fbpx

Erdve - Savigaila

Det er ikke så tit, vi anmelder udgivelser fra Litauen, men selvfølgelig er der også en musikscene der. Et af navnene er Erdve, der blev dannet i hovedstaden Vilnius i 2016, og udsendte sit første album i 2018. Nu er de tre medlemmer så klar med album nummer to, ”Savigaila”.
Bandets stil bliver beskrevet som ”eksperimenterende Hardcore Sludge” – en helgardering, der kunne være hvad som helst. På ”Savigaila” dækker det over en blanding, hvor det eksperimenterende overskygger de nævnte genrer. Godt nok kunne den skrigende vokal sagtens være taget direkte fra et Hardcore band, men den ledsagende musik har på intet tidspunkt det energiske og medrivende drive, der kendetegner dén genre. Er det så sludge?
Heller ikke direkte, selv om passager foregår i slæbegear, er musikken en tand for voldsom til, at dét genrestempel passer.
Så jo, albummet er et mest af alt et eksperiment, men desværre ikke et vellykket et af slagsen. Stemningen er mørk og fyld med mol-klange, men i lange passager står tingene næsten helt stille; selv om det er ret voldsomt, består musikken mest af monotone gentagelser. Ikke overraskende mister jeg interessen her …
Alt for sjældent afviges der fra oplægget, som når nedtones og slapper af, eller når klavertoner giver musikken en anden vinkel. Derfor har jeg svært ved at anbefale albummet til andre en de, der bevidst søger det afvigende.

Tracklist:
1. Lavondėmės
2. Smala
3. Votis
4. Betonas
5. Pleura
6. Bendrystė
7. Sugretinimas
8. Pragulos
9. Savigaila
10. Skilimas
11. Takoskyra
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Eight Bells - The Captain's Daughter

I 15 år var Melynda Jackson hovedperson i bandet SubArachnoid Space, som hun valgte at lukke ned i 2011. At det var svært at slippe, viser hendes nye band; det har nemlig fået navn efter SAS’ sidste album, "Eight Bells”, ligesom trommeslageren Chris Van Huffel er genganger. Sidste medlem i det nye band er bassisten Haley Westeiner.

 

Jeg kender intet til forgængerbandets bedrifter, men i det nye set up bestræber man sig på at spille Rock, som ikke passer ind i gængse rammer. Både det første og det sidste nummer er rent instrumentale, og begge virker en smule tilbagetrukne. På den måde kommer de til at danne blød opstart / knapt så blød afrunding af albummet.

I de mellemliggende numre slår bandet sig mere løs, her er spændvidden større. Det giver plads til forskellige guitarmelodier, som spænder fra det stille og drømmende til det aggressive. Det sidste er dog kun i begrænset omfang, for gennemgående er musikken omgængelig. Det samme gælder vokalerne, som ikke er super rene, men alligevel formår at trænge igennem. Det kniber mere for musikken, for numrene er lidt forvirrede, og der er ikke mange bemærkelsesværdige elementer – her udgør de seje guitarhooks i starten af titelnummeret en undtagelse.

Derfor har mødet med kaptajnens datter været interessant, men ikke spændende nok til at brænde sig fast for alvor, så det er snart glemt igen.

 

Tracklist:

1. Tributaries

2. Fate And Technology

3. The Captain’s Daughter

4. Yellowed Wallpaper

 

Samlet spilletid: 31:09

Læs mere...

Ram-Zet - Freaks in Wonderland

Norske Ram-zet er et af den slags bands, som ikke rigtig passer ind i de vante forestillinger for genre og musikalsk stil; de 4 medlemmer omkring bandchefen Zet blander musikalske og vokale elementer fra så bredt et spektrum, at ingen enkelt betegnelse dækker. Er det så ikke ”bare” almindelig progressiv musik? Jo, på en måde – og så alligevel ikke.
Allerede i åbningsnummeret, som i løbet af 8 minutter præsenterer lytteren for metallisk hårdhed, flotte melodier, en stærk og kraftfuld kvindevokal samt en jazzet guitarsolo, står ovenstående klart. Albummet igennem blandes alle mulige elementer til en melange, som i perioder ligner kendte stilarter, men pludseligt eksploderer og snart er kaotisk, snart teatralsk. Det er svært at gengive på skrift, men fælles for numrene er, at de hører hjemme under betegnelsen Metal.
Når man forsøger at skræve over så meget, kan man risikere at bukserne revner, men det sker ikke her; Ram-zet har så stærkt et greb om tingene, at numrene styres sikkert i havn. På vokalsiden står Ram selv for en udmærket grum brølen, men han bliver sat til vægs af sangerinden Sfinx, som virkelig har power i sin stemme. Hendes omkvæd i ”Land of Fury” er et lærebogseksempel på, hvordan kvindevokaler skal bruges i Metal.
Når man smider så mange forskelligartede ideer på bordet, kan man ikke forvente at alle rammer plet. Der er sekvenser på albummets anden halvdel, hvor tingene bliver mere særprægede end spændende, og det trækker albummet lidt nedad. Alligevel skal nordmændene roses for den store iderigdom og kunstneriske bredde – trods titlen på startnummeret er det her en historie med en lykkelig slutning!!

Tracklist:
1.Story Without a Happy End
2.I Am
3.Mojo
4.Land of Fury
5.Madre
6.Circle
7.The Sign
8.As the Carpet Silent Falls

Samlet spilletid: 55:29


 

Læs mere...

So Is The Tongue - A Child of Divorce

”a Child of Divorce” er det andet fra bandet So Is The Tongue, som holder til i New Jersey. Bag udgivelsen står bandets eget pladeselskab, så musikerne har haft helt frie hænder under indspilning af de 7 numre.
Indholdet af disse varierer meget i intensitet og udtryk, for selv om de har Rock som fællesnævner, er der stor forskel på, hvordan denne fortolkes. I starten af albummet er numrene afdæmpede, og de har noget eftertænksomt over sig. Der er mange passager med sparsom instrumentering, hvilket giver fokus på vokalen, som er ret intens. Den skifter mellem det lidt klagende og det drømmende, og når musikken melder sig mere højlydt på banen, bliver kombinationen lidt psykedelisk i sit udtryk.
I "People Don´t Forget” er der en udmærket melodi, men ellers har numrene svært ved at blive hængende – det er ikke mainstream, vi har fat i her. Sekvenser med næsten stilstand afløses af pludselige udbrud at næsten kaotisk natur, men trods den pæne dynamik, der derved skabes, bliver det aldrig rigtigt spændende. Materialet virker flere steder ufærdigt, som om bandet bare har taget numrene på det udviklingstrin, de nu var nået til – så må det bære eller briste. For mig er der for lidt der bærer, og for meget der brister på denne udgivelse; de mange enkeltdele i musikken bliver for sjældent samlet til noget virkelig interessant.

Tracklist:
1. Pt. I
2. Conflicting Stories
3. Pt. II
4. Either Way
5. People Don´t Forget
6. Pt. III
7. You´re Nobody

Samlet spilletid: 42:58

 

Læs mere...

Thy Catafalque - Rengeteg

Thy Catafalque debuterede tilbage i 1999, og er nu ude med det 5. album. Bandet er et soloprojekt for Tamás Kátai, som får hjælp af et par sangerinder og en cellist, men eller klarer han alt selv.
Albummet lægger ud med et par Metal numre, som har fin energi og gang i guitarerne; samtidig optræder vokalen både i en forvrænget udgave og som ren sang. Sidstnævnte er et forvarsel om resten af albummet, for efter at have raset ud og markeret sig, trækker Kátai tingene i en mere rolig retning. Musikken får mere karakter af Rock end Metal, og samtidig er der en snert af Folkemusik over numrene – ikke med de traditionelle rytmer, men via de stemninger, der optræder. Og disse opbygges med sikker hånd, for Kátai forstår at variere sig samtidig med, at han har flair for iørefaldende melodier. Disse er albummets største aktiv, og jeg har flere gange taget mig selv i at have dem kørende i hovedet.
At der optræder ekstra vokaler er ikke tegn på manglende evner hos hovedpersonen selv, for han synger med en meget blød og behagelig vokal. Det klæder teksterne, som jeg gætter er på ungarsk – det er svært at høre. Flere steder har numrene en mellemøstlig tone, f.eks. i ”Trilobita” – det gør tingene en smule eksotiske.
Albummet her er et eksempel på en anderledes tilgang til Rock og Metal, som forener tunge guitarer med keyboards, akustiske instrumenter og især glimrende omkvæd. Særligt det sidstnævnte gør ”Rengeteg” til et positivt bekendtskab, som man ikke går fejl af, hvis man ønsker et varieret udbud af melodier.

Tracklist:
1. Fekete mezok
2. Kel keleti szél
3. Trilobita
4. Ko koppan
5. Vashegyek
6. Holdkomp
7. Kék ingem lobogó
8. Az eso, az eso, az eso
9. Tar gallyak végül
10. Minden test fu

Samlet spilletid: 61:56
 

Læs mere...

Esoteric - Paragon of Dissonance

Når man skal graduere musikalsk tyngde, lyder rangordenen: Tung, tungere, Doom, og netop i den sidstnævnte kategori har engelske Esoteric været et markant navn i mange år. Bandets 6. album, som er genstand for denne anmeldelse, er en stor og massiv opgave: Fordelt på 2 CD-skiver er der 7 numre at tage fat på, og med en samlet spilletid på næsten 100 minutter, er der nok at gå i gang med.
Når man tænker på de rytmiske begrænsninger, der normalt hersker i Doom genren, kan udsigten til så lang tid i selskab med monstertunge numre, som kun laaangsomt skrider fremad, virke uoverkommelig – her overrasker Esoteric positivt, for de 7 numre er langt mere afvekslende end forventet.
Selvfølgelig er der mange passager, hvor rytmerne bevæger sig dinosaurtrampende tungt afsted, og fornemmelsen af tyngde forstærkes af Greg Chandlers vokal, som virkeligt er dybt rallende. Ved at lade forskellige små guitarmelodier indgå i disse sekvenser, lykkes det for Esoteric at give musikken et mere varieret udtryk. Men bandet tør at gå videre, og i perioder forlades Doom stilen til fordel for mere rolige og rytmisk mere varierede stilarter. Det er tilbagelænet og virker godt.
Mod slutningen overdrives eksperimenterne, og der er for mange perioder i numrene, som primært består af lydkollager uden ret meget rytmisk indhold. Det bidrager ikke med meget andet end spilletid, og man burde have overvejet en ekstra gang, om ikke de skulle nøjes med materiale til en enkelt CD.
Slutningen kommer derfor til at give ”Paragon of Dissonance” en lidt bitter eftersmag, som ikke er helt fortjent. På den første del af udgivelsen viser Esoteric en spændvidde, som man normalt kun finder i mere teknisk betonede stilarter; derfor vil jeg stadig anbefale albummet - man kan jo altid nøjes med at høre det i etaper.

Tracklist:
CD 1:
1.Abandonment
2. Loss of Will
3. Cipher
4. Non Being

Samlet spilletid: 47:05

CD 2:
1. Aberration
2. Disconsolate
3. A Torrent of Ills

Samlet spilletid: 50:22
 

Læs mere...

Wildildlife - Six

Som udgangspunkt synes jeg, at musik der stiller spørgsmålstegn ved normerne og forsøger at skille sig ud fra mængden, er spændende. Ideen i hvert fald. Wildildlife (Aner hverken hvordan man udtaler det, eller hvad betydningen er af bandnavnet) er et amerikansk band, der godt kan lide at teste lytterens tålmodighed, og må bestemt siges at høre til gruppen af bands, der forsøger at finde en lille og uprøvet niche. Musikken er til tider ovre i den støjende postrock afdeling, med en grum vokal og store klangflader, der fylder flere hektarer. Få gange er de helt radiovenlige, som i åbneren "Things Will Grow", der er et ret godt nummer, men som nok også er skivens farisær; resten er slet ikke i den boldgade, og er til tider direkte fjendsk.
De syv numre, der i snit varer 10 minutter, er sine steder spændende, men andre steder decideret dårlige. Nogle af numrene er lidt af hvert, og det er jo klart, at med en spilletid på 18 minutter, bliver "Magic Jordan" en tør kiks at bide i, når de sidste syv minutter består af summende lyde med klokker og lidt fuglefløjt indover. "Tungsten Steel-Epilogue" er for så vidt et fint nummer, og ligeledes er "Kross" også okay. Men det er sgu som om, at Wildildlife's kræfter bliver brugt på at være sære og specielle. Det virker, vil jeg sige, men det har nok ikke den ønskede effekt på mig, da jeg mange steder i løbet af "Six" er ved at rive håret af mig selv i stedet for at klappe og hylde.
På bandets hjemmeside angiver de musikken til at være "Happy Hardcore".... Jeg ved sgu ikke rigtig, men faktum er, at særheds-faktoren er helt i top, og at musikken nok skal tiltale nogle exentriske lyttere verden over. Bare ikke her!

Tracklist:
01: Things Will Grow
02: Tungsten Steel-Epilouge
03: Whooping Church
04: Magic Jordan
05: Feed
06: Kross
07: Nervous Buzzing

Total Spilletid: 68:46 Minutter

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed