fbpx

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Rotting Christ - The Heretics

Pressematerialet udråber dette album til at være en ny begyndelse for Rotting Christ, men som altid, når der er tale om etablerede kunstnere (Rotting Christ har eksisteret i mere end 3 årtier) er jeg mere end skeptisk overfor den slags salgstaler – at det er svært at lære gamle hunde nye tricks er gælder (næsten) altid i Metal.

Og godt det samme, for grækerne fastholder deres grundlæggende stil og giver på ”The Heretics” prøver på den stil, der har holdt dem på banen i så mange år. Det betyder arrangementer med store kor, som ikke kun bruges til at forstørre lydbilledet, men mere tjener til at skabe en mørk stemning. Stemningen minder om kirkemusik og giver musikken en alvorlig tone, uafhængigt af dens hårdhed. De kirkelige referencer er ingen tilfældighed, for som albummets titel indikerer, er kirkens holdning til de ikke-troende et gennemgående tema. Det fremgår både af teksterne og de talte sekvenser, der introducerer flere numre; sidstnævnte præsenterer kort indholdet eller budskabet i det enkelte track, og virker ret intenst.

En anden styrke ved bandets musik er evnen til at inkludere melodier – ikke kun pakket ind i guitararbejdet som i den klassiske Black Metal, men også som rene melodiske indslag. Det står stærkt i ”Heaven & Hell & Fire” og “The New Messiah”, som begge er rigtige sejtrækkere.

Og når Sakis Tolis i slutnummeret ”The Raven” citerer Edgar Allan Poes klassiske værk af samme navn, markerer det afslutning af et rigtig godt album, hvor kun et par mindre stærke tracks koster de fem stjerner i bedømmelsen.

Tracklist:
1. In the name of God
2. Vetry Zlye (ВЕТРЫ ЗЛЫЕ)
3. Heaven & Hell & Fire
4. Hallowed be thy name
5. Dies Irae
6. I believe (ΠΙΣΤΕΥΩ)
7. Fire God and Fear
8. The Voice of the Universe
9. The New Messiah
10. The Raven
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Myrkur - Juniper

Med sine hidtidige albums har Myrkur placeret sig solidt på Black Metal scenen med en blanding af Sort Metal og nordisk Folkemusik, og selv om hun deler vandene, er hun i mine øjne noget af det mest spændende og personlige, der har ramt genren i mange, mange år. Så da EP’en ”Juniper” blev annonceret som optakt til hendes Europaturne i december måned, var jeg mere end klar til at anmelde.
Allerede inden jeg havde hørt en tone, blev jeg skuffet; EP’en indeholder kun to numre – det er ikke mange år siden, at den slags udgivelser blev betegnet ”en single”. Nå, skuffelsen blev hurtigt glemt, efter at have hørt titelnummeret. ”Juniper” er en halvtung sag, som ikke er egentlig Black Metal, men mere Dark. Stemningen er flot og mørk, ikke mindst pga. brugen af strygere, og det skaber en flot modpol til Myrkurs enormt flotte og rene stemme. Det hele kulminerer i omkvædet, hvor tunge guitarer nærmest tvinger mine nakkemuskler til at bevæge sig – alt i alt et virkelig vellykket nummer.
I udgivelsens andet track giver Myrkur sin fortolkning af ”Bonden og Kragen”, som er en dansk folkesang fra 1600 tallet – unægtelig meget langt fra titelnummerets stil. Sangen er spartansk arrangeret; her er der kun en guitar som akkompagnement til vokalen. Det bringer Myrkurs klokkeklare stemme i fokus, og den er som vanligt imponerende ren.
Ud fra deres kvaliteter burde de to numre have haft en højere karakter, men jeg kan ikke se bort fra, at det er lidt snyd at markedsføre en single som EP. Jeg nøjes derfor med at konstatere, at Myrkur stadig laver spændende musik og ser frem til udgivelser med flere numre.

Tracklist:
01: Juniper
02: Bonden og Kragen
Samlet spilletid: 6:13

Læs mere...

Carach Angren - Dance and Laugh Amongst the Rotten

Lige fra starten i 2003 har den hollandske trio Carach Angren brugt deres musik til at fortælle gyserhistorier; det har bragt dem forbi temaer som genfærd, krigstraumer og folkeeventyr sat ind i en moderne kontekst. På deres femte studiealbum fortsættes det paranormale som tema, denne gang tages der udgangspunkt i følgerne af en piges lidt for intense leg med et ouija board.

Historierne fortælles i numre, der vanen tro er indhyllet i store symfoniske arrangementer med kor og hele svineriet – det kunne sagtens bruges som underlægning til en gyserfilm. Ind imellem er der nedtonede passager med strygere og klaver, og når man lægger den udmærkede kant, som Metalelementerne giver, oveni, passer det hele fint til indpakningen.

Hvis man har fulgt med i hollændernes hidtidige karriere, er der ikke meget nyt at finde på ”Dance and Laugh Amongst the Rotten”; der er ingen enkeltstående dele, som bandet ikke tidligere har afprøvet i et eller andet omfang. Her tæller Seregor's raspende vokal stadig til de absolutte pluspunkter. Generelt har hollænderne forfinet brugen af deres kendte elementer, men de læner sig stadig meget op ad Cradle of Filth i stil og udtryk. I en tid, hvor englænderne performer under niveau, kunne Carach Angren skubbe sig ind i rampelyset, men den chance misser hollænderne, da de denne gang ikke kan leve op til tidligere bedrifter.

Tracklist:
1. Opening
2. Charlie
3. Blood Queen
4. Charles Francis Coghlan
5. Song for the Dead
6. In De Naam Van De Duivel
7. Pitch Black Box
8. The Possession Process
9. Three Times Thunder Strikes
Samlet spilletid: 41:16

Læs mere...

Shores Of Null - Black Drapes For Tomorrow

Italienske Shores Of Null har med “Black Drapes For Tomorrow” udsendt deres andet album, og det har gjort mig nysgerrig; deres debutskive fra 2014 viste et band med potentiale, så jeg var spændt på at høre deres udvikling, da albummet kom til anmeldelse.

Italienerne er erklærede fans af musikkens mørke sider, og de fortsætter med at lave musik med en mørk tone. Den skabes via udstrakt brugt af tremoloanslag på guitarerne, som det kendes fra Black Metal. Det område betræder Shores Of Null ikke, deres musik har en helt anderledes struktur. Samtidig er der genhør med meget flotte og klare vokalarrangementer, som igen distancerer numrene fra det Sorte. Samtidig sørger sangeren Davide Straccione for at variere sin egen vokal så meget, at der både bliver plads til det kraftfulde og det brølende. Den mørke tone i musikken bringer naturligt en vis alvor ind i numrene; hvis der var bare lidt flere skift og overraskelser i musikken, ville det ikke være forkert at placere musikken i den progressive afdeling, for der skiftes mellem mange forskellige udtryk, som også udvikler sig. Her er den flotte start med strygerklange i ”Tide Against Us” et godt eksempel, det samme er det instrumentale ”The Enemy Within”. Lidt voldsommere sager som ”Carry On, My Tiny Hope” virker også udmærket, så bredden må siges at være godkendt. Som ved det første album kunne jeg godt tænke mig lidt mere skarphed i specielt guitarerne, men det er en mindre ting. Shores Of Null holder niveauet fra deres debut, og belønnes med samme karakter.

Tracklist:
1. Tributary Waters
2. Donau
3. Tide Against Us
4. House Of Cries
5. Black Drapes For Tomorrow
6. The Enemy Within
7. Carry On, My Tiny Hope
8. We Ain’t Ashes
9. A Thousand Storms
10. The Kolyma Route
11. Death Of A River
Samlet spilletid: 50:43

Læs mere...

Bitterfeldt - Götzen.Dämmerung

Bitterfeldt er et fælles projekt for duoen Micha og Sascha, hvor de forsøger at udleve deres billede af musik, som handler om livets mørke sider med ydre og indre dæmoner. Hjulpet af en række studiemusikere har de to nu indspillet deres første album.

Hvis man skal gøre det enkelt, kan indholdet opfattes som sammensat af kun to hovedelementer: Tyngde og stemning. Tyngden leveres primært af guitarerne, som med gedigne hug i strengene sørger for noget tungt; de er ikke ekstreme, men tilstrækkelige til, at retfærdiggøre betegnelsen Doom. Det stemningsmæssige betjener sig af noget flere bidragydere, og optager også langt mere af spilletiden. Her er det klaver og keyboard, der ledsager Michas rene vokal, men flere steder træder Sascha til med didgeridoo. Den bruges sparsomt, men når det sker, er den markant og giver helheden en dyster tone. Alle tekster er på tysk, hvilket ikke påvirker numrene synderligt, hverken i positiv eller negativ retning.

Det bringer os tilbage til fordelingen af tyngde og stemning, for i de tunge passager virker musikken interessant og skarp – til gengæld sker det for lidt. I de passager, hvor stemningerne er i fokus, her holder Bitterfeldt musikken helt stille. Det giver flere steder en meget effektiv nærhed, som giver en vis intensitet. Til gengæld er der lange dele af albummet, hvor der sker for lidt – her har jeg svært ved at få øje på det mørke, der var grundlaget for projektet. Derfor ender bedømmelsen i midterfeltet trods enkelte gode ideer og en flot produktion.

Tracklist:
1. Nordlicht
2. Arktus
3. EinesTages
4. Anatole
5. Zauberland
6. Mesembria
7. Fiebertraum
8. Dysis
9. Unendlich
10. Epilog: art.zero
Samlet spilletid: 52:45

Læs mere...

Hanging Garden - Blackout Whiteout

Tilbage i 2013 anmeldte jeg en EP fra finske Hanging Garden, og det var mit første møde med dem. Et møde der med det samme fik mig til at dykke ned i bandets bagkatalog, og suge til mig af deres atmosfæriske, let dystre univers. Nu er det så klar med deres fjerde fuldlængde album ”Blackout Whiteout”, der bestemt ikke skuffer stemningsmæssigt.

Albummet åbner med den tunge ”Borrowed Eyes”, der fint sætter barren for stemningen på også dette album. Med sit eksplosive omkvæd og hypnotiserende basgang, styrer den direkte mod helvede, mens forsanger Toni Toivonen skråler i mikrofonen med sin fremragende vokal. Tekstuniverset kredser om død og sorg, og er på ingen måde muntert. Men alligevel formår Toivonen altid at få det hele til at lyde enormt smukt. F.eks. på skæring nummer to ”Whiteout”, når han næsten messer linjen ”I haven’t the strength to go on”. Og selvom det på ingen måde kan siges at være et særligt positivt udsagn, så lyder det bare så fandens smukt, akkompagneret af et ensomt klaver. Hanging Garden spiller doom metal af den fineste skuffe. Dette betyder også at tempoet i pladen ikke ligefrem er højt, og numrene glider nærmest ind i hinanden, oftest uden hørbare stop eller markerede overgange. Således føles albummet lidt som en….totaloplevelse, i mine øjne, og ikke 9 individuelle numre. Jeg kan godt lide den måde det binder albummet sammen på, selvom det af og til gør det svært at vide, hvilken sang man lytter til. ”Embers” kommer snigende indover en som en mørk skygge fyldt med smukke guitarsoli og energisk trommespil, og bliver til den næsten 8 minutter lange – og mindst ligeså smukke – ”Eclipse”. Det er næsten umuligt at vælge nogle få numre, jeg bedst kan lide og gerne vil fremhæve, for jeg er ret vild med stort set alt, hvad de her drenge rører ved. Pladens sidste halvdel sætter tempoet en lille smule op. Ikke meget, men nok til at markere sig, så man ikke mister interessen. ”Unearth” og ”Words That Bear No Meaning” er 2 af de tungeste på albummet, og smager næsten lidt af black metal inspiration. Hvilket jeg synes klæder både Toivonen og bandet som helhed. Det eneste nummer jeg synes rammer helt ved siden af, er ”Aoede” der så heldigvis kun er lidt over 3 minutter langt. Albummet lukker med ”Blackout”, der er en næsten hymneagtig, drømmelignende sag, der fint binder endnu et fremragende udspil fra Finnerne sammen.

Hanging Garden er et af de der bands, der virkelig formår at mixe det rå og brutale med det storladne og poetiske i en fantastisk cocktail, der smager af lige dele død og ødelæggelse, og skønhed og ynde. Hvis du er til doom metal og endnu ikke har lyttet til Hanging Garden, så er ”Blackout Whiteout” helt sikkert et album, du er nødt til at unde dig selv!

Track list:
1. Borrowed Eyes
2. Whiteout
3. Embers
4. Eclipse
5. Aoede
6. Unearth
7. Words That Bear No Meaning
8. My Rise Is Your Fall
9. Blackout
Samlet spilletid: 48:00

 

Læs mere...

Ereb Altor- Nattramn

”Nattramn” er det femte i rækken af albums fra svenske Ereb Altor, som først indenfor de senere år er begyndt at turnere. Indtil da var det primært de to grundlæggere Ragnar og Mats suppleret med livemusikere, der spillede til udvalgte festivaler.

Fra starten var det bandets erklærede mål at videreføre det nordiske Metal stil, som Bathory introducerede, og det høres stadig tydeligt i bandets musik. Den dækker nemlig stort set alle de elementer, der kendetegner kultbandet: Mørke stemninger (”The Son Of Vindsvalr”, ”Midsommarblot” ), Folk-inspirationer (”The Dance of The Elves”), egentlig Black Metal (”Dark Waters” og ”Nattramn”) og Doom (”The Nemesis OF Frei”). I ”Midsommarblot” er der oven i købet blevet plads til en vokal, der er lige så akavet som i sin tid hos Quorthon. Desuden tager teksterne udgangspunkt i den nordiske mytologi, så også dén side er dækket ind. Så langt, så godt; alt lyder som hos forbillederne, og det er i sig selv udmærket.

Desværre er der absolut intet nyt i det, Ereb Altor foretager sig; de gentager stort set bare, hvad andre har gjort før – vel at mærke uden at tilføre ret meget nyt og personligt. Det er en smule fesent i min bog, men de fordi de har skrevet nogle udmærkede numre, kan ”Nattramn” lige trække sig op på den rigtige side af Godkendt.

Tracklist:
1. THE SON OF VINDSVALR
2. MIDSOMMARBLOT
3. NATTRAMN
4. THE DANCE OF THE ELVES
5. DARK WATERS
6. ACROSS THE GIANT'S BLOOD
7. THE NEMESIS OF FREI
Samlet spilletid: 43:27

 

Læs mere...

Sigh - Graveward

Sigh er et af de bands, som jeg ofte har læst om, men af uransagelige årsager aldrig hørt. Uransagelige, da de omtales som et af de mest eksperimenterende, spændende og nyskabende navne – ikke kun i hjemlandet Japan, men generelt. Nu får jeg så chancen, da bandets 10. album er dukket op i min indbakke.

Jeg har set Sighs musikalske stil karakteriseret som Black- og Avantgarde Metal, men det passer ikke særlig godt på indholdet af dette album. Godt nok har sangeren Mirai Kawashima en ret skærende vokal, men det placerer ikke skiven i kassen med Sort – heller ikke selv om lydbilledet er temmelig grovkornet. I stedet er der masser af storladne keyboards, der minder en del om Cradle of Filth. Numrenes kvalitet er der heller ikke meget at sætte fingre på, der er generelt udmærket gang i den, og der varieres pænt – ikke mindst når Dr. Mikannibals stemme støtter Kawashima i omkvædene. At der også er en del gæstemusikere på skiven, efterlader til gengæld ikke mange spor.

Grundlæggende er numrene i orden, men der er ikke mange nye ting at spore. De usædvanlige elementer som saxofon og jazzklaver, der optræder ganske kort, kan på ingen måde retfærdiggøre betegnelserne nyskabende og Avant-garde, og da slet ikke nogen form for hype. Min konklusion må derfor blive, at Sigh er et udmærket Metalband, som formår at skabe stemningsfuld musik, men baseret på ”Graveward” er jeg ikke gået glip af noget ved at lade bandet passere under min musikalske radar.

Tracklist:
1. Kaedit Nos Pestis
2. Graveward
3. The Tombfiller
4. The Forlorn
5. The Molesters of My Soul
6. Out of the Grave
7. The Trial by the Dead
8. The Casketburner
9. A Messenger from Tomorrow
i) The Message
ii) Foreboding
iii) Doomsday
Samlet spilletid: 49:36

 

Læs mere...

Viper Solfa - Carving An Icon

I 2013 gik bandet Trail Of Tears i opløsning, hvilket fik sangeren Ronny Thorsen til at starte Viper Solfa. Med fra ToT kom trommeslageren Bjørn Rønnow og bassisten Endre Moe, og bandets line up blev komplet via guitaristen Morfeus, som har spillet med Mayhem og Limbonic Art, samt Ram-Zet sangerinden Sphinx.

Bands hvor det vokale arbejde deles mellem en mandlig og en kvindelig sanger finder man ofte i den mere melodiske ende af Metalskalen, og det er også her, Viper Solfa lægger ud. I ”Deranged” veksles fint mellem Sphinx’ rene vokal og Thorsens brølen, men det hele sker med skarpt skåret Metal og symfoniske elementer liggende i baggrunden som truende rovdyr, der venter på at blive sluppet løs. Det sker så gradvist i løbet af albummet, og hvor de melodiske elementer i andre sammenhænge er dominerende, er det omvendt hos Viper Solfa: Her kæmper de for livet blandt elementer af Black- og Death Metal – det er tydeligt at Morfeus er hovedkraften i bandets musik. I ”Call For Silence” bryder den Sorte Metal ud af sit fængsel og drejer nummeret helt over på den mørke side, mens ”Whispers And Storms” er storslået symfonisk Metal.

Det er virkelig fedt at nordmændene har taget skridtet fuldt ud og konstant lader musikkens mørke og metalliske sider træde frem, i stedet for at beskære dem så de er spiselige for alle. Set i det lys skal der lyde stor ros til Sphinx, for hun kæmper virkelig godt mod overmagten med en imponerende vokalpræstation. I det hele taget er denne debut stærk, og det er kun savnet af lidt mere medrivende drive, der begrænser albummets pointhøst. Der er ingen tvivl om, at Viper Solfa fat i noget rigtig spændende!

Tracklist:
1. Deranged
2. Funeral Of Kings
3. Carving An Icon
4. The Toxic Thousands
5. Vulture Kingdom
6. Call For Silence
7. War Of Zion
8. The Viper Legion
9. Whispers And Storms
10. Shahanshah
Samlet spilletid: 52:45

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed