fbpx

Mitochondrial Sun - Mitochondrial Sun

I næsten 30 år har Niklas Sundin været kendt som guitarist i Dark Tranquillity, men i forbindelse med en pause fra bandet begyndte ideen om et soloprojekt at tage form. Den er siden vokset, og ser nu dagens lys under navnet Mitochondrial Sun.
Her benytter Sundin lejligheden til at afprøve nye stilarter, og baseret på gamle ideer og riffs, som ikke passede ind i hovedbandets musik, har han skabt et Electronica album, som både markerer sig stærkt, både når det gælder bredde og dybde. Men som presseteksten påpeger, kræver det lidt tålmodighed fra lytterens side, at komme til bunds i numrene – ved første lytning kan albummet godt virke lidt upersonligt og overfladisk.
Til gengæld vokser det hurtigt i styrke, og man kommer til at værdsætte de forskellige retninger, der stikkes ud: I nogle numre er det synthesizernes melodier, der er i fokus: de iørefaldende, men ikke poppede, og styres sikkert i land af Dark Tranquillity kollegaen Martin Brändström. Det samme gælder instrumenteringen andre steder på albummet: Her bruges større klangflader, hvilket gør musikken storslået og filmagtig – det er ikke svært at forestille sig ledsagende billeder til de musikalske landskabsmalerier.
Albummets højdepunkt kommer også fra en gæstemusiker, nemlig cellisten Annika Blomfeldt; hendes sprøde toner fra strygeinstrumentet er følsomme, ofte triste og melankolske, men altid dragende og meget smukke.
Den nævnte bredde gør, at fraværet af en vokaler betyder mindre end vanligt; musikken klarer sig overraskende godt alene – det er en flot præstation, der giver Niklas Sundin og hans projekt Mitochondrial Sun en varm anbefaling herfra.

Tracklist:
1. UR TEHOM
2. CHRONOTOPES
3. BRAYING CELLS
4. STARS BENEATH THE SEA
5. NYAGA
6. CELESTIAL ANIMAL
7. ARKADIA
8. THE VOID BEGETS
9. ENTROPY’S GIFT
10. THE GREAT FILTER
Samlet spilletid: 42:51

Læs mere...

Mindless Self Indulgence

Et band jeg har hørt meget om, men aldrig brudt mig særligt meget om på CD, giver koncert i aften. Det er i øvrigt samme dag som både White Lies og Frightened Rabbit (hvad sker der i øvrigt med at lægge så mange store koncerter om mandagen?). Igennem en bekendt hørte jeg i sjove vendinger om bandets sidste koncert i Pumpehuset, og blev overbevist om at de var værd at give en chance.

 

 

 

Mindless Self Indulgence
Det er svært at beskrive præcist hvilken genre amerikanske Mindless Self Indulgence (eller MSI) befinder sig i. Synth, punk, industrial, rock, electronica – musikken indeholder noget af det hele. Siden 1997 har bandet været at finde på scenen og har igennem tiden udgivet en del EP’er, et livealbum og 5 studiealbums med titler som f.eks. ”Frankenstein Girls Will Seem Strangely Sexy” fra år 2000 og deres seneste skud på stammen går under navnet ”How I Learned To Stop Giving A Shit And Love Mindless Self Indulgence” der blev udgivet tidligere i år.

 

Da MSI går på er Pumpehusets lille sal ca. 3/4 fyldt, hvilket er rigtig pænt taget dagen og bandets popularitet i betragtning. Det første jeg bemærker, er at lyden er pænt skod, men jeg tror faktisk det er meningen, og i dette specielle tilfælde vil jeg ikke lade det komme bandet til last. Publikummet i aften består af en god del punkere/andre alternative folk, og de er på alle måder anti-mandagstrætte. Igennem koncertens længde på ca. 1 time og tyve minutter er der konstant en eller anden form for aktivitet på gulvet, hvilket giver en fantastisk oplevelse i sig selv, blot fordi publikum føler for musikken.

 

Bandet er også helt klar på at give os alle sammen en oplevelse. De er aktive på hver deres måde; trommeslageren ligner noget der er løgn, men tæsker igennem på tønderne. Den ultra sexede bassist svinger håret, kæler med bassen og smiler frækt til de forreste publikummer (der er flest drenge i hendes nærhed). Guitaristen er mærkelig og sjov. Nogle gange påpeger han enkelte folk ud og ”truer” dem. En anden gang laver han bollebevægelser op af noget metal på scenen. En tredje gang er han nede ved det dominerende pigepublikum og kysse nogle af dem efter deres eget ønske. Men forsangeren... Det er ham der stjæler showet.

 

Når han ikke har travlt med at røre sig selv, påpeger han at enkelte publikummer er stupide eller at de bør få sig et job. Han kaster også vand på os, og er ærligt talt lidt af et arrogant røvhul, men alligevel kan du ikke få nok af ham. Du vil gerne se ham gøre flere dumme og mærkværdige ting, og selvom sexistiske og/eller diskriminerende udsagn på ingen måde bør være sjovt, kan man ikke undgå at grine højlydt over stort set alt hvad der foregår på scenen.

 

På et tidspunkt modtager forsangeren f.eks. et telefonopkald fra Satan igennem en gammel telefon, hvor vi får fortalt at han (Satan) har tænkt sig at destruere Danmark om 5 dage. Derefter synger han en hel sang alene (dog med publikums hjælp, som han i øvrigt beder om at holde kæft), før de resterende bandmedlemmer råbes ind til takten af ordet ”motherfucker”. Et andet tidspunkt i koncerten forsvinder forsangeren fra scenen kun for at dukke op helt bagerst i salen. Herefter går han langsomt rundt iblandt folk og prikker dem i ryggen eller forskrækker dem. Et tredje tidspunkt forlanger han at lyset bliver tændt, for derefter ikke at bruge det til noget som helst – også hopper han med i dansen på de forreste rækker. Hvorfor, kan man kun spørge. Manden må være på stoffer.

 

Alligevel føles det hele ærligt og som anti-rutine. Mit indtryk bekræftes af medanmelderen fra Rockfreaks, som også er her i aften, der fortæller at det sidste show med MSI var helt anderledes. Jeg kunne blive ved med at nævnte eksempler, men MSI skal opleves. Det er stupidt. Det er grotesk. Og så er det urimeligt morsomt. Efter godt og vel 1 time og tyve minutter takker bandet endegyldigt af, og jeg efterlades med en følelse af jeg ikke rigtigt har forstået hvad der foregik. Helt sikkert er det dog at publikum elskede showet fra start til slut, og selvom jeg ikke regner med at lytte til musikken derhjemme, vil jeg helt sikkert dukke op næste gang de er i byen. Jeg kan kun håbe på at det bliver i en weekend, og så måtte lyden også godt optimeres bare en anelse til næste gang. En enkelt strømafbrydelse i starten af koncerten hindrer også en højere karakter, men det er vitterligt småting.

5 ud af 6 stjerner.

Læs mere...

Nine Inch Nails - Hesitation Marks

Trent Reznor aka. Mr. Nine Inch Nails is back. Det kunne reelt ligeså godt være overskriften for denne anmeldelse. Ikke nødvendigvis set i kontekst af indholdet af Hesitations Marks, men generelt set, da Nine Inch Nails jo som bekendt er blevet genoplivet efter at være blevet puttet i jorden i 2009. Reznor har ellers haft rigeligt at se til i mellemtiden, og selvom der reelt ikke er behov for en opremsning af sideprojekter, er det relevant for anmeldelsen at nævne hans projekt med konen, How To Destroy Angels, og ligeledes Reznors soundtrackprojekter til ”The Social Network” og Finchers ”The Girl With The Dragon Tattoo”.

Lad os i første omgang lade sideprojekterne hænge og fokusere på Hesitation Marks. Søger man lidt rundt på nettet og diverse fora, er der en tendens til, at håb og forventninger til denne nye NIN udgivelse deler sig i to grupper. ”Vi vil have oldschool NIN á la The Downward Spiral og The Fragile”, og ”Lad os få noget mere á la Year Zero, The Slip og hele Ghost serien”. Hvor står vi så, hvad angår Hesitation Marks? Der er ingen tvivl om, at vi er nærmere The Slip og Ghost serien end en tilbagevenden til rødderne – men reelt er vi et helt tredje sted. Det er efterhånden ved at være nogle år siden NIN reelt var et band, der begik sig inden for industriel metal. Nuvel, Year Zero havde spor, men vi skal helt tilbage til The Fragile i 1999 for rigtigt at være der. Udviklingen i musikken har stille og roligt, men sikkert, peget mod en mere elektronisk industriel lyd, enten med en mere rocket guitar eller helt uden guitar. Hesitation Marks ar langt hen ad vejen en videreudvikling. Musikken er langt mere fokuseret på elektronisk industriel sound end tidligere - og til tider endda dansevenlig (”Copy Of A”) – hvem havde forudset det? Specifikt den minimalistiske elektroniske sound er ikke en overraskelse. Slet ikke set i relation til førnævnte sideprojekter, hvor minimalisme og electonica i høj grad har overtaget. 

Naturligt vil den videreudvikling behage nogen og få andre til at reagere modsat. Det korte af det lange er, at Hesitation Marks med garanti er et album der splitter fans. Personligt finder jeg videreudviklingen interessant. Det er tydeligt at Reznor ikke længere er en utilpas ung mand, men en moden familiefar. Aggressiviteten er der stadig, men fremgår ikke i form af bragende aggressiv guitar eller råt vokaliserede omkvæd. Aggressiviteten er at finde i lyrikken og i de til tider hårdtpumpende beats. Men hvor står vi så? Er det godt eller snot – eller noget midt imellem? ”Copy Of A” er et fantastisk åbningsnummer. Beats'ene pumper hårdt af sted, mens Reznors fantastiske rolige og tilbagelænede vokal står som kontravægt. ”Come Back Hunted” følger godt op, og er nok et af de numre på pladen, der minder mest om skæringerne på Year Zero. ”Find My Way” og ”All Time Low” er begge utroligt fede numre. Det første er minimalistisk og stille, det andet rykker med et insisterende beat og en funky lækker guitar, der sender tankerne mod genretyper langt fra normalt NIN-territorium. Således forsætter det pladen igennem. Ikke alle skæringer er lige interessante, men langt hen ad vejen fungerer det. 

For mit vedkommende er Hesitation Marks ikke et af de stærkeste Nine Inch Nails album. For at være helt ærlig kommer det ind som nr. 4 i hierarkiet. Det er naturligvis en tynd margin, der skiller, og før nogen skyder mig i skoene, at det er fordi jeg er fanboy af det ældre materiale, vil jeg indskyde, at Year Zero er blandt de tre, der ligger før. Det være sagt er Hesitation Marks et godt album med mange gode kompositioner af vanlig Reznor-klasse. Det er et album der bliver bedre, efterhånden som man lytter til det, og stille og roligt folder sig ud. Udviklingen klæder NIN og i det hele taget er Hesitation Marks en fornøjelse at lytte til – det er bare ikke et album der, i min optik, har helt samme holdbarhed som tidligere udgivelser. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.The Eater Of Dreams

2.Copy Of A

3.Came Back Haunted

4.Find My Way

5.All Time Low

6.Disappointed

7.Everything

8.Satellite

9.Various Methods Of Escape

10.Running

11.I Would For You

12.in Two

13.While I’m Still Here

14.Black Noise

 

Læs mere...

Beyond Dawn - The Righteous Underground

Fra starten i 1990 og frem til bandets sidste album ”Frysh” i 2003 var norske Beyond Dawn en størrelse i konstant bevægelse og hele tiden i musikalsk forandring. Derfor vekslede både udtryk og stilretning fra album til album, og de 5 styk, det blev til, indeholdt både elementer af Goth- og Doom Metal for at ende i ren Electronica. Denne bredde forsøger Duplicate Records nu at indfange på et dobbeltalbum, som med en samlet spilletid på mere end 2 timer må siges at være temmelig omfattende. Det skyldes ikke mindst, at en del af numrene ikke tidligere har været udgivet.
Det er måske årsagen til, at indholdet ikke spænder helt så vidt som indledningen kunne antyde, for især den Doom-mæssige tyngde glimrer ved sit fravær. I stedet befinder hovedparten af numrene sig i området mellem dyster Rock og Goth, så det er halvmørke stemninger, der præger lydbilledet. Musikken er lidt tilbageholdende, hvilket giver plads til en vokal, som veksler mellem det dystre og det lettere teatralske – det passer fint til stemningen, men er ikke særlig spændende. Det går lidt bedre når Beyond Dawn trækker de elektroniske elementer frem, for de giver ikke blot mere stemning, men også mere melodi.
Alligevel kan denne opsamling ikke imponere, for 25 numre og en meget lang spilletid står slet ikke mål med den musikalske oplevelse ved at lytte albummet igennem. Der sker simpelthen for lidt, så når pladeselskabet skriver, at de kun har valgt de bedste numre ud af en kæmpe samling, er jeg taknemmelig for, at jeg ikke skal lytte til de fravalgte.

Tracklist:
Disc 1
1. I Am A Drug (alternative mix)
2. Breathe The Jackal (demo)
3. Chains (demo)
4. Dream Power Fading (demo)
5. Three Steps For The Chameleon (demo)
6. Stuck (demo)
7. Resemblance (demo)
8. When Beauty Dies (original version)
9. Storm (demo)
10. Alice (live)
11. Life's Sweetest Reward (live)
12. I Am A Drug (demo)

Disc 2
1. Strange Relief - The New Men Mix (edit)
2. 26 On 26 (demo)
3. Increasing The Gravity (alternative mix)
4. Sun Coming Up (demo)
5. Cigarette (alternative mix)
6. Certain Qualities (alternative mix)
7. Aagé (alternative mix)
8. Addictions Are Private (alternative mix)
9. Maybe Deeper (live)
10. The Right People (live)
11. Facing The Animals (rehearsal)
12. Far From Showbiz (rehearsal)
13. Among The Sedatives (Verbose Mix)

Samlet spilletid: 127:55

Læs mere...

Bring Me The Horizon, Your Demise

På afbud af en anden anmelder, så jeg (en smule modvilligt) mig selv i Amager Bio denne fredag aften. Flankeret af samtlige emo/goth teenagere i København, oveni købet – næsten…
På et personligt plan har jeg aldrig været vild med Bring Me The Horizon. Deres 3 seneste albums har ikke blot undgået at fange mig; jeg har bevidst forsøgt at undgå dem efter første lyt. Da de for nyligt udgav ”Sempiternal” ændrede min holdning sig en smule – nu begyndte det at lyde af noget. Mine forhåbninger var dog fra starten ganske lave, da mine tidligere liveerfaringer med ovenstående band har været ganske forfærdelige. Samtidigt lovede opvarmningen i Your Demise heller ikke af meget. Det viste sig heldigvis at blive en rimelig oplevelse.
 

Your Demise:
Det engelske hardcore punk/post-hardcore (tidl. metalcore) band har eksisteret siden 2003. Der har stort set fra starten været massiv udskiftning i bandet, hvoraf der i dag ikke er nogle originale medlemmer tilbage. Your Demise’ debutalbum ”You Only Make Us Stronger” udkom i 2006. ”Ignorance Never Dies” kom i 2009, og allerede ét år senere udkom ”The Kids We Used To Be”. Deres 3 første albums holdt sig godt indenfor hardcore punk. Deres seneste udgivelse ”The Golden Age” udkom sidste år. ”The Golden Age” markerede også et genreskift for Your Demise, da de her sigtede efter et mere melodisk udtryk.  


Allerede 10 minutter i ni vader Your Demise på scenen. Amager Bio har desværre udviklet en irriterende praksis i at lade bands gå på før den annoncerede starttid. Men lad det nu ligge… Your Demise er i øjeblikket på deres sidste tour nogensinde. En tour som i øvrigt strækker sig over godt og vel et helt år. De havde derfor fået afsat 40 minutter til deres show – et pænt stykke tid for et opvarmningsband.

Salen er ca. halvt fyldt, og fra start til slut hersker der ingen tvivl om at mange kender til, eller udelukkende er kommet for at se, Your Demise live. I hvert fald er størstedelen af den forsamlede skare meget aktive på gulvet i form af både moshpits, circlepits (som der heftigt bliver bedt om fra forsangeren), såvel som den omdiskuterede hardcore-dans. I aften ser alle de deltagende dog ud til at være fuldstændig med på den leg, hvilket også medfører at ingen udefrakommende bliver generet af det – thumbs up herfra.

Rent lydmæssigt står Your Demise ganske stærkt for aftenens første band, men trommerne buldrer til dels og vokalen er skinger til tider. Det er dog småting, og generelt går alle instrumenterne ganske godt igennem.

Bandet dog… Ja, det er ironisk nok koncertens absolut svageste led. Det er så kedeligt. Der er meget lidt aktivitet fra samtlige medlemmer – forsangeren er den eneste som reelt bevæger sig en smule rundt. Ingen af dem ser ud til at have det sjovt… De få kommentarer virker søgte og ligegyldige. Hvor er engagementet? Hvor er energien? Ikke hos Your Demise, det er helt sikkert. Ikke overraskende kan hverken forsangeren, eller de 2 guitarister som af og til ”synger med”, formå at ramme tomerne korrekt. Det er pivfalsk. Det er jo decideret pinligt… Sværere bør det heller ikke værre at ramme ”oh-åh-oh-u-åh” lydene, så de – i det mindste – bare lyder acceptable. Det er tilsyneladende kun et problem for Your Demise.
Samtidigt er det utroligt at et band, som på alle måder udnytter de nemmeste rytmer der nu er tilgængelige, stadigvæk kan formå at spille utight. Trommeslager… Hvad sker der?

Rent musikalsk kan jeg heller ikke lade være med at driste mig; ER det Limp Bizkit – bare meget, meget dårligere? Musikken skal ikke være en faktor i forhold til anmeldelsen, men lad det være sagt her; det var forfærdeligt. Absolut forfærdeligt. Da de 40 minutter endelig er overstået, kan jeg glædes over at Bring Me The Horizon på ingen tænkelig måde kan blive værre end dette…

Jeg giver 2 stjerner til Your Demise. Eller rettere; jeg giver 1½ stjerne til publikums engagement (som var det eneste der løftede koncerten i en positiv retning), og ½ stjerne til Your Demise for blot at være til stede på scenen og for at optræde. Dette har ubetinget været årets ringeste koncert indtil videre, og jeg må tilstå at jeg glædes over bandets udmelding ift. Deres snarlige opløsning – det kan sgu ikke gå hurtigt nok.

Bring Me The Horizon:
Det britiske metalcore (tidl. deathcore) band Bring Me The Horizon blev skabt i Sheffild, Yorkshire I 2004. Navnet stammer i øvrigt fra den sidste replik i Pirates Of The Caribbean: The Curse Of The Black Pearl hvor Jack Sparrow selvsikkert udbryder: “Now, bring me that horizon”.
Det første album “Count Your Blessings” fra 2006 anses af mange for at bevæge sig stilsikkert indenfor “deathcore”. Det næste album ”Suicide Season” kom 2 år senere, og allerede her så man Bring Me The Horizon bevæge sig over mod den lettere melodiske metalcore. Genreskiftet kom især til udtryk på det næste album fra 2010; ”There Is A Hell, Believe Me I’ve Seen It. There Is A Heaven, Let’s Keep It A Secret”. Det indeholdt bl.a. elektroniske, symfoniske og post-hardcore elementer, såvel som rene vokalstykker og korpassager – et ganske nyt udtryk. Nu ankommer vi så til den sidste del af turen, i hvert fald indtil videre. ”Sempiternal” fra 2013 så Bring Me The Horizon udvide deres musikalske udtryk endnu engang – denne gang med både post-rock og experimental og progressiv rock indblandet. Udtrykket er blødere og langt mere melodisk end nogensinde tidligere. De tidligere deathcore elementer er nu helt forsvundet. Hvor tager Bring Me The Horizon os med til næste gang?


Klokken slår 22 og kort efter slukkes lysene. Et øredøvende skrig genlyder igennem den nu ¾ fyldte sal – ja, der er mange piger til stede. I dag har Bring Me The Horizon medbragt et tour medlem i form af en ekstra guitarist. Der er altså 6 mand på scenen – bl.a. et medlem bag et kombineret keyboard/computer/synthesizer, hvilket er et forholdsvist nyt syn.

Første indtryk: Lyden er meget mudret. Det er desværre sandt. Den er faktisk værre end til Your Demise, og sådan bør det jo ikke være. Trommerne buldrer, begge guitarer er langt tilbage i lydbilledet og keyboardet, med de tilhørende elektroniske elementer, kan kun svagt anes i baggrunden. Det skider publikum dog hul i…

… for der er masser af fællessang (især i de nye numre), og der er konstant aktivitet fra gulvet. Bandet er også ganske aktivt til stede på scenen, men det er dog ikke den helt eksplosive optræden der er gang i. Desværre går det, mere eller mindre, som jeg havde forventet i forhold til forsangeren; han rammer ikke tonerne helt rigtigt. Dog vil jeg påpege at hans musikalske evner rækker længere end tidligere. Der er virkelig sket et markant skift i den rigtige retning. Det er dog stadig alt, alt for nemt bare at svinge mikrofonen ud til publikum, i stedet for selv at synge. Det sker desværre gennemsnitligt i hvert 2. nummer.

Vi bliver ført igennem hele 7 numre fra det nye album, hvor jeg især må udpege ”Go To Hell, For Heaven’s Sake” som værende et af aftenens højdepunkter. Hvis Bring Me The Horizon fortsætter ud af den sti, ja så ser det meget lyst ud! Samtidigt får vi dog også 2 sange fra ”Suicide Season” og 3 sange fra ”… There Is A Hell”. Det beklagelige ved dette bands konstante udbytning ift. deres musikalske udtryk, gør altså så desværre også at flere af de gamle sange nærmest parodierer sig selv – de skal bare overstås og afsluttes. Dét er et problem når et band ikke længere kan stå inde for deres tidligere udgivelser, og det siger da også noget, at der ikke blev plads til bare ét enkelt nummer fra deres første skive.

Men tilbage til publikum… For som fan af Bring Me The Horizon må det være mærkeligt, måske endda frustrerende, at man aldrig reelt ved hvor man har dem. De ”nye” fans tager dog ualmindeligt godt imod den nye stil – den vedvarende fællessang er et godt tegn. Jeg er dog ikke blevet klogere. Jeg ved ikke om Bring Me The Horizons næste album går over i diverse metaludgaver af dubstep, triphop eller syrejazz. Det er ikke til at sige. Det forhindrer dog ikke hverken band eller publikum fra at holde en fredagsfest for de unge. På trods af halvdårlig lyd, og et kort sæt på kun godt og vel én time, var det en ganske udmærket koncert. Vi kunne godt have været foruden de 2 sange fra ”Suicide Season”, for de virkede overflødige. Det var kun fordi Bring Me The Horizon udstrålede at de egentlig ikke gad spille dem, men alligevel halvt var tvunget til det for publikums skyld. At lyden forbliver på stort set samme (halvdårlige) niveau igennem hele koncerten, trækker karakteren nedad.

Jeg vil give 4 stjerner for en udmærket koncert. Derefter er der kun ét spørgsmål tilbage; “Hvor tager Bring Me The Horizon os med til næste gang?”


Sætliste:
1) – Shadow Moses
2) – Chelsea Smile
3) – Alligator Blood
4) – Go To Hell, For Heaven’s Sake
5) – The House Of Wolves
6) – It Never Ends (Anthem intro)
7) – And The Snakes Start To Sing
8) – Diamonds Aren’t Forever
9) – Empire (Let Them Sing)
10) – Blessed With A Curse
11) – Antivist
Encore:
12) – Sleepwalking

Læs mere...

Actionmen - The Game

Dette band er sjovt. Supersjovt, og det var vist også meningen. Så vist er cd’en altså vellykket. I al fald er den gennemført. Der er masser af energi hele vejen, og ganske perfekt er selve bookletten et mini-spil på linie med lidt avanceret Ludo, hvor der vistnok skal indgå noget med nogle bajere. Og dertil passer musikken så fint.
På intet tidspunkt sænkes tempoet, og de to trommer virker til begge at være rødglødende, dersom at musikken egentlig hviler udelukkende på trommer og guitarer. Dette fungerer ganske fint, og vokalerne med de sjove accenter der skifter på mærkværdige tidspunkter gør cd’en spændende at have i anlægget.
Artwork, de små detaljer (bør kun nydes af folk over 60!) og musikken går op i en lidt højere enhed og derfor den høje karakter.
Men ikke højere end 4 stjerner da skiven ikke holder mere end til festen hvor man har fået noget indenbords. Den taber hurtigt værdien i takt med at man ikke morer sig over den mere, og nu hvor hele livet ikke er et drikkegilde vil den hurtigt komme til at samle støv på reolen. Men med lidt mere seriøsitet havde det klart været en bestseller.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed