fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Decimation Of Europe Tour: Decapitated, Aborted, Fleshgod Apocalypse, Cyanide Serenity

Så for den da. I aftes d. 22/11 20og fucking 11 var der død på klippen. Og ikke bare død, næh lille ven der var Fleshgod Apocalypse, Decapitated og fucking Aborted på programmet! Så hvorfor var du her ikke? Hvis du ikke var her så er her min beskedne forklaring på hvad der skete i aftes!

Archspire

Første band på pletten var Archspire fra Vancouver Canada, og der var da også lagt i kakkelovnen til noget dæf fucking mædl! Archspire spiller et mix mellem Aborteds brutale dødsgrind og Decapitateds højtflyvende progressive dødsmetal. Det lyder en lille smule weird, men når man først får indstillet sig på at det er sådan tingene kører, så er det sku meget fedt. Archspire kører stilen med brutale grind riffs afbrudt af den konstante tabbing af bassist og guitarist.

At se det her band var egentlig rimelig komisk for når guitaristen var færdig med at tabbe, var det bassistens tur og sådan var det gennem hele koncerten, når den ene var færdig med at blære sig var det den næstes tur. Archspire gav den egentlig rimelig godt gennem deres små 30 minutter. De holdte stilen med brutal død ala. Aborted og et par enkelte omgange weirdness.

4 ud af 6 til Archspire

Cyanide Serenity

Cyanide Serenity skulle vise sig at blive noget af en overraskelse. Bandet spiller en slags melodisk death metal der til forveksling lyder en smule som metalcore. Jeg må ærligt indrømme, at da vi gik i gang med at se dem, så var forventningerne helt i top. Vi havde lige fået canadisk bacon i verdensklasse og var helt klar til endnu et solidt band, men måtte tage til takke med en noget vattet version af et death metal band. For at illustrere bandets tilhørsforhold til den kære metalcore scene kan det siges at forsangeren bar fingerløse skelet handsker, noget der er meget almindeligt I guess, blandt emoer måske. Det er i sig selv at pege fingre af banaliteter og begynde at brokke sig over noget som intet har med musikken at gøre, for når alt kommer til alt så skal en anmeldelse jo ikke gå på om jeg kan lide hans tøj eller ej, jeg er jo ikke Jim Lyngvild for satan!

Musikken var en lidt kedelig omgang melo død med masser af skønsang og alt det der nymodens crap. Bandet gik amok på den fede måde og rev scenen op på en måde som mange store bands kunne lære noget af. Især bassisten havde forstået at folk altså betaler for at blive underholdt og han var helt væk i en eller anden bersærker svampe rus og gjorde scenen utryg for sine venner. Musikalsk set skal de sku oppe sig hvis man skal kunne holde ud at høre på dem, men performancemæssigt fejler bandet ingenting. Et noget mærkeligt valg som anden opvarmning da vi alle var enige om at de passede bedre ind som de første, men nok om det. De prøvede, men det svingede bare ikke, de skal dog have nogle point for deres performance der mildest talt var underholdende.

4 ud af 6 til Cyanide Serenity

Fleshgod Apocalypse

Så kom det længe ventede øjeblik! Det øjeblik jeg og mine venner havde ventet på med stor spænding. Kunne italienerne leve op til deres momentum og kunne de levere et show der gav os mere end hvad vi havde betalt for? Svaret er et blandet ja og nej. For Fleshgod Apocalypse gav den max. gas og spillede med kirurgisk præcision MEN de manglede opbakning rent lydmæssigt. Det virkede lidt som om at de to 14 årige der var sat til at passe lyden denne aften, ikke helt kunne løfte opgaven (surprise!) Fleshgod fik bred opbakning fra publikummet og nogle gange virkede det som om at de mange fremmødte udelukkende var kommet for at se de gale italienere.

Bandet diskede op med sange som ”In Honour Of Reason” og ”Thru Our Scars”, og så gav de den i øvrigt gas med en nærmest religiøs oplevelse i form af ”The Violation”, med en lille fin kamp tale før sangen gik i gang og masser af simultan headbanging. Fleshgod kom så og sejrede, dog med enkelte problemer rent lydmæssig, men det er hvad man kan forvente.

5 ud af 6 til Fleshgod Apocalypse

Aborted

Med albummet Global Flatline på vej ud og et imponerende bagkatalog trådte belgiske Aborted på scenen til hvad der kun kan betegnes som et studie udi brutalitet. Fra start til slut var scenen et inferno af mænd der spillede teknisk kompliceret, uden at jeg faldt af, og benhård death metal.

Der var meget fokus på pladen The Archaic Abbatoir da der så vidt jeg kunne høre blev spillet en del fra den. For det er sådan med halv sløj lyd og death metal, at det giver meget lidt mening for øret. Aborted er i forvejen meget mudrede i lyden og lydmixet gjorde det ikke særlig meget lettere at høre hvad der skete. Dog kunne jeg få præsenteret (og genkendt) i hvert fald numrene ”Coronary Reconstruction”, og kongen af alle brutal death sange, ”The Saw And The Carnage Is Done!” Aborted´s front mand er en frygtindgydende ”pressence” på scenen og han tvinger publikum rundt i manegen med arrogant kølighed samtidig med at han omfavner sine fans og giver dem et show de ikke havde ventet. Aborted kom så og forlod så Rocken til The Saw... og derefter blev vi efterladt med knusende ”stilhed” og en summen i ørerne, for de havde spillet lige til grænsen af det tilladte i et sonisk inferno af brutalitet for at sige det helt nørdet.

6 ud af 6 til Aborted.

Decapitated

Aftenens hovednavn for de flestes vedkommende, eller rettere for tour promoterens vedkommende, var polske Decapitated. Bandet har været meget igennem med bus ulykker og fly styrt, der har kostet medlemmer livet. Nu er de så tilbage på fuld styrke med albummet ”Carnival Is Forever” som for mit vedkommende var et lidt kedeligt forsøg på at tage den progressive stil til uanede højder. Et forsøg der faldt på røven og blev kedeligt at høre på. Men nok om mine meninger for det her handler om koncerten.

Decapitated tog scenen og gik fluks i gang med hvad der for mig lød som ”The Knife” fra deres nyeste album. Lyden var stadig utroligt mudret og det gjorde det ikke bedre at de ikke rigtig introducerede deres numre. De gav den gas, men det virkede som om publikum ikke rigtig var på deres side. Hvor de havde holdt sig aktive til Aborted og gået fuldkomment AMOK til Fleshgod Apocalypse var de her meget stationære og trætte og stod bare og så på mens bandet forgæves forsøgte at få gang i dem. Rent musikalsk fejlede Decapitated ikke noget, de spillede deres musik og forsangeren gik da også så meget amok som han nu havde kræfter til, men det virkede som om at hele bandet var en smule uoplagte og måske lidt trætte. I hvert fald virkede deres performance, efter rusketuren der var Aborted, en kende tam og bleg og da de nåede hen imod slutningen var det som om der gik et lettelsens suk gennem publikum, der nu endelig kunne komme hjem efter en udmærket aften, der dog sluttede en smule trist og gråt.

4 ud af 6 til Decapitated

En døds fest som denne har man ikke set på dansk grund længe, ja der har været brutal death metal bands i store samlinger før, men ingen af dem når kongerne i Aborted til sokkeholderne. Der var et vattet fremmøde til aftenens koncert, dog nok til at vi skulle stå i kø hele vejen derned, men publikum gav den gas og var med fra start til slut, dog var de fleste færdige efter Aborted og det gav Decapitated en lidt uheldig afslutning på aftenen. Alt i alt var det en udmærket aften med masser af brutality og omsætning i baren før vi måtte vende næsen hjemad og restituere og jeg har stadig fucking ondt i nakken! 4½ til aftenens omgang død.

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - Agony

Som et lyn fra en klar himmel dumper det seneste værk fra det italienske band Fleshgod Apocalypse ned i min turban, og nørj hvor er jeg glad for, at netop jeg får chancen for at anmelde ”Agony”, som skiven hedder.
Fleshgod Apocalypse har et album, en EP, en split og en demo på samvittigheden, og jeg har absolut intet kendskab til noget som helst af det. Det skal der laves om på, for ”Agony” er et af den slags værker, man ikke kan lægge fra sig. Stilen er utroligt velspillet og klinisk stramt death metal. Der er så lagt endnu et lag på i form af et symfonisk tilsnit. Desværre ikke et rigtigt symfoniorkester… Blot samples, men det er ikke helt ulig det, som Dimmu Borgir førhen har præsteret. Her er der blot ikke plads til black metal-dværge, blod, vanskabninger eller over-nittede kostumer. Næh, her er der nemlig jakkesæt og gusten make-up. Image betyder meget i dagens musik, men jeg er ret sikker på, at Fleshgod Apocalypse klarer sig uden den fysiske fremtoning.
Numrene er nærmest lagt oveni hinanden, så der slet ingen stilhed er mellem numrene, hvilket giver en form for opera/symfonisk kant, og lytteren får nærmest ingen tid til at trække vejret i. Det eneste og mest markante sted der faktisk er stilhed, er mellem titelnummeret og bonustracket ”Heartwork”, der er et glimrende forsøg på at gøre Carcass-nummeret deres eget, hvor de symfoniske elementer virkelig får spillerum, og gør sig gældende. Det lykkes til UG!
Udover de sindssygt velspillede trommer, den fede men noget underproducerede gustne vokal, de fede guitarer og til sidst den, desværre, uhørbare bas, eksperimenterer Fleshgod Apocalypse også med vokalen. Der er således en ikke helt uanseelig del ren vokal. Tilvænning er kodeordet for mit vedkommende, men det er blevet langt bedre nu, end det var da jeg første gang smed skiven i afspilleren. Da fremstod den skinger og til tider halv-falsk. I et par numre er der sågar en kvindelig vokal, og så er vi sgu henne hvor jeg personligt er ved at stå af, men de får alligevel lige skrabet den i land. Nok fordi den kvindelige vokal benyttes de rigtige steder, og passer rigtig godt ind i de sekvenser, den benyttes i. I ”The Egoism”, hvor den understøttes af et rullende piano, er det faktisk rigtig fedt!
Numre er der nok af… 10 faktisk, og de er alle af meget høj klasse. Tempoet varieres knapt så meget udover i nummeret ”The Forsaking”, men det gør intet, når musikken har så vidt et udtryk, som her er tilfældet. Jeg må indrømme, at det noget specielle udtryk skulle bruge tid på at bundfælde sig, men tiden jeg har investeret lønner sig nu; ”Agony” er tæt på mesterværks-status. Det er lidt som om en ny verden er åbnet for mig, og jeg synes, jeg kan finde nye udtryk og detaljer for hver gang jeg hører ”Agony”. Jeg bliver jo nødt til fluks at dykke ned i bagkataloget, men ser virkelig også frem til, hvad de gæve italienere finder på næste gang!

Årest album?

Måske!!

Tracklist:
01: Temptation
02: The Hypocrisy
03: The Imposition
04: The Deceit
05: The Violation
06: The Egoism
07: The Betrayal
08: The Forsaking
09: The Oppression
10: Agony
11: Heartwork (Bonus Track)

Total Spilletid: 54:16 Minutter

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed