fbpx

We Sell The Dead - Heaven Doesn't Want You And Hell Is Full

Det er sjældent en ulempe for et nyt band at kunne fremvise erfaring fra etablerede navne, og det gælder selvfølgelig også for We Sell The Dead. Foruden In Flames guitaristen Niclas Engelin tæller bandets samlede CV navne som Firewind og HIM, så på forhånd er forventningerne hævet over nul niveau.

I introen bliver vi ført tilbage i tiden til en lidt makaber salgsbod, hvor kropsdele falbydes frisk fra kirkegården – en udmærket måde at slå en stemning an. Og ovenpå havde jeg forventet en omgang Goth Metal eller måske endda Goregrind, men We Sell The Dead bevæger sig i en helt anden og langt mindre farlig retning.

Bandet har valgt Hardrock som musikalsk stil, men vel at mærke med et kraftigt nik tilbage mod ’70ernes store navne som Deep Purple og Whitesnake. Det høres i vokalen, hvor Apollo Papathanasio sagtens kunne træde ind hos de nævnte bands uden at falde igennem. Samtidig er numrene udstyret med ret tunge riffs, som især på albummets første halvdel gør ”Echoes of an Ugly Past” og ”Leave Me Alone” til stærke skæringer med udmærket power.

Desværre ryger bandet også over i den anden grøft, for ”Too Cold to Touch” og de afsluttende ”Pale and Perfect” og ”Silent Scream” er blodfattige numre i balladeklassen – her lå mine forventninger højere. Det må siges at gælde for albummet som helhed, for de gode elementer kan kun lige holde de uinteressante i skak.

Tracklist:
1. The Body Market
2. Echoes of an Ugly Past
3. Leave Me Alone
4. Imagine
5. Turn It Over
6. Too Cold to Touch
7. Trust
8. Pale and Perfect
9. Silent Scream
Samlet spilletid: 42:18

Læs mere...

Heavatar - Opus II-The Annihilation

Heavatar stammer fra Tyskland, og blev dannet i 2012 – året efter udsendtes det første album ”Opus I - All My Kingdoms”, men en efterfølger har ladet vente på sig. Til nu, hvor  ”Opus II - The Annihilation” er på gaden.

At bandet benævner sine udgivelser som ”Opus” er lidt højtideligt, men det hører sig næsten til, når man spiller Power Metal. Og det gør Heavatar, endda med glimtvise inspirationer fra klassisk musik. Disse kommer til udtryk i passager midt i numrene, ligesom der også diskes op med stort orkester og kor.

Jeg kan ikke finde noget sted at sætte fingre på i forbindelse med Heavatars håndtering af Power genren, for det hele sidder lige efter bogen: Det orestrale er lige så storslået som genren kræver, vokalen giver et par hvin, og numrenes rytmer er helt som man forventer. Desværre er det et gennemgående tegn, og der sidder absolut intet personligt tilbage, når man har lyttet albummet igennem.

Men hvad gør man, når man ikke selv er i stand til at finde på nyt? Jo, så må man låne! Derfor er indledningen til ”The Annihilation” en Metal udgave af temaet fra Beethovens femte symfoni, meget originalt – NOT! Lidt mere passende er bandets cover af Manowars ”Metal Daze”, men når man ikke formår at gøre coveret personligt, er det for nemt!

Egentlig gør Heavatar det udmærket, men de er blot endnu et band i en åbenbart uendelig række af Power Metal bands, som spiller helt efter bogen – og det er bare ikke godt nok.

Tracklist:
1. None Shall Sleep
2. Into Doom
3. Purpose of a Virgin Mind
4. Hijacked by Unicorns
5. The Annihilation
6. Wake Up Now!
7. A Broken Taboo
8. An Awakening
9. A Battle Against All Hope
10. A Look Inside
11. Metal Daze (Manowar cover)
12. The Look Inside (orchestral)
Samlet spilletid: 59:01

Læs mere...

Loudness - Rise To Glory

Da Loudness i midten af 1980’erne som det første japanske Heavy Metal band slog igennem i vesten, var det noget af en sensation, som sikrede bandets position på Metalscenen. Siden dengang har Loudness været præget af mange udskiftninger i besætningen, men veteranerne er stadig aktive, hvilket det nyeste album, ”Rise To Glory” viser.

Hvis man kigger isoleret på stilen, er der ikke sket forandringer over de seneste 30 år – japanerne spiller helt den samme klassiske Heavy Metal som i deres tidlige karriere; hverken mere eller mindre.

Retter man i stedet opmærksomheden på kvaliteten, er det en helt anden sag. Jeg har ikke fulgt Loudness, men kan ikke forestille mig, at de har kunnet skabe sig et navn med det, de leverer her. Numrene spilles helt uden gnist, og jeg sidder konstant med følelsen af, at musikerne ikke gider. En enkelt undtagelse finder man i instrumentalnummeret ”Kama Sutra”; her er der vekslende rytmer og musikalske temaer, som har noget af de ideer, der mangler i de resterende tracks.

Uanset hvad årsagen er, så skuffer Loudness fælt på denne skive – resultatet står i skærende kontrast til klassiske bands som Iron Maiden og Judas Priest, som stadig har noget at byde på. Det har loudness tydeligvis ikke, for det niveau, de viser her, kan de ikke være bekendt.

Tracklist:
1. 8118
2. Soul on Fire
3. I'm Still Alive
4. Go for Broke
5. Until I See the Light
6. The Voice
7. Massive Tornado
8. Kama Sutra
9. Rise to Glory
10. Why and for Whom
11. No Limits
12. Rain
Samlet spilletid: 55:06

Læs mere...

Dragonforce - Reaching Into Infinity

Med "Reaching Into Infinity” fortsætter Dragonforce deres jævne strøm af studiealbums, så de nu er oppe på syv af slagsen – ikke dårligt for et band, som har godt 16 år på bagen. Det er efterhånden også en del år siden, jeg sidst har lyttet til Herman Li og Co, så det skulle blive godt med et genhør.

Jeg kan hurtigt konstatere, at Dragonforce ikke har foretaget noget stilskifte siden sidst; det er stadig traditionelt opbygget Power Metal, der er på programmet. Et godt billede på helheden giver ”Judgement Day”: Her er der guitarmelodier i virkelig højt tempo; faktisk er vi næsten på kanten af, hvad man kan nå at synge.

Samtidig er der meget flotte omkvæd, hvor Marc Hudson bakkes op af mange stemmer, når han fremfører teksten om ”Masters of the Universe” – mindre kan ikke gøre det. Og på guitarfronten ryster Li den ene solo af efter den anden – selvfølgelig i imponerende højt tempo – mens Sam Totman støtter ham i fine dobbeltleads. Eller med andre ord: Det er klassisk Power Metal, som Dragonforce formår at sætte deres eget præg på.

De resterende numre ligner det beskrevne mere eller mindre, og man kan ikke sætte fingre på fremførelse eller sangskrivningen; alt er meget professionelt. 

Desværre også temmelig ens, så jeg mister ret hurtigt fokus og skal koncentrere mig for at skelne de enkelte tracks fra hinanden. Heldigvis brydes stilen i næstsidste nummer, ”The Edge Of The World”. Her er guitarlyden skarpere, riffene tungere og trods lavere tempo er der faktisk mere power til stede. Oveni kommer et par vokale brøl, som er med til at slibe kanten og gøre nummeret til min favorit på albummet. Det er årsagen til, at karakteren lige hiver sig op over middel.


Tracklist:
1. Reaching into Infinity
2. Ashes of the Dawn
3. Judgement Day
4. Astral Empire
5. Curse of Darkness
6. Silence
7. Midnight Madness
8. WAR!
9. Land of Shattered Dreams
10. The Edge of the World
11. Our Final Stand
Samlet spilletid: 60:46

Læs mere...

Helmet - Dead To The World

“Dead To The World” er det ottende studiealbum fra Helmet, og trods den dystre titel er det et livstegn fra veteranerne, hvis 30 års jubilæum kun ligger et par år ud i fremtiden. Albummet er bandets første på Ear Music, og det første med bassisten Dave Case siden han afløste Jon Fuller i 2010.

Som altid er jeg udfordret, når der skal sættes genre på Helmet; er Post-Metal eller Post-Rock det rigtige, eller er Experimental, Alternative eller Groove mere rigtige tillægsord? Her kan jeg nøjes med at konstatere, at de alle kan forsvares, men at ingen er helt dækkende for indholdet. Til gengæld er der ingen tvivl om at ”Dead To The World” er meget mere Rock end Metal; numrenes struktur er slet ikke så hårdt trukket op. Det betyder ikke, at musikken mangler tyngde, slet ikke: ”Red Scare” har et temmelig tungt og sejt drive, mens ”Die Alone” lægger en rå og aggressiv stemning oveni. At man ikke har glemt den mere groovy side af sagen, vises i ”Green Shirt”. På papiret er der således fint med både tyngde og bredde i musikken, så hvorfor er den kun tre stjerner værd? Det er den, fordi de positive numre udbalanceres af lige så mange negative eksempler, hvor det hele bliver for stillestående og direkte kedeligt. Mine spekulationer over den rigtige genrebetegnelse er derfor omsonst; ”Dead To The World” vil være glemt længe inden jeg kommer på det rigtige svar.

Tracklist:
1. Life or Death
2. I ♥ My Guru
3. Bad News
4. Red Scare
5. Dead to the World
6. Green Shirt
7. Expect the World
8. Die Alone
9. Drunk in the Afternoon
10. Look Alive
11. Life or Death (Slow)
Samlet spilletid: 36:54

 

Læs mere...

Tarja - The Brightest Void

Selv om denne udgivelse indeholder ni numre og har en spilletid på godt fyrre minutter, skal den ikke opfattes som et egentligt album. I stedet ser Tarja den som en EP-forløber for det egentlige album ”The Shadow Self”.

Uanset hvad man synes om stilen, så kan man ikke komme udenom at Tarja har en imponerende vokal; spændvidden er enorm, og stemmen er bare glasklar. Det giver en fin kontrast til den gæstevokal, som Hanoi Rocks-sangeren Michael Monroe bidrager med i ”Your Heaven and Your Hell”; nummeret er en udmærket duet, selv om den efter min smag godt kunne have haft lidt mere power. I det hele taget er numrene placeret i afdelingen for afdæmpet Metal, hvor der satses mest på det melodiske, og hvor man ikke går af vejen for poppede arrangementer.

Blandt numrene er også et par covers, men de er primært inkluderet for at booste spilletiden, og ikke fordi Tarja har et brændende ønske om at spille dem. Ellers kan jeg ikke forklare valget af James Bond temaet ”Goldfinger”, som gengives meget tæt på originalen. Paul McCartneys ”House of Wax” får lidt mere fylde, men ligner eller sig selv virkelig meget.

Man må håbe, at det gamle mundheld ”en dårlig generalprøve giver en god premiere” holder for Tarja; forløberen her er virkelig tynd, så man kan kun krydse fingre for det egentlige album.

Tracklist:
1.No Bitter End" (Video Clip Version)
2.Your Heaven and Your Hell
3.Eagle Eye
4.An Empty Dream
5.Witch-Hunt
6.Shameless
7.House of Wax
8.Goldfinger
9.Paradise (What About Us?) (feat. Within Temptation)
Samlet spilletid: 43:39

 

Læs mere...

Dee Snider - We Are The Ones

At slutsignalet for Twisted Sister ikke betyder afslutningen på hans egen karriere, viser Dee Snider med udsendelse af dette soloalbum. Sangeren har flere soloudspil bag sig, men det er interessant at se, hvilken retning hans musik nu peger i.

Det lyder ikke til, at Snider har tænkt sig at skifte spor, for de ti numre på ”We Are The Ones” bevæger sig ikke så langt væk fra stilen hos Twisted Sister. Der er tale om Hardrock af ret traditionel karakter, men mere voksen og seriøs end Sniders tidligere meritter – det er forstårligt nok, manden er trods alt blevet noget ældre.

Alderen har nu ikke sat sine spor på stemmen, for Snider synger udmærket, men det hjælper ikke meget med det tynde materiale, han kaster sig ud i her. Helt forfejlet er klaverudgaven af Twisted Sister klassikeren ” We're Not Gonna Take It”; som sådan er den passabel, men det er bare ikke det rigtige nummer at lave en voksen udgave af.

De resterende numre er heller ikke noget at råbe hurra for, for de indeholder ikke tilstrækkeligt med substans til at markere sig i mit system, og albummet er hurtigt glemt. Det er blodfattigt som en hungrende vampyr, og Dee Snider skal virkelig tage sig sammen, hvis han skal huskes for andet end tiden i Twited Sister.

Tracklist:
01. We Are The Ones
02. Over Again
03. Close To You
04. Rule The World
05. We’re Not Gonna Take It
06. Crazy for Nothing
07. Believe
08. Head Like A Hole
09. Superhero
10. So What
Samlet spilletid: 36:28

 

Læs mere...

The Resistance - Coup De Grace

Historien om The Resistance ligner til forveksling en, man har hørt før: Musikere med en fortid i kendte bands (i dette tilfælde navne som Hammerfall, In Flames og The Haunted) finder sammen for at lave noget nyt, udgiver et album (”Scars” fra 2013), skifter ud i besætningen og er så klar med album nummer 2: ”Coup De Grace”.

Efter en irriterende, men heldigvis kort intro sparker ”Death March” tingene i gang for alvor, og nummeret sammenfatter på udmærket vis, hvad The Resistance står for: Her er ret så groovy Dødsmetal med udstrakt brug af duga-rytmer, hug i guitarerne og en heftigt brølende frontmand. Stilmæssigt ligger de ikke langt fra Entombed, hvilket sikkert klinger positivt hos mange.

Tingene fungerer rigtig fint, så selv om indholdet ikke flytter grænser for genren, rykker det alligevel afsted på den fede måde, der giver en go´ mavefornemmelse for, hvordan bandet lyder live. Fornemmelsen forstærkes i ”Smallest Creep”, ”Violator” og især ”Death Blow”, hvor energien flyder ekstra nemt. På den baggrund kan man kun opfatte niveauet på albummets anden halvdel som lavere, virkemidlerne i numre som ”World Order”, ”Enslavement” og ”For the Venom” virker slidte. Samtidig begynder den manglende variation i vokalen også at kede mig.

Det koster lidt i den samlede bedømmelse, men ændrer ikke på det faktum at når tingene kører for The Resistance, så rykker de for alvor!

Tracklist:
1. Death March
2. I Welcome Death
3. Smallest Creep
4. Violator
5. Felony
6. Death Blow
7. Resolution
8. World Order
9. Enslavement
10. Art of Murder
11. For the Venom
12. The Drowning
Samlet spilletid: 36:51

 

Læs mere...

Status Quo - Aqoustic! Live@The Roundhouse

Selv om jeg personligt aldrig har været den helt store fan af Status Quo, så har de da bidraget til soundtracket for forskellige aftener med øl igennem tiden. Og det har de åbenbart gjort for rigtig mange mennesker, for bandets mere end 30 albums er solgt over end 100 millioner eksemplarer – det er der ikke mange, der kan slå. Sidste år gav bandet en koncert i det berømte Roundhouse i London, hvor det var akustiske versioner af deres numre, der var på programmet. Koncerten blev optaget, og er udsendt på både CD og DVD.

Lad mig sige det med det samme: Det her er slemt – RIGTIG slemt! De udvalgte numre er blevet omarrangeret for akustisk guitar, violin og harmonika, og resultatet er mildest talt katastrofalt! Bandets i forvejen ikke særligt varierede øldrikkerrock bliver transformeret til en ensartet grød af muzak af værste skuffe. Selv udmærkede numre som ”Down Down”, “Rockin‘ All over the World” og “What You‘re Proposing” lyder mest af alt som Rockmusikkens svar på Hansi Hinterseer – det kan ikke engang anbefales som baggrundsmusik, for så snart man kommer til at lytte efter, bliver man direkte irriteret. Forleden så jeg en trailer til endnu et show med Linie 3, og deres performance fremstår som nyskabende og progressiv underholdning i forhold til det crap, Status Quo disker op med her. Jeg har også fået DVD udgaven til anmeldelse, men den har jeg simpelthen ikke nerver til at gå i lag med, sorry.

Tracklist
1. Break the Rules
2. Again and Again
3. Pictures of Matchstick men
4. Paper Plane
5. Mystery Song / Little Lady
6. Rock ‘n‘ Roll
7. Softer Ride
8. Down the Dustpipe
9. Caroline
10. All the Reasons
11. Reasons for Living
12. Rollin‘ Home
13. Down Down
14. Rockin‘ All over the World
15. Claudie
16. Whatever You Want
17. Rain
18. What You‘re Proposing
19. Marguerita Time
20. Na Na Na
21. Don‘t Drive My Car
22. Rock ‘til You Drop
23. Burning Bridges (On and off and on Again)
Samlet spilletid: 70:35

Læs mere...

Babymetal - Babymetal

Indrømmet, min skepsis over for denne udgivelse var fra starten ret stor: Et japansk pigeband, som bliver udråbt til at være den nye Metalsensation og forsøger at underbygge dette ved optræde på billeder sammen med navne som Kiss og Metallica, lugter langt væk af PR stunt.

Fra starten var jeg derfor behageligt overrasket over mængden af egentlig Metal på albummet; her er der virkelig gang i både keyboards, guitar og trommer, og min frygt for manglende power blev hurtigt gjort til skamme. En forklaring kan være, at de tre sangerinder ikke spiller selv, men overlader det til et egentligt backing band. Selv holder de sig til pæne og lidt tynde pigevokaler, men får alligevel skabt noget der minder om bree-vokaler i ”Megitsune”.

I længden bliver det lidt ensformigt med bandets lillepigestemmer, specielt når de ikke bakkes op af Metal. Der er nemlig en anden side af Babymetals musik, som er rendyrket Pop. Den kommer flere steder til udtryk imellem det metalliske, og giver flere numre længere passager af rigtig syntetisk Pop – det er pænt sagt udfordrende at lytte til.

Samlet set er Metalnumrene i klart overtal, og det redder et fornuftigt resultat hjem for de tre medlemmer. Bandets debutskive er en udmærket sammensmeltning af Metal og japansk popkultur; det fortjener på ingen måde betegnelsen sensation, men ligger alligevel et pænt stykke fra den forventede katastrofe.

Tracklist:
1. Babymetal Death
2. Megitsune
3. Gimme Chocolate!!
4. line!
5. Akatsuki
6. Doki Doki Morning
7. Onedari Daisakusen
8. Song 4
9. Uni Uki Midnight
10. Catch Me If You Can
11. Rondo Of Nightmare
12. Headbangeeeeerrrrr!!!!!
13. Ijime, Dame, Zettai
14. Road Of Resistance
15. Gimme Chocolate!! (Live at the O2)
Samlet spilletid: 65:59

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed