fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Enslaved - Utgard

Som det har været gældende i hele Enslaveds karriere, spiller den nordiske mytologi også hovedrollen på bandets femtende studiealbum, ”Utgard”. I mytologien er Udgård et sted hvor guderne ingen magt har; i overført betydning er det et sted hvor mennesker ikke styrer begivenhederne.
På den baggrund er det ikke overraskende, at albummet er en størrelse, som er svær at håndtere. Musikken følger kun kortvarigt de gængse veje for Metal, og kun ”Sequence” og ”Homebound” kan siges at være lige ud ad landevejen. I de øvrige numre har Ivar Bjørnson udstyret musikken med masser af små modhager og knudrede elementer der gør, at de ikke går lige ind hos lytteren. Det gør numre som den tunge ”Jettegryta” og det keyboarddrevne ”Urjotun” lidt svære at komme ind på livet af – her skal man igennem flere gange.
Men det er ikke fordi numrene mangler power, for Grutle Kjellson brøler mandigt igennem hele albummet. Og hans rallen i ”Storms Of Utgard” passer fint ind i nummerets ret voldsomme opbygning – men de langsomme kor, som trækker energien ud af begivenhederne, kunne jeg godt have undværet. Det samme gælder ”Distant Seasons”, som er et underligt fladt og uinteressant slutnummer.
Bjørnson har udtalt, at det nye album vil står som en milepæl i bandets historie, men det må tiden vise. For mig er den knudrede stil en tand for lukket til, at tingene rykker for alvor.

Tracklist:
1. Fires In The Dark
2. Jettegryta
3. Sequence
4. Homebound
5. Utgardr
6. Urjotun
7. Flight Of Thought And Memory
8. Storms Of Utgard
9. Distant Seasons
Samlet spilletid: 44:46

 

Læs mere...

Enslaved - E

I promo materialet til deres fjortende studiealbum nævnes udgivelsen som en ny start for Enslaved; ikke kun fordi det er den første udgivelse efter bandets 25 års jubilæum, men også fordi der er sket meget i medlemmernes privatliv. Internt i bandet er den største nyhed, at Håkon Vinje har erstattet Herbrand Larsen på keyboard.

Det hele startes ret bombastisk med et gjaldende horn af den slags, som proklamerer, at her kommer noget stort. Men i stedet lægger åbningsnummeret en mere afdæmpet stil for dagen, så trods pænt stort baggrundskor og et par glimt med grum vokal fremstår nummeret åbent og venligt.

Den stil fortsætter kun delvist i ”The River's Mouth” og ”Sacred Horse”, for her får den brølende og rallende vokal mere spilletid. Samtidig bliver musikken mere pågående med elementer fra Black Metal, men de bliver dæmpet en smule i produktionen, så de ikke udfolder deres fulde potentiale. Det samme sker i ”Axis Of The Worlds”, her sørger hammond orgel for et skud retrostemning, men ellers er nummeret ret anonymt.
På albummets to sidste numre genfindes de samme elementer som nævnt ovenfor, men der eksperimenteres mere, så der bliver plads til både kaos og monotone gentagelser som modvægt til de mere lineære tiltag. Det fik mig flere steder til at tænke på Radiohead, som heller ikke går af vejen for at udfordre.

Diskussionen om noget helt nyt for Enslaved har jeg svært ved at finde i musikken, for nordmændene lyder som de gjorde ved mine tidligere møder med dem. Sine steder er musikken fængslende og imponerende, men andre steder lidt meget til den underlige side. Eller med andre ord: Kunne du lide det gamle, vil ”E” også falde i din smag.

Tracklist:
1. Storm Son
2. The River's Mouth
3. Sacred Horse
4. Axis Of The Worlds
5. Feathers Of Eolh
6. Hiindsiight
Samlet spilletid: 42:48

 

Læs mere...

Enslaved - In Times

Med en start i 1991 hører Enslaved til den første bølge af norske Black Metal bands, men Ivar Bjørnson og Grutle Kjellson gav med tiden bandet en stil, som er mere progressiv end sort. På albumfronten har man ikke ligget på den lade side, så det nyeste skud på stammen, ”In Times”, er nummer 13 i rækken. Startnummeret er lige på og hårdt med traditionel Black Metal; her er det tempoet, de plirrende guitarer og den ondskabsfuldt brølende vokal, der sætter dagsordenen. Men snart skifter nummeret karakter, så tempoet sænkes, udtrykket bliver venligere og brøleriet afløses af en meget blød og indsmigrende stemme.

Den store forskel i udtryk og stemning giver nummeret spænding via de nævnte kontraster, og beskrivelsen af åbningsnummeret er dækkende for de resterende 5 numre. Samme elementer i alle numre – er det ikke ensformigt og kedeligt? Både ja og nej. Nej, hvis man ser på de enkelte numre, for især den pæne og bløde del af dem indeholder nogle virkelig stærke melodier, som peppes op, når de møder det rå og brølende. Derfor får et nummer som ”Nauthir Bleeding” mig til at tænke på Amorphis. Og ja, når man tager et skridt bagud og betragter ”In Times” som helhed, for selv om stemningspendulet svinger frem og tilbage, så sker det mellem de samme to positioner; det får numrene til at virke meget ensartede. Derfor kommer jeg ikke helt op at ringe over udspillet, som er eksponent for fremragende musikalsk håndværk, men hvor et par overraskelser havde gjort underværker.

Tracklist:
1. Thurisaz Dreaming
2. Building With Fire
3. One Thousand Years of Rain
4. Nauthir Bleeding
5. In Times
6. Daylight
Samlet spilletid: 53:05

 

Læs mere...

Enslaved offentliggør album detaljer

  • Udgivet i Nyheder

Norske Enslaved har netop offentliggjort detaljerne for deres kommende album. Gruppens trettende studie album har fået titlen ”In Times” og vil blive udgivet igennem Nuclear Blast den 6. marts 2015.

Enslaved’s guitarist Ivar Bjørnson har udtalt følgende om deres seneste udspil:

“I was so deep into the songs and ideas for such a long time (or have my head so far up my own a**, if you prefer more direct language) that it is hard to have any ‘opinions’ about them that is anything else than the high-flying mumbo-jumbo of the introvert song-smith. The songs are extensions of my inner and outer life, the thoughts I am aware of having, as well as those that lie too deep to register in everyday consciousness. The songs are the resounds of grandiose altered states and mundane tiny micro-events. In addition, they are, of course, also the result of inspiration from other music and art. I do think this new album is the most consistent body of work we have so far: It incorporates our ‘blacker’ past with our influences from prog rock, our present sense of absolute freedom, and the joy of being in this band, if that makes any sense… Ha, ha, ha. It is higher in energy, more aggressive, yet more beautiful and subtle. It simply sounds inspired.”

“In Times” er produceret af bandmedlemmerne Ivan Bjørnson, Grutle Kjellson og Herbrand Larsen i samarbejde med Iver Sandøy. Og mikset af Jens Bogren i Fascination Street Studios i Sverige.

Artworket, som kan ses nedenfor, er håndmalet af Truls Espedal og track listen er som følgende:

01 – Thurisaz Dreaming
02 – Building With Fire
03 – One Thousand Years Of Rain
04 – Nauthir Bleeding
05 – In Times
06 - Daylight

Læs mere...

Enslaved: Koncert i Århus aflyst

Det norske progressive Metal / Black Metal band Enslaved har desværre meddelt at bandet, ude af deres kontrol, må aflyse koncerten som var planlagt den 5. april på Radar i Århus, bandet skriver følgende:

“Due to circumstances out of our control we will sadly have to drop the DK show this spring. Check out ‘tour dates’ for Spring Rite 2013 (Europe).”

Enslaved er pt. aktuel med det anmelder roste album albummet ”Riitiir” som udkom den 9. oktober 2012 via Nuclear Blast Records.

http://youtu.be/qQ43EPdyPys

Læs mere...

Dimmu Borgir, Enslaved, Sahg

Sahg
Det var et noget sølle ”turn out” der var til denne indledende runde af hvad der lovede på at blive en god aften. Publikum ikke ligefrem flokkedes om scenen da Sahg gik på og det er sku en skam. Sahg spiller hård rock med 70er inspirationer (selv deres tourbus er som taget ud af den era) og de gør det så godt at de i Norge er blevet rost til skyerne. Bandet tæller et allstar crew af højt profilerede Norske musikere, og blandt dem finder man, som repræsentant for metallen, Tom Cato Visnes aka King Ov Hell (ex Gorgoroth) og det er sku helt sjovt at se ham stå iført noget andet end corpsepaint og nitter
Sahg gik som sagt på til et noget blakket publikum der ingen intentioner havde om at stoppe små snakkeriet for at høre konge heavy, men Sahg gjorde hvad de kunne (og lykkedes så småt) for at overbevise tvivlere om at Sahg var kommet for at blive. 70er lyden blandet med moderne heavy og forsanger Olav Iversens skingre vokal var måske ikke hvad man kunne forvente sig af en aften i black metallens tegn, men fedt var det. Energi niveauet og spilleglæden var i top og det var et veltilfredst (så det ud til) Sahg der forlod scenen til tonerne af sangen Pyromancer. En FUCKING fed koncert der nåede ud over scene kanten og viser at man ikke skal være så skeptisk overfor noget nyt og fremmed.

5/6

Enslaved
Enslaved stammer fra Haugesund i Norge og spiller efter eget udsagn psykadelisk progressiv black metal. En lidt underlig blanding når man kigger på black metal generelt, men alligevel en blanding som Enslaved har formået at få til at virke gennem tiderne og en blanding de høster storslåede anmeldelser for. Bandet har netop udgivet deres ellevte studie album ”Axioma Ethica Odini” og det var derfor forventet at man skulle høre lidt derfra, men det blev da også til noget lidt ældre.
Enslaved lagde ud med et sønderrivende brag og fortsatte stilen med deres halv catchy, dystre og dybt kaotiske version af black metallen. Forsanger Gruttle Kjellson snakkede lystigt om øl og om det at være fra Norge da han udbrød ”Vi er fjeldaber”. Et tegn på et band der ikke tager sig selv helt så højtideligt som man kunne have frygtet.
Det blev blandt andet til ”storhittet” (om man vil) Isa, Ground fra ”Vertebrae”, men også en tur helt tilbage til 90erne og sangen ”Alfadr Odin”. Enslaved spillede en potent koncert der dog var plaget af decideret dårlig lyd. Det var af og til svært at høre keyboardet, vokalen faldt ud enkelte gange og det soniske kaos udviklede sig til et mere til regulært kaos hvor tonerne forsvandt før de nåede at ramme noget. Det er synd for Enslaved når man ser på hvor excellente albums de har smidt ud i løbet af årene og hvordan de nyfortolker en efterhånden lettere kedelig genre. Trods lydproblemer spillede Enslaved den hjem på sikker rutine uden en eneste fejl. Der var ikke megen publikums interaktion før de sidste par numre og det virkede i det hele taget som om de bare tog den på rutinen og lod publikum være publikum. De kom ikke så meget ud over scene kanten som man kunne håbe, men der er selvfølgelig også besværligt med den musik de spiller. Trods alt spillede Enslaved en fed, veloplagt og helt igennem gennemført koncert til UG. Nu venter vi bare på at de vender tilbage til lille Danmark igen! Horn herfra!

4/6

Dimmu Borgir
Efter Sahg var publikum for alvor begyndt at flyde ind og Vegas store sal var da også ved noget der lignede briste punktet da lysene slukkedes for sidste gang og aftenens hovedattraktion begyndte at trække ind på scenen.
Det var et noget fesent set up Dimmu Borgir havde slæbt med sig i forhold til sidst de var her. Meget standard med et par lamper og et trommesæt sat op bagerst. Og så en underlig blæksprutte hjelm (bedst kendt fra Gateways videoen) der ikke rigtig indgik i forestillingen, men bare hang til pynt uforklarligt i den ene side.
Dimmu Borgir behøver ingen introduktion, i over 15 år har de regeret som mestrene af symfonisk black metal og en slags indgangs portal til metal universet for de helt unge purke og dem var der da også rigeligt af her til aften, man kunne spørge sig selv om Marilyn Manson var i byen, men det var ikke tilfældet. Dimmu Borgir har netop udgivet deres niende studiealbum Abrahadabra og blev messet ind på scenen af første nummer fra pladen ”Xibir” et symfonisk nummer der trods sin episke karakter er en anelse kedelig og blot minder os om at bandet skillede sig af med komponisten Mustis inden de indspillede albummet. De bagerste pladser, trommeslager, bassist og keyboard spiller blev udfyldt først mens vi pænt måtte vente på de tre herrer det hele drejede sig om, endnu en gang for lige at slå fast hvem der udgør bandet og hvem der bare er ”hired help”, backup gruppen havde sågar fået masker på for lige at sætte en tyk fed streg under det faktum.
Dimmu Borgir lagde hårdt ud med noget gammelt, fra ”Enthrone Darkness Triumphant” før de skiftede til noget fra succes albummet ”In Sorte Diaboli” og derefter et komplet skift over i noget af det nye fra ”Abrahadabra”. Set listen var lidt underligt konstrueret, med ca. 5 nye numre isoleret i en lille klump midt i settet så de blev spillet i rap, før bandet igen kunne skifte over i det lidt mere sikre territorie. Publikum var med bandet, der spillede den sikkert hjem. Dimmu Borgir fremtræder som et yderst elitært og meget arrogant band hvilket jo er en del af deres black metal aner og for det meste fungerede det godt. Shagrath (vokal) nærmest prædikede og havde meget veludførte og sikre bevægelser. Når han var på virkede det som om han meget sikkert og med omtanke udvalgte hvilke ”moves” han skulle fyre af, men meget af tiden stod han bare og sugede lidt i sin mikrofon og det tog lidt af det elitære af bandets mystik.
Der var massive lydproblemer til denne optræden. Keyboardet var meget af tiden knapt hørbart, og bassen var ikke til at styre på ti tønder land. På et tidspunkt gik det helt galt og baslyd buldrede ud over publikum i et minuts tid hvor man intet kunne høre andet end turbulens. Det er ærgerligt for et band der efterhånden burde være i stand til at sætte god lyd op, med al deres rutine og erfaring. Man kunne ikke andet end føle, at hvis guitar delene havde været bare en lille smule mere avancerede, og knap så monotone havde Shagraths job med at holde sig hørt været umulig. Alt i alt var Dimmu Borgir en udemærket men halv flad oplevelse og publikum nåede aldrig rigtig at være helt med, det var som om den blev kørt overvældende meget på rutinen og så måtte det være det. Bandet forsvandt til tonerne af ”Mourning Palace” og nu går der vel en tre års tid før de norske black metallere sætter deres fødder på dansk jord igen.

4/6

Aftenen burde have budt på black metal i nærmest legendarisk status. Både Enslaved og Dimmu Borgir har efterhånden opnået helgen status så man var naturligvis opsat på en fed aften med nogle af de helt store. I stedet fik man nogle trætte mænd der ikke rigtigt var helt til stede og massive lydproblemer, jeg er bare glad for at jeg ikke måtte punge de 275 kr for billetten for så ville jeg være gået derfra og følt mig snydt, men alt i alt en aften jeg ikke fortryder

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2006

Så blev det endnu engang tid til årets metal begivenhed i Jylland, Aalborg Metal Festival, som er på sit 4. år, og større end nogle sinde. Igen i år varede herlighederne over 2 dage, med masser af fee hegn, metal marked, bajere og whisky!!
Med årets festival fulgte endnu en udvidelse; Jägergrotten, som var et lille loftsrum på studenterhuset, hvor der var sat en scene op på gulvet blandt publikum. I grotten var der også mulighed for at mødes og snakke med Entombed, Destruction, Kataklysm og Volbeat, samt at få en lytter til de nye cd’er fra Mercenary, As We Fight og Barcode. Og så var der selvfølgelig koncerterne, som hvis jeg skulle sige det, ikke var helt perfekt planlagt; de fleste koncerter i grotten fandt nemlig sted samtidig med andre koncerter på hovedscenen.

Fredag stod hovedsageligt i metalcore/hardcore’s tegn, hvor de 6 bands bestod af årets line-up på Hell On Earth turen.
Årets åbning band var A Perfect Murder, som jeg faktisk havde håbet på at se, men nåede desværre ikke ind i tide. ØV ØV for mig, det skulle efter sigende havde været en fed koncert.

Cataract - Main Stage, 17.15 – 18.00
Karakter: 4 / 6
Så blev det endelig tid til Schweiziske Cataract, som virkeligt satte festen i gang for mig; gruppen var tændt, og selvom de var ved slutningen af deres tur, og gav den alt i sig i deres 45 minutter. Publikum var ligeledes ved at vågne op, og små moshpits tog form.

As We Fight - Main Stage, 18.30 – 19.15
Karakter: 5 / 6
Kort tid efter deres listening party i grotten på deres nye album ” Midnight Tornado”, indtog danske As We Fight scenen. Selvom jeg har set dette band mange gange, er det altid en fed oplevelse at opleve dem, da de jo, i hvert fald efter min mening, er et af Danmarks absolut fedeste livebands. Og ud fra de mange gæster der nu havde begivet sig ind foran scenen, kunne man nemt se, at jeg ikke var den eneste der ville overvære disse drenges koncert.
Både bandet og publikumet var tændt, og der blev formet stor moshpit og hvad ellers hører til, i bedste hardcore stil. Det kunne Laurits, gruppens ene forsanger ikke stå få, og måtte flere gange stagedive med sin mic i hånden, for at gå amok med publikum.
Bandet brugte også muligheden for at præsentere deres nye trommeslager, som virkede til at have godt styr på tønderne. Endnu engang, fedt show!!

Heaven Shall Burn - Main Stage, 19.45 – 20.45
Karakter: 4½ / 6
Disse kære tyskere står mit hjerte nær, og den ene gang jeg tidligere har oplevet bandet live, var der dæleme knald på, så jeg forventede endnu en røvsparkende koncert fra deres side. Og det fik jeg! Til trods for at dette var den næstsidste koncert på Hell On Earth Tour’en virkede de i hvert fald ikke til at have problemer med motivationen, for de gik ganske godt til makronerne. Nøjagtigt som på plade, står live-udgaven af Heaven Shall Burn for en rigtig mørk, brutal og tung omgang metalcore, og denne aften slap gutterne for tekniske problemer, så intet stod imellem publikum og musikken. De mest entusiastiske tilhørere på forreste række fik endda fornøjelsen af at brøle lidt i mikrofonen ved flere lejligheder, og der var i det hele taget fin kontakt mellem band og publikum. Naturligvis spillede bandet både nye og ældre numre, men koncertens højdepunkt var uden tvivl, da de spillede ”The Weapon They Fear” fra superalbummet ”Antigone”.

Purified In Blood - Jägergrotten, 20.15 – 20.45
Karakter: 4 / 6
Midt i Heaven Shall Burn begyndte norske Purified In Blood. Heldigvis var bandet lidt forsinket, så det var muligt at se det meste af Heaven Shall Burn, før turen gik til det lille loftsrum. Gruppen på 6 mand stod en smule klemt på den lille scene, men det hindrede dog ikke bandet i at give den alt de havde i sig. De 2 forsangere bevægede sig blot ned blandt publikum, og publikum elskede det. Hvis man ikke fik chancen for at se disse gutter, eller ikke fik nok, spiller de i Aalborg igen til februar på 1000fryd.

Volbeat - Main Stage, 21.15 – 22.-15
Karakter: 5 / 6
Jeg så Volbeat da de besøgte Studenterhuset tidligere på året, og det var en oplevelse af de store. Deres CDer har ikke imponeret mig synderligt, men hold kæft de sparker røv live. I aften var ingen undtagelse. Forsanger Michael Poulsen er noget af det mest energiske og karismatiske man kan forestille sig. Man kan se han elsker at være på scenen, og med hans forrygende Elvis inspirerede vokal og evne til at komme langt ud over scenen, kan det næsten ikke gå galt. Publikum var også helt med på noderne, og der blev, råbt og danset det bedste folk havde lært. Men, men, men Volbeat er lige på grænsen til at det bliver for tegneserieagtigt med Poulsens Elvis og Johnny Cash inspiration. Midt i det hele var det ved at gå op i hat og briller med skiften mellem elektrisk og akustisk guitar, og Cash-agtige breaks blandet med trashmetal. Det holdt lige, men ret meget mere af det, og Volbeat kører sig selv ud på et sidespor hvor de slet ikke hører hjemme. De spiller fed, tidlig Slayer inspireret trash med helt deres egen lyd og stil, og det ville være en skam at ødelægge det glimrende koncept. Som Niles Karl Sanders siger om hard metal i Terrorizer: ”If you played a blastbeat with a heavy guitar riff and sang Elvis Presley words, it would not have the same effect. It would be comedy”. Jeg kan kun give ham ret. Men så langt her holder Volbeat 100%.

Maroon - Jägergrotten, 21.45 – 22.15
Karakter: 4 / 6
Tyske Maroon gik på scenen midt i Volbeat. Maroon er ikke bare nogle udmærkede musikere, men det viste sig også, at der er gemt en lille komiker i forsangeren Andre Moraweck. Efter åbningsnummeret sagde sangeren straks tak og at de blot havde 2 sange igen. Det undrede mig lidt at de skulle være ved at være færdige, for efter at havde anmeldt deres album ”When Worlds Colide”, mindes jeg ikke at deres sange var så lange. Men gruppen blev dog ved med at fyre den af på scenen, og havde flere komiske indslag. Moraweck lavede bl.a. gentagende gange grynte lyde i sin mic. Men alt i alt en yderst underholdende koncert, som fik et smil frem på læben.

God Forbid - Main Stage, 22.45 – 23.45
Karakter: 4 / 6
Så gik turen til et af de bands jeg havde set mest frem til, amerikanske God Forbid, som med deres mange år på scenen er en af forfædrene, som har været med til at forme metalcore genren til hvad den er i dag. Og på trods af størrelsen af dette band, er disse gutter nogle af de mest nede på jorden musikere, jeg har set. En af de første jeg så, da jeg ankom til festivalen, var forsangeren Byron Davis. Han gik stille og roligt rundt blandt publikum for at opleve musikken og snakke med gæsterne. Jeg fik da også selv æren af at hilse på ham, og lavede senere et interview, som kan findes her på siden.
Men nok om det, videre til koncerten. Desværre startede koncerten ikke helt på toppen, da der var lidt knas med lyden, men det blev der heldigvis senere rettet op på. Og da gruppen begyndt at spille nogle hits fra deres hit cd ”Gone Forever”, som bl.a. Force-Fed, Better Days og Antihero, satte det virkeligt gang i publikum. En fuser var når Dallas sang ren sang i baggrunden; det lød lidt mawert, men ellers en ganske god koncert.
Davis sluttede af med at invitere alle gæsterne, der havde lyst til at komme og få en snak med ham, til at komme op til ham, og så ville han da samtidig give en Jägermeister.

Entombed - Main Stage, 00.15 – 01.30
Karakter: 6 / 6
Jeg havde været på arbejde det meste af fredagen og var hovedsagligt kørt den lange vej fra det centrale, mørke midtvendsyssel for at se Entombed. De er for fede! De måtte undvære den ene guitarist pga sygdom, men det gjorde ikke det store. Fire mand stor sparkede de til marmeladen, så det vislede og buldrede i hele den møggrimme studenterbygning. De lagde ud med ”Morningstar” og væltede lige over i ”Out of Hand” uden break – så var stilen lagt! Hårdt, kontant og lige i fjæset. Ikke noget med at opfordre folk til at hoppe og moshe. Entombed buldrede derudaf, og så måtte folk ku’ li’ det eller la’ være. De fleste kunne tydeligvis godt lide det. Selvom metaltrætheden efter en hel dag med hård metal havde sat sine spor hos mange, var der godt gang i det. De spillede deres sæt uden de store udsving. Det blev også til en hel del ekstranumre og det var fucking fedt. Først deres udgave af Roky Ericsons klassiker ”Night of the Vampire” og så ”Rotten Soil”, der for mig måske er deres bedste nummer overhovedet! Fantastisk afslutning, og så var det bare hjem i seng så man kunne være frisk til Horned Almighty dagen efter klokken 14:00!!!


Så blev det lørdag, som stod på hårdere metal, med alt fra black metal, old school død til progressivt metal.

Horned Almighty - Main Stage, 14.00 – 14.45
Karakter: 5 / 6
Så fik jeg endeligt set blackmetal gutterne fra Århus. Deres seneste udspil ”The Devil’s Music” er et mindre mesterværk, så jeg glædede mig, også selvom tidspunktet ikke kunne være ret meget mere lamt – ukristeligt kunne man næsten sige - og lyden var heller ikke for skarp. Men de gjorde det så godt som man kunne forlange; blæste det ene fede nummer af efter det andet og ga’ den alt hvad den kunne trække. Masser af Destruction og Celtic Frost guitar riffs, Tom G. vokal og en imponerende trommeslager, der sørgede for at holde det simpelt men effektivt. Den mindre skare af metalhoveder, der trods alt var mødt op, hyggede sig vældigt. Jeg startede dagen med et par belgiske Corsendonk juleøl på 8%. Mums! Sort øl og sort musik af bedste skuffe. Jeg glæder mig MEGET til at se HA igen…snart, forhåbentligt!

Sonic Syndicate - Main Stage, 15.15 – 16.00
Svensk teenage metalcore. Flere af dem så ud som om de var for unge til at købe alkohol. Specielt den lille girlie på bass så ud til at være omkring de 14. Musikken var der ikke meget ved. Run-of-the-mill moderne nu-trashcore med et par umanérlig friskfyragtige forsangere. Jeg holdt til midt i andet nummer, så begyndte pigebarnet også at synge i bedste ”Før Søndagen” pigekor stil. Forfærdeligt! De bliver sikkert store. Det er ren MTV materiale. Jeg hørte ikke nok til at give karakter.

Slow Death Factory - Main Stage, 16.30 – 17.15
Karakter: 5 / 6
Så var der mere tyngde i Danske SDF. De leverede en solid omgang langsom, buldertung Deathmetal, der rent musikalsk til tider kunne minde om Entombed i deres ”Wolverine” periode. Superfedt spillet og med en dejligt tilbagelænet attitude. Gutterne så ud til at acceptere at folk stadig ikke var helt i gear. Det kom bandet heldigvis lige så langsomt. En flok tilskuere havde i starten travlt med at svine guitaristen Lasse til. Jeg ved ikke hvorfor – der er noget der er gået hen over hovedet på mig. De lukkede imidlertid røven efter et par numre. Måske fandt de ud af, at det er helt til grin at stå og råbe som åndssvage efter et band der spiller SÅ fedt! De blev bedre og bedre, og de tidligere Illdisposed musikere viste klassen. Sanger Martin Rosendahl var en fornøjelse med hans afslappede, men alligevel intense stil. Jeg håber, at vi snart får en CD fra gutterne. Det kunne godt blive store sager.

Saturnus - Main Stage, 17.45 – 18.45
Jeg har aldrig hørt Saturnus, men læst en del godt om dem. Men det var meget langsomt, prætentiøst, teknisk og meget kedeligt. Jeg skal nok lige tjekke dem ud på plade, for der kunne de godt være fede nok, men live var det simpelthen for stillestående. Jeg hørte ikke ret meget. Igen udenfor karakterkategori pga manglende medhør.

The Burning - Jägergrotten, 18.30 – 19.00
Karakter: 4½ / 6
Århusbandet The Burning, et af de mindre bands jeg havde set mest frem til, havde en mission: at lave en mindst ligeså fed oplevelse for publikum som hovednavnene. De fire bandmedlemmer virkede besluttet på at bruge deres halve time fuldt ud, og det gjorde de. Gruppens frontbrøler Johnny gjorde alt i hans magt for at få gæsterne med, bl.a. ved at dele publikummet midtpå, hvor han brugte midtergulvet som scene/moshpit.

Raunchy - Main Stage, 19.15 – 20.15
Danmarks store nye håb spillede op til dans i moderne alternative stilarter. Nu-metal med pophår og Robbie Williams vokal i omkvædet. Jeg fatter det ikke – det er ikke metal. Det er guitarpop med metal tendenser. Klart at de vinder musikpriser i Europas musikalske uland nummer 1. Uudholdeligt træls, så jeg røg i caféen efter mere øl, så jeg kunne være klar til Enslaved.

Enslaved - Main Stage, 20.45 – 21.45
Karakter: 6 / 6
Mere Corsendonk, nænsomt skænket i et éngangsplastikrus, og så var jeg klar til en omgang norsk Blackmetal…eller hvad det nu ville blive. Med de sidste par albums ”Isa” og ”Ruun” har Enslaved stort set mistet retten til at kalde sig et Blackmetal band. På plade lyder de meget pensioneringsklar, men de skulle efter sigende stadig være glimrende live, og med deres tidligere udgivelser in mente, var mine forventninger skruet godt i vejret. Jeg blev ikke skuffet: Enslaved var fantastiske! Flot, stor lyd med fræsende guitarer, hammerhårde trommer og næsten majestætiske orgelstykker, der blæste ud over publikum. Grutle og Co kan deres kram. Selv de nye numre fungerede, og live fik de helt karakter af Emperor. De gamle er bare for fede, og specielt når de bliver leveret med sådan en pomp, pragt og energi. Det var en forrygende time i norsk metals tegn – en af festivalens bedste - og man kan kun undre sig over hvordan det kan gå så galt i studiet. Uanset hvordan deres næste album lyder, så tjekker jeg dem live igen første gang jeg har muligheden. Wow!

Compos Mentis - Jägergrotten, 21.45 – 22.15
Karakter: 4½ / 6
Endnu et band fra den danske undergrund, som jeg havde set meget frem til, var Århusbandet Compos Mentis, som spiller progressivt/melodisk dødsmetal. Scenen var endnu engang fyldt til randen, da de 5 mand stærk indtog den lille scenen med keyboard og hele svineriet. Folk syntes at nyde de hårder toner. Desværre nåede undertegnede ikke se andet end halvdelen af showet, da Destruction var på vej på hovedscenen nedenunder.
Men det kvartes tid jeg fik æren af at være i selskab med Compos Mentis, var ikke andet end en genial oplevelse.

Destruction - Main Stage, 22.15 – 23.30
Karakter: 5 / 6
De tyske thrashkonger fra mid-80erne spillede for et par år siden på AMF, og det var stort. Deres debutalbum ”Infernal Overkill” købte jeg i 1985 da det udkom, og det er måske et af de trashmetal albums jeg har hørt flest gange, så oplevelsen var som en åbenbaring for mig. Specielt fordi jeg aldrig fik set dem dengang. Anyway. Det var spændende om de kunne gentage kunststykket i aften. Listen af hits de kan vælge fra er ved at være lang, og med en ny skive der svinger ret så solidt, var der grund til overdreven optimisme. Jeg var ved at være godt stiv, og jeg var ikke den eneste. Publikum var ved at være godt lakket til, og der blev væltet rundt, så det var en fornøjelse. Bassist og forsanger Schmier styrer Destruction showet fuldstændigt, med flere mikrofoner der var sat op, så han kunne gå frem og tilbage på scenen og nå ud til alle i publikum. Det lykkedes også meget godt. Den metaltræthed, der så småt var ved at sætte ind, fik Destruction ligeså langsomt rystet af, og der var fuld fart på i over en time. De var ikke helt så fantastiske som sidste gang jeg så dem, men det kan have noget at gøre med hvor stort det var for mig at se dem første gang, for de var dælme forrygende i aften. Da de spillede på Hole in the Sky festivalen i England var Enslaved’s forsanger Grutle på scene og synge med på ”Bestial Invasion”. Det gjorde han desværre ikke i aften. Det kunne ellers have gjort det helt perfekt. Men det var godt alligevel. Imponerende at de kan holde energien i vejret efter så mange år i branchen. Det må man sgu tage cappen af for. Hil!

Kataklysm - Main Stage, 00.00 – 01.15
Karakter: 6 / 6
Festivalen skulle lukkes og slukkes af canadiske Kataklysm. Jeg har ikke hørt deres seneste album ”In the Arms of Devestation”, men det har fået nogle af de bedste anmeldelser jeg har set. Det var lidt spændende om deres old-school death egnede sig som showafslutning. Men de er en flok garvede gutter, og de ved hvordan den skal skæres. Forsanger Maurizio Iacono er foruden en forrygende growler også fantastisk til at få fat i publikum, og hele bandet nåede rigeligt ud over scenen. Sammen med Destruction og Entombed viste de, at man med kun én guitarist sagtens kan sparke kolossalt meget røv, når bare man har evnerne til det. Der var det ene fede nummer efter det andet. Lyden var høj og hård og brutal – sådan som den skal – og publikum vred de sidste kræfter ud af ben og nakkemuskler. Der var gang i den både på og foran scenen, og det var en fornøjelse at drikke week-end’ens sidste belgiske julebryg til. Kataklysm lukkede med et brag! Tak for det.

Det var, alt i alt, endnu en vel planlagt festival af folkene bag festlighederne, Nordic Rock Booking og de cirka 70 frivillige, der var i aktion for Studenterhuset. Tak for det. Der var omkring 400 gæster inde hver dag og de drak i alt 2.260,18 liter øl på de to dage! Kom så ikke og sig at vi ikke har styr på marginalerne! Vi ser frem til næste år.

En lille skuffelse må dog siges at være, hvis vel og mærket rygterne taler sandt, at de takkede nej til at lade Raisted Fist spille; med denne tilføjelse om fredagen, havde dagen været perfekt!

 

Artiklen er skrevet af: Carsten / El Rey / Simon N

Læs mere...

Enslaved - Riitiir

Black metals svar på Pink Floyd er tilbage!

Hvem skulle have troet, at der i en subgenre så markant afgrænset og minimalistisk som black metal påståes at være, ville komme et produkt som ”Riitiir”? Der er en verden til forskel – og også musikalske stilarter for den sags skyld – på subgenrens fødsel i start-80erne til dette, norske Enslaveds spritnye og 12. album. Og selvfølgelig er der det!

Om nogen har Enslaved og landsmændene i Satyricon skubbet grænserne for, hvor langt man egentlig kan strække sig i black metal regi. Altimens Satyr og Frost basalt set agerer rock n’ rollers, udforsker Enslaved de mere skæve og svært tilgængelige musikalske landskaber. Det har de gjort i stor udstrækning siden deres syvende album, ”Below The Lights”, og de gør det stadigvæk på ”Riitiir”.

Enslaved har dog heller aldrig været et black metal-band efter bogen. Deres inspiration har de tydeligvis fundet hos deres nordiske aner helt fra start. Omvendt har de heller aldrig blot været et viking metal-band. Det fem mand store Bergen-band har album efter album været svære at sætte i bås, og med ”Riitiir” gør de det bestemt ikke nemmere!

Hvorfor også sætte Enslaved i bås? ”Riitiir” er endnu et bevis på, at nordmændene skider på normer og såkaldte regler! Albummet er en musikalsk rejse ud i den grænseløse mangfoldighed, som hovedsageligt jazz-musikere og prog.-bands boltrer sig i. Det er ikke et lettilgængeligt album, men omvendt er det heller ikke til at ignorere.

Sammenlignet med Enslaveds post-”Below The Lights”-udgivelser, så skiller ”Riitiir” sig ud ved at Herbrand Larsens rene vokal fylder mere. Grutle Kjellsons raspende, vrede grynt er der stadigvæk (!), og sammenlignet med de to forrige albums, ”Vertebrae” fra 2008 og ”Axioma Ethica Odini” fra 2010, så er numrene på ”Riitiir” lige en tand mere aggressive og tunge.

Enslaved har med ”Riitiir” begået endnu et solidt og udfordrende album, som utvetydigt manifesterer bandets position som værende i en klasse for sig. Er du til Enslaved fra ”Below The Lights” og fremefter, så giv ”Riitiir” et... nej, flere lyt! Alene artworket burde få folk til at gribe fat i skiven!

Tracklist:
1. Thoughts Like Hammers
2. Death In The Eyes Of Dawn
3. Veilburner
4. Roots Of The Mountain
5. Riitiir
6. Materal
7. Storm Of Memories
8. Forsaken

Samlet spilletid: 1:07:16


Revolution Music vil gerne takke Warner Music for tilsending af dette album.

Læs mere...

Soulfly - Enslaved

GISP! Jeg er vildt overrasket over dette ottende album fra Soulfly med titlen ”Enslaved”. Gennem tiden med Soulfly, hvor jeg har været med helt fra start, har jeg været tilhører til latinamerikanske rytmer i metallen og en noget svingende vokal, samt et meget varierende tempo fra bandet. Men nu sidder jeg med Soulflys ”Enslaved” kørende i baggrunden, og er meget imponeret og mildt sagt temmelig overrasket over, hvad jeg hører.
Her er tale om det hårdeste album til dato, og at skulle låse sig fast på en genre er faktisk lidt svært, for Soulfly leverer noget der læner sig op af death metal, dog uden at træde helt over på den side. ”Enslaved” er det mest dystre album, jeg har hørt, med tekster der omhandler død og helvede som falder lige ind i mit univers.
Max Cavalera leverer den mest sikre og brutale vokal, jeg nogensinde har hørt fra ham, helt fra dybe growl-vokaler til skingrende dødsskrig, som får mig til at fornemme en slags genoplivning af denne legendariske frontmand i metallen.
Udover Max Cavalera skal denne nye og brutale lyd fra Soulfly også tilskrives deres nye line up, hvor det er Marc Rizzo på guitar, Tony Campos på bass og David Kinkade på trommerne. Gutterne leverer dobbelt stortrommepedal og det ene amok guitarriff efter det andet, som er med til at gøre dette album til en vild oplevelse.
Jeg vil gerne lige fremhæve et par numre fra albummet, og det første er ”World Scum”, som også er den første single fra albummet. ”World Scum” handler om alt fra nazister til mordet på J.F.K. og slutningen på nummeret bliver en kamp mellem det gode og det onde.
”Legions”, ”Intervention” og ”Gladiator” omhandler slaveri og sidstnævnte udspringer fra filmen af samme titel. Disse numre er meget dystre grundet emnet, og vreden i vokalen er ikke til at tage fejl af.
På nummeret ”Redemption Of Man By God” er det frontmanden i DevilDriver, Dez Fafara, der lader sin vilde vokal gæste. Det er efter min mening det bedste nummer på albummet, selvom det er svært at pege det ud blandt de andre.
Som ofte på et Soulfly album finder Max Cavalera vejen tilbage til Sydamerika, denne gang er det med nummeret ”Plata O Plomo”, som betyder noget i retning af ”Sølv eller Bly” og er et nummer sunget på spansk omhandlende Pablo Escobar, senor de la coca. Men i dette nummer er der ingen antydning af tribal metal, men derimod et hurtigt spillet nummer med meget aggressivitet.
Det sidste nummer, jeg vil fremhæve, er det 11. og sidste nummer på skiven med titlen ”Revengeance”, som er lidt specielt, idet det er en slags familiesammenkomst fra Cavaleraklanen. På dette nummer optræder Igor Cavalera, som er bror til Max, på guitar og vokal, og på trommerne finder man Zyon Cavalera, som er søn af Max. Richie Cavalera, som er stedsøn til Max, deltager også på vokalen på dette nummer, og resultatet af dette er ikke til at tage fejl af, da jeg sidder tør i munden og har ondt i nakkemusklerne efter en seriøs omgang headbanging.
Alt i alt er her tale om det mest velspillede album fra Soulfly til dato, og jeg giver det mine stærkeste anbefalinger med på vejen frem mod releasedatoen.

Tracklist:
1. Resistance
2. World Scum
3. Intervention
4. Gladiator
5. Legions
6. American Steel
7. Redemption Of Man By God
8. Treachery
9. Plata O Plomo
10. Chains
11. Revengeance

Samlet spilletid: 53:41.
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed