fbpx

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...

Whitechapel - The Valley

Når Whitechapel har valgt at kalde deres syvende album for "The Valley” skyldes det, at sangeren Phil Bozeman voksede op i Hardin Valley i Tennessee, og at teksterne i de ti numre handler om hans barndom. Bedømt ud fra musikkens hårdhed har det langt fra været lutter lagkage.

Whitechapel er kendt for deres brutale stil mellem Death Metal og Deathcore, og den finder vi igen i de fleste numre – mere herom om lidt. For der er også en anden og mere imødekommende side i bandets musik, som vi møder allerede i åbningsnummeret. Her afbrydes den brutale Metal af et melodisk omkvæd, som gør nummeret mere åbent og venligt. Det tager ”Hickory Creek” et skridt videre, for med sin rolige facon og rene vokal ville nummeret passe fint på en Stonesour plade. Endelig blandes tingene i ”Third Depth”, hvor ren og brølende vokal mødes til musik med hårdhed i mellemklassen.

Så er det også slut med det melodiske, for i den resterende del af spilletiden er det brutal Dødsmetal, der er i centrum. Der bydes på fin variation i udtryk (”Forgiveness is Weakness”), tunge rytmer i stil med Korn (”Black Bear”) og ekstra vrede og power i albummets bedste nummer (”Lovelace”). Som sådan opnår Whitechapel et pænt bredt udtryk, men genren har sine begrænsninger på dén front. Derfor er der i den brutale del at albummet tendenser til ensformighed, som trækker ned i bedømmelsen.

Tracklist:
1. When a Demon Defiles a Witch
2. Forgiveness is Weakness
3. Brimstone
4. Hickory Creek
5. Black Bear
6. We Are One
7. The Other Side
8. Third Depth
9. Lovelace
10. Doom Woods
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Fallujah - Undying Light

Fallujah stammer fra San Francisco, og bandet har fået 10 årsnålen for tro tjeneste på Metalscenen. De har udgivet tre albums før ”Undying Light”, som foruden ti nye numre byder på et nyt medlem, idet Antonio Palermo har overtaget rollen som frontmand.
Han kommer i fokus fra start, for det første man lægger mærke til på albummet, er hans vokal: Den er voldsomt skrigende, men ikke uden udtryk. Til gengæld er den meget ensformig, hvilket stjal min opmærksomhed ved de første gennemlytninger og var ved at indbringe en meget lav karakter.

Men efterhånden kom jeg til at lytte bagom vokalen, hvor de tre musikere arbejder hårdt på at skabe et meget komplekst lydbillede, hvor der arbejdes intenst med både musikkens struktur og rytme. Guitar og bas skaber i fællesskab melodier, som hele tiden skifter og bevæger sig og ud ind imellem hinanden. Samtidig ændres det rytmemæssige ofte; nogle gange hakkende, andre gange næsten legende. Men det er sjældent retlinet, hvilket gør det svært at komme ind på livet af, specielt når man lægger den mildest talt udfordrende vokal oveni. Da der samtidig er en begrænset mængde melodi strøet ud over de ti numre, tager det tid at komme helt ind til musikkens kerne. Derfor vil jeg anbefale ”Undying Light” til folk med hang til kompleks musik og tilstrækkelig tid til at lytte det til bunds.

Tracklist:
1. Glass House
2. Last Light
3. Ultraviolet
4. Dopamine
5. The Ocean Above
6. Hollow
7. Sanctuary
8. Eyes Like The Sun
9. Distant And Cold
10. Departure
Samlet spilletid: 44:54

Læs mere...

Dying Gorgeous Lies - The Hunter And The Prey

I år kan tyske Dying Gorgeous Lies fejre deres 10 års jubilæum som band; det markerer de ved at udsende deres tredje album, "The Hunter And The Prey”. Albummet beskriver en post apokalyptisk fremtid (år 2079 for at være nøjagtig) hvor bandet er en af mange grupper af overlevere, som lever videre i en ødelagt verden.

Med sådan et dystert oplæg kunne man forvente ekstrem Metal som soundtrack, men tyskerne fortsætter deres melodiske blanding af Death- og Thrash Metal, og sangerinden Lisa Minet hvæser stadig så man skulle tro, at hun var til audition hos Arch Enemy. Hun har ind imellem en ret tydelig accent på sit engelsk, men tilfører skarphed til numrene. Ikke at de mangler det, for generelt er der udmærket bid i dem, godt hjulpet af en glimrende produktion, som især giver trommerne en go’ lyd.

Da jeg for fire år siden anmeldte albummet "First World Breakdown”, efterlyste jeg mere variation, og det leverer bandet, selv om de stort set fastholder samme kerneelementer igennem alle numre: Det er især guitarerne, som byder ind med melodi og energi, mens keyboardet ikke får nogen fremtrædende rolle – tak for det!

Den forøgede bredde skal derfor tilskrives bedre sangskrivning, hvilket må betegnes som en positiv udvikling for Dying Gorgeous Lies.

Tracklist:
1. From The Ashes / Hellfire
2. We Are The Apocalypse
3. Revolution Day
4. …And As The Bombs Fell
5. Fatal Craving
6. New World Order
7. Ancient Tales
8. Beast Mode
9. Greetings From Aleppo
10. Sweet Taste Of Lies
Samlet spilletid: 44:37

Læs mere...

Aenimus - Dreamcatcher

Normalt tænker man på Thrash Metal, når et band opgiver Bay Area som hjemsted, men for Aenimus er det anderledes: Bandet spiller teknisk Dødsmetal, og det har de gjort siden starten i 2011. I 2013 udgav bandet selv albummet ”Transcend Reality”, men ellers har de fem medlemmer brugt hovedparten af deres tid på at turnere USA tyndt. Det er den primære forklaring på, at deres album nummer to først kommer nu.

Det har fået titlen ”Dreamcatcher”, og er et konceptalbum om gyserhistorier; derfor er inspirationen hentet hos Stephen King og historierne om Hannibal Lecter. Og det er åbenbart ikke et dårligt sted at starte, for resultatet er et glimrende Death Metal album med vægten ligeligt fordelt mellem power og teknisk kunnen. Den første del føres an af sangeren Alex Green, som ved siden af fine growl og brøl også markeres sig stærkt, når der skal synges rent. Og det skal der for at matche musikken, som foruden genrens traditionelle voldsomme angreb også rummer symfoniske elementer (”The Ritual”), klaver og strygere (”Between Iron and Silver”) og helt stille klaver (”Caretaker”). Samtidig skiftes der flere steder stil, så f.eks. de hakkende rytmer i ”The Overlook” sender tankerne i retning af Textures.

Aenimus leverer en stærk indsats hele vejen rundt, men det er primært det lækre guitararbejde, der bliver hængende, når albummet rinder ud. Og da produktionen samtidig også rummer varieret lyd på instrumenterne, er det svært ikke at betragte ”Dreamcatcher” som et fedt album – check det ud!

Tracklist:
1. Before the Eons
2. Eternal
3. The Ritual
4. My Becoming
5. The Dark Triad
6. Between Iron and Silver
7. The Overlook
8. Caretaker
9. Second Sight
10. Day Zero
11. Dreamcatcher
Samlet spilletid: 54:09

Læs mere...

Venom - Storm The Gates

Da jeg sidste år anmeldte albummet ”Ave” fra Venom Inc, måtte jeg konstatere, at heller ikke den udgave af det klassiske band faldt i min smag. Nu kan jeg efterprøve, om det også gælder for den anden version af Venom – den med Cronos i front – i forbindelse med bandets nyeste album, ”Storm The Gates”.

Som det har været gældende i efterhånden ti år, har hovedmanden Rage og Dante med, og i fællesskab fortsætter de Venoms beskidte stil, som trods anti-religiøse tekster er mere Thrash- og Death end Black Metal. Numrene domineres af Cronos’ raspende vokal og hans fyldige bulldozer bas, og det hele indrammes af en noget grynet og garageagtig produktion – helt som man forventer det.

Det hele starter overraskende godt, for både ”Bring Out Your Dead” og ”Notorious” har stærke melodier og masser af power – et niveau som ”100 Miles to Hell” sætter trumf på med endnu mere sejtrækkende guitar. Her ville jeg gerne kunne skrive, at Venom denne gang overrasker ved at fortsætte den seje stil, men det kan jeg desværre ikke; af de resterende numre er det kun ”We the Loud”, som gør sig positivt bemærket. De andre tracks er voldsomme, men mangler kvaliteter, og er derfor hurtigt glemt. Og når der åbnes for alle sluser, som det sker i ”The Mighty Have Fallen ” og ”Over My Dead Body”, ender det som hovedet-under-armen-og-uden-retning-Metal.

Så nej, heller ikke denne omgang Venom rammer plet hos mig; jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver die hard Venom fan.

Tracklist:
1 Bring Out Your Dead
2 Notorious
3 I Dark Lord
4 100 Miles to Hell
5 Dark Night (Of the Soul)
6 Beaten to a Pulp
7 Destroyer
8 The Mighty Have Fallen
9 Over My Dead Body
10 Suffering Dictates
11 We the Loud
12 Immortal
13 Storm the Gates
Samlet spilletid: 53:10

Læs mere...

Malevolent Creation - The 13th Beast

For bands med mere end 30 år på bagen er det ingen overraskelse, at der har været mange udskiftninger i besætningen, men Malevolent Creation har haft usædvanligt mange; når man kigger på listen over tidligere medlemmer får man nemt fornemmelsen af, at alle navne indenfor Dødsmetal på et tidspunkt har været med. Til bandets trettende studiealbum har Phil Fasciana således (igen) skiftet resten af bandet ud …

Det har selvsagt ikke resulteret i musikalske ændringer; med bandets historie in mente og Fasciana som ankermand holdes der fast i den klassiske Death Metal. Og selvfølgelig indeholder numrene både tunge og seje guitarriffs, ligesom rytmesektionen virkelig hamrer igennem – energi er ikke ligefrem en mangelvare. Det er den heller ikke hos Lee Wollenschlaeger, som growler og brøler overbevisende nok til, at jeg ikke savner den afdøde Bret Hoffmann.

På papiret er der lagt op til et album, der lever op til titlen som bæst, og Dan Swanö har endda fremtryllet en virkelig gennemført produktion. Alligevel formår ”The 13th Beast” slet ikke at brænde igennem, det hele virker ordinært og uden det personlige touch, som man med rette kan forvente af et navn som Malevolent Creation. Det efterlader mig skuffet, men også med bange anelser for, om Fasciana og Co. er løbet tør for ideer.

Tracklist:
1. End the Torture
2. Mandatory Butchery
3. Agony for the Chosen
4. Canvas of Flesh
5. Born of Pain
6. The Beast Awakened
7. Decimated
8. Bleed Us Free
9. Knife at Hand
10. Trapped Inside
11. Release the Soul
Samlet spilletid: 49:26

 

Læs mere...

Deathrite - Nightmares Reign

Deathrite trådte ind på den tyske dødsmetalscene i 2010, og de etablerede sig i de efterfølgende år via tre fuldlængde udgivelser med aggressiv Death Metal. I 2018 er der sket to større ting for bandet: Tom Michalis og Anton Hoyer er trådt til på hhv. guitar og bas, og der er skrevet en kontrakt med Century Media Records.

Det første udspil i den forbindelse er ”Nightmares Reign”, som har mareridt og deres indflydelse på os mennesker som tema. Der lægges ud med titelnummeret, som er traditionel Dødsmetal med udmærket drive, hvor især Tony Heinrichs vokal giver nummeret kant. Det fortsætter den med i de følgende tracks, selv om stilen ændres. Musikken får tilført større eller mindre mængder groove, som kører udmærket i ”Invoke Nocturnal Light” og det tunge ”Devils Poison”, men ellers mangler det, som skal fange mig – der mangler ikke energi, men numrene passerer som et tog, man ikke gider at stige på.

En del bliver dog gjort godt igen i de instrumentale passager af slutnummeret ”Temptation Calls”; her er der stærke melodilinjer og et stærkt drive, som placerer nummeret som min favorit på albummet. Havde der bare været mere i dén stil – det havde hævet udgivelsen op over middel.

Tracklist:
01. When Nightmares Reign
02. Appetite For Murder
03. Invoke Nocturnal Light
04. Demon Soul
05. Devils Poison
06. Bloodlust
07. Obscure Shades
08. Temptation Calls
Samlet spilletid: 42:59

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed