fbpx

Enforcer - Zenith

Musikalske tidsrejser er normalt noget jeg oplever i forbindelse med Stoner Metal, hvor det er stilen fra 1970’erne, der genoplives, men svenske Enforcer bringer oplevelsen et årti fremad. Bandet har altid været meget inspireret af 80’ernes Metal, og deres femte studiealbum ”Zenith” er ingen undtagelse. Denne gang har det ambitiøse mål været at skabe ”det største Heavy Metal album nogensinde” – citat fra bandet selv.

Til det formål trækker Enforcer på forskellige af årtiets subgenrer: Udlægget med ”Die For The Devil” og ”Zenith Of The Black Sun” minder om Motley Crue med gode omkvæd og seje guitarriffs – en god start. Den bliver fulgt op af Speed Metal i ”Searching For You” og ”Thunder And Hell”, hvor der skrues godt op for tempoet og stortrommerne, og hvor Olof Wikstrands skarpe vokal passer perfekt. Desværre er produktionen også 80’er tidssvarende, for den er alt andet end knivskarp og krystalklar.

En ballade må naturligvis ikke mangle i sammenhængen, så den får vi i form af ”Regrets”, som desværre er en virkelig kedelig og hamrende uinteressant repræsentant for stilen; albummet havde været bedre uden nummeret. Helt så galt står det ikke til med de resterende tracks, men alligevel rykker de ikke for alvor – lidt keyboards og poppede omkvæd giver resultater på det jævne.

Der ligger albummet også som helhed, for selv om Enforcer gengiver den klassiske stil meget autentisk, er ”Zenith” MEGET langt fra score titlen som verdens største album, uanset hvor velvilligt man ser på det.

Tracklist:
1. Die For The Devil
2. Zenith Of The Black Sun
3. Searching For You
4. Regrets
5. The End Of A Universe
6. Sail On
7. One Thousand Years Of Darkness
8. Thunder And Hell
9. Forever We Worship The Dark
10. Ode To Death
Samlet spilletid: 46:23

Læs mere...

Enforcer - From Beyond

Enforcer leverer et rendyrket heavy metal mesterværk med ’From Beyond’!

Svenske Enforcer er en del af New Wave Of Traditional Heavy Metal scenen og laver heltemetal af den helt gamle skole a la Dio, Iron Maiden og Judas Priest, og samler det bedste sådanne bands har at byde på i deres egen sound: Enforcer er heavy metal i sin reneste form som far lavede den i slutningen af 1970’erne, så kan det ikke siges tydeligere.

Fra allerførste sekund er der ingen tvivl om at Enforcer med ’From Beyond’ inviterer til et uforglemmeligt brag af en metalfest, der vil kunne høres langt ind i fremtiden når den sidste tone er rindet ud. ’Destroyer’ åbner denne supernova af et album med buldrende trommer, der minder om den legendariske intro til Judas Priest-nummeret ’Painkiller’, og i løbet af de første to minutter har vi allerede den første af en perlerække af lange og episke guitarsoloer, som strækker sig over næsten et minut, Så-dan! Det er kort sagt fuldstændigt umuligt hele albummet igennem ikke at rocke med og spille luftguitar til man får gigt i fingrene af det. Fra ’Destroyer’ brager albummet videre ind i den fængende ’Undying Evil’ der med sit omkvæd er umuligt ikke at skråle med på. Generelt går det kun i en retning pladen igennem – over stok og sten, og ud over stepperne. Det lyder måske ensformigt men det er det langt fra, for ’From Beyond’ er som et forskelligartet festfyrværkeri man bare vil have skal fortsætte for evigt, og da titelnummeret dukker op som tredje skæring, er tempoet for en stund sat en kende ned, men omkvædet på denne ’Fear of the Dark’-pastiche er så stærkt at man kan synge med på det fra sidste halvdel af første omkvæd, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg gerne ville skråle mig hæs til den sang til en Enforcer-koncert.

’One With Fire’ åbnes med et scream som selv Robert Halford fra Judas Priest ville være imponeret over, og er mindst lige så catchy som titelnummeret, og sådan fortsætter det ellers nummer efter nummer. Der er simpelthen ikke nogen dårlige numre på den her plade, og man får kun mere og mere lyst til at sætte sig op på en motorcykel og fræse af sted med så mange kilometer i timen som muligt, jo længere hen man kommer i albummet. Der er med andre ord KUN plads til store armbevægelser og guitaren fremstår klart og tydeligt som det centrale omdrejningspunkt – soloer og kompositioner er på mere end fuld højde med alle standarder for hvordan klassisk heavy metal skal skrues sammen. Hold op hvor har jeg længe trængt til at nogen turde lave musik på denne måde, og hold op hvor for man valuta for pengene på den front på ’From Beyond’!

Ligesom der ikke er et eneste svagt punkt at finde i nogen af sangene, er der heller ikke andet at finde en eminente præstation fra alle medlemmer af bandet. Enforcer består af musikere der kan langt mere end bare deres håndværk. Fra en vokalpræstation der gennemgående er selv mestre som James Dio, Bruce Dickinson og Robert Halford værdig i deres hæderkronede dage, til en bas og trommesektion der konsekvent holder ankeret og sætter groovet, og over til de stærke powerakkorder og sylespidse guitarsoloer, der snor sig rundt overalt på denne plade, er der simpelthen ikke andet at gøre, end at nyde hvor godt alle komponenter spiller sammen.

Tilmed rammer produktionerne konsekvent det perfekte balancepunkt mellem lyden af den bas og trommebund der gjorde heavy metal ”heavy” i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, og de barberbladsskarpe vokaler og guitarlicks, der skærer sig gennem samtlige af sangene. ’From Beyond’ lykkes i sin produktion i sjældent høj grad både med at lyde som et produkt af den tid hvor klassisk heavy metal nåede sit højdepunkt i popularitet i 1970’erne og 1980’erne, og med at lyde nutidigt skarp.

Har du derfor hang til metal som den lød i slutningen af halvfjerdserne hvor kvaliteten af metal steg eksponentielt med hvor stramt din fars nittebesatte læderbukser sad, og hvor Dio, Iron Maiden, Judas Priest, og Black Sabbath satte standardarderne for hvad heavy metal var, bliver du simpelthen nødt til at høre den her plade, der meget muligt kan blive en af de allerbedste metal-udgivelser i år, for det her, det er stadionrock som det bør lyde!

Tracklist:
1. Destroyer
2. Udying Evil
3. From Beyond
4. One With Fire
5. Below The Slumber
6. Hungry They Will Come
7. The Banshee
8. Farewell
9. Hell Will Follow
10. Mask Of Red Death

Samlet Spilletid: 43 min.

 

Læs mere...

Enforcer - Into The Night

Earache spytter tilsyneladende den ene Heavy Artillery-udgivelse efter den anden ud på ny for tiden. Det engang så banebrydende selskab har i al fald sat sitstempel på svenske Enforcers debutalbum, ”Into The Night”, nu. Albummet, der oprindeligt udkom i 2008, hører til blandt de magre genudgivelser fra Earache. Her er hverken bonus tracks eller andet guf for samlere. Earache har blot gjort albummet tilgængeligt igen.

Fem år er måske lige kort nok tid til at et album som ”Into The Night” bliver en sjældenhed, men omvendt er tidspunktet meget passende, idet Nuclear Blast i skrivende stund udgiver svenskernes tredje album, ”Death By Fire”. Summa summarum; skulle ”Death By Fire” få folk til at søge efter debut’en, så er den nem at finde… igen.

Meget er sket siden ”Into The Night”. Enforcer spillede ganske upåklageligt på debutalbummet, men med tonerne fra ”Death By Fire” frisk i erindringen, må Enforcer anno 2013 siges at være niveauer højere end Enforcer anno 2008.

På ”Into The Night” beviste svenskerne deres værd som kompetente musikere og i særdelshed semi-guitar ekvilibrister. Sidstnævnte er det instrumentale nummer ”City Lights” et ganske godt eksempel på. MEN… ”Into The Night” mangler den slags kompositioner, der fra første færd sætter sig godt og grundigt fast i ens hukommelse og – i bedste fald – får ens næve til at hejse til vejrs per automatik! Jeg kan godt finde fragmenter af sådanne kompositioner på ”Into The Night”, men jeg skal lede efter dem, og det er ikke meningen.

”Into The Night” var – og er – en jævn debut fra et band, der nu – fem år efter – har bevist, at de har rigeligt at byde på. Giv skiven et lyt, hvis ikke du kender den, men lad den ikke præge dit forhåndsindtryk af ”Death By  Fire”.

Tracklist:

1. Black Angel

2. Mistress From Hell

3. Into The Night

4. Speed Queen

5. On The Loose

6. City Lights

7. Scream Of The Savage

8. Curse The Light

9. Evil Attacker

Samlet spilletid: 35:06

Læs mere...

Enforcer - Death By Fire

Svenske Enforcer åbner album nummer tre i ren ”Hit The Lights”-stil, men lige så snart Olof Wikstrands vokal kommer ind i lydbilledet, synes parallellerne til good ol’ Metallica at forsvinde, til de igen er hørbare i den (til tider) ”The Four Horsemen”-lydende ”Run For Your Life”. Afslutningsvis er der ”Whiplash” at spore i ”Satan”, og det er næppe nogen tilfældighed, at ”Death By Fire” lugter så langt væk af 1983, for svenskerne har aldrig lagt skjul på deres forkærlighed for heavy metal af den gamle skole.

Lugten af 1983 er nu heller ikke så slem, når et stilsikkert band som Enforcer tænder op under gryderne. Jeg vil vove at påstå, at Wikstrand og co. er blandt de bedste til at gengive heavy metal og speed metal fra fordums tid med éntydig overbevisning. Okay, så svenskerne var lidt længe om at overbevise mig på album nummer to, ”Diamonds” fra 2010, men på ”Death By Fire” maner de al skepsis og tvivl til jorden.

”Death By Fire” er en sand fornøjelse at lytte til. Albummet byder på en god halv times højhastigheds heavy metal med hvinende vokal. Numrene er skide godt skruet sammen, og der er i det hele taget kun ganske få kedelige øjeblikke. De få der er, varer nærmest blot et splitsekund. Mine personlige favoritter er semi-balladen ”Take Me Out Of This Nightmare”, den galloperende ”Silent Hour / The Conjugation” og den føromtalte albumlukker, ”Satan”.

Hvad enten du er på farten eller i feststemning, kan jeg på det varmeste anbefale Enforcers sammenkog af Maiden, Megadeth og Metallica. Svenskerne har tilsyneladende fundet frem til det magiske sted, hvor giganterne engang var, og selvom variationen til tider kan være lidt vag, så er ”Death By Fire” i al dets helhed sgu er rigtigt godt album!

Tracklist:

1. Bells Of Hades

2. Death Rides This Night

3. Run For Your Life

4. Mesmerized By Fire

5. Take Me Out Of This Nightmare

6. Crystal Suite

7. Sacrificed

8. Silent Hour / The Conjugation

9. Satan

Samlet spilletid: 35:43

Læs mere...

Enforcer udgiver nyt album til februar

  • Udgivet i Nyheder

Det svenske heavy metal band Enforcer udgiver den 1. februar deres nye album ”Death By Fire”, bandet offentliggøre samtidig coveret, som kan ses nedenfor, og er lavet af Jonathan Hultén fra Necromantic Art. Bandet har givet følgende udtalelse om dette: "The cover is drawn by our long time friend Jonathan Hultèn of Necromantic Art. It captures pretty much everything we wanted from a cover. Simple and direct!". Track listen til albummet er følgende:

01. Bells Of Hades
02. Death Rides This Night
03. Run For Your Life
04. Mesmerized By Fire
05. Take Me Out Of This Nightmare
06. Crystal Suite
07. Sacrificed
08. Silent Hour / The Conjugation
09. Satan

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed