fbpx

Urkraft - Our Treacherous Fathers

Efter næsten femten års eksistens, som resulterede i tre albums og turnéer i Europa, blev Urkraft lukket ned i 2009, og i de efterfølgende 10 år koncentrerede medlemmerne sig om andre musikalske projekter. Men nu er bandet gendannet og klar med et helt nyt album, ”Our Treacherous Fathers”.

Her er det tydeligt, at Urkraft ikke blot er gendannet for at score nemme penge, men virkelig har noget at byde ind med. De danske tekster, der prægede bandets tidligste arbejde, er siden blevet fortrængt af engelske – men de er ikke glemt. I denne omgang optræder de ganske vist kun i ”Håbets Tyranni”, men med sin intensitet er nummeret blandt albummets bedste. Det skyldes ikke mindst en stærk kombination af tung Metal og melodiske elementer, som Urkraft arbejder med i de fleste numre. Her er det værd at bemærke, at musikken ikke mister hårdhed, men i stedet vinder bredde ved, at der tilsættes lidt melodi hist og her. Skal man have en fornemmelse for stilen, er ”Primordial Diaspora” og ”Reap It All” glimrende steder at prøvesmage.

Generelt er numrene stærke, og når det rolige instrumentalnummer ”Å” med rolig melodi lader lytteren komme ned og lande efter de foregående otte numres energi, er det samtidig en afrunding af et flot comeback fra Urkraft.

Tracklist:
1. Place of Coldness
2. Primordial Diaspora
3. Our Treacherous Fathers
4. Reap It All
5. Håbets tyranni
6. The Horrors of an Empty Tomb
7. Descended Shadows
8. Crown of Blood
9. Å
Samlet spilletid: 33:06

Læs mere...

Sedated Angel - Beautyfall

Fjorten dage og et sommerhus i Thy. Det er åbenbart det, der skal til for at lave et yderst overbevisende psykedelisk, garagestonerrockalbum. Det er i hvert fald det, Sedated Angel har præsteret. Det er bandets tredje fuldlængdealbum siden fødslen i 2005.
Det er et album med rigeligt fuzzet guitar, buldrende trommer og en, må jeg sige, lidt svingende vokalpræstation – som jeg kommer ind på senere.

Albummet starter med en titelsang, der med sit fede riffs, tunge lyd og skarpe breaks lægger stilen for resten af pladen. Om ordspillet ”Beautyfall” er specielt originalt, kan måske diskuteres, men skidt – det fungerer. Den omtalte vokale svingpræstation finder man på anden skæring, ”All the Places”, hvor det dels er selve melodien, der er lidt kedelig, men det er også, som om det er svært at ramme tonerne helt rent. Dette opvejes dog fuldt ud af det tunge riff, der bærer nummeret hjem.

Alt det med en svigtende oral præstation er hurtigt glemt, når man rammer pladens tredje skæring, hvor der er fuld skrald på alle tangenter; endnu et fedt riff – oven i købet med en hvinende guitarsolo henover, for lige at komme i gang – og så en hamrende fed og kraftfuld vokal. Helt bestemt et af pladens fineste numre. Dog fortjener den afdæmpede ”Opiation” også en ovation, da den formår at være afdæmpet uden at blive en overflødig ballade.

Overordnet set er det en ganske godkendt plade, der veksler fint mellem den gedigne garagerock med stoner- og psykrocktendenser, og det mere afdæmpede og eksperimenterende, som eksempelvis ”Black Clouds”, der med sin citarintro et kort øjeblik fik mig til at tro, at iTunes var sprunget hen i min Beatlesafdeling – dette nummer viser sig dog at være væsentligt tungere end hvad førnævnte britiske band har leveret.

For det er tungt, det er syret og stenet – det er jo nærmest en dansk udgave af Monster Magnet – og dette mener jeg på den mest positive måde!

Jeg glæder mig allerede til at høre mere til Sedated Angel – for som Ramones sang det: ”I wanna be sedated”!


Trackliste:
1. Beautyfall
2. All the Places
3. Rainbow
4. Out of Reach
5. Opiation
6. Open Mind
7. Kick Ass
8. The Door
9. Black Clouds
10. Weezer

Samlet spilletid: 45:51

Læs mere...

Sylvatica – Evil Seeds

I pressematerialet bliver der gjort en del ud af, at Sylvatica har spillet med navne som Svartsot, Huldre og Vanir, og på den baggrund kunne man tro, at bandet fra Nyborg spiller traditionel Folk Metal. Der er også mange elementer fra dén genre i bandets musik, men at tingene ikke er helt så enkle illustreres allerede i anden skæring, ”Psychopatica”. De fine guitarmelodier oser langt væk af Folk, men er sat sammen med hurtige trommer og en brølende vokal, der i fællesskab trækker mere i retning af Dødsmetal. Resultatet er en omgang Metal, som blander melodi og power på en energisk måde – ikke helt ulig det, man hører hos Svartsot. I modsætning til Randers-bandet har Sylvatica valgt de akustiske instrumenter fra og holder sig til klassisk Metal-besætning.

Da produktionen samtidig holder guitar og trommer godt fremme i lydbilledet, giver det automatisk albummet en ekstra kant, som i længere perioder er rendyrket Metal. Men når de førnævnte melodier sætter ind, bliver ”Folk”-stemplet berettiget. Samtidig er balancen mellem de to hovedelementer meget fin, så musikken ikke får slagside. På den måde bliver alliancen mellem Folk og Metal meget vellykket, og da bandet samtidig formår at skrive stærke numre, står ”Evil Seeds” som en meget stærk debut, som både producer Jacob Olsen og især Sylvatica kan være stolte af.

Tracklist:
01. Lost
02. Psychopatica
03. Winds of Decay
04. The Ascension
05. Evil Seeds
06. God of the Gallows
07. Hate Quest
08. Lucifer
09. Reanimated
10. The Sludge Soup
11. Sect of Sleep
Samlet spilletid: 57:26

Læs mere...

Fuzz Manta - Opus II

Efter mit første møde med Fuzz Manta var jeg ikke synderligt overbevist om deres musikalske kvaliteter. Ingen tvivl om, at Lene herskede med sin fede vokal, men musikken manglede i høj grad noget der fængede, og som gjorde at man vendte tilbage til skiven. Nu er Fuzz Manta så tilbage, og man skulle tro de havde læst min anmeldelse, for det her er sgu blevet en rock skive efter mit hoved og anmeldelse; (næsten) ingen dikkedarer, god fordeling af skrald og afdæmpede parter og riffs, chops og hooks man husker. Vokalen er stadig et rigtig stærkt kort, men riffsne er blevet noget mere vitale og memorable, hvilket gør, at ”Opus II” er en sand fornøjelse at lytte til, og at vokalen lige pludselig er blevet presset på sin position som bandets stærkeste kort.
Lyt bare til åbningsriffet i ”Motumann”, og du vil være solgt, hvis tung rock er noget for dig. ”Quiet Monday” giver lidt luft til lytteren, og nok engang imponerer både guitar og vokal. Dog går hovedpræmien til ”Lithia’s Box”. Godt 9 minutter af det hele – Alt hvad Fuzz Manta står for….plus en lille hyldest til Free?

Ingen tvivl om, at Fuzz Manta er et band man skal holde øje med, for deres stil ser ud til at være udviklet i den rigtige retning, og jeg kunne forestille mig, at et lille radio-gennembrud kunne ligge i kortene…?
Who knows?
Det er dog sikkert, at ”Opus II” er en gedigen og uforpligtende rockskive, der via sit lettilgængelige antrit er inciterende til flere afspilninger.

Tracklist:
01: Motumann
02: Man with no Face
03: Quiet Monday
04: Lithia’s Box
05: Turn Around
06: White and More
07: Corrosion
08: Let me Walk

Samlet spilletid: 45:34
 

Læs mere...

St. Prostitute - Here Come The Prostitutes

I min bog er Guns N’ Roses’ debutalbum, ”Appetite For Destruction” fra 1987 det ultimative sleazy rock n’ roll-album. Dets vitale intensitetsniveau er aldrig siden blevet overgået og ej heller matchet. Svenske Backyard Babies var tæt på med deres ”Total 13”-album fra 1998, men når alt kom til alt, blegnede selv svenskernes solide udspil ved siden af de engang så farlige Guns N’ Roses’ mesterlige og – ja sgu (!) – noget nær perfekte debut.

Året er dog nu 2012, og vi befinder os hverken i Los Angeles eller Stockholm. Debutalbummet fra Axl Rose og co. har dog – siden jeg hørte det første gang – ageret målestok for hvert et album i samme boldgade, jeg siden hen har lagt ører til. Danske St. Prostitutes ”Here Come The Prostitutes” er ingen undtagelse. St. Prostitue udmærker sig nemlig i sleazy rock n’ roll.

Lad mig blot slå fast med det samme, at de fire danske herrer – sanger og guitarist Fussy, guitarist Morten, bassist Kim og trommeslager Jack – heller ikke formår at komme i nærheden af, at skrue et album sammen af samme pondus som ”Appetite For Destruction”. Langt fra. Intensiteten er ikke vedvarende, og råheden fremstår til tider påtaget. Til gengæld har d’herrer et godt tag i én af de andre dyder, der hører genren til; catchiness.

St. Prostitute lyder ikke ”farlige”, som Guns gjorde/var tilbage i 80erne. De lyder nærmere festlige og følsomme. Formuleret på en anden måde, så emmer ”Here Come The Prostitutes” af testosteron-drevne rock n’ roll-numre og klagesange med kvindetække! Måske er ”Here Come The Prostitutes” lige er sagen for Mötley Crüe-, Poison- og Ratt-fans?! Selv har jeg dog altid svoret til – surprise (!) – Guns. Uanset hvad, så er albummet en ganske OK – omend lidt udvandet – skive i en udødelig genre.

Tracklist:
1. Here Come The Prostitutes
2. Say When It’s Over
3. I’m Not Falling
4. Dreaming Of You
5. The Highway Hitcher Murder Blues
6. Hell Yeah!!!
7. Medicine
8. A Bitter Man’s Lullaby
9. Schizophrenia
10. Crisis

Samlet spilletid: 37:10

 

Læs mere...

Invisius - Changes

Til tider sker det, som anmelder og sandsynligvis også for alle andre, at man ser tilbage på en tidligere bedømmelse og tænker ”ahhh, der fik den da vist lige en tand for meget”, enten positivt eller negativt. Da jeg anmeldte Invisius debut, var jeg meget glad for pladen, ikke uden grund, men set i bakspejlet er pladen desværre ikke en af dem, jeg har hørt så meget til, efter den specifikke periode. Jeg tror muligvis, at jeg fik givet pladen en halv karakter for højt, især nu jeg får lagt øre til selvsammes andet udspil ”Changes”.

Changes er nemlig et langt mere habilt, helstøbt og langtidsholdbart album, end debuten. Der er blevet skåret ind til benet, det hele er blevet en kende mere simpelt og velkomponeret end debuten, der til tider virkede lige lovlig kompakt. De gode ideer, der udgjorde en stor del af første album, er fastholdt mens nye tiltag har bedret oplevelsen. Det er ikke uden grund, at dette andet udspil har fået titlen Changes; der er sket ændringer siden debuten. Mest markant er den øgede brug af skønsang på albummet, som generelt har givet bandet et bredere udtryk og langt mere kant. Det lykkes rigtig godt at få indarbejdet den rene vokal, og på numre som ”Tides”, ”Disconnection” og ”Renaissance”, hvor den rene vokal klæder den rå vokal som et parforhold mellem lyst og mørkt. Dertil er det også tydeligt, at Invisius har bevæget sig fra musikalsk, at spille melodisk dødsmetal med et snert af metalcore, til en mere mainstream version af denne kombination, med en grad at thrashelementer. Den rene vokal har alt andet lige medbragt mere harmoniske og melodiøse stykker, som f.eks. på ”The Ship Has Sunk”, der godt nok starter ud fanden i voldsk, men går over i et klassisk, stille melodiøst omkvæd. Ja, og så er der jo titelnummeret ”Changes”, der ligefrem er en moderne ballade.

Der er ingen tvivl om at bandet har udviklet sig, og som det er med udvikling, er det ikke alle der bryder sig om det. Det er nok op til dig selv, som læser, at vurdere om det her er noget for dig, eller du mere er til den ældre version af Invisius. Jeg kan personligt godt anbefale denne skive, især hvis man ikke har noget imod lidt ren vokal til at give variation.

Musisk har de ellers forholdsvis unge ”drenge” ikke overraskende videreudviklet deres i forvejen velfungerende kundskaber, og formår på ”Changes”, i højere grad, at levere mere fuldendte og derved også bedre kompositioner end på debuten. Der er enkelte steder pladen har nogle lidt for neddæmpede overgange, der skurrer i ørene (f.eks. på ”Tide” i starten) men ellers er produktionen af albummet vellykket.

Changes er i den grad bevis på, at den svære toer ikke behøver at være så svær alligevel. Det er tydeligt, at bandet har udviklet sig og muligvis i højere grad fundet ind til den lyd, der er Invisius. De fleste af numrene er velfungerende, til trods for at afsluttende titelnummer og ballade ”Changes”, som desværre piller lidt af pynten af for undertegnede. Nummeret er udmærket, men i den samlede sammenhæng virker det malplaceret. Dertil holder den midterste samt sidste del af albummet et højere niveau, end de første tre numre. Ingen tvivl om at første tre er gode, de efterfølgende er bare bedre. ”The Renaissance” med et fantastisk lækkert riff, ”Disconnection” og ”Point Hollow” er de absolutte højdepunkter. Changes scorer et solidt 5 ud af 6, et mere solidt 5 ud af 6 end debuten ,og pladen er da også en stærkere udgivelse end The Spawn Of Condemnation – og klart anbefalelsesværdigt.

Tracklist:

1. Tides
2. Footprints
3. Fall Apart Together
4. Reef The Sails
5. The Renaissance
6. Disconnection
7. The Ship Has Sunk
8. Till The Break Of Day
9. Point Hollow
10. Changes
 

Læs mere...

Blood Label - Existence Expires

”THERE WILL BE BLOOD”!!!!!!

Nok engang er det pisse træls at skulle give et band en betegnelse. Blood Label spiller lidt af det hele og blander på rigtig fin vis de fedeste ting fra de ”til-venstre” nævnte genrer.
Blood Label er dannet på resterne af Afskum, der nåede at lave en enkelt demo. Der var ren sang og clean guitar på, og drengene brugte lidt udskiftninger i line-uppet til at ændre navnet og ikke mindst det musikalske udtryk. Udtrykket er egentlig ikke synderligt langt fra det, som Afskum præsterede, men der er alligevel nogle gode og markante ændringer at spore. Bandet er helt klart vokset som musikere, men også som sangskrivere. Og særligt er frontbrøler Kenneth Klitte vokset helt enormt som skråler. Han har udviklet sin vokal meget og er blevet en af forcerne i Blood Label.
Numrene på ”Existence Expires” er alle nogle gamle sager, som bandet har skrevet på i lang tid og som har været en del af deres live-set i en god periode. Bandet smider således dette mini-album på gaden for at kunne koncentrere sig om det nye materiale, der er på vej. Det første, der slår mig ved gennemlytning af skiven, er, at det ikke altid lige kan høres, at numrene er gamle. De virker stort set alle meget friske og energien i dem er absolut appellerende. Det hele er ufatteligt velproduceret, og selve lyden giver i det her en ekstra dimension til herlighederne. Bassen er sjældent hørt federe!

Hvad siger det samlede resultat så?
Jamen, der er ingen tvivl om, at Blood Label har fat i den lange ende. Deres sange er memorable og der er bestemt nogle fede hooks. Dog kan der fra tid til anden godt snige sig lidt ”under-par” ting ind. Forstået på den måde, at de ting på albummet der er fede, er RIGTIG fede. De ting der er knapt så fede, er langt fra det førnævnte niveau og kan virke malplaceret eller måske endda kategoriseres som ”fejlskud”. Jeg sætter det under kategorien ”børnesygdomme” og konstaterer, at når det gælder, så kan Blood Label sagtens smide nogle fede riffs over disken, og jeg ser i høj grad frem til, at drengene overtrumfer ”Evil Incarnate” og ”New Era of Disbelief”, som i mine ører er de mest helstøbte og varierede tracks på ”Existence Expires”.
Absolut godkendt udgivelse fra Blood Label!

Tracklist:
01: Existence Expires
02: Traitors Beware
03: Mutiny
04: Into Perpetual Fire
05: This is Not a Peace Offering
06: The Depravation of the Human Race
07: New Era of Disbelief
08: Evil Incarnate
09: Malice in its Greatest Form

Samlet spilletid: 32:57
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed