fbpx

Hanging The Nihilist - Crow

Så er der igen et udspil fra nyt navn på den danske Metalscene; denne gang er der Hanging The Nihilist fra København, som udsender EP’en ”Crow”. Bandet har eksisteret siden 2016, tæller hele seks medlemmer, og har teamet op med Chris Kreutzfeldt som producer.

Åbningsnummeret ”Abandoned” starter med en enkel og flot klavermelodi, men lige så snart man har vænnet sig til den, bryder helvede løs. Det sker via en vokal, som veksler mellem skrig, hvæs og brøl, og virkelig brutal Metal med enormt meget power. Her er banen så kridtet op, og alle brikker i puslespillet præsenteret. Og så længe de ekstremt hårde elementer kædes sammen med de enkle melodier, fungerer tingene rigtig godt for Hanging The Nihilist; så er der balance i tingene, og den monotoni, der ofte rammer genren, holdes fra døren. Det samme gør sig gældende i ”Forgotten”, hvor tingene harmonerer fint, og melodi og brutalitet arbejder godt sammen.

Men at balancen er hårfin illustreres i ”Hostile”, hvor det melodiske gradvist skubbes i baggrunden, og nummeret begynder at blive ensformigt. Denne tendens er endnu mere udtalt i de to sidste numre, som i lange passager helt mangler melodi, og hurtigt bliver kedelige, selv om bandet arbejdet hårdt. Det er nu ikke så slemt som det lyder, for Hanging The Nihilist har fat i tilstrækkeligt mange gode ting til, at jeg er nysgerrig efter bandets første fuldlængde.

Tracklist:
1. Abandoned
2. Endless Crime
3. Filth
4. Forgotten
5. Hostile
Samlet spilletid: 19:34

Læs mere...

Heaven Shall Burn, August Burns Red, Whitechapel - Pumpehuset, 12.03.18

Det her bliver bare ikke en bedre metalpakke. Det må være rigeligt til forordet.

Whitechapel:
Aftenens mest brutale band, også kendt som ”dem med saven” eller bandet med tre guitarister, hvor halvanden ville være nok. Med de dårlige jokes ude af vejen med det samme gør Whitechapel en pæn entré, men vælger tilsyneladende at lægge fra land med to svage sange i form af ”I, Dementia” og ”Faces”. Det er selvfølgelig på sin vis ret effektivt, for herfra går det udelukkende opad.

Whitechapel har ikke besøgt København siden deres show for næsten otte år siden på Copenhell – og det kan mærkes. Der er nemlig en rimelig pæn forsamling af folk oppe foran, som blæser kraftigt på at det er mandag. Der går en halv sang, og så er gulvet i bevægelse mere eller mindre kontinuerligt igennem den næste halve times tid. Dette er kun mere imponerende når Whitechapel selv er noget så stillestående, at det er trist at se på – de lede ansigtsudtryk gør hverken fra eller til, og jo, Phil Bozeman spankulerer lidt frem og tilbage, men det er sgu lidt tyndt, mandag eller ej.

Lyden er dog overordnet ret solid, og lysshowet er jævnt imponerende, hvilket lover godt for både August Burns Red og Heaven Shall Burn senere hen. Vokalen ligger desværre noget lavt i mixet og lyder altså både mudret og uklar, hvilket er lidt noget skidt med et band der altså er kendt for deres forsangerens ellers nådesløst dybe vokal... Men det virker også mest til at være Bozemans egen ”skyld”: han virker halvtræt og kun semi-fokuseret. Med det sagt spiller Whitechapel solidt, det forreste publikum har en fest – og med ”Our Endless War” og ”The Saw Is The Law” som afsluttere (”This Is Exile” udgår, sandsynligvis pga. tidspres) kan man ikke klage alt for meget. Saven har talt. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – I, Dementia
2) – Faces
3) – Elitist Ones
4) – Let Me Burn
5) – Mark Of The Blade
6) – Our Endless War
7) – The Saw Is The Law
Kilde: www.setlist.fm

August Burns Red:
Hvor der er breakdowns en masse i Whitechapel, er August Burns Red primært guitarekvilibrisme x1135135 – på samme måde er deres musik ikke helt så ”tilgængelig” og der går derfor lidt længere tid til før publikum åbner op for sluserne. Men det sker dog ret effektivt i ”Empire”, og herefter konsekvent fremad, ikke mindst i de gamle slagere.

August Burns Red har også bedre scenetække end Whitechapel, i og med, at de er mere aktive – om alt andet bevæger de sig rent faktisk bare lidt. Kombineret med et glimrende lysshow og en fin lyd, der dog stadig ikke har fundet vokalens helt rigtige position. Dette er især tilfældet i de rene stykker, hvor det altså halter, medmindre man er superfan og kender det hele i forvejen. Guitarerne får derimod masser af rum at boltre sig på, og mand, lyder det godt eller hvad. Ja tak.

Fra et personligt perspektiv er det de nye sange der trækker stikket hjem, som f.eks. den Between The Buried And Me-esque ”The Frost”. Publikum virker dog til at være uenige, for det er imidlertid i ”Ghosts” at den første rigtige wall of death opstår. Energiniveauet stiger også eksponentielt herfra, forsangeren inklusiv, der midt i det hele finder ud af, at han da egentlig danser meget godt i de instrumentale stykker – og herfra er der god gas. Så selvom jeg klart er mere til de nye skæringer (de gamle er simpelthen for bøllede) er publikum altså ikke på min side. Det er også fint, for så kan jeg i halvdelen af tiden nyde musikken (halvdelen af sættet, 5 sange, er fra ”Phantom Anthem”), og i den anden halvdel ”indtage” energien i rummet. Det er godkendt, og min bedste oplevelse med August Burns Red, dog uden nogensinde at blive noget særligt.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – King Of Sorrow
2) – Empire
3) – The Frost
4) – Spirit Breaker
5) – Ghosts
6) – Invisible Enemy
7) – Dangerous
8) – Composure
9) – Float
10) – White Washed
Kilde: www.setlist.fm

Heaven Shall Burn:
Det er officielt: alle tre opvarmningsbands kan gå hjem nu, vi er nået til hovedattraktionen. En enkelt sang skal vi ind før lyden er fuld smadder og det hele kan høres klart og tydeligt – og så vokalen nu endelig den plads den rent faktisk fortjener. Lysshowet har nået sin sidste fase hvor der nu også er røg (og nærmest damp) med i spillet og lyskeglerne fornemt følger musikkens breaks, generelle stemning og sågar rytmeskift.

Og hvad sker der? Heaven Shall Burn bevæger sig reelt rundt på scenen OG snakker til salen? Det har været noget savnet og understreger for mig blot endnu engang, at disse tyskere bare har styr på at holde folk til ilden. Publikum har også, på trods af tre bands op til nu, heraf to med god gang i pitten, stadig enormt god energi – der er dog stille øjeblikke, primært i begyndelsen, og jeg når lige at tænke på, hvordan det ville være i en weekend. Men det når jeg knapt nok, for en meget positiv overraskelse i form af ”Land of the Upright Ones” sparker benene væk under de fleste tilhørende i salen, herunder mig selv: for satan, hvor er den en energibombe. Sådan, nu er vi for alvor i gang. Eller er det da ”Black Tears” bliver spillet? Eller den majestætiske ”Corium”? Nok deromkring, og selvom sidstnævnte ikke når helt op på albumniveau er det meget tæt på, og det er rigeligt.

”Combat” slår dog alle førnævnte, selv ”Land of...”, fy for den lede, der er gnister i luften her. At politikken bliver holdt til et minimum, selvom man f.eks. kunne have talt om baggrunden for netop ”Combat”, er rart, for musikken står så udmærket på egne ben. Dette er især tydeligt i både ”Voice of the Voiceless” og ”Hunters Will Be Hunted”, den sidste med dunkelt og blodrødt lys, der som de fleste nok er klar over er pro-vegan sange. Ellers så bare kig på titlerne.

Encore byder som vanligt på ”Endzeit” hvor folk i den halvlange intro allerede stiller sig klar til den nu, hvad, fjerde wall of death? Men at ”Valhalla” lukker og slukker er nu alligevel mere passende: Heaven Shall Burn har nu engang en historie med velskrevne covers, så hvorfor ikke slutte af med noget der går lidt udover det normale? Lad os være ærlige; der er ikke den store variation i repertoiret ellers. Men det behøves heller ikke altid, og slet ikke i aften. Sikke en fest vi har haft – og så på en mandag? Det var meget nemt at glemme. Var der skåret et par sange fra, og havde dette været i en weekend, så havde det været absolut perfekt. Indtil da må vi nøjes med det næstbedste. Dvs. tysk millimeter-præcision af bedste skuffe, og dertil endelig det headlinershow bandet har fortjent – lad os så næste gang give dem æren af en weekend, skal vi? 
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Downshifter
2) – Bring The War Home
3) – The Weapon They Fear
4) – Land Of The Upright Ones
5) – Counterweight
6) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) – Corium
8) – The Final March
9) – Passage Of The Crane
10) – Profane Believers
11) – Combat
12) – Voice Of The Voiceless
13) – Hunters Will Be Hunted
Encore:
14) – Endzeit
15) – Valhalla (Blind Guardian cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Cabal - Mark Of Rot

I pressematerialet for dette debutalbum fra danske Cabal beskrives bandets tekstunivers som kredsende omkring en dødskult, hvis mål er udslettelse af alt liv. Samtidig loves en akkompagnerende musikalsk side af sagen, som ligger helt i tråd med de apokalyptiske tekster, så man kan ikke sige, at man som lytter ikke er blevet advaret på forhånd.

At advarslen er på sin plads, står hurtigt klart; albummets ti numre er gennemført truende, uvenlige og ofte intimiderende. Musikken er opbygget af benhårde guitarer, som hovedsageligt bevæger sig tungt og knusende afsted, for i glimt at eksplodere i vilde blasts sammen med trommer og bas. Det er truende, men bliver alligevel sat på plads af vokalen, som men en blanding af growl, brøl og hvæsen tager det uvenlige et trin op.
Kombinationen af de nævnte elementer er en meget lukket og temmelig monoton sag, som ikke kommer i balance, selv om det i små glimt udfordres af guitarmelodier, som det høres i ”Blackened Soil”, ”Empty” og ”Blinded”. Balancen opnås kun i ”Rah’Ru”, hvor messende vokaler og store trommer skaber en kultagtig stemning á la Nile. Det passer rigtig fint til resten af musikkens introverte karakter, hvilket gør nummeret til albummets bedste.

Som helhed er ”Mark Of Rot” for ensformigt, og der er for få øjeblikke som fanger mig; det sker kun hvor monotonien brydes via nævnte melodiske indslag. Jeg håber at Cabal fremadrettet satser mere på disse momenter, for det øvrige er for monotont for min smag.

Tracklist:
1. Fase Light
2. Nothingness
3. Blackened Soil
4. Rah’Ru
5. Empty
6. Unworthy
7. Blinded
8. Whispers
9. The darkest Embrace
10. Mark Of Rot
Samlet spilletid: 36:47

Læs mere...

Unseen Faith - Waver

Efter syv års samspil er Unseen Faith fra Aarhus klar med deres første fuldlængde album. Det har fået titlen ”Waver”, som er en reference til den bølgende fornemmelse, man som religiøst menneske kan opleve, når troen skal fastholdes midt i en hektisk verden.

Umiddelbart får den troende ikke meget hjælp af albummet, for hovedparten af spilletiden lever fint op til netop betegnelsen hektisk. Unseen Faith spiller Deathcore, som helt naturligt er præget af både voldsomt tunge elementer og breakdowns, uptempo passager og en brølende vokal.

Sidstnævnte skifter ubesværet til en mere skrigende version, hvilket giver meget forskellige udtryk – med masser af power, forstås.

Jeg har ofte haft svært ved at blive fanget af genren, specielt når den spilles som Unseen Faith gør det, med mange temposkift og hakkende rytmer. Problemet er, at det hurtigt bliver ensformigt og kedeligt, hvis man lader indholdet stoppe dér. Det har aarhusianerne også tænkt, så de har sørget for at supplere med melodiske godbidder. Det er f.eks. den næsten hypnotiske guitar, der bryder igennem muren af tyngde i ”Dystopia”, eller de elektroniske stumper, der optræder i de to første numre. Mere fyldige er de to instrumentalnumre ”Intermission” og ”Interlude”, som er meget mere lineære end deres omkringliggende kolleger.

Tiltaget med at skabe variation skal Unseen Faith have stor ros for, også selv om det ikke helt formår at overbevise; mod slutningen begynder tingene at flyde lidt sammen for mig, men indtil da fungerer tingene ret godt for albumdebutanterne.

Tracklist:
01. Lost World
02. Friend of The Devil
03. Dystopia
04. The Sceptic
05. Intermission
06. (Don't) Fear
07. S.O.S
08. Tree
09. Interlude
10. Anchor Me
Samlet spilletid: 33:01

Læs mere...

Rings Of Saturn - Ultu Ulla

Rings Of Saturn blev startet i 2009 som et high school band, og to år senere fik sin første pladekontrakt. Nu, hvor de med ”Ultu Ulla” udsender sit fjerde studiealbum, er kun Lucas Mann (guitar, bas) tilbage fra det originale line-up.

At bandets tekstunivers oprindeligt udsprang af en fascination af rumvæsener kan virke latterligt, men ALLE tanker i dén retning forsvinder, når musikken går i gang. Amerikanerne spiller nemlig en voldsom omgang Deathcore på så højt et teknisk niveau, at man ikke kan være andet end imponeret.

Energien kommer fra de sædvanlige virkemidler: Trommer med tempo og power, seje guitarriffs og frem for alt en vokal, som veksler mellem brøl, skrig og growl. Samtidig skifter musikken mellem højt tempo og breakdowns – mere eller mindre lige efter bogen. Hvad der virkelig gør albummet specielt, er måden de enkelte elementer kommer i spil på: Guitarerne nøjes ikke med at give power, men tilfører også numrene melodiske sider, uden tab af energi – ”The Relic” er et godt eksempel. Det mest markante indslag står trommeslageren Aaron Stechauner imidlertid for; hans præstation er intet mindre end imponerede, især fodarbejdet: Stortrommerne kører enormt varieret, det ene øjeblik kører de som dobbeltslag, så rene maskingeværsalver, inden de buldrer afsted i fræsende tempo. I det hele taget er bredden i udtrykket meget stor, og det lykkes at skabe mange fine detaljer i musikken. Teknisk præget musik kan ofte virke klinisk og kedeligt, men Rings Of Saturn får tingene til at hænge flot sammen og være spændende. I længden er det alligevel lidt trættende at blive tæppebombet med detaljer, men det ændrer ikke på, at ”Ultu Ulla” er et virkelig stærkt album!

Tracklist:
1. Servant of this Sentience
2. Parallel Shift
3. Unhallowed
4. Immemorial Essence
5. The Relic
6. Margidda
7. Harvest
8. The Macrocosm
9. Prognosis Confirmed
10. Inadequate
Samlet spilletid: 42:01

Læs mere...

Thy Art Is Murder - Dear Desolation

Deathcore er en svær pille for nogle at sluge. Folk kalder genren barnlig, og at den ikke er andet end flyve karatespark i pitten og alt for store stretch øreringe. Deathcore har også været i pressen en hel del det sidste års tid, da en af forfædrene af genren Suicide Silence valgte at blive et Deftones/Korn kopi band og har langet ud efter bands såsom The Black Dahlia Murder, Cannibal Corpse og sidst men ikke mindst: Thy Art Is Murder. Sidstnævnte band har valgt at overtage tronen efter Suicide Silence begik kreativt selvmord, og det kan kun blive godt. Thy Art Is Murder har leveret nogle rimelig solide udspil siden deres dannelse tilbage i 2006, og deres sidste udpsil Holy War blev modtaget med ris og glæde verden rundt. Forsanger Chris "CJ" McMahon valgte at forlade bandet tilbage i 2015, men i 2017 kom han tilbage. Bandet står nu klar med deres seneste udspil Dear Desolation, og kan de virkelig finde ud af at Make Deathcore Great Again?
 
Slaves Beyond Death er åbningsnummeret, og allerede her får vi Deathcore serveret på et sølvfad, men alligevel har bandet valgt at tage en mere dødsmetal retning end traditionel Deathcore. Introriffet lyder en smule som hvis Meshuggah valgte at lave et super hurtigt dødsmetal nummer. Jeg er kæmpe fan af Meshuggah, så det er intet problem for mig. Fedt åbningsnummer. The Son Of Misery er nok det mest traditionelle Thy Art Is Murder nummer. Følger det samme formular som de tidligere sange på deres andre albums har, med tekniske trommer og guitaren følger stortrommen. Ikke den største overraskelse, men alligevel godt at være nostalgisk engang imellem. Albummet indeholder også numre som Puppet Master og titelnummeret, men alligevel så når de ikke helt op på det sammen niveau, som første nummer formåede at levere. Jeg føler at det hele ender lidt at køre med rutinen, specielt på de to numre i hvert fald. Death Dealer er dog en helt anden snak. Det er som om at Thy Art Is Murder prøver noget helt anderledes på det her nummer, og det virker. Introen virker som et eller andet uhyggeligt stemnings stykke og det fungerer også, indtil nummeret bliver sparket i gang og det hælder lidt mere over i den tidligere rutine som blev nævnt førhen. 
 
Thy Art Is Murder har leveret et fint album, men det trækker sgu ned, at de spiller den alt for sikkert. Jeg vil til en hver dag fortrække Thy Art Is Murder fremfor Suicide Silence, dog føler jeg at det her album havde været federe hvis de ikke havde kørt så meget med rutinen, men hey! Hvis det er det, som fungerer for dem, så skal de sgu også have lov til at blive ved med det. 
 
Trackilst:
1.Slaves Beyond Death
2.The Son Of Misery
3.Puppet Master
4.Dear Desolation
5.Death Dealer
6.Man Is The Enemy
7.Skin Of The Sepent
8.Fire In The Sky
9.Into The Chaos We Climb
10.The Final Curtain
 
Læs mere...

Aversions Crown - Xenocide

Deathcore genren er noget som har splittet mange metalfans. Nogle synes det er innovativt og nogle synes bare, at det er Nu-Metal gøgl med dødsmetal vokaler. Vi har bands som Whitechapel, Thy Art Is Murder og Suicide Silence, hvor det sidstnævnte band valgte at gå hen i en mere forfærdelig Nu-Metal retning og på samme tid anklage en masse bands for, at sælge ud og kun give fans det, som de vil have uden at udvikle sig som musikere. For mit vedkommende synes jeg at Deathcore er en fed nok genre, selvom jeg virkelig ikke var særlig begejstret for den nye Suicide Silence, så synes jeg stadigvæk at Deathcore er innovativt. Aversions Crown, som er landsbrødre med Thy Art Is Murder, spiller nemlig også Deathcore, og de er nu klar med deres seneste udspil Xenocide.
 
Intro’en Void er den som sætter stemningen for pladen, så er det nummeret Prismatic Abyss som sætter det hele i gang, og det her er nemlig ikke noget af det normale. Aversions Crown formår faktisk at lave det storslået og melodisk. Noget som jeg ikke hører så ofte i Deathcore. Trommeslager Jayden Mason spiller som om livet afhang af det, og det går bare stærkt. Det er næsten lige før at han bliver nødt til at spille hurtigere for at overleve. The Soulless Acolyte er lidt mere hen i den klassiske Deathcore skuffe, hvor der er breakdowns og super dybe growls, men igen med Aversions Crowns twist på det, hvor det melodiske og storslåede vender tilbage. Hybridization viser bandet sin tekniske side, hvor godt de får de spiller sammen, men det er nummeret efter det, Erebus, som blev mit favorit nummer på pladen. Så storslået og melodisk og det breakdown i sangen lyder bare fantastisk. 
 
Aversions Crown har formået at skabe noget nyskabende og innovativt. Det er ikke så meget same old same old som det kan blive indenfor genren. musikken er både tung, melodisk og storslået og jeg er imponeret. Tjek dem ud. 
 
Tracklist
1.Void
2.Prismatic Abyss
3.The Soulless Acolyte
4.Hybridization
5.Erebus
6.Ophiophagy
7.The Oracles of Existence
8.Cynical Entity
9.Stillborn Existence
10.Cycles of Haruspex
11.Misery
12.Odium
 
Læs mere...

Suicide Silence - Suicide Silence

Suicide Silence har fyldt en stor del af mine teenageår, og deres tre første plader er stadig noget jeg kan finde på at lytte til engang imellem. Man kan sige, at de var bandet som virkelig gjorde subgenren Deathcore til denne kæmpe store genre, som den er i dag. Tidligere forsanger Mitch Lucker døde desværre tilbage 2012 og blev erstattet af Eddie Hermida, som er kendt fra bandet All Shall Perish. De udgav albummet You Can’t Stop Me tilbage i 2014 med den nye besætning. Nu er bandet klar med deres nyeste udspil og, det skal lige siges, at de to singler som er blevet udgivet har været under en tsunami af kritik fra fans som synes, at de har efterladt det som har gjort dem fede til at starte med. Jeg erklærer mig enig med de sure fans, men alligevel har jeg valgt ikke at bedømme en hel plade ud af de to numre jeg har hørt, så lad os se hvad mit indtryk af den nye plade af mine gamle barndomshelte.

Doris er sangen som åbner pladen. Fed intro som minder meget det tidlige Korn, og den har også lidt af en Deftones vibe over sig. Men så kommer omkvædet… uheldigvis. Omkvædet starter ud med en falset stemme, som bare løfter øjenbryn end det sætter adrenalinen op. Jeg sidder bare lidt og tænker hvordan to sekunder af et omkvæd kan ødelægge en sang så meget. Forhåbentligt kan det være at sang nr to Silence er en anelse bedre. Lige i starten lyder det meget groovy og det får lidt blodet til at pumpe, men så snart verset går i gang begynder det at falde til jorden…. Meget hurtigt. Eddie Hermida er absolut en af mine favorit sangere indenfor metal genren og jeg har hørt hans fantastiske vokal i All Shall Perish og hørt hvad han kan finde ud af vokalmæssigt, men alligevel her formår at han at ødelægge alle de værdier som jeg elskede ham for til at starte med. Vi fortsætter med numre som Listen, Hold Me Up Hold Me Down og Dying In A Red Room. Specielt den sidstnævnte fortsætter med den førnævnte Deftones vibe, men det her menes på den dårlige måde. Det skal også lige siges, at jeg elsker Deftones, men det er tydeligt at Suicide Silence elsker Deftones så meget, at de laver en sang som minder lidt om et dårligt folkeskole orkester som prøver at spille noget i samme dur. Vi får også lov til at høre et stille nummer som Confomity. Den starter ganske fint ud, men alligevel efter noget tid bliver det bare langtrukkent og lidt plat på en eller anden måde.

Selve produktionen er bedre end indholdet på pladen, og her har Ross Robinson gjort et fantastisk stykke arbejde. Men alligevel er hans produktion ikke nok til at redde pladen.

Jeg vil gerne slutte min anmeldelse af med at sige, at jeg elsker Deathcore. Bands som Thy Art Is Murder og Whitechapel er nogle indenfor genren, som jeg synes er fede. Men Suicide Silence har åbenbart valgt at begå kreativt selvmord. Jeg synes at bands skal have lov til at udvikle sig og gøre noget som de ikke har gjort før, men det her er næsten absurd. Jeg tror nok, at det er bedst at jeg holder mig til de tidligere plader. Men hvis du har lyst til at høre Nu-Metal spillet af et Deathcore band, så er det her måske noget for dig. 


Tracklist:
."Doris"
2."Silence"
3."Listen"
4."Dying in a Red Room"
5."Hold Me Up, Hold Me Down"
6."Run"
7."The Zero"
8."Conformity"
9."Don't Be Careful, You Might Hurt Yourself"

 

Læs mere...

Despised Icon - Beast

Da Despised Icon blev gendannet i 2014 var det kun for at turnere i Nordamerika og Europa; nye albumudgivelser var ikke planlagt. Men nu, to år senere, sker det alligevel; med ”Beast” sender canadierne deres femte studiealbum på gaden.

At det har fået titlen ”Beast” er meget passende, for det er virkelig ikke noget for folk med sarte nerver. Det starter ved vokalerne, som Alex Erian og Steve Marois deler imellem sig. Resultatet af deres anstrengelser veksler mellem voldsomme brøl og mindst lige så voldsomme skrig i bedste Hardcorestil. Det kræver selvsagt musik med power at modstå et sådant angreb, og det har Despised Icon også: Hovedsageligt er der tale om Dødsmetal, som brager afsted i højt tempo med bankende blastbeats og rå guitarer, men i de fleste numre skifter musikken også karakter. Så falder tempoet lidt og stilen ændres til egentlig Hardcore, helt i tråd med vokalerne.

At opskriften følges i de fleste tracks betyder ikke, at de alle er ens. I ”Grind Forever” og ”Time Bomb” bliver der skruet en tand op for både de tunge og de hurtige elementer, mens ”Drapeau Noir” ligger på kanten af Black Metal med sine tremolo guitarer. Men der er også det symfoniske instrumentalnummer ”Dedicated To Extinction” og det ret stille ”Doomed”, der begge giver et afbræk fra det rent brutale. Det er også nødvendigt, for selv om de enkelte numre veksler udmærket, har genren ret snævre grænser at bevæge sig indenfor; her er det i hvert fald ikke nok til at overbevise mig 100%.

Tracklist:
1. The Aftermath
2. Inner Demons
3. Drapeau Noir
4. Bad Vibes
5. Dedicated To Extinction
6. Grind Forever
7. Time Bomb
8. One Last Martini
9. Doomed
10. Beast
Samlet spilletid: 29:01

 

Læs mere...

Fallujah - Dreamless

Alex Hofmann, vokalisten fra det Amerikanske Progressive Death Metal band Fallujah, vil ikke have påstemplet genren Tech-Death da de ifølge ham er meget mere end det. Nå, men ”Dreamless” som er bandets tredje album, byder ellers på Death Metal på teknisk højt niveau, så Tech-Death er vel ikke helt ved siden af?

Jeg kan da godt se hvad manden mener: Som sagt er der pænt knald på, det er super tight og der sker virkelig noget i musikken, men samtidig skabes der også en fed atmosfære, som bl.a bliver beriget med kvindevokal. Man kan vel kalde det atmosfærisk Death Metal med semi-tekniske undertoner. Det er overordentligt velspillet med masser af lir på de respektive instrumenter, hvor især guitaristerne får lov a folde sig ud. Vokalen kunne jeg godt have tænkt mig var lidt mere varieret, da det bliver lidt trættende at lytte til det samme brøl hele pladen igennem. Desværre mangler numrene umiddelbart noget identitet, hvilket får det hele til lyde meget ens, og der er vel i grunden ikke ét riff man kan huske tilbage på, når man har hørt skiven til ende. For at gøre ondt værre byder et nummer som ”Les Silences” på det ene sample efter det andet - et nummer fyldt med atmosfære og er ikke andet end fyld i min optik!!

I det store hele tænder Fallujah’s musik mig ikke – det er hverken skidt eller godt, fugl eller fisk, og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal mene om dette stykke musik: De er voldsomt dygtige, men samtidig er her et klasseeksempel på et band som kan mere eller mindre alt på deres instrumenter, til gengæld kan de ikke skrive numre som man kan huske. Det vil måske være den næste våde drøm for nogle Prog/Death-fans, men ikke for undertegnede, hvorfor det falder i kategorien for albums som hurtigt er glemt igen...

Tracklist:
1. Face Of Death 3:30
2. Adrenaline 4:21
3. The Void Alone 4:18
4. Abandon 4:31
5. Scar Queen 4:04
6. Dreamless 6:18
7. The Prodigal Son 4:17
8. Amber Gaze 4:32
9. Fidelio 2:44
10. Wind For Wings 6:14
11. Les Silences 5:56
12. Lacuna 4:53
Samlet spilletid: 55:43

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed