fbpx

In The Woods ... - Cease The Day

Ud fra pressematerialet at dømme, har In The Woods altid været præget af indre uro når der skulle kreeres ny musik; derfor var det ingen overraskelse, at bandet gik i opløsning i 2000. Fjorten år senere blev de gendannet og udgav et album, men under arbejdet på en efterfølger, kom en ny krise. I stedet for endnu et split, greb bandet chancen for at skabe nyt. Netop det handler albummet ”Cease The Day” om, for det er en selvbiografisk gengivelse af bandets kaotiske eksistens efter gendannelsen. Og som man kan forvente, er det en gengivelse med udsving, som godt nok indeholder voldsomme sekvenser, men i de fleste passager udstråler ro og harmoni. Det dikteres af de flerstemmige vokaler, som udfylder en ret stor del af spilletiden; de følger rolige melodier, og har noget old school stemning over sig. At melodierne er rolige betyder ikke, at de er uden energi - In The Woods er dygtige til at bygge langsomt op, så de dynamiske sider af sagen bliver tilgodeset. Og når den brølende vokal skærer igennem helheden, får numrene en fin og skarp kant. Endnu bedre bliver det, når det hele krones med en stærk guitarpræstation, som det sker i ”Cloud Seeder”. På samme måde giver ”Transcending Yesterdays” albummet ekstra energi, men generelt er det de melodiske sider af numrene, der efterlader det største indtryk – det giver håb om flere udgivelser fra In The Woods.

Tracklist:
01 - Empty streets
02 - Substance vortex
03 - Respect my solitude
04 - Cloud seeder
05 - Still yearning
06 - Strike up with the Dawn
07 – Transcending Yesterdays
08 - Cease the day
Samlet spilletid: 53:32

Læs mere...

Outre - Hollow Earth

Kraków i Polen er hjemby for Outre, som har eksisteret siden 2012, og som har haft en omtumlet tilværelse, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra antallet af udskiftninger i besætningen. Alligevel udsendtes debutalbummet ”Ghost Chants” i 2015, og nu følger ”Hollow Earth”.

Min oplevelse med både Death- og Black Metal bands fra Polen er, at de generelt vælger den brutale tilgang til deres genrer, og her er Outre ingen undtagelse. I samtlige numre afvikles tingene i et højt til meget højt tempo, og musikken er opbygget af elementer fra genrens standard repertoire. Det samme gælder vokalen, som brøler olmt hele vejen igennem.

Traditionelt byder Black Metal på melodiske elementer i et eller andet omfang som modstykke til den rå brutalitet, men ikke her: Outre er meget tilbageholdende med det melodiske, og de få guitarmelodier, der er, går næsten under i det omkringliggende inferno. Resultatet er et album, der fremstår som en massiv, mørk og uindtagelig enhed – det er vildt, javel … men det er ikke særlig interessant, så jeg mister ret hurtigt interessen.

I min bog er brutalitet ikke alt, men det er det åbenbart for Outre – derfor bliver jeg ikke revet med af albummet, som simpelthen har for lidt at byde på.

Tracklist:
1. Spheres within
2. The Order of Abhorrence
3. Combustion
4. Let the Earth be Silent
5. Distant Daylight
6. Aberrations
7. Hollow Earth
Samlet spilletid: 36:41

Læs mere...

Archgoat - The Luciferian Crown

Hvis man kun ser på antallet af fuldlængdeudgivelser, kunne man forledes til at tro, at finske Archgoat ikke er særligt aktive; albummet her er finnernes fjerde siden starten i 1989. Men det er kun en del af billedet, for ved siden af har de lagt navn til en lang række EP’er og splitalbums.
Som numrenes titler antyder, så spiller d’herrer Ritual Butcherer, Lord Angelslayer og Goat Aggressor Black Metal, og hvis man betragter bandets stil udefra, er den helt efter bogen: Guitaren høvler derudaf og presser numrene fremad, trommerne skaber ravage med tempo og blastbeats, og vokalens dybe rallen er af den virkelig truende slags. Når man lægger produktionen oveni, er billedet komplet; lyden er grynet og så unuanceret, at stortrommerne lyder som om de deler skæbne med ærten i H.C. Andersens eventyr.
Resultatet er en stribe numre, der indeholder genrens vanligt mørke og truende elementer, og generelt er af udmærket kvalitet. Som vanligt får det afvigelserne fra det gængse til at fremstå stærkere: I ”Jezebels Black Mass Orgy” suppleres vokalen stedvist med en hvæsende udgave, mens det er de virkelig seje guitarer, der gør ”Darkness has Returned” til noget særligt. Endelig skal ”Star of Darkness and Abyss” fremhæves; her er rytmerne Doom-agtigt tunge og malende, mens den manipulerede vokal giver en speciel stemning.
Archgoat viser på “The Luciferian Crown”, at de traditionelle byggeklodser i Black Metal stadig rækker til at skrue et godt album sammen.

Tracklist:
1.Intro
2.Jesus Christ Father of Lies
3.Jezebels Black Mass Orgy
4.Messiah of Pigs
5.Darkness has Returned
6.Sorcery and Doom
7.Star of Darkness and Abyss
8.The Obsidian Flame (From My Depths)
9.The Luciferian Crown (Venom Of God)
10.I Am Lucifer’s Temple
Samlet spilletid: 37:08

Læs mere...

Wallachia - Monumental Heresy

Da Lars Stavdal startede Wallachia I starten af 1990’erne, var der tale om et soloprojekt, men med tiden blev besætningen udvidet til et egentligt band. Det er den stadig på bandets fjerde fuldlængde, ”Monumental Heresy”, som er optaget hen over sommeren 2017.
Bandets stil angives som Symfonisk Black Metal, men det er ikke helt det billede, jeg har af den. Musikken indeholder symfoniske elementer, men de har ikke samme truende natur som hos f.eks. Dimmu Borgir eller Fleshgod Apocalypse. I stedet lyder det mere som noget taget fra Power Metal eller Melodisk Metal; især den store mængde keyboards dæmper energien.

Men musikken har også en anden side, og her er der ikke lagt mange dæmpere på begivenhederne. I numre som ”So We Walk Alone” og “Beasts of the Earth” er der fuld knald på især trommer og guitar, men det er Grolig Maddox’ vokal, der sætter trumf på. Helt i tråd med stilen er den hvæsende og ekstremt uvenlig. Blandingen af melodi og brutalitet fungerer udmærket uden at byde på noget nyt – et par numre fremstår endda ufokuserede og decideret rodede.

Til gengæld scorer Wallachia point for deres brug af cello som stemningsskaber; dens sørgmodige og lidt klagende toner pynter alle steder, hvor den sættes ind. Det giver en vis ro, og er med til at hæve albummets samlede niveau.

Tracklist:
01 Heathen Shores
02 So We Walk Alone
03 The Prophets of Our Time
04 Silenced No Longer
05 The Parallel Fate of Dreams
06 Beasts of the Earth
07 Returned Favor of Abandonment
08 Untruthology Abolished
Samlet spilletid: 51:59

Læs mere...

Vassafor - Malediction

Vassafor blev dannet i Auckland, New Zealand helt tilbage i 1994, men blev opløst igen 3 år senere. I 2004 blev bandet genoplivet, men alligevel skulle der gå 8 år, før det første album udkom. Nu er de to medlemmer BP (trommer) og VK (strengeinstrumenter og vokal) så klar med deres andet studiealbum.

Lige fra starten får man sorteret fårene fra bukkene, for åbningsnummeret ”Devourer of a Thousand Worlds” er på flere måder en ekstrem gang Metal. Der startes tungt og meget mørkt, stilen kan karakteriseres som Black Doom – jeg kunne forestille mig, at et band som Ahab ville lyde sådan, hvis de skiftede til Sort Metal. Omkring ti minutter inde i nummeret øges tempoet, så den rene Black Metal træder frem. Det kører udmærket, men den grynede produktion, den hæst rallende vokal og den lange spilletid gør alligevel nummeret til en udfordring.

De resterende numre følger stilmæssigt genrens traditioner, men bevæger sig hele tiden i den voldsomme ende af skalaen. En undtagelse finder man i ”Black Winds Victoryant”, som med sin storslåede symfoniske start og talte sekvenser minder om filmmusik, og derfor afviger fra de resterende tracks.

I perioder kører det godt for Vassafor, men den lange spilletid trækker tænder ud – det kniber med at fastholde interessen i det meget sorte lydbillede. Derfor skal man virkelig være til den ekstreme udgave af Black Metal for at få fuldt udbytte af albummet.

Tracklist:
01 - Devourer of a Thousand Worlds
02 - Emergence (of an Unconquerable One)
03 - Servitude
04 - Black Winds Victoryant
05 - Illumination of the Sinister
Samlet spilletid: 53:56

Læs mere...

Au Champ Des Morts - Dans La Joie

Endnu en tilføjelse til den franske Black Metal scene kommer her i form at det første album fra Au Champ Des Morts, som startede i 2014 som en duo, men året efter blev udvidet til den kvartet, der udgår bandets line up i dag.

Franskmændene arbejder generelt fint med balancen mellem det voldsomme og det stemningsfyldte. Det illustreres fint i titelnummeret, som starter med en ret stille keyboardintro, som snart afløses af Black Metal efter klassisk opskrift. Keyboardet fortsætter, og fastholder et melodisk islæt i musikken. Det står i skarp kontrast til vokalen, som er skrigende og vrængende – også ret så klassisk. Midt i nummeret overtager keyboardet igen scenen, inden de resterende instrumenter vender tilbage. Selv om opskriften ikke følges i alle numre, er det alligevel de samme elementer, der er i spil hele vejen igennem. Jeg ved ikke om det er et tilfælde eller udtryk for en trend i genren; denne udtalte vekslen mellem brutalitet og helt stille passager er jeg stødt på flere gange på det seneste …

Som så ofte før er vokalen en væsentlig del af udtrykket, og udslagsgivende for go eller no-go til albummet. Her er vokalen som oftest skrigende på en vrængende og lidt højtidelig facon, som er ret anstrengende. Heldigvis skiftes til en ren version i de stille afsnit, så der kommet variation i lydbilledet. Sammen med den vellykkede balance mellem tingene hæver det lige ”Dans La Joie” en lille tak over gennemsnittet.

Tracklist:
1.Nos Décombres
2.Après Le Carnage
3.Le Sang, La Mort, La Chute
4.Contempler L'Abîme
5.Dans La Joie
6.L'Etoile Du Matin
7.La Fin Du Monde
Samlet spilletid: 52:10

Læs mere...

Death Fetishist - Clandestine Sacrament

Når et band har to medlemmer ved navn G. Nefarious og Matron Thorn, når den ene spiller trommer mens den anden tager sig af resten, så er det ikke overraskende, at de spiller Black Metal. Og det gør Death Fetishist på “Clandestine Sacrament”, som er bandets første fuldlængde efter to EP’er.

Efter en intro som taget direkte fra en gyserfilm lukkes vi ind i de to amerikaneres univers; et univers som centreres om de mørke og mest aggressive sider af den Sorte Metal. Her falder det naturligt at tempoet er højt, og at vokalen er vrængende og nærmest uforståelig. Disse kendetegn finder man hos mange kolleger i genren, men Death Fetishist har valgt at gå et skridt videre. De lader de forskellige instrumenter nærmest vælte ind over hinanden, med ret kaotisk fremtoning til følge. Samtidig er guitarerne ofte skæve og dissonante, så numrene bliver svære at komme ind på livet af. Det forstærkes af, at der er skåret meget ned på de melodiske sider af sagen; de findes, men er skubbet i baggrunden og kigger kun frem for nogle korte bemærkninger, f.eks. i ”Netherrealm”.

I det instrumentale ”Verbrannt im altem Morast” vises en glimrende opbygning af stemninger, som ellers mangler i numrene, og det er mit største problem med denne skive: I perioder fungerer den meget voldsomme Metal fint, men det virker som om der bruges for meget krudt på bare at være fjendtlig, og det bliver lidt anstrengende i længden.

Tracklist:
1. The Gifted Medium
2. Astral Darkness
3. Voidtripper
4. Netherrealm
5. Beauty from Wretchedness
6. Verbrannt im altem Morast
7. Wreckage of the Flesh
8. Upturneth the Chalice
Samlet spilletid: 50:24

Læs mere...

In The Woods ... - Pure

Jeg studsede, da jeg opdagede at norske In The Woods ... startede tilbage i 1992 – hvorfor havde jeg ikke hørt om dem tidligere? Forklaringen ligger i, at bandet blev opløst i 2000, og at det først vendte tilbage til de aktives rækker i 2014. Første nye udgivelse efter gendannelsen er albummet ”Pure”.

Som det nærmest hører sig til i den progressive ende af musikskalaen, er numrene pænt lange; de svinger fra 5 minutter til det dobbelte, med de fleste liggende midt imellem. Det inviterer til at holde igen på tempoet, hvilket nordmændene da også gør. Musikken bevæger sig generelt i et moderat tempo, men det er ikke ensbetydende med manglende energi. For det første er melodierne stærke og indtrængende, for det andet er der indlagt kortere passager med opskruet tempo – det giver et skud dynamik til begivenhederne.

Den er også tiltrængt, for In The Woods ...’s musik kan ved første gennemlytning virke både ensformig og småkedelig. Ved nærmere bekendtskab viser det sig, at musikkens forskellige lag kræver lidt længere tid for at bundfælde sig. Det er svært at fremhæve enkelte numre, men temposkiftet med dobbeltpedaler i ”Devil's at the Door” er virkelig lækkert lavet.

Samlet set er ”Pure” et album for de musikfans, som både vil have det eftertænksomme og det lidt mere sprælske uden, at helheden gør alt for meget væsen af sig.

Tracklist:
1.Pure
2.Blue Oceans Rise (Like a War)
3.Devil's at the Door
4.The Recalcitrant Protagonist
5.The Cave of Dreams
6.Cult of Shining Stars
7.Towards the Black Surreal
8.Transmission KRS
9.This Dark Dream
10.Mystery of the Constellations
Samlet spilletid: 67:24

 

Læs mere...

Monolithe - Zeta Reticuli

Efter at have udgivet fire fuldlængde albums, hver med med kun et enkelt nummer og spilletider over 50 minutter, udsendte franske Monolithe sidste år albummet ”Epsilon Aurigae”, som indeholdt hele tre numre, hver med eksakt femten minutters spilletid. Dén opskrift var åbenbart en succes, for den gentages på bandets nye udspil, ”Zeta Reticuli”. Det samme gør den musikalske retning, for igen er det Doom, der er på programmet; hvert nummer indeholder en selvstændig fortolkning.

I åbningsnummeret ”Ecumenopolis” er instrumentanslagene tunge, men da produktionen er til den bløde side, bliver resultatet ikke voldsomt for alvor. Det gør vokalen til gengæld, for med sin grumme brølen giver den nummeret bid.

Det er der mere af i det efterfølgende ”TMA-1”, hvor vokalen fortsætter i samme stil, men ikke optræder ret meget. Til gengæld øges tempoet, lige som der tilføjes keyboards. Det virker rigtig godt i samspil med guitarerne, hvilket gør nummeret til albummets bedste.
Afslutteren ”The Barren Depths” lægger ellers godt ud med sejtrækkende guitarer, men den akkompagnerende rene vokal trækker mere i retning af det progressive. Det sker desværre på en ret uinspireret måde, som ikke rykker for alvor – trods en udmærket melodi.
Og det med ikke at rykke for alvor, gælder desværre for albummet som helhed, for selv om der i perioder er udmærket gang i butikken, så fanger numrene mig ikke. Der er noget ufarligt og blødt over den stemning, der er i dem, og det er ikke Doom efter min smag. Jeg savner noget skarphed og power, og det er der for lidt af på ”Zeta Reticuli”.

Tracklist:
1. Ecumenopolis
2. TMA-1
3. The Barren Depths
Samlet spilletid: 45:00

Læs mere...

Blut Aus Nord / Aevangelist - Codex Obscura Nomina

Blut aus Nord er et af de navne jeg har anmeldt en del gange, og det har været en tur der startede fra den allerlaveste del af pointskalaen, men efterhånden har bevæget sig opad. Nu er der nyt fra franskmændene, men denne gang er de ikke alene; på ”Codex Obscura Nomina” har de slået sig sammen med Aevangelist. Et kig på tracklisten ligner et ulige split med fire numre mod et i Blut Aus Nords favør, men spilletiden er tæt på at være delt fifty-fifty.

Jeg kan starte med at konstatere, at den opadgående kurve for Blut aus Nord ikke fortsætter, for med denne udgivelse tager de et spring tilbage mod deres tidlige udgivelser. Numrene bevæger sig i underlige strukturer med mere eller mindre eksisterende rytmer, men hele tiden med en meget mørk fremtoning. ”Infra-Voices Ensemble” er klart det lettest tilgængelige med sine enkle rytmer, der fungerer som samlende element for de forskellige lydfragmenter, der klistres på, efterhånden som nummeret skrider frem. De øvrige skæringer mangler struktur, og er småirriterende med deres hypnotiske gentagelser uden indhold.

Aevangelist passer fint ind i billedet, deres enlige nummer er også dystert og uvenligt. Den rytmiske struktur ligger tættere på traditionel Black Metal, det samme gør den rallende vokal, der strækker sig som en flod igennem nummeret. Det er ikke særligt spændende, men som kollegerne fra Blut Aus Nord er det stemningen, der er i fokus. Det er positivt med egentlige guitarsekvenser, og der eksperimenteres med forskellige instrumenter og talt vokal som supplement til de traditionelle ingredienser. Det er et temmelig langt nummer, så der er tid til at afprøve lidt af hvert. Desværre er de fleste eksperimenter ret uinteressante, så den mulighed ender på gulvet.

Når man træder et skridt tilbage og betragter albummet, er det kun interessant for den lille skare, der lægger mere vægt det specielle end det hårdtslående i deres Sorte Metal – så det rammer ikke mig.

Tracklist:
1.Blut aus Nord - Evanescent Hallucinations
2.Blut aus Nord - Resonnance(s)
3.Blut aus Nord - The Parallel Echöes
4.Blut aus Nord - Infra-Voices Ensemble
5.Ævangelist - Threshold of the Miraculous
Samlet spilletid: 41:47

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed