fbpx

Rotting Christ - The Heretics

Pressematerialet udråber dette album til at være en ny begyndelse for Rotting Christ, men som altid, når der er tale om etablerede kunstnere (Rotting Christ har eksisteret i mere end 3 årtier) er jeg mere end skeptisk overfor den slags salgstaler – at det er svært at lære gamle hunde nye tricks er gælder (næsten) altid i Metal.

Og godt det samme, for grækerne fastholder deres grundlæggende stil og giver på ”The Heretics” prøver på den stil, der har holdt dem på banen i så mange år. Det betyder arrangementer med store kor, som ikke kun bruges til at forstørre lydbilledet, men mere tjener til at skabe en mørk stemning. Stemningen minder om kirkemusik og giver musikken en alvorlig tone, uafhængigt af dens hårdhed. De kirkelige referencer er ingen tilfældighed, for som albummets titel indikerer, er kirkens holdning til de ikke-troende et gennemgående tema. Det fremgår både af teksterne og de talte sekvenser, der introducerer flere numre; sidstnævnte præsenterer kort indholdet eller budskabet i det enkelte track, og virker ret intenst.

En anden styrke ved bandets musik er evnen til at inkludere melodier – ikke kun pakket ind i guitararbejdet som i den klassiske Black Metal, men også som rene melodiske indslag. Det står stærkt i ”Heaven & Hell & Fire” og “The New Messiah”, som begge er rigtige sejtrækkere.

Og når Sakis Tolis i slutnummeret ”The Raven” citerer Edgar Allan Poes klassiske værk af samme navn, markerer det afslutning af et rigtig godt album, hvor kun et par mindre stærke tracks koster de fem stjerner i bedømmelsen.

Tracklist:
1. In the name of God
2. Vetry Zlye (ВЕТРЫ ЗЛЫЕ)
3. Heaven & Hell & Fire
4. Hallowed be thy name
5. Dies Irae
6. I believe (ΠΙΣΤΕΥΩ)
7. Fire God and Fear
8. The Voice of the Universe
9. The New Messiah
10. The Raven
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Myrkur - Juniper

Med sine hidtidige albums har Myrkur placeret sig solidt på Black Metal scenen med en blanding af Sort Metal og nordisk Folkemusik, og selv om hun deler vandene, er hun i mine øjne noget af det mest spændende og personlige, der har ramt genren i mange, mange år. Så da EP’en ”Juniper” blev annonceret som optakt til hendes Europaturne i december måned, var jeg mere end klar til at anmelde.
Allerede inden jeg havde hørt en tone, blev jeg skuffet; EP’en indeholder kun to numre – det er ikke mange år siden, at den slags udgivelser blev betegnet ”en single”. Nå, skuffelsen blev hurtigt glemt, efter at have hørt titelnummeret. ”Juniper” er en halvtung sag, som ikke er egentlig Black Metal, men mere Dark. Stemningen er flot og mørk, ikke mindst pga. brugen af strygere, og det skaber en flot modpol til Myrkurs enormt flotte og rene stemme. Det hele kulminerer i omkvædet, hvor tunge guitarer nærmest tvinger mine nakkemuskler til at bevæge sig – alt i alt et virkelig vellykket nummer.
I udgivelsens andet track giver Myrkur sin fortolkning af ”Bonden og Kragen”, som er en dansk folkesang fra 1600 tallet – unægtelig meget langt fra titelnummerets stil. Sangen er spartansk arrangeret; her er der kun en guitar som akkompagnement til vokalen. Det bringer Myrkurs klokkeklare stemme i fokus, og den er som vanligt imponerende ren.
Ud fra deres kvaliteter burde de to numre have haft en højere karakter, men jeg kan ikke se bort fra, at det er lidt snyd at markedsføre en single som EP. Jeg nøjes derfor med at konstatere, at Myrkur stadig laver spændende musik og ser frem til udgivelser med flere numre.

Tracklist:
01: Juniper
02: Bonden og Kragen
Samlet spilletid: 6:13

Læs mere...

Carach Angren - Dance and Laugh Amongst the Rotten

Lige fra starten i 2003 har den hollandske trio Carach Angren brugt deres musik til at fortælle gyserhistorier; det har bragt dem forbi temaer som genfærd, krigstraumer og folkeeventyr sat ind i en moderne kontekst. På deres femte studiealbum fortsættes det paranormale som tema, denne gang tages der udgangspunkt i følgerne af en piges lidt for intense leg med et ouija board.

Historierne fortælles i numre, der vanen tro er indhyllet i store symfoniske arrangementer med kor og hele svineriet – det kunne sagtens bruges som underlægning til en gyserfilm. Ind imellem er der nedtonede passager med strygere og klaver, og når man lægger den udmærkede kant, som Metalelementerne giver, oveni, passer det hele fint til indpakningen.

Hvis man har fulgt med i hollændernes hidtidige karriere, er der ikke meget nyt at finde på ”Dance and Laugh Amongst the Rotten”; der er ingen enkeltstående dele, som bandet ikke tidligere har afprøvet i et eller andet omfang. Her tæller Seregor's raspende vokal stadig til de absolutte pluspunkter. Generelt har hollænderne forfinet brugen af deres kendte elementer, men de læner sig stadig meget op ad Cradle of Filth i stil og udtryk. I en tid, hvor englænderne performer under niveau, kunne Carach Angren skubbe sig ind i rampelyset, men den chance misser hollænderne, da de denne gang ikke kan leve op til tidligere bedrifter.

Tracklist:
1. Opening
2. Charlie
3. Blood Queen
4. Charles Francis Coghlan
5. Song for the Dead
6. In De Naam Van De Duivel
7. Pitch Black Box
8. The Possession Process
9. Three Times Thunder Strikes
Samlet spilletid: 41:16

Læs mere...

Shores Of Null - Black Drapes For Tomorrow

Italienske Shores Of Null har med “Black Drapes For Tomorrow” udsendt deres andet album, og det har gjort mig nysgerrig; deres debutskive fra 2014 viste et band med potentiale, så jeg var spændt på at høre deres udvikling, da albummet kom til anmeldelse.

Italienerne er erklærede fans af musikkens mørke sider, og de fortsætter med at lave musik med en mørk tone. Den skabes via udstrakt brugt af tremoloanslag på guitarerne, som det kendes fra Black Metal. Det område betræder Shores Of Null ikke, deres musik har en helt anderledes struktur. Samtidig er der genhør med meget flotte og klare vokalarrangementer, som igen distancerer numrene fra det Sorte. Samtidig sørger sangeren Davide Straccione for at variere sin egen vokal så meget, at der både bliver plads til det kraftfulde og det brølende. Den mørke tone i musikken bringer naturligt en vis alvor ind i numrene; hvis der var bare lidt flere skift og overraskelser i musikken, ville det ikke være forkert at placere musikken i den progressive afdeling, for der skiftes mellem mange forskellige udtryk, som også udvikler sig. Her er den flotte start med strygerklange i ”Tide Against Us” et godt eksempel, det samme er det instrumentale ”The Enemy Within”. Lidt voldsommere sager som ”Carry On, My Tiny Hope” virker også udmærket, så bredden må siges at være godkendt. Som ved det første album kunne jeg godt tænke mig lidt mere skarphed i specielt guitarerne, men det er en mindre ting. Shores Of Null holder niveauet fra deres debut, og belønnes med samme karakter.

Tracklist:
1. Tributary Waters
2. Donau
3. Tide Against Us
4. House Of Cries
5. Black Drapes For Tomorrow
6. The Enemy Within
7. Carry On, My Tiny Hope
8. We Ain’t Ashes
9. A Thousand Storms
10. The Kolyma Route
11. Death Of A River
Samlet spilletid: 50:43

Læs mere...

Bitterfeldt - Götzen.Dämmerung

Bitterfeldt er et fælles projekt for duoen Micha og Sascha, hvor de forsøger at udleve deres billede af musik, som handler om livets mørke sider med ydre og indre dæmoner. Hjulpet af en række studiemusikere har de to nu indspillet deres første album.

Hvis man skal gøre det enkelt, kan indholdet opfattes som sammensat af kun to hovedelementer: Tyngde og stemning. Tyngden leveres primært af guitarerne, som med gedigne hug i strengene sørger for noget tungt; de er ikke ekstreme, men tilstrækkelige til, at retfærdiggøre betegnelsen Doom. Det stemningsmæssige betjener sig af noget flere bidragydere, og optager også langt mere af spilletiden. Her er det klaver og keyboard, der ledsager Michas rene vokal, men flere steder træder Sascha til med didgeridoo. Den bruges sparsomt, men når det sker, er den markant og giver helheden en dyster tone. Alle tekster er på tysk, hvilket ikke påvirker numrene synderligt, hverken i positiv eller negativ retning.

Det bringer os tilbage til fordelingen af tyngde og stemning, for i de tunge passager virker musikken interessant og skarp – til gengæld sker det for lidt. I de passager, hvor stemningerne er i fokus, her holder Bitterfeldt musikken helt stille. Det giver flere steder en meget effektiv nærhed, som giver en vis intensitet. Til gengæld er der lange dele af albummet, hvor der sker for lidt – her har jeg svært ved at få øje på det mørke, der var grundlaget for projektet. Derfor ender bedømmelsen i midterfeltet trods enkelte gode ideer og en flot produktion.

Tracklist:
1. Nordlicht
2. Arktus
3. EinesTages
4. Anatole
5. Zauberland
6. Mesembria
7. Fiebertraum
8. Dysis
9. Unendlich
10. Epilog: art.zero
Samlet spilletid: 52:45

Læs mere...

Hanging Garden - Blackout Whiteout

Tilbage i 2013 anmeldte jeg en EP fra finske Hanging Garden, og det var mit første møde med dem. Et møde der med det samme fik mig til at dykke ned i bandets bagkatalog, og suge til mig af deres atmosfæriske, let dystre univers. Nu er det så klar med deres fjerde fuldlængde album ”Blackout Whiteout”, der bestemt ikke skuffer stemningsmæssigt.

Albummet åbner med den tunge ”Borrowed Eyes”, der fint sætter barren for stemningen på også dette album. Med sit eksplosive omkvæd og hypnotiserende basgang, styrer den direkte mod helvede, mens forsanger Toni Toivonen skråler i mikrofonen med sin fremragende vokal. Tekstuniverset kredser om død og sorg, og er på ingen måde muntert. Men alligevel formår Toivonen altid at få det hele til at lyde enormt smukt. F.eks. på skæring nummer to ”Whiteout”, når han næsten messer linjen ”I haven’t the strength to go on”. Og selvom det på ingen måde kan siges at være et særligt positivt udsagn, så lyder det bare så fandens smukt, akkompagneret af et ensomt klaver. Hanging Garden spiller doom metal af den fineste skuffe. Dette betyder også at tempoet i pladen ikke ligefrem er højt, og numrene glider nærmest ind i hinanden, oftest uden hørbare stop eller markerede overgange. Således føles albummet lidt som en….totaloplevelse, i mine øjne, og ikke 9 individuelle numre. Jeg kan godt lide den måde det binder albummet sammen på, selvom det af og til gør det svært at vide, hvilken sang man lytter til. ”Embers” kommer snigende indover en som en mørk skygge fyldt med smukke guitarsoli og energisk trommespil, og bliver til den næsten 8 minutter lange – og mindst ligeså smukke – ”Eclipse”. Det er næsten umuligt at vælge nogle få numre, jeg bedst kan lide og gerne vil fremhæve, for jeg er ret vild med stort set alt, hvad de her drenge rører ved. Pladens sidste halvdel sætter tempoet en lille smule op. Ikke meget, men nok til at markere sig, så man ikke mister interessen. ”Unearth” og ”Words That Bear No Meaning” er 2 af de tungeste på albummet, og smager næsten lidt af black metal inspiration. Hvilket jeg synes klæder både Toivonen og bandet som helhed. Det eneste nummer jeg synes rammer helt ved siden af, er ”Aoede” der så heldigvis kun er lidt over 3 minutter langt. Albummet lukker med ”Blackout”, der er en næsten hymneagtig, drømmelignende sag, der fint binder endnu et fremragende udspil fra Finnerne sammen.

Hanging Garden er et af de der bands, der virkelig formår at mixe det rå og brutale med det storladne og poetiske i en fantastisk cocktail, der smager af lige dele død og ødelæggelse, og skønhed og ynde. Hvis du er til doom metal og endnu ikke har lyttet til Hanging Garden, så er ”Blackout Whiteout” helt sikkert et album, du er nødt til at unde dig selv!

Track list:
1. Borrowed Eyes
2. Whiteout
3. Embers
4. Eclipse
5. Aoede
6. Unearth
7. Words That Bear No Meaning
8. My Rise Is Your Fall
9. Blackout
Samlet spilletid: 48:00

 

Læs mere...

Ereb Altor- Nattramn

”Nattramn” er det femte i rækken af albums fra svenske Ereb Altor, som først indenfor de senere år er begyndt at turnere. Indtil da var det primært de to grundlæggere Ragnar og Mats suppleret med livemusikere, der spillede til udvalgte festivaler.

Fra starten var det bandets erklærede mål at videreføre det nordiske Metal stil, som Bathory introducerede, og det høres stadig tydeligt i bandets musik. Den dækker nemlig stort set alle de elementer, der kendetegner kultbandet: Mørke stemninger (”The Son Of Vindsvalr”, ”Midsommarblot” ), Folk-inspirationer (”The Dance of The Elves”), egentlig Black Metal (”Dark Waters” og ”Nattramn”) og Doom (”The Nemesis OF Frei”). I ”Midsommarblot” er der oven i købet blevet plads til en vokal, der er lige så akavet som i sin tid hos Quorthon. Desuden tager teksterne udgangspunkt i den nordiske mytologi, så også dén side er dækket ind. Så langt, så godt; alt lyder som hos forbillederne, og det er i sig selv udmærket.

Desværre er der absolut intet nyt i det, Ereb Altor foretager sig; de gentager stort set bare, hvad andre har gjort før – vel at mærke uden at tilføre ret meget nyt og personligt. Det er en smule fesent i min bog, men de fordi de har skrevet nogle udmærkede numre, kan ”Nattramn” lige trække sig op på den rigtige side af Godkendt.

Tracklist:
1. THE SON OF VINDSVALR
2. MIDSOMMARBLOT
3. NATTRAMN
4. THE DANCE OF THE ELVES
5. DARK WATERS
6. ACROSS THE GIANT'S BLOOD
7. THE NEMESIS OF FREI
Samlet spilletid: 43:27

 

Læs mere...

Sigh - Graveward

Sigh er et af de bands, som jeg ofte har læst om, men af uransagelige årsager aldrig hørt. Uransagelige, da de omtales som et af de mest eksperimenterende, spændende og nyskabende navne – ikke kun i hjemlandet Japan, men generelt. Nu får jeg så chancen, da bandets 10. album er dukket op i min indbakke.

Jeg har set Sighs musikalske stil karakteriseret som Black- og Avantgarde Metal, men det passer ikke særlig godt på indholdet af dette album. Godt nok har sangeren Mirai Kawashima en ret skærende vokal, men det placerer ikke skiven i kassen med Sort – heller ikke selv om lydbilledet er temmelig grovkornet. I stedet er der masser af storladne keyboards, der minder en del om Cradle of Filth. Numrenes kvalitet er der heller ikke meget at sætte fingre på, der er generelt udmærket gang i den, og der varieres pænt – ikke mindst når Dr. Mikannibals stemme støtter Kawashima i omkvædene. At der også er en del gæstemusikere på skiven, efterlader til gengæld ikke mange spor.

Grundlæggende er numrene i orden, men der er ikke mange nye ting at spore. De usædvanlige elementer som saxofon og jazzklaver, der optræder ganske kort, kan på ingen måde retfærdiggøre betegnelserne nyskabende og Avant-garde, og da slet ikke nogen form for hype. Min konklusion må derfor blive, at Sigh er et udmærket Metalband, som formår at skabe stemningsfuld musik, men baseret på ”Graveward” er jeg ikke gået glip af noget ved at lade bandet passere under min musikalske radar.

Tracklist:
1. Kaedit Nos Pestis
2. Graveward
3. The Tombfiller
4. The Forlorn
5. The Molesters of My Soul
6. Out of the Grave
7. The Trial by the Dead
8. The Casketburner
9. A Messenger from Tomorrow
i) The Message
ii) Foreboding
iii) Doomsday
Samlet spilletid: 49:36

 

Læs mere...

Viper Solfa - Carving An Icon

I 2013 gik bandet Trail Of Tears i opløsning, hvilket fik sangeren Ronny Thorsen til at starte Viper Solfa. Med fra ToT kom trommeslageren Bjørn Rønnow og bassisten Endre Moe, og bandets line up blev komplet via guitaristen Morfeus, som har spillet med Mayhem og Limbonic Art, samt Ram-Zet sangerinden Sphinx.

Bands hvor det vokale arbejde deles mellem en mandlig og en kvindelig sanger finder man ofte i den mere melodiske ende af Metalskalen, og det er også her, Viper Solfa lægger ud. I ”Deranged” veksles fint mellem Sphinx’ rene vokal og Thorsens brølen, men det hele sker med skarpt skåret Metal og symfoniske elementer liggende i baggrunden som truende rovdyr, der venter på at blive sluppet løs. Det sker så gradvist i løbet af albummet, og hvor de melodiske elementer i andre sammenhænge er dominerende, er det omvendt hos Viper Solfa: Her kæmper de for livet blandt elementer af Black- og Death Metal – det er tydeligt at Morfeus er hovedkraften i bandets musik. I ”Call For Silence” bryder den Sorte Metal ud af sit fængsel og drejer nummeret helt over på den mørke side, mens ”Whispers And Storms” er storslået symfonisk Metal.

Det er virkelig fedt at nordmændene har taget skridtet fuldt ud og konstant lader musikkens mørke og metalliske sider træde frem, i stedet for at beskære dem så de er spiselige for alle. Set i det lys skal der lyde stor ros til Sphinx, for hun kæmper virkelig godt mod overmagten med en imponerende vokalpræstation. I det hele taget er denne debut stærk, og det er kun savnet af lidt mere medrivende drive, der begrænser albummets pointhøst. Der er ingen tvivl om, at Viper Solfa fat i noget rigtig spændende!

Tracklist:
1. Deranged
2. Funeral Of Kings
3. Carving An Icon
4. The Toxic Thousands
5. Vulture Kingdom
6. Call For Silence
7. War Of Zion
8. The Viper Legion
9. Whispers And Storms
10. Shahanshah
Samlet spilletid: 52:45

 

Læs mere...

Evergrey - Hymns For The Broken

For ikke så længe siden var det lige før at dark/progressiv metallers Evergrey var en saga blot. Ja det er sandt, et af de mest originale bands nogensinde fra Sverige havde nær smidt håndklædet i ringen, og jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at siden ”The Inner Circle” har det ikke rigtigt ”klikket” for Evergrey, men med det nye album ”Hymns For the Broken” har de virkelig fundet ind til kernen igen!

Jeg tror aldrig jeg har hørt Evergrey større og bedre, det går simpelthen op i en større enhed. Det er utroligt smukt musik der bliver lagt for dagen, det er ihvertfald længe siden, at det har været på dette niveau i Evergrey lejren og tankerne ledes hen på albums som "In Search Of Truth", "Recreation Day" og den førnævnte"The Inner Circle". Man kan også høre på Tom S. Englund at han er vildt begejstret på vokalen - han kommer virkelig af med noget, og har sjældent lydt bedre. Stemningen er måske knap så dyster som den var på "The Inner Circle", men det bliver den ikke dårligere af for musikken er stadig enormt flot og storslået. Der er ingen grund til at fremhæve nogle numre men skal der absolut fremhæves noget, må det være et nummer som "Wake A Change" som er en fantastisk fantastisk ørehænger - jeg er rørt til tårer, og det bliver simpelthen ikke bedre. Så er der selvfølgelig lige også "The Grand Collapse" og "The Aftermath" som er typisk Evergrey numre når de er allerbedst. Sidst men ikke mindst, må man heller ikke glemme "King Of Errors" som du kan tjekke videoen på herunder.

"Hymns For The Broken" er et mesterværk – intet mindre! Normalt er jeg måske nok lidt af en nærig-røv med mine karakterer, men ikke denne gang. Fuld plade!! Og jeg er sikker på at det er lige nøjagtigt sådan, Tom S. Englund og co ville have dette album til at lyde. Evergrey har sat et gevaldigt aftryk på metalscenen om, at de i dén grad er tilbage ved fordoms styrke – Episk!!

Tracklist:
1. The Awakening
2. King Of Errors
3. A New Dawn
4. Wake A Change
5. Archaic Rage
6. Barricades
7. Black Undertow
8. The Fire
9. Hymns For The Broken
10. Missing You
11. The Grand Collapse
12. The Aftermath

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed