fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Death Angel - Humanicide

Selvom Death Angel spiller Thrash Metal, oprindeligt startede i San Francisco og har en historie, der går tilbage til 1982, har bandet aldrig rigtig bidt sig fast hos mig. Men måske det ændrer sig nu, hvor deres niende studiealbum har fundet vej til anmelderstakken.

Hvis det kun var et spørgsmål om energi, kunne opgaven hurtigt krydses af som løst, for Death Angel lægger bestemt ikke fingrene imellem, når de fyrer deres klassiske Thrash Metal af. Der er saft og kraft i guitarerne, og stilen holdes fint gennem alle numre. Det giver et fast greb om genren, men desværre ikke meget mere end det. Death Angel holder sig til standardelementer, og bidrager kun sjældent med selvstændige ideer. En enkelt fuldtræffer skal dog fremhæves, for i ”I Came For Blood” skrues tempoet en tand i vejret, og kombineret med sejtrækkende guitarer giver det et virkelig fedt Thrash nummer.

Desværre står dette highlight temmelig alene, for de øvrige numre er ikke i nærheden af, at fange mig for alvor; kun i glimt trækker det i nakkemusklerne.

Så nej, det blev heller ikke denne gang, at Death Angel overbeviste mig om deres kvaliteter – Det er simpelthen ikke nok at servere standardvarer uden personlige ingredienser.

Tracklist:
1. Humanicide
2. Divine Defector
3. Aggressor
4. I Came For Blood
5. Immortal Behated
6. Alive And Screaming
7. The Pack
8. Ghost Of Me
9. Revelation Song
10. Of Rats And Men
Samlet spilletid: 44:57

Læs mere...

Death Angel - The Evil Divide

Death Angel behøver vel næppe nogen introduktion andet end, at de i 1987 udgav ét af de fedeste Thrash Metal debut albums overhovedet, nemlig ”The Ultra-Violence”. Nuvel, de efterfølgende skiver ”Frolic Through The Park” fra 1988 samt ”Act III” fra 1990 skabte aldrig den samme røre i andedammen som debut skiven. Bandet gik imidlertid i opløsning for derefter at vende tilbage med albummet ”The Art Of Dying” i 2004. Det var dog først med albummet ”The Dream Calls For Blood” fra 2013, at de for alvor kunne bringe mit pis i kog igen. Bandet er netop nu aktuelle med deres nye skive ”The Evil Divide”, og jeg mangler næsten ord, så godt er det!

”The Moth” åbner ballet og fortsætter tråden fra ”The Dream Calls For Blood” med deres højenergiske gude Thrash Metal som ingen andre (havde jeg nær sagt), end Death Angel kan gøre det; Her snakker vi guitar-riffs, soli, basspil og trommespil på et teknisk højt niveau helt i særklasse. ”Lost” derimod er et noget mere afdæmpet nummer, hvor de dog stadig viser klassen med megen melodi og en glimrende fed vokal. Det samme kan man sige om nummeret ”It Can’t Be This” – noget afdæmpet i forhold til når de virkelig gi’r den gas, men hold nu kæft hvor er det dog fedt det nummer – fyldt med lækkert guitarspil og en fed fed vokal, som giver en glimrende variation. De øvrige numre kan vel betegnes som Death Angel når man kender dem bedst; med fuld knald på ”the Death Angel way”, hvor især ”Hatred United, United Hate” samt ”Let the Pieces Fall” som lukker ballet sparker røv, men overordnet set er det hele simpelthen bare røvfedt.

The Evil Divide” er helt igennem et fantastisk album uden et eneste dårligt nummer, og man sidder nærmest med en fornemmelse af, at være helt forpustet når man har lyttet skiven til ende. Hvorvidt den er bedre eller dårligere end den forrygende forgænger ”The Dream Calls For Blood” vil jeg lade være op til den enkelte lytter. ”The Evil Divide” er et album som er et godt bud på årets Thrash Metal album, jeg vil ihvertfald godt se den her energibombe overgået! Death Angel har aldrig været bedre end de er lige nu!

Tracklist:
1. The Moth 4:38
2. Cause for Alarm 3:22
3. Lost 4:57
4. Father of Lies 5:05
5. Hell to Pay 3:12
6. It Can't Be This 4:16
7. Hatred United , United Hate 5:17
8. Breakaway 4:01
9. The Electric Cell 4:38
10. Let the Pieces Fall 5:47
Samlet spilletid: 45:17

 

Læs mere...

Redaktionens Top 10 - 2013

Endnu et år er gået og tusindvis af nye udgivelser er at finde hos din pladepusher.

Revolution Music består af en redaktion med vidt forskellige baggrunde og meget bred musik smag, hvilket er soleklart nå du nedenfor går igennem redaktionsmedlemmernes mange lister.

Men der er dog en række genganger og derfor må vi også konkludere at udgivelser som Artillery’s ”Legions”, Black Sabbath’s ”13”, Death Angel’s ”The Dream Calls For Blood”, Orchid’s ”The Mouths Of Madness” og Helhorse’s ”Oh Death” er blandt årets absolut bedste, og årets absolutte sværvægter må være, Satyricon’s selvbetitlede album.

Læs mere...

Nyt Death Angel album ude nu, stream albummet

  • Udgivet i Nyheder

Bay Area thrasherne i Death Angel udgav i går, fredag den 11. oktober, gruppens syvende album ”The Dream Calls For Blood”. I samme omgang har bandet gjort det muligt at streame hele albummet, det kan du bl.a. høre via band hjemmesiden her.

Opfølgeren til ”Relentless Retribution” fra 2010 er indspillet i AudioHammer Studios med produceren Jason Suecof, som er kendt for sit arbejde med bl.a. Trivium, The Black Dahlia Murder, Devildriver og Whitechapel. Artworket er endnu engang lavet af Brent Elliot, som også lavede artworket til ”Relentless Retribution”.

Foruden imponerende pressemodtagelse, har også Metallica’s Kirk Hammett udtalt sig om det nye album:

“DEATH ANGEL have gone big yet again and delivered an album that is so incredibly fast, brutal and blister burning heavy – it’s a classic earspank for sure! Every song is a slice of heavy metal heaven and I’m very impressed – it’s the best album I’ve heard in 2013!”

Læs mere...

Death Angel - The Dream Calls For Blood

Amerikanske Death Angels comeback i 2004 med den sublime skive "The Art Of Dying", var ét af årets absolut største musikalske højdepunkter... for mig, i alt fald. Siden da har bandet - til trods for interne stridigheder - fortsat ufortrødent, og er nu aktuel med dets tredje album, "The Dream Calls For Blood", siden den førnævnte "The Art Of Dying", og dets syvende album totalt set.

Jeg har altid været af den opfattelse, at Death Angel - sammen med Forbidden og Heathen - havde mere at byde på, end de øvrige thrash metal-bands igennem tiderne - inden- og udenfor Bay Area. Bandets sans for harmonier og variation mellem alt det aggressive og hidsige har resulteret i et imponerende bagkatalog, som - hvis den pinlige The Organization-skive på retfærdig vis tages ud af kontekst - bevidner et imponerende højt niveau fra de helt, helt unge dage og frem til nu. Jeg er stadigvæk af den opfattelse.

"The Dream Calls For Blood" lyder præcis, som jeg havde forventet og håbet på albummet ville lyde, og alligevel overrasker det mig. Overrasker er måske et forkert valg af ord, for Death Angel hiver ingen umiddelbare nye tricks op ad hatten. Overraskelsen består nu nok mere i, at bandet stadigvæk formår at få mig op at køre ved blot at blive ved. Death Angel er - og vil altid være - et thrash metal-band, men et forbandet eminent og kompetent et af slagsen.

Tempoet er skruet en anelse op på "The Dream Calls For Blood", men Death Angel formår at styre sikkert forbi de monotone faldgruber, og leverer atter en nuanceret og solid skive, som bare må og skal stå på hylden hos enhver musikelsker med hang til (Bay Area) thrash metal.

Tracklist:

1. Left For Dead

2. Son Of The Morning

3. Fallen

4. The Dream Calls For Blood

5. Succubus

6. Execution / Don't Save Me

7. Caster Of Shame

8. Detonate

9. Empty

10. Territorial Instinct / Bloodlust

Samlet spilletid: 47:42

Læs mere...

Death Angel offentliggør detaljer for nyt album

Bay Area thrash bandet Death Angel kan nu løfte sløret for detaljerne for deres nye album. Bandets syvende album udkommer den 11. oktober igennem Nuclear Blast Records og har fået titlen ”The Dream Calls For Blood”.

Opfølgeren til ”Relentless Retribution” fra 2010 er indspillet i Audiohammer Studios med produceren Jason Suecof, som bl.a. er kendt for sit arbejde med Trivium, Devildriver, The Black Dahlia Murder, All That Remains m.fl.

Artworket, som kan ses nedenfor, er endnu engang lavet af Brent Elliot White, som også har stået bag artworket for Death Angel’s forrige album ”Relentless Retribution” og har desuden lavet artwork for bands så som Job For A Cowboy, Carnifex og Whitechapel.

White har udtalt følgende om samarbejdet:
"Rob [Cavestany, DEATH ANGEL guitarist] contacted me early on about doing this cover. He wanted a continuation of the work we did on 'Relentless Retribution'. Kind of a complimentary piece that featured the wolf in sheep's clothing again, only this time in some sort of frozen environment. "
I love it. I guess he's come to be known as 'Wolfie.' Perfect!
"As the concepts for the album grew, so did the details and various elements for the album cover. For example, it started as a single lone wolf, though Rob thought it important to add his pack. I guess they're somewhat symbolic of the band. The wolves look like they've come a long way. I can relate.
"I don't want to try to dictate the meaning of the cover art. Suffice to say the main elements depicted in the piece are representational of the core thoughts and themes Rob poured into the album. Solar eclipse, lunar mirage, lighting from the coming storm, the killing field , blood, death, decay...those things.
"Though, at times, this one was a struggle, the album title actually pushed it to where it needed to be. I love the title, a perfect representation of the lyrics and DEATH ANGEL in general."

Suecof har givet følgende kommentar om hans samarbejde med bandet:
"Once again, my metal brothers have put out an album that truly captures their live energy and originality as a band. DEATH ANGEL has not only maintained their classic thrash element, but they've taken every aspect of what they can do as musicians to the next level — writing, playing and maintaining an intense vibe throughout all the tracks! I believe this is an album that will stand the test of time — not just for DEATH ANGEL fans, but for fans of all genres of metal. Enjoy!"

Guitarist Cavestany har udtalt følgende om det nye album:
"'The Dream Calls For Blood' is the wicked stepsister to our last album, 'Relentless Retribution' — but even more cruel and sinister than her! It's the first time we connected two records — created and produced by the same team in the same studio as 'Relentless Retribution', yet this release is more furious... probably because so much of it was written on the road.

"Brent did an amazing job with the cover art, again capturing the natural brutality of the hunted becoming the hunter... as territorial instinct turns into bloodlust! Down to the last detail, his art depicts a visual that matches our music and lyrics — making a complete package that we are so proud of! "Can't wait for you all to hear, see and feel it. Now we prepare to bring it live!"

Læs mere...

Nyt Death Angel album mikset og udkommer til oktober

Bay Area thrasherne Death Angel har nu færdig mikset deres kommende album og opfølger til ”Relentless Retribution” fra 2010. Albummet forventes at ramme butikkerne til oktober igennem Nuclear Blast Records.

Bandets syvende studie album er indspillet i Audio Hammer Studios i Florida, hvor guitarist Rob Cavestany og producer Jason Suecof (Trivium, Devildriver, The Black Dahlia Murder, Whitechapel) står for produktionen. Artworket bliver lavet af Brent Elliot White (Job For A Cowboy, Whitechapel, Carnifex), som også stod bag artworket til ”Relentless Retribution”.

 

Rob Cavestany har tidligere udtalt følgende om det nye album:

"'Relentless' turned out the way we wanted, so we we're taking it to the next level with the same team… We had a blast doing the last record [at AudioHammer] and now we know each other better and how well we work together.

"It was our idea all along to go directly into the studio following the end of [DEATH ANGEL's most recent] tour, without taking time off.

"We always take a break after an album's touring cycle ends. You basically have to after spending so much time on the road, traveling and performing constantly. But not this time! This tour [was] the longest one we've ever done and that live energy is in our new songs! The glory and the heartache, it's all there.

"That said, this is some of the heaviest, fastest, most powerful material we've ever created! There's something really dark in it too... music is and always will be our outlet to vent and release the built up pressure that life deals. In the world today, we need it more than ever!!!"

 

Studio Blog

"River of Rapture" fra "Relentless Retribution"

Læs mere...

Death Angel udgiver nyt album til oktober

Bay Area thrash veteranerne Death Angel arbejder for tiden på bandets syvende album og opfølgeren til ”Relentless Retribution” fra 2010, bandet har netop færdig indspillet lead vokalen.

Albummet bliver indspillet i AudioHamer Studios og bliver produceret af gruppens guitarist Rob Cavestany samt produceren Jason Suecof, som er kendt for sit arbejde med bl.a. Trivium, Devildriver, The Black Dahlia Murder, August Burns Red og mange andre.

Artworket, som endnu ikke er offentliggjort, bliver lavet af Brent Elliot White (Job For A Cowboy, Carnifex, Whitechapel), som også lavede artworket til “Relentless Retribution”.

Albummet forventes i butikkerne til oktober igennem Nuclear Blast Records.

 

Rob Cavestany har tidligere sagt følgende om det nye album:

"'Relentless' turned out the way we wanted, so we we're taking it to the next level with the same team… We had a blast doing the last record [at AudioHammer] and now we know each other better and how well we work together.

"It was our idea all along to go directly into the studio following the end of [DEATH ANGEL's most recent] tour, without taking time off.

"We always take a break after an album's touring cycle ends. You basically have to after spending so much time on the road, traveling and performing constantly. But not this time! This tour [was] the longest one we've ever done and that live energy is in our new songs! The glory and the heartache, it's all there.

"That said, this is some of the heaviest, fastest, most powerful material we've ever created! There's something really dark in it too... music is and always will be our outlet to vent and release the built up pressure that life deals. In the world today, we need it more than ever!!!"

Læs mere...

Thrashfest: Kreator, Exodus, Death Angel, Suicidal Angels

Suicidal Angels:
Et godt råd: hvis man har tænkt sig at bidrage med noget CO2 til atmosfæren, så skal man nok indstille sig på, at det er umuligt at finde en parkeringsplads, der ikke er indenfor en relativ fornuftig afstand af spillestedet. Så tag nogle forholdsregler og kør i god tid. Dette problem førte til, at jeg gik glip af det første sang, men jeg ankom, og det første jeg bemærkede var det flotte fremmøde på en hverdag, hvor det ellers plejer at være begrænset, hvor mange der møder op. Der var da også lagt op til at uforglemmelig aften, hvilket blev bekræftet allerede af de græske aspiranter, der i deres sceneshow forholdt sig meget stationært. Men de formåede stadig at skabe en ubeskrivelig stemning, som stort set alle blev opslugt af; der blev i hvert tilfald danset, og næverne svævede i luften til hver opfordring. Generelt for det hele var, at der ikke var en finger at sætte på lyden.
Karakter: 4

Death Angel:
Den næste gasflamme, der opvarmede massen, var et ældre amerikansk band: Death Angel, som havde noget af en sløv start, med de skulle nok bare lige have mælkesyren ud af systemet. Men da bylden bristede, var der ingen vej tilbage - man kunne mærke, at bandet gav det mere gas i takt med, at entusiasmen steg hos publikummet, så man kom ind i denne her cirkel, som kørte i ring igennem hele koncerten. Selvfølgelig var der også en vis attitude, som var tilstedet hos bandet. Den fyldte lige lovligt meget, for hvem har ikke tid til at samle en mikrofon op i et 20 sekunds langt mellemstykke? En anden ting er også de stereotype poses, som frontmanden konstant begav sig ud i.
Bandet var stolt af, at præsentere deres nye materiale, som hver eneste medlem på scenen havde bidraget til, der iblandet var der ”Truce”, som også fornyelig er blevet aktuel på musikvideo.
Karakter: 3

Exodus:
Det blev så til endnu en invasion af patriotiske amerikanere, der ved første øjekast havde den største forsamling, selvom de ikke var hovednavnet. Og folk var også mere stemte, hvilket kunne ses ved, at der var flere, som deltog i de opfordringer, der blev spyttet ud fra scenen. Det har da selvfølgelig også noget med aldersforskellen at gøre.
Men deres gigantiske frontmand fik slidt af del brusk pga. nogle bevægelser, der kunne gøre selv en bubblehead figur svimmel. Der er nok at sige, at han er noget af en entertainer, som i løbet af showet fik vist sine musikalske evner, da han delvist overtog guitaren, så der lige blev en lille pause til guitaristen. En anden evne han viste, var hans slagkraft, som en fan kom til at føle, efter at have lagt armen på skulderen på Rob. Der var også nogle andre ting, man jeg gider ikke rigtig at gå i detaljer, de er irrelevante her, for det er noget, der aldrig burde være sket. Men han fik smagt en god næve. Efter hændelsen var der et halvt minut, hvor folk var i chok, og Rob var stadigvæk ophidset, men en af de andre medlemmer i bandet kunne berolige ham, så da der var kommet ro på igen, blev der igen festet igennem, som om intet var sket.
karakter: 5

Kreator:
Det tog et stykke tid, nærmere omkring 45 minutter, før man kunne får lov til at opleve hovednavnet, for der skulle lige stilles an til dem, for de havde medbragt en hel stue med tapet, fjernsyn og ect. Hvad i helvede var pointen med det? Især når man ikke kan finde fjernbetjening, hvilket betød, at man måtte kigge op i loftet, for at kunne følge med. Det var til stor irritation hos den ene lydtekniker, som brød ud i gråd og frustration, og benyttede store ord, nemlig f-ordet. Men noget de scorede højt på var åbningen, som blev givet af den afdøde Johnny Cash med ”a man comes around”. Hvad de nøjagtigt ville sige med det nummer, har jeg ikke lige sat mig i ind, men jeg kan også sagtens nøjes med at nyde nummeret.
Der var skruet op for lyden, hvilket var på et fornuftigt niveau, lige tilpas.
Men bandet kunne ikke rigtig få alle med, måske pga, at det var lidt sent på aften.
Deres ekstra nummer: ”Flag of hate” faldt vist i alles smag, for det var der, man lige fandt de sidste kræfter frem.
karakter: 3
 

Læs mere...

Thrashfest: Kreator, Exodus, Death Angel, Suicidal Angels

Det var pisse koldt for at sige det mildt denne december aften, da vi trak i vintertøjet for at begive os udenfor til intet mindre end en sensation. Det var nemlig i aften at tre af de allerstørste thrash bands, sammen med de pur unge talenter Suicidal Angels, skulle spille i, hvad der viste sig at være et tæt pakket Amager Bio.
Suicidal Angels
Med vold skal man land bygge kunne være en meget god opsummering af Suicidal Angels. Deres inferno af brutal thrash, nærmest blottet for melodi rammer hårdere end de fleste præmievindende boksere kan slå. Suicidal Angels er et forholdsvis ungt band, i denne kontekst i hvert fald, med blot 3 album på bagen, og det var med det nye ”Dead Again” at de indtog scenen i Amager Bio. De gav et ubamhjertigt thrash angreb. Fra starten fyrede de op under kedlerne og serverede en overflod af død og ødelæggelse, med numre som ”Violent Abuse”, ”Final Dawn” og den svært klingende ”Apokathilosis” ødelagde de enhver frygt for en sløv aften med gamle mænd der ikke kunne komme op i gear. På den negative side kan man sige at Suicidal Angels meget hurtigt kommer til at lyde som en plade der er gået i hak, det er de samme tromme rytmer, de samme sang strukturer og de samme riffs om og om og om igen. De lyder til forveksling som Slayer og spiller som et ungt Slayer ville have gjort det. Kort kontant og kompromisløst. Det virker dog for mig som om at bandet godt kunne trænge til et kursus i det at være på en scene, da de slet ikke formår at bruge den, men bare bliver stående på hver deres plads. Heldigvis skulle det næste band vise hvordan det skulle gøres.
4


Death Angel
Efter en kort pause slukkedes lyset endnu en gang og det var nu Death Angels tur til at vise, at trods man er oppe i årene så lever den vilde energi i bedste velgående. Og det skulle da heller ikke blive en kedelig koncert, tværtimod, for Death Angel er et live band i højeste klasse. De går på scenen med en uforlignelig energi og spilleglæden stråler ud af dem, de er ikke så optagede af at se onde og farlige ud, men derimod giver de den fuld gas hele vejen igennem og det var noget det vilde publikum satte pris på. Death Angel tvang os ind og ud af gamle travere og nye hits der alle lød tyve gange bedre live end på pladen, og Death Angel´s helt særlige styrke ligger da også i deres live show, for frontmand Mark Osogueda er en energibombe, der ikke viser et eneste tegn på at alderen trykker bare den mindste smule. Han løber rundt over scenen, giver den i ”metal poses” og så er han stadig den vilde skriger. Bandet kørte en hel del af deres ekstensive bagkatalog igennem, før de gav et par af de nye numre for derefter at dykke hovedkulds tilbage til ”Ultra Violence” som må siges at være bandets absolut bedste album nogensinde. Der var dog enkelte problemer med at holde energi niveauet ved lige, de startede stærkt med at være her der og alle vegne, til at blive lidt sløve og ikke bevæge sig så meget, til at finde niveauet og køre koncerten sikkert og godt igennem, et uovervindeligt band der fortjener al den ros de kan få!
5


Exodus
Exodus er en af den slags band, der efterhånden har opnået legende status. Fra begyndelse i San Fransisco´s Bay Area til Amager Bio kom de og de var her, som Rob Dukes selv sagde, ”To teach you a lesson in violence” og det holder. Exodus har været et af mine favorit bands i meget lang tid. Jeg elsker deres musik og rå udtryk samtidig med at de formår at holde sig melodiske og kontante, der er ikke to sange der lyder ens. Så det var naturligvis en meget spændt anmelder der stod i den nu godt opvarmede Amager Bio og ventede på at heltene skulle gå på scenen og forhåbentligt give mig en uforglemmelig oplevelse. Jeg vil sige at jeg ikke blev skuffet. Exodus spiller kontant thrash metal med en flair for det brutale, men samtidig melodiøse. De straffede Amager Bio med klassikere som ”Bonded By Blood”, ”A Lesson In Violence” og klassikeren over dem alle ”The Toxic Waltz”. Mens der også var plads til moderne klassikere fra Dukes Eraen som f.eks ”Beyond The Pale” og ”Children Of A Worthless God”. Personligt var jeg meget glad for at bandet spillede ”War Is My Shepherd” og der blev skrålet med i bedste stivemands version på samtlige sange. Setlisten var rigtigt godt balanceret imellem nyt og gammelt så der var noget for enhver smag. Der blev moshet til den helt store guldmedalje og publikum var så meget ovenpå og med, at det lykkedes galningen Rob Dukes at skabe en Wall Of Death.
Desværre var der lagt en dæmper på en af aftenens hovedpersoner, Gary Holt, riff kongen over dem alle, var kommet til skade og havde trykket et ribben så han var ikke så meget med, ikke at han normalt laver meget andet end at headbange lidt og bevæge sig, men man kunne tydeligt se at det var en Holt der kun spillede fordi han ikke ville skuffe sine fans. Udover det var det et velspillende band der indtog scenen. Dog var aftenen ikke en energi udladning over alle grænser, ja de var der, ja de gav den gas, men aftenen manglede bare lige det ekstra spark der ville gøre det til en i sandhed magisk aften. Veteranerne kom så og sejrede og Amager Bio blev efterladt til tonerne af ”Good Riddance” og man kunne nu blive overladt til tankerne om hvorvidt at Kreator ville være istand til at opfølge to så suverænt spillende band.
5


Kreator
Heldigvis skulle vi ikke vente længe før hovednavnet for aftenen gik på, men først skulle vi da lige have noget Johnny Cash ja det skulle vi da. Man havde valgt at blaste ”When The Man Comes Around” udover PA´en og det gav aftenen et sært twist af at noget faretruende var på vej. På en måde virkede Johnny Cash sandfærdige stemme som en slags advarsel om, at nu skulle vi rives rundt af 4 gamle tyskere, noget man normalt ville forbinde med noget utroligt ubehageligt mens det i thrash sammenhæng lyder som himmel på jord.
Kreator gik som altid på arbejde til lyden af ”The Patriarch” som naturligvis kun kan føre ind i ”Violent Revolution”. Mille Petrozza var klar på at give den gas fra start af og indtog den klassiske thrash position (lidt ned i knæ og hovedet tilbage, ren Lemmy) og blev i denne et godt stykke tid. Kreator rev publikum rundt i klassikere som ”Coma Of Souls” ”Endless Pain” og ”People Of The Lie” mens der også var plads til moderne klassikere som ”Enemy Of God” og ”Voices Of The Dead”. Det var nu midlertidig også her problemerne begyndte at melde sig. Kreator var i forvejen ikke særlig meget værd. De stod ret stille og der var ikke rigtig mine til headbanging. Mille kan sit lort, mens den anden guitarist Sami slet ikke var til at arbejde med. Om det er fordi de skal koncentrere sig utroligt meget om de komplekse melodier vides ikke, men i hvert fald glippede det ret mange gange at spille sangene ordentligt. Blandt andet kunne Sami overhovedet ikke spille introen til ”Hordes Of Chaos” og flere gange stod den på små slips og dumme ”detours”. Netop disse ”detours” bandet tog var nærmest pinlige at overvære. Midt i ”Betrayer” skulle der pludselig være en jam der bestod af tre powerchords og en pinligt dårlig skala som fuldstændigt ødelagde nummeret.

Men nu skal i ikke tro at det bare var en fontæne af uoplagthed, for når der blev spillet klassikere var der ikke et øje tørt, ganske vist var publikum ikke så meget med som da Exodus spillede, men de forsøgte deres bedste på utallige opfordringer fra Mille. Efter en god times tid stemte han i med et ”Time to answer the question youve all been thinking about all night” og med vanlig aggressivt toneleje istemte han ”Are you ready to kill each other” hvorefter vi gik direkte over i klassikeren ”Pleasure To Kill”. Dernæst blev flaget taget frem og så vidste vi alle sammen hvad klokken var slået, bandet slog over i ”Flag of Hate” og man nåede ikke at sige hverken bu eller bæ førend koncerten sluttede til tonerne af ”Tormentor”. Alt i alt en okay oplevelse der måske sætter spørgsmålstegn ved om Kreator stadig formår at holde sig på toppen af poppen 25 år endnu, et noget træt band der dog trods alt leverede et udmærket show med plads til både newcomers og old schoolers. Mille Petrozza satte endda punktum for dem, der må mene at Kreator er ved at være en gammel nyhed. ”I dont give a fuck how old Kreator is” postulerede han, men mon ikke hr. Petrozza burde indse, at der skal mere brænde på bålet næste gang hvis ikke Kreator skal gå helt ud. Så det er med blødende hjerte at jeg må give Kreator en noget nedslående karakter. De var der, men så var de der ikke helt alligevel. Godt forsøgt men det kunne være så meget bedre.
3

Alt i alt en fed aften i thrashens tegn. Fra bay area til Grækenland til Tyskland var vi på tur og vi fik lært at man sagtens kan drikke sig i hegnet og lytte til tråd selvom det er en mandag. Det var dog lettere skuffende at se titanerne i Kreator falde sammen trods de viste at de sagtens kunne give den hele armen hvis de ville. En stor klapsalve til alle fire bands der beviste at thrashen er genopstået fra de døde og jeg ville da lyve hvis jeg sagde at jeg ikke håbede på flere lignende tours i den nære fremtid. Også en stor hånd til Amager Bio for at have så fantastisk lyd som de havde, noget der er utroligt svært i noget så kaotisk som en thrash koncert. Og sidst men ikke mindst en kæmpe hånd til et særdeles veloplagt publikum der gav den gas på dansegulvet og til fulde svarede når der blev skreget ”DO THE TOXIC WALTZ”!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed