannet i noget nær original besætning i 2011. Siden har de udgivet singler og EP’er, og via crowdfunding har de finansieret indspilningen af "Tango Umbrella”, som er bandets fjerde album.

Jeg kendte intet til AHC inden dette album, så jeg må droppe referencer til tidligere udgivelser. På den foreliggende skive er stilen Metal med indbyggede elementer fra både Industrial- og Goth Metal. Det billede underbygges af vokalen, som med sin lidt klagende natur ligger et sted mellem Marilyn Manson og Jonathan Davis.

Musikalsk er AHC klart bedst når de skruer bissen på: Åbningsnummeret ”Let All The World Believe” er dejligt aggressivt, det efterfølgende ”Drowning Under Everything” har et meget iørefaldende omkvæd, mens ”Perfectionist” både har voldsomme og mere rolige passager.

De resterende numre indeholder de nævnte elementer i større eller mindre grad, men ingen af dem formår at markere sig så stærkt som åbningsnumrene. En enkelt undtagelse er der dog i ”A King Among Men”, som med sit stille klaver og flotte vokalarrangementer adskiller sig meget fra resten af numrene og mere ligner 10CC end Manson.

Alt i alt placerer ”Tango Umbrella” sig et sted i midterfeltet, for mens de nævnte eksempler klarer sig fint, mangler jeg generelt noget gennemslagskraft – albummet virker ikke helhjertet.

Tracklist:
01. Let All The World Believe
02. Drowning Under Everything
03. Perfectionist
04. Sacred
05. I Will Have My Day
06. A King Among Men
07. Suffer Elegantly
08. Antidote
09. Prolific Catastrophe
10. Down And Depraved
Samlet spilletid: 53:27

 

Læs mere...

Imperia - Tears Of Silence

Med fire medlemmer fra lige så mange lande (Norge, Belgien, Tyskland og Finland) må Imperia siges at være en international affære. Bandet startede i 2004, og har med jævne mellemrund udsendt albums – det fjerde af slagsen er indspillet i det tyske Spacelab Studio og har fået titlen ”Tears Of Silence”.

Musikken er centreret omkring Helena Michaelsens vokal, som rækker fra det rene til det Opera-agtige. I vanlig Goth Metal stil er den tilsat musik, som forener Metal med store symfoniske arrangementer – her er der ikke nyt at hente. Til gengæld har den en alvorlig og lidt dyster stemning, som er meget klædelig.

I et par numre blander Imperia elementer af Folkemusik ind i musikken – en ting jeg også stødte på hos Coronatus på deres nyeste album. Her betyder det, at ”Friheten Vil Seire” og ”The Vikingsong” er udstyret med fløjter, sækkepiber og håndtrommer, og isoleret set lyder det udmærket; jeg synes bare ikke at det passer godt sammen med de episke omgivelser. Derfor håber jeg ikke, at der er tale om en ny trend inden for den symfoniske Metal.

Nej, den fungerer bedst i sin rene form, især når Metal-delen har så meget kant som “My Screaming Heart” og “Spirit Chase (Keep Fighting)”. Flere numre i samme kategori havde hævet albummet op over middel niveau, men desværre …

Tracklist:
1. Silence Is My Friend
2. Crossroads
3. Broken (When The Silence Cries)
4. Away
5. Friheten Vil Seire
6. My Screaming Heart
7. Motherlove
8. The Vikingsong
9. Spirit Chase (Keep Fighting)
10. Innocent Child
11. Wings Of Hope
12. We'll Be Free
13. Broken Hearts
Samlet spilletid: 65:40

 

Læs mere...

Forever Still - Tied Down

Forever Still stammer fra København, og bandet har tidligere udgivet de to EP’er ”Scars” og ”Save Me”. Sammen med nyt materiale er numrene herfra nu samlet til ”Tied Down”, som er titlen på bandets debutalbum. Indholdet ligger stilmæssigt i den del af musikuniverset, der huser navne som Sirenia og Lacuna Coil – om man så kalder stilen melodisk eller Goth, er lige meget.

Der er ingen tvivl om, at Forever Still har ladet sig inspirere rigtig meget af Evanescence; numrenes opbygning og især brugen af klaver og synthesizer lyder meget som hos amerikanerne – et lyt til ”Save Me” og ”Break The Glass” illustrerer hvad jeg mener. Indtrykket forstærkes af, at sangerinden Maja Shinings vokal ligger tæt op ad Amy Lees, mens detaljer i hendes brug af stemmen viser, at hun også har lyttet til Alanis Morissette. Generelt er vokalen flot og varieret, og både den og instrumenteringen nyder godt af en ren og klar produktion.

Det hele er stilsikkert, men ikke særlig selvstændigt; for et etableret band ville det betyde et kraftigt hug i bedømmelsen. Men nu er det bandets debutskive, og så stiller tingene sig lidt anderledes. Netop fordi det hele er professionelt grebet an, og der spilles og synges meget overbevisende, viser Forever Still at de har noget at bygge på. Med mere personlighed bygget ind i materialet kunne det her blive rigtig godt.

Tracklist:
1. Scars
2. Once Upon A Nightmare
3. Miss Madness
4. Awake The Fire
5. Breathe In
6. Save Me
7. Your Light
8. Alone
9. Break The Glass
10. Tied Down.
Samlet spilletid: 34:26

 

Læs mere...

Tristana - Virtual Crime

Tristana er fra Slovakiet, og ifølge deres pressemateriale finder de en stor del af deres musikalske inspiration fra den kølige atmosfære, bjergene og de endeløse skove i Karpaterne. Og der er da bestemt noget isnende koldt og hårdt over Tristanas udtryk. Bandets første album udkom tilbage i 2003, og de er således ikke helt nye på metalscenen.

Dog er de for de fleste i Danmark nok stadig ret ukendte. Jeg mindes ikke selv at have stiftet bekendtskab med dem tidligere i hvertfald. ”Virtual Crime” er deres tredje studiealbum, og som nævnt kan jeg godt høre inspirationen fra de kolde, hårde omgivelser, der udgør Europas største bjergkæde. Men det er bare lige som om, at den endelige forløsning aldrig rigtig kommer. Pladen åbner med nummeret ”Resurrection”, der egentlig er ganske udmærket. Der er masser af knald på, og selvom produktionerne lader lidt tilbage at ønske, bliver jeg nysgerrig efter at høre resten af pladen. Den nysgerrighed falder dog hurtigt igen. Numre som ”Fallen” og ”Wasted Time” er egentlig også ganske hæderlige. De hænger fint sammen, og her spiller bandet rigtig godt. Sidstnævnte er også et af de eneste numre, hvor jeg virkelig synes at forsanger Peter Wilsen lyder, som om han har 100% styr på sin vokal. Han virker ærlig talt ikke som den stærkeste vokalist, men når det spiller, har han en ok klang. Jeg synes egentlig også at det er ok når bandet mixer lidt symfoniske lyde ind i numrene. Som på ”Bloody Snow” hvor omkvædet er domineret af fint klaverspil, der leder tankerne hen på nogle gamle Nightwish numre. ”Beg For Death” fungerer også rigtig fint, og så er det ellers mest ned ad bakke derfra. Albummets sidste del er klart den mest uinteressante, og selvom bandet ihærdigt prøver at spice det hele lidt op med guitarsoloer og scream vokal, bliver det bare aldrig rigtig spændende.

Den største ”forbrydelse” ved ”Virtual Crime” er, at det egentlig bare er ret kedeligt, når alt kommer til alt. Der er ikke noget særligt ved det og det kunne godt have været bedre produceret. Der gemmer sig nogle enkelte gode sange på pladen, men det er absolut ikke noget man behøver bruge ret meget af sin tid på.

Track list:
1. Resurrection
2. Fallen
3. Wasted Time
4. Bloody Snow
5. Beg For Death
6. Jannie’s Dying
7. Belladonna Deadly Nightshade
8. Killer
9. Lost The Whole Life
10. Hunting Fever
11. Ending (Outro)
Samlet spilletid: 42:00

 

Læs mere...

Sirenia - The Seventh Life Path

Norske Sirenia er aktuelle med deres syvende album ”The Seventh Life Path”. Jeg har ikke kendskab til alle deres udgivelser, men det forrige udspil ”Perils of the Deep Blue” faldt i god jord hos undertegnede. Det, jeg godt kunne lide ved albummet var, at det havde en lidt tungere tilgang til musikken, og var knap så poppet som tidligere, hvilket klædte bandet godt.

Det samme gør sig gældende på det nye album, hvor der også bliver lagt vægt på de tunge melodier. Det er som vanligt symfonisk goth metal med stor pomp og pragt, som desværre samtidig er meget forudsigeligt. Musikerne spiller bestemt godt, men det hele er ret kedeligt uden de store udsving. Ailyn’s pæne vokal står i fin kontrast til Morten Veland’s snerren og growlen, så her må bandet siges at være bestået. Når det er sagt, savner jeg den wauw faktor som har været på tidligere albums, selvom der da hist og pist er optræk til noget. Ligeledes virker det en anelse rodet, hvorfor det hele bliver en plade, der med en spilletid på over en time bliver alt for lang - numrene bliver simpelthen trukket i langdrag uden at gøre noget større indtryk.

Så ”The Seventh Life Path” er et album der på ingen måde rigtig får mig op af stolen, selvom intentionerne bestemt er gode,  hvor sidste anden halvdel af albummet virker bedst. Er man til symfonisk goth metal bør man dog tjekke pladen ud, da bandet stadig er blandt de bedre, men dette udspil kan ikke trække mere end en middel karakter med pil opad fra undertegnede.

Tracklist:
1. Seti
2. Serpent
3. Once My Light
4. Elixir
5. Sons of the North
6. Earendel
7. Concealed Disdain
8. Insania
9. Contemptuous Quitus
10. The Silver Eye
11. Tragedienne
Samlet spilletid: 69:48

 

Læs mere...

Cradle of Filth - Hammer Of The Witches

Cradle of Filth har igennem mere end 20 år været garant for teatralsk Metal, men også for mange udskiftninger omkring frontmand og eneste originale medlem Dani Filth. Senest sidste år, hvor guitaristerne Richard Shaw og Ashok fik ændret deres status fra sessionmusikere til egentlige medlemmer, mens Lindsay Schoolcraft overtog ansvaret for både keyboards og kvindelige vokaler.

Som for alle de tidligere ommøbleringer har heller ikke den seneste ændret på det overordnede billede af englændernes musik: Der lægges stadig meget vægt på at få skabt mørke stemninger med både strygere og masser af keyboards – helt som man kender det fra Goth-genren. Her rykker det hele bare 2 klik op på hårdhedsskalaen, for der er virkelig knald på, når tøjlerne slippes og det hele brager løs. Netop denne balance mellem det stemningsfyldte og det brutale har altid været noget, jeg har sat pris på hos Cradle of Filth, og på det punkt leverer de igen varen. Der er også et fint samspil mellem musikken og teksterne, der kredser om hekse og trolddom.

På mange måder er tingene helt som de skal være, alligevel begejstres jeg ikke af numrene. Jeg kan ikke påstå at ”Hammer Of The Witches” er et dårligt album, for det er det ikke – det har power og gode melodier, det er velspillet og godt produceret. Problemet er, at det hele er hørt før. Et godt eksempel er vokalen, for Filth skriger og hviner helt som han plejer; han har ikke udviklet sig i mange år. På samme måde er numrene sammensat efter samme opskrift som store dele af englændernes eget bagkatalog. Og så længe Mr. Filth bestemmer slagets gang, sker der åbenbart ingen ændringer her – nye musikere i folden eller ej.

Tracklist:
1. Walpurgis Eve
2. Yours Immortally
3. Enshrined In Crematoria
4. Deflowering The Maidenhead, Displeasuring The Goddess
5. Blackest Magick In Practice
6. The Monstrous Sabbat (Summoning The Coven)
7. Hammer Of The Witches
8. Right Wing Of The Garden Triptych
9. The Vampyre At My Side
10. Onward Christian Soldiers
11. Blooding The Hounds Of Hell
Samlet spilletid: 56:08

 

Læs mere...

Paradise Lost - The Plague Within

Når man har rundet 15 års eksistens, er der basis for at kunne fintrimme sin stil – specielt når man kun har skiftet ud på en enkelt position igennem årene. Begge dele gør sig gældende for Paradise Lost, og hvad englænderne viser på deres 14. album er en markering af, at lang tids samarbejde ikke behøver at resultere i stilstand og tilbagelænet hvilen på laurbærrene.

Man kunne ellers frygte det ved mødet med åbningsnummeret, for ud over en stærk vokal virker det uengageret og småkedeligt. Det billede rettes der heldigvis hurtigt op på, for resten af albummet viser bandet sig fra sine stærkeste sider: Der er masser af de mørke stemninger, der har gjort Paradise Lost til et stort navn i Goth sammenhæng, og de bliver sat sammen med Metal med forskellige grader af hårdhed: I ”Terminal” og ”Punishment Through Time” er der pænt tempo, mens ”Beneath Broken Earth” er tung og Doom-præget. Allerbedst virker tingene i ” Sacrifice the Flame” og ”Victim of the Past”, hvor strygere er med til at skabe en sørgmodig stemning. Det er virkelig imponerende hvor meget styrke der kan hentes fra nedtonet musik, hvor fokus er på det melankolske.

Generelt vises der fin bredde i materialet, som er stærkt uden at være revolutionerende. Det forventer man ikke af et band som Paradise Lost, som til gengæld undgår at blive hængende i klichéer og rutine. I stedet scorer de mange point på de stemningsmæssige sider af musikken, og cementerer deres position helt fremme i Goth-rækkerne.

Tracklist:
1. No Hope in Sight
2. Terminal
3. An Eternity of Lies
4. Punishment Through Time
5. Beneath Broken Earth
6. Sacrifice the Flame
7. Victim of the Past
8. Flesh From Bone
9. Cry Out
10. Return to the Sun
11. Fear the Silence
12. Never Look Away
13. Victim of the Past (Orchestra Version)
Samlet spilletid: 50:11

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed