fbpx

Electric Guitars - Freewheeler

Med kalendere, der altid er overtegnet med spilleopgaver for forskellige bands og Søren Andersens rolle som producer, er Electric Guitars endnu et eksempel på et band, der via pandemiens nedlukninger har fået tid til sangskrivning. Det har resulteret i albummet ”Freewheeler”, der er bandets fjerde af slagsen.
Albummet slår i gang med et YEAH! og den friske åbner ”Dopamine”, som med masser af energi byder lytteren indenfor. Og heldigvis er der flere numre, hvor d’herrer Andersen og Vandborg understreger bandets navn og fyrer op for de seksstrengede: I ”Zero Four” er det de tunge rytmer, der giver nummeret kant, mens ”Incoming” er anderledes old school - Her er stilen rigtig retro med et godt drive, der får mig til at tænke på Lenny Kravitz. Og så vender de tunge rytmer tilbage i ”Welcome History”, hvor guitarerne har godt med forvrængning.
Disse positive eksempler slår følge med mindre spændende oplevelser: Således er både titelnummeret og ”Nervous Breakdown” lidt for slidte i deres indhold, mens både ”Rainbow” og forsøget på at skabe Thin Lizzy-stemning i ”Cut Loose” ender alt for hyggeligt for min smag. Det hele ender med et album, som i min bog ligger i midterfeltet, men som helt sikkert ikke skuffer Electric Guitars’ etablerede fanskare.

Tracklist:
1. Dopamine
2. Hot Blooded Woman
3. Nervous Breakdown
4. Zero Four
5. Going Out
6. Incoming
7. Cut Loose
8. Freewheeler
9. Rainbow
10. Welcome History
Samlet spilletid: 49:29

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed