fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57

Master Boot Record - Floppy Disk Overdrive

Her er et album, som står helt i computerens tegn: Ud over at både navnet på kunstneren og albummet er betegnelser hentet fra dén verden, er samtlige numre opkaldt efter kommandoer fra Windows – rimelig gennemført, må jeg sige. Bag det hele står en unavngiven musiker med base i Italien.
Alle numre er rent instrumentale, og helt i konceptets ånd spilles det hele på keyboards. Og det sker med friske og ret fængende melodier, der flyder let afsted. Men freden forstyrres heldigvis, for flere gange skifter musikken karakter, så den bliver aggressiv og rigtig Metal. Så pisker trommemaskinen tempoet op, og der hamres løs. Vildest er ”Edit. Com”, som går helt amok og smadrer afsted – her kommer jeg til at tænke på The Bezerker. Det er dejlig aggressivt og har bid.
Men numrene har også passager med Nintendo-agtig lyd, ligesom flere temaer er tydeligt inspireret af Klassisk musik. På den måde kommer Master Boot Record længere omkring, end jeg i første omgang havde ventet.
Men konceptet har sine grænser, for med et meget ensartet lydbillede og begrænsede udfoldelsesmuligheder, bliver musikken noget ensformig til slut. Alligevel skal Master Boot Record roses for en anderledes tilgang til instrumental keyboard opvisning, også selvom jeg tvivler på, at konceptet kan bære flere udgivelser.

Tracklist:
1. Ansi. Sys
2. Edit. Com
3. Fdisk. Exe
4. Display. Sys
5. Chkdsk. Exe
6. Defrag. Exe
7. Ramdrive. Sys
8. Dblspace. Exe
9. Smartdrv. Exe
10. Diskcopy. Com
11. Emm 386. Exe
12. Himem. Sys
Samlet spilletid: 68:24

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Igorrr

IGORRR_1”Har de mon et helt band med?”. Det er det første jeg spørger mig selv om inden en operasanger kommer til syne sammen med en trommeslager og manden bag Igorrr selv, Gautier Serre, der tager plads bag en DJ-pult. Så kommer en mandlig growler ind, der modsat de andre er krigsmalet – alligevel er det hurtigt den kvindelig operasangerinde der stjæler showet med hendes dyriske, vanvittige og ustoppelige bevægelser. Hun er et syn i sig selv når der nu hverken er en guitarist, violinist, pianist, eller hvad der nu ellers benyttes i studiet, med på scenen.

Og Igorrr er et usædvanligt foretagende, et genremix fra helvede dog altid båret af det elektroniske – og så af metallen. Om der så derudover smides dubstep, balkan, elektroswing eller lignende oveni, så er de to ting grundstenene. Og hele den eksperimenterede / legesyge tilgang til musikken ser ud til at have tiltrukket en god mængde. At det er projektets første gang i Danmark har nok også noget at skulle have sagt – og endnu engang vil jeg rose Copenhell for at turde, at booke det mærkelige og det usikre: om det er en succes eller ej, så fortsæt endelig med de satsninger.

Og selvom Igorrr kan siges at være en gimmick (jeg tror ikke, at der er en genre der endnu ikke er blevet proppet ind i musikken) kan det sagtens være interessant eller underholdende alligevel. Men er det så tilfældet her? Desværre ikke rigtigt nogen af delene. Når først ”hvad fanden...?”-faktoren har lagt sig, ja så sker der ikke rigtigt mere. De forreste rækker nyder det og giver den god gas, men resten ser klart ud til kun at være kommet for at se giraffen og intet andet, da mange er både uopmærksomme og snakkende en god del af tiden.

De rigtigt gode sange, som der desværre kun er en håndfuld af i dag, de kommer først hen mod enden. Hvis der havde været reelle instrumenter med på scenen havde det måske været noget andet – der er kun så meget underholdning operasangerinden kan levere, selvom hun altså er for vild (og trommeslageren derudover fortjener hæder og ære, sikke en præstation). Den noget spontane afslutning, hvor man ikke ved om de rigtigt er færdige eller ej, det gør heller ikke noget godt. Den sidste kvarters tid ER dog underholdende, men der er det for sent.

Læs mere...

Dúné - Store Vega

Hvad har Dúné egentlig lavet de sidste tre år, udover at forsangeren har været en del af Toppen Af Poppen? Jeg ved det ikke, og det er faktisk derfor jeg står i Vega i aften. ”Wild Hearts”, det seneste album, er tilbage fra 2013, og ellers er det kun de to forholdsvist nye singler ”Antidote” og ”Trying To Get To You” der har indikeret liv i Dúné-campen. Men derfor kan det jo sagtens blive en fornøjelig affære alligevel!

Dúné:
Badet i klart blåt lys, og til synet af fuldstændig proppet sal, skynder de i alt fem mand sig på scenen – tre af dem udgør Dúné. De to der ikke gør, guitaristen og trommeslageren, er ikke kun i navnet ikke en del af bandet, men befinder sig også fysisk længere tilbage på scenen – så der ikke hersker nogen tvivl om, hvem man skal lægge mærke til. 
Som man er vant til i Vega, er det glimrende lyd endnu engang. Det hele går klart igennem, og der skiftes let mellem at guitaren, keyboardet eller vokalen fylder mest i billedet, uden at de andre instrumenter derved mister deres plads. Lysshowet er også veltilrettelagt; især er der fin veksling mellem enten komplet mørke, eller skarpt lys, som direkte følger enkelte stykker i sangene.

Efter åbneren ”Antidote” sparkes festen i gang med ”80 Years”, ”Let Go Of Your Love”, og kort efter ”John Wayne vs. Mary Chain”. Det er helt tydeligt at Dúné og co. hygger sig, og er ganske aktive; selvom det naturligvis er Mattias Kolstrup der er midtpunkt, er Ole Bjórn bag keyboardet også godt med. Publikum er ligeledes gode til at lege med, men dog udpræget oftest når Dúné specifikt beder om det. Det er på ingen måde i den sjældne ende, da der er indlagt et utal af muligheder for crowdcontrol (ikke at det gør fællessangen værre!). Flere af sangene er desuden tunet til at de skal opføres live; et ekstra break her, en lille intermezzo dér, etc. Det fungerer overordnet godt, men generer andre steder mere end de gør godt …
… for jeg er noget så ambivalent, når hele sange næsten omskrives totalt, som bl.a. er tilfældet i det gamle hit ”Bloodlines”.

Efter en lille parade af flere hits, er det tid til en mindre periode af ”Toppen Af Poppen”: Dúné-stil. Mattias Kolstrup var som bekendt en del af programmet for et stykke tid siden, og det kom der nogle covers ud af – bl.a. en spøjs udgave af Sebastians ”80’ernes Boheme”. Ikke dårligt, men anderledes. Herefter insisterer Dúné på at kopiere SlipKnoT-manøvren med at hele publikummet skal sætte sig ned på gulvet, og så hoppe op igen på kommando. Ganske succesfuldt i dette tilfælde, men efterhånden et udvandet trick at være vidne til.

Vi er nu omtrent en time inde i koncerten, og singlen ”Trying To Get To You” medfølges af et vildt imponerende lysshow, der fortsætter ind i det efterfølgende instrumentale nummer. Det er sgu i orden. ”Victim Of The City”, derimod, er ikke i orden… Den er ændret markant, og har slet ikke den samme kraft. At Ole Bjórn synger den kvindelige vokal, i stedet for blot at have lige præcis dén del præindspillet… Det forstår jeg altså ikke, i hvert fald ikke når der ikke er nogen energi i det.
Og så er vi også ved at nå til afslutningen; i stedet for ”Heiress Of Valentina”, der har været en tradition i mange år, slutter Dúné dog af med den kommende single ”Never Be Alone”.

Generelt har det været en noget blandet aften. Starten lovede godt. Rigtig godt, faktisk. Publikum var mere eller mindre engagerede hele vejen, dog mest på en når-bandet-explicit-beder-om-det måde. Lyd og lys var helt som det skulle være. Dúné og co. hyggede sig tydeligvis, men den ungdommelige energi jeg husker, er nu mere at finde i moderate og meget kontrollerede mængder. Bandet er desværre, så arrogant som det lyder, ved at havne i ”Familien Danmark fælden”, hvor det bliver forudsigeligt og uinteressant; intet skal overraske, alle skal kunne være med. Drenge og piger, børn som voksne. 
Jeg kom egentlig i aften, for at finde ud af hvor Dúné er på vej hen – og jeg er ikke blevet klogere. Men, de fleste var sandsynligvis godt underholdt; for mig var det en halvflad oplevelse, med tanke på de tidligere gange jeg har set dem, og det både henholdsvis som et 3 og 7mandsprojekt.

Læs mere...

C.R.O.W.N. - Natron

Tre mand med guitarer og en trommemaskine. Det er den ultrakorte beskrivelse af bandet C.R.O.W.N., som stammer fra Frankrig, har eksisteret siden 2011 og med ”Natron” udsender det andet album. Alle numre er skrevet af Stephane Azam, som også har stået for optagelserne.

Den korte beskrivelse ovenfor er selvfølgelig ikke dækkende for bandet og dets musik; så langt fra, endda. C.R.O.W.N. holder sig nemlig ikke til en enkelt genre, men blander flere på kryds og tværs. Et godt billede af bandets musikalske univers giver nummeret ”Wings Beating Over Heaven”, som ikke kun indeholder alle de musikalske byggeklodser, men samtidig er albummets bedste nummer. Det starter med Metal i pænt højt tempo, hvor vokalen er aggressiv og lydbilledet lidt distanceret. Så skiftes der over til meget tunge rytmer, som langsomt tramper afsted; disse afbrydes midt i nummeret af elektroniske elementer, der skaber en lidt drømmende stemning. Herefter vokser nummeret igen i intensitet og tempo, for at returnere til det voldsomme udgangspunkt. Det hele er meget fint afbalanceret og meget spændende. 

De øvrige numre minder i forskellig grad om det beskrevne, og når tung Metal og Electro balancerer, er resultatet godt. Desværre er der numre hvor elektronikken tager over, og så mister jeg interessen, ikke mindst fordi disse skæringer er til den poppede side. Hvis franskmændene kunne nedtone dén side af sagen, så …

Tracklist:
1 Serpents
2 The Words You Speak Are Not Your Own
3 Wings Beating Over Heaven
4 Fossils
5 Apnea
6 Tension Of Duality
7 Flames
Samlet spilletid: 49:05

 

Læs mere...

Lindemann – Skills In Pills

For mig som for de fleste andre Rammstein-fans er bandets lange pause lidt af en prøvelse. Derfor blev jeg glad for nyheden om, at forsangeren Till Lindemann havde fundet sammen med Peter Tägtgren, som ikke kun er kendt som producer men også er mastermind i bands som Hypocrisy og Pain – kombinationen af tysk tordenvokal og svensk instrumentering lød som en glimrende opskrift på at skabe noget nyt.

Én ny ting høres med det samme, for gennem hele albummet er teksterne på engelsk, men denne uvante opgave klarer Hr. Lindemann udmærket; hans meget markante vokal tager ikke skade af at prøve kræfter med noget nyt. Alligevel får det engelske en negativ indflydelse på albummet.
Hvis man har fulgt med i Rammsteins karriere, ved man at Till kan lide seksuelle temaer og provokationer forbundet hermed - Derfor overrasker det ikke, at et fremtrædende tema på ”Skills In Pills” er sex. Her viser de engelske tekster sig at være en hæmsko, for hvor han på sit modersmål er i stand til at benytte tvetydigheder til at præsentere temaet på en elegant måde, må han her holde sig til et mere direkte sprog. Resultatet er, at finessen mangler og det i stedet ender med at blive både lummert og plat.

Så må man sætte sin lid til den musikalske side af sagen, men heller ikke hos Tägtgren er der meget at komme efter. Han har skrevet en stribe numre, som i brug af guitarer, synthesizere og opbygning ligner … surprise: Rammstein! Desværre er resultatet ikke i nærheden af forbilledets kvaliteter, og sammen med de tekstmæssige svagheder efterlader det ”Skills In Pills” som en temmelig skuffende og overflødig affære. Det lykkes hverken at skabe noget nyt og spændende eller løsrive sig fra moderbandet, så jeg håber at Rammstein snart udgiver noget nyt, så vi kan få den ægte vare.

Tracklist:
01. Skills In Pills
02. Ladyboy
03. Fat
04. Fish On
05. Children Of The Sun
06. Home Sweet Home
07. Cowboy
08. Golden Shower
09. Yukon
10. Praise Abort
11. That's My Heart
Samlet spilletid: 44:58

 

Læs mere...

Dead By April

Det svenske band Dead By April var, tilbage i 2007 da jeg som 16-årig begyndte at opdage metalmusikken og drage til koncerter, et af de bands jeg fulgte mest aktivt med i. Dengang før Facebook hvor vi, de første fans, søgte og delte sange og information via YouTube – det var tider.
Deres unikke blanding af pop, metalcore og electronica, kombineret med deres emo-boyband skikkelser, var anderledes og spændende.
Spol tiden frem til den 3. april 2008, hvor jeg forlod koncerten med Dropkick Murphys i Vega for at nå ud og se Dead By April på Stengade30 sammen med deres landsfæller i Engel – til et skue på knap 20 mennesker.
Året senere, den 14. december 2009, drog jeg til Malmö sammen med et par venner for at opleve dem igen, denne gang var de i selskab med bl.a. Killswitch Engage og In Flames. Det er i øvrigt den eneste gang jeg har draget udenfor landets grænser for at se en koncert udover til festivaler.
Året efter besøgte de den gudsforladte by Vordingborg den 7. maj, men besøgte så Copenhell senere samme år til denne Københavners store glæde.
I 2011 skulle Dead By April så have besøgt det hedengangne The Rock, men koncerten blev aflyst. Endelig skulle de så være tilbage på dansk grund i november sidste år, men skubbede så koncerten frem til den 6. marts. Nu er vi så her i Templet – og koncerten er udsolgt.
Kort sagt, så har Dead By April været et af de eneste bands, jeg har fulgt næsten fra starten. Et af de bands som jeg, som tiden er gået, ikke er blevet mindre interesseret i, modsat mange andre bands fra dengang. Efter i aften er jeg dog blevet alvorligt i tvivl om de er værd at lægge tid i længere…

 

Dead By April:
Svenskerne i Dead By April begyndte i starten af 2007 i form af forsanger Jimmie Strimell og guitarist Pontus Hjelm. I deres spæde dage udgav de ikke noget fysisk materiale, men i stedet udelukkende digitale numre, der hurtigt blev spredt via bandets venner over nettet. De holdt også enkelte koncerter, men projektet tog først rigtig fat da de udgav det selvbetitlede debutalbum, der indeholdt 14 tidligere udgivede demosange og 2 originale sange (i form af ”What Can I Say” og ”Sorry For Everything”).
I 2010 forlod guitaristen Pontus Dead By April for i stedet at fokusere udelukkende på at skrive materiale til bandet. Derfor fik Dead By April en ny mand i form af Zandro Santiago, der komplet overtog at synge de rene stykker i sangene – tidligere var det Jimmie Strimell, der sang alt selv (med hjælp fra Pontus live). Samme år forlod bandets 2. guitarist Johan Olsson også bandet, men i stedet for at hyre en ny, hjalp Pontus til i livesammenhæng.
I 2011 udgav Dead By April så albummet ”Incomparable”, der i forhold til debutten kun indeholdt 3 ældre, og nu nyindspillede, sange. I 2012 deltog de i den svenske udgave af Melodi Grand Prix og kom på en 7. plads med sangen ”Mystery”. Samtidigt annoncerede de at guitaristen Pontus var officielt tilbage i bandet på fuld tid – dog droppede han alt vokalarbejdet.
I starten af 2013 blev det så offentliggjort at screameren Jimmie Strimell havde forladt bandet og var blevet erstattet af Christoffer ”Stoffe” Andersson. Her i februar udkom Dead By Aprils 3. album ”Let The World Know”, og i samme omgang stoppede den originale trommeslager Alexander Svenningson og blev erstattet af Marcus Rosell.

Åh mand… Hvor skal jeg begynde? At Dead By April knap kan siges at være det samme med deres nuværende besætning? Det var min første bekymring, da jeg fandt ud af at Jimmie Strimell var stoppet. Jeg må være ærlig og sige, at jeg aldrig har fundet Zandro Santiagos tilføjelse nødvendig – og på ingen måde givende for bandet. Hvorfor skulle Jimmie gå fra at håndtere alt alene (og det var i sandhed et imponerende syn live), til kun at håndtere de hårde dele? Og hvorfor, hvis det så endelig skulle gøres, hive en mand ind som knap kan håndtere den rene vokal tilstrækkeligt?
Er det måske den nye screamer som ødelægger det hele? Eller den ligeledes nye – og kedelige – trommeslager?

Eller er det fordi Dead By April har overskredet sidste salgsdato?
Var det fordi aftenens koncert i langt størstedelen af tiden var kedelig og uden anstrøg af følelse og engagement bag de mange sange?
Var det den permanent halvdårlige lyd? Det til tider aggressive lysshow? Svaret er: lidt af det hele.

For da et electro remix af aftenens første sang ”Beautiful Nightmare” rammer vores øregange, er det tilproppede Templet samlet i én stor spænding – folk har ventet længe på at se bandet tilbage på dansk jord. Det første vi får er, desværre, en meget rodet lyd + for høj volume (bl.a. er de elektroniske lyde alt for dominerende) og et vanvittigt irriterende lys, hvor de blinkende blå og røde lys er peget direkte ud mod publikum. Her kunne man håbe at det ville blive rettet, og det var også hvad man blev lokket til at tro, lige indtil det vendte tilbage over flere omgange senere på aftenen.

Dead By April selv er et blandet bundt. Guitaristen Pontus er spot on og ser ud til at hygge sig, mens bassisten Marcus Wesslén er fuldstændig anonym. Den nye trommeslager har, til stor ærgrelse, tydeligvis ikke øvet nok, for han er både ude af takt og halter bagefter i flere af sangene. Tilmed er der nul indlevelse at spotte – det er noget nær det kedeligste trommespil, jeg har oplevet.
Den nye screamer ”Stoffe” klarer sig til gengæld godt, men han er ingen Jimmie.

Men, så kommer vi til de rene vokaler – eller rettere vokalisten bag; Zandro. Det er beklageligt, men kun alt for åbenlyst at han ikke altid rammer tonerne korrekt. Sommetider går han langt under tonelejet som på pladerne, andre gange er det direkte falsk. For det meste af tiden overlader han dog flere tekststykker til publikum. Det er i en begrænset grad fedt, men når det går hen og bliver så overdrevet som i aften, så tyder det på dovenskab – eller manglende talent.

Det store trækplaster er publikum, som især i den første halve time er glade og istemmer med både sang, fællesklap og hop – og iphones i luften. Energien kommer primært fra de forreste rækker, som forventet. Efter de første 30 minutter, og den første spænding har lagt sig, går mange dog døde i det. Der er stadig råb og hujen før og efter numre, men i selve sangene står de fleste overraskende stille.

Det er ikke overraskende, for det er et minimalt arbejde, Dead By April lægger i det i aften. Udover det førnævnte rent tekniske i forhold til lyd/lys og at den ene vokalist svinger mellem virkelig god (som f.eks. omkvædet i ”Infinity X Infinity” hvor han synger anderledes end på pladen – men som lyder intet mindre end fantastisk), og til elendig med en pivfalsk vokal. Det er også en ærgerlig bekendelse, men den nye screamer er med til at amputere nogle de ældre sange, som især er tilfældet i ”Angels Of Clarity”, der lyder decideret ad helvede til.
Og der foregår INTET spændende på scenen. Der bliver konverseret let med publikum, primært på svensk, men i selve sangene er det trist hvor rutineret det egentlig er. Der er langt det meste af tiden ingen følelse – hverken i de nye eller gamle numre.

Det er først under ”Freeze Frame”, at jeg fanger noget følelse fra Dead By April. Her flyder til gengæld både band og publikum sammen til ét væsen, og i de ca. 4 minutter er det en fryd at være vidne til. Det er helt klart aftenens højdepunkt.
Desværre er der kun få enkeltstående tilfælde som er positive, som f.eks. i ”Within My Heart” fra gruppens 2. udspil, såvel som førnævnte sang. ”Losing You” er uden tvivl stadig den mest populære sang, og også selvom den leveres ligeså kedeligt som resten af sættet er publikum naturligvis oppe at køre. ”In My Arms” er aftenens næste højdepunkt, der ankommer som en tiltrængt ”pause” fra de mange malplacerede screams, der ellers har plaget koncerten. Her har Dead By April fundet sig godt til rette i en ældre ”klassiker”.

Som ”sidste” sang får vi den kvalmende ”Replace You”, men det kan man selvfølgelig ikke gå ud på, så i stedet får vi ”Two Faced”, hvor publikum anstrenger sig til én sidste energiudladning, og ”Calling” som afsluttere – sidstnævnte er et reelt antiklimaks at gå ud på.

Alt i alt ender det som en middelmådig affære. Der er enkelte opture, men mange mindre irritationsmomenter der trækker ned, ned og længere ned. Om det så er den halvdårlige lyd, den for høje volume, det til tider aggressive lysshow, den manglende indlevelse fra begge vokalister + trommeslageren, at det føltes følelsesforladt størstedelen af tiden – eller måske det faktum at Zandro har svært ved at ramme tonerne?
Men på trods af de mange negative ting, så var størstedelen af koncerten mest af alt præget af en middelmådighed – det var simpelthen kedeligt. I enkelte tilfælde gik det den anden vej, men ak, i langt flere tilfælde gik det desværre den modsatte vej. Jeg er måske, som gammel fan, overkritisk – men Dead By April er ikke hvad de har været, så meget er tydeligt. Jeg vil også sige, at jeg tror langt de fleste vil have haft en i hvert fald anelse bedre oplevelse end jeg havde – især de nye fans.

Sætlisten skal også have nogle sidste ord med på vejen. Først og fremmest var det positivt at se at Dead By April spillede ca. 1 time og tyve minutter og nåede igennem 19 sange – det var mere end jeg havde regnet med.
Dernæst… Hvorfor så kun spille 3 sange fra ”Incomparable”, men spille intet mindre end 11 (!) fra det nyeste udspil? Der var flere af de nye sange som sagtens kunne have været undværet (som f.eks. Replace You), til fordel for sange som ”Dreaming”, ”Real And True” og ”Lost” – havde et par sange mere fra 2. udspil været for meget at bede om?

Sætliste:
1) – Beautiful Nightmare
2) – Infinity X Infinity
3) – Abnormal
4) – Within My Heart
5) – Same Star
6) – My Tomorrow
7) – Empathy
8) – What Can I Say
9) – Freeze Frame
10) – Let The World Know
11) – Angels Of Clarity
12) – Promise Me
13) – Losing You
14) – As A Butterfly
15) – In My Arms
16) – Piece Of Mind
17) – Replace You
Encore:
18) – Two Faced
19) – Calling

Læs mere...

Herrschaft - Les 12 Vertiges

Er du en af de Metalfans der synes, at synthesizere hører hjemme i bøssedisco, og at de kun kan tolereres som baggrundselementer i melodisk Metal for at tiltrække piger? Så er her et album, som sikkert ikke vil dreje din holdning 180 grader, men i det mindste vil forsøge at ændre din holdning – bare lidt.

Albummet er det andet fra Herrschaft, som trods det tyske navn er fra Frankrig. Bandet har eksisteret siden 2004, så man kan ikke beskylde dem for overdreven aktivitet på udgivelsesfronten. Det er uvigtigt så længe kvaliteterne er der, og det synes jeg, de er. Selv om Herrschaft spiller Electro Metal med synthesizerne fremme i lydbilledet hele tiden, formår de tre medlemmer at give numrene en meget skarp kant ved brug af guitarer og trommer med rigtige Metal-rytmer. Oveni bliver der så lagt en vokal, som både hvæser og skriger; nogle steder endda så hadefuldt og fjendtligt, at mine tanker sendes i retning af Black Metal. Gennemgående har numrene en stærk og meget aggressiv fremtoning, der gør dem interessante – synthesizere eller ej.

Men der er også steder, hvor Metal-delen bliver forsømt og det elektroniske tager overhånd. Således kunne jeg godt undvære det poppede ”Whispering Clouds”, og ”Allmighty” er også kedelig stangvare. Heldigvis er det kun en begrænset del at albummet, som falder i denne kategori, og som helhed byder ”Les 12 Vertiges” på udmærket Metal – tilsat synthesizere.

Tracklist:

1. GATES TO DREAMS

2. KIMI GA YO

3. DISORDER MIND MECHANICS

4. SEDUCING DEMENTIA

5. RAT IN CAGE

6. ENDLESSLY REVOLVING

7. WHISPERING CLOUDS

8. BLOODPULSE

9. VIRTUAL MEDICATION

10. ALLMIGHTY

11. THIRTY - SIX

12. MEPHEDRONTRIP

Samlet spilletid: 53:19

Læs mere...

Schwarzer Engel - In Brennenden Himmeln

Normalt smider man et enkelt eller to numre op på sin hjemmeside for at give smagsprøver på nye albums, men Schwarzer Engel gik et skridt videre ved at udsende en EP med et par nye numre og et par remixes tidligere på året som optakt til dette album.

Dengang udpegede jeg Rammstein som den primære inspirationskilde for Schwarzer Engel, og det indtryk bliver kraftigt cementeret, når man gennemlytter albummet. Nogle steder skinner inspirationskilden så kraftigt igennem, at grænsen for plagiat overskrides. Det starter ved de tysksprogede tekster, som minder meget om Till Lindemanns kreationer, både i opbygning og ordvalg; går over musik som er en blanding af hårde guitarer og elektronik for at kulminere i sekvenser hvor musikalsk indhold eller instrumentlyd er direkte stjålet. Generelt afviger Schwarzer Engel ved at have et kvalitetsniveau, som ligger et par trin under forbilledernes, ligesom guitarerne er knapt så markerede og derved mindre hårde. Det blødere indtryk forstærkes af, at synthesizerne har mere albuerum og derved trækker det melodiske frem.

Mod slutningen lykkes det at smide noget mere traditionel Metal ind i et par numre, men det giver kun et skær af selvstændighed. ”In Brennenden Himmeln” er meget tæt på at være et gennemført Rammstein rip-off, men kommer kvalitetsmæssigt ikke i nærheden. Hvis man er til tysksproget Metal med elektronik, kan man roligt springe denne udgivelse over og vente tålmodigt, til der kommer nyt fra Berlin.

Tracklist:

01. In Brennenden Himmeln
02. Der Untergang
03. Auf In Den Kampf
04. Der Fährmann
05. Hymne Für Den Tod
06. Feuer Mit Feuer
07. Psycho-Path
08. Grenzenlos
09. Rache
10. Im Schatten Des Todes
11. Drachen Über Eden
12. Schwarze Sonne  (Feat.
Johanna Von Orleans)
13. Krähenzeit
14. Verneinen

Samlet spilletid: 56:30

Læs mere...

Shoot The Girl First - Follow The Clouds

Det er utroligt så lidt konkret information jeg har kunnet støve op omkring Shoot The Girl First. Så vidt jeg kan se er de fra Cannes i Frankrig, og "Follow The Clouds" er deres andet album, efter at de udgav "They Have Time, We Have Clocks" i 2011. På deres Facebookside har de skrevet "Electro Post Hardcore" under genre, og den betegnelse har jeg beholdt her. Jeg kunne nu også sagtens gå med med til "Fesen emotionel metalcore med elektroniske tendenser", men det andet passer faktisk bedre, og så undgår vi også at klistre det altomfattende "metalcore" mærke på det.

Jeg kan vist lige så godt melde ud med det samme: Jeg er ikke tosset med det. Musikken lander et underligt sted hvor jeg bestemt ikke har tænkt mig at befinde mig ret meget. En stor del af tiden forsøger de at slå det stort op og gøre det ømt og følelsesladet, men jeg synes for det meste ikke at det lykkes for dem. Det bliver en nemt smule kedeligt, og de elektroniske elementer, der netop skal hjælpe med at skabe stemningen, virker lidt for primitive og intetsigende.

Der er én ting jeg synes der fungerer godt for dem, og det er at der kommer dejligt med smæk på, når de åbner op for kedlerne. De kan sagtens smede nogle propre metalcore passager sammen med aggressivitet, rytme og timing. Men hvem kan efterhånden ikke det i disse tider? Det er i hvert fald ikke nok til imponere mig sådan en grå mandag aften som denne. Hvad siger du?

Trackliste:
01 – No Tales, No Worries
02 – Give & Take
03 – Jagerbomb
04 – We’ll Never Fall
05 – Rest In Pieces
06 – Autumn Skies
07 – A Party On Your Mother’s Grave
08 – An Ocean For The Eyeless
09 – Follow The Clouds
10 – Last Lesson, Be A Hero
Samlet spilletid: 34:40

Læs mere...

Dúné

Tilbage i 2001 besluttede en gruppe venner fra Skive at danne electro/indie/rock bandet Dúné. Først i slutningen af 2003 var bandets lineup komplet og derfra gik der 4 år før debutalbummet ”We Are In There You Are Out Here” udkom. Tiden inden brugte de bl.a. på at opbygge en fanbase, som i dag stadig er utroligt loyal. I 2009 udkom det andet album ”Enter Metropolis”, som også blev ganske godt modtaget. EP’en ”Leaving Metropolis” ramte gaderne i slutningen af 2010. De næste 2 år var Dúné plaget af et medlemsfrafald på 3, hvor 2 af dem var med fra starten. I starten af 2012 var bandet igen stabilt, og Dúne hyrede fra slutningen af 2011 en stand-in trommeslager tilknyttet liveshows og studieoptagelser. Fra 2012 – 2013 var Dúné primært i et studie i Berlin for at indspille deres nyeste album ”Wild Hearts” som udkom for ca. 2 måneder siden.


Dúné:
Det er godt og vel 3 år siden jeg sidst så Dúné. Dengang bestod bandet af intet mindre end 7 medlemmer. Spol tiden frem til den 30. marts 2013, og Dúné er af en mere ”normal” størrelse på 4; forsangeren, en guitarist, en bassist og en på keyboard. Læg dertil en stand-in trommeslager, og alt er som det skal være.


Da klokken slår 22 slukkes lysene i et proppet Vega og de mange unge tilskuere, der umiskendeligt er til stede i aften, skriger deres lunger ud. Koncerten åbnes med et brag i form af første sang fra det nyeste album; ”Remember Valentine (It Takes Will)”. Lyden er klar, volumen er tilpas, instrumenterne har hvert deres rum – og sådan fortsætter det med at være. Forsangeren er iklædt nogle super homo bukser, og det er nærmest blevet en del af Dúnés image at han skal udstråle netop dét. Fyren på keyboardet ligner til gengæld Nik & Jay i én person – det er næsten imponerende. Men se bort fra udseendet, og lige præcis de 2 er dem som fyrer den absolut mest af på scenen. Trommeslageren, som ikke er en officiel del af bandet, skal også nævnes, for for fanden da!, han spiller godt og med et totalt overskud af energi. Hvorfor er han ikke en del af bandet? Dúné – hyr ham!

Vi får herefter ”Bloodlines” og ”80 Years”. Publikum er på dette tidspunkt fuldstændigt overbeviste, og Dúnés mangeårige erfaring er heller ikke til at tage fejl af; de spiller deres lort perfekt, og får endda også proppet både technostykker, metal-lignende breakdowns OG dobbelt stortrommepedal ind i afslutningen af et par numre. Det giver det hele en skarpere kant og et hårdere udtryk, og jeg synes personligt at det fungerer godt i aftenens sammenhæng. Vega føles allerede som en sauna – light udgave; festen er kun lige begyndt.

I forhold til dengang hvor de var 7 medlemmer, virker det hele meget mere planlagt og langt nøjere udtænkt. Det er ment positivt, for om end det er kedeligt at hverken bassisten eller guitaristen (som i øvrigt har solbriller på igennem hele showet) bevæger sig synderligt meget, er showet mere tilgængeligt; alle ved hvor de skal være og hvad deres rolle er. Det giver også publikum mulighed for at nyde musikken, i stedet for konstant at fokusere på hvor meget medlemmerne spankulerede rundt på scenen og uden videre overtog hinandens instrumenter.

Nå… Efter ”80 Years” får vi, så vidt jeg kan høre, 5 nye numre i streg. De nye numre bestod bl.a. af ”Wanted Out” og ”Last Soldiers”. Vi får også ”Let Go Of Your Love” fra Dúnés 2. album. En rigtig sing-along klassiker. Det meste af bandet vandrer derefter ud fra scenen, og giver plads til et bas-pumpet technomix drevet frem af manden ved keyboardet. Det meste af publikum ser ikke helt ud til at vide hvad meningen er, men enkelte danser på livet løs. Inden vi får muligheden for rigtigt at forstå det, kommer resten af bandet tilbage og spiller så… et stille nummer? Dúné – hvad har I gang i? Timing, timing, timing…

Singlen ”HELL NO!”, som jeg på et personligt plan slet ikke bryder mig om, præsenteres derefter. Publikum, derimod, tog glædeligt rollen som kor til sig og sang lystigt med på omkvædene. Det lyder bedre end på pladen, faktisk, men redder den også kun lige – i hvert fald for mig. Det hele bliver dog godt i ”John Wayne VS Mary Chain” – én af mine personlige favoritter fra debutalbummet.

Tempoet bliver endnu engang skruet ned. Denne gang i form af den nye, men genkendelige ”All That I Have”. Den sidder lige i skabet, og udover at skulle rose forsangeren for at kunne synge ALT lige så godt som i studiet (hør lige den falset!), må jeg igen påpege trommeslageren; han er tight, han er energisk, men vigtigst af alt, så føler han for musikken.

”Victim Of The City”, som ellers er kendetegnet ved både at have en mandlig og en kvindelig vokal, leveres denne aften med to mandlige vokaler, men som heldigvis er tilpas forskellige. Faktisk er denne udgave muligvis bedre end den originale, men det vil jeg lade den enkelte om at bedømme. Det er i hvert fald godt at Dúné ikke begrænser sig, selv efter de er faldet i antal. Efterfølgende får ”Dry Lips” publikum til, endnu en god gang, at danse og hoppe. Også er det ”slut”.

Efter et par minutter uden Dúné på scenen (encore), kommer de tilbage og afslutter solidt med ”Heiress Of Valentine (Princess)”. Desværre får vi ingen ”Time To Leave”, som jo ellers er den helt oplagte måde at sige godnat og tak på – bare se på titlen.

Ca. 1½ time senere er det så forbi, og det har været godt. Dúné har så absolut ingen problemer med at spille live, og deres fanskare er så divers (i form af køn, alder og udseende) og mindst lige så engageret som tidligere. Det hele virker mindre kaotisk, men derved også mindre løssluppent. Dét jeg i virkeligheden godt kunne have tænkt mig, var en anderledes sætliste. De nye numre ødelagde ikke dynamikken, men selve numrenes rækkefølge gjorde. Når folk vil have en fest, så giv dem dog for helvede en fest! Spil 3 festlige numre, så 3 nye numre, så 2 stille numre. Det er noget med at tænke sit publikum indover sætlisten, inden man går fra øveren og til scenen. Men det fungerede stadig godt under alle omstændigheder; lyden var helt i orden, sangene blev leveret tight og med knald på. Jeg tror, at hvis Dúné tager ud på en tour om ½ år, og har haft tid til at spille alt det nye igennem, vil det også føles mere flydende og sammenhængende. 4½ stjerne herfra. 

 

  • 2013-03-30 Dúné_17
  • Forfatter:
  • 2013-03-30 Dúné_26
  • Forfatter:
  • 2013-03-30 Dúné_13
  • Forfatter:

Se hele galleriet

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed