fbpx

Venom - Storm The Gates

Da jeg sidste år anmeldte albummet ”Ave” fra Venom Inc, måtte jeg konstatere, at heller ikke den udgave af det klassiske band faldt i min smag. Nu kan jeg efterprøve, om det også gælder for den anden version af Venom – den med Cronos i front – i forbindelse med bandets nyeste album, ”Storm The Gates”.

Som det har været gældende i efterhånden ti år, har hovedmanden Rage og Dante med, og i fællesskab fortsætter de Venoms beskidte stil, som trods anti-religiøse tekster er mere Thrash- og Death end Black Metal. Numrene domineres af Cronos’ raspende vokal og hans fyldige bulldozer bas, og det hele indrammes af en noget grynet og garageagtig produktion – helt som man forventer det.

Det hele starter overraskende godt, for både ”Bring Out Your Dead” og ”Notorious” har stærke melodier og masser af power – et niveau som ”100 Miles to Hell” sætter trumf på med endnu mere sejtrækkende guitar. Her ville jeg gerne kunne skrive, at Venom denne gang overrasker ved at fortsætte den seje stil, men det kan jeg desværre ikke; af de resterende numre er det kun ”We the Loud”, som gør sig positivt bemærket. De andre tracks er voldsomme, men mangler kvaliteter, og er derfor hurtigt glemt. Og når der åbnes for alle sluser, som det sker i ”The Mighty Have Fallen ” og ”Over My Dead Body”, ender det som hovedet-under-armen-og-uden-retning-Metal.

Så nej, heller ikke denne omgang Venom rammer plet hos mig; jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver die hard Venom fan.

Tracklist:
1 Bring Out Your Dead
2 Notorious
3 I Dark Lord
4 100 Miles to Hell
5 Dark Night (Of the Soul)
6 Beaten to a Pulp
7 Destroyer
8 The Mighty Have Fallen
9 Over My Dead Body
10 Suffering Dictates
11 We the Loud
12 Immortal
13 Storm the Gates
Samlet spilletid: 53:10

Læs mere...

Malevolent Creation - The 13th Beast

For bands med mere end 30 år på bagen er det ingen overraskelse, at der har været mange udskiftninger i besætningen, men Malevolent Creation har haft usædvanligt mange; når man kigger på listen over tidligere medlemmer får man nemt fornemmelsen af, at alle navne indenfor Dødsmetal på et tidspunkt har været med. Til bandets trettende studiealbum har Phil Fasciana således (igen) skiftet resten af bandet ud …

Det har selvsagt ikke resulteret i musikalske ændringer; med bandets historie in mente og Fasciana som ankermand holdes der fast i den klassiske Death Metal. Og selvfølgelig indeholder numrene både tunge og seje guitarriffs, ligesom rytmesektionen virkelig hamrer igennem – energi er ikke ligefrem en mangelvare. Det er den heller ikke hos Lee Wollenschlaeger, som growler og brøler overbevisende nok til, at jeg ikke savner den afdøde Bret Hoffmann.

På papiret er der lagt op til et album, der lever op til titlen som bæst, og Dan Swanö har endda fremtryllet en virkelig gennemført produktion. Alligevel formår ”The 13th Beast” slet ikke at brænde igennem, det hele virker ordinært og uden det personlige touch, som man med rette kan forvente af et navn som Malevolent Creation. Det efterlader mig skuffet, men også med bange anelser for, om Fasciana og Co. er løbet tør for ideer.

Tracklist:
1. End the Torture
2. Mandatory Butchery
3. Agony for the Chosen
4. Canvas of Flesh
5. Born of Pain
6. The Beast Awakened
7. Decimated
8. Bleed Us Free
9. Knife at Hand
10. Trapped Inside
11. Release the Soul
Samlet spilletid: 49:26

 

Læs mere...

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

The Monolith Deathcult – V2-Vergelding

Jeg stødte første gang på The Monolith Deathcult (TMDC) da hollænderne i 2013 udsendte albummet ”Tetragrammaton” – en virkelig brutal og alligevel varieret omgang Dødsmetal. Siden har par musikere forladt bandet, men de tilbageværende 3 medlemmer udgav først ”Versus” sidste år, og følger nu op med "V2-Vergelding”. Titlen leder tankerne hen mod nazisternes raketvåben fra anden verdenskrig, og både ”Dawn of the Planet of the Ashes” og “Fist of Stalin” handler da også om krigen.

Ellers er det hollændernes fortolkning af Dødsmetal, der er i fokus; vanen tro er guitarriffene ekstra skarpe, vokalen brøler grumt og det hele får en ekstra kant ved brug af elektroniske elementer, der giver et touch af Industrial. Samtidig sørger store symfoniske arrangementer i f.eks. ”Come Forth Lazarus” for, at lydbilledet bliver meget stort. Rammerne er således kendte, så kun to numre skal fremhæves: Det allerede nævnte “Fist of Stalin”, som rykker godt, men er kraftigt inspireret af Rammsteins ” Wollt ihr das Bett in Fammen sehen”, og ”Rise of the Dhul-Fakar”, som både er albummets mest brutale og bedste track.

Der afsluttes med liveudgaver af ”Die Glocke” og ”The Furious Gods”, som begge stammer fra Versus. Optagelser stammer fra TMDCs optræden på Graspop Metal Meeting sidste år, og er udmærkede uden at tilføre nyt. Det samme kan siges om ”V2-Vergelding”, for selv om TMDC fastholder den ultravoldelige blanding af Død og elektronik, og favner bredt, mangler jeg overraskelser og bliver ikke ramt så hårdt af dette udspil.

Tracklist:
01. Planet Wrath
02. Dawn of the Planet of the Ashes
03. Come Forth Lazarus
04. Fist of Stalin
05. The #Snowflake Anthem
06. Rise of the Dhu’’l-Fakar
07. Die Glocke (Live@Graspop Metalmeeting 2017)
08. Furious Gods (Live@Graspop Metalmeeting 2017)
Samlet spilletid: 47:01

Læs mere...

Beyond Creation - Algorythm

For fem år siden stødte jeg for første gang på Beyond Creation; det var i forbindelse med, at Season of Mist genudgav bandets debutalbum ”The Aura” – en spændende omgang teknisk Metal. Nu er franskcanadierne så ude med album nummer tre ”Algorythm”, hvor de på mange måder imponerer mig.

Det hele starter med en lidt dyster og pompøs intro af den slags, som skal introducere noget stort. Og det kommer så i form af en omgang Death Metal med alt det brøl, growl, guitarfræs og stortrommeangreb, der hører sig til, men det betyder mindre - Herr det nemlig ikke så vigtigt HVAD der spilles, som HVORDAN det gøres. Beyond Creation spiller nemlig på et enormt højt teknisk niveau, deroppe hvor perfekte basløb og ditto guitarsoli er lige så naturlige som en markant vokal og en gennemført produktion.

Musik med teknik i højsædet har ofte en tendens til at blive klinisk, upersonligt og kedeligt, men ikke her – de fire medlemmer viser nemlig, at man sagtens kan præstere teknisk perfektion OG være tilbagelænet. Bedste eksempel høres i ”Surface's Echoes”, hvor stille, jazzet guitar og funky bas blandes med smadrende Dødsmetal på den mest naturlige måde – det er cool!

Nej, det er ikke hver dag, man støder på et album med så stor en spændvidde som ”Algorythm” – og slet ikke spillet med så stort teknisk overskud, som Beyond Creation lægger for dagen. Havde der bare været lidt mere ro helt til slut, så var jeg ikke kørt træt i den enorme strøm af informationer. Men det gjorde jeg, så Beyond Creation må nøjes med 4,5 stjerner i stedet for de fem, de ellers var på vej til.

Tracklist:
1. Disenthrall
2. Entre Suffrage Et Mirage
3. Surface's Echoes
4. Ethereal Kingdom
5. Algorythm
6. À Travers Le Temps Et L'Oubli
7. In Adversity
8. The Inversion
9. Binomial Structures
10. The Afterlife
Samlet spilletid: 50:39

Læs mere...

Benighted - Dogs Always Bite Harder Than Their Master

Franske Benighted har efterhånden eksisteret i to årtier; en periode som har kastet ikke mindre end otte studiealbums af sig. Jubilæet markerer bandet nu med udsendelse af et album, som giver forskellige prøver på bandets kunnen.

Der lægges ud med tre helt nye numre, som er mønstereksempler på, hvad ekstrem Metal er: Tempoet er vanvittigt højt, men der er også korte sekvenser med groove, inden det går løs igen. At vokalen veksler mellem uforståelig growl, skrig og bree, gør kun tingene mere ekstreme.

Herpå følger et cover af At The Gates’ “Slaughter Of The Soul”, hvor der stadig er godt gang i den, men som alligevel virker næsten beroligende ovenpå den vilde beskydning fra de tre første tracks.

At musikerne formår at overføre både tempo, tightness og energi fra studiet til scenen, illustreres i albummets sidste seks numre, som er optaget til en koncert i Lyon tidligere på året, hvor bandet fik hjælp af gæstevokalisterne Sven Decaluwé (Aborted), Nikita Kamprad (Der Weg Einer Freiheit), Arno (Black Bomb A), Niklas Kvarforth (Shining) og Ben Wright (Unfathomable Ruination).

Resultatet er en vild og voldsom fest, som ind imellem bliver lige kaotisk nok – det gør nogle numre ret ensidige. Det lader nu ikke til at bekymre de tilstedeværende, for publikum er meget entusiastisk.

Samlet må albummet siges at være en markering helt i bandets ånd, og selv om jeg tvivler på, at titlen kan overføres til alle hunde, må jeg konstatere, at dén her er bidsk!

Tracklist:
1. Teeth And Hatred
2. Martyr
3. Dogs Always Bite Harder Than Their Master
4. Slaughter Of The Soul (At The Gates cover)
5. Reptilian (Live in Lyon 2018)
6. Cum With Disgust (Live in Lyon ft. Arno, Black Bomb A)
7. Spit (Live in Lyon 2018 ft. Niklas, Shining)
8. Necrobreed (Live in Lyon 2018)
9. Unborn Infected Children (Live in Lyon 2018 ft. Sven, Aborted)
10. Foetus (Live in Lyon 2018 ft. Ben, Unfathomable Ruination)
Samlet spilletid: 33:55

Læs mere...

Revocation - The Outer Ones

To år er der gået siden Revocation udsendte ”Great Is Our Sin”, og nu er bandet fra Boston klar med nyt – dermed fortsætter de deres faste plan med udgivelser med maksimalt to års mellemrum, som de har fulgt siden 2008 – en ret sej bedrift.

Det samme gør sig gældende for bandets musikalske kunnen, for som vanligt ligger deres fortolkning af Death Metal på et meget højt teknisk niveau. Det betyder, at alt fyres af med en overlegen suverænitet, uanset om det er åbningsnummerets høje tempo eller de både seje og flotte guitarer, der kendetegner ”Of Unworldly Origin” og ”Fathomless Catacombs”. Samtidig er produktionen virkelig gennemsigtig, så det er muligt at få alle detaljer med – og dem er der mange af, for numrene bugner af små og store informationer.
Skulle jeg kun bedømme det tekniske niveau, stramheden og det spillemæssige overskud, ville det ligge til højrebenet at uddele topkarakter. Men det sker ikke, for trods de positive sider, så er albummet bare ikke særligt spændende. Der er alt for få steder, hvor musikken griber fat i mig, for det meste efterlader den mig bare som en passiv tilskuer.

Når jeg tænker på, hvor spændende dette albums forgænger var, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er på tide for Revocation at ændre deres udgivelsesfrekvens; dette album havde i hvert fald haft godt af en noget længere tilblivelsesproces.

Tracklist:
1. Of Unworldly Origin
2. That Which Consumes All Things
3. Blood Atonement
4. Fathomless Catacombs
5. The Outer Ones
6. Vanitas
7. Ex Nihilo
8. Luciferous
9. A Starless Darkness
Samlet spilletid: 48:27

Læs mere...

Behemoth - I Loved You At Your Darkest

I de 27 år bandet efterhånden har eksisteret, har det altid været magtpåliggende for hovedmanden Nergal og hans to kolleger Inferno (trommer) og Orion (bas) i Behemoth at fremhæve det anti-religiøse og endda blasfemiske i teksterne. På det punkt adskiller bandets ellevte studiealbum sig ikke fra forgængerne: Opfølgeren til ”The Satanist” fra 2014 har man valgt at navngive efter et bibelcitat fra Jesus, og så ellers håne citatets ophavsmand.

Også når det gælder den generelt mørke stemning og en virkelig god produktion ligner verden sig selv, men ikke alt er som det plejer: I pressematerialet er Nergal citeret for, at han med dette album har søgt at redefinere bandet, så nogle ting er nødvendigvis anderledes denne gang.

De højtidelige baggrundskor, der flere steder kendetegner omkvædene, er hverken truende eller spændende - de er bare … højtidelige. Samtidig er der ret store mængder af Rock i numre som bl.a. ”God=Dog”, “Ecclesia Diabolica Catholica” og “Sabbath Mater”. Det tager energi ud af helheden, og virker oftest helt malplaceret.

Først i de afsluttende ”Rom 5 8” og ”We Are The Next 1000 Years” rykker den Sorte Metal i et omfang, som vi kender det fra Behemoth, men det er ikke tilstrækkeligt til, at albummet kommer op i nærheden af bandets vanlige niveau. ”I Loved You At Your Darkest” er langt fra at være hverken det mørkeste eller det bedste fra Behemoth, så jeg håber, at Nergal & Co. ændrer kurs fremover; denne redefinerede stil er et klart tilbageskridt for de polske mørkemænd.

Tracklist:
1. Solve (Intro)
2. Wolves Ov Siberia
3. God = Dog
4. Ecclesia Diabolica Catholica
5. Bartzabel
6. If Crucifixtion Was Not Enough
7. Angelvs XIII
8. Sabbath Mater
9. Havohej Pantocrator
10. Rom 5 8
11. We Are The Next 1000 Years
12. Coagula (Outro)
Samlet spilletid: 46:41

Læs mere...

Hatesphere - Reduced To Flesh

Med ”Reduced To Flesh” runder antallet af studiealbums fra thrashveteranerne fra Hatesphere de to håndfulde, og markerer samtidig en tilbagevenden til italienske Scarlet Records, som også stod bag bandets tidligste udgivelser.

Normalt er det let at komme ind på livet af aarhusianernes musik, men denne gang har jeg brugt længere tid på at blive dus med den end sædvanligt; årsagen herfor vender jeg tilbage til.

At Hatesphere ikke er blevet et stort navn for ingenting, viser de flere steder: I ”Nothing Is Definite” kører guitarerne virkelig sejt, og boostes af en uptempo sekvens midti, mens "Can Of Worms” byder på Thrash i højt tempo og med tilsvarende klasse – nummeret er albummets bedste, og viser Hatesphere i absolut topform. Det efterfølgende ”Lethal Mistakes” har noget af den samme energi, men når ikke helt op på samme niveau, rent kvalitetsmæssigt.

I de fremhævede numre fyrer Hatesphere den af, som vi kender dem, og så længe det sker, er der ingen problemer med at blive fanget af musikken. De førnævnte opstartsvanskeligheder skyldes, at der i en del numre er passager med ret voldsomme temposkift. Det bryder flowet i musikken, og virker ikke altid lige befordrende for oplevelsen.

Heldigvis er de positive elementer i overtal, og når man supplerer med Esses dejligt aggressive vokal og Tue Madsens glimrende produktion, som især styrker trommerne, ender mødet med ”Reduced To Flesh” som en stærk oplevelse.

Tracklist:
01. Praeludium
02. Corpse Of Mankind
03. Nothing Is Definite
04. Ruled By Domination
05. Reduced To Flesh
06. Can Of Worms
07. Lethal Mistakes
08. Petty
09. Afterlife
10. Despicable You
Samlet spilletid: 44:17

Læs mere...

Emesis - Cryogenic Deformities

Selv om albummet her er det første fra Emesis, er bandet fra Aalborg langt fra nybegyndere – efterhånden har bandet eksisteret i ti år. Siden indspilningerne er der justeret i besætningen, så Timothy har afløst Astor på bas, ligesom tilgangen af Heinrich har fordoblet antallet af guitarister.

Som så mange andre bands på den danske scene, spiller Emesis Death Metal, og hvis man bare lytter overfladisk til ”Cryogenic Deformities”, er det let bare at rubricere albummet som endnu et bidrag til den traditionelle Død: Numrenes vekslen mellem hurtige og tunge passager, den dybe og svært forståelige growl og brugen af lydklip er ligeså velkendte elementer som musikkens generelt brutale og lidt lukkede natur.

Men hvis man tager sig den fornødne tid og lytter ind bag det umiddelbare, hører man det, som er bandets styrke; den ligger i guitararbejdet, som med lækre løb både udgør en teknisk betonet rygrad, men også driver numrene frem. Det giver fx titelnummeret ekstra power, men har også en bagside; med vægten lagt på det tekniske opstår den førnævnte lukkethed, som gør musikken lidt sværere at komme ind i. Til gengæld er det det lidt skæve samspil med vokalen, der gør ”Foul Surgical Intervention” til min favorit på albummet.

I sidste ende er det de teknisk betonede guitarer, som tager stikket hjem for Emesis, som ellers leverer Dødsmetal efter traditionel opskrift. Albummet kræver koncentreret lytning for at få det hele med; det indeholder ingen revolutioner, men er et solidt første udspil fra Aalborg-bandet.

Tracklist:
01 Cryogenic Deformities
02 Dysphagia
03 Arterial Embolism
04 Hematemesis
05 Foul Surgical Intervention
06 Gangrenous Decomposition
07 Excavation of Carnal Fragments
08 Hypoxia
Samlet spilletid: 26:17

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed