fbpx

Darkness - Over And Out

Darkness var en del af den tyske Thrash-scene i 1980’erne, men gik under i 90’ernes Grunge bølge. Siden er de gendannet, først under et andet navn, men de seneste 7 år igen som Darkness. Og tallet syv går igen på EP’en ”Over And Out”, der indeholder 7 numre som optakt til bandets syvende album, der er i støbeskeen.
Her blander man nyt og gammelt, og så vidt jeg kan se, er de 4 første numre nye, mens de 3 sidste er af ældre dato – men i nye udgaver. Hvis vi starter med de nye numre, så er det nye ikke til at høre; numrene kunne lige så godt være 10 år som 10 dage gamle; Darkness bevæger sig nemlig inden for de helt traditionelle rammer for Thrash Metal. Derfor skal værdierne findes i de enkelt numre, men det er hurtigt overstået: Ud over det høje tempo i ”Every Time You Curse Me” og den friske stil i ”Slave to the Grind” er der ikke mange pluspoint til bandet. Tværtimod trækkes oplevelsen ned af en umotiveret stemning og den usædvanligt monotone vokal.
At den fungerer bedre live, viser en koncertoptagelse af et gammelt nummer fra Osaka i Japan. Og at Darkness førhen har ramt plet, illustrerer det virkelig fede ”Armageddon”.
Men samlet set er det en tynd kop te, tyskerne spiser os af med, og det giver mig ikke meget appetit på deres næste udspil.

Tracklist:
1. Every Time You Curse Me
2. Dawn of the Dumb
3. Over and Out
4. Slave to the Grind
5. Tinkerbell Must Die (live)
6. Armageddon
7. Faded Pictures (Unplugged)
Samlet spilletid: 30:30

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed