fbpx

Dawn of Demise - Rejoice in Vengeance

Så er den danske metalscenes tungeste (korporligt og musikalsk) drenge tilbage. 3. fuldlængde, men deres første album på mægtige Unique Leader Records.
Siden debuten har DoD været garant for tonstung og groovy death metal. Iblandet lidt fart, samples (for det skal man jo!), grumme growls og svulstig bas har drengene fra Silkeborg været blandt de tre mest spændende bands fra DK de seneste par år. Dog må man sige, at forgængeren, ”A Force Unstoppable” ikke helt var på niveau – Den var simpelthen ikke spændende nok, og selvom 3-4 af numrene var glimrende, gik den hurtigt i glemmebogen.
I forhold til sidste gang, er trommeslageren blevet skiftet; Kim Jensen er gået ud og i stedet er Simon Blaabjerg kommet med. Hvad hans indflydelse på skiven skulle blive var meget interessant at finde ud af.
Dawn of Demise starter ud som vi kender dem: Stilsikkert, godt produceret og med en god blanding af fart og groovyness. De parametre der altid har kendetegnet bandet, og som på dette album er blevet udviklet til… hvis ikke perfektion, så nummeret før perfektion, for det bliver i mine ører aldrig kedeligt på ”Rejoice in Vengeance”. Numrene virker gennemarbejdede, og detaljerne er der kælet for. I starten var jeg faktisk lidt skuffet over spilletiden, der blev en anelse for lang i mine ører, men jeg må indrømme at pladen har ædt sig ind på mig, og især de to sidste numre er blandt de fedeste tracks. Lidt fedt er det også, at man har fået selveste Frank Rini fra Internal Bleeding, med på nummeret, der lukker ballet, ”The Immaculate Slaughter”.
Som umiddelbart udgangspunkt, er der ingen dårlige sange på albummet. Der er sange der ikke er helt oppe og ringe som nogle af de andre, men de sange er stadigvæk langt bedre, end hvad andre danske death metal-bands kan præstere på deres bedste dage, og jeg er en smule henrykt over, at drengene har lagt ”stilen” fra forgængeren fra sig. Om den nye trommeslager har andel i det, ved jeg ikke, men faktum er, at sangene er langt mere spændende og vitale. Den tidligere trommeslager var uden tvivl en rigtig fed og solid tøndebasker, der bestemt vidste hvad stikkerne skulle bruges til… Den nye trommis er bare lige en kende mere anderledes til den fede side. Mere organisk i sit spil, og med et lidt større overskud til at fyre lidt lækkerier af. Han spiller også mærkbart hurtigere, hvilket jo igen bidrager til lidt forandring i bandet. Det er bestemt ikke kun ham, der gør denne skive til en af de, indtil videre, fedeste i år, men han er stærkt medvirkende til, at Dawn of Demises udtryk har ændret sig en smule, uden at gå uden for de vante rammer, som bandet altid har praktiseret. Og det er jo i virkeligheden lige netop DET, der gør at ”Rejoice in Vengeance” nok skal klare skærene og sælge godt – At det er Dawn of Demise der gør det de er bedst til… Nemlig at servere en god døds-cocktail uden plads til svinkeærinder.
Hvis de andre skiver fra Dawn of Demise har henrykket dit metal-hjerte, vil denne skive det også, men det kan ske, at den kræver lidt mere tid end de andre… Det kan også bare være mig, der er blevet gammel. Faktum er dog, at du bør købe, hvis kvalitetsbevidst og veludført death metal er din livret.

Tracklist:
01: We Drink to Your Demise
02: Rejoice in Vengeance
03: Killing Spree
04: This Affliction
05: The Epitome of Brutality
06: He Rises Again
07: Exsanguination
08: Indulge in Perversity
09: Ungodly
10: The Blood Stays on the Blade
11: Choke
12: The Immaculate Slaughter

Total Spilletid: 41:42 Minutter


 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed