fbpx

Darkest Hour - Darkest Hour

Amerikanske Darkest Hour er et band, jeg kun kender af navn. Og det er lidt af en bedrift, siden de har eksisteret i næsten 20 år. Det i sig selv er også ganske imponerende og dette, bandets ottende, studiealbum har også været ventet med spænding længe. Darkest Hour spiller en blanding af metalcore med thrash elementer og tydelige rødder i punkmusikken. Det viser sig hurtigt at være en kombination, jeg virkelig godt kan lide.

Pressematerialet lover mig at dette er det ultimative udspil fra det fem mand store band. Hvorvidt det holder stik, kan jeg nok ikke udtale mig om, men jeg kan sige så meget at det er et ganske fremragende udspil! Noget af det bedste ved at være anmelder er nogen gange den der fede ”Aha”-oplevelse man kan få, når man bliver præsenteret for et band, man egentlig godt vidste fandtes, men aldrig havde overvejet at lytte til. Og det er sådan jeg får det, mens jeg lytter til Darkest Hour. Allerede fra åbningsnummeret ”Wasteland” er der fuld smæk på og pladen formår at holde tempoet hele vejen igennem, selvom spilletiden nærmer sig en time. Jeg bliver imponeret over, hvor godt bandet spiller. Ikke fordi jeg troede det ville være dårligt, men fordi jeg ikke havde nogen som helst forventninger til dem. Men det er et vaskeægte overflødighedshorn af lækre guitarriffs, fede trommesoli og stærke basgange samt John Henry’s vokal, der både formår at være brutal og give mig gåsehud igen og igen. Der er så mange gode numre på albummet at det er svært at måtte begrænse sig til kun at nævne de bedste, for ellers bliver denne anmeldelse så lang, at mine kære læsere sikkert mister interessen. Men bortset fra åbneren er jeg nødt til at fremhæve ”Rapture In Exile” og ”Infinite Eyes”, der blæser mig omkuld med deres aggressive og brutale attitude. ”Futurist” er et af mine absolutte favoritnumre. Jeg er vild med opbygningen af nummeret og Henry’s rene vokal, der står knivskarpt blandt de hvinende guitarsoli og de dynamiske trommer. På ”By The Starlight” får vi en lidt mere følsom side af Darkest Hour at høre og også det er aldeles fremragende. Også ”The Goddess Figure” er et rigtig fedt nummer, der sprudler af energi og har en fantastisk steming.

Jeg har i det hele taget rigtig meget godt at sige om dette album. Om man er fan af Darkest Hour eller ej, så synes jeg bestemt at dette er en skive man bør unde sig selv at lytte til. Om det virkelig er bandets stærkeste udspil eller ej må jeg lade en ægte fan bedømme, men uanset hvad synes jeg, at det er et af de stærkeste metaludspil jeg har hørt i år!

Track list:
1. Wasteland
2. Rapture In Exile
3. The Misery We Make
4. Infinite Eyes
5. Futurist
6. The Great Oppressor
7. Anti-axis
8. By The Starlight
9. Lost For Life
10. The Goddess Figure
11. Beneath The Blackening Sky
12. Hypatia Rising
13. Departure

Samlet spilletid: 51:00

 

Læs mere...

Machine Head, Bring Me The Horizon, Devildriver, Darkest Hour

Machine Head´s The Eighth Plague tour har efterhånden rullet godt og grundigt hen over Europa, hvortil det, tirsdag d. 8. november endelig var blevet danskernes tur til musikalsk at blive revet rundt af ikke mindre end fire prominente navne. Machine Head havde for sig selv sandsynligvis været rigeligt for mange af aftenens fremmødte og med tilføjelsen af Devildriver og Darkest Hour, var der lagt grobund for en klassekoncert. Dertil har Machine Head tydeligvist haft et ønske om at spille deres musik for potentielt nye og yngre fans og havde derfor allieret sig med de unge stjerner fra Bring Me The Horizon. Et interessant mix af supportbands og så er spørgsmålet jo bare om mixet også fungere i realiteten.

Darkest Hour

Darkest Hour havde fået den noget sparsomme fornøjelse af at starte showet. Kl. 19:00 gik de på scenen til en sal der ikke var meget mere end 1/3 fuld – og ikke overraskende var størstedelen af de på daværende tidspunkt fremmødte, enten i besiddelse af en stærkt utraditionel hårfarve, eller en højde der gør sig gældende for folk der stadig er i puberteten, på dansk: Bring Me the Horizon fans. Det skræmte dog ikke bandet, der sandsynligvis har oplevet lignende på den resterende del af touren. I stedet spillede de 25 minutters energisk koncert, der blandt andet bød på numre som ”Sound Of Surrender”, ”Your Everyday Disaster” og ”Doomsayer (The Beginning Of The End)”.

Med forholdsvist lidt plads på scenen, da Machine Head og Bring Me The Horizons gear fyldte stort set al den plads der var, var det ikke meget liveshow der var plads til. Lydmæssigt led bandet og specielt forsanger John Henry under hele koncerten med en utydelig vokal, mens også leadguitaren flere steder var for lav. Ærgerligt, da bandet ellers vist en fin profil og også formåede at få sat en lille smule tempo og gang i publikum. Afslutningsvist lagde John Henry op til to nye numre, men det blev kun til et, hvorefter bandet lukkede og slukkede med ”Doomsayer (The Beginning Of The End). En lidt speciel afslutning, hvor det virkede som om bandet enten ikke gad mere, eller rent faktisk glemte et nummer i deres set. 4 ud af 6 til Darkest Hour.

Devildriver

Efter en mindre pause var det kl. 19:45 blevet Dez Fafara and friends tur til at give publikum en musikalsk oplevelse. Det overraskede muligvis en del af det fremmødte publikum, at Devildriver stod på scenen før Bring Me The Horizon, men selvom Dez & Co. rent genremæssigt placerer sig nærmere aftenens hovednavn, var det valgt at tage højde for salgstal og popularitet og sætte de unge drenge fra BMTH som sidste support.

Det var nu tydeligvis ikke noget der generede Devildriver, der gav fanden i den lille scene og gjorde deres for at få sat gang i festen. Imellem Darkest Hour og Devildriver, var salen blevet fyldt godt op og fra første riff, havde publikum gang i en circlepit der stort set blev holdt kørende i de ca. 40 minutter bandet spillede. Med materiale godt spredt over alle deres album, inklusiv 2011 udgivelse Beast, blev det bl.a. til numrene ”End Of The Line”, ”Grindfucked” og ”You Make Me Sick”, hvor ikke mindst sidstnævnte væltede Amager Bio godt og grundigt.

Desværre for Devildriver havde de som Darkest Hour nogle tydelige lyd problemer. Dez Fafara startede koncerten med en utydelig vokal, der dog blev forholdsvist hurtigt rette. Det medførte at vokal, trommer samt bas under hele koncerten var markant fremstående i lydbillede, mens guitar og specielt lead flere steder var svær at skille ud fra trommer og bas. Netop erstatningsbassisten Aaron Patrick skal dog fremhæves for fremragende energi og showmanship på scenen.

Devildriver oplevede langt flere lyd problemer end Darkest Hour, men formåede samtidig at skabe en langt større dynamik på scenen og blandt publikum og spiller sig derved hjem til 4,5 ud af 6.

Bring Me The Horizon

Er man kender af alle aftenens fire bands, er det sikkert ikke nogen overraskelse, at undertegnede fandt support fra Bring Me The Horizon som lidt ude af kontekst. Der er ingen tvivl om, at det har været hensigten fra Machine Heads side, at bringe deres musik til nye målgrupper. Derved et ganske smart træk at medbringe et navn som BMTH. Det var da også tydeligt at bandet havde tiltrukket sig publikum, som under normale omstændigheder, med sikkerhed ikke havde været til et sådan ”Machine Head” arrangement.

Det være sagt, havde Amager Bio fra bandets entre på scenen kl. 20:45, delt sig i to dele. Folk foran scenen der var kommet for at se BMTH og folk længere bagved der sandsynligvis var kommet af andre årsager. Det medførte desværre, at der blev tyndet lidt ud blandt publikum, men hvad gør det når man er unge og har succes – det lod i hvert fald ikke til at det var noget der generede bandet. Med åbneren ”Diamonds Aren´t Forever” blev sat gang i 45 minutters koncert, der mest af alt var kendetegnet ved at være et lydmæssigt rod. Rodet var da heldigvis ikke fuldendt og bandet havde flere øjeblikke hvor de toppede. Bedst gjorde de sig i den afsluttende del af koncerten, med numrene ”Football Seasson Is Over”, ”It Never Ends” og ikke mindst sidste nummer ”Chelsea Smiles”.

Publikum var på fra start, men til trods for at bandet kun spillede 45 minutter, var de absolut ikke med hele vejen igennem. Fokus var i langt højere grad på at komme i nærheden af forsanger Oliver Sykes, end på at moshe rundt på gulvet – og så hjælper det ikke at selvsamme Oliver opfordre folk til at ”Get the fuck up”, når han selv står og sover på scenen. Det, kombineret med en forfærdelig rodet lyd, medførte at koncerten blev ubevidst langtrukket og kedelig i perioder, hvor det først var førnævnte ”Football Seasson Is Over” der satte gang i gulvet igen.

Det er muligt at Machine Head fik nye fans, men jeg tvivler på at det samme gjorde sig gældende for BMTH. Deres performance var ikke fantastisk og de blandt publikum der ikke i kendte til bandet i forvejen, lod heller ikke til at være interesseret i meget andet end baren. Bring Me The Horizon kunne desværre gå fra scenen med aftenens dårligste support. 3 ud af 6 hvor BMTH specielt vinder på den sidste del af deres show.

Machine Head

Kl. 22 gik aftenens hovednavn endelig på scenen. Med den karismatisk forsanger i front gjorde bandet entre til tonerne af albumåbneren fra den nylige udgivelse Unto The Locust, ”I Am Hell [Sonata in C#]”. En fantastisk åbner, der desværre blev ødelagt en smule af startmæssige lydproblemer, hvor såvel guitar som Robbs vokal krævede justering. Det blev forsøgt justeret, men Robb led med vokalproblemer gennem hele koncerten, specielt på de høje toner og som om det ikke var nok, havde bassist Adam Duce på anden vokal, intet overblik over hvor højt hans vokal var justeret. Det medførte at Robb blev lydmæssigt oversunget flere steder, tydeligst på ”Darkness Within”.

Machine Head havde medbragt noget af et livesetup. De to skærme på scenen og den store baggrundsvæg blev hyppigt benyttet til diverse Visuals, der tilførte koncerten det ekstra værdi og stadig formåede at undgå at virke overdrevet i brug. Derved var der heller ikke plads til de store overraskelser i bandets setlist, der holdte samme indhold som koncertener op til aftenens. Et ganske fint mix af bandets nyeste materiale, der indebar stort set hele Unto The Locust, med undtagelse af ”Pearls Before Swine” og Who We Are”. Stærkest blandt de nyeste stod ”This Is The End” mens ”Darkness Within” desværre faldt igennem især grundt førnævnte vokalproblemer. Kombineret med materiale fra hele bandets bagkatalog, herunder ”Imperium”, The Blood, The Sweat, The Tears (Beers)”, ”Ten Ton Hammer” & ”Halo”, leverede Machine Head en time og 45 minutters spilletid, tight præcist og pisse energisk.

Energien forplantede sig da også til publikum, der fik vist bandet at det havde været savnet – og skulle det ikke være nok, blev vi alle behageligt overrasket da Kasper (En forholdsvis stor mand, hvor ”forholdsvist” skal forstås som ”meget”) gik på scenen og viste alle lækkerierne frem. Tak for det og behold trøjen på fremover. Et billigt trick måske, men det fremviste et band der godt kunne række ud over den velsmurte maskine der ellers er Machine Head, og improvisere lidt. Med ”Davidian” afsluttede og lukkede bandet koncerten og efterlod et udkørt og gennemspillet publikum, der uden tvivl havde fået hvad de kom efter. En flot koncert, der dog ligeledes var præget af lydproblemer. 5 ud af 6 til Machine Head.

Samlet set en velfungerende aften. Det er efterhånden normalen at Machine Head hiver et kæmpe setup med når de er på tour, men det kan nok diskuteres om ikke 3 opvarmningsbands var lige i overkanten. BMTH gav et unødvendigt break på en ellers velfungerende aften og om end det sikkert har gavnet Machine Head, tvivler jeg på at BMTH har fået det store ud af det. Lydforholdene blev aldrig perfekte, men set i relation til at koncerten ellers skulle være holdt i KB Hallens betonhelvede, kan man kun prise sig lykkelig for at det ikke var flere lydproblemer. 4,5 ud af 6 til den samlede oplevelse, hvor Devildriver og Machine Head leverede de absolut bedste bidrag.

 

Læs mere...

Darkest Hour - The Human Romance

Darkest Hour fra USA har siden deres første fuldlængde udgivelse i år 2000 statistisk set udgivet et album hvert andet år. I 2011 er de hermed aktuelle med deres 7. i rækken, ”The Human Romance”.

”The Human Romance” sparkes efter en dyster, melankolsk intro i gang med nummeret ”The World Engulfed In Flames”, og herfra bliver det ganske hurtigt gjort klart, at ”Den Mørke Time” er en sand fryd at befinde sig i.
Undertegnede skammer sig over ikke at have stiftet bekendtskab med disse amerikanere før, set både i lyset af deres ihærdige arbejde med udgivelser, men også fordi dette er et fantastisk album, uden sidestykke! Interessen for de 6 andre udgivelser er ihvertfald blevet umådeligt høj efter dette nye bekendtskab!

Stilen er en blanding af Melo-death, Metalcore og god gammeldags Thrash. Musikken er godt eksekveret. Tempoet er vekslende fra det hurtige tonser til tunge breaks og riffs, stemningen er aggressiv og vokalen varierer mellem skrig og en hæs, men dog ren vokal. Særligt skæring nr. 5 ”Love As A Weapon” indeholder alle ovenstående elementer.

Et andet nummer der giver god variation, set i lyset af de andre energiske og up-tempo sange på pladen, er det 8 minutter lange instrumentale ”Terra Solaris”.
Nummeret lægger sig op ad noget af det, man kunne opleve på ”Orion” på Metallicas legendariske ”Master Of Puppets”. Alene dette burde være en blåstempling i sig selv. ”Terra Solaris” tager en rutsjetur gennem det storladne melodiøse og harmoniske til det stemningsprægede akustiske og tilbage igen.
Darkest Hour er med ”The Human Romance” det , der gør min tjans som anmelder til en sand fornøjelse!

Tracklist:
1. "Terra Nocturnus"
2. "The World Engulfed in Flames"
3. "Savor the Kill"
4. "Man & Swine"
5. "Love as a Weapon"
6. "Your Everyday Disaster"
7. "Violent by Nature"
8. "Purgatory"
9. "Severed into Separates"
10. "Wound"
11. "Terra Solaris"
12. "Beyond the Life You Know"

Samlet spilletid: 45:00
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed