fbpx

Anaal Nathrakh - Endarkenment

Udgivelser fra den engelske duo Anaal Nathrakh er altid voldsomme affærer, og på deres album nummer elleve bliver der ikke ændret på det. Som titlen antyder, har d’herrer
Irrumator og V.I.T.R.I.O.L. ikke fået et lysere syn på de ting i verden, som behandles i deres numre.
Det bliver man hurtigt klar over, når man lytter til ”Endarkenment”, for albummets titelnummer er virkelig en opvisning i ekstrem Black Metal: Tempoet er vanvittigt højt, guitarerne skærer ubønhørligt igennem, og V.I.T.R.I.O.L. brøler og skriger med en vildskab, som man ikke hører ret tit. I de resterende tracks fortsætter den mørke stemning, og selvom titelnummerets niveau kun gentages i ”Thus, Always, To Tyrants” og det kaotiske ”Beyond Words”, er der tale om en meget voldsom behandling af lytteren.
Men bag den massive omgang Black Metal er der også en anden side af Anaal Nathrakh, for både musik og vokal har også en anden og mere forsonlig side. Musikalsk er det især guitarerne, der serverer melodiske soli, ligesom der flettes noget af de samme ind i passager med tremoloanslag på den seksstrengede. Men den største spændvidde ligger hos vokalen, for ved siden af de brutale indslag har V.I.T.R.I.O.L. mange passager med ren vokal, hvor han virkelig synger flot og rent – samlet set en imponerende præstation.
Albummet som helhed er og bliver brutalt, men trods mange fede sekvenser, der går i nakkemusklerne, bliver jeg mæt af skrigeriet – derfor vil jeg anbefale, at ”Endarkenment” nydes i mindre doser.

Tracklist:
1. Intro: The Birth of Tragedy
2. Endarkenment
3. Thus, Always, To Tyrants
4. The Age of Starlight Ends
5. Libidinous (A Pig with Cocks in its Eyes)
6. Beyond Words
7. Feeding The Death Machine
8. Create Art, Though The World May Perish
9. Singularity
10. Punish Them
11. Requiem
Samlet spilletid: 41:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed