fbpx

Aara - En Ergô Einai

Man kan ikke beskylde Aara for at holde igen med deres udgivelser: Det schweiziske band startede i 2018, og udgav sidste år deres debutalbum ”So fallen alle Tempel”, og allerede nu er der nyt fra d’herrer Fluss (vokal) og Berg (Guitar, bas, syhths). Al slagtøj varetages af en fyr med det sigende navn J.
Med bandets besætning og hemmelighedskræmmeri omkring navne, er det ikke overraskende, at vi genremæssigt har fat i den Sorte Metal. Den lader dog vente på sig, for de første knap 2 minutter af albummet er en stille og meget stemningsfuld intro. Men så brages der løs med alt, hvad Black Metal formår af guitarer og blastende trommer – her fastholdes genrens trademark med at væve flotte melodier ind i helheden, så man opnår energi og melodi i ét. Og så sættes der trumf på, da vokalen sætter ind; Fluss hvæser skrigende med en gennemslagskraft, så man automatisk undrer sig over, hvordan han kan holde til det. Det er noget af det nærmeste man kommer at få sandblæst øregangene uden fysisk at gøre det.
Stilen fortsætter albummet igennem, hvor jeg især er imponeret over, hvor lækre melodier, Berg får flettet ind i det ret voldsomme bagtapet. Det giver en meget fin bredde, hvor lyden af et kor i slutnummeret lige hæver det hele ét niveau op. Det forøger kontrasten til vokalen, som bestemt ikke vil være for alle, men for en gangs skyld synes jeg, at den passer fint ind i helheden.
Ifølge deres Facebookside fortsætter Aara deres arbejdsomme stil, og er allerede i gang med arbejdet på næste udgivelse – den glæder jeg mig til!

Tracklist:
1. Arkanum
2. Stein auf Stein
3. Aargesang (Aare II)
4. Entelechie
5. Telôs
Samlet spilletid: 33:50

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed