fbpx

Strigoi - Abandon All Faith

Da Paradise Lost guitaristen Greg Mackintosh mistede sin far i 2009, startede han sideprojektet Vallenfyre som en platform for at bearbejde sin sorg. Sidste år havde projektet udtjent sit formål, og blev derfor stoppet. Det har givet Mackintosh energi til at starte endnu et band; sammen med bassisten Chris Casket lancerer han bandet Strigoi. Navnet er hentet i den rumænske mytologi, hvor det betegner fortabte sjæle som kan vende tilbage fra graven i ny form.
Det er muligt, at Mackintosh har fået bearbejdet sin sorg, men hvis man skal vurdere ud fra numrene på dette album, har det ikke gjort ham mildere stemt. Indholdet er nemlig en meget voldsom omgang Death Metal, som har sine tunge momenter, men hovedsageligt afvikles i højt tempo. Den resulterende energi er positiv, men desværre er der ikke meget struktur i numrene, som ikke bare fremstår kaotiske, men også er iklædt en virkelig grim produktion. Den kombination er ikke spændende ret længe, hvorfor det Doomtunge ”Carved Into The Skin” er langt det bedste nummer på albummets første halvdel.
Om det er fordi jeg efterhånden når at vænne mig til den kaotiske stil, eller Mackintosh efterhånden får mere styr på tingene, kan jeg ikke helt bedømme. Fakta er, at numrene fra og med ”Plague Nation” hænger bedre sammen; energien bliver her til fint drive og tempo, og det redder en middel karakter hjem til ”Abandon All Faith”.

Tracklist:
1. The Rising Horde
2. Phantoms
3. Nocturnal Vermin
4. Seven Crowns
5. Throne Of Disgrace
6. Carved Into The Skin
7. Parasite
8. Iniquitous Rage
9. Plague Nation
10. Enemies Of God
11. Scorn Of The Father
12. Abandon All Faith
Samlet spilletid: 44:05

Læs mere...

Cor Vacante - Amygdala

Selv om Cor Vacante har mere end fem år på bagen, er det for de fleste et nyt navn; alligevel er de fem medlemmer ikke helt ubeskrevne, for deres tidligere bedrifter omfatter navne som Frameless Scar, Inbreeding Rednecks og Kellermensch. Nu udsender de deres første album, ”Amygdala”.
Det har de fyldt med ti Death Metal numre, hvor hovedparten hører hjemme i den mere mørke og lukkede ende af skalaen. Det starter ellers anderledes, for i de første numre er musikken lidt afdæmpet, mens vokalen til gengæld er ret aggressiv; en udmærket kombination. Herefter bliver albummet ret lukket, og mange af numrene ligner hinanden rigtig meget rent udtryksmæssigt - Det giver en ensformig stemning igennem albummet. Og det er ikke fordi man ikke får alle nuancerne med, for albummet er udstyret med en meget gennemsigtig og virkelig god produktion.
Heldigvis er der også et par numre, som stikker så meget ud fra mængden, at de fortjener at blive nævnt: Først er der ”I'm Still the Bastard You Created”, som foruden et bedre drive også har en lille portion melodi, der bringer tingene i balance. Det andet nummer er ”Tear Down the Barricades”, som starter småkedeligt, men så vokser tilstrækkeligt i intensitet til at blive et af de bedste på albummet.
Disse højdepunkter er desværre ikke nok til at overbevise mig for alvor; derfor må Cor Vacante nøjes med en middel karakter.

Tracklist:
1. Sleeping Beauty Collapse
2. Frame of Illusion
3. My September My Ruin
4. I'm Still the Bastard You Created
5. Putrid Kingdom
6. A Farewell Begins
7. Better Self
8. Tear Down the Barricades
9. Darker Days Instead
10. When You Welcome the Dark
Samlet spilletid: 46:14

Læs mere...

Nile - Vile Nilotic Rites

Det var noget af en overraskelse da Dallas Toler-Wade forlod Nile i 2017; han havde immervæk fulgt mastermind Karl Sanders i 20 år. Men livet går videre, og Toler-Wade blev erstattet af guitaristen Brian Kingsland fra bandet Enthean. Og nu er den nye konstellation så klar med deres første album, hvor man har brugt et helt år på sangskrivning og forberedelse til indspilningerne.
Resultatet er på mange måder typisk Nile, for hvis man kender bare lidt til bandets tidligere udgivelser, vil man hurtigt føle sig hjemme her. Der er som altid mange elementer og lag i musikken, så man møder de velkendte mørke, kultagtige arrangementer med tydelige referencer til det gamle Egypten, der er masser af heftige guitarløb og vilde trommeangreb, hvor George Kollias virkelig prygler tønderne. Det hele afleveres teknisk overskud, helt som vanligt fra amerikanerne.
Mødet med kendte elementer har sine positive sider, men udgør også meget sikre valg – Nile bevæger sig på intet tidspunkt ud af deres comfort zone. Samtidiger der mange ideer, der ligger meget tæt på noget fra bandets bagkatalog. Her er det så, at Sanders og Co. viser deres virkelige styrke, for albummet indeholder samtidig masser af sejtrækkende og medrivende passager, som udløser min headbangerrefleks. Det er ikke på niveau med Niles bedste udgivelser, men tilstrækkeligt til 4 stjerner.

Tracklist:
1. Long Shadows of Dread
2. Oxford Handbook of Savage Genocidal Warfare
3. Vile Nilotic Rites
4. Seven Horns of War
5. That Which is Forbidden
6. Snake Pit Mating Frenzy
7. Revel in their Suffering
8. Thus Sayeth the Parasites of the Mind
9. Where is the Wrathful Sky
10. The Imperishable Stars are Sickened
11. We are Cursed
Samlet spilletid: 54:54.

Læs mere...

Cannabis Corpse - Nug So Vile

For mere end ti år siden startede brødrene Phil 'Landphil' Hall (bas og vokal) og Josh 'Hallhammer' Hall (trommer) bandet Cannabis Corpse for at forene deres interesse for marihuana og Death Metal. Sammen med guitaristen Adam Gulliams er de to nu klar til at præsentere deres sjette studiealbum for omverdenen.
Som navnet og numrenes titler angiver, har bandet en forkærlighed for cannabis, og det er muligt, at albummets indhold er blevet til under indflydelse af en joint eller to. Men så stopper enhver sammenligning med andre bands, som kalder deres musik for Weed Metal også. For hvis man forventer at skulle lægge øre til en flok uduelige bonghoveders eskapader, bliver man noget overrasket – Cannibis Corpse spiller nemlig en udmærket omgang Death Metal!
Deres stil er klassisk, old school med opskruet tempo og højt energiniveau. Oveni ligger Landphils growl, som er uforståelig, men dejlig dyb.
Hurtige numre som "Conquerors of Chronageddon”, “The Cone is Red” og “Cylinders of Madness” har et fint drive, men også tungere sager som ”Cylinders of Madness” klarer sig godt, ikke mindst takket være udmærkede guitarindlæg. Omvendt er der også et par tracks, som er lidt rodede, men det ændrer ikke det generelle billede af et udspil, som godt nok ikke udvider genren, men alligevel er mere end godkendt.

Tracklist:
1. Conquerors of Chronageddon
2. Nug So Vile
3. Blunt Force Domain
4. Cylinders of Madness
5. Blasphemy Made Hash
6. Cheeba Jigsore Quandary
7. Edibles Autopsy
8. Dawn of Weed Possession
9. The Cone is Red (Long Live the Cone)
10. The Ultimate Indicantation
Bonus track:
11. From Enslavement to Hydrobliteration
Samlet spilletid: 35:43

Læs mere...

Entrails - Rise Of The Reaper

Entrails er et af de bands, hvis historie i mindst lige så høj grad er præget af modgang og forviklinger som af musikalske præstationer: Både i 1990’erne, hvor det ikke lykkedes at indspille albums, og efter genopstandelsen i 2008 er det primært guitaristen Jimmy Lundqvists stædighed, der har båret bandet gennem diverse personaleudskiftninger. Således også det nyeste udspil, som igen byder på nye musikere, men stilmæssigt hægter sig på de tidligere albums. Der startes og sluttes med et ret stille instrumentalnummer, og her imellem giver svenskerne forskellige bud på deres fortolkning af Dødsmetal. Denne rækker fra det melodiske til det mere rå, men uden at ramme yderpunkterne for de to retninger.
Foruden at dominere de to instrumentalnumre, kommer det melodiske mest til udtryk i numre som ”For Hell” og ”Destruction”, hvor guitarerne tilfører flotte melodier. I hovedparten af numrene er stilen mere i retning af klassisk Death Metal med drive og rå energi. Flere numre har mindre interessante passager, men reddes af dele med stærkt drive. Det bedste eksempel er ”For Whom the Head Rolls”, som ikke bare er udstyret med en fed titel, men også har albummets absolut sejeste guitarer. I den sidste ende er det netop evnen til at tilføre numrene noget stærkt når det gælder, der gør ”Rise Of The Reaper” til et godt og underholdende album.

Tracklist:
1. Rise of the Reaper (Intro)
2. For Hell
3. Miscreation
4. The Pyre
5. In the Shape of the Dead
6. Gravekeeper
7. Destination Death
8. Destruction
9. Crawl in Your Guts
10. For Whom the Head Rolls
11. Evils of the Night
12. Cathedral of Pain
13. The End (Outro)
Samlet spilletid: 46:32

Læs mere...

Exhumed - Horror

Mit hidtil eneste anmelderrelaterede møde med Exhumed var opsamlingen ”Gore Metal: A Necrospective 1998-2015” – en udgivelse med indhold af ret varierende kvalitet. Nu har jeg så mulighed for at vurdere bandets form over en enkelt udgivelse, hvor det nye udspil ”Horror” er landet i indbakken.
Titlen passer fint til amerikanernes tekstunivers, for her er der tilstrækkeligt med død, lemlæstelse og rædsel til at dække flere gyserfilm – at den growlende og hvæsende vokal er meget svær at forstå, betyder mindre. Det hele er ledsaget af en musikalsk side, som bevæger sig fra Death Metal til Grindcore og tilbage igen mange gange i løbet af den lille halve time, albummet varer.
Alt foregår i voldsomt opskruet tempo, og når tingene bliver ekstreme, bevæger Exhumed sig på kanten af kaos. Det får numrene til at fremstå som en række af små skarpe linet op på bardisken – kortest er det kun 7 sekunder lange ”Utter Mutilation of Your Corpse”.
Energien er selvsagt god, men efterhånden som man bevæger sig ned ad tracklisten, begynder numrene at flyde sammen – variation er ikke det store tema her. Selvfølgelig er der forskelle at spore, men man skal lytte opmærksomt for at få dem frem.
Mine indledende tanker om øjeblikkelig form hos Exhumed ender med den konklusion, at bandet på dette album fremstår meget som de gjorde på opsamlingen, og derfor ender med samme karakter.

Tracklist:
1. Unsound
2. Ravenous Cadavers
3. Scream Out in Fright
4. The Red Death
5. Utter Mutilation of Your Corpse
6. Slaughter Maniac
7. Ripping Death
8. Clawing
9. Naked, Screaming, and Covered in Blood
10. Playing with Fear
11. Dead Meat
12. Rabid
13. In the Mouth of Hell
14. Shattered Sanity
15. Re-Animated
Samlet spilletid: 26:05

Læs mere...

Gatecreeper - Deserted

Tre år gik der fra Gatecreeper startede som band i 2013, til de udgav deres første fuldlængde album ”Sonoran Depravation”. Både før og efter er det blevet til EP’er og split-udgivelser, men nu er de fem fra Arizona klar med deres andet studiealbum. Det bærer titlen ”Deserted” og er som sin forgænger indspillet i Homewrecker Studios og produceret af Ryan Bram.

Han har skabt et produktion, som ikke er helt så fed i lyden, som man ofte hører; det giver et lidt tyndere lydbillede, men har samtidig noget live-agtigt over sig – så langt, så godt.
Med hensyn til musikken, så blev jeg en smule overrasket – I pressematerialet er der et interview med sangeren Chase H. Mason, hvor han understreger, at bandet lægger vægt på at skrive fængende numre, som er catchy. Det er muligt, at Gatecreeper skriver den slags numre, men i så fald sælger de materialet til andre kunstnere!

På ”Deserted” er Catchy i hvert fald en mangelvare, både i omkvæd og melodistykker. I stedet indeholder numrene Dødsmetal med meget tunge guitarer som ledsagelse til Masons halvt growlende, halvt råbende vokal. Elementerne giver i fællesskab numrene en udmærket pondus, men lader også mange tracks flyde sammen fordi de har helt ens opbygning. Kun i de få numre hvor tempoet hæves, er der lidt at varme sig på, men i sidste ende er det ikke nok til at ændre på det skuffende indtryk, Gatecreeper efterlader.

Tracklist:
01 - Deserted
02 - Puncture Wounds
03 - From The Ashes
04 - Ruthless
05 - Everlasting
06 - Barbaric Pleasures
07 - Sweltering Madness
08 - Boiled Over
09 - In Chains
10 - Absence of Light
Samlet spilletid: 39:45

Læs mere...

Devourment - Obscene Majesty

Selv om Devourment startede for 25 år siden, og i pressematerialet fremhæves som pionerer indenfor den brutale Dødmetal, er det lykkedes for bandet fra Dallas, Texas helt at flyve under min radar. En del af forklaringen skal søges i, at bandet har været startet og stoppet igen et utal af gange. Det forklarer også hvorfor ”Obscene Majesty” kun er det sjette album i rækken.

Dødsmetal kommer i mange former, men skal man være rigtig grov, har den grundlæggende kun 2 forskellige udtryk: Den hurtige, hvor alt fra trommer til vokal fyrer den af i højeste gear, og så dens modstykke, hvor tempoet sænkes så meget, at musikken nærmest slæber sig afsted. Begge udgaver findes selvfølgelig hos Devourment, og begge optræder i ekstreme udgaver: De tunge passager er virkelig TUNGE, og når tempoet er højt, er det virkelig HØJT. Ud fra den beskrivelse burde jeg være vild med albummet, men det er jeg ikke! Det lykkes nemlig på forunderlig vis for Devourment at gøre begge udgaver helt utroligt ensformige og kedelige i deres udførelse. Der er godt med energi i numrene, men så snart alle instrumenter er fyret op og den monotont growlende vokal sætter ind, forvandles musikken til en ensformig grød uden spænding. Havde man så bare valgt de allerbedste tracks og lavet et kort album, så kunne det være end hæderligt, men med den nuværende form med mere end tre kvarters spilletid bliver det et Nej Tak herfra!

Tracklist:
1. A Virulent Strain of Retaliation
2. Cognitive Sedation Butchery
3. Narcissistic Paraphilia
4. Arterial Spray Patterns
5. Profane Contagion
6. Dysmorphic Autophagia
7. Sculpted In Tyranny
8. Xenoglossia
9. Modum Sui Morte
10. Truculent Antipathy
Samlet spilletid: 47:07

Læs mere...

Memoriam - Requiem For Mankind

Presseteksten beskriver Memoriam som et band, der aldrig står stille, og englændernes aktiviteter underbygger påstanden: ”Requiem For Mankind” er bandets nyeste udspil, og det tredje album på tre år! Kvantitet er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men medlemmernes fortid i bands som Benediction og Bolt Thrower burde borge for et højt niveau.

Stilmæssigt gør det helt automatisk, for det er især let at høre inspirationen fra sidstnævnte i Memoriams musik – i grunden ikke den store overraskelse, når man tænker på Bolt Throwers lange karriere. På albummet her skinner fortiden mest igennem på guitararbejdet; især når tempoet ligger højt, som i ”Shell Shock” og titelnummeret, hænger tingene godt sammen.

Alligevel er det som om, at Memoriam ikke kommer helt fra land; jeg sidder med en fornemmelse af, at numrene burde have et gear mere, at de ikke helt når at udfolde deres potentiale. I stedet når jeg at blive en smule træt, og skal bekæmpe trangen til at bryde den begyndende monotoni med et tryk på NEXT-knappen.

Først helt til slut sker der for alvor noget: I ”Fixed Bayonets” kommer der endelig noget mere punch og spænding i Dødsmetallen, og i det instrumentale slutnummer er der både tyngde og flotte melodier. Det er desværre Too little, Too late for Memoriam, som gerne må tage sig længere tid, før de udgiver deres næste album.

Tracklist:
1. Shell Shock
2. Undefeated
3. Never The Victim
4. Austerity Kills
5. In The Midst Of Desolation
6. Refuse To Be Led
7. The Veteran
8. Requiem For Mankind
9. Fixed Bayonets
10. Interment
Samlet spilletid: 48:01

Læs mere...

Copenhell 2019: Amon Amarth

De svenske vikinger udgav for kun halvanden måneds tid siden ”Berserker”, det nu 11. album i rækken. Derfor skal de selvfølgelig på tour igen og deraf forbi Copenhell – igen. Det har været rutinen siden 2013: et nyt album = et show på Copenhell. Konsensus om det nye album er vist at det er helt tilforladeligt, men ikke mere. I virkeligheden beskriver det også Amon Amarth ret godt. Det er lige tilpas råt og vikingeinspireret til at lyde og ligne noget der kunne være semi-farligt, men så hører man det melodiske lydudtryk og indser, at forsangeren kunne være ens onkel. Dét som bandet til gengæld har kørende for sig er professionalisme og et stærkt budget der medfører at bandet både kan medbringe jævnt store thorshamre, tårne til guitaristerne udskåret som monstre og af og til et helt vikingeskib. Det der primært kan savnes til koncerterne er mere af dette: flere videoklip, flere effekter, holmgang på scenen, i virkeligheden er mulighederne jo mere eller mindre uendelige, da de har hele den nordiske mytologi at gøre godt med. Så det er med håb om at bandet har nogle overraskelser gemt i ærmet, især når det nye album er knapt så interessant, men også med en overbevisning om, at mindre sagtens kan gøre det, for Amon Amarth plejer aldrig at være kedeligt.

Overraskelser får vi dog ingen af. Faktisk er det et noget tyndt setup vikingerne har med. ”Kun” et udsmykket trommesæt kan det blive til. Ja og så en god portion ild og lidt fyrværkeri hist og her. Det starter ellers godt da ”The Pursuit Of Vikings” lægger fra land. Endnu bedre bliver det da et par vikinger kæmper mod hinanden på scenen. Men herefter får vi ellers mere eller mindre anonyme skæringer fra de sidste to albums, begge middelmådige, ligesom showet som helhed i dag. Og det selvom det kun varer en times tid. Det bliver fulgt af en noget flad lyd hele vejen igennem, hvor der simpelthen mangler noget bund og noget styrke. ”Death In Fire” rusker lidt op i tingene midt i sættet og ligeledes sidder de tre sidste sange lige i skabet – først er LG Petrov fra Entombed A.D. med under ”Guardians of Asgaard”, så findes de store mjødhorn frem under ”Raise Your Horns”, og da afslutteren ”Twilight Of The Thunder God” brager afsted er det med både en stor midgårdsorm at skue samt Thors hammer solidt placeret i forsangerens hånd. Men det er så også dét. Musikalsk, i hvert fald.

Men selv udfra de betingelser kan Amon Amarth godt levere, også fordi de i den grad har publikum med sig; vi er efterhånden der hvor folk har fået godt med øl indenbords, og det kan mærkes. For selvom de færreste virker til at kende numrene, endsige bandet, så gør de letgenkendelige melodier og det simple, men effektive, udtryk, at folk hurtigt bliver koblet på. Amon Amarth er som skabt til øldrikkende horder – eller er det omvendt? I hvert fald virker det upåklageligt. Der bliver endda dannet en robåd i midten af pladsen, uafhængigt af de folk i pitten der også har en fest.

Det er bare at det aldrig hæver sig over baggrundsmusik. Tilforladelig baggrundsmusik, som kan være underholdende nok at kigge på af og til, men jeg ved Amon Amarth kan præstere bedre, simpelthen fordi jeg har set det. De har denne gang publikum med sig uden at behøve at kæmpe for det, og det sikrer en god koncert alt taget i betragtning. Men der skal mere til næste gang.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – Deceiver Of The Gods
3) – First Kill
4) – The Way Of Vikings
5) – Crack The Sky
6) – Death In Fire
7) – Shield Wall
8) – Raven’s Flight
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Raise Your Horns
11) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed