fbpx

Lychgate - Also sprach Futura

Lychgate er et engelsk band, som startede i 2011, og har udgivet tre albums i hhv. 2013, 2015 og 2018. Denne gang nøjes man med mindre, idet "Also sprach Futura” er en EP med 4 tracks.
Den starter som et kig tilbage, for de to første numre peger stilmæssigt mod Lychgates tidlige udgivelser. ”Incarnate” starter lidt rodet, men kommer stærkt igen med lynhurtige passager og en rallende, dyrisk vokal, som desværre kun bidrager kort. Desuden optræder et af hovedmanden Vortigerns favoritter, nemlig orgel, som roder lidt rundt i baggrunden. Det gør det også på ”Progeny of the Singularity”, hvor stille passager og talte vokaler sørger for fine kontraster til de tunge anslag. Noget roligere bliver det i ”Simulacrum”, hvor bløde vokaler via messende sang og et supplerende kirkeorgel opbygger fin stemning.
Hvor disse tre numre byder på spænding, musikalsk bredde og sej Metal, falder afslutningsnummeret anderledes ud. Nummeret virker rodet, uinteressant og ufærdigt, og det kunne sagtens undværes. Men nu er det her, og trækker både den stemning, der allerede er skabt, ned på jorden, og samtidig bedømmelsen samme vej.
Set i det lys havde det været bedre, hvis Lychgate havde ventet med at udgive musik til de havde mere materiale, som nummeret kunne forsvinde i.

Tracklist:
1. Incarnate
2. Progeny of the Singularity
3. Simulacrum
4. Vanity Ablaze
Samlet spilletid: 20:24

Læs mere...

My Dying Bride - The Ghost Of Orion

My Dying Bride har i næsten 30 år spredt dystre stemninger, og der var da også rigeligt med forhindringer på vej mod bandets studiealbum nummer 14: Alvorlig sygdom og pludselige opsigelser har gjort vejen længere end planlagt, men nu er det her.
Englænderne har altid haft fokus på stemningen på deres albums, og sådan er det også i 2020, hvor de fra starten udfolder hele paletten af virkemidler: Tempoet er moderat, men alligevel med tilstrækkeligt markante anslag til, at de får noget Doom tyngde over sig – Ikke ekstremt, for her holder alt sig i den pæne side af vejen. Det samlede resultat er mørkt og lidt trist, især når Shaun Macgowans violin bidrager. Omvendt bløder vokalen lidt op på det hele, for Aaron Stainthorpe synger blødt og fint, og bryder kun stilen med et enkelt brøl hist og her.
Når man lytter ”The Ghost Of Orion” igennem fra start til slut, er det markant hvor ensartet det hele hænger sammen; der er meget få udsving i det samlede lydbillede, hvilket resulterer i meget lidt dynamik. Derfor er der tale om et album, der ikke giver meget til lytteren, men egentlig har nok i sig selv. Derfor skal man være i et helt specielt humør for at kunne nyde indholdet, og selv der rækker niveauet ikke til mere end et OK fra mig.

Tracklist:
1. Your Broken Shore
2. To Outlive the Gods
3. Tired of Tears
4. The Solace
5. The Long Black Land
6. The Ghost of Orion
7. The Old Earth
8. Your Woven Shore
Samlet spilletid: 56:21

Læs mere...

Esoteric - A Pyrrhic Existence

Man kan let undervurdere omfanget af det nyeste udspil fra Esoteric; tracklisten på ”A Pyrrhic Existence” indeholder kun 6 numre, så det er vel hurtigt overstået? Det er det så langt fra, for de fleste numre runder en spilletid mere end et kvarter, så vi i alt når helt op på 98 minutter. Når man dertil lægger, at indholdet er Doom af den allertungeste slags, står det klart, at englændernes 7. album er noget af en moppedreng.
Doom Metal er en genre med begrænset udtryk, og når den kombineres med så lange numre som her, er det svært at skelne de enkelte tracks fra hinanden – man skal virkelig være inde i materialet for at kunne stedfæste en bestemt detalje. I stedet kommer albummet til at fremstå som én lang rejse igennem Esoterics musikalske univers. Og det er en rejse, som handler meget om den stemning, de 6 numre skaber. Musikkens tyngde er det naturlige udgangspunkt for musikken, og når vokalen sætter ind i form af virkelig dyb growl, bliver automatisk trukket med ned – det er TUNGT. Men musikken er mere nuanceret end man skulle tro, for der er ret lange instrumentale passager, hvor keyboards skaber rolige klangflader, og hvor guitarerne tilfører melodi.
Det skaber en udmærket afveksling, så det hele ikke drukner i tyngde med tyngde på. Alligevel balancerer tingene ikke helt for Esoteric denne gang; trods ihærdigt arbejde kan indholdet ikke retfærdiggøre den voldsomme spilletid, så den samlede oplevelse får et hak nedad.

Tracklist:
CD1
01. Descent
02. Rotting in Dereliction
03. Antim Yatra
Samlet spilletid: 48:10
CD2
04. Consuming Lies
05. Culmination
06. Sick and Tired
Samlet spilletid: 49:34

Læs mere...

Slow - VI-Dantalion

I 2017 fordoblede belgiske Slow antallet af medlemmer, da bandets mastermind Déhà fik følgeskab af Lore B, som spiller bas samt står for tekster og koncepter – resten tager Déhà sig af. Siden er det blevet til en genindspilning af albummet “IV – Mythologiae”, men nu kommer den første nye musik fra duoen i form af ”VI-Dantalion”.
Som vanligt lever bandet op til sit navn, for tempomæssigt foregår det meste af spilletiden i lavt gear – musikken bevæger sig kun meget langsomt fremad. Her betyder lavt tempo heldigvis ikke lav intensitet, for indholdet har masser af power. Et godt udgangspunkt for en beskrivelse af indholdet leverer nummeret ”Lueur”, som samtidig er min favorit på ”VI-Dantalion”: Nummeret er Doom af den langsomste og allertungeste slags, hvor tyngden i rytmerne suppleres med et bagtæppe af keyboards. Resultatet er en massiv tyngde, der giver forestillinger om Godzilla, der meget langsomt tramper hen over verden, og knuser alt – ALT! på sin vej. Det er en altopslugende og meget imponerende præstation, som med en spilletid på godt et kvarter er temmelig massiv oplevelse at lytte til.
Tyngden er også et gennemgående tema i de øvrige numre; her supplerer Slow behændigt med flotte guitarsoli og keyboardmelodier for at bryde igennem den dominerende mur af tunghed. Og det lykkedes generelt godt, selv om det er en svær opgave. I afslutningsnummeret har stille sologuitar og helt dæmpede keyboards overtaget lydbilledet, som med udbredt ro bringer lytteren tilbage til nuet igen. Alligevel er det en på alle måder tung opgave at komme igennem ”VI-Dantalion”, for med det indhold er en spilletid på næsten 80 minutter en udfordring, der sorterer mange fra. Men for de tilbageværende er det en glimrende oplevelse!

Tracklist:
1. Descente
2. Lueur
3. Géhenne
4. Futilité
5. Lacune
6. Incendiaire
7. Elégie
Samlet spilletid: 78:03

Læs mere...

Slowjoint - Jutlandian

Dette er ikke mit første møde med Slowjoint, idet jeg sidste år anmeldte en split CD hvor bandet delte spilletiden med Gaia – en meget tung, men ikke særligt varieret oplevelse. Nu gælder det så albummet ”Jutlandian”, der giver mulighed for at bedømme Slowjoint alene. Titlen peger på det tekstmæssige indhold, der fortæller om hvordan det er at vokse op og leve i Jylland på godt og ondt.

Man skal ikke lytte længe for at konstatere, at tyngden fra split CD’en ikke var skabt til lejligheden, men er en fast del af Slowjoints DNA. Numrene bygger alle på meget tunge riffs, hvor fuld forvrængning på instrumenterne giver ekstra vægt. Det lyder helt som jeg beskrev mit første intermezzo med bandet, men denne gang får Slowjoint prøvet flere ideer af. Således lyder riffet i titelnummeret om en heavy udgave af Muddy Waters’ bluesklassiker ”Mannish Boy”, som bliver peppet op med en meget rå vokal – det fungerer godt! Det samme gør den tilbagelænede start på ”Out of Reach”, med cool bas og trommer tilsat følt bluesguitar.

I de resterende tracks er de førnævnte elementer, der helt og holdent kendetegner indholdet. Derfor fremstår albummet som helhed bedre gennemarbejdet, men stilen med den ekstreme tyngde ikke er for alle – det kræver stadig sin mand (eller kvinde!) at lade sig trække ned i Slowjoints dybe afgrund af tyngde.

Tracklist:
1.Jutlandian
2.Snot Shovel
3.Pigs
4.Out of Reach
5.Stagger Me
6.The Last Pick
7.Bottom Shelf
8.Couch Cougher
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...

Mammoth Storm - Alruna

Mammoth Storm er en trio bestående af Daniel Arvidsson (bas og vokal), Emil Ahlman (trommer) samt Christer Ström (guitar). De tre har spillet sammen siden 2012, og efter debutskiven ”Fornjot” fra 2015 udsender de nu deres andet album, ”Alruna”.

Her peger det musikalske kompas mod Doom, som de tre svenskere kombinerer med en smule Stoner Rock til en cocktail af tyngde og old school stemning. Den bygger helt naturligt på tunge riffs, som guitar og bas i fællesskab bygger op. Effekten af disse afhænger af tempoet, som Mammoth Storm generelt holder lavt; det giver musikken maksimal tyngde.

Elementerne af Stoner Rock optræder primært i form af en gammeldags, forvrænget guitarlyd og det faktum, at bandet tager sig rigtig god tid til at komme omkring deres musik.
Her scores der især point på de ret lækre guitarmelodier, som Ström lægger ind med jævne mellemrum. Det samme gælder Arvidssons let brølende vokal, som giver kant, men ikke varieres ret meget.

Den manglende variation er i det hele taget en udfordring for albummet, for alle numre spilles i nogenlunde det samme tempo og i samme stil. Og da de i gennemsnit ligger med en spilletid på den anden side af otte minutter, bliver tiden lang i mere end én forstand, og oplevelsen kommer ikke over det middelgode.

Tracklist:
1. Giants
2. Alruna
3. Shores of the Dead
4. Raven Void
5. Atra Mors
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...

Heathe - On the Tombstones; The Symbols Engraved

Både albummet "On the Tombstones; The Symbols Engraved” og bandet bag det, Heathe, skiller sig ud fra mængden. Heathe hører hjemme i Aalborg, og har Martin Jensen som eneste faste medlem; i livesammenhæng udvides besætningen med strygere, blæsere, strenge- og tangentinstrumenter og slagtøj til et 7-12 mand stort band.

Deres første fuldlængde er optaget live (plus et par dubs) på Studenterhuset i Aalborg i sommeren 2018, og indeholder kun et enkelt nummer. Det er baseret på enkle skitser, hvorfra musikerne improviserer – på den måde vil musikken ændre sig hver gang den spilles.

Et album med en spilletid på 40 minutter og kun et enkelt nummer er en udfordring, og den bliver ikke mindre når indholdet er Doom. For at imødekomme det, er spilletiden opdelt i mindre sektioner med hver sit tema; musikken i den enkelte sektion glider så direkte over i den næste. Indholdet er naturligvis baseret på tunge rytmer, og indenfor de fleste sektioner består musikken af sekvenser, der gentages igen og igen. Samtidig er det meste af spilletiden instrumental; vokalen optræder kun få steder, og er ret tilbagetrukken; trods sin skrigende natur bliver den derfor ikke dominerende.

Resultatet har en fin stemning og et meget personligt udtryk takket være den uvante instrumentering, men må alligevel give fortabt over for spilletiden: Selv med fin variation i musikken er 40 minutter for lang tid til, at intensiteten kan opretholdes.

Tracklist:
1. On the Tombstones; The Symbols Engraved
Samlet spilletid: 40:00

Læs mere...

Altar of Oblivion - The Seven Spirits

Når man ser på det tredje album fra Altar of oblivion, er det svært at komme udenom tallet syv: Det indgår i titlen, albummet indeholder syv numre, og der er gået syv år siden Aalborg bandet udsendte forgængeren ”Grand Gesture of Defiance”. Udgivelsen er igen lagt i hænderne på amerikanske Shadow Kingdom Records.

De syv numre er i Doom kategorien; ikke den allertungeste version, for der er også plads til temposkift og melodiske passager til gavn for langtidsholdbarheden. Den blev ellers alvorligt udfordret under mine indledende gennemlytninger pga. en noget speciel tilgang til vokalen. Sangeren Mik Mentor kører en ultra alvorlig og meget højtidelig stil, som jeg i første omgang fandt irriterende, specielt fordi den flere steder næsten spænder ben for sig selv. Men efterhånden begyndte vokalen at passe til musikken, og selv om jeg ikke er hooked på den, så er den med til at markere Altar of Oblivions lyd.

Musikken følger mere gængse veje, og gør mindre væsen af sig – ikke fordi den mangler energi, men fordi numrene kun i korte sekvenser markerer sig for alvor. Bedst fungerer det i ”Gathering at the Wake”, hvor uptempo sekvenser skaber en udmærket dynamik. Mere af den slags havde hævet albummets niveau og givet en bedømmelse over de tre stjerner, som ”The Seven Spirits” høster.

Tracklist:
01 Created in the Fires of Holiness
02 No One Left
03 Solemn Messiah
04 Gathering at the Wake
05 Seven Spirits
06 Language of the Dead
07 Grand Gesture of Defiance
Samlet spilletid: 40:53

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Damnation's Hammer - Unseen Planets, Deadly Spheres

Damnation's Hammer udgav selv dette album for 2 år siden, men nu har de skrevet kontrakt med Massacre Records, så det kan komme ud til et større publikum. Albummet er det andet fra den engelske kvartet efter ”Disciples of the Hex” fra 2012.
På ”Unseen Planets, Deadly Spheres” blander bandet Dødsmetal med store mængder Doom, så musikken både har elementer af frisk energi og stor tyngde; dog uden, at tingene bliver ekstreme. Presseteksten nævner Celtic Frost og Black Sabbath som inspirationskilder, og det høres også i musikken … men der er godt nok langt fra Damnation's Hammer til forbilledernes niveau. Selv om de forskellige elementer som sådan fungerer fint nok, så lykkes det i de fleste numre kun kortvarigt at skabe noget interessant – her bliver det en udfordring at de enkelte tracks er temmelig lange. Derfor er der kun to numre, der for alvor stikker positivt ud: Først er der ”Hammers of War”, som foruden et fint og sejt drive har en lækker guitarsolo. Og så ”Gates of the Necronomicon”, som er albummets absolutte highlight, fordi både musik og omkvæd virker rigtig godt.

Det siger sig selv, at kun 2 bemærkelsesværdige numre ud af 10 ikke kvalificerer albummet til en topkarakter. I stedet havner det midt på skalaen; musikken er ikke direkte dårlig, men jeg er ikke godt nok underholdt til at det kommer længere op.

Tracklist:
1. Temple of the Descending Gods
2. Deathcraft
3. Unseen Planets, Deadly Spheres
4. Hammers of War
5. Wolves of Aquarius
6. Haunting the Abyss
7. Gates of the Necronomicon
8. The Eternal Harvest
9. The Hex iii
10. Entrance to the Final Chamber
Samlet spilletid: 52:59

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed