fbpx

Russkaja - Peace, Love & Russian Roll

Trods det russisk klingende navn hører bandet her hjemme i Østrig, og så vidt jeg kan læse i det sparsomme pressemateriale, er ”Peace, Love & Russian Roll” deres første skive. Hvis det står til mig, må den også gerne blive deres eneste, men mere herom senere. Russkaja består af 7 musikere, så de har mulighed for at supplere den traditionelle instrumentering for et Rockband med violin og blæsere.

Albummets cover kunne indikere et indhold af syret retro, men det er ikke tilfældet. Russkaja spiller Partyrock, som de supplerer med elementer af Folkemusik; stedvis minder resultatet om det, man hører fra Pagan bands, som f.eks Finntroll. Men så hører sammenligningerne også op, for der er en høj grad af fis og ballade over det hele, og der er ingen tvivl om, at man har lyttet til nogle andre finner, nemlig Leningrad Cowboys. Østrigerne laver ikke kopiudgaver som disse, men de har heller ikke det samme overskud og den charme, som veteranerne har.

Sangeren har en kraftig russisk accent på sit engelsk, men om den er ægte eller bare en gimmick, vides ikke. Jeg tror det sidste, for han lyder mest af alt som en russisk skurk i en Hollywood film. Han får selskab af en del reggae rytmer, og masser af blæsere – trompeter og tuba. Men det rykker ikke, det er fladt og fænger ikke - der skal virkelig store mængder vodka til, før det her bliver en fest!

Er det så bedre med spanske tekster og ditto stemning? Nej, slet ikke – heller ikke hvis de går Madness i bedene og smider Ska-rytmer ind i spillet. ”Lovegorod” lyder rigtig meget som Zididada – det fortæller noget om niveauet … bedre bliver det ikke i ”Parachute”, som bare er en pladret omgang Pop.

Nummeret ”You Are The Revolution” får mig til at understrege, at det er Russkaja ikke – det er et party eksperiment, der falder pladask på gulvet – bandet har slet ikke formatet til at få noget ud af konceptet, og resultatet er tyndbenet og helt igennem pivringe.

Tracklist:
1. Rock'n Roll Today
2. Slap Your Face
3. Hometown Polka
4. There Was A Time
5. El Pueblo Unido
6. Lovegorod
7. Parachute
8. Let's Die Together
9. Salty Rain
10. You Are The Revolution
11. Radio Song
12. Peace, Love And Russian Roll
Samlet spilletid: 43:52

 

Læs mere...

Slough Feg - Digital Resistance

Selv om Slough Feg kommer fra USA, stammer bandets navn fra en engelsk tegneserie, men det skal man ikke lade sig narre af – der er bestemt ikke noget tegneserieagtigt over bandets musik. Tværtimod griber de tingene meget seriøst an på deres niende album, og selv om titlen kunne tyde på moderne indhold, så er det ikke tilfældet. I åbningsnummeret fremstår bandets sanger og eneste originale medlem Mike Scalzi mere som en moderne udgave af en middelalderlig trubadur end en nutidig Rockmusiker: Med ren og højtidelig røst fremfører han teksten, mens musikken supplerer med Folk- og Rocktoner. Det er meget fængslende og går virkelig under huden.

I de senere numre bliver tonen lidt hårdere, da Rockelementerne får overtaget, men Folk-delen følger med hele vejen; de er ikke skarpt afgrænsede, men nærmest vævet ind i den omgivende Rock. Rytmerne tangerer flere steder Metal, men med en ret blød produktion og knapt så markerede anslag virker det ikke som sådan. Folk-elementerne bliver ikke fremhævet med fløjter og violiner som det sker i Pagan Metal; det samlede resultat minder mere om irske bands som Thin Lizzy og Primordial, førstnævnte især via flere double lead guitarsoli.

Trods de nævnte ligheder formår Slough Feg at skabe en selvstændig stil, og albummet fremstår både personligt, spændende … og langt fra tegneserieagtigt!

Tracklist:  
1. Analogue Avengers / Bertrand Russell's Sex Den
2. Digital Resistance
3. Habeas Corpsus
4. Magic Hooligan
5. Ghastly Appendage
6. Laser Enforcer
7. The Price Is Nice
8. Curriculum Vitae
9. The Luddite
10. Warriors Dusk
Samlet spilletid: 40:43

Læs mere...

Drowned Session - Conversation with Cora

For en del år siden anmeldte jeg det danske doom/death band Whelm. Nogle år senere anmeldte jeg en selvudgivet skive af bandet The Shallow Man, der gjorde sig inden for den akustiske folk/americana-genre. Nu sidder jeg så med en ny skive fra Drowned Session, der har fået titlen ”Conversation with Cora”. Fællesnævneren for alle disse bands er Atli Brix. Han har rykket sig fra at være growler/guitarist til nu at være sanger/crooner og banjospiller. En tjans han løser på allermest overbevisende maner.

Drowned Session er mørkt, sørgmodigt og meget stemningsmættet folk-musik. Det bevæger sig rundt i samme univers som Wovenhand og 16 Horsepower, og Atlis stemme nikker venligt i retning af Nick Cave. Det har dog andre elementer og fremstår derfor ikke som rip-off.

”Coversation with Cora” består af to sange på godt ni minutter. Dette er bestemt ikke meget at bedømme et band ud fra, men jeg kan med ro i stemmen erklære Drowned Session min støtte og give dem min varmeste anbefaling. Musikken er båret frem af mandolin og banjo. Nårh ja, og så den varme røst fra Atli, der giver musikken bund. Det er meget afdæmpet og her er ikke plads til dur-akkorder. I stedet synges her om kærlighed - måske den fortabte slags, og instrumenterne gør, at man som lytter føler sig hensat til et scenarie i den vilde vest. Måske en sofistikeret Tom Dooley…?

Spøg til side: Drowned Session er stilrent, modent og et givtigt bekendtskab. Selvom bandet startede som et soloprojekt, er det godt at se, at den moderne troubadour i sandhed stadig lever. Fang Atli eller hele Drowned Session live, hvis du har chancen. Jeg er ret sikker på, at det bliver en intimt og lun oplevelse, ligesom ”Conversation with Cora” er det. Behagelig skive. Ikke så meget der!

Tracklist:

01: Coversation with Cora

02: The Man Who Came Back

Total Spilletid: 8:52 Minutter

Læs mere...

Ian Anderson Plays ”Thick As A Brick” feat. Jethro Tull

Min far introducerede mig for mange år siden til Jethro Tull, men jeg har aldrig fået gjort noget ved at se dem live – før i aften. Det er ellers på trods af at Jethro Tull, eller Ian Anderson, flittigt har besøgt vores breddegrader de sidste år. Men nu skulle det altså være! Derfor kunne det heller ikke være mere passende end at jeg skulle dele denne oplevelse med min gamle far – ret skal være ret.

Ian Anderson/Jethro Tull:
Nogle vil sige at god musik er tidløs. Andre vil ydermere mene at tidløs musik kan være svær at tilknytte en bestemt musisk æra eller årti. Jeg vil personligt mene at Jethro Tull er et sådant eksempel, for jeg kunne ved første lyt ikke afgøre hvornår det hele egentlig begyndte. Jeg har så fundet ud af at det hed december, 1967 i Luton, Bedfordshire – London. Selvfølgelig skal Ian Anderson også allerede her nævnes, da han i over 40 år har været frontmand for bandet. Ingen Jethro Tull uden Ian Anderson. Jeg er også godt klar over at koncerten er listet som Ian Anderson, men i min optik er de to halve af en helhed.

I starten spillede Jethro Tull en form for blues rock som f.eks. kan høres på debutalbummet ”This Was” fra 1968. Bandets karriere tog hurtigt fart og allerede i 1971 udgav de deres, til dato, bedst sælgende album; ”Aqualung”. Her blev den musikalske stil drejet hen imod den progressive rock. Albummet blev i øvrigt betragtet som et konceptalbum af anmelderne, noget som Jethro Tull heftigt afviste, og til stadighed afviser. Det ledte til at albummet ”Thick As A Brick” udkom året efter. Her besluttede Jethro Tull sig for at tage den progressive rock, og idéen om et konceptalbum, helt til sig. Albummet indeholder kun én sang, dog opdelt i 2 dele, og blev af bandet selv beskrevet som ”over the top” og en slags parodi på hele konceptet om et konceptalbum (no pun intended). 
Jethro Tull har også altid været synonymt med Ian Andersons fløjtespil (også på ét ben) og derfor har der naturligvis altid været en del folk elementer tilstede i musikken. Over de mange år har de også forsøgt sig med både elektronisk rock, hard rock og endda verdensmusik. Jethro Tulls sidste album udkom i 2003 og var faktisk et julealbum.

Ian Anderson har også udgivet flere albums i sit eget navn. Af dem kan nævnes debutalbummet ”Walk Into Light” fra 1983 og hvad der er mere interessant i denne sammenhæng; ”Thick As A Brick 2 – Whatever Happened To Gerald Bostock?” som udkom sidste år og viderefortalte historien om den fiktive 8-årige dreng som debutalbummet centrerede om.

Falconer Salen er i aften omdannet udelukkende til siddepladser. Da jeg ankommer, kun et øjeblik inden koncerten skal til at starte, er næsten hele salen fyldt. Ikke udsolgt, men tæt på. Det er primært et ældre publikum end jeg selv er vant til at omgås, men med Jethro Tull/Ian Andersons lange karriere, er det til at forvente. Jeg bemærker at det ikke kun er én aldersgruppe man lægger mærke til i aften. Lige foran mig sidder to unge turtelduer som jeg vil anslå er på min egen alder. Helt modsat er herren placeret ved siden af. Han skal snildt være en 25 – 30 år ældre end jeg. Jethro Tull rammer bredt.

Før musikken sætter i gang kan man observere 6 mennesker på scenen. Jeg kan bedst beskrive dem med ordet vicevært. De er alle iklædt brugte læderjakker, lange bukser, sorte sko og så selvfølgelig en kost. De render rundt, tilsyneladende uden at bemærke publikum, og rydder op, fejer og snakker sammen. Det er humoristisk og næsten hyggeligt at kigge på, men allerede her spekulerer jeg på hvorfor det er så mærkeligt. Da lyset dæmper sig og Jethro Tull træder på scenen får jeg ikke besvaret mit spørgsmål – tværtimod.
Ian Anderson, frontmand og ”chefen”, ligner sig selv med sin sørøverbandana og den velkendte fløjte i hånden.
Pianisten minder mig om en klassiskspillende af slagsen, komplet med sort jakkesæt og heftige armbevægelser.
Bassisten er reelt set Napoleon i en ældre udgave – og med en elektrisk bass.
Guitaristen kunne, foruden håret, ligeså godt være Slash; hatten og det lange hår gør ham til en rigtig rockstjerne.
Trommeslageren er dog, en smule spøjst, ganske anonym og fuldstændig normal sammenlignet med de andre.
Det store trumfkort i dag, og hvad man ikke har set før, er den anden sanger. En ung knægt som jeg kun kan gå udfra repræsenterer Gerald Bostock fra debutalbummet. Hans stil sender mine tanker hen imod en slags avisdreng/crier (person der reklamerer for forretninger ved at råbe op fra et gadehjørne). Samtidigt er han den yngste på scenen i aften, men agerer som om tilnærmelsesvis ejer stedet – det er et sjovt spil de har imellem hinanden. Men lad os gå tilbage til selve musikken...

Lyden er fra første sang (som ikke overraskende er ”Thick As A Brick, Part 1”) rigtig god. Både keyboardet, trommerne, guitaren, bassen og trommerne går klart igennem, også når de alle sammen spiller. Det eneste som er svært at høre er desværre de to vokaler. Værst er Ian Andersons, hvor jeg især har svært ved at fange teksten. Lydene er der og man er ikke i tvivl om at han synger – volumen er bare for lav.

Vi får først serveret hele Thick As A Brick 1. Det er godt nok kun 1 sang, opdelt i 2 nogenlunde lige lange dele, men det varer stadigvæk næsten 50 minutter. I den tid ser vi selvfølgelig Ian Anderson stå på 1 ben og han står meget sjældent stille. Faktisk hopper han rundt det meste af tiden. Hele showet, især i første halvdel, minder mig langt mere om et teaterstykke eller en musical – bare læs beskrivelsen af de 6 bandmedlemmer ovenover!

Men det er selvfølgelig ikke det hele. Dette bizarre show, hvor endda bandmedlemmernes bevægelser minder mig om et teaterstykkes planlagte struktur, indeholder også spøjse og uforståelige interludes fra den opsatte skærm bag på scenen.
Bl.a. åbnes koncerten med en optagelse af Ian Anderson som en psykolog, og senere optræder han som en gartner der viser os rundt i en slotshave. Meget underligt. Men det bliver vildere endnu…
En fyr iklædt en dykkerdragt dukker også op på tilsyneladende fuldstændigt tilfældige tidspunkter, hvor vi ser ham vandre rundt på gaden – med svømmefødder og iltmaske.
Er der mere, spørger du måske? Ja, for faktisk bliver Ian Anderson ”tilfældigvis” ringet op af en veninde allerede i løbet af den første del af ”Thick As A Brick”, hvor hun så gæstespiller på en violin i et stykke tid – igennem et webcam. Det er alt imens hun har en sød baby på skødet.
Samtidigt render den unge sanger, som vi velsagtens kan kalde Gerald Bostock, også rundt på scenen og fejer løs med sin kost. Eller læser avis. I et enkelt nummer iklæder han sig endda et præstekostume og afbryder en sang for at bede.

Alt dette giver som sagt koncerten et overbevisende indtryk af at ville være alt andet. Det viser sig også i at ingen af musikerne nogensinde taler TIL publikum. Selv præsentationerne af bandet, som kommer lige inden ekstranummeret, udføres igennem et videoklip, igen med Ian Anderson som selvglad kommentator. 
Jovist, der er musik og masser af det – og det går hurtigt. Det er flere gange svært at følge med, fordi der foregår så meget på scenen. Samtidigt spiller musikken som igen ikke ligefrem er det nemmeste at fange i første hug.

I 2. del er det dog mest musikken det handler om. Der er enkelte videoklip, men også opdeling imellem de i alt 17 numre – det gør at det føles mere som en koncert. Hele seancen, som jeg bliver nød til at nævne er overvældende, men ikke mindst fantastisk at overvære, varer knap 2½ time inklusiv et kvarters pause. Musikken er meget krævende af lytteren. Den er storladen, vild og fyldt med temposkift. Musikerne er totalt tight, og man kan høre at de har gjort det længe. ”Stjernerne” i aften må dog, fra et personligt plan, være både Ian Anderson, som bare kan noget med den fløjte – ligemeget hvor mange ben han så står på. 
Det er dog især den unge sanger som stjæler min opmærksomhed. Fed, fed stemme og en gennemført og sjov sceneperformance, også selvom den er rutineret. Han passer fuldstændig ind i Jethro Tull/Ian Andersons mærkværdige verden. Guitaristen skinner også igennem i ”Upper Sixth Loan Shark” med en heftig og rocket solo.

Nu når vi så til det negative... Der skal så få idioter til før det bemærkes, men de er til stede i dag. En 2 – 3 publikummer kan bare ikke afholde sig fra enten at råbe dumme kommentarer henvendt til Ian Anderson, eller bare snakke alt imens musikken kører. Så hold dog kæft, eller skrid ud i forhallen – hvor svært kan det være? 
Volumen var, som jeg nævnte tidligere, desværre for lav i begge mikrofoner. Jeg håbede det blev forbedret til 2. sæt, men utroligt nok kunne jeg ikke høre nogen forskel overhovedet. Intet. Jeg vil også gerne knytte en kommentar til de emsige vagter; jeg forstår godt at bandet har et ønske om at ingen optager/tager billeder, men det irriterer faktisk, sjovt nok, også alle andre når I render rundt i mørke og lyser op med en lommelygte – især direkte ind i folks ansigter. Jeg er ikke sikker på hvordan man ellers skal hive fat i folk, men jeg synes ikke det holder at det skal gå udover alle andre.

Når alt kommer til alt, må jeg gå til bekendelse og indrømme at jeg stadig går fra koncerten med en overbevisning af at jeg endnu ikke forstår musikken. Det er noget jeg skal lytte mange gange til endnu. Men det, i sig selv, har ikke den store indflydelse på karakteren. Ikke andet end at jeg, ud fra det synspunkt, ikke kan give topkarakter, selv hvis alt andet var perfekt – jeg kan ikke virkelig påskønne det jeg ikke forstår. Men... Det var en absolut fantastisk tur som jeg mere end gerne vil gentage, også selvom det så skulle være et nogenlunde ens show. For det er et meget, meget rutineret show. Der er ikke meget improviseret over det, men for en førstegangs koncertgænger gør det virkelig ingenting. Derfor må det blive til 5 store stjerner herfra.

Sætliste:
Thick As A Brick 1:
1) – Thick As A Brick, Part 1 (Jethro Tull sang)
2) – Thick As A Brick, Part 2 (Jethro Tull sang)
Thick As A Brick 2:
3) – From A Pebble Thrown
4) – Pebbles Instrumental
5) – Might-Have-Beens
6) – Upper Sixth Loan Shark
7) – Banker Bets, Banker Wins
8) – Swing It Far
9) – Adrift And Dumbfounded
10) – Old School Song
11) – Wootton Bassett Town
12) – Power And Spirit
13) – Give Till It Hurts
14) – Cosy Corner
15) – Shunt And Shuffle
16) – A Change Of Horses
17) – Confessional
18) – Kismet In Suburbia
19) – What-ifs, Maybes And Might-Have-Beens
Encore:
20) – Locomotive Breath (Jethro Tull sang)

Læs mere...

Mark Knopfler

Hvis man siger Mark Knopfler, må man nødvendigvis også sige Dire Straits – eller er det omvendt? Der er i hvert fald ingen tvivl om at Dire Straits har haft en abnorm betydning for rockmusikken, og det skyldes i høj grad bandets sangskriver, Mark Knopfler. 

Her er en herre som er meget pæn til at besøge Danmark. Mark Knopfler har i løbet af de sidste 6 år besøgt Danmark intet mindre end 4 gange; Forum, 2008. Under Broen i Middelfart, 2010. Jyske Bank Boxen m. Bob Dylan, 2011, og nu senest i Forum i år – han besøgte endda Malmö dagen før, men de hyppige besøg påvirker tilsyneladende ikke fremmødet, for der var til aftenens koncert udsolgt flere uger i forvejen.

Denne koncert, med tilnavnet ”An Evening With Mark Knopfler”, var arrangeret med nummererede siddepladser og begyndte på det ugudelige tidlige tidspunkt af kl. 18:30.

Mark Knopfler:
Mark Knopfler var først aktiv med Dire Straits fra 1977 – 1995. Han begyndte dog på sine musikalske eventyr helt tilbage i 1965. Hans første soloalbum, “Golden Heart”, blev udgivet tilbage i 1996, kun 1 år efter at Dire Straits var brudt op. Albummet blev modtaget med middelmådige anmeldelser, hældende til det positive. Det samme var tilfældet for alle hans senere albums, som pt. tæller; ”Sailing To Philadelphia” fra 2000, “The Ragpicker’s Dream” fra 2002, “Shangri-la” fra 2004, “Kill To Get Crimson” fra 2007, “Get Lucky” fra 2009 og senest “Privateering” fra 2012. 
Anderledes ser det ud med Mark Knopflers filmiske albums, som f.eks. debutten ”Local Hero” fra 1983 og ”Wag The Dog” fra 1998, som begge fik overvældende rosende ord med på vejen.

Forum har gjort en del ud af at gøre det klart for alle tilskuere at koncerten begynder PRÆCIST til tiden. Da jeg får slået mig ned i mit sæde er klokken lige omkring 18:25, og – hold nu fast for jeg lyver ikke – klokken 18:32 var alle på plads, lysene var slukkede og publikum var musestille. Det er sgu ligegodt imponerende på en eller anden måde. 

Da Mark Knopfler og hans store ensemble på 8 mand, så vidt jeg kan tælle fra min ret så distancerede siddeplads, lægger fra land med “What It Is”, så ved jeg at det bliver godt. Jeg vil være ærlig allerede nu; jeg har (desværre, kan jeg nu sige!) aldrig fået lyttet ordentligt til Mark Knopflers solomateriale. Men det må jeg se at få gjort, for det er da ligegodt fantastisk. Indrømmet, jeg er en sucker for næsten alt som inkluderer elementer af “folk” i form af fløjte, violin og sækkepibe – der kan svært være for meget af det!

Netop denne aften veksler smukt og ubesværet mellem Mark Knopflers blues-inspirerede sange, til de stille country ballader og igen over til de folkede passager, som uden tvivl står som de stærkeste i aften – for mig, altså. Man kan selvfølgelig have forskellige meninger om hvorhenne Mark Knopfler er bedst, men de musikere som han har medbragt i dag, gør det umuligt ikke at blive betaget af fløjtens sørgende, søgende, melankoli, eller af violinistens tydelige spilleglæde.

Faktisk er det, ironisk nok, Mark Knopfler som modtager mindst af min opmærksomhed. Det er bare langt mere interessant at se hans musikere folde sig ud på scenen. Ikke fordi hovedpersonen ikke kan spille, for når han endelig fyrer op for soloerne, så lyder de virkelig godt. Men han har ikke meget sceneperformance, og selvom vokalen passer rigtig godt til musikken, er hans sangevner ikke bedre eller bredere end så mange andre. Og dette er så absolut ikke en kritik, faktisk det stik modsatte, for koncerten handler ikke om et eksplosivt show, men om at læne sig tilbage og nyde øjeblikket, og at Mark Knopfler ved dette, gør det kun til en så meget mere naturlig oplevelse. Her skal der ikke bevises noget. 

Og vi kan nyde det, for lyden er nok omtrent så god som den kan blive i Forum. Jeg er i det store og hele langt mere til stående koncerter, men i aften har jeg heldigvis perfekt udsigt til scenen, også er mit sæde placeret rigtig godt i forhold til højtalerne – jeg skal dog ikke kunne sige med sikkerhed om alle har været så heldige. Den gode lydkvalitet gør dog at jeg ubesværet kan sætte mig tilbage i sædet, lukke øjnene og lade sindet vandre omkring. Det er skønt. 

Publikum er for det meste stille og opmærksomme. Selvfølgelig vil der være forventninger til at høre nogle sange af Dire Straits, og selvom jeg, med mit begrænsede kendskab til bandet, da håbede på at ”Sultans Of Swing” ville blive luftet, gjorde det absolut ingenting at den ikke var med på aftenens sætliste. Fra den kant fik vi i stedet den smukke ”Romeo And Juliet”, som faktisk fik så gode modtagelser af publikum, at flere valgte at stille sig op. Mit personlige højdepunkt skulle dog komme fra den nye sang ”Kingdom Of Gold”, og den (u)naturlige fortsættelse i ”I Used To Could”. Her er et eksempel på at kunne gå fra folk til blues uden problemer.

Vi skulle hele 14 sange ind før vi nåede til ekstranumre, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så begyndte jeg at blive en smule utålmodig – og det bør jeg ikke, for musikken fejler ingenting! Men måske er det netop dét, at når man først har oplevet blues-delen, country-delen, folk-delen, og selvfølgelig ”Dire Straits”-delen, ja så er der ikke meget mere at komme efter. Måske man kunne og skulle have byttet et par af de nye sange ud med noget mere Dire Straits, som publikum kendte bedre? 

I hvert fald var begejstringen meget tydelig under den meget lange ”Telegraph Road”, som også markerede den første “slutning”. For vi skulle selvfølgelig have noget mere, og det fik vi i form af “So Far Away” – endnu en Dire Straits sang. ”Piper To The End” var dog den sidste sang for i aften, også kunne publikum glæde sig over at have fået lige godt og vel 2 timer i et behagelig og rart selskab. En del af publikum søgte faktisk op mod scenekanten til de 2 sidste sange, eller også rejste de sig op og blokerede de bagved siddendes synsfelt. En smule irriterende, men også forståeligt nok, da der ikke var indlagt nogle pauser i showet – og er man fan, skal man også vise man er fan. 

Når alt ovenstående er sagt, så er der kun karakteren tilbage. Den lander på et solidt 5-tal. 
Det skyldes at den første halvdel af koncerten var, for mig som “jomfru” en sand fornøjelse. Men efter ca. 1 time og 15 minutter kunne man have ønsket sig enten at gå direkte til ekstranumrene, eller simpelthen at smide flere crowdpleasere ind i sættet. Egentlig manglede vi ikke ”Sultans Of Swing”, men den ville stadig have været rar at få. Men tag ikke fejl; når Mark Knopfler kommer tilbage, og mon ikke det bliver snart?, så vil jeg se ham igen – for han, og især hans musikere, er garant for en god og mindeværdig oplevelse.

Sætliste:
1) – What It Is
2) – Corned Beef City
3) – Privateering
4) – Father And Son
5) – Hill Farmer’s Blues
6) – Kingdom Of Gold
7) – I Used To Could
8) – Romeo And Juliet (Dire Straits sang)
9) – Song For Sonny Liston
10) – Haul Away
11) – Postcards From Paraguay
12) – Marbletown
13) – Speedway At Nazareth
14) – Telegraph Road (Dire Straits sang)
Encore:
15) – So Far Away (Dire Straits sang)
Encore 2:
16) – Piper To The End

Læs mere...

Amorphis - Circle

20 år er gået siden finske Amorphis albumdebuterede med "The Karelian Isthmus". Nuclear Blast, der på daværende tidspunkt samarbejdede med Relapse Records, stod bag udgivelsen og stilen var ganske enkelt death metal. Bandet er nu klar med studiealbum nummer 11, "Circle", som også udgives af Nuclear Blast, men rent stilmæssigt ikke er så let at definere, som debut'en. At Amorphis' stil er af en lettere udefinérbar karakter er nu ikke noget nyt. Bandet gennemgik allerede en hørbar udvikling på album nummer to, "Tales From The Thousand Lakes" fra 1994, henover album nummer tre, "Elegy" fra 1996, til album nummer fire, "Tuonela" fra 1999. Det var først på sidstnævnte album, at den røde tråd for alvor blev synlig og ledte vejen igennem yderligere seks albums frem til "Circle".

"Circle" fortsætter éntydigt i samme tråd, som dets forgængere. Albummet byder på velleveret og velproduceret semi-progressivt metal med afsæt i folk og med et lille strøg af melodisk death metal. Forsanger Tomi Joutsen lægger ud med growl, men som det har været tilfældet på samtlige albums efter den føromtalte "Tales From The Thousand Lakes", tager den rene vokal over og dominerer størsteparten af albummet. Joutsen skuffer ikke. Han mestrer både growl og den rene vokal.

Dét, der skuffer på "Circle", er manglen på de helt igennem sublime og særdeles catchy numre, som Amorphis har komponeret talrige af igennem årene. Kun ét nummer skiller sig for alvor ud, "Mission". Jeg blev ramt af samme skuffelse, da "Silent Waters" udkom i 2007 og "The Beginning Of Times" i 2011. Begge albums - og nu også "Circle" - står i skarp kontrast til - i mine ører - mesterværker, som "Eclipse" fra 2006 og "Skyforger" fra 2009. På trods af talrige elementer i lydbilledet udebliver den store, positive musikalske oplevelse ved gennemlytningen af "Circle". Den udebliver også anden og tredje gang.

Amorphis har en håndfuld imponerende udgivelser i bagagen, og selvom jeg har fundet tre af bandets sidste fem albums anonyme og - groft sagt - ligegyldige, så tror jeg fortsat den finske sekstet kan rive én med. Personligt sidder jeg dog over denne gang.

 

Tracklist:

1. Shades Of Gray

2. Mission

3. The Wanderer

4. Narrowpath

5. Hopeless Days

6. Nightbird's Song

7. Into The Abyss

8. Enchanted By The Moon

9. A New Day

Samlet spilletid: 46:22

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2008

Siden starten i 2002 har Aalborg Metal Festival vokset sig større og større, både i udstrækning og størrelsen af navnene på plakaten. I år var ingen undtagelse, for festivalen var udvidet med en ekstra dag. Samtidig var hovednavnet, Opeth, det suverænt største band, der nogensinde har optrådt på AMF. Det har åbenbart resulteret i, at der ikke har været råd til at booke så mange af de udenlandske kunstnere, som man plejer. I diverse internetfora har det givet anledning til en del knurren, men det kunne ikke afholde Revolution Music‘s udsendte fra at dække begivenheden.


Crocell
Karakter: 5 / 6
Efter en lidt sløj dag torsdag, bød fredagen endelig på et mere spændende program. Og her var det århusianske Crocell, som åbnede festen. Bandet har netop fået pladekontrakt, og deres debut cd ”The God We Drowned”, udgives senere på måneden, og denne aften var selvfølgelig en mulighed for gruppen til at præsentere folk for deres nye cd og dens materiale. Og som en lille ekstra ting, fik folk mulighed for at købe albummet før tid på metal markedet - hvilket blev pointeret en del under showet. Med en flaske snaps på hånden var de fem herrer, som består af tidligere og nuværende medlemmer af Compos Mentis, Adversary, Demolition Inc., Slugs, Mare Crisium og Nurse, klar til at fyre den af for et vel mødt publikum. På trods af, at folk først var ved at lade op til weekendens metalfest og endnu ikke havde indtaget nok alkohol til at gå amok foran scenen, gav bandet den fra start til slut alt hvad den kunne trække. Front brøler Magnus Jørgensen var at finde over hele scenen og udover scene kanten, en dejlig energi og så sur han kan se ud (Haha).
Skide god koncert i de omkring 40 minutter de spillede, så var festivalen sat ordentligt i gang!

Lipid
Karakter: 2 / 6
Det første band, jeg oplevede på dette års festival, var Lipid. De trodsede det begrænsede fremmøde i salen, og fyrede op for deres Thrash Metal. De virkede lidt tilbageholdne, og musikken fik aldrig rigtig fat i mig. Den virkede ensformig, og kun et par melodiske guitarsoli pegede i positiv retning.
Med tiden viste bandet større overskud, men de kom aldrig ud over scenekanten. Fremmødet blev ikke meget bedre efterhåden som koncerten skred frem, og det blev anmelderhumøret heller ikke. Jeg var skuffet over, at Lipid ikke kunne leve op til det niveau, de viser på CD, så det blev til en bedømmelse under middel.

Eminence
Karakter: 0 / 6
Festivalens brasilianske indslag faldt desværre sammen med de udsendtes spisepause, så vi nåede kun lige at det allersidste af deres set med. Det er naturligvis for lidt til en fair bedømmelse, så Eminence må undvære en karakter i denne omgang.

Last Mile
Karakter: 4 / 6
Så var det tid til det første af de bands, jeg havde set frem til. Med deres debutalbum har Last mile nemlig formået at skærpe min interesse for en genre, der ellers ikke rangerer højt på den personlige hitliste.
Og de skuffede heller ikke, for fra starten var der maksimalt gang i den på scenen: masser af bevægelse, og et band, der i dén grad virkede tændt. Korte pauser mellem numrene holdt energien oppe, musikken har et fedt drive, og energien fra albummet fik lige en tand ekstra, hvilket var rigtig godt. Desværre skete det samme med Laurits stemmeføring, som var mere råbende, og derved overskred min tærskel for den slags vokal. Det trak dog kun begrænset ned i bedømmelsen af en performance, der var meget ærlig og ligetil. Ægte Hardcore fans ville nok bedømme indsatsen højere, men jeg var mere end tilfreds.

Exmortem
Karakter: 4 / 6
Allerede under lydprøven stod det klart, at det her ville blive HØJT. Og det blev det, i et sæt, der med hovedvægten lagt på det nye album, var meget mørkt og dystert. Stemningen var så mørk og dyster, at jeg kom til at tænke på Mayhems koncert i Århus – uden sammenligning i øvrigt. For første gang denne aften var publikum virkelig oppe på tæerne, og forsangeren Simon havde folk i sin hule hånd fra koncertens start. Exmortem leverede en meget velspillet omgang Dødsmetal, som var klart bedst i de numre, hvor tempoet enten var helt oppe eller helt nede. Den nye stil, som ligger et sted midt imellem, er ikke lige mig – jeg har svært ved at begejstres over den. Det lod ikke til at gælde hovedparten af de fremmødte, for publikumsresponsen var virkelig go’. For det musikalske vil jeg give bandet 3½ stjerne, men Exmortem fortjener en halv ekstra for deres meget flotte kontakt med publikum.

HateSphere
Karakter: 5 / 6
Ingen tvivl om, at Hatesphere som band har været igennem deres sværeste periode siden 4/5 af bandet smuttede, men denne aften var tiden til at overbevise eventuelle non-believers og vise, at de så sandelig stadig mener det ramme alvor! Der blev spillet numre fra alle skiverne, og de fremstod som meget energiske og stramme, og jeg må til stadighed forbavses over Joller’s scene-karisma. Han er gået ret uimponeret til opgaven og han er helt sikkert jobbet som frontmand værdig!
Noget som de fleste nok havde set frem til, var at høre de nye numre som Hatesphere lige har indspillet, og det blev til tre af slagsen, hvoraf ”Oceans of Blood” lige umiddelbart i mine ører var fedest, men alle tre tracks umiskendeligt havde ”pæren’s” aftryk på sig. Derudover var numre som ”Deathtrip”, ”Coming of Chaos” og ”Drinking with the King of the Dead” som altid sikre træffere. Lyden var ret god, og bandets performance var som vanligt energisk, højt og publikumsorienteret, og jeg glæder mig virkeligt til at høre den nye skive.

Illdisposed
Karakter: 4 / 6
Aftenens sidste band, var de ukronede konger af dansk dødsmetal, Illdisposed fra Århus (Ligesom 4 af de andre bands denne aften), og de var nok at regne som dagens hovednavn. Desværre synes jeg ikke helt, at de var dette prædikat værdige. Bo Summer virkede store dele af koncerten, som om han ikke rigtig gad. Jeg ved godt at manden nogle gange har lidt svært ved at holde sine meninger inde, men at det denne aften var det fedeste der skulle komme fra hans mund, havde jeg alligevel ikke regnet med. Gamle bandmedlemmer og andre danske metalbands fik på puklen, og det er ærlig talt en smule fortærsket efterhånden. Hans stemme er stadig fed, men når han virker uoplagt og kun har åndssvage ting at ytre, så falder respekten fra min side.
Illdisposed gav den dog fed gas, især trommerne var fede, og leverede de numre man kunne forvente af dem. Dog er det stadig de gamle numre fra ”Submit” der holder mest i min bog, men sådan er der jo så meget. Illdisposed leverede et fedt show, men jeg var en anelse skuffet.

Dødning
Karakter: 2½ / 6
Åbningsbandet lørdag var Dødning fra hovedstaden, og de sparkede dagen igang med Metal, der har klare rødder i den gamle Rock. Jeg tænkte på bands som Led Zeppelin og Down under sættet.
At musikken ikke var særlig tight spillet kunne man se gennem fingre med, men desværre var bandets performance præget af en del usikkerhed. De to forsangere gjorde deres for at komme ud i salen, men virkede ikke som om, at resten af bandet havde overskud til at støtte dem i den mission. Derfor endte Dødnings indsats som en skuffelse.

Chaoswave
Karakter: 2 / 6
Chaoswave havde taget turen fra det sydlige Europa, og på papiret har de rigtig gode kort på hånden til at præsentere en ordentlig gang Melodisk / Gothmetal; i front har de nemlig en sanger af hvert køn.
Desværre eksisterer denne fordel kun på papiret, for jeg har sjældent hørt nogen få mindre ud af dén konstellation. Stemmerne ligger ret tæt på hinanden, så det var ikke muligt at opnå noget spændingsfelt der. Desuden sang de ofte teksten sammen – hvorfor have 2 sangere, hvis man ikke bruger dem til noget?
Desværre var musikken ikke mere spændende. Alt for ofte manglede jeg en ekstra guitar i et lydbillede, der heller ikke bød på mange highlights. Samlet set var det en meget tynd performance, Chaoswave præsenterede det danske publikum for.

Mugshot
Karakter: 3 / 6
Der var vist ingen, der var i tvivl om, at disse københavnerdrenge var kommet til Jylland for at give den gas. De lagde ud med cool attitude og masser af bevægelse på scenen, hvor især de to guitarister støttede forsangeren Kim rigtig godt. Samtidig var der godt med knald på musikken, så starten var meget positiv.
Desværre begyndte musikken efter et stykke tid at blive ensformig, og jeg begyndte at småkede mig; glæden over den gode start begyndte at aftage.
Selv om musikken indeholder meget Metal, så giver den råbende vokal helheden et skud Hardcore, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Last Miles indsats dagen før. Her kommer Mugshot til kort, for selvom de gjorde rigtig meget for at presse deres musik ud til publikum, lykkedes det slet ikke i samme omfang. Derfor ender det med en bedømmelse til godkendt, men ikke meget mere.

Svartsot
Karakter: 0 / 6
At Svartsots koncert skule falde sammen med interviewforpligtelser er selvfølgelig uheldigt, men ikke desto mindre var det tilfældet, og derfor vil jeg på ingen måde give en karakter, men i stedet bare sige, at under de tre numre jeg så med Randers-krigerne, gjorde de en ganske fin figur, og skuffede ikke. Det var dog alt, det kunne blive til i denne omgang.

Keep of Kalessin
Karakter: 5 / 6
Næst efter Opeth var Keep of Kalessin det band, som jeg knyttede de største forventninger til på årets festival. Deres meget selvstændige Black Metal stil med rigtigt fængende omkvæd, havde jeg set frem til at opleve live.
Umiddelbart virkede det som om, at publikum ikke kendte bandet, men det kom de til! Med numre fra deres 3 seneste udspil leverede Keep of Kalessin et virkelig gennemført sæt. Især var det imponerende så helstøbt et lydbillede, de byggede op med kun 1 guitar på scenen.
En helt speciel indsats leverede trommeslageren Vyl; den var intet mindre end fantastisk! Manden præsterede det kunststykke at sidde fuldkommen afslappet med ubevægelig overkrop, mens han blastede og grindede løs i et fuldkommen vanvittigt tempo. Damn, det var fedt!
Samtidig er det helt sikkert, at der ikke var så meget som ét støvkorn tilbage på scenen efter koncerten, for med de voldsomme møllehjul, nordmændene lavede, kunne det ikke lade sig gøre. Der blev rystet garn til den store guldmedalje ved enhver given lejlighed.
En virkelig overbevisende performance, hvor Keep of Kalessin til fulde indfriede mine forventninger og viste, at de er et meget spændende band på den mørke side af Metal scenen.

Coldworker
Karakter: 3½ / 6
Svenske Coldworker har for et lille halvt år siden udgivet deres andet album, ”Rotting Paradise”. For dem som ikke kender de gæve svenskere, er der tale om rimeligt simpelt deathmetal, dog med en del charme og hurtighed. Svenskerne gjorde således fin figur på de skrå brædder… I hvert fald i mine ører i starten, men jeg tror måske man skal kende numrene før man kan blive rigtigt fanget af Coldworker’s musik, for ærlig talt, så smeltede de en smule sammen og det blev hen mod slutningen en kende kedeligt. Desværre, for de gav dem rimeligt med gas på scenen; især Oscar’s fingre på den 4-strengede var på overarbejde. Nummeret ”Reverse the Order” og covernummeret ”Necromancer” af Sepultura, var dog højdepunkterne i en lidt træg, men absolut godkendt koncert.

Konkhra
Karakter: 0 / 6
Konkhra måtte ligesom Svartsot lide under den fæle interviewforpligtelses-tort, men ifølge vores medbragte kammesjukker, gjorde DK-Deathmetal’s grand old man, Anders Lundemark, og hans kumpaner ganske fin figur, og de nye numre, der figurerede på setlisten, gav gode forhåbninger til det snarligt kommende album fra Konkhra.

Opeth
Karakter: 5½ / 6
Hovednavnet på AMF ’08 var ingen ringere end mægtige Opeth, der siden debutalbummet har rykket sine musikalske grænser flere mil end de fleste bands. Opeth var noget nær det eneste internationale topnavn på årets program, så forventningerne til dem var fra starten store.
Efter en forsinkelse på ca. 40 minutter (Mere om den senere) gik bandet i gang, og første nummer denne aften var, ikke overraskende, ”Heir Apperant” fra den seneste ofring, ”Watershed”. Denne aftens setliste bestod nærmest kun af de sikre hits; altså ingen overraskelser, eller sats fra bandets side, og det var nok fornuftigt nok i og med at aftenens koncert kun måtte vare 75 minutter, frem for de normale 90 minutter, et Opeth show varer. Det kunne dog have været fedt med både et længere set, men også nogle af de lidt mindre spillede numre. Sådan er det bare…
At Opeth er professionelle musikere, er der bestemt ingen tvivl om, og det var superfedt at se dem i aktion. Lyden var dejlig sprød, bandet besad et overskud af en anden verden på scenen og virkede meget glade og i stødet. Mikael Åkerfeldt jokede en hel masse på scenen og generelt var showet med Opeth den koncert, man havde håbet på kunne slutte dette års festival. At karakteren ikke helt rammer toppen, skyldes simpelthen bare, at jeg synes at Martin Axenrot havde lidt problemer til tider, hvilket mest kom til udtryk i ”Deliverance”, hvor stortrommerne ikke helt sad i skabet. Resten var dog helt til UG!

Afrunding: Nedgangen i antallet af udenlandske bands havde en negativ indvirken på årets festival, som tilstedeværelsen af et kæmpenavn som Opeth ikke kunne udligne. I stedet måtte vi ”nøjes” med navne fra toppen af den danske metalverden. Nøjes skal her ikke forståes rent kvalitetsmæssigt – den danske top holder et meget højt niveau. Problemet ligger i, at publikum har rig mulighed for at opleve disse navne på de danske scener ”til daglig”. Dermed udvandes et at de træk, der har gjort AMF til noget særligt, nemlig muligheden for at opleve udenlandske navne.
Til fremtidige udgaver af AMF bør man nok overveje hvilken vej, man ønsker at gå. En anden småting, der kunne ændres eller justeres, var den måde folk stod klemt sammen i forgangen, inden koncerten med Opeth. Det var ikke optimalt!
Det var en stor oplevelse at se Opeth på scenen, men det havde givet en bedre festival helt overordnet set, hvis man havde haft flere af de knapt så store udenlandske kunstnere på plakaten.

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Carsten

Læs mere...

Salida - Open Question Ep

Jeg lægger for med en erklæring der kan misforstås, men jeg satser hele butikken:

”Jeg har et svagt punkt for Sebastian Wolff!!!”

Udover at virke som sanger og sangskriver i Brudevalsen, (Skal lige siges, at jeg ved ikke hvor stor indflydelse manden har i Brudevalsen) som jeg sidste år roste til skyerne, er han også at finde i Salida, og her er han vist primus motor da han har skrevet, mixet og produceret det hele. Registeret som Sebastian besidder, er meget varieret, både som sanger, men også som sangskriver.
Kort sagt: Manden kan en del.
Hvis man skal placere Salida et eller andet sted på den musikalske linie, må man lægge dem et sted omkring noget afdæmpet folk-rock, med et utroligt fængende antrit. Efter 10 sekunder var jeg sgu fanget, og efter rigtig mange gennemlytninger, holder den altså stadig.
Musikalsk er det ligesom at skiven kan deles i to. Den første halvdel, og min personlige favorit, er den der virkelig gjorde indtryk på mig. Det stryger stykke der er i ”Open Question” fik mig nærmest til at tude. Ligesom riffet i ”Neighbourhood” der er aldeles fedt. (Og radio venligt.).
På den anden side kan man sige at de to sidste numre bliver en anelse for lange, men at det lige skralder an, da de også er enormt fængende.
Jeg synes at Salida er et enormt spændende bekendtskab, og at de i hvert fald er et par lyt eller tre værd. Min konklusion er, at Salida måske har en tendens til at stå lidt for meget i stampe, men at deres gode sans for melodier redder dem i stor stil. Sebastian er en rigtig fed sanger, og om han udnytter sit potentiale til fulde, må vise sig på Salida’s (Eller Brudevalsens) næste udspil. Jeg glæder mig rigtig meget.

Track list:
01: Neighbourhood
02: Open Question
03: Words of Sadness
04: Amends


Revolution Music vil gerne takke Salida for tilsending af denne demo.

Læs mere...

Paths of Prakriti - Axis Mundi

Jeg må ærlig indrømme, at min anmeldertjans gennem årene har budt på et par spøjse oplevelser. Nogle gange får man jo chance for at høre noget musik, man normalt ikke ville røre med en ildtang. Paths of Prakriti er i hvert fald et band jeg ikke ville have bemærket, hvis ikke jeg var blevet bedt om at give ”Axis Mundi” en bedømmelse.
Paths of Prakriti er et norsk orkester, der begiver sig rundt i den stenede afdeling af folk musik. De kunne måske visse steder opfattes som Bob Dylans glemte og grimme lillebror. Jeg er ikke sikker på, at de har samme protest-gen som ”his Bobness”, men stemningen i sangene og udtrykket i musikken er godt derhenne ad.
Numrene slæber sig af sted over de tre kvarter, som skiven varer, og det eneste der faktisk går i mine ører som værende decideret træls, er den guitar de mangler at stemme! Den figurerer rigtig mange steder, og ender ud med at blive en ørebæ af format!

Jeg har ærlig talt ikke det store forhold til denne genre, men må sige at jeg ikke er skræmt over Paths of Prakriti´s bud på et album, om end den førnævnte guitar er rådden træls. Jeg synes måske, at der til tider går for meget hindu i den, men hvad kan man forvente af et bande med navnet Paths of Prakriti.

Tracklist:
01: Running Dry
02: There is a Road
03: Outside Your Door
04: Dark Horse
05: In the Morning
06: Kingdom Come
07: Kali Has Woven
08: Devil´s Eye/Demon´s Sigh
09: Unborn Seas
10: The Streets and the Deep Below
11: Oh, Surrender
12: Heaven and Hell

Total Spilletid: 45:49 Minutter

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed