fbpx

Dawn of Demise, The Burning, Hatred Conspiracy

Egentlig var det meningen, at denne anmeldelse skulle være fyldt med en masse personlig galde. Udelukkende pga. en folk snottede og forkvaklede teenagere her fra det mørke Nordjylland, som syntes det var passende at stå og HEILE til Adolf Hitler (hva’ fuck sker der med folk) under Dawn Of Demises ellers super tighte gig.

MEN… ovenstående bliver det sidste personlige galde fra min side i denne omgang. For med eller uden nazi teens, var dette en rigtig fed aften i min gamle hjemby, i metallens tegn, sammen med 3 tændte bands.

Hatred Conpriracy
De spase drenge i Hatred Conspiracy (HC), var faktisk det band jeg havde set allermest frem til at se denne aften. Ikke mindst fordi jeg har kendt alle medlemmerne personligt i en del år efterhånden, og selv har spillet musik med størstedelen af dem. Men også fordi jeg har fulgt dem siden dengang de lige var startet ud og lød som det obligatoriske klageskrig, der kommer, når der er en som slår en brandskid i en tætpakket bil. Sorry drenge…..

Men hvor er der sket meget siden dengang… Kun 2 originale medlemmer tilbage, hvilket i første omgang får mig til at tænke ”giv nu op”. Men nej, det er kun blevet bedre for de drenge. Helt klart hatten af for de nye medlemmer og de 2 originale. Nå ja… stilen er også blevet lagt om til metalcore.

Desværre var deres live performance denne aften knapt så tight som det kunne have været, hvilket tydeligvis var på grund af nervøsitet over hele linien. Dette er synd og skam, da det tog ca. 4 numre for at få dem til at falde lidt til ro og nyde showet og det at være på scenen. Tore, HC´s front mand og skriger, har et særdeles gustent, brutalt, fedt growl, og masser af personlighed så snart bandet spiller og gi’r den gas. Men noget af det allervigtigste under et live gig er 100% at have kontakt med publikum, og dette var desværre overhovedet ikke til at spore hos Tore denne aften. Hans lange hår hang ned foran øjnene HELE showet igennem, som om han var til audition til som den nye ”The Ring” pige. Det er pisse ærgeligt for det ødelægger en stor del af oplevelsen for mig, at man ikke kan se frontmanden ordentligt. Bliv klippet, knægt. Men stadigvæk folkens, check dem ud ved nærmeste lejlighed.
Musisk karakter 5/6, Performance 2/6 Samlet: 3½/6

The Burning
Jeg vil gøre denne del lidt kort, for ellers bliver jeg aldrig færdig - for The Burning er i mine øjne noget af det ultimativt fedeste Danmark ever har brygget inden for metalverdenen. Jeg har set rigtig mange live shows med dem, og ikke én gang har de skuffet, og det gjorde de absolut heller ikke i denne gang. Deres tonstunge fremgang til musikken og Johnnys metalface er simpelthen perfekte opskrift til en fed moshpit. Og med fødte classics som Weakling og The Gospel på setlisten kan det bare ikke gå helt galt. Det eneste der holder dem fra toppen denne aften var at de så mega smadrede og udslidte ud under koncerten. Men udover dette gav de tonser fedt show.
Karakter 5/6

Dawn Of Demise
Så var tid til aftenens hovednavn, nemlig Silkeborg-drengene i Dawn Of Demise. Dawn Of Demise spiller jo noget ”forfærdelig dejlig døjs metal”, som de selv vil sige det. Og inden for dansk dødsmetal syntes jeg simpelthen ikke det bliver meget mere feee. Deres musik var så tung og tight denne aften, at publikummerne kom op på scenen med blod fossende ud af næsen, som resultatet af at headbange. Så er ondskabs-skalaen i top. MUHAHAHA….

Numre som ”Degrading The Worthless”, ”Beyond Murder” og titel-tracket ”Hate Takes Its Form”, har givet mig adskillige nakkekramper siden udgivelsen af skiven Hate Takes Its Form. Og denne aften var bestemt ingen undtagelse. Selvom lyden desværre ikke var helt i top, spillede de deres shit så tight, at jeg bare får lyst til at tude. En anden bemærkelsesværdig ting var, at Toby fra The Burning kom op som vikar for Jacob Bredahl´s vokal under ”Hate Takes Its Form”…. Nice surprise, og nice skrig Toby.

Den største kritik er nok: Scott…. For fanden, hvor er din humor plat. De enkelte gange, hvor jeg tog mig selv i at trække på smilebåndet, blev jeg helt flov over mig selv.
Karakter 4/6

Læs mere...

The Burning, Dawn of Demise, Avarice

Da Danmarks 2 tungeste bands (Både musikalsk, men især også korporligt) teamede op på en DK turne, var der nok mange metalhoveder, der klappede i hænderne. Nu var turen så kommet til ”hjemmebanen” i Århus, og her havde de lokale knægte fra Avarice fået tjansen som opvarmere. Det var spændende at se hvor mange mennesker 2(næsten 3) lokale bands kunne trække.

Avarice var vel knap født, da Scott Jensen startede med at udgive plader. Men det faktum holder dem ikke fra at spille deathmetal som i de gode gamle dage. Udtrykket er ret ensidigt, og Avarice’s største aktiv er i den klejne forsanger Anders, der virkelig har et gustent growl. Det er mere så som så med musikken. Efter en noget famlende og usikker start, især fra trommeslageren, så fik de mere styr på sagerne. Efter noget tid synes jeg dog, at numrene mindede en del om hinanden, og i forhold til koncerten i Ålborg synes jeg ikke, at Avarice var særligt overbevisende. Faktisk lidt skuffende, synes jeg de var.
Avarice er ikke super tight, eller velspillende. De er charmerende, og en god lille starter til en koncert aften. Selvstændigt byder de ikke på det helt store, og når ”chokket” over den bette knægt med det grumme brøl har lagt sig, så er der sgu ærligt talt ikke så meget at komme efter. De gjorde dog hvad de kunne, og hvis timerne i øveren bliver længere end timerne ved computeren, så skal det nok give afkast.
Revolution Music

Dawn of Demise er vel efterhånden blevet et af danskernes favorit livebands. Prisen, de vandt ved DmeA som årets live band, var ganske fortjent, og med en frontmand som Scott Jensen, er der ingen grænser for, hvad der kan ske til en DoD koncert.
Ligesom i Ålborg, gik de på til ”Rocksteady Crew”, og herefter blev vi præsenteret for næsten alle sangene fra deres debutskive, ”Hate Takes Its Form”. Numrene blev leveret med vanlig præcision og gejst. Den nye guitarist Alexander gjorde det rigtig godt, og Scott øste ud af sine visdomme, ganske som han plejer… Faktisk var alt næsten ganske som det plejer, og måske var det derfor jeg stod og var en anelse skuffet. Bevares, de spillede fedt, og gav den rigtig godt med gas, men i forhold til alle de andre gange jeg har set dem, manglede der bare noget. De spillede ikke forkert eller sløjt, men virkede måske mere til, at det var som en aften i øveren eller noget… Igen, må jeg lige understrege, at det slet ikke var dårligt! Det var bare ikke specielt eller ekstraordinært. Jeg fik hørt min personlige favorit (”Malice – Kill to Conform”) live for første gang, og resten af sangene holder jo 110 % live; måden de blev leveret på var ligeledes upåklagelig. Det kan være, at mine store forventninger til dem sjofler Dawn-drengene lidt, men faktum af dette er, at deres bundniveau er utrolig højt.
Underholdning manglede der bestemt ikke, og aftenens største pit var da også at finde under DoD’s set. I forhold til tidligere shows, var der nok den ”mindst gode” gang jeg har set dem, men de giver sgu stadig baghjul til størstedelen af andre danske acts.
Revolution Music

The Burning er vel ret beset, DK’s tungeste band, musikalsk. Deres lyd indbyder simpelthen til en ordentlig omgang ”banging” med hele overkroppen, og det er musik, der er let at forholde sig til. Det er jo ikke det vilde tekniske hegn vi er ude i… 1,2,3,4 og så afsted. The Burning prøver så sandelig heller ikke at gøre deres musik til mere end det er, og det skal de sgu have ros for! Deres show til Royale Metal Festival var en virkelig solid omgang hegn, og derfor var mine forventninger til denne aften sat i vejret.
Ud af højtalerne lød ”Hjem til Århus”, med På Slaget 12, og der var ingen tvivl om, at The Burning havde glædet sig til netop denne koncert. De var, grundet geografien, valgt til at lukke aftenen og det var måske en fejl. For gæsterne var enten ikke interesseret i at se dem, eller også havde Dawn of Demise kørt dem trætte. Faktum er, at Johnny Haven flere gange måtte bede om assistance fra publikum og om at folk skulle rykke tættere på. Det var sgu lidt ærgerligt, at folk ikke rigtig var på… Jeg stod og blev lidt irriteret over folk ikke kunne tilbagebetale den glæde The Burning havde over at skulle spille i ”baghaven”. Men de virkede ikke til at lade sig mærke af det, og fyrede den rigtig godt af. Toby væltede et stativ, og hans trommer får vel flere tæsk end forretningsmanden der skal ydmyges nede i ”Madam Elixabeth’s Cellar of Pain”. Johnny (Taz) var over det hele på scenen, og manden har satme, udover en rigtig fed vokal, karisma. Thue bangede helt vildt…(Se kommentar med overkroppen længere oppe), og Rasmus var måske lidt stillestående, men en epileptiker med et 200 hestes-anfald ville jo også virke stillestående ved siden af de to andre.
Som liveband er The Burning virkelig en hårdtslående omgang. Deres sejtrækker-riffs burde kunne få alle til at vippe med foden, eller boppe med hovedet. Denne aften svigtede folk dem bare, og det synes jeg er synd. I forhold til MRF-showet var der heller ikke så meget pondus, men igen: Numre som ”Weakling”, ”Underachievers Unite” og videotracket ”Snakes of Life” fungerer bare så fedt live, og jeg vil sgu seriøst håbe, at folk er mere med næste gang The Burning spiller op til dans!
Revolution Music

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2007

2007 udgaven af Aalborg Metal Festival var den sjette i rækken, og selvom Chimaira havde meldt afbud, var der nok spændende navne på plakaten til, at redaktionen måtte rykke talstærkt ind på Studenterhuset for at dække begivenheden.
Da vi lige skulle have overstået den del af fredagen, der giver penge (også kaldet arbejde), nåede vi desværre ikke frem i tide til at høre fredagens to første bands, Broadmoor og Ferocity.

Sonic Syndicate
Karakter: 4 / 6
Derfor var vores første band på festivalen Sonic Syndicate. Bandet kommer fra Sverige, og har eksisteret i sin nuværende form siden 2005. De 6 medlemmer ser da heller ikke ret gamle ud, men det forhindrede dem ikke i at give en meget professionel og gennemført koncert. Musikken er Metalcore tilsat lidt melodier. De brugte den sædvanlige vekslen mellem skrigende vokal og ren sang. Det fungerede fint, og i kombination med musikken gav det af og til helheden et stænk af nu-metal.
Musikken var lige til den pæne side efter min smag, men det var lige i øjet for resten i salen. For et kig rundt viste, at der var rigtig godt gang i publikum, specielt når man tager det tidlige tidspunkt i betragtning. Det skal Sonic Syndicate have ros for, for med et meget levende sceneshow og en virkelig god kontakt til salen, gav de os en god start på festivalen.

Nightrage
Karakter: 3½ / 6
Til det næste band på scenen bliver vi i Sverige, idet ¾ af bandet kommer herfra. Efter en båndet intro gik de på og leverede en voldsom gang Death Metal. Fra starten var lyden meget ujævn med dominerende trommer og guitarerne alt for langt tilbage. I løbet af sættet blev det lidt bedre, men aldrig rigtig godt.
Desværre kan man sige næsten det samme om musikken. Der manglede hverken tempo eller energi, men det var en kedelig samling numre, vi blev præsenteret for. Omkring midten af settet fandt Nightrage så pludselig et par fede numre med lækre double leadguitar frem, og jeg tænkte, at ”nu er de blevet varme”, men ak nej. De faldt tilbage til linien fra starten, og blev der settet ud.
At bandet samtidig havde svært ved at komme ud over scenekanten, fik vi en mulig forklaring på: der var tale om trommeslagerens 2. Koncert, mens både sangeren og bassisten stod på scenen for første gang med Nightrage. Samlet set var det ikke helt overbevisende, idet Nightrage kun i glimt viste spændende musik.

Caliban
Karakter: 3 / 6
Så kom turen til det tyske metalcore band “Caliban”, som var en del af den igangværende turne ”Eastpak Antidote Tour 2007”, som også bestod af aftens to andre navne Sonic Syndicate og Soilwork. Caliban’s nye album, ”The Awakening”, kom på gaden i maj måned. Koncerten startede med lidt knas i lyden, men det blev der hurtigt rettet op på. Deres sæt bestod hovedsagligt af sange fra deres nye album, men der kom også et par af de gamle.
De havde godt fat i publikummet og fik da presset hele to såkaldte ”Wall of Death” ind (altså hvor publikummet skulle dele sig i to, og derefter voldsmadre hinanden i en kæmpe moshpit). Selve bandets show var lidt halv-kedeligt, og deres musik virkede ikke så specielt original. Ud fra alle de gode kommentarer jeg har fået om dem, havde jeg hvert fald forventet mere af deres koncert.
Og til sidst, lignede bandet da et boyband i deres matchende ”uniformer”.

Dismember
Karakter: 4 / 6
Aftenens “semi-hovednavn”, svenske Dismember, har efterhånden været på banen i en menneskealder. Personligt havde jeg (Forinden deres formidable ”The God That Never Was” album) afskrevet de gæve blodtørstige svenskere, men selvsamme album viste et rutineret band, der igen havde fundet gnisten. Selvfølgelig var jeg spændt på at høre de gamle slagere, og se om den nye trommeslager kunne løfte arven fra den lidt stive, men ganske solide Fred Estby.
Bandet lagde ud med et par numre fra det seneste album, og havde en rimelig mawer lyd i starten, men der blev dog rettet op på dette. De blandede posen upåklageligt, og gamle numre som ”Pieces”, ”Skin Her Alive” og ”Override of the Overture” gik deres sejrsgang, og virkede til at tage større kegler end det nye materiale.
Bandets optræden var måske ikke så tight og sammenspillet, men de gjorde alligevel deres til, at vi sent glemmer Dismember.

Soilwork
Karakter: 5½ / 6
Ved midnats tid drog aftens hovednavn på scenen, og det var ikke mindre end et af Sveriges fedeste melodisk metal bands (efter min mening), Soilwork. Og da undertegnede har været stor tilhænger i længere tid og ikke mindst efter udgivelsen af det geniale nye album, ”Sworn to a Great Divide”, var der store forventninger, og det med god grund; gruppen fremførte et tight fem kvarters show, med stort set alt hvad man kunne ønske sig. Settet bestod af sange fra hele gruppens bagkatalog, helt tilbage til debuten ”Steelbath Suicide” fra ’98. Og selvom gruppen netop har udgivet det syvende album, var der kun at finde en eller to sange derfra, men i stedet blev der lagt mest vægt på ”Stabbing The Drama”, ”Figure Number Five” og ”A Predator's Portrait”.

Avarice
Karakter: 3 / 6
Avarice fra Århus havde fået tjansen som det første band lørdag. Og som om det ikke var hårdt nok at skulle skyde dagen igang, blev bandet også ramt af tekniske problemer, som udsatte starten, men det tog drengene i stiv arm. Drengene? Ja, bandets medlemmer hører bestemt til i den yngre kategori – det var lige før man følte sig hensat til en skolekoncert ved synet af dem.
Så meget større var overraskelsen over det musikalske niveau, da de begyndte at spille. For det var en udmærket omgang dødmetal, Avarice leverede. Ganske vist var der små skønhedspletter hist og her, men de kunne ikke ødelægge det gode indtryk, som bandet efterlod. Dem kommer vi til at høre mere til!

Spectral Mortuary
Karakter: 3½ / 6
Odense-drengene fra Spectral Mortuary gik på efter festivallens eneste boyband, og gik til stålet fra starten af. Deres lille halve time skulle udnyttes til fulde, og med Morten Siersbæk bag tønderne, blev de 4 andre pisket frem med en nærmest naturstridig speed og teknisk kunnen. Et nummer som ”Choked in (Anal) Soil”, og et nyt, der vist hed ”Manic Altar” blev leveret med top præcision, og selvom jeg fandt Spectral Mortuary’s debutskive rigtig fed, var det som om deres liveshow manglede et eller andet. De 4 i front stod egentlig ret stille, og det havde lidt en øv-effekt på mig, for det virkede til, at de ikke var interesserede i at stå på scenen. Når det er sagt, har Spectral Mortuary stadig en fed sound (Igen ødelagde lyden oplevelsen. Det blev dog bedre hen ad vejen), men de skal arbejde lidt på at sælge sig selv.

Thorium
Karakter: 4 / 6
Hvor oplevelsen af foregående band var en kende kedelig, var Thorium opsat på at få folk med. Med en særdeles oplagt Michael H. Andersen i front, leverede Thorium deres old-school dødsmetal med overskud og glimt i øjet. Bandet pløjede sig igennem flere gamle tracks, men jeg synes måske de bedste numre denne eftermiddag var de nye, som er på albummet ”Feral Creation” der udkommer næste år. Om det er fordi disse numre er mere velskrevne, eller om den nuværende konstellation af bandet måske mere føler det er deres numre end de ældre er, skal jeg ikke kunne sige, men det var klart at mærke forskel i leveringen, synes jeg. Nu har jeg jo også altid haft et blødt punkt for Thorium, og jeg må sige at de leverede det man kunne forvente. Hverken mere eller mindre, men det var klart, at det var det næste band på plakaten, folk ventede på….

Dawn of Demise
Karakter: 5½ / 6
Forventninger til Dawn of Demise var fra kampens start ret høje, da de altid er garant for en fuldfed indsats. Deres debutalbum, som vi stadig venter på, er endnu ikke kommet, men alligevel var det vel nok DOD der trak det 5. største publikum på festivallen, set over hele koncerten; Godt gået af et band uden et eneste fuldlængde album på gaden! Nå…. Lyset sænkede sig, og ud af højtalerne havde man vel forventet den sædvanlige ”uh-så-uhyggelige-nu-bliver-vi-bange” intro…. Der blev publikum rimelig meget taget i røven, for bandet startede med ”Rocksteady Crew” fra starten af 80’erne. Mega cool gjort, og pisse uhøjtideligt! Dette understreger dog bare, at drengene ER bonderøve fra Danmarks bil-by nr. 1.
De lagde for med ”Within the Flesh”, og drengene fra Silkeborg var virkelig på! Som en sidemakker sagde, så gik de ikke på scenen… De indtog scenen, og med en showman i Scott’s (vægt) klasse, er man altid garanteret underholdning af høj klasse. Scott siger nok bare hvad han tænker, og denne aften kom vi omkring kvinde-onani, bajere, metalmusik, fisse og de andre sædvanlige anekdoter.
Numre som ”Impurity”, ”Beyond Murder”, ”Regain Our Masochist”, ”Domestic Slaughter” og titelnummeret fra deres kommende skive, “Hate Takes Its Form” bliver numre, der på cd virkelig vil sparke røv og blæse trommehinder, men live er det bare SÅ forbandet fedt og stramt leveret. Ingen smalle steder!
Bandet har på de 2 år jeg nu har kendt dem, udviklet sig med høj hastighed, og er blevet et utroligt velspillende ensemble, der fik alle andre bands på festivallen til at blegne. I hvert fald i min bog. Under koncerten var overskuddet på scenen enormt, og de har en rigtig god kontakt med deres publikum.
Ingen tvivl om, at Dawn of Demise nok skal komme langt, og at de pt. er Danmarks fedeste band.

Severe Torture
Karakter: 5 / 6
Efter Dawn of Demise’ set skulle publikum lige sunde sig, så salen var kun halvfuld, da hollandske Severe Torture gik på scenen. Og det var synd for dem, som gik glip af koncerten, for det var efter min mening festivalens bedste! Severe Torture leverede den fedeste gang teknisk dødsmetal, jeg længe har hørt. Det hele foregik i meget højt tempo, og der blev spillet med en overlegen præcision. Numrene var rigtig fede og varierede, og et par gange blev tempoet skruet endnu højere op, uden at der blev skåret ned på præcisionen – vanvid!
Samlet set en gedigen overraskelse fra disse hollændere, som bestemt er værd at kigge efter i sømmene.

Dew Scented
Karakter: 4½ / 6
Efter eftermiddagens mange døds metal bands, var det tid til at få lidt afveksling, i første omgang en dosis thrash metal fra Tyskland i form af Dew-Scented. Et band som er forholdsvist ukendt for mig, men ikke desto mindre et band jeg havde set frem til at opleve. For selvom jeg først har hørt om dem indenfor de sidste par år, har gruppen spillet siden ’92 og udgivet 6 cd’er, den første i ’96. Men det er først i år, gruppen er kommet forbi Danmark, og dette er 3 gang på et år. Da alle sangene var ukendte kan jeg ikke udtale mig om setlisten. Men alt i alt en spændende koncert, god energi på scenen, god kontakt til publikum. Dem skal jeg bestemt høre mere til.

Sirenia
Karakter: 2 / 6
Efter at Sirenia meldte afbud til Godzzfest i september pga. storm og høje bølger, var jeg spændt på om vi endnu engang blev snydt for en oplevelse af det norske metal-band med dansk front(e). Det gjorde vi ikke; bølgerne havde lagt sig mellem de norske fjorde og de danske strande, men nu i skrivende stund, kan vi så læse på Sirenia´s hjemmeside, at bølgerne har gået højt om end på at andet plan, da Forsangerinden Monika har valgt at forlade bandet. Nå men andre bølger gyngede livligt under koncerten på Ålborg Metal-festival, men det kommer vi tilbage til, for lige nu gælder det den musikalske oplevelse af koncerten.
Jeg må tilstå, at jeg ikke kender ret meget af Sirenias bagkatalog, men jeg syntes generelt, at genren er fed nok, så jeg havde glædet mig til at se og ikke mindst høre bandet, for Monika har jo en køn stemme. Desværre blev det ikke den oplevelse, jeg håbede på! Det første der irriterede mig, og som skulle komme til, at blive et stadigt voksende incitament for at gå i baren, var nok at bandet, på trods af at være 4 medlemmer, manglede en bassist. Nu ved jeg ikke om det er min musikalske stolthed som bassist, eller jeg bare er old-fashion, men i mine øjne, skal der fandme være en bassist på scenen med mindre det er en solokoncert med Michala Petri! At dubbe bassen ind fra et DAT-spor er sgu godt nok billigt! Det er da kun Me & My og Justin Timber”fake”, der kan finde på det. Nå men sådan er det, og vi må leve med det. Dernæst bruger Sirenia også akustisk guitar op til flere gange i numrene, men den vælger man også at hente fra DAT-maskinen bag mixeren på trods af, at de er to guitarister på scenen. Mon ikke det også kunne bidrage positivt til et lyst-forladt sceneshow, hvis enten Morten eller Bjørnar greb en akustisk spade engang i mellem. Som en slags muggen kirsebær på toppen af den hårde kransekage, syntes jeg også op til flere gange, at det lød som om, der suste en 3 – 4 guitarer rundt i periferien af lydbilledet. Det er sgu da live det her! Er det ik? Nu er det så sådan at ”Nine Destinies And A Downfall” er det første album med Monika på vokal, men det virkede som om hun ikke måtte synge så meget, for Morten Veland havde mindst ligeså så meget lead tid ved mikrofonen som hende; kunne man ikke have sneget hende ind et sted eller to? Generelt set var lyden ikke tilfredsstillende, men til Sirenias fordel skal det da lige nævnes, at det faktisk kun var under Dawn of Demise og Kreator, at jeg syntes lyden var værdig til at få stemplet ”fed nok” om lørdagen.

Med et lydbillede der mildest talt ikke imponerede, og et sceneshow der mest af alt mindede mig om en 80 årig gammel kone i coma, må jeg sige, at denne koncert ikke får noget kryds i min cool-bog. Monika kan få et lille et, men kun fordi hun ser flink ud. Denne koncert får altså ikke mere end 2 og hvorfor lige netop 2, må I selv regne ud, men jeg vil da gerne runde af med lidt ros! Lækker ”dress-code”, Monika!!

Belphegor
Karakter: 4½ / 6
Så var det tid til det band jeg personligt havde glædet mig mest til. Belphegor var ene om at repræsentere Black Metal på AMF, og det skulle blive spændende at se, hvordan de holdt skansen mod de mange death Metal bands.
Og det var jeg ikke ene om: jeg tror, at det var festivalens bedst besøgte koncert; salen var nærmest proppet med folk, som ville se og høre Belphegor.

Bandet lagde ud i et tempo, som var helt vanvittigt, og der blev grindet til den store guldmedalje. Desværre var lyden, som det var tilfældet for de fleste af festivalens koncerter, meget domineret af bas og trommer. Guitarerne kunne slet ikke gøre sig gældende.
Og på trods af, at bandet var kommet ”to do Satans work”, kom der ikke rigtig Black stemning over lydinfernoet. Det hjalp lidt i de numre, hvor belphegor slog over i tunge rytmer, men også kun lidt. Publikum var begejstret; under hele koncerten var de oppe i det røde felt. De så ikke ud til at dele den lille skuffelse, der sneg sig ind hos undertegnede. For selvom det var vildt imponerende at der blev spillet SÅ hurtigt og SÅ præcist, manglede jeg noget: den vare Belphegor leverede var mere Grind end den Black Metal, jeg var kommet for.

Dream Evil
Karakter: 2 / 6
Aftens andensidste band var Göteborg bandet Dream Evil, som skulle omtræde med en god gang Power Metal, eller Gay Metal, som sangeren Niklas Isfeldt selv sagde. Selv havde jeg set frem til at opleve sangene fra ”The Book Of Heavy Metal” live. Efter blot 3 - 4 sange, valgte jeg at melde fra, da lyden var af h... til. Vokalen var alt alt for lav. Mark Black’s guitar ALT for lav, det var nærmest umuligt at høre ham, alt imens at trommerne var alt for høje. Jeg ved at mange desværre havde det på sammen måde, men har ladt mig fortælle at lyden i sidste del af settet blev noget bedre.

Kreator
Karakter: 5½ / 6
“The Kreator is here!!!” Jep! det er de og om de ikke sparker røv! Ålborg Metal Festival, lørdag aften og et afslutningsband, der er kommet for at fortælle danskerne, at på trods af de sidste 6 år uden en koncert på dansk jord, så kan Kreator stadig banke en fest-stemning op, hvor end de spiller.

Efter en lørdag der bød på både gode, men også mindre gode koncerter bla. i form af dårlig lyd, var jeg da spændt på hvordan min første Kreator-koncert skulle forløbe. Mht. lyden syntes jeg, der havde været markante fejljusteringer i løbet af dagen, med blandt andet for høje trommer og for lav vokal i forhold til resten af musikken. Det problem havde Kreator ikke, De skruede bare op for alt andet og så var det problem løst. Mht. vokalen! Tja så har ”Mille” jo en rimelig markant vokal med masser af diskant, så heller ingen problemer med at høre ham. Og så startede festen!

Der blev lagt hårdt ud med ”Violent Revolution”, og når man så Mille stå og skrige igennem i en mikrofon, der var sat 30 centimeter højere op end de øverste rynker i hans pande, ja så kom jeg i hvert fald i stemning, for det var tydeligt at se Kreator var tændt. Flere gange var jeg bekymret for om Mille´s arm ville gå af led, for jeg har aldrig set en mand være så entusiastisk med at få folk op på tæerne og hugge igennem med armene. Folk kom med, og efter flere klassikere som bla ”Pleasure To Kill” og ”Enemy of God”, fik vi en lille tale om racehad inden ”Europe After The Rain”. Flere gange inviterede Mr. Petrozza også til en ordentlig omgang moshing i pittet, og det blev der rigelig anledning til da ”Behind The Mirror” bragede ud af højtalerne efterfulgt af ”Extreme Aggression” og ”Betrayer”

Det virkede også som om publikums energi skinnede igennem på scenen, for Mille tilbød med åbent hjerte at vende tilbage til Danmark noget mere, hvis vi havde lyst til at opleve flere koncerter med ”The Kreator” og mon ikke om publikum havde det. Så for et kort øjeblik fik Mille hurtigt omskrevet det legendariske nummer ”Reconquering the Throne” til ”Reconquering the Floor” og indbød endnu engang til beserkergang hos de danske vikinger! Og det fik han.

Men alting har en ende, og ”The Kreator” er nogle gamle fyre, der ikke kan spille evigt! Eller fløj tiden bare fordi det var så fedt? Måske, men pølseenden var nået, og på ægte metal-manér, skulle publikum selvfølgelig med på afslutningen og hjælpe de tyske metalkæmper med at hejse ”The Flag of Hate” og efter den klassiske opskrift, skulle vi jo skrige for lungers fulde hals før klimaks fra 70 min. Thrash-lir ramte publikum frontalt i hovedet. Fantastisk!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Dan The Man / Carsten

Læs mere...

Koldborn, Dawn Of Demise, Angrified

Angrified
Jeg har fået æren at anmelde Angrified's debutkoncert. Og hvilken debut…

Første plus var da der pludselig tonede soundtracket fra Dick Turpin ud gennem højtalerne. Helt i orden stil. Efter en fee intro, kom nummeret I wont back down. Et dejligt tungt nummer…. Til dem der ikke kender Angrified endnu, kan kun anbefales at download deres EP Monstrosity, nej, vent så kræves det faktisk at hente den. Især hvis man er til en fee gang Thrash metal og hvem er ikke det????

Næste nummer var Drainer, som også sad lige i skuffen, svært at hører at Stoffer, Carsten, Bazzi, Zimme og Martin ikke havde spillet sammen foran et publikum før…. Så blev der opfordret til optøjer med Riot fra EP'en. Zimme bankede løs på de stakkels gryder som om at han var blevet bidt af en gal Animal fra muppet show. Fanme smukt…

Efter Riot kommer nok mit nye Angrified fav nummer nemlig Americunt, som desværre ikke er på Ep'en (Måske den skulle på Myspace, gutter). Et super tungt nummer, der bare gør at man ikke kan stå stille. Hovedet begynder automatisk at bange… FEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEE

Så var det tid til en gang had med Hatred, som med bandets egne ord er en Tung fucker, og man kan jo kun give dem ret… Martin gav den som under hele koncerten stiv arm på vokalen, og det er sgu da dejligt at man faktisk kan hører hvad han synger også live. Thumps up!!!!

Aftens sidste debut nummer var Lament. Efter hånden havde folk fundet vej længere frem mod scenen. Og de fik en fee omgang guitar til at slutte af på. Selvom Guitarne var en smule for lave i lydbilledet. Men fuck det, det var sgu stadig super tungt….

Så man må sige at Angrified fik en mere en godkendt debut. Grunden til at den ikke for den helt høje indsats, er at der jo også skal være plads til forbedringer og et længere set. Fanme en skam at flere danskere, ikke har fået øjnene mere op for gutterne, og stemt på dem som Årets Talent på metal scenen. Men med flere koncerter på CV'et kan det kun være et spørgsmål om tid….. 5/6
/Solars *DRC*

Dawn Of Demise - Fee døø og navleknep!!
Jeg har fået æren af at anmelde et af Danmarks mest oldschoole Death Metal bands pt. Jeg havde ikke hørt Dawn Of Demise live før, og det burde jeg vel egentlig ha været straffet for, eftersom jeg er en sucker for lækker smadderdøø og solide riff! Og samtidig er blevet tudet ørene fulde om netop D.O.D af en af mine gode venner og "kollega" her fra *DRC*. Og er der noget D.O.D leverer så er det fandme oldschool døø!

BTW så har jeg har mødt Scott og Martin til anden metal arrangement her i Odense en gang før, og det alene var jo en oplevelse. Men det kan jeg altid fortælle om… Eller ej.. hehehehe…

Nå, tilbage til den kolde oktober aften i Kansas City, Angri'fucking'fied har lige afsluttet et noget nært perfekt debutshow, og jeg ser virkelig frem til næste band på scenen denne aften, DAWN OF DEMISE! De jyske døøsmetallere lægger hårdt ud med Degrading The Worthless fra deres kommende udspil, Hate Takes Its Form, efterfulgt af Within The Flesh og undertegnede var solgt! Lyden var fantastisk og Scotts rigtig dybe growl og guitaresolierne der bare fræser derudaf som løbske motorsave, FUCK det er fee!! Scotts intro på hammersløvt jysk; "Heey motherfuckers, vi er jo et band der er kendt for at lave fee dansemusik, så bare kom herop, og tøser, vis jeres patter", seriøst, det bliver fandme da ikke mere galt og METL end det! I LOVE IT!!

Impurity, fra …Blood Will Flow demoen fra 2005, det er et nummer der virkelig gav mit lem noget at banke for! Trommer bass og guitar, der stamper derudaf som var det en stor sammentømret maskine, kun ude på at slå ihjel, og Scotts intense dyyyybe growl giver det perfekte nådesstød. Hvis Terminator var et band hed den D.O.D!!

Beyond Murder fra selvsamme demo gjorde det ikke bedre, det er fandme også et nummer med knald på, numrene …And Blood Will flow og Regain Our Masochist tonser derudaf i allerbedste døøsstil, det er sgu en fucking fryd for øregangene!

Jo altså, vi fik så et lille break, Scottie skulle lige ha pusten igen og en tår ølbajer, før han så var klar igen… hehehe det er megaSTIL!! Andetsidste nummer, Hate Takes Its Form, er supertungt og viser virkelig hvem der ejer titlen "tungeste band i DK" lige nu, jeg er ikke i tvivl! Scott havde lige luft nok til et sidste nummer, et tributenummer til Death Metallers No. 1, Suffocation, og det gik sgu ikk stille for sig da, og så helt uden bass!!??! Det lille stunt gav endnu en stjerne i bogen!

Drengene kunne gå godt tilfredse fra scenen denne aften i KC Odense, Lyden var fee og de gav den virkelig fuld fucking gas! Jeg hyggede mig, fik fee døø godt ind bag stigbøjlen eller hva fanden verdens mindste knogle i øret nu hedder, og bedst af alt, jeg fik endelig set det sagnomspundne N.Y. OLDSCHOOL DEATH METAL BAND; DAWN OF DEMISE, live!!

Reddi fee hegn, og et væld af gags og fee indslag, (Martin i en striwet shirt, Scott der jævnt hele tiden flashede sin meget lidt solbrændte tank, og samtidig fingerkneppede sin navle og viste asscrack for hårdt til sidst) bringer simpelthen Dawn Of Demayonaise op på en topkarakter, 6/6!!!

HUSK: D.O.D's skive, Hate Takes Its Form, kan forudbestilles nu, for sølle 10 dollars via DeepSend Records: http://deepsend.com/details_music.cfm?CID=1327
/John *DRC*

Koldborn
Da Solars anmelder Angrified og John tager sig af Dawn Of Demise, har jeg fået den ære at anmelde dagens hovednavn Koldborn.

Jeg har efterhånden set Koldborn rigtigt mange gange, men det var min første gang med de 2 nye Submission folk i lineuppen. Bassisten Boris så ud som om han rigtig nød det, mens det desværre så ud som om den nye tøndebanker, ikke rigtig nød det. Efter hans ansigtudtryk at dømme lignede han en der var til guldbryllup og ikke metal koncert, lidt synd for hans arbejde bag tønderne kunne man ikke satte en finger på.

Heinz og Jakob er i min bog nogle af Danmarks allerdygtigste guitarister (og vi har efter hånden en del), og at se dem fyre den ene fee solo af efter den anden, er en oplevelse alle heavy hoveder burde give sig selv mindst en gang i livet.

Lords Of Stupidity er første nummer, og en sikker vinder fra albummet The Uncanny Valley, men men men, der er noget helt galt med lyden, specialt Lars's vokal ligger utroligt lavt i lydbilledet, og først efter 4 numre er der nogenlunde styr på det. Normalt skulle man jo så tro at lydmanden ville kunne høre det nede fra pulten, men da jeg gik ned for at gøre ham opmærksom på den lave vokal, fik jeg et mindre chok, for dernede var vokalen faktisk rigtig god. Så jeg kan godt forstå hvis han ikke har været klar over problemet oppe ved scenen.

Nå... lyden blev fikset og det tidsnok til at min egen favorit A Destiny Predicted, bare sad 666% rent i skabet. For satan det nummer er det rene guld! Det blev fulgt op af 2.18 og Below A Crushing Earth.

Nu skulle man jo tro at alt så bare kørte, men nej, og bandet blev nødt til at skippe deres sidste nummer - Of Sins Sublime, fra 2002 udgivelsen First Enslavement, da der var pedal problemer oppe ved Morten. Nedtur!

Koncerten går ikke over i historien som den bedste Koldborn oplevelse, dette skyldtes ikke bandet, men den lyd som jeg beskrev længere oppe, så jeg må desværre nøjes med at give den 4 ud af 6 *. Det er vel heller ikke så ringe, og da slet ikke når man tænker på at Danmark på samme tid tabte 1-3 til Spanien og jeg derfor var godt muggen.
/André *DRC*

 

Gæsteanmeldelse: Danish Road Crew - André, John, Solars

Læs mere...

Suffocation, The Arcane Order, Dawn of Demise

Jeg garanterer for, at mange dødshoveder i det ganske land har set frem til den dag, Suffocation atter ville betræde vores lille land. Tiden er kommet, og så ovenikøbet 2 gange inden for få dage. Stort!

Som det har kunnet læses på vores side, var Heavybear tilstede på the Rock, da Suffocation spillede der, og naturligvis var han også tilstede i Aalborg, og hvis man har opholdt sig i umiddelbar nærhed af den kære bamse, har man ikke været i tvivl om, at hans store (STOOOOOORE) idoler ville spille koncerter i hans nærhed.

Opvarmningstjansen var tilfaldet Bjørn og hans samling af lystige spillemænd. Det er efterhånden 4. gang jeg ser dem live, og de har endnu ikke skuffet. De har vist længe haft en skive indspillet, men der var ikke udsigt til at kunne købe den endnu, så vi måtte nøjes med at høre dem live.

Dawn of Demise har for nylig spillet nogle shows med As We Fight, og det skinner igennem at de er blevet bedre musikere. Bedre på en scene og fremfor alt, så holder deres materiale stadig i mine ører. De spillede alle hitsne, ”Degrading the Worthless”, Regain Our Masochist”, …And Blood Will Flow”, “Impurity” og min helt nye favorit “Beyond Murder”. Den er blevet rykket frem i geleddet, efter den er blevet sat mærkbart op i hastighed. Generelt synes jeg også, at DOD spiller hurtigere, men det klæder deres musik, og de kan sagtens magte det. Ikke så meget pis der... Og når nu vi berører emnet, pis, er Scott altså en pissefed frontmand. Han kommer langt ud over scenekanten og har publikum lige hvor han vil have dem. Uforfalsket og direkte er hvad han er! Lyden som DOD havde denne aften var til formålet suveræn. Alle gik rent igennem og niveauerne, musikerne imellem, var helt perfekt i mine ører. Jeg manglede i hvert fald ikke noget. Efter koncerten viste det sig, at DOD langt fra var på toppen: Kim var/havde været syg i dagene op til og Martin havde døjet med en dårlig arm, og hvis det så er standarden, at man spiller op til sit bedste når man er halvskidt, så bliv ved med at trække med småskader, drenge! DOD leverede det bedste show jeg har set dem spille, og det belønnes sgu med en håndfuld. 5/6 (Og se så at få den cd på gaden, ikke?! Det er sgu ved at være kriminelt!).

The Arcane Order er et band som jeg personligt rigtig godt kan lide, men som jeg måske finder en anelse malplaceret i denne sammenhæng. Stilen, de spiller, er jo ikke helt i tråd med de 2 andre bands denne aften, men alligevel blev det fedt at se Flemming og drengene trykke den af foran et tændt og næsten fyldt studenterhus.
På cd er TAO’s musik jo nærmest afhængig af samples, og de skal jo også med live. Problemet denne aften var bare at man næsten ikke kunne høre dem. Virkelig synd, for man kan ikke betvivle TAO’s musikalske kundskaber. De spiller jo superfedt (Også ham den langhårede guitarist, som jeg ikke aner hvem er). De 2 mest fremtrædende er Morten bag tønderne og Flemming på guitar. Og generelt synes jeg ikke der var noget galt i TAO’s levering af numre som: ”In a Hail of Deadly Bullets”, ”Bloodlust”, ”Breathe the Poison” og ”Infinite Ghost Anathema”. Lyden svigtede dem bare fælt denne aften, og deres sæt kom ikke særlig godt fra land. Kasper på vokal gjorde ellers sit til det, og når nu vi er ved Kasper, føler jeg sgu med manden. De der idioter der kommer med tilråb til ham og alt det der… Der er vel for fanden ikke nogen der tvinger jer til at høre på musikken. I kan da altid bare gå… Fæhoveder!!!
Nå… TAO gik godt til makronerne på trods af lyden og nogle åndssvage trommepedaler der strejkede midt i et nummer. Bandet virkede måske heller ikke helt tight sammenspillet, men det kan vel forklares ved, at de alle sammen spiller i andre bands og vel egentlig ”kun” har sideprojekt stauts for alle undtagen Flemming. Lidt synd for TAO for deres hegn er fee, deres lyd (På skiven) er fee, og bandet har jo et kæmpe potentiale. Det kom bare aldrig ordentligt ud denne aften, og derfor kan karakteren ikke blive højere end 3½/6.

Da The Arcane Order gik af scenen stimlede folk sammen oppe ved scenekanten, for der var sgu royalt besøg, denne aften. Kongerne af US deathmetal var i byen, og de havde ikke tænkt sig at tage fanger.

Suffocation er velsagtens kendt af alle. Personligt har jeg sgu aldrig haft den helt store fidus til dem, til trods for heftige forsøg fra Bjørnens side, på at hjernevaske mig.
De gik på til heftige klapsalver og lagde ud med ”Infecting the Crypts”, som verden hørte allerførste gang på deres ”Human Waste” ep, men som er blevet genindspillet i en langt bedre version. Herefter kom alle slagerne, og min personlige jubel ville ingen ende tage da Frank Mullen erklærede, at de ville spille ”Prelude to Repulsion”. Jeg stod sammen med DOD gutterne, og selv de gloede åndssvagt på mig og min nyfundne glæde. Det ER bare nummeret for mig!
Jeg havde kigget på setlisten fra The Rock og havde set, at de ikke spillede den der… Men julen kom altså tidligt i år. Udover de nævnte numre spillede de blandt andet også: ”Tomes of Acrimony”, ”Entrails of You”, ”Bind Torture Kill”, ”Surgery of Impalement” plus en masse andre. 13 numre fik vi i alt og det var alt for lidt! Lyden de havde, indbød til minimum 20 numre… Den var perfekt og gav Frank Mullen og de andre hoveder på scenen optimale arbejdsforhold, og Frank Mullen er jo en dynamo på scenen. Hvis Scott fra DOD havde scenetække, så ejede Frank M. scenen! Terrance Hobbs må vel et eller andet sted være en af de bedste death metal guitarister på scenen, og Mike Smith som, jeg har fået at vide, opfandt blast beatet var sgu også fed!
De andre i bandet styrede også, men de 3 jeg hiver frem er jo de originale medlemmer, og at de stadig kører showet efter næsten 20 år som professionelle musikere, skal vi jo bare være glade for!

Det tekniske niveau, overordnet set, er intet i forhold til F. eks. Origin eller Necrophagist, men der er så meget mere energi og catchyness i deres musik, at jeg denne aften fladt pladask for disse 5 New Yorkere. Det blev aldrig kedeligt.
Ikke derved sagt, at musikken ikke er teknisk minded, det er bare på et andet plan end de der navlepiller bands. Dog var guitararbejdet ikke helt ueffent!

Jeg har altid set Suffocation som et halvkedeligt band på cd. Har prøvet i flere tilfælde at blive venner med dem, men det er aldrig lykkedes mig. Nu, nogle dage efter koncerten og min oplevelse med dem, er jeg erklæret fuldtidsfan. Der er intet at gøre: Jeg er bukket under for Bjørns utallige forsøg på hjernevask. I fik mig, Motherfuckers. Og for det, får I fuldt hus! 6/6


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution.

Læs mere...

Hatesphere, As We Fight, Dawn of Demise, Mevadio

En total fee aften i metallens tegn stod på menuen, da Martin og jeg drog af sted mod smilets by, der for en enkelt aften vel var omdøbt til Metallens Mekka. Et mere alsidigt program skal man sgu lede længe efter, og man kunne da også spotte en hel del forskellige metal hoveder iblandt folket denne aften.

Første band på billetten var Mevadio, der, som jeg huskede det, spillede en slags radio venligt Pantera thrash på deres første album, ”Hands Down”. Der er dog kommet andre boller på suppen, og nu står den på fuldfed og potent Groove Thrash, med en højst veloplagt Morten i front for Århus drengene. De har lige indspillet en ny skive, så aftenens sæt koncentrerede sig primært omkring det nye materiale. Der blev dog også plads til et par gamle slagere i form af ”Life Through the Eyes of a Crooner” og ”Killaville”., og publikum virkede fornøjede. Bandet var vist lidt overraskede over det fremmøde der mødte dem, da de indtog scenen klokken 20:30, og publikum blev betalt tilbage i form af en veludført koncert, hvor Morten på vokal skinnede igennem, både som entertainer, men så sandelig også som sanger/skriger. Faktisk stod man til tider og blev imponeret over mandens langvarige skrig, som han holdt uden den mindste bæven på stemmebåndet. Til tider lød han sgu lidt Halford’sk! De tekniske problemer der var i starten af sættet, blev klaret højst professionelt, og alt i alt var det en kanon koncert af et opvarmingsband som vi nok kan forvente os mere af. 4/6

Så skiftede genren til noget lidt tungere (Både på sanger fronten, men så sandelig også musikalsk), da Dawn of Demise indtog scenen. De gik på scenen til en rimelig skummel intro, og gav den herefter gas, med deres trademark ”NY Style Death Metal”. Drengene virkede oplagte, og nok engang virkede i særdeleshed Kim oplagt, med noget rigtigt saftigt trommespil. Det imponerer mig hver gang, at en mand man næsten ikke kan se bag trommesættet nede fra gulvet, kan spille nogle så fee gryder. Smukt!
De spillede alle 3 skæringer fra deres meget populære Demo, og hvis man som jeg har skamlyttet den på grænsen til det kriminelle, ville man vide at lige de 3 sange var blevet skruet en hel del i vejret, tempomæssigt. Det klædte faktisk skæringerne, og at de var udført til UG, gjorde kun min trang til at høre deres debut endnu større!
For første gang af alle de gange jeg har oplevet DOD, lagde de IKKE ud med deres helt egen ”Stairway…”, ”... And Blood Will Flow”, og det var faktisk fee at den kom senere i sættet. Der var også gæsteoptræden af Lars fra Koldborn, men onde tunger påstår han havde glemt hvad han skulle synge
. Til sidst bliver man simpelthen nødt til at give Scott Jensen et par ord med på vejen. Den mand er simpelthen et unikum på scenen. Han har den samme charme og udstråling som Robbie Williams, og hvis man aldrig har oplevet manden live, så er det nok ligesom på tide ikk’?
Da manden præsenterede et nummer som værende ”Heavy Shit”, og derefter flashede sin dunk, var der nok ikke et øje tørt i salen. DOD’s sæt virkede rigtig fint, og hvad fremtiden bringer bliver spændende at høre, via deres debut album. 4½/6

Som kom turen til det band jeg personligt nok havde forventet mindst af, da jeg ikke har brugt særligt meget tid i selskab med As We Fight’s debut album ”Black Nails, Bloody Wrists”.
Også de har lige indspillet et nyt album, der kommer ud i næste måned, og selvfølgelig skulle vi have et par nye numre fra den. De nye sange virkede en del hårdere end det gamle materiale, så det kan jo være at ”Midnight Tornado”, som den hedder, falder lidt mere i min smag.
AWF luftede deres nye trommeslager, Niller, og han gjorde det vel egentlig ok. Ikke noget prangende, men absolut godkendt.
En ting som jeg bed mærke i AWF’s sæt var, at de 2 guitarister har et rigtigt fedt sammenspil, hvorimod de 2 vokaler lidt går i vejen for hinanden. Synes jeg… Jason var helt klart den mest fremtrædende, godt med pondus i! Ikke at den anden sanger var decideret dårlig, men Jason nåede bedst udover scenekanten. Jeg lagde også mærke til, at første del af sættet var mere Hardcore orienteret, hvorimod den sidste del af sættet var mere melodisk, og selvfølgelig blev vi ikke snydt for hittet ”Catalyst”. God stemning og masser af ”Mikrofon Hand-Outs”. Scenetække har de sgu også en masse af. Fedt nok. 3½/6

Aftenens hovednavn var vel nok dem, som de fleste var kommet for at se.
Hatesphere som virkelig efterhånden har etableret sig som et hårdtarbejdende liveband, spillede i aften en slags ”Afskeds-Koncert”, da den står på tour i udlandet det næste lange stykke tid.
Bandet gik på scenen til en eller anden 80’er intro for herefter at gå amok i en rus af gamle og specielt nye sange.
Alting blev næsten leveret med vanlig præcision, dog med undtagelse af Anders bag gryderne. Han havde vist det man i fodbold sprog kalder en off-day. Han ramte sgu sjældent 100 % rigtigt, og det skæmmede desværre de andres optræden. Bandet spillede selvfølgelig hittene fra ”The Sickness Within”, på nær titelnummeret, som på mærkelig vis blev udeladt. Jacob, Pepe, Heinz og Mikael prøvede på at opretholde gejsten, men svigtende lyd og Anders’ under-præstation gjorde det svært. Lidt ærgerligt da jeg virkelig havde set frem til bandets koncert på hjemmebane i Århus. Men alle kan jo have en dårlig dag. Og at Hatesphere har lavet nogle fede sange, det kan ingen sgu tage fra dem. Bedømt på denne koncert, er det dog ikke exceptionelt… Bare godt. 4/6

Alt i alt var det en højst vellykket aften med en masse fee metal og god stemning, og at man kan samle 4 bands på en sådan aften er virkelig fedt!
Mere af den slags tak!

Selve arrangementet får sgu 4½. Jeg er klar over, at kun et band fin den karakter, og ingen fik højere, men blandingen af bands og den gode lyd er også taget med. Fee aften!

Læs mere...

Nile, Yyrkoon, Psycroptic, Dawn of Demise

En søndag aften i Metallens tegn. Solen skinner, og fuglene synger. Jeg kan mærke det bliver en rigtig fee aften, alt imens jeg går og slår græs, med Nile i ørerne. (Bare lige for at varme op…).

Frank, Martin (Mine 2 kammesjukker) og jeg selv begiver os af sted fra Viborg ved 3 tiden, da jeg har nogle interviews der skal i kassen. Desværre blev mit Interview med Nile ikke til noget, og dette sammen med andre hændelser var med til at bekræfte min frygt omkring Nile… Mere om det senere.

Det skal lige siges at de 3 andre interviews blev til noget og kan høres andetsteds på hjemmesiden. Dette skete mest pga. min ihærdighed, men også fordi jeg fik lov af tour manageren som jeg forstyrrede hele 3 gange inden jeg fandt ud af at den rent faktisk var Nick Barker…(Foruroligende stilhed: Hvem fanden er han?) Gammel trommeslager i Cradle of Filth, Lockup, Dimmu Borgir og Old Mans Child!! Han er en drumgod! Lige nu var han dog på krykker, så hans blast-beats ligger nok rimelig stille. Han har vist også 3-doblet sin kropsvægt siden COF dagene. Nå… Nok om ham.

DAWN OF DEMISE:

Tiden var kommet til noget ”New York Style Death Metal”, som DOD bannerfører dem selv. Jeg overhørte den merchandise ansvarlige Amerikaner, snakke om hvordan New York Style Death Metal lyder…
SOM DAWN OF DEMISE…..MO’ FO!!!

DOD lagde ud med en kort intro, der bestod af et enkelt anslag på deres respektive instrumenter. Ikke noget med gamle gyser film eller andet filejs. Herefter gik drengene over i den feeeste skæring fra demoen: ”… And Blood Will Flow”, og herefter gik det slag i slag med et par gamle tracks, et par nye, og et par kendte. Der var lidt hylen i Scotts mikrofon til tider, men jeg tror det skyldes den måde han holder den på når han fyrer det grumme growl af… Det er ligesom han lukker hele hånden omkring hovedet på mikrofonen, og så begynder den at hyle.
Ellers leverede DOD varen på bedst mulige måde, og af de 2 nye tracks der blev serveret, stod lukkeren ”Within the Flesh” som værende den fedeste, med et rigtigt tungt groove og nogle spændstige temposkift. Glæder mig til at høre den og de andre på cd.
Generelt kan man sige, at DOD’s optræden bar præg af en god forståelse af hinanden, og en rigtig god ”sammenspillethed”… Tydeligvis noget som alle deres jobs har givet dem i gevinst.
En anden bemærkelsesværdig ting var, at Martin og Jakob havde byttet plads på scenen.
Hvorfor, vides ikke….(Egentlig ikke SÅ bemærkelsesværdigt igen…)

DOD havde fået en halv time til at gøre sig bemærket i, og da det jo var dem der var på hjemmebane denne aften, var der da et par stykker der så ud til at kende materialet.
Bandet var tændt, og Scott fyrede et par morsomheder af mellem numrene på sit ærkejysk. Dette til stor moro for mig selv og mine 2 ”udsendte”. Nu vi er ved mine kompagnoner så udtrykte Frank sig således om DOD: ”I Like That Slow Heavy Groovy Shit!”
Vi fik også en smagsprøve på Bjørns vokal i power genren, og dette lød ikke helt ueffent.  Facit på bundlinien er, at DOD er et liveband, som finder sig bedst tilpas live. De giver sig 110 % hver gang, og det må man sgu rose dem for.
Jeg vil slutte af med Bjørns afsluttende kommentar, ang. Niles meget strikse merchandise regler, (Endnu en ting der trækker lidt ned på Niles image), som de trækker ned over hovedet på de mindre bands: ”Hvis der er nogen der er interesseret i noget merchandise, så kontakt os… Gider fandme ik’ sælge noget i den mawre bod…!”
DOD får 5 stjerner ud af 6.

DOD’s setliste:
01: Intro
02: … and Blood Will Flow
03: Degrading the Worthless
04: Impurity
05: Intent to Kill
06: Regain Our Masochist
07: Within the Flesh


PSYCROPTIC:

Så var tiden kommet til et band jeg på forhånd ikke kendte en disse til, og derfor skal min anmeldelse måske ikke tages SÅ alvorlig igen. Men jeg gik til opgaven med åbent sind. Efter min snak med de 2 hyggelige Tasmanere Jason og Cameron, vidste jeg lidt om bandet, og hvad jeg kunne forvente af deres meget tekniske og vokal prægede musik.
Bandet har lige udgivet deres 3. album ”Symbols of Failure” på Neurotic Records, og har lige afsluttet No Mercy festivalen med Cannibal Corpse bl.a. så det er en travl tid for disse unge Tasmanske djævle.

Det blev hurtigt meget klart at det var teknisk deathgrind vi havde med at gøre her. Growleren Jason var over hele scenen og sang mens han bangede med hele overkroppen. Skiftevis med dybt growl, og et mere skingert skrig. Trommeslageren spillede sindssygt hurtigt og jeg så mange små fede finesser. Jeg hørte dem bare ikke… Lyden var ikke optimal til Psycroptics meget tekniske hegn… Det var lidt mudret, og som sagt svært at høre de små finesser.
Psycroptics set led også lidt under at de kun har en guitarist med. Lyden blev sgu lidt mawer og mangelfuld. Den eneste der faktisk gik rent igennem var Jason, men han gik så også for alvor igennem. Som min side makker Frank sagde: ”Fuck hvor er det energisk… Bare synd lyden er så dårlig”. Ingen tvivl om at de kan spille, men deres musik kræver en sublim lyd. Og det var den sgu ikke.
Det virkede dog ikke til at gå Psycroptic på, så de leverede deres set med stor energi og masser af banging. Der var da også jævnt gang i moshpittet, men generelt tror jeg ikke der var særlig mange der kendte Psycroptic. Om de har fået flere fans..? Måske. Jeg købte i al fald deres nyeste cd, og kan sige at de gør sig bedre på cd end de gør live…
Psycroptic får 4 stjerner. (For en højst energisk sanger)

Psycroptics Setliste:
01: Merchants of Deceit
02: Lacertine Forest
03: The Alpha Breed
04: The Sword of Uncreation
05: The Colour of Sleep
06: Cleansing a Misguided Path
07: Epoch of the Gods


Yyrkoon:

Aftenens semi headliner var Franske Yyrkoon. (Udtales Jerkoon).
Deres 3. album kom ud i foråret på Osmose Productions, og er anmeldt andetsteds på siden. Stilen er melodisk death metal med stor vægt på skumle stemninger. Jeg var personligt meget spændt på at høre om disse 4 gutter kunne levere varen live, og få deres H.P. Lovecraft inspirerede tekster til at give publikum gåsehud.
De havde fået 40 minutter at gøre godt med, og der var ikke megen spildtid. Med hovedkomponist, guitarist og sanger Stefan i front spillede de 5 tracks fra den nye ”Unhealthy Opera” skive, og lortet blev sgu leveret med stil. Deres 2. guitarist lignede en knøs på 17, men for satan da hvor kunne han spille. Lyden var til formålet rigtig god, og alt gik rent igennem.
Der var en del Yyrkoon T-shirts at spotte blandt publikum, så Yyrkoon havde nok en lidt større fordel end Psycroptic.
Dette var Yyrkoons første koncert besøg i Danmark, men deres 2 sidste skiver er indspillet ved Jacob Hansen, så de var ikke helt ukendte overfor den danske koncert mentalitet, og Stefan opfordrede også til noget moshing indtil flere gange.
Da de spillede titelnummeret fra den seneste skive, var det vist der hvor publikum gik allermest amok, og det var sgu også fortjent at publikum gav noget igen, for Yyrkoon er sgu et fedt band. De spiller fedt live, og skaber en fee stemning. Ærgerligt at deres små akustiske passager ikke er med live, men som Bassisten Victor sagde under vores interview, ville det være rimeligt svært at få op og stå live.
Blandt de koncertgængere jeg lige snakkede med under og efter Yyrkoons set, var det Martins (min ven) kommentar der var mest rammende: ”Yyrkoon de var fandme fede… De gav mig sgu bremsespor i underbukserne!”
Yyrkoon får… Efter forhandling… 5 Stjerner.

Yyrkoon Setliste:
01: Abnormal Intrusion
02: From the Depths
03: Doctor X
04: Censored PRoject
05: Unhealthy Opera
06 Injecting Dementia
07: Blasphemy
08...Of Madness...


NILE:

Så gik aftenens hovednavn endelig på, og det var tydeligt at mærke at det ubestridt var dem folk var kommet for at høre. Jeg må da indrømme at det også er lidt af et scoop, at Aalborg er den eneste by som Nile besøger i Danmark på deres Europa turne. Mere af den slags tak!!

Meget er sagt og skrevet om Nile, og da jeg for nogle måneders tid siden begyndte at forberede mit interview med dem, var det med ærefrygt, og lidt betænksomhed, da jeg ofte har læst at de opfører sig lidt for meget som rockstjerner. 1½ uge før interviewet skulle finde sted, får jeg så at vide at det er aflyst, fordi at Distributionsfirmaet ikke kan få fat på bandet… Æv, men sådan kan det jo gå! (Lidt mawert, hvis I spørger mig…)

Nå… men bandet gik på til tonerne af introen fra deres seneste skive ”Annihilation of the Wicked”, som efter min mening ikke helt er på højde med deres forrige ”In Their Darkened Shrines”. Men det er vel en smagssag, og egentlig ligegyldigt, for bandet serverede tracks fra alle deres albums. De lagde ud med ”The Blessed Dead” og derefter kom alle hits’ne som perler på en snor: ”Cast Down the Heretic”, ”Sacrifice Unto Sebek” (Som denne aften hed ”Sacrifice Unto Sebechchchc”), ”Black Seeds of Vengeance” (Frank som ikke er så velinformeret i Niles bagkatalog, troede den hed ”Blood Feeds the Friendless”).
Hvis man skal sige noget om Niles optræden, kan hele deres set opsummeres med 2 ord: Kirurgisk Præcision!
Alt blev leveret med meget høj klasse, og selv den 21-årige knøs der spillede bas for Nile gjorde virkeligt stort indtryk. (Han hed Joe Baine, (Faktisk, hedder han Joe Payne, og er forholdsvis ukendt) og er ikke en, jeg ved hvem er, men han virkede egentlig rimelig uimponeret over at spille i vel nok det største death/grind metal band lige for tiden.) Til min store overraskelse, sang de alle 3 en hel del, og faktisk var det Dallas Toler-Wade der styrer det meste sang. Jeg har altid troet at Karl Sanders var en eneherskende kraft i det band, men nej…

”Annihilation of the Wicked” og Lashed to the Slave Stick” fulgte og gjorde det mere og mere synligt at Nile er et verdensklasse band der leverer varen uden nogen som helst udsving. ”Sarcophagus” og ”Keftiu Asar Butchiu” høstede også en del klapsalver.
”Serpent Headed Mask” var vist det eneste track fra deres første skive ”Amongst the Catacombs of Nephren-Ka”, men det gjorde ingen forskel, for Nile satte ikke mange fingre forkert denne aften. Der var også en ok korrespondance med publikum, og inden aftenens sidste nummer bad Dallas om at få alt lyset slukket, for den sidste sang var meget apokalyptisk. Herefter startede de ”Von Unaussprechlichen Kulten” som nok er det tungeste nummer der nogensinde er udgivet på cd. Til Dallas’s store irritation begyndte lysmanden at tænde for lyset midt under nummeret, men der blev hurtigt rettet op på fejlen, og Nile fortsatte med at destruere verden som vi kender den.

Alt i alt må man sige at jeg personligt havde set meget frem til denne aften, for at høre om Nile kunne levere varen. Og det kunne de sgu. Til UG med kryds, bolle og slange. Mere eller mindre alt klappede denne aften og det er ikke uden grund at Nile bliver rost til skyerne hver gang de bare slår en prut.
Deres højst indviklede sangstrukturer og monster hurtige musik satte virkelig en super høj standard denne aften. Og ikke noget ondt sagt om de 3 foregående bands, men Nile var lige de sidste centimeter bedre, højere, hurtigere og mere professionelle end de andre bands på billetten denne aften. Der var for mit vedkommende ikke nogen dårlige bands denne aften, men da klokken blev 00:15 og næsten 4 timers koncert var overstået, stod det tydeligt på bundlinien hvorfor Nile høster den succes som de gør.
Nile får 5½ stjerner. Udelukkende fordi de snød os for et par ekstranumre. Deres kvaliteter kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Læs mere...

Hatesphere, Dawn of Demise

Inden at jeg begynder at anmelde osv., vil jeg gerne udtrykke min varmeste tak (Lidt ligesom Dronningen…) til Paletten for dette arrangement. Der er pt. ca. en sølle metal koncert om året i Viborg, og at det lige skulle være Hatesphere og Dawn of Demise der fik chancen i år, var meget velkomment hos det Viborgensiske publikum, og især undertegnede der kun har læst godt om Hatesphere’s live udskejelser og derfor var spændt som en flitsbue.
Til denne koncert var der 71 (!!!) betalende gæster, og det var lidt bedre end først beregnet, så man kan jo håbe på at vi måske kan forvente 2 metal koncerter om året i Viborg herefter…

Min aften startede lidt tidligere, med interviews med de 2 bands, (Hør andetsteds på siden), og det viste sig at være en god måde at bygge en stemning op på… (Kan uden at afsløre for meget, skrive, at Jacob B. havde dårlig mave, til vores andres misfornøjelse).

Dawn of Demise, som udover de 3 smagsprøver på deres hjemmeside var et forholdsvis ubeskrevet blad for mig, gik på ca. en halv time senere end lovet, men man ventede nok på at få de sidste fans indenfor døren.

DOD lagde ud med en intro der på skumleste vis satte dagsordenen for en aften i metallens tegn. Herefter stod den på brutal død, med et twist, som trommeslageren Kim i hvert fald har en stor andel i.
Manden, (Eller sku’ jeg skrive knægten…) er en yderst kompetent og fed trommeslager der ikke bare spiller 1, 2, 3, 4. Men i stedet krydrer det hele med nogle små sære breaks og har en fed energi der breder sig ud i resten af bandet. Dette er selvfølgelig ikke kun trommeslagerens fortjeneste, men også sangskrivernes fortjeneste, og det udføres med stor autoritet og præcision.

Bandets frontfigur, er den efterhånden rutinerede Scott Jensen, der i midt-halvfemserne gjorde sig bemærket i Infernal Torment, der raserede med deres lettere kaotiske splatter metal, men sådan spiller klaveret sgu ikke her! Alting i DOD’s musik er sgu til at høre, og selv Scott Jensen er faktisk visse steder til at forstå.
Hvis man skal fremhæve noget ved DOD, må det være deres evne til at skrive nogle catchy, og forholdsvis simple riffs, som så bliver krydret af de før omtalte skæverter. Det bliver ikke bare en omgang metervare død, som før er hørt i tusindvis af eksemplarer.
Som inspiration nævner bandet selv Suffocation, Meshuggah og Nevermore, og jeg synes at den brutale vokal, plus de døde riffs som til sidst bliver krydret med de weirde breaks, giver en god blanding, og er alt andet end standard. Jeg synes måske ikke DOD minder decideret om nogle af de 3 bands, men synes at de har det bedste fra alle 3…

DOD spillede et tight set, med masser af solo-lir og headbanging, og stor ros til publikum som egentlig gik til vaflerne, selvom der ikke var så mange på gulvet.
Lyden på Paletten er også rigtig fed, og var også med til at give en god oplevelse.
DOD’s demo er ude i Jan., og hvis du er til velspillet tight død, med det føromtalte twist, så skal du ikke snyde dig selv.
DOD’s set:
1: Intro
2: … and Blood Will Flow
3: Domestic Slaughter
4: Regain Our Masochist
5: Beyond Murder
6: Intent to Kill
7: Impurity
8: Reap the Suffering


Nu videre til det som de fleste nok var kommet for at høre:
De århusianske “arbejds-heste” I Hatesphere.

Når nu jeg skriver arbejds-heste, er det fordi at Hatesphere mere eller mindre konstant er ude og turnere. Dette lønner sig i høj grad, og det vil denne anmeldelse afspejle.

Hatesphere’s nyeste album er efter min mening, det mest helstøbte de har lavet, og derfor var min trang til at høre dræbere som: ”Reaper of Life”, ”Murderous Intent”, ”The Coming of Chaos” og titel nummeret ”The Sickness Within”, nærmest ved at være kriminel.

Hatesphere lagde sikkert fra land med ”Low Life” og ”Deathtrip”, og der var ingen slinger i valsen. Alt blev udført med stor sikkerhed og spillelyst. Bandet havde netop afsluttet en mindre Europa turne, og som skrevet, så lønner det sig i og med at bandet virkede utrolig sammenspillet og tighte. De har et overskud på scenen som er sjældent set. Både bandet imellem, men også bandet mod publikum. De er konstant i samspil med publikum, og det er sgu fedt at se, da nogle bands måske lidt har en tendens til at ignorere publikum… Eller i hvert fald tage afstand fra publikum. Men ikke disse drenge! De var der sgu, både før, under og efter koncerten.
Stagediverne delte da også fra tid til anden, mikrofon med Jacob, der velvilligt sendte den videre. Faktisk var der en ung fyr der fik ”tirret” JB så meget at han fik lov til at synge ”Only the Strongest”!! Han indtog scenen, og var rimelig nervøs, men gjorde det meget imponerende, og fik anerkendende klap på skuldrene af de andre gutter i bandet. Jacob anerkendte også mandens præstation ved at sige at han var ude af bandet alt imens han stod blandt publikum og filmede det hele. Magen til selvironi!
Aftenen kunne måske bedst beskrives ved at omskrive linien fra Hatesphere’s AGF tribute sang ”Når GF har vundet, kan alting ske”, til ”Når Hatesphere er i byen, kan alting ske”, for lige pludselig, hørte man tonerne af noget der i hvert fald ikke var Hatesphere… Gutterne er jo meget kendte for, i ny og næ at fyre et enkelt cover nummer af, men dette her var hverken Obituary, Anthrax eller Suicidal Tendencies… Næh, de stod sgu og spillede ”Don’t Cry” med Guns N’ Roses!!
Alt imens Pepe, Mikael og Anders lagde bunden, prøvede Jacob på at lyde så meget som Axl Rose som muligt, men den der var værd at følge, var Heinz der virkelig fyrede en herre solo af… Imens de andre spillede og Jacob sang… Det endte med at sangen stoppede efter et minuts tid, og så var Hatesphere tilbage på sporet. De fortsatte uanfægtet med at fyre den ene klassiker af efter den anden, og det hele var godt krydret med hits fra den nye plade.
Der blev også plads til en lille trommesolo fra Anders’ hånd, og det er faktisk fedt at høre manden igen er oppe i omdrejninger i stedet for at spille trucker rock i Grope. Ikke at Grope ikke er (Var???) et fedt band, men når nu manden kan slå takten an i Dk’s førende Thrash-band og eksportvare, og tilmed gøre til UG med kryds, bolle og slange, hvorfor så ikke bare fyre den af? Det skal også nævnes, at Pepe Riff-Meister og Heinz, som til lejligheden fyrede at par propeller af (Han ville vist ikke stå tilbage for Scott og de andre i DOD), suppleret af Mikael virkelig fungerer godt sammen. Sprødt og fedt samspil der virkelig imponerer!

Hvis man endelig skulle sætte fingeren på noget negativt, skulle det være at settet var for kort, men 16 sange er sgu nok standard, og de havde i øvrigt også et show dagen efter, så vi fik i alt 16 fede hymner fra deres hænder.

Til sidst vil jeg bare skrive at den attitude og tilgang til tingene som Hatesphere besidder, er noget en masse andre bands kan lære noget af.
Hårdt arbejde lønner sig, og for tiden er der vel næppe nogen der er på højde med Hatesphere… (Eller VFF… Tag den Pepe og Anders)

Jeg ser frem til at se gutterne igen, og håber at det kan blive Viborg igen.

Hatesphere’s Set:
01: Intro + Low Life
02: Death Trip
03: Reaper of Life
04: Heaven is Ready
05: Murderous Intent
06: Bloodsoil
07: Sickness Within
08: Vermin
09: Downward to Nothing
10: Only the Strongest
11: The Fallen Shall Rise in a River of Blood
12: 500 Dead People
13: Disbeliever
14: You’re the Enemy
15: The Coming of Chaos
16: Hate

Læs mere...

Dawn of Demise - And Blood Will Flow

Som begæret, så gjort...
Jeg skrev i min koncertanmeldelse af Dawn of Demise, at det blev spændende at følge dem og, at jeg personligt så meget frem til at høre nærmere fra dem da det godt kan være svært at høre alle facetterne i live musik. (Specielt denne genre har lidt en tendens til at mudre…).

Dawn of Demise spiller det de selv kalder ”Semi teknisk New Yorker dødsmetal” og ærlig talt er jeg ligeglad om det kommer fra New York, Göteborg, eller Usbekistan. Hvis det svinger, så svinger det. Men ret skal være ret… Dawn of Demise bringer da tankerne hen på bands, der kommer fra lige netop det område.

Bandet, der kommer fra bilernes by, Silkeborg, har indspillet deres debut demo i et studie der sjovt nok hedder ”Lydpotten”. Men der er sgu ikke meget motor-mislyd over Dawn of Demise.
De serverer her, desværre, kun 3 tracks, men det er af så høj klasse, at fuglene skråler i vilden sky! 3 tracks med mere kvalitet end jeg nogensinde har hørt på en debutdemo…
Det lyder jo som om gutterne har spillet sammen i mere end de par år de faktisk har. Tight og knivskarpt.

Særligt imponeret er jeg over Kim, der virkelig er en led karl bag gryderne. Svedigt trommespil med stor autoritet. Lead guitaristen Martin, fyrer altså også nogle rigtig velklingende nærmest James Murphy-agtige soloer af. Ren Obituary!!!
Tilsætter man en gammel rutineret ræv med et brøl der minder om noget Satan selv ville støde ud af helvede pga. misundelse og en følelse af mindreværd, og en god tight rytme og bund sektion der eksekverer de svineonde riffs med stor effekt, ja så har man essensen af Dawn of Demise.

Det er svært at fremhæve en enkelt sang, da de alle holder høj klasse, men hvis jeg endelig skal, bliver det åbneren ”… and Blood Will Flow” der har det hele:
En god robust åbning, (DA DA…DA DA… DA DA DADADADADADADADADADA), fede gryder, god melodisk solo og nogle rigtig fede riffs.

Jeg vil mene, at Dawn of Demise produktionsmæssigt har fået rigtig meget ud af noget som kunne være endt skidt. Jacob Hansen har selvfølgelig nok en stor del af æren, men bassisten Bjørn, der har drejet knapper i studiet har måske en lille Tue eller Hansi i maven…. Hvem ved?

Alt i alt er dette en KØØØØØØB skive, hvis du kan lide din musik hård, brutal, melodisk, fængende og til sidst med en massiv og fed produktion.

Jeg ved, at skiven kan erhverves i de fleste midtjyske Stereo Studier, så kom bare af sted….

OG DET VAR NU!!

PS: Karaktermæssigt kan de næsten 14 minutters musik ikke trække dem op i himmelen, men fuck det er tæt på!!

Tracklist:
01:… And Blood Will Flow
02: Beyond Murder
03: Impurity


Revolution Music vil gerne takke Dawn of Demise for tilsending af denne demo.

Læs mere...

Dawn Of Demise

En møglummer lørdag eftermiddag begav jeg mig ud på en køretur der skulle bringe mig til bilernes by, Silkeborg. Nærmere betegnet øvelokalet/studiet/det lokale ”hæng ud” sted Lydpotten, som udover at være et hyggeligt sted med en god atmosfære, også har det noble formål at skabe morgendagens metal bands.
Et af de mange bands i forskellige genrer der øver/optager musik i Lydpotten er Dawn of Demise. Jeg havde i dagens anledning mere eller mindre inviteret mig selv til en optagesession under indspilningen af bandet kommende og stadig unavngivede debut cd.
For jer der ikke kender Dawn of Demise kan det siges at jeg personligt roste bandets debut demo til skyerne, og ser et stort potentiale i deres musik. Derfor måske, den øgede interesse fra min side overfor bandet. Men i mine ører er Dawn of Demise det største danske håb på det næste store metal gennembrud. Deres musik er en charmerende blanding af groovy død og den meget letgenkendelige New Yorker stil som bandets helt egne store helte Suffocation blandt andet praktiserer.

Jeg fik lov til at høre nogle meget rå optagelser af numrene der kommer til at figurere på bandets skive, og jeg må sige at jeg blev blæst totalt tilbage i stolen! Hvis tracksne holder den stil og klasse som der i de uarbejdede tracks kunne anes, så er der virkelig noget godt i vente.
Jeg fik en lille (u)seriøs snak med drengene om alt og intet, og der var ikke rigtig noget planlagt, hvilket også fremgår klart af snakken.
Den eneste fra bandet som ikke var der, var Jakob. Eller var Scott, Bjørn, Martin og Kim tilstede.

Hent interviewet her (højre klik og gem som).

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed