fbpx

Fleshgod Apocalypse - Veleno

Siden de udgav ”King” i 2016 er der omrokeret en del hos Fleshgod Apocalypse; Cristiano Trionfera og Tommaso Riccardi har forladt bandet, så deres bidrag på guitar og vokal mangler. Den opgave er overtaget af Francesco Paoli, som stadig er hovedmand i bandets sangskrivning.

Derfor er der ingen ændringer i den musikalske kurs, for italienerne fortsætter deres stil med store symfoniske opsætninger og knaldhård Dødsmetal. Især brugen af kor giver et meget stort lydbillede, som dominerer hovedparten af numrene - Det er ind imellem så markant, at selv de traditionelle Metal elementer kommer under pres. Heldigvis holder de stand, så man kan nyde de lækre stortrommer i ”Monnalisa” og det fine samarbejde mellem guitar og klaver i ”Worship And Forget”. Samtidig growler Paoli overbevisende nok til, at jeg ikke umiddelbart savner hans forgænger på posten.

Det hele er flot og pompøst sat op, og bandet udtaler, at de havde frie tøjler til at føre deres ideer ud i livet; en luksus som er de færreste beskåret. Og i dette tilfælde ikke en fordel, for musikken er simpelthen blevet for stor og kompliceret; det virker som om Fleshgod Apocalypse ikke helt kan overskue og håndtere det, de har sat i søen. Resultatet er en række numre, der minder meget om hinanden, og som hver især er rodede og hurtigt bliver uinteressante. Derfor har albummet svært ved at brænde sig fast trods masser af pomp og pragt.

Tracklist:
1. Fury
2. Carnivorous Lamb
3. Sugar
4. The Praying Mantis' Strategy
5. Monnalisa
6. Worship And Forget
7. Absinthe
8. Pissing On The Score
9. The Day We'll Be Gone
10. Embrace The Oblivion
11. Veleno
Samlet spilletid: 51:39

Læs mere...

Royal Metal Festival - Fredag

Nu var det endelig blevet tid til det årlige Royal Metal Fest i smilets by. I år var det nemlig helt specielt, da det var ti års jubilæum, og allerede før festivalen var gået i gang var det stemt op til kæmpe fest. Jeg har været gæst på festivalen de sidste seks år, og det her skulle nok blive noget specielt. Alt var som det plejer i Århus og Royal Metal Fest. Den fantastiske stemning var der, publikummet var der og musikken var der nemlig også. Musikmæssigt var der rimelig meget delt op over de 48 timer, vi tilbragte skiftevis på Atlas og Voxhall. Om fredagen stod den rimelig meget i Black Metallens navn med navne som Inquisition, Denial Of God og Solbrud, men alligevel var der også bands som Oxx, Livløs og Fleshgod Apocalypse som spillede op til dans. Lørdagen så vi navne som Immolation, Havok, Warbringer og Benighted, hvor sidstnævnte spillede deres debutkoncert i Danmark. David Davidian, som er formand i Metal Royale foreningen, nævnte i et interview med Metal A Day, at han var meget glad for at festivalen var gået hen i en mere mørkere retning og det er bare et kæmpe plus i min bog, fordi for satan da jeg fik set nogle fede bands denne weekend. Og selvfølgelig var den rullende pølsemand tilbage, men lad os se hvordan fredagen gik.

 

Livløs - Atlas

Første band på scenen i aften var lokale Livløs. Jeg har hørt mange af mine venner snakke om dem, og har fået dem anbefalet mange gange, men jeg har desværre aldrig lige taget mig sammen til at få hørt deres musik, og hvilken bedre måde end af få det oplevet live. Bandet delte ud af lussinger af den melodiske dødsmetal skuffe, og Århus sæt blev der også delt ud imellem publikum. Energien var til stede allerede fra start og garnet blev svunget, og stemmebånd blev ødelagt. Frontmand Simon Olsen var virkelig i sit es her til aften, og fik publikum med på den. Olsen er også forsanger i det lokale dødsmetal band Baest. I Baest har Olsen en fed vokal, men i Livløs er den meget mere varieret og han får virkelig lov til at udfolde sig. Det hele fungerede fint, men alligevel hen imod midten af koncerten begyndte lyden at blive dårlig i tromme afdelingen hvor stortrommen lige pludselig blev mudret, og det satte en ret stor dæmper på oplevelsen. Livløs på trods af lydproblemer fik de givet Atlas et ordentligt spark i løgene, og det var et godt første møde med bandet.

Karakter 4½ ud af 6

 

Oxx - Voxhall

Fra melodisk dødsmetal til Avant-garde/jazz/metal/punk-ish, så havde kunne genreskiftet ikke blive større. Oxx fra Århus har fået skabt noget af et navn ud af selv, og de havde fået den ære, at de skulle åbne Voxhall på dette års Royal Metal Fest. Det er nemlig meget svært at sætte Oxx i bås, da de er lidt over det hele genremæssigt. Alt fra Miles Davis til Mastodon og fra Black Flag i deres syrede periode til Faith No More. Men en ting vi alle sammen kan blive enige om og det er, at Oxx er et utrolig intenst band. Både på plade og på scenen, og det var virkelig en oplevelse i sig selv at få lov til at se live. Der blev både blastet, spillet super dissonante guitartoner og synthesizer som lød som en pint kat, men heldigvis på den gode måde. Oxx åbnede ballet på Voxhall på den ganske fine måde, og jeg ser frem til at se dem på Tape til deres releaseparty om et par uger.

Karakter 4 ud af 6

 

Telos - Atlas

Fra Oxx til Kaotisk smadder i Telos fortsatte galskaben. Jeg entrerede Atlas, hvor der var fuldstændig dækket til med røg på scenen, blandet sammen med blåt scenelys. Genremæssigt kan man vel kalde Telos kaotisk blackned Hardcore med et atmosfærisk twist. Stemningen var ond og dyster inde i salen, men det lyden var desværre ikke på deres side i aften. Ovenpå deres bøvl med lyden, så synes jeg det blev ret ensformigt og jeg begyndte meget hurtigt at miste interessen. Det blev desværre en kort oplevelse, så efter noget tid valgte jeg at forlade Atlas. Der var nogle få øjeblikke hvor jeg synes det lød fedt, men ikke nogle som særlig står ud som noget jeg kommer til at huske.

Karakter 2 ud af 6

 

Solbrud - Voxhall

Solbrud har nu en del år på bagen, og har været omringet af en kæmpe hype de sidste par år, både deres musik og koncertmæssigt. Og det er fuldstændig forståeligt. Selvom jeg ikke har set Solbrud live i omkring to år, så har jeg set dem så mange gange, at vide at de leverer live, og Voxhall var ikke nogen undtagelse. Scenen var fuldstændig opslugt af røg og rødt lys. Og ud af det blå gik bandet i gang med at spille, og lyden var bare fuldstændig i skabet. Alt virkede som det skulle og det var ligesom, at være helt nostalgisk med numre som Øde Lagt, Klippemennesket og Dødemandsbjerget. Der var endda også plads til at få luftet et nyt nummer, som også blev modtaget vældigt fint. Solbrud leverede den bedste koncert for mit vedkommende om fredagen. Det var måske ikke den allerbedste Solbrud koncert, men fed var den i hvert fald.

Karakter 5 ud af 6

 

Inquistion - Voxhall

Jeg missede desværre Lipid, da jeg glemte at holde øje med tiden, så nu var det endelig blevet tid til det geniale black metal band Inquisition. Jeg har set bandet to gange før, hvor det bare var en magtdemonstration begge gange, så mine forventninger var tårnhøje. Jeg kom ind i salen og den okkulte energi begyndte at oversvømme salen. Det hele var bare super fedt... indtil det begyndte at blive kedeligt. Jeg forstår virkelig ikke hvad der gik galt. Alting var det som plejer at være på den fede måde. Både musikmæssigt, og stemningsmæssigt, men det føltes bare ikke at det klikke som det plejer at gøre når jeg er inde og se Inquisition. Der kan ikke helt sættes en finger på hvad der gik galt, men det begyndte sgu at blive virkelig kedeligt til sidst, og jeg endte med at blive skuffet i stedet for glad. Det ændrer selvfølgelig ikke på hvordan jeg har det bandet, da alle kan have offdays, men denne gang var det sgu ikke lige det fedeste jeg har set med Inquisition.

Karakter 3 ud af 6

 

Denial Of God - Atlas

Denial Of God har nu rimelig mange år på bagen, og deres show på dette års Royal Metal Fest var blevet nævnt som noget rigtig mange af mine venner havde glædet sig mest til at se, og med god grund. Alle de forskellige musikere, som havde laser af tøj på kroppen og corpsepaint i ansigtet, så bliver det ikke mere Black Metal af den gamle skole. Jeg har dog aldrig haft det store forhold til Denial Of God, men i aften var det faktisk ganske udmærket. Lyden var totalt katastrofal i starten, men heldigvis blev det rettet på i løbet af koncerten. Det var noget af et teatralsk sceneshow med de førnævnte ting og så de gravsten som var på scenen med hvert medlems navn på. Det kan godt være at Denial Of God er et band som jeg ikke lige kunne finde på at sætte på derhjemme, men live var det en fed oplevelse også på trods af lydproblemer.

Karakter 4 ud af 6

 

Fleshgod Apocalypse - Voxhall

Nu skulle det bare gå stærkt. De sidste par år har Fleshgod Apocalypse været noget af et vildt dødsmetal/klassisk musik/opera projekt som bare har udviklet sig til noget storslået og majestætisk. Selvom jeg ikke har lyttet til så meget af deres nyere materiale, så har jeg alligevel holdt øje med hvad der skete efterfølgende. Bandet entrede Voxhall til en fuldstændig proppet sal. Det skal lige siges, at trommeslager Francesco Paulo havde brækket anklen et par dage før, så alle dobbelt pedal stykker ville være backing track. Lidt ærgerligt, men alligevel bedre end at aflyse koncerten. Det gik hurtigt fra start til slut og det blev vedligeholdt af storslåede øjeblikke og geniale opera øjeblikke. Lyden var fed ude i salen og folk virkede glade og tilfredse. Energien fra scenen var også noget som blev sendt tilbage ud i publikum. Fleshgod Apocalypse leverede en god afslutning på den første dag på årets Royal Metal Fest.

Karakter 4½ ud af 6

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - King

Selv om de kun har udgivet 3 albums, har Fleshgod Apocalypse placeret sig som en markant størrelse inden for den Symfoniske Metal; en position som skal befæstes med det nyeste udspil, ”King”. Bandet brugte hele 9 måneder på sangskrivning og arrangementer, og det er ikke svært at tro; der er vanvittigt mange detaljer at holde styr på i løbet af den lille time, albummet varer. Ved siden af traditionel Dødsmetal med alt hvad dertil hører af skarpe riffs og både rene og brølende vokaler, indeholder numrene store orkestreringer med både symfoniorkester og kor.

De symfoniske elementer er store og voldsomme, og indeholder noget af det truende, man finder hos Wagner og Mahler. Det bliver ikke mindre, når musikken suppleres med store kor, som det sker i den Carmina Burana-inspirerede intro ”Marche Royale” og ”A Million Deaths”. I ”Paramour (Die Leidenschaft Bringt Leiden)” rundes den klassiske side af med ren Opera.

Igennem hele albummet imponeres jeg af, hvor gennemført det hele er: Når de spiller Død, giver Fleshgod Apocalypse den virkelig gas, og når der står klassisk på menuen, mener de KLASSISK - her er den kolossale størrelse alene nok til at gøre indtryk. Desværre kommer jeg ikke længere ind i begivenhederne, for når det kommer til stykket er det bare ikke særlig interessant. Set i forhold til det store arbejde der ligger bag, får Fleshgod Apocalypse ikke nok ud af anstrengelserne – desværre.

Tracklist:
1. Marche Royale
2. In Aeternum
3. Healing Through War
4. The Fool
5. Cold As Perfection
6. Mitra
7. Paramour (Die Leidenschaft Bringt Leiden)
8. And The Vulture Beholds
9. Gravity
10. A Million Deaths
11. Syphilis
12. King
Samlet spilletid: 57:25

 

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - Agony

Lad det være sagt med det samme: Hvis ikke jeg var faldet over bandet med det brutalt teatralske navn Fleshgod Apocalypse en sen aften det-der-sted-på-youtube, men i stedet havde hørt dem beskrevet som ”symfonisk, teknisk dødsmetal fra Italien”, var jeg nok bevidst gået glip af dem. I stedet styrtede jeg ud og købte det, som jeg indtil videre må kalde årets nyanskaffelse. Inden for en subgenre som ellers ikke mangler fuldgode eksempler på virtuositet og tonstunge guitarer har det glædet mit harmonihungrende hjerte at støde på et band, som er i stand til at bruge lyttervenlige melodier og orkesterarrangementer uden at gå på kompromis med udgangspunktet.

For der er ingen tvivl om, at Fleshgod Apocalypse stadig er et bundbrutalt dødsmetalband. Skulle man få bange anelser om noget andet i løbet af introen Temptation, som er 1:45 minutters orkesteropbygning med lidt svævende sopranstemme henover, kan man med sindsro rejse sig op, sætte metronomen til omkring 240 bpm og løsne op i nakkemusklerne. For efter ganske kort tid af det første rigtige nummer, The Hypocrisy, går det op for en, at den romerske kvintet formår noget, som ikke ville være alle forundt. I en umådeligt vellykket produktion kombinerer de fræsende, nedstemte guitarer, klart definerede og afsindigt hurtige trommer, klaverspil og orkestreringer i én samlet lydkollage, som ikke bare fremstår knivskarpt og adskilt men også harmonerer smukt med hele skivens Dante-ske udtryk.

Og hele humlen har vi faktisk her; for selvom der ingen sangtekster er med i omslaget, men bare ordbogsdefinitioner af sangtitlerne og et citat fra Dantes Guddommelige Komedie (på latin!), og selvom musikken er skrevet med orkestreringen og trommerne som udgangspunkt og guitarerne som andenvioliner har man aldrig fornemmelsen af, at bandet prøver at hæve sig op over lytteren. For Gu' går det stærkt, og orkesterstemmerne tilføjer flere lag af komplexitet end man troede man havde brug for (ja, jeg taler til DIG, Michael Kamen), men der er stribevis af headbangervenlige riffs, tag f.eks. track nr. 6 The Egoism, storladne og nærmest storfilmagtige strygerpassager, som i starten af The Betrayal, og guitarsoli som er langt mere Yngwe end Hahnemann, navnlig i nummeret The Deceit. Det samlede udtryk er derfor et af harmoni: Mellem hamrende tungt og svævende let, svært og lettilgængeligt, kryptisk og utroligt simpelt.

På den negative side er jeg nødt til at fremhæve, at der til trods for den fremragende produktion er passager der simpelthen indeholder så mange forskellige lag, at man ikke helt kan undgå fornemmelsen af, at være blevet voldtaget i ørerne. Desuden er den ærgerlige bivirkning ved alle de komponenter i musikken, at bassen, udover få enkelte steder, nærmest ikke optræder i lydbilledet. Til gengæld kan man høre bassisten på anden vis, man skal nemlig være forberedt på hans meget lyse, næsten skærende clean vokal, á la Vortex fra Dimmu Borgir, der nok står i fin kontrast til sanger og guitarist Tommaso Riccardis kælderdybe growl, men næppe vil tiltale fans af den mere rå og beskidte overbevisning.

I det hele taget er det samlede indtryk givetvis lidt for pænt for mange dødsmetalfans. Der er ingen tvivl om evnerne og viljen hos de fem italienere, men der er et stykke vej fra deres velpolerede symfoniske øregasme til de ligeså teknisk strålende, men noget mere grovkantede udgivelser af f.eks. Gorguts eller Dying Fetus. Hvis man på den anden side har en smule klassisk musik med i bagagen kan man i stedet for glædes ved deres glimrende arrangementer, ikke mindst i det fine samspil mellem trommer og klaver(!) i et nummer som The Forsaking, som altså både formår at være spændende uden at drukne andet end bassen og være lyttervenlige uden at blive alt for blødsødne. Deres begrænsninger til trods imponerer Fleshgod Apocalypse virkelig med denne deres anden fuldlængde CD, og ender med en samlet score på 5/6.

Læs mere...

Kataklysm, Krisiun, Fleshgod Apocalypse (Pumpehuset)

Det var blevet mandag, en ny uge var begyndt og den danske sol havde skinnet over landets hovedstad. Men endelig var mørket faldet på og det var endelig blevet tid for metalfolket at bevæge sig ud og samles på et bestemt sted! Årets første dødsmetal karavane bestående af Kataklysm, Krisiun og Fleshgod Apocalypse var nemlig ankommet til Danmark, og mon ikke at det nok skulle sørge for at få sparket vores uge ordenligt i gang?

Da jeg trådte ind af helvedes porte (nærmere betegnet, den sort-spraymalede container), var lige knap 200 metalglade mennesker, unge såvel som gamle allerede kommet mig i forkøbet og tanket rigeligt op på både øl til den venstre og øl til den højre.

 

Fleshgod Apocalypse

På slaget 8, blev det lys der var i salen slukket og de mange metalfolk jublede i begejstring over at de snart skulle være vidne til en trommehinde massakre! Ganske rigtigt var det en massakre uden lige, for lyden var MEGET mudret og utrolig uklar, hvilket var synd.

Fleshgod Apocalyspe spiller nemlig den slags musik hvor der ligges vægt på det harmoniske og det melodiøse. Bandet havde på denne tour tilføjet et nyt medlem på scenen som bestod af en maskeklædt kvinde, der sang opera og samt duet med bandets backing vocal. Men desværre forsvandt hendes sikkert utroligt smukke stemme i en buldrende larm af alt for høje stortromme triggers og bas.

Ud fra hvad man kunne høre og fornemme, så spillede Fleshgod som en velsmurt maskine og deres scenefremtoning der bestod af dem selv iført sønderevne jakkesæt og sminke fik dem til at ligne en flok mafioso zombier. Bandets forsanger gjorde også et godt stykke arbejde for at kommunikere med publikum, som ud fra mit gæt ville være fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde iht. den mængde alkohol der ville blive indtaget på denne festlige aften. Efter 45 minutter takkede bandet af, og jeg kunne desværre ikke gå derfra uden en uendelig trang til at gå op og skælde lydmanden ud for at ødelægge en hver form for fornøjelse.

3,5 ud af 6

Hør også vores interview med Fleshgod Apocalypse.

 

Krisiun

Fra moderne og melodisk til old school og brutalt! Det var blevet tid til aftenens andet navn på plakaten som var brasilianske Krisiun. Folket havde igen samlet sig talstærkt og var nu oppe på 200+, for det er ikke hver dag man får lov til at opleve en så stærk trio med fast besætning (ja, jeg hentyder til Sepultura) som har været en del af miljøet lige siden dengang mange af de fremmødte endnu ikke havde fået deres fulde tandsæt!

Krisiun gik på med sådan en kraftanstrengelse at det nærmest var for meget af det gode! (Just kidding) Publikum elskede det, og der blev moshed og headbanged. Lyden var denne gang blevet meget bedre, og gud ske tak og lov for det! Bandet var også i stødet, men man kunne dog fornemme at de med mere end 20 år på bagen er gået hen og blevet en smule rutinerede. Det betød dog ikke det store, for bandet levede en hæderlig koncert med masser af energi og lir fra bandets medlemmer!

Jeg blev specielt dybt imponeret over bandets trommeslager, der spillede vanvittigt hurtigt og desuden leverede en trommesolo der fik både undertegnede og resten af pumpehuset til at tabe kæberne!

4,5 ud af 6

Hør også vores interview med Krisiun.

 

Kataklysm

Endelig var det blevet tid til det vi alle havde ventet på! For tredje gang blev lyset slukket, og jubelen fra et næsten fyldt hus overdøvede nærmest bandets intro. Kataklysm gik på scenen, og blæste alle omkuld med en knogleknusende kræft.

Pumpehuset stod på ingen måde stille, folk på ”forreste række” headbangede i takt, skulder ved skulder, folk i midten moshede vildere og vildere i takt til musikken og folk helt bagerst nikkede deres hoveder i takt til de tunge toner mens de højlydt sang med i kor. Lyden kunne man ikke brokke sig over. Guitar niveauet og stortrommerne sad lige i skabet og bandets brutale og utroligt underholdende forsanger røg den aften i min ”cool book”. Selvom Kataklysm er et ”four-piece” band med kun en enkelt guitarist på scenen, så formår dette band at spille så møghamrende tungt alligevel.

Aftenens hovednavn var desuden også aftenens mest publikums opsøgende: både guitarist og bassist uddelte highfives og rakte deres instrumenter ud over den headbangende flok. Så var der forsangeren der nød at underholde publikum med diverse anekdoter og gruppeskål. Kataklysm spillede et knivskarpt show fra start til slut. Man kunne ikke andet end at fortabe sig over sådan en samling dygtige musikere der udviste en kæmpe spilleglade som sagtens kunne ses fra rummet.

5 ud af 6

Hør også vores interview med Kataklysm.

Læs mere...

Kataklysm, Krisiun, Fleshgod Apocalypse (Voxhall)

I den seneste tid har jeg været så heldig at få oplevet en del bands live for første gang.

Søndag aften, på Voxhall i Aarhus, var en aften af samme skuffe da Kataklysm, Krisiun og Fleshgod Apocalypse lagde vejen forbi på deres europatour.

Det er altid en fed fornemmelse at skulle til koncert med bands man ikke har set før, og i dette tilfælde var det endda alle 3 for mit vedkommende.
Jeg har været med på Kataklysm vognen siden de udgav "Serenity Of Fire" i 2004, så jeg så meget frem til endeligt at få set dem live.

Men inden da var der to andre lækre bands inden der skulle på scenen.

 

Fleshgod Apocalypse: 

Klokken havde kun lige nøjagtigt slået de berygtede 19 slag, inden de punktlige italienere fra Serie A klubben Fleshgod Apocalypse gjorde deres entre. Jeg har sjældent set et så velsoigneret metalband. De havde i den grad taget den italienske stil med til Danmark, og jeg synes det var pissegodt. Iklædt ens jakkesæt med butterfly og en moderat gang corpse paint, så de alle så helt tilpas ligblege ud. Borset fra den herlige skaldede klaverspiller, var de iført et velplejet, men dog en smule vildt anrettet langt mørkt hår. Det kvindelige islæt på scenen var iført sort kappe med hætte, og fremførte sig ophøjet ro. Jeg håber at der på nuværende tidspunkt er ved at danne sig et billede af at et teatralsk og velforberedt setup, for det var lige præcist det der var fleshgod livefeb2014tilfældet. Og det passer rigtigt godt til den musik Fleshgod Apocalypse fyrer af. Det dystre og storladne, men voldsomme symfoniske univers kan sagtens håndtere at blive ført visuelt ud i livet på denne måde. Jeg stod lidt og drømte om at de skulle have haft en lidt større setting, så det kunne blive endnu mere komplet. Bøgescenen på Skanderborg eller noget andet open air i den dur ville være vildt fedt.

Når det nu hele er spændt op til lir på denne måde, så kræver det så også at der er god lyd, og som så mange andre opvarmningsbands måtte de lide lidt af halvsløj lyd i starten. Det blev dog i mine øjne markant bedre i løbet af de 40 minutter de spillede. Lyden var dog hele tiden en smule mere rå end når man hører det på plade, men det fungerede, som resten af koncerten, ret godt, og så er det et nice touch at de sælger Fleshgod Apocalypse pasta og vin (som jeg selvfølgelig var nødt til at skulle have mig et eksemplar af) i merchandise shoppen. Thumbs up!

Hør også vores interview med Fleshgod Apocalypse.

 

krisiun konfeb2014Krisiun:

Efter at have oplevet det italienske show, var kontrasten til brasilianske Krisiun enorm. De er af en noget ældre skole og leverer ikke nær så meget input til de 4 andre sanser. Jeg stod og fik flashback til en Johnny Madsen koncert på Roskilde Festival (for efterhånden alt for mange år siden). Johnny virkede pænt ligeglad med hvordan det hele så ud, han havde stort set ikke noget lysshow, og det gik bare ud på at forbinde guitaren til forstærkeren og spille noget musik. Det virker 100% som om at Krisiun lever efter samme mantra. De ville faktisk bare gerne spille noget død, og det gjorde de. Og de gjorde det højt! Musiskalsk kan jeg bedst lide dem når de en gang imellem nærmer sig den tunge ende, men uanset hvad de spillede denne sabbath, gjorde de det med sikkerhed og overbevisning. De fik endda en smule gang i publikum undervejs. Lidt moshen blev spottet, men generelt var det ikke det mest engagerede publikum, jeg har oplevet på Voxhall, denne aften. Krisiun virkede dog glade, og frontmand Alex Carmago brugte meget (måske endda lidt for meget) tid på at takke folk for at være til stede. Cirka midtvejs fik vi, der nu var til stede fornøjelsen af en trommesolo. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg har set det sidst. Af den årsag var jeg temmeligt begejstret, da Max Kolesne rørte i gryderne med de store skeer, og han slap glimrende fra det. Dejligt indslag i det rå brasilianske onslaught!

Hør også vores interview med Krisiun.

 

Kataklysm: kataklysm livefeb2014 02

Efter Kataklysm kom på scenen, varede det ikke længe inden frontmand Maurizio Iacono erklærede det for lørdag aften. Det er, ifølge ham, altid lørdag aften når Kataklysm spiller. Jeg kan godt se hvad han mener med det, for de formåede fra start at få sat mere gang i festen. Publikum virkede aktive, involverede og glade for at høre noget velspillet canadisk dødsmetal. Der var god bevægelse på scenen, og bandet som helhed, men især Iacono, gjorde en god indsats for at få fat i publikum. Det var dog ikke altid at hans snak imellem numrene var lige vellykket, som for eksempel hans lille tale inden de spillede "Kill The Elite." Så var jeg meget mere til hans ønske, om et godt nytår hvor alle vores drømme måtte blive opfyldt, og endnu vigtigere, alle vores fjender måtte ladet livet!

Der var i øvrigt masser af plads til bevægelse på scenen, for de havde ikke brugt plads på forstærkere eller dets lige. I stedet var der på hver side af trommesættet anbragt et podie, som guitaristen og bassisten hoppede op på i ny og næ for at svinge lidt med garnet. For min skyld kunne de nu godt have glemt de podier derhjemme, da de ikke blevt brugt ret meget. Og så er der ikke så meget lir i at man bare stiller sig derop, spiller lidt og går ned igen. Podier eller ej, så startede koncerten godt ud, men de mistede grebet en lille smule cirka halvvejs inde i koncerten. Det er svært at sige præcist hvorfor, men min egen fornemmelse var at set-listen ikke var helt optimal. Jeg ville i hvert fald selv have sat pris på lidt mere af det ældre materiale. Jeg talte selv 3 af de ældre numre, og med et bagkatalog som deres, vil jeg påstå at det er lige i underkanten til en koncert på mere end en time.

Utroligt nok skulle det ikke være nok med én trommosolo denne aften, for Kataklysm skulle også lige med på den vogn. Trommeslager Olivier Beaudoin kom med i bandet i 2013, så han skulle lige fremvise hans talenter lidt. Hans solo var i min ydmyge holdning ikke helt så imponerende som Krisiuns, men selvom sensationsværdien nu var lidt mindre, var jeg stadig vældigt underholdt af indslaget. Og det var nøjagtigt lige så solidt og skarpt leveret som resten af Kataklysms musik denne aften. De fik præsenteret deres helt eget brand af dødsmetal i stærk form, og havde nok også fortjent at gøre det på en rigtig lørdag aften.

I mangel på bedre blev der dog spillet op til satans denne søndag, og generelt var jeg ganske godt underholdt hele aftenen. 3 stærke bands der leverede 3 stærke shows, på mit alltime favorit-spillested. Det nåede aldrig helt op under tinderne, men det er også en svær øvelse på sådan en søndag. Så lad os da endeligt gøre det igen snart!

Hør også vores interview med Kataklysm.

 

  • Kataklysm_13
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Kataklysm_9
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Kataklysm_4
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall

Se hele galleriet

 

 

Var du med til koncerten og i såfald hvilke bands synes du leverede den bedste optrædende? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - Interview med Cristiano Trionfera

Italienske Fleshgod Apocalypse udgav sidste sommer deres tredje album ”Labyrinth” og er i disse dage på europa tour med Kataklysm på deres ”Waiting For The End To Come” tour sammen med Krisiun. I den anledning gæstede touren Voxhall i Aarhus og her tog vores rapporter en snak med guitarist og sanger Cristiano Trionfera. Hør interviewet her

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse

The Italian technical/symphonic death metal band Fleshgod Apocalypse, just released their third full-length album “Labyrinth” through Nuclear Blast Records. We had a little talk with lead vocalist and guitarist Tommaso Riccardi about this new epic release. Read the interview here

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse – Labyrinth

Med denne udgivelse er det 3. gang, de italienske Metalsymfonikere fra Fleshgod Apocalypse sender et album på gaden, og med de roser deres tidligere kreationer har fået, ikke mindst her på siden, var det ikke uden forventninger, jeg gav mig i kast med ”Labyrinth”.

Man må sige, at når italienerne bekender sig til det symfoniske, så gør de det 100 %: Det virker som om ideen har været at pakke hele den italienske tradition for symfonisk musik og Opera sammen omkring en kerne af benhård Dødsmetal. Derfor er der kæmpestore orkesterarrangementer med alt hvad hjertet kan begære, kor af lige så omfangsrige dimensioner og for at sætte prikken over i’et suppleres der med en Operavokal, der bringer vitrineskabets indhold af vinglas i akut livsfare. Midt i dette massive opbud af elementer fra den Klassiske musik står Fleshgod Apocalypse, og de tilkæmper sig ørenlyd ved at hamre en omgang virkelig brutal Death Metal afsted. Her er der langt til de forsigtige udladninger, man ofte hører i den pænere ende af den symfoniske Metal; der er ingen fine fornemmelser, der bliver bare givet gas.

Det samlede resultat er imponerende og i første omgang virkelig fedt, for der er ikke sparet på noget, men oplevelsen bliver hurtigt en smule slidt. Problemet er, at numrene simpelthen er for overlæssede – man vil for mange ting på én gang, og så bliver musikken temmelig anstrengende at lægge øre til. Det er så galt, at hver gang jeg er nået til slutnummeret, som er albummets eneste rolige skæring, sukker jeg og tænker ”endelig”. Derfor indfrier albummet ikke mine forventninger, hvilket bedømmelsen afspejler.

Tracklist:  

1. Kingborn

2. Minotaur (The Wrath Of Poseidon)

3. Elegy  

4. Towards The Sun

 5. Warpledge

6. Pathfinder

7. The Fall Of Asterion

8. Prologue

9. Epilogue

10. Under Black Sails

11. Labyrinth

Samlet spilletid: 54:21

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse udgiver nyt album til august

Det italienske symfoniske death metal band Fleshgod Apocalypse udgiver den 16. august deres tredje fuldlængde album ”Labyrinth” igennem Nuclear Blast Records.

I en pressemeddelelse for albummet, beskrives albummet og bandet således:
“The new album hones in on the band's unique traits giving fans everything they could hope for and more.

Colin Marks nailed it once again making an incredible cover art work, as well as several neoclassical pieces of art for a massive inlay.
The mixing and mastering work of Stefano "Saul" Morabito is absolutely amazing. "Labyrinth" sounds clear and powerful and of course it
has to be considered one of his best jobs ever, so expect his name will be even stronger in the near future!

Make no mistake, FLESHGOD APOCALYPSE are now one of the leading forces in the extreme metal scene!”

Trommeslageren Francesco Paoli udtaler følgende om albummet:
“Labyrinth is going to be THE album for Fleshgod Apocalypse. It's the perfect combination of all our strong points with the best production we've ever had.
It's definitely the most Fleshgod thing we've ever thought with the most Fleshgod riffs, lyrics, melodies, drumparts, solos, etc...We went deep inside the core
of this music, we broke it, and we finally unleashed these eleven songs. I want to be honest, it needed so much work and time to come up with this but now
I'm like: "ok, next time will be tough to reach this point!". Honesty and quality pay, always, and all of you guys supporting the band DESERVE THE BEST.
You might think that i'm overrating it just because it's our "child" but, trust me, this album is fuckin' dangerous.
Just take your time, listen to it and get lost into the LABYRINTH.”

Frontmand Tommaso Riccardi tilføjer: 
"The concept of this album is based on the myth of the Labyrinth of Knossos and every character related to it. We focused on the philological aspect in order
to represent all the elements of the classic world and, through a manic and meticolous research, we managed to create a  metaphor with our times, as the
maze can be associated with the endless search for what we really are. We're sure you will be stunned by this as much as we are.”

Track listen til “Labyrinth” er følgende:
1 KINGBORN
2 MINOTAUR (THE WRATH OF POSEIDON)
3 ELEGY
4 TOWARDS THE SUN
5 WARPLEDGE
6 PATHFINDER
7 THE FALL OF ASTERION
8 PROLOGUE
9 EPILOGUE
10 UNDER BLACK SAILS
11 LABYRINTH

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed