fbpx

Suffocate For Fuck Sake - Fyra

Selv om Suffocate For Fuck Sake (SFFS) debuterede tilbage i 2004, er det svenske band et ubeskrevet blad i min bog. Det har ændret sig med mødet med bandets fjerde album, som blot hedder ”Fyra”, og som på flere måder ligger langt fra mainstream musik. Albummet har afhængighed som tema, og det belyses via mødet med 4 personer, hvis liv er påvirket af forskellige former for afhængighed. Hvert konkrete eksempel har sit eget kapitel, hvor Mikael (stoffer), Mia (alkohol), Adam (spil) og Martina (mad) fortæller deres historie. Det sker via en kombination af lydklip fra interviews og podcasts, som supplerer bandets musik.
Musikken er Rock, der ofte holdes rolig og stemningsfyldt, især omkring de talte passager som en slags indramning af disse. Men pludseligt eksploderer de i voldsomme udbrud med masser af energi, ikke mindst takket være vokalen. Den er oftest af den skrigende slags, der normalt får mig til at vende tommelfingeren nedad. At det ikke sker her skyldes dels, at musikken virker beroligende, dels at den udtrykker meget af den frustration og lidelse, der er forbundet med de fire afhængigheder. På den måde skabes en symbiose mellem de talte sekvenser og musikken, som gør ”Fyra” mere interessant end man på forhånd skulle tro. At eksperimentet lykkes skyldes især, at SFFS formår at balancere de forskellige elementer i numrene til en cocktail, som har kant, men som ikke bliver for ekstrem. Resultatet er anderledes, men ikke mere, end at det fortjener et prøvelyt.

Tracklist:
1. From The Window
2. 15 Missed Calls
3. All Our Memories
4. Alone
5. The Surface
6. Hope
7. Cosmopol
8. Behind The Door
9. To Fall Apart
10. Here
11. Small Comments
12. Quiet
Samlet spilletid: 81:48

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed