fbpx

Tyr - Hel

Allerede inden dets udgivelse er “Hel” noget usædvanligt for færøske Tyr; hvor der maksimalt har været 3 år mellem deres syv første studiealbums, har der denne gang været en pause på hele 6 år. Det skyldes dels, at det høje tempo var for meget i længden, dels at man har fået ny trommeslager og ditto guitarist.

Nye folk eller ej, så fastholder Tyr deres melodiske og meget nordiske version af Folk Metal, og lyder langt henad vejen som de plejer. Derfor er der genhør med flotte vokaler og lækre guitarmelodier, og selvom der er indslag med udmærket Metal, er det de melodiske sider af bandet, der vises mest denne gang. Og vi bliver heller ikke snydt for færøsk fællessang – det er der masser af i “Ragnars Kvæði”.

Jeg må indrømme, at Tyr aldrig rigtig har fået greb i mig, og det lykkes heller ikke for dem med ”Hel”. Selvom de ind imellem har fat i noget godt, så fanger det mig ikke – det hele er lidt for hyggeligt for min smag. Og så er der flere numre med sekvenser, som ligner hinanden meget – jeg tog mig selv i at tænke omkvædet fra ”All Heroes Fall” ind i et par af de andre numre senere på albummet. Desuden er der et par ligegyldige tracks, som jeg sagtens kunne undvære – med 70 minutters spilletid ville det ikke gøre noget at skære der. Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Tyrs faste følgere vil være meget uenige og bedømme albummet meget højere end jeg gør.

Tracklist:
1. Gates of Hel
2. All Heroes Fall
3. Ragnars Kvæði
4. Garmr
5. Sunset Shore
6. Downhill Drunk
7. Empire of the North
8. Far from the Worries of the World
9. King of Time
10. Fire and Flame
11. Against the Gods
12. Songs of War
13. Alvur Kongur
Samlet spilletid: 69:56

Læs mere...

Korpiklaani - Kulkija

Med ”Kulkija” udsender Korpiklaani deres tiende album, og det må siges at være ganske godt gået, da jubilæet rundes kun femten år efter debutskiven ” Spirit of the Forest”. Titlen betyder ”vandrer”, og de fjorten numre beskriver mere eller mindre direkte episoder fra vandringsmandens liv.

Finnerne beskriver selv albummets som deres mest alsidige, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret: Når det gælder instrumentering og stemninger, kommer de virkelig langt omkring. Vanen tro er det den nordiske Folkemusik, der danner basis for numrene, som anført af violin og harmonika drøner løs med stampende rytmer. Her passer det fint ind i billedet, at Jonne Järvelä udelukkende synger på finsk; at man ikke forstår indholdet er mindre vigtigt – her betyder stemningen mere, og kan sagtens bruges til fællessang i festligt lag.

Mit favoritnummer på albummet er ”Kallon Malja”, som kører godt med et glimrende drive; her sætter guitar og trommer dagsordenen, ligesom vokalen har ekstra kant. Desværre står nummeret ret alene når det gælder skarphed, for selv om de øvrige tracks indeholder Metal, er den afdæmpet og har svært ved at gøre sig gældende i forhold til de akustiske instrumenter. Det giver numrene slagside mod det Folkmæssige, og gør albummet til en hyggelig og absolut ufarlig affære. Det falder ikke i min smag, og man skal virkelig sætte pris på Folkemusikken for at få fuldt udbytte af ”Kulkija”.

Tracklist:
1. Neito
2. Korpikuusen kyynel
3. Aallon alla
4. Harmaja
5. Kotikonnut
6. Korppikalliota
7. Kallon malja
8. Sillanrakentaja
9. Henkselipoika
10. Pellervoinen
11. Riemu
12. Kuin korpi nukkuva
13. Juomamaa
14. Tuttu on tie
Samlet spilletid: 71:20

Læs mere...

Vintersorg - Till Fjälls del II

Med mere end tyve år på bagen må Vintersorg (både bandet og hovedmanden af samme navn) regnes blandt pionererne indenfor den nordiske Metal. Til bandets tiende album har hovedmanden vendt blikket bagud mod debutalbummet ”Till Fjälls” som inspirationskilde; deraf tilføjelsen Del II i titlen på den nye udgivelse.

Ikke uventet er resultatet blevet et genhør med de elementer, som har kendetegnet bandets karriere: Der er buldrende trommer og fræsende guitarer, som tangerer Black Metal; der er symfoniske elementer, og der er både brølende og rene vokaler. Men frem for alt er der meget fine melodier, som er tydeligt inspireret af den nordiske tradition for Folkemusik. Vintersorg afgrænser ikke brugen af de forskellige byggeblokke inden for hvert nummer, men bruger dem rundhåndet, så de fleste tracks kan byde på lidt af hvert. Umiddelbart burde det resultere i stor variation, men da de enkelte elementer er ret ens, bliver resultatet alligevel forudsigeligt. Samtidig er de voldsomme elementer trukket tilbage, så de markerer, men ikke bliver dominerende. Det tager toppen af hårdheden, selv om tempoet ofte er pænt højt, og den brølende vokal har udmærket kant. Musikken har mange facetter, men da det i sidste ende er melodierne, som dominerer udtrykket, giver de ikke fuldt udbytte. Mange numre lyder som genren oftest gør, så albummet høster ikke mere end et Okay fra mig.

Tracklist:
1. Jökelväktaren
2. En väldig isvidds karga dräkt
3. Lavin
4. Fjällets mäktiga mur
5. Obygdens pionjär
6. Vinterstorm
7. Tusenåriga stråk
8. Allt mellan himmel och jord
9. Vårflod
10. Tillbaka till Källorna
11. Köldens Borg
12. Portalen
13. Svart Måne
Samlet spilletid: 76:43

 

Læs mere...

Huldre - Copenhell 2017

Folkemetal er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Men når øllet flyder som fra Heidruns yver i Valhal, og når folkemetallen samtidig fremføres for mig så knivskarpt, velklingende og professionelt, som den bliver af Huldre, så elsker jeg fandme folkemetal lige så højt som de ting, der gør denne verdslige Midgårds-eksistens alt besværet værd.

For knivskarpt, velklingende og professionelt er lige, hvad det som minimum er, da Huldre indtager en ad hoc-skovbeklædt Hades med den fabelagtige “Ulvevinter”. Og netop fabler er lige, hvad den næste time byder på. Fabler, sagn, myter, viser — i det hele taget indblik i den melankolske og mørke del af Dannevangs middelalder.

Huldre er vokset siden først og sidst, jeg stiftede bekendtskab med dem for ret præcist 2,5 år siden. Og det klæder dem at være groet ud fra undergrunden, som de træer der omgiver dem, og op foran tusindvis af feststemte vikingeefterkommere. Som jeg før har sagt, er Huldre fandeme så et af Danmarks mest imponerende bands. Og det er der lykkeligvis mange flere, der har opdaget i mellemtiden.

Nye skæringer som den flotte “Fæstemand” og den mesterligt gennemførte “Varulv” får den halve Copenhell til at give genlyd af fællessang. Gamle fanfavoritter som “Trold” og “Spillemand” får nær betongrunden til at flække under støvletramp og kædedans. Ja, det er faktisk svært at se, hvordan det hér band overhovedet kan gøre noget forkert, når de bare bliver ved med at skrive så overbevisende sange og i det hele taget være så skudsikre i deres udtryk.

Enkelte synes måske, det er for meget med fortællingerne mellem numrene. Som min gode kollega Casper Villumsen hos Devilution har påpeget, så tenderer de lange udredninger af sangenes baggrundshistorier af og til en kende børneteater. Nanna Barslev (Nanna hin Fagre, om man vil) er bestemt heller ikke den arketypiske metalfrontfigur. Men altså, gudskelov for dét, da!

Frem for alt elsker jeg også bare, at det hér simpelthen er så fucking gennemført. Min brandert, som jeg i showets anledning har hamret omhyggeligt op lige under level ‘Godzilla’, burde måske råbe på mere hegn og mindre snak. Men fandme nej. Huldre gør tingene på deres måde. Og når musikken spiller, — hvad den jo for hulen gør langt størstedelen af tiden, — så er det hér band ikke bare en normalt crowdplease’ende størrelse. De er simpelthen et af Danmarks bedste livebands nogensinde.

Hvad metal angår, tilhører Huldre landets absolutte elite. Og hvad folkemetal angår tilhører de verdens absolutte elite. Og så er det i øvrigt en superfed overraskelse, hvordan Nanna hin Fagre (jo, den holder!) nu også har implementeret noget growl-tilnærmelse i sin i forvejen så smukke røst.

Når jeg lige lader der mangle 1/2 stjerne fra topkarakteren, så er det fordi, jeg er sådan en irriterende røvballeanmelder, der godt kunne tænke mig, at Huldre rent sangskrivningsmæssigt såmænd bare satsede 1/2 ulvetand mere på at opdyrke melodier frem for stemning. Stilen og atmosfæren er 100% intakt, hooks’ene er det kun omkring 95% af tiden. Men det er sandelig heller ikke fordi, mindre ikke kan gøre det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • RED WARSZAWA_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • GHOST IRIS_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Cnoc An Tursa - The Forty Five

Navnet Cnoc An Tursa er gælisk, og betyder noget i retning af ”højen med den opretstående sten”. At man har valgt netop dette navn passer fint ind i bandets ønske om at kombinere traditionelle skotske melodier og ditto lyrik med moderne Metal.

”The Forty Five”, som er bandets andet album, lægger ud med episke melodier og nydelige folkemelodier uden indhold af Metal. Det virker næsten som om, at bandet vil sikre sig, at lytteren forstår deres musikalske rødder inden der tilsættes andre ingredienser. Uanset baggrunden, så fungerer musikken godt; under hver gennemlytning har jeg en film med storslået og rå natur kørende på den indre biograf.

Brugen af fløjter er behersket, men den er alligevel tilstrækkelig til, at musikken får et umiskendeligt britisk Folk-præg. Samtidig kører der tunge Metal-rytmer i baggrunden, som sikrer pondus og energi. Og skulle det ikke være nok, leverer guitaristen Alan Buchan en brølende vokal, der har power nok til at sætte tingene på plads. Hvis man stadig savner energi, skal man hen til ”Sound The Pibroch”, som eksploderer i voldsom Metal, men bibeholder de fine melodier fra de resterende numre. Det efterfølgende ”Fuigheall” følger trop med mere af samme skuffe, bare lige for at markere.

Kombinationen af Folkemusik og Metal er ikke helt nem at få til at fungere; ofte passer balancen ikke, så det ene af elementerne får overtaget. På dét punkt klarer skotterne sig virkelig godt, for ”The Forty Five” holder hele tiden gang i begge dele på en overbevisende måde, hvilket gør albummet virkelig godt.

Tracklist:
1. Will Ye No Come Back Again
2. The Yellow Locks Of Charlie
3. The Standard on the Braes o' Mar
4. Wha Wadna Fecht For Charlie
5. Flora Macdonald
6. Sound The Pibroch
7. Fuigheall
8. The Last of the Stuarts
Samlet spilletid: 46:51

 

Læs mere...

Borknagar - Winter Thrice

20 år er der efterhånden gået, siden Borknagar udgav deres selvbetitlede debutalbum, og det markerer nordmændene med udsendelse af deres tiende album. Tallet alene vidner om en konstant udgivelsesfrekvens, og når man gennemlytter albummet står det klart, at Øystein Brun & Co. fortsætter med at blande elementer af Folk- og Viking Metal ind i deres Sorte udgangspunkt for at forfine deres personlige stil.

Resultatet er domineret af en åben og melodisk atmosfære, der er nem at gå ind i. Melodierne fænger udmærket, og de enkelte numre udvikler sig forskelligt, så der er udmærket afveksling i udtrykket fra track til track. Det hele serveres med en symfonisk indpakning, som er lige så imponerende og storslået som de norske bjerge. Ind imellem bliver det lige markeret, at man ikke har glemt at Borknagar startede med Black Metal som hovedretning. Det sker i sekvenser hvor opskruet tempo og skarpe instrumenter ledsager Vintersorg brølende vokal. Men disse udgør kun en mindre del af spilletiden, det er det melodiske, der er fremtrædende. Den resulterende stemning minder mig flere steder om Primordial, den er bare ikke helt så dyster som hos irerne.

Generelt er udtrykket højtideligt, men det overdrives ikke, så resultatet udstråler stolthed og værdighed, men undgår at blive selvhøjtideligt. Med gæsteoptræden af bandets tidligere sanger Kristoffer Rygg (a.k.a. Garm, kendt fra Ulver), er man oppe på hele fire vokalister, og det giver mulighed for at skabe noget ekstra på dén front. Det potentiale bliver desværre ikke udnyttet fuldt ud, for sangerne adskiller sig ikke nok fra hinanden. Personligt havde jeg også gerne hørt en større hårdhed i Jens Bogrens mix af skiven, det havde givet lidt mere kant. Men det er et spørgsmål om smag, for ”Winter Thrice” er en gennemført skive for alle, som har hang til velskrevet Metal med det melodiske i fokus.

Tracklist:
1. The Rhymes of the Mountain
2. Winter Thrice
3. Cold Runs the River
4. Panorama
5. When Chaos Calls
6. Erodent
7. Noctilucent
8. Terminus
9. Dominant Winds
Samlet spilletid: 56:57

 

Læs mere...

Ensiferium - Copenhell 2015

En herlig måde at starte Copenhells 2. dag er med folkemetal – nærmere bestemt de finske krigere i Ensiferum. Igen er det et forholdsvist tidligt tidspunkt, og pladsen foran Hades er derfor ikke proppet – men dog alligevel godt fyldt ud.
Jeg så sidst Ensiferum i Vega tilbage i slutningen af marts, og det var en god koncert, dog uden at blive mere end dét. I dag bliver det da overordnet heller ikke bedre, men det er i denne omgang pga. nogle andre omstændigheder.

Til at begynde med skal lyden lige finjusteres, og stortrommen især lyder alt for klikket. Der går dog ikke lang tid før det er rettet rimeligt godt op, selvom man aldrig reelt kan høre kvinden bag keyboardet – her taler jeg om vokalen, og ikke keyboardet. Men det er også udelukkende baggrundskor, så ikke meget går tabt. 
Nej, det reelle problem er, at Ensiferum har problemer med deres præindspillede stykker, som f.eks. gør at vi ikke får sangen ”Warrior Without A War” at nyde, og – kunne man formode – også går glip af træfsikre skæringer som f.eks. ”Iron”

Det lægger dog ikke en dæmper på hverken band eller publikum. Ensiferum selv er langt mere tændte end i Vega, og bassisten skiller sig som altid positivt ud med sine store armbevægelser og brede grin – foruden hans løben-frem-og-tilbage. Ensiferum har desværre ikke længere deres hyrede harmonikaspiller med, hvilket ellers tilføjede en fed dynamik. De andre medlemmer er mere reserverede, men det er tydeligt at de ikke keder sig – de koncentrerer sig blot.

Ligeledes er de fleste publikummer på, og flere har medbragt både vikingehjelme og latexvåben som sværd og økser (især sidstnævnte passer perfekt som fod i hose under sangen ”Axe Of Judgement”). Både moshpit og cirkelpits opstår, og mange både klapper, løfter næverne i vejret og synger/råber med – når det altså er muligt, for en del tekst foregår på finsk.
Overordnet er det et party-sæt Ensiferum har medbragt, så folk har det godt. Det er desuden, for undertegnede, en fornøjelse at bevidne ”Twilight Tavern” – øj mand, den er fee’!

Det bliver desværre kun til ca. 45 minutter, hvilket føles alt for kort. Som et lille plaster på såret afsluttes herlighederne til gengæld med den festlige diskoslager ”Two Of Spades” (yep, disko!). Glimrende afslutning på en god koncert, som sagtens kunne have nået nye højder med bedre betingelser.

Sætliste:
1) – March Of War (intro)
2) – Axe Of Judgement
3) – Heathen Horde
4) – Twilight Tavern
5) – Lai Lai Hei
6) – Token Of Time
7) – Ahti
8) – Burning Leaves
9) – Two Of Spades

 

  • Morgoth_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pretty Maids_8
  • Forfatter: Jill
  • Ensiferum_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Furor Gallico - Songs From The Earth

I det sekund jeg trykker på play og begynder at lytte til denne skive, frygter jeg at jeg har rodet mig ud i noget, jeg skulle have holdt mig fra. Folk metal. Dette er absolut ikke en genre jeg normalt lytter til eller ved ret meget om. Men nuvel, jeg sætter mig alligevel for at give italienske Furor Gallico en chance. Ind imellem kan man jo blive glædeligt overrasket.

Bandet beskriver deres musik som ”pure italian folk metal”. Om det forholder sig således kan jeg nok ikke bedømme, men jeg kan sige så meget, at der både er en harpenist, en violinist og ikke mindst en sækkepibespiller med i dette band. Så er der vel i hvertfald lagt et godt fundament, for at spille god folk metal? Om det så lykkes er jeg måske ikke den rigtige til at bedømme, men det er nu engang mig der skal tage stilling til det. Og min dom må altså være, at Furor Gallico ikke ligefrem har begået noget mesterværk. Det er svært at finde den røde tråd, når der skiftevis synges på italiensk og engelsk, og noget der lyder som en afart af elvisk. Når der det ene øjeblik spilles folkemusik og det næste….jazz? Som på skæring nummer seks ”Squass” hvor tankerne pludselig bliver hensat til en jazz club, fremfor et ”Lord Of the Rings” lignende miljø. Jeg er nødt til at sige, at det nummer lyder absolut rædselsfuldt! Og det er det desværre ikke det eneste der gør. Åbingsnummeret er ikke meget bedre, og jo længere man kommer i tracklisten går det op for en, at det ikke bliver bedre. Vokalen irriterer mig grænseløst, og mere end noget andet, lyder forsangeren Davide egentlig mest som en gal trold. Det eneste nummer jeg faktisk synes er hæderligt, er skæring nummer to ”Nermain’s Breath”. Om end det også åbner med en noget ”jazzet” lyd, så kan jeg rigtig godt lide at der er fri leg for sækkepiber og masser af fine stykker med harpe på nummeret.

Med frygt for at lyde meget forudindtaget og negativ, må jeg altså sige at det her ikke er noget fed skive. Produktionerne lader meget tilbage at ønske, og det samlede indtryk er som sagt ret rodet. ”Songs From the Earth” kan muligvis være interessant for dem der allerede er glade for denne genre, men for os andre er det altså på ingen måde noget man skal bruge sin tid på.

Track list:
1. The Songs Of the Earth
2. Nermain’s Breath
3. Wild Jig Of Beltaine
4. La Notte Dei Cento Fuochi
5. Diluvio
6. Squass
7. Stream Over the Mountains
8. To The End
9. Eremita
Samlet spilletid: 00:62:00

Læs mere...

Ensiferum, Insomnium, Omnium Gatherum - Lille Vega

Så er det tid til at byde finske Ensiferum velkommen tilbage! Efter et (blev jeg fortalt) vellykket show på Roskilde Festival i 2013, og med et nyt album i bagagen, er det et kærkomment gensyn.

Mit eget kendskab til Ensiferum i livesammenhæng er således, at jeg i 2010 tog til Heidenfest på VoxHall, hvor Ensiferum var hovednavnet; det var deres første gang i Danmark, og det var bestemt turen værd. Sidenhen har jeg set dem på den tyske metalfestival Wacken året efter, men gik desværre glip af Ensiferum både som opvarmning til Children Of Bodom i Vega samme år, og ligeledes på Roskilde Festivalen.

Valget som opvarmere er faldet på landsfællerne i Insomnium og Omnium Gatherum. Der stopper lighederne også delvist, for hvor Ensiferum er fast plantet i folkemetallen, flirter begge opvarmningsband med både melodisk dødsmetal, doommetal og progressiv metal.

Insomnium har besøgt Danmark én gang før, tilbage i 2013 som opvarmning for Children Of Bodom i Amager Bio, mens det for sidstnævnte er deres første show på vore breddegrader.

 

Omnium Gatherum:
Det melodiske dødsmetal band oprandt tilbage i 1996, og brugte de første år på at udgive forskellige demoer. Først i 2003 udkom debutalbummet ”Spirits And August Light”, men allerede året efter udgav de – via Nuclear Blast – det næste af pt. 6 skiver; ”Years In Waste”. Det bedst kendte album er nok ”New World Shadows” fra 2011. Det seneste er kaldet ”Beyond” og fra 2013.
Det er i øvrigt guitaristen, der er et originalt medlem i bandet.

Til trods for det tidlige, men fornuftige, starttidspunkt i form af kl. 19 skal vi ikke mere end 5 minutter ind i seancen inden Lille Vega er pænt fyldt op. Det ser desuden også ud til at en mindre skare af fans er mødt op, hvilket ellers ikke ofte er tilfældet for opvarmning. 
Omnium Gatherum går til stålet, hvor alle er livlige i en vis grad. Forsangeren er en glimrende indpisker, og balancerer stilfuldt imellem at være krævende, og at være opgivende. Der er også en fed dynamik imellem ham og resten af bandet.

Publikum, foruden fanskaren, efterfølger generelt alle forsangerens forslag (klap, hop, headbang, etc.), men uden selv at tage initiativ; der skal lige varmes en smule op. 
Lyden er desuden udmærket, men både guitaren og keyboardet har det med at blive overdøvet af trommerne.

Omnium Gatherum har tydeligvis en god aften, også selvom det er mandag. Der er ikke meget at sætte på deres optræden, og det er perfekt som opvarmning, men når det er sagt, bliver det aldrig noget særligt – det er godt, men ikke mere end det. 
4/6 stjerner.

 

Insomnium: 
Insomnium har eksisteret siden 1997 og udgivet 6 albums, hvor især det nyeste fra 2014 ”Shadows Of The Dying Sun” blev positivt bemærket. Insomniums tekster beskæftiger sig primært med mørke, tristhed, smerte, tab og naturen, hvilket kan anes i album- og sangtitlerne. 
Det er kun guitarister der er blevet udskiftet i bandet, og pt. er det Markus Vanhala, der også spiller i Omnium Gatherum, der er med på fuld tid.

Videre, vildere! Eller… Set i bakspejlet bør man nok have sat Insomnium på først, da de er langt mere dystre og deraf mindre festlige end Omnium Gatherum. Det momentum der var godt på vej til at blive bygget op forsvinder langsomt, men sikkert, i løbet af den næste time. Ja, du læste rigtigt; en hel time får Insomnium stillet til rådighed.

Selvom musikken er ”sløv i det”, er bandet hverken trætte eller uengagerede at se på. Det tekniske spiller, og publikum er ligeledes godt med. Overordnet er der god respons hele vejen igennem, og modsat tidligere tager folk selv initiativet. En bedre og klarere lyd hjælper også på det, selvom de programmerede og melodiske keyboardstykker sjældent kan høres særlig godt. At folk sludrer på livet løs hjælper heller ikke på tingene, her i den midterste del af salen. Det er dog ikke tilfældet længere oppe foran.

Og tiden går således, indtil en hel time er passeret. Det vil jeg mene er at strække den, selvom en god del af de fremmødte ser fornøjede ud. Det er et godt show, uden at løfte sig derover. Personligt, til gengæld, er jeg glad ved Insomniums musik, så jeg håber snart de får mulighed for at komme og optræde som headliner. Nu har de ageret support 2 gange, så tiden vel efterhånden være til det?
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Killjoy
2) – While We Sleep
3) – Every Hour Wounds
4) – Daughter Of The Moon
5) – Black Heart Rebellion
6) – Where The Last Wave Broke
7) – The Promethean Song
8) – Drawn To Black
9) – Ephemeral
10) – Weighted Down With Sorrow
Kilde: www.setlist.fm

 

Ensiferum:
Oversat fra engelsk betyder navnet ”sværd bærende”, og Ensiferum er et af Finlands helt store folkemetalbands. De har udgivet 6 albums, hvorfra jeg vil mene at ”Iron” fra 2004, ”Victory Songs” fra 2007 og ”From Afar” i 2009 er de bedst kendte. 
Det er kun guitaristen/den rene vokalist Markus Toivonen der er et originalt medlem, og han overtog de rene vokaler efter den tidligere sanger stoppede i 2004.

En helt anden historie end tidligere udspiller sig med Ensiferum, der sætter godt fut i sagerne med deres episke intro og dernæst direkte over i ”Axe Of Judgment”. Der er roterende hvidt lys i loftet, røgsøjler i forskellige farver – og en gaffaøkse medbragt af en publikummer løftes meget passende højt mod loftet. Folk er opstemte, sandsynligvis noget fulde, og klar til at give los. Der bliver sunget godt med, også under de nye skæringer, selvom der her skal hjælpes noget på vej af bandet. 
Lyden er nu blevet helt som den skal være. For mig står især lilletrommen ud, hvor der er godt smæk på.

Ensiferum selv er velspillende, professionelle og aktive, men alligevel virker de mandagsramte. Bassisten er her undtaget; der er godt knald i ham. De har også medbragt harmonikaspilleren Netta Skog (tidligere medlem af Turisas), som en erstatning for deres normale keyboard. For undertegnede lyder det dog ikke reelt anderledes – til gengæld er Netta Skog på højde med bassisten i energi og udstråling.

Allerede under aftenens 3. sang opstår der et moshpit, som genopstår over flere omgange som tiden forløber. Desværre falder intensiteten fra begge sider af scenen tydeligt i løbet af showet (undtagen ekstranumrene som helhed), mens ”Two Of Spades” i midten af sættet er det ubetingede højdepunkt. Der er altså både opture og nedture, men overordnet er det et godt show, hvor der ikke er meget at sætte fingeren på. Folk ser i hvert fald ud til at hygge sig, også er det svært at forlange mere. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Axe Of Judgment
2) – Heathen Horde
3) – Into Battle
4) – Little Dreamer (Väinämöinen, Part II)
5) – Warrior Without A War
6) – Ahti
7) – Smoking Ruins
8) – Two Of Spades
9) – Unsung Heroes
10) – Burning Leaves
11) – One Man Army
12) – Victory Song
Encore:
13) – Breaking The Law (Judas Priest cover)
14) – From Afar
15) – Token Of Time
16) – Iron
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Lørdag

Jeg vågner lørdag middag med en intens, skærende smerte overalt i hjernen. Min mund føles som indersiden af en kakkelovn; mine rystelser må gøre udslag på den nærmeste seismograf, og jeg er sulten i et omfang, der nok forslår for en større landsby i Sydsudan. Dette må være Aarhus' p.t. absolut mest ondsindede tømmies, - det er ikke i et hyggeligt pakke-sig-ind-i-en-dyne-med-en-Cocio-og-se-The-Empire-Strikes-Back-igen-igen-omfang: Det er blodig alvor. Jeg vælger at skyde skylden på DJ Tommy Christensen - til daglig bedst kendt som øksestraffer i Crocell, - der var noget så flittig til at spille D-A-D og Scorpions den halve nat, hvorfor jeg blev hængende og rockede like a hurricane i timevis, efter at Pet the Preacher var gået af scenen. Gud jo, og så var der også noget med en flaske bourbon, der partout skulle gå på omgang til sidste dråbe. For helvede, mand...

Men op på hesten skal man jo. Efter således at have pløkket et par bevingede ord ned til nærværende reportage og absorberet en fryselasagne samt en halv meter salamisnacks begiver jeg mig frejdigt mod Viby Torv med døden på lidt større afstand. Det er godt, at man i det mindste tjener styrtende på at være fritidsanmelder.

 

Seven Thorns

Efter en white russian og en kaffepunch med mere snaps end kaffe kan jeg nogenlunde forliges med idéen om en gang hammer. ( - Det er i øvrigt en helt generel ting.) Jeg har ikke de store forventninger til Seven Thorns; mit kendskab til dem består i en promo fra 2007, som jeg allernådigst undlod at anmelde. Som én ud af kun alt for få danskere knuselsker jeg fandeme power metal, men vi ved allesammen godt, at Danmark ikke just har verdens stærkeste scene lige på dén front. Der er kun alt for lidt grobund for at fostre tilstrækkeligt med både teknisk og kompositorisk talent til en reelt set så krævende genre som power metal i et meget lille land, hvor den regionale metaldagsorden i det 21. århundrede gerne har været sat af bands som Hatesphere, Mnemic og Dawn of Demise.

Så meget desto mere glædeligt overrasket bliver jeg over Seven Thorns denne aften på Monorama. Førnævnte tekniske og kompositoriske talent har bandet nemlig opdyrket i mellemtiden. Det er vist i øvrigt kun trommeslager Lars Borup, der ikke er blevet skiftet ud undervejs. Men hey: Hvad der end er sket, har det i hvert fald virket. Der er mærkbar spilleglæde, fart over feltet, masser af sololir, skamløse stryger- og cembalo-emulerende keyboards og lige så skamløse, svulstige dur-omkvæd. Danmarks notoriske had til genren taget i betragtning er publikum faktisk overvældende positivt stemt. Enkelte bruger lejligheden til en rask fægtekamp med ad hoc-medbragte skumgummisværd og plasticskjolde. Herligt. Jeg håber, det er et tegn på, at folk så småt begynder at fatte, hvordan power metal skal tages - nemlig som noget, der sagtens kan være decideret godt, men i store træk bare er smadderskægt. Faktisk fatter jeg generelt mindre og mindre, hvad det er, folk dog kan have imod en så elskelig genre.

Seven Thorns fænger mig mere i løbet af denne halve time, end Manticora, Pyramaze og Forcentury nogensinde har gjort. Det siger ikke så meget, men stadigvæk. Når det er sagt, er der dog stadig skønhedsfejl. Som på debutskiven er vokalen fortsat det svageste led, og Gustav Blide måtte i øvrigt gerne gøre bare lidt mere ud af ligne den genre, han formidler. Faktisk måtte store dele af bandet gerne kigge lidt i retning af bassist Mads Mølbæk, der er det eneste medlem, hvis stage prescence er helt gennemført. Og rent sangskrivningsmæssigt måtte bandet gerne kigge lidt i retning af de første to Avantasia-skiver. Indtil videre er sangene i og for sig fine nok, - især "Eye of the Storm" er fed, - men jeg hører ikke noget, der har samme hitpotentiale, personlighed og elegance som eksempelvis Avantasia. Men det er selvfølgelig også lidt en utaknemmelig sammenligning. Og hvorom alting er, så spiller Seven Thorns sgu for så vidt ganske vellykket power efter langt de fleste af kunstens regler, og det er mere end jeg havde turdet forvente fra noget dansk band. Jeg håber, de får en frugtbar europatour.
Karakter: 4/6

Seventhorns3

 

Silhouette

Vi diskuterer lidt, hvad "dark rock" egentlig betyder, efter at have set aftenens næste band, Silhouette, benævnt som sådan i programmet. Danzig? New Order? Åh gud, da vel ikke sådan noget som HIM?!

En makker omtaler Silhouette som en mørk udgave af Pink Floyd med hammondorgel, hvilket lyder umådeligt interessant i disse ører. Langt hen ad vejen har beskrivelsen også sin rigtighed, men i praksis kan jeg høre endnu flere elementer. Silhouette lyder lidt af den skønne periode fra 60'erne over i 70'erne, hvor selve metallen trådte sine barnesko, og alverden generelt endnu ikke var blevet fordærvet af alt, hvad der er nyt og dermed ringe. (Ja: jeg er delvist satirisk. Delvist.) Her er både tydelige influenser fra Uriah Heep og Black Sabbath - guitaristen spiller endda Gibson SG, - det er bare mere dystert og til tider doom'et. Den meget selvbevidste retro-stil skinner dog igennem i form af reminiscenser fra et band som Ghost; somme tider er rytmerne nærmest ren disco, hvilket kun gør de dystre islæt mere foruroligende.

Men Silhouette er stadig endnu mere. For eksempel er det dét band på hele festivalen, hvor tråden til vores allesammens grandonkel, the blues, er tydeligst, og guitaristen spiller så afgjort de lækreste og mest rendyrkede bluessoloer, jeg har hørt fra et nyt band i umindelige år. Jeg elsker det, og hvor er det dog pissevigtigt, at der stadig er nogen til at vise, hvad hele lortet altså er baseret på. Og hvor er det skønt at høre et band, der er så oldschool, men samtidig så opfindsomt og flittigt til at lave vellykkede genreeksperimenter.

Desværre taber jeg dog lidt interesse undervejs. Det er ikke samtlige sange, der er lige kompositorisk vellykkede. Silhouette er som opstartsband mere end almindeligt overbevisende. - Men de er stadig et opstartsband, og det betyder bl.a. at de også lige skal blive enige om, hvor musikken skal hen. Derudover er vokalen et lidt svagt punkt. Men det er vist noget med, at vokalist/bassist Tobias Nefer - i øvrigt kendt fra The Burning og Serpent Saints - har overtaget vokaltjansen fra en decideret sanger, og at dette åbenbart kun er bandets anden koncert nogensinde. Så hey, cool nok altsammen. En større hæmsko for min oplevelse består da også i, at stadig alt for mange publikummer har alt for svært ved at tie stille, mens musikken spiller. Det var et problem i går, og det bliver desværre kun et endnu større problem i aften. Det er fint og forventeligt, at folk får sig nogle øl og er i snakke-/hyggehumør, - ellers ville konceptet med en festival da nok heller ikke være noget, jeg gad længere, - men dét udelukker altså hverken pli eller situationsfornemmelse.

Anyway: Silhouette har verden for sig, og hvor håber jeg dog, at de får lov til at blive dyrket ordentligt, for de er muligvis dét band blandt samtlige 12 på hele årets MGM med det største potentiale. Og det siger dæleme ikke så lidt.
Karakter: 4/6

Silhouette2

 

LLNN

Ligesom jeg har visse forbehold, når der i en bandbeskrivelse står "math"-somethingsomething, har jeg visse forbehold, når der står "hardcore"-somethingsomething. Uden at ville kaste mig ud i en kedelig, mavesur redegørelse for hvorfor, vil jeg bare sige, at LLNN ligesom gårsdagens The Powergloves får bekræftet mig i, at det kan betale sig at være åben og have ja-hatten på overfor musik, som man ellers har haft det svært med.

LLNN's vokalist/guitarist Christian Bonnesen har en fortid i Psyke Project, et band hvis sande kvaliteter først rigtig begyndte at folde sig ud for mig på deres - desværre definitivt - sidste udgivelse, "Guillotine". Det er netop stilen herfra, som den gode Bonnesen synes at ville videreføre i LLNN, og det sætter jeg umiddelbart en kolossal pris på.

Goddamn, det er tungt, mand. Skærende dissonant, rasende vredt, klippeblokstungt og uforsonligt er det. Dybt intenst. Vokalen er en gennemgående desperat, nærmest afmægtig skrigen, og der er så godt som intet, jeg normalt ville kalde "melodi" i hverken stemme eller instrumenter.

Så meget desto mere utroligt kan det lyde, når jeg hermed siger, at LLNN ikke bare formår at fascinere og pirre min musikalske lækkersult igennem deres halve times tid, men at deres musik sgu til tider indeholder nærved lige så megen skønhed som, say, My Dying Bride eller The Gathering i disses fineste momenter. - Det er så tydeligvis bare på en helt anden måde, det foregår hér.
Det værste er, at LLNN guddødemig får det til at virke helt nemt. Jeg havde fandme aldrig selv hverken kunnet skrive eller spille musik, der lyder, som når portene til Helvedes forgård åbner sig: For dem ser det ud, som om, det er det mest naturlige og enkle i hele verden.

Hen imod slutningen begynder der dog at komme mere dynamik i lydbilledet. Der er sågar både leadguitar og decideret stille passager uden guitar overhovedet. Det er godt, at det sker; ellers havde jeg muligvis haft svært ved at bibeholde koncentrationen, ligemeget hvor spændende jeg så synes det hele er. Men det er også fedt at se bandet fra en ganske anden side af et udtryk, der hurtigt kan blive for utilnærmeligt.

Det er svært at forestille sig, at selv Woebegone Obscured, der spiller lige om snart, kan være tungere.
Karakter: 5/6

LLNN4

 

Woebegone Obscured

"Kan det blive mere tungt?" er i øvrigt min sidemands fyndige, retoriske spørgsmål bare et par minutter inde i årets doom-demonstration. Og hvor vanvittigt det end er, er svaret ja. Både i forhold til LLNN og sig selv. Åh, gid jeg med ord var i stand til at formidle, præcist hvor tungt, Woebegone Obscured er. Men havde jeg kunnet det, ville jeg - med al respekt for mine redaktører - nok være lønnet ansat som fuldtidsskribent på et væsentligt større medie end Revolution Inc.

Scenen er indhyllet i røg. Growlet er majestætisk. Hold kæft, hvor er det gennemført, mand. Jeg labber det i mig, som havde Natalie Portman sat sig overskrævs på mit ansigt.Woebegone3

Det er i øvrigt sjovt: Ligesom LLNN's Christian Bonnesen er et af de absolut rareste mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at drikke øl med, gælder det samme for Woebegone Obscureds vokalist/trommeslager Danny Woe. Seriøst: De gutter er så sympatiske, at de får selv en forholdsvist samarbejdsvillig statur som mig til at ligne Henrik Qvortrup. Hvor er det sindssygt, at så gennemført flinke personager alligevel kan indeholde så meget aggression og sortsind. Jeg er ikke stort meget mere nede med den danske doom-scene end til og med Saturnus, men jeg tvivler på, at der findes mere trøstesløs musik indenfor genren her til lands.

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det dermed, hvordan der består endnu en parallel til LLNN i og med Woebegone Obscureds decideret smukke brug af ikke bare melodiske passager, men også en overraskende flot ren vokal og ikke mindst en dynamik, hvis omfang er bredere end hos noget andet band i år. Hvor musikken trods det yderst kontrollerede sneglefartstempo gerne er allerhelvedes infernalsk, lige så foruroligende stille bliver den lige pludselig. Og det er er ikke bare så'n en gimmick for lige at gå på med fuldt skrald 2 sekunder efter; der gås helt ned i ambient-land og bygges op med et så omhyggeligt crescendo, at selv Tool måtte miste tålmodigheden.

Men ak, disse stille passager fremhæver atter kun festivalens absolutte akilleshæl:
"'Kæft, hvor folk snakker", mumler førnævnte sidemand, tydeligvis lige så irriteret over publikums allestedsnærværende knævren som jeg selv. Der er flere, der tysser højlydt på misdæderne rundt omkring - tak for dét. Med al fare for at lyde for pladderpædagogisk, så synes jeg virkelig, det ville være fedt, hvis vi i fællesskab prøvede at tilnærme os en koncertkultur, hvor dét at stå og snakke uafbrudt er lige så ugleset, som det med rette er, når man på samme måde ødelægger en biograffilm for andre. "Jamen det er jo alligevel ikke helt det samme...?" Nej, men ligheden er sgu til at føle på, og du kan alligevel aldrig retfærdiggøre det, så bare lad være med at prøve.

Nå, nok galde herfra. Lad der ikke herske nogen tvivl om, at jeg STOR-nyder Woebegone Obscured selv med baggrundssnak, ligesom jeg også nyder en pizza, selvom jeg har tømmies. Dog bliver disse føromtalte opbygningspassager måske dyrket i lige lovlig stor stil: I løbet af showets andet ud af bare to numre (!) sker det, hvad, tre-fire gange? Det er svært at bibeholde eksklusivitetsmomentet. Men måske skal jeg bare høre numrene lidt mere, - hvad jeg desuden sagtens kunne finde på. Og så meget desto mere orgiastisk forløsende er blastbeat-infernoet på vej ned fra rutschebanens allerhøjeste punkt.
Karakter: 5/6

 

Smothered

... Og så bliver vi ellers invaderet af svensken! Smothered er det eneste ikke-danske indslag på MGM i år, og så afgjort det mest forfriskende. Rent musikalsk er de inspireret af old-school-død fra Florida og hjemlandet, men det virker, som om de er ved at tage genren til et nyt niveau. Ikke på samme måde som tech-nørderne i f.eks. Psycroptic, men som om de opløfter stilen fra de gamle Entombed- og Dismember-udgivelser i anden potens. Det er fandengaleme bistert, mand. Og så er det samtidig både dybt detaljeret og tight som en hamsterrøv. Hvor har jeg dog længtes efter noget ordentligt svenskerdød iblandt den flom af blankpoleret elevator-metal, som In Flames og Dark Tranquility har disket op med i de sidste ti år.

"Swedish Death Metal Done Right" lyder bandbeskrivelsen på Smothereds Facebook-side, og det er noget så korrekt. Udover både at mestre half-time-stykker og start/stop-riffs - uden tilnærmelsesvist at lyde som amerikansk high school-metal - er de årets suverænt hurtigste og mest brutale indslag. Ren ekstase breder sig som en steppebrand i lokalet, og der går ikke mange minutter, førend jeg og en håndfuld venner nede bagved står og jubler, krammer, high-five'er og headbanger arm i arm.

Publikum er ellevilde og kommer ind imellem med nogle lige lovligt kække tilråb, - folk vil åbenbart rigtig gerne høre forsanger Christoffer Eriksson tale svensk. Og ih ja, hvor kunne dét dog også bare være fornøjeligt. Men det påvirker ingenlunde bandet, som er iskolde og klippefaste i deres performance. Dette er en gruppe, der pladedebuterede forrige år, og de er mindst lige så professionelle som flere af dem, der i det hele taget startede selve dødsmetalgenren.

I en forrygende halv time ejer Smothered hele festivalen. "Sverige - Danmark: 1 - 0!" udbryder jeg til stor moro for vort nabolands gæve repræsentanter, da jeg følgende passerer dem i backstagelokalet. De har fortjent det, - men det gør det ikke mindre seriøst ment.
Karakter: 5,5/6

Smothered6

 

Huldre

Der går dog ikke længe, inden denne stilling bliver mere end udlignet. Der er et væld af nyopdagelser på en showcase som hér, og hvert år står ét band ud blandt de andre som den største positive overraskelse.  Med så meget talent som i år føler jeg næsten, at jeg vælger mere fra end til ved at udpege ét band. Men ikke desto mindre må æren denne gang tilfalde den danske folkemetal-sekstet Huldre, hvis sange, performance og sceneshow som samlet pakke er årets mest gennemførte, overbevisende og professionelle. Faktisk i så høj grad, at de også løber med æren for bedste koncert på MGM 2015.

Folkemetalscenen har vokset sig større både herhjemme og i Europa igennem de sidste 7-8 år. Det er forståeligt; det er en både lytte- og live-venlig genre, der appellerer lidt ekstra til både metalfans med en lidt bred smag og også gerne til udenforstående. Og hvor nogle af disse bands i store træk er lidt ekstra sjove og dansable - som f.eks. Svartsot - er det rent faktisk muligt at lave både flotte og spændende arrangementer indenfor genren - som f.eks. hos Lumsk. Men hvor de fleste folkemetal-grupper i det mindste har deres momenter, er det de færreste, der formår at være interessante fra ende til anden.

Dem er Huldre ét af. Huldre er ganske enkelt bare bedre end dem allesammen. Jo, fandme så. Dette er mindst en lige så kreativt vellykket genrefusion, som da Sorten Muld blandede folkeviser med elektroniske rytmer på den fantastiske "Mark II"-skive fra - åh gud - 1997. Melodierne hos Huldre er som taget ud af dén anden tid, bandet tydeligvis holder så meget af og så succesfuldt benytter som ramme for deres sagn og viser fra mørke heder, stendiger og ubetrådte skovbunde.

Jeg er ganske enkelt bjergtaget. Én ting er, at bandets folkedragter og scenedekorationer med grene, blade, blomster, dyrekranier og gevirer er så gennemført; fremførslen er tillige eminent og lyden klokkeklar. Både drejeliren og violinen har en lige så stor plads og berettigelse i musikken som den metalliske hårdhed. Men det er ingen af delene, der er det primære kreative omdrejningspunkt: Det er den forjættede gode sang, som Huldre synes at have et uudtømmeligt arsenal af. Og så står jeg sgu og bliver lidt hyggelun på vokalist Nanna Barslev, som udover at synge hypnotiserende flot (samt i øvrigt være taknemmeligt attraktiv i middelalderoutfit) faktisk er en overraskende dygtig stemningsoppisker. Men uden at det går ud over hendes naturlige karismatiske ophøjethed og aura. Mere perfekt frontfigur i denne genre findes næppe.

Jeg skal have fingre i den debutskive, og de skal fandme snart udgive opfølgeren, for jeg har haft "falder dug, falder rim/og ulven løber i skoven"-refrænet på hjernen i tre døgn nu.
Huldre er et af de alt for få bands her på jorden, hvis kvaliteter transcenderer enhver tænkelig subgenrekasse, de så måtte kunne tilhøre: Dette er slet og ret og ganske indiskutabelt bare ualmindeligt velskrevet og velspillet musik. Hvordan i alverden kunne de kun blive nummer tre på den endelige Wacken Metal Battle sidste år?? Hvis der findes retfærdighed i verden, bliver Huldre det næste store danske metalband på den internationale scene. - Men selv om de ikke gør, har de allerede beriget vores land med en større selvstændig sangskat end visse grupper, der har eksisteret i fire gange så lang tid. Og nej, jeg havde som ovenfor antydet ikke hørt en eneste tone fra dem før i aften.
Men jeg elsker dem allerede.
Karakter: 6/6

Huldrefoto8

 

Iniquity

"Hold kæft, hvor skal jeg bare hjem og høre Konkhra og Illdisposed i morgen!" En makker er gået totalt i dansk-90'er-døds-humør efter Iniquitys afslutningsshow. Og det er der alt muligt god grund til.

Iniquity er simpelthen årets uundgåelige. Med deres nær-legendestatus på den danske dødsmetalscene, deres gen-genforening og denne aftens gennemspilning af debutklassikeren "Serenadium" (1996) er de det band, jeg har set mest frem til at opleve. Jeg er klar over, at de næppe kommer til at overgå Huldres tryllebindende show. Men de er tættere på end nogen andre.

Når jeg før siger, at Smothered er festivalens mest brutale indslag, er det kun fordi, det endnu ikke er blevet Iniquitys tur. Og hvis Smothered spillede tight, kunne Iniquitys sammenspil være programmeret. Det er med nær vantro, at jeg - igennem hele weekendens i øvrigt absolut skarpeste lyd - konstaterer, at Iniquity spiller så godt sammen som kun alverdens absolut tighteste dødsmetaloutfits. Hver eneste af hele rytmegruppens dæmonpåkaldende toner er som svejset sammen med hinanden. Samtlige akkorder er som øksehug, der begraver sig i levende kød; samtlige trommerundgange er som asteroidebombardementer. Det er simpelthen hårdere, dybere og tungere end noget andet dansk band indenfor genren.

Det er sidssygt, at det hér kan lade sig gøre for et navn, der har haft så skiftende besætninger. Og det er sindssygt, at vokalist og guitarist Martin Rosendahl, hvis meritter også tæller bl.a. Corpus Mortale og Slow Death Factory, kan have landets ondeste growl og i det hele taget gjort så meget for dansk dødsmetal, når han virker som en gut, der bare godt kan li' at ryge halløjsa-tobak og spille computer. Med al respekt for den oprindelige vokalist Brian Petrowsky, som desværre døde i 2011, virker Rosendahl som den eneste rigtige frontmand.

Hvor Huldre trods alt delte vandene mellem de stakkels kræsenpinde og os ægte musikfans lige før, er publikumskoncentrationen og stemningen på absolut højeste niveau hele Iniquitys overlegne performance igennem. Intet andet band på dette line-up kunne have lukket festivalen af - og da slet ikke så behørigt som det bliver gjort hér. Hele forreste række bølger af svingende headbangerhår, og samtlige hænder ryger i vejret mellem numrene.

Jeg fatter ikke, hvordan Iniquity kan have stået så meget i skyggen af så mange andre danske dødsmetalbands. Selv jeg, der normalt ikke er så interesseret i genren, foretrak Autumn Leaves og Illdisposed i sin tid. Efter i aften vil jeg prøve at opstøve "Serenadium". For satan, for en skive, mand.
Karakter: 5,5/6

Iniquity8



Kære læser: Hvis du som jeg lige nu sidder og bliver en lille smule rørt, så skyldes det nok bare, at du ganske enkelt også har været på Monorama nu i weekenden. Og kære Leifur hin Fagre: Som menneske er du fantastisk, men som booker synes du beriget med en eller anden form for superkræfter. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se, hvordan næste års line-up skal kunne overgå dettehér. Jeg kan kun parafrasere mig selv fra både i går og i fjor: Det er ud over alle røverkøbs rimelige grænser, at så meget fantastisk musik kan fås for 150,- kr.! Og ydermere: Selvom nærværende beskrivelse af alle disse skønne musikalske oplevelser så måtte lyde nok så tillokkende i sig selv, er MGM mere end det. Og det til trods for alle tænkelige minusser - inklusive et publikum der generelt skal lære at tie stille mens musikken spiller og en kronisk væltestiv lortebums i Entombed-t-shirt, der gjorde sit for at være så irriterende som muligt for både bands og publikum hele lørdagen. (Hvis du læser det hér, så lær for helvede at styre din brandert, belastende skodjunkie.)

Men så er det også slut med at bitche. For som jeg indledningsvist nævnte i går, så er MGM større og bedre end summen af de elementer, den består af. Selv på en lørdag aften med så fremragende koncerter som denne. Tænk engang at noget i sagens natur så perifert som en showcase for undergrundsmetal med kapacitet til 150 M/K i en forstad til verdens største provinsby kan danne ramme om så megen glæde og så mange fede koncerter, som flere af mit livs hele Roskilde Festivaler har præsteret.

Ovenpå al denne skamløse skamros kunne man foranlediges til at tro, at der da nærmest kun kan ligge nepotisme til grund, og at jeg da må være totalt på pikken af arrangøren og Monorama samt sikkert også flere af bands'ene. Svaret dertil er et stort, rungende næh. Såmænd ikke. Jeg er ganske enkelt bare vild med musik, øl og gode venner, og som gammel Aarhus-dreng dagligt bosat på Amager nyder jeg så meget desto mere de relativt sjældne gange, jeg besøger den jyske metalscene. Derudover kan jeg igen kun gentage mine ord fra for godt og vel et år siden: Hvis du endnu ikke har besøgt denne lille festivalperle, så tag for himlens skyld at dukke op og se, hør og mærk på egen krop hvor herligt et arrangement det er.
Ja, faktisk kan jeg ikke forestille mig det blive meget bedre end i år. - Men det skal naturligvis ikke forhindre mig i at møde op igen og igen.

Vi ses til Mono Goes Metal 2016!

 

Læs også vores reportage fra fredag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed