fbpx

D-A-D - A Prayer For The Loud

D-A-D er et af de navne, som altid synes at have været der, og som altid er til stede; derfor blev jeg lidt overrasket over at læse, at det er hele otte år siden, der sidst var nyt fra Danmarks største rocknavn. Nu er den nye skive så på gaden, og titlen ”A Prayer For The Loud” lover godt.

Det starter også godt med typisk D-A-D Rock i ”Burning Star”, hvor alt lyder som det plejer med en veloplagt Jesper Binzer i front – en fin start. De gode takter fortsætter i det herligt tilbagelænede titelnummer, hvor guitaren har fået en rigtig fed sydstatslyd, og omkvædet har fin kant. Og … her ville jeg gerne kunne fortsætte med at opremse stærke numre, men det kan jeg ikke. Ikke fordi de følgende numre ikke lyder som D-A-D - for det gør de – men fordi de fleste er taget fra hylden med mellemgodt materiale. Jeg savner et par medrivende tracks med kant, men de er der ikke denne gang. Bedst fremstår ”A Drug For The Heart”, der er en udmærket ballade på den rigtige side af klichélinjen.

Der er mange bands som ville være mere end tilfredse med et udspil som dette, men for et navn af D-A-Ds kaliber er det lidt skuffende; specielt når man tænker på, at de har haft hele otte år til at klare opgaven.

Tracklist:
1. Burning Star
2. A Prayer For The Loud
3. Nothing Ever Changes
4. The Sky Is Made Of Blues
5. The Real Me
6. No Doubt About It
7. A Drug For The Heart
8. Muscial Chairs
9. Time Is A Train
10. Happy Days In Hell
11. If The World Just
Samlet spilletid: 44:24

Læs mere...

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • DECAPITATED_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ILL BE DAMNED_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RIVAL SONS_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

D-A-D - Tinderbox 2015

Hvis der er noget de fleste danskere kan relatere til, så må D-A-D være en af dem. Det afspejler sig i at der er proppet til randen foran Blå Scene. Selve scenen er fyldt med forstærkere der hælder faretruende ned mod gulvet, og bandets logo i form af et massivt tyrekranium pryder også udsmykningen. Der kommer desuden lys udfra forstærkerne.

To ting lægger en dæmper på festlighederne i aften, hvoraf den ene er lyden. Den er rodet, svinger op og ned i styrke, og har en noget høj diskant, der skærer i ørerne. 
Den anden er frontmanden, eller nærmere hans stemme; den har det ikke godt. Den har det slet ikke godt; når han synger lyder det lige akkurat acceptabelt, men når der skriges og råbes ønsker man sig fluks et andet sted hen.

Publikum ser til gengæld ud til at hygge sig, især oppe foran, men størstedelen tager det nu mest stille og roligt. En del fællesklap- og sang bliver det dog til. Bandet, foruden den altid energiske, og snart 50-årige frontmand, kører på rutinen, men ser ud til at nyde det – stand-in bassisten gør sig især bemærket med sit brede grin. Forsangeren virker i øvrigt til at være noget bedugget, men er på trods af det (eller måske netop derfor) en god publikumsopildner. Den ellers tilskadekomne bassist dukker desuden op og synger nummeret ”Riding With Sue”. Bare ærgerligt at han ikke ser ud til at kunne synge.

Dette er ikke en fadølsfest, og det er prisværdigt at man forsøger sig med andet end hits på stribe – men det fungerer ikke spor bedre i dette tilfælde. 
Hvem blåstemplede idéen i at kaste sig hovedkulds ud i en ti minutter lang kombination mellem trommesolo, jam og en nu irriterende forsanger, der forsøger – og desuden lykkedes – at få publikum til at råbe ”for helvede Laust [trommeslageren, red.], du jo fuld af talent!” hundrede gange?, for derefter at sætte et opstillet trommesæt i brand. Hvad er idéen? 
Men SÅ kommer der ellers hits. Eller, delvist, for igen afbrydes momentum med en unødig lang jam i ”Sleeping My Day Away” der efterhånden passerer de 8 minutter.

Mærkeligt, mærkeligt foretagende. Som nogle forbipasserende bagefter bemærkede ”det var da fint nok, men de kunne godt have spillet nogle flere hits” – dertil er undertegnede ikke nødvendigvis enig, men når man vil gøre noget andet, så sørg da for at gøre det ordentligt, D-A-D. Alligevel virkede de fleste foran til at have en fest, ikke at jeg forstår det, og dét, samt frontmandens energi hiver dem lige op på en middelkarakter.

Sætliste:
1) – Evil Twin
2) – Rock ’n’ Rock Radar
3) – Everything Glows
4) – Heldyourselfish
5) – A New Age Moving In
6) – Riding With Sue
7) – Monster Philosophy
8) – I Want What She’s Got
9) – I Won’t Cut My Hair
10) – Bad Craziness
11) – Sleeping My Day Away
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

D-A-D, Copenhell 2014

Da Copenhell valgte at booke D-A-D som afløser for Megadeth, var metalmiljøets desværre gerne så skråsikre puritanere hurtige til at læsse en gang kollektivt tankeaffald ud online, som man åbenbart skal gøre nu om dage. "Mnøeh, så bli'r hele Copenhell bare til GRØN KONCERT", er der gudhjælpemig enkelte narrøve, der har ytret noget i retning af. Ja, D-A-D er et folkets band. Og sådan er der eddersparkeme mange bands, der er blevet enormt populære, selvom deres musik endda er så meget hårdere end D-A-D's. Og hvor er det da dejligt, at det overhovedet kan lade sig gøre, siger jeg personligt bare.

Hvad disse snævertsynede elitister i virkeligheden glemmer, er, at det hele, som grandfather Lemmy siger, i bund og grund er rock'n'roll. Og der må virkelig skulle et koldt, rockhadende hjerte til for ikke at elske den flom af fremragende rock'n'roll, som er D-A-D's gennembrudsalbum "No Fuel Left For the Pilgrims" (1989), der ganske eksklusivt blev opført i sin helhed som afslutning på årets Copenhell.

Det er den helt rigtige beslutning at spille albummet bagfra. Det djævelske stykke deciderede metal "Ill Will" sparker showet fra start med en kraft, der må have kommet bag på dem, som måske kun lige kender D-A-D's hits. Sådan kan D-A-D nemlig også være reelt aggressive og tappe fra selve metalverdenens energiarterier. Den følgende "Wild Talk" dykker dog væsentligt ned ad styrkebarometret og indikerer i højere grad, hvad de næste 40 minutters tid kommer til at gå med: Klassisk klingende hard rock af international klasse fremført med et sådant overskud, at man ikke skulle tro, at flere af numrene havde ligget i gemmerne så længe. Selv albummets eneste deciderede fyldnummer, "Siamese Twin", er så energisk og straightforward, at selv en Eurovision-komité havde givet ekstra points. Kun "Overmuch" er lige vel tung i røven - i hvert fald sammenlignet med dén højspændte udgave, man kunne høre i Den Grå Hal for tre mdr. siden. Men hva', der er masser af ild på scenen. Og lyden er klokkeklar.

"Vi har kigget i mølposen... Og for fanden om der ikke dukkede en dejlig sang frem", udbryder Danmarks sejeste frontmand, inden en glemt perle, den ganske rigtigt noget så dejlige "Lords of the Atlas", støves af. Hvis man kan lide klassisk hard rock med en knivspids mol-melankoli, kan man fandengaleme også lide det hér. Og til sammenligning er "Girl Nation" jo for hulen kvalitetsmæssigt opløftet i 2. potens og fremkalder da også aftenens hidtil højeste sing-along.

Selv om "No Fuel..." er en brandgod plade, er den - som så mange andre brandgode plader - nu engang bedst på side 1, som det jo altså hed dengang. "True Believer" får mig i et sjældent øjebliks stolthed til at hæve dén arm lidt ekstra, hvorpå jeg har ladet bandets maskot, Molly, forevige i blæk. Se, ens første kærlighed og indgangsvinkel til metalmusikken kan nemlig også godt hedde D-A-D, kære læsere. Under "ZCMI" rider jeg på en bølge af ren, nostalgisk glæde. I guder, hvor er det dog fantastisk endelig at få lov at høre disse klassikere live, som man endnu har haft til gode; som kunne være blevet verdenskendte, hvis bare omstændighederne havde været til det; og som i princippet stadig fortjener det.

Omend meget af alt dettehér ganske vist lyder ret subjektivt, (jeg ved det udmærket godt, tak!), bør der dog blandt kvalificerede kritikere være ganske nøgtern enighed om, at den sjældent så svinesejt sexdunstende og tonsertungt swingende "Rim of Hell" hører til blandt aftenens højdepunkter. Det er lige før, man omsider begynder at foretrække Laust Sonne frem for Peter Jensen bag tønderne, for selvom han gerne blæksprutter sig lovligt meget igennem mange af numrene, spiller han fandengaleme også en fed AC/DC.

Den i og for sig ellers så fine "Point of Wiew", må jeg indrømme, udgør under disse omstændigheder en mindre kvalitetsmæssig bølgedal, inden der sluttes af med det bedste. "Jihad" og "Sleeping My Day Away" behøver ingen yderligere omtale for folk, der nogensinde har set D-A-D live. Stig Pedersen hiver sin missil-bas frem; stikflammer skyder fra scenen i et væk. Forrygende hård rock med et drive som intet andet. Fælleshop; fællessang á capella. Lang guitarsolo; langt crescendo. Så helt ned igen og bygge helt op til toppen. Fællesklap i takt. Stroboskoplys og tøris-røg. Dundrende trommer og voldtægt af grundakkorden. "TAK FOR I AFTEEEN!"

... Nej, vel? Gu' fa'en hverken kan eller vil vi da nøjes med en tre kvarters koncert som afslutning på en fest, der har varet tre dage. Men det ved Danmarks bedste liveband selvfølgelig også godt. En skærende guitarhyletone tre gange indikerer, at første ekstranummer bliver endnu en metalskæring: Den indædte "Reconstrucdead", som på egen hånd rocker langt hårdere, end Volbeat nogensinde har gjort. Jeg headbanger, som var jeg 17 igen. De nyere "Monster Philosophy" og "I Want What She's Got" lader det hidtil så entusiastiske publikum indenfor afskærmningen underligt passive, men den fremragende live-basker "Everything Glows" trækker stemningen op igen. Godt hjulpet på vej af en trommesolo på et intermistisk podie med derpå følgende afbrænding af trommesættet.

I nogen tid høres intet andet end flammernes knitren og blussen i mikrofonerne. Men der mangler stadigvæk noget. Og hvis man har hørt det tilstrækkeligt mange gange, ved man, at den H-akkord, som Cobber fedter rundt i, da han atter entrerer scenen, betyder Danmarks fedeste rocknummer. "Bad Craziness" rykker forsamlingen behørigt rundt, Stig render rundt med en hanekam af gnister skydende fra sin pyro-hjelm, og jeg bliver et år yngre som så mange gange før. Og selvom bandet atter går af scenen, ved vi stadigvæk godt, at der endnu mangler noget. Skam over de publikummer der skrider, inden Danmarks bedste godnatsang, "It's After Dark", lukker festen på vanlig, veloplagt og værdig vis.

Det har kunnet mærkes, at det festivaltrætte publikum var en kende mindre oplagte end de forgangne aftener, og jeg har kunnet forstå, at stemningen på den forkerte side af inderbarrieren åbenbart har ladet en del tilbage at ønske. Men det er da egentlig ret indlysende. Havde man f.eks. stået på bakken, havde der været så meget desto færre feststemte fans at synge og hoppe med. Havde man stået ni kilometer bagude, havde det nok været en decideret røvsyg koncert. Kom op foran og oplev showet under optimale omstændigheder en anden gang. Vi havde en fest, skal jeg hilse og sige.

Som tilfældet også var i min dom af Iron Maidens Copenhell-koncert, kommer alt dette fra en mand, der har set bandet live et væld af gange. Man kunne tro, at denne fanatiker af en skribent slet ikke evner nogen kritisk indstilling overfor sine åbenbart helt forgudede D-A-D. Sandheden er, at jeg tværtimod kun er blevet yderligere forvænt og lægger mærke til så mange desto flere fejl. Og tro mig: I aften var én af de rigtig gode. - Hvis altså man er til rock'n'roll.

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • D:A:D_10
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • D:A:D_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Obituary_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Nedtælling til Copenhell 2014

Jeg husker stadig min irritation over den virale promo-video, jeg faldt over i vinteren 2010, hvori en Hellboy-rød djævlegut i trenchcoat tussede rundt ved diverse københavnske seværdigheder og endte ved B&W-bygningerne på Refshaleøen. Der var ingen dialog eller oplysninger udover et navn, et logo og en tagline. Copenhell - "The devil may come".
Jeg hader den type markedsføring. Uha, hvor spændende: Så skal man rigtig gå og være på nysgerrigt udkig efter nye oplysninger og synes at det er helt vildt interessant, fordi det er så mystisk og uinformativt.
Bah. Giv mig et sted, et tidspunkt, en beskrivelse og nogle ølpriser.

Hvorom alting var, ville skæbnen (og DR), at jeg fik en fribillet. Så hey, det skulle da tjekkes ud, det dersens Copenhell. Om ikke andet.

I guder, hvor blev min skepsis dog gjort til skamme.

Én ting var, at et par danske bookere havde fået adskillige af metalgenrens topnavne lokket til Refshaleøen. Men dertil kom arrangementets bundprofessionelle og tilsyneladende glidende fejlfri forløb og afvikling. Ydermere havde man fået Ølfabrikken til at specialbrygge en - iøvrigt rigtig dejlig - Copenhell-øl på 6,66%. Og jo, der var sgu noget om, at festivalens logo lignede Snaggletooth.

Jeg blev overbevist på stedet og har været fast gæst siden da. Og når jeg således genser førnævnte video, kan jeg se, hvordan den ligesom ovennævnte eksempler også afspejler al den omstændelighed, idérighed og professionalisme, som i løbet af de forgangne år har gjort Copenhell til noget mere end bare den succeshistorie, der så småt tegnede sig allerede under jomfruåret. Succeshistorier er et begreb, der for så vidt også omfatter One Direction og Justin Bieber, og fuck nu de ubrugelige lortebørn. Næ, Copenhell er noget så sjældent som en vaskeægte fortjent succes.

 

Hvert år har festivalen troligt udvidet med nye tiltag, idéer, boder og områder, og dette dens halve jubilæum bliver ingen undtagelse. Blandt andre features byder Copenhell 2014 således på bl.a. det vikingeinspirerede område Asgaard, bodegaen Tutten, brusebade og sauna, en folkekøkken-stand, slik-, snack-, is- og milkshake-boder, en gedekranie-destilleret vodka på 66,6% ved navn Baphomet, wrestlingkampe i den navnkundige Biergarten, samt den nye bar Heaven and Hell på den lige så navnkundige bakke, hvorpå mangt et metalvenskab vel er opstået i årenes løb. Og naturligvis vil festivalen heller ikke i år være foruden sit smadreland, metal-karaoke, rom-og-cigar-baren Smoke N Hell, kister til fri afbenyttelse på Graveyard-området og ikke mindst masser af ild.

Hvad der dog er mest bemærkelsesværdigt ved årets Copenhell, er uden tvivl hovednavnene.

For det første er det et scoop uden lige, at verdens største heavy metal-band kommer til Refshaleøen. Efter at have sprunget andedammen over på sidste sommers klassiker-tour beriger evigt virile Iron Maiden nu endelig dansk jord med et udvalgt set sange, flere af hvilke der næppe nogensinde bliver spillet live igen. - Samt naturligvis de klassikere, der har gjort selve genren til det, den er i dag, og som alverdens metalfans til enhver tid vil kunne samles om.

 

Engelske My Dying Bride er om ikke er det største navn indenfor doommetallen, så i hvert fald et af de allerstørste nogensinde. Tilfældet vil, at det i øvrigt var som opvarmning for selvsamme Iron Maiden helt tilbage i 1995, at My Dying Bride sidst gæstede Danmark. Der er altså tale om en sjældenhed, der bør opleves, selvom man slet ikke skulle have stiftet bekendtskab med doom-genren endnu. Denne koncert vil i så fald være noget nær et perfekt sted at starte.

 

Når man taler om scoops og sjældenheder på dansk jord er der dog ingen af Copenhells hovednavne - hverken nu eller muligvis for al fremtid, - der er mere eksklusivt end Twisted Sister. Sidste gang, de legendariske, antiautoritære partyrockere spillede en koncert i Danmark, var for 28 år siden. Nu kender jeg ganske vist ikke til nogen kvantitative fortegnelser over Copenhell-publikummets demografiske træk, men jeg vover stadig gerne den tese, at halvdelen af de deltagende ikke engang var født i 1986. Gå ikke glip af denne sensationelle booking - hvem ved, hvornår vi får chancen igen?

 

Da Behemoth - vor tids Morbid Angel - spillede på den allerførste Copenhell, var det efter overtegnedes mening festivalens stærkeste koncert det år. Denne gang har den visionære polske dødsinstitution årets muligvis mest anmelder- og publikumsroste metaludgivelse, "The Satanist", i ryggen, så der er en reel sandsynlighed for, at Behemoth kommer til at overgå sig selv.

 

Der er lagt op til et sandt brag af en afslutning, når vores allesammens D-A-D konkluderer Copenhell 2014 med endnu en eksklusivitet: Bandet opfører deres fantastiske gennembrudsalbum "No Fuel Left For the Pilgrims" i sin helhed for første og sidste gang nogensinde. Glæd dig til en klassikerspækket, fandenivoldsk festoplevelse som kun Danmarks nationalhardrockstolthed #1 kan levere den.

 

Ovenstående anbefalinger er dog ingenlunde repræsentative for den genremæssige spændevidde i årets prægtige program. Udover de nævnte byder line-uppet på beskidt black fra Watain og Taake, 70'er-inspireret garagerock fra Clutch og Graveyard, kanoniske thrash-klassikere fra Anthrax og Sepultura, lige så klassisk dødsmetal fra Obituary, festlig, dansabel folk-metal fra Tyr og Finntroll, legendarisk punkrock fra Bad Religion, anmelderrost psykedelisk doom fra Uncle Acid and the Deadbeats, moderne, teatralsk opera-tungrock fra Within Temptation, ekstremt teknisk dødsmetal fra Gorguts, alkoholiseret hillbilly-heavy fra Black Label Society, stonerrock i stadionformat fra Monster Magnet og en ond, dyster dødsblack-fusion fra Triptykon. Samt, som det sig hedder, meget mere.

Dette meget mere gælder i øvrigt ikke kun selve programmet. For ligesom Copenhell rent programmæssigt indeholder meget mere end bare metal, er det lige så vigtigt at nævne, at festivalen er meget mere end alt, hvad der står hér. Hvert år på Copenhell har der hersket en stemning, som jeg ikke vil tøve med at give en højere bedømmelse end nogen af de mange koncerter, jeg har overværet på festivalen. En stemning, der er så livsbekræftende, festlig og ovenud positiv, at ord ganske enkelt ikke slår til.

Hvis du endnu ikke har købt billet til årets største og bedste rock- og metalfest, kan det stadig nås hér.

Du vil ikke fortryde det. Har du derimod billet kan du jo passende se forbi Pumpehuset på tirsdag hvor Deus Otiosus spiller. Så kan du både få lidt lækker dansk tråd og dit Copenhell armbånd sat på. 

Læs mere...

Copenhell offentliggør D-A-D som erstatning for Megadeth

I sidste uge meldte Megadeth ud, at bandet desværre må aflyse deres kommende tour planer, da bassist David Ellefson tager en pause fra bandet for at bruge tid sammen med sin familie efter hans brors død.

Og dermed aflyste bandet også deres optrædende på årets Copenhell festival i København, nu har festivalen så fundet deres erstatning til Megadeth. Erstatningen finder de i den danske rock gruppe D-A-D, som vil fremføre deres gennembruds album ”No Fuel Left For The Pilgrims” fra 1989. Copenhell skriver:

”D-A-D spiller legendarisk gennembrudsalbum på COPENHELL! For første gang nogensinde spilles ”No Fuel Left For The Pilgrims” i sin helhed!

Det kommer kun til at ske én gang, og det bliver på Nordens vildeste festival. I anledning af 25 års-jubilæet for D-A-D’s gennembrudsalbum, ”No Fuel Left For The Pilgrims” fra 1989, opfører bandet hele albummet på dette års COPENHELL.

Og det er på ingen måde tilfældigt, at det er på COPENHELL, at D-A-D gennemfører denne helt ekstraordinære fan-treat. ”No Fuel Left For the Pilgrims” er en hidsig blanding af punk, rock og metal, og med klassikere som "Jihad", "ZCMI", "Ill Will" og selvfølgelig megahittet "Sleeping My Day Away" venter der publikum en oplevelse af de helt store og absolut sjældne.

D-A-D, der i år fejrer 30 års jubilæum, erstatter amerikanske Megadeth, der forleden måtte aflyse hele deres turné på grund af et dødsfald tæt på bandet. D-A-D spiller deres meget eksklusive koncert fredag nat på COPENHELL til festivalens 5 års jubilæum. Vi ses snart på Refshaleøen!!!”

 

Artwork

Læs mere...

D-A-D, Den Grå Hal

Der er naturligvis allerede blevet sagt og skrevet meget om 30 års-jubilæet for vores nationalrockband og den 30-shows Danmarkstour, de har stablet på benene ad hoc, som endte i Den Grå Hal. Men hvis læseren endnu ikke skulle have set nogen koncertanmeldelser fra touren, så lad det endelig være sagt med det samme: Overtegnede har set D-A-D live 21 gange siden 1998, og hér i deres 30. leveår er bandet i topform.

Udover selve musikken er D-A-D mindst lige så kendt som et notorisk forrygende livenavn, for hvem begrebet "off-dag" ligger fjernere end den fjerneste nordøstsibiriske flække. Dét til trods skal jeg ærligt og skammeligt indrømme, at jeg ligefrem ikke turde vente mig noget overdådigt af deres energi denne lørdag aften, da de netop forinden havde spillet 29 shows i løbet af bare 5,5 uge. Men selv en fan kan undervurdere sine helte...

På nær en kæde af LED-lys i Stig Pedersens gennemsigtige bas er scenen formørket, og på nær trommeslager Laust Sonne har bandet ryggen til publikum, da de indleder med en lang, tung instrumentaludgave af det gamle demonummer "Rin Tin Tin". Stemningen opbygges; forventningerne hæves; bandet spiller sig varmt. Til denne massive, krævende åbner står den efterfølgende klassiker "Riskin' It All" så meget desto mere energisk. D-A-D er glødende, og de bliver ved med at være det under 80'er-trekløveret "Ride My Train", "Overmuch" og "Jackie O'", der spilles som var det sidste gang nogensinde. Det er tydeligt, at ikke mindst sanger og guitarist Jesper Binzer fortsat glædes ved at pudse disse slagere af, selvom han nu søsætter dem for 30. koncert i streg. "Vi skal ud på en lang rejse sammen", bedyrer han. "Vi starter i 80'erne... Men jeg kan ikke love, at vi kommer hjem igen!" Folk tilkendegiver at være helt med på den.

Men lige så fantastisk højspændte som de fire musikere er, lige så hurtigt og tydeligt viser oplevelsens absolutte akilleshæl sig. For når man har sikret sig en billet til en koncert, hvor sættet i dén grad er målrettet de gamle og trofaste fans - og selve musikken og energien desuden er af en beskaffenhed som i dette tilfælde - så bør en vis grad af indlevelse med rette kunne forventes fra ens side. Og i stedet for rent faktisk at rocke ud, sådan som man gør under disse omstændigheder og til hård rock af dette format, synes denne aftens publikum tværtimod overvejende at tilhøre typen, der slet og ret bare står stille. Åbningsnumrenes rene energi får lige så stille bredt sig hos de fremmødte, men niveauet synes at falde under den ellers så fremragende "Cloudy Hours", som i min bog er mindst lige så kanonisk i D-A-D's repertoire.

Sådan går det desværre lidt slaw-i-slaw. "Nineteenhundredandyesterday" får på vanlig vis sat lidt ekstra gang i forreste halvdel, men stemningen sænker sig atter fra lofts- til scenehøjde i cowpunk-medley'et af "Call of the Wild" og "Jonnie". Bevares, folk er da generelt flinke til at klappe, huje og synge med, hvilket endnu et medley - "Monster Philosophy" og "Trucker" - beviser. Men der sker sjældent mere end dét. Med al fare for at støde visse læsere kan det måske også være en faktor, at tilskuernes gennemsnitsalder ligger over de 40. Men efter at have deltaget i den moshpit, som D-A-D skabte i Ungdomshuset i 2012 med 4-500 mand M/K, havde jeg stadig forventet langt mere engagement fra over dobbelt så mange her til tourens sidste show. Også den ellers nok så intense "Lawrence of Suburbia" og den slet og ret eminente "Empty Heads" lades lidt i stikken. Sjældenheder som "Little Addict" og "Money Always Takes the Place of Life" er interessante at høre live, men løfter sig under disse omstændigheder ikke over kuriositetsstadiet.

Bandet er dog ganske ukueligt. Men først hen i hovedsættets slutning begår de decideret hattrick og får fyret ordentligt op med en usædvanligt bister og indædt "Reconstrucdead", det altid crowdpleasende hit "Everything Glows" og afslutteren "I Want What She's Got", der efterhånden ser ud til at nærme sig nyklassikerstatus. Laust Sonne får vanen tro et par solobreaks ledsaget af opildnende tilråb fra forsamlingen. Som frontmanden nævner, fejrer D-A-D mere end bare en rund fødselsdag: Det er også femten år siden, at Sonne tiltrådte i rækkerne, hvilket altså - for dem der nu måtte have glemt deres folkeskolematematik - er halvdelen af bandets levetid.

Koncerten er selvfølgelig ikke slut endnu. Jubilarerne border scenen under stor jubel og kvitterer til overflod. Først med en modnet, groovy udgave af det gamle for-sjov-nummer "Counting the Cattle", der ganske vist stadig er mere sjovt end decideret godt, men faktisk fungerer ganske glimrende. Dernæst følger et herligt genhør med den fandenivoldske thrasher "Ill Will", der måske i virkeligheden er lidt for fandenivoldsk til D-A-D's kernepublikum - hvis altså det vitterlig er dem, der er repræsenteret i aften. De bider i hvert fald heller ikke så meget som forventeligt på en ellers frisk og velafstøvet "Simpatico", som på den derpå afrundende "Evil Twin".

Det er sjovt, som numrene fra "Everything Glows" i dén grad altid tænder publikum, når man tager kvaliteten af alt D-A-D's andet materiale i betragtning. Men hvorom alting er, sender førnævnte "Evil Twin" altså stemningen op i de luftlag, hvor den hører til. Dér bliver den lykkeligvis hængende, mens bandet atter går af og på scenen, og jeg selv hiver min makker med op foran til de par procent af publikum, der også fatter, at man altså bør kaste rundt med mankerne til "I Won't Cut My Hair". Sammen med "Everything Glows"-nummeret udgør denne aftenens største singalong, lige indtil bandet for tredje og sidste gang går af og på scenen. Selvfølgelig slutter de med "It's After Dark", og omsider forenes de fremmødte i en fællessang, der virker som en langt større og mere dybfølt hyldest end det ene vers "I-år-er-det-D-A-D's-fødselsdag", der lige blev plads til i showets begyndelse. Omsider er alt, som det skal være.

Jeg er klar over, at det kan virke alt for subjektivt og for nogle måske endda uprofessionelt at anse en faktor som publikumsengagement for værende en så vital del af en bedømmelse, som jeg gør. Jeg skal da også hjertens gerne erkende en generel bitterhed over, hvad jeg anser som en kedelig københavnertendens i disse år: Det virker symptomatisk, at man i lige så høj grad går til koncert for at kunne sige, at man var der, som for musikkens skyld. Men jeg synes netop, at der lige i dette tilfælde burde være tale om et publikum, hvis engagement spejlede sig i D-A-D's tidløse kvaliteter og evigt folkelige, u-hippe status. Men frem for alt burde musikken og bandet være tilstrækkeligt inciterende i sig selv. Når Binzer hen imod slutningen siger: "Jeg synes, I har været søde og rare", er det måske nok ment ganske positivt, men "sød og rar" er bare ikke nok til en gruppe, der har både charme og stamina til en velfungerende koncert uden de helt oplagte gamle hits "Bad Craziness" og "Sleeping My Day Away". Sangvalget på denne tour kan sagtens diskuteres, men udeladelserne er ikke bare modige - samtlige inklusioner får også nok brændstof til at overflødiggøre en vinters elregning for en dansk gennemsnitsfamilie. Selv til trods for en flok tilskuere, der nøjes med bare at være søde og rare.

Det siges, at 30'erne er de nye 20'ere. Så meget desto mere et bevis på vendingens sandhed er D-A-D anno 2014. Så medmindre de fremmødte i Den Grå Hal d. 8/3/14 vitterlig er repræsentative for 40'erne, ser jeg hjertens gerne bandet runde det næste skarpe hjørne. Men okay, med det niveau, de lægger for dagen i dag, er der intet der tyder på, at D-A-D nogensinde skulle blive gamle og kedelige. Så jeg vil allerede nu se frem til at fejre 40 års-jubilæum med dem. Tillad mig dog at foreslå at benytte Ungdomshuset.

Læs mere...

D-A-D - holder fødselsdag på Christiania

Som samtlige deres fans utvivlsomt er klar over, har D-A-D 30-års jubilæum i år, hvilket bl.a. fejres med 30 for længst udsolgte koncerter rundt omkring i landet. Denne tour konkluderes i Den Grå Hal på lørdag. I anledning af jubilæet tegner vi et portræt af kvartetten.

Selvom bandet blev dannet et par år forinden, anser medlemmerne selv d. 3. marts 1984 som deres fælles fødselsdag. Det var dén aften, hvor leadguitarist Jacob Binzer sluttede sig til Stig Pedersen (bas), Peter Lundholm Jensen (trommer) og sin storebror Jesper (guitar + vokal), og det dengang betitlede Disneyland After Dark spillede for et fuldtalligt publikum på Husets Musikcafé i Magstræde. Fra starten fangede bandet publikum med deres kuriøse, koncertvenlige cowpunk - energisk rock udsat for elementer fra countrymusikken.

Der skulle dog ikke gå mange år, førend cowboy-pastichen blev udfaset. Sådan set er de tidlige Disneyland After Dark-udgivelser heller ikke så meget rendyrket cowboy snarere end bare lavet med afsæt i amerikansk musik, kultur og historie generelt. Allerede fra debut-EP'en "Standin' On the Never Never" ('85) er klassikeren "Marlboro Man" et tydeligt eksempel herpå, og det samme kan siges om "Trucker" fra den første studieplade "Call of the Wild" ('86). Og for slet ikke at nævne det oplagte cover af America's "A Horse With No Name" fra opfølgeren "D.A.D Draws A Circle" ('87) brugte bandet udover country & western musikalske virkemidler fra bl.a. gospel ("There's A Ship"), doo-wop ("I'd Rather Live Than Die"), blues ("I Won't Cut My Hair") og pop ("It's After Dark"). Det stod altså tidligt klart, at Disneyland After Dark var skabt til andet og mere end den punk-scene, bandet havde rødder i.

 

 

Ambitionsniveauet og sansen for fængende, distinkte sange kom så meget desto mere til syne på næste album, den rå, hardrock'ede "No Fuel Left For the Pilgrims" ('89), der med især hitsinglen "Sleeping My Day Away" trak opmærksomhed fra store, internationale pladeselskaber. For at forhindre et sagsanlæg fra Disney ændrede bandet navn til D.A.D, og således var den sidste forhindring fjernet fra dén millionkontrakt med Warner Brothers, der blev en realitet i efteråret 1989. Herpå fulgte flere turnéer i Europa, USA, Japan og Australien klos op ad hinanden. D.A.D havde verden for sine fødder.

Desværre blev opfølgeren "Riskin' It All" ('91) langt fra det definitive USA-gennembrud, alle havde håbet. Endda samtlige odds til trods: Udover selvfølgelig at have haft et syvcifret dollarbeløb i ryggen, havde bandet slebet sine tænder på den massive turnévirksomhed og opbygget et imponerende og medrivende liveshow. Dertil var deres nye udgivelse også mere gennemarbejdet end sin forgænger - og mindst lige så vellykket hvad angår den forjættede synergi mellem catchy melodi og hård vildskab. Men selvom salgstallene i USA skuffede og Warner droppede bandet, var andedammen uigenkaldeligt indtaget - ikke mindst grundet monsterhittet "Bad Craziness" og den dertilhørende musikvideo. Blandt fans anses slut-80'erne/start-90'erne med rette gerne som værende bandets guldalder, og udover de allerede nævnte hits tæller perioden gyldne klassikere som "Jihad", "Girl Nation", "Grow Or Pay", "Rim of Hell", "True Believer", "Point of View" og "Laugh 'n' a Half".

 

 

Med det udeblevne USA-gennembrud syntes D.A.D bevidst at ville markere afslutningen på en musikalsk epoke og dreje skibet i en helt anden retning. Og det gjorde de i dén grad. Efter "Riskin It Live"-touren gik bandet i øveren og afholdt sig fra at udmelde nyheder, give interviews og endda spille koncerter. I løbet af de næste hele tre år blev tavsheden til stadighed mere og mere ubønhørlig.
Da D:A:D - nu stavet med koloner - endelig vendte tilbage, var det med en så meget desto hårdere musikalsk mavepumper til både fans, presse og pladeselskab. "Helpyourselfish" ('95) var et decideret metal-album med skarp distortion, huggende riffs og skærende tonaliteter. Men den lange ventetid havde virket, og de mange kreative anstrengelser båret frugt: Publikum og kritikere kvitterede med udsolgte koncerter og positive anmeldelser over hele linien.

 

 

Hvis "Helpyourselfish" markerede en kreativ modning for bandet, gjorde opfølgeren "Simpatico" ('97) det i lige så høj grad. D:A:D bibeholdt sin hard rock-rygrad, men i stedet for forgængerens bistre, metalliske udtryk blev skaberkræfterne nu kanaliseret ud i at raffinere melodierne, finesserne og de tonale kadencer. "Simpatico" blev en kunstnerisk perle, der viste D:A:D fra en både voksen og eksperimenterende side. Det musikalske udtryk gik fra titelnummerets fandenivoldsk-punkede omkvæd over den finurligt underspillede og spansk-krydrede pop i "Home Alone 4" til Benjamin Koppels inderlige strygerarrangement på den isnende afslutter "A Hand Without Strength".

Ovenpå et massivt turnéår i både Danmark og Europa gennem 3/4 af 1998 stod D:A:D overfor en ny udfordring: Peter Jensen, trommeslager siden bandets spæde start, valgte at stoppe. Efter således at have stået uden trommeslager i første halvdel af 1999 slog D:A:D atter kontra ved at overtale det ellers skeptiske yngre talent Laust Sonne til at blive fast medlem samt ved at udgive deres hidtil kreative højdepunkt, "Everything Glows" ('00). Denne kan siges at være en videreudvikling af forgængerens bredtfavnende udtryk. Den hårde rock og de sangbare melodier går hånd i hånd på "Evil Twin" og "The Road Below Me", som bl.a. komplementeres af lummer latin i "A Kiss Between the Legs", og mundharpe og koklokke på den klassisk Stones-rockende "Summer Me Soon". Det hele flankeredes af rendyrket, letbenet poprock i "Nineteenhundredandyesterday" samt på den anden side den støvede og tilbagelænede "As Common As". Og som for at sætte prikken over i'et og bringe bandet ind i et nyt kapitel og årtusinde, stavede D-A-D nu sit navn med de mere URL-venlige bindestreger, som de stadig bruger i dag.
Selvom der blandt især ældre fans er tendens til at mene, at Sonnes trommespil er for let, løst og jazzet ift. Jensens, siger bandet selv, at de ikke havde kunnet fortsætte uden Sonne. Og "Everything Glows" er fortsat de fires fælles favoritalbum.

 

 

Forude fulgte nogle svære år. En alt for stram deadline til det næste album "Soft Dogs" ('02) gjorde, at dette endte som en forceret og uvedkommende affære, - noget som bandet senere selv har indrømmet. Langt værre var dog kuldsejlingen af den stort opsatte WigWam-turné. Billetsalget svigtede, og D-A-D mistede ikke bare penge, men også samarbejdspartnere, pladeselskab og manager. Flere danske musikere og branchefolk vendte sig ydermere imod bandet, der grundet manglende aftaler og kontrakter ikke var forpligtet til at hæfte økonomisk for de berørte artister hos det konkursramte bookingbureau Rock On. - Noget som ikke alle mente var retfærdigt. I Jesper Binzers tilfælde udviklede det hele sig til langvarig depression og socialfobi.

Udover nogle få festivalkoncerter var der stille omkring D-A-D det følgende år. Men bandet fik lige så stille genrejst sig. Først med en række danske sommerjobs i 2004; dernæst med endnu flere skandinaviske koncerter i sommeren og efteråret 2005 som promovering af den nye plade "Scare Yourself", der som reaktion på al modgangen var langt mere kompromisløs og ind-til-benet end sin forgænger. Uden at overgå deres største bedrifter havde D-A-D bevist, at de fortsat besad evnen til at skrive effektiv, publikumsvenlig hård rock uden at behøve genopfinde hverken sig selv eller den dybe tallerken.

Det samme mønster går på bemærkelsesværdig vis igen på bandets to følgende udgivelser. De gode sange på "Monster Philosophy" ('08) druknede i en blodfattig produktion og for lidt gennemarbejdet materiale, og resultatet var et retningsløst produkt, som da også kun høstede lunkne og negative anmeldelser. Men med udgivelsen af (den dog komplet aparte betitlede) "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK" ('11) var fans og kritikere igen rørende enige: D-A-D havde genfundet formen og deres egen essens. Lidenskab, inspiration og fokus gik atter op i en højere enhed; hver enkelt sang talte sit eget, tydelige sprog gennem nogle enkle, effektive idéer, og resultatet var et strømlinet og helstøbt kapitel i en historie, der synes at kunne blive ved, indtil D-A-D mindst kan fejre 40 års jubilæum.

 

 

Selvom man nok så indædt måtte hade bandets musik af et ondt, koldt hjerte, er der ingen vej udenom, at D-A-D for længst og uigenkaldeligt har vundet nationens gunst og skrevet sig ind i dansk musikhistorie som landets største og mest vedholdende rockgruppe nogensinde. Og i mindst lige så høj grad er de blevet kendt for at være et blændende liveband, hvis energi og sceneshow ingen andre inden for fædrelandets grænser ganske enkelt står mål med. Hele bandets arv er et bevis på, at musikerdevisen om kun at være så god som sit sidste album langt fra er almengyldig. Til gengæld har de levet op til en anden, nok endnu større rockkliché, nemlig dén med at vinde folkets kærlighed selvom mediekritikken kun yderst sjældent er entydigt positiv. Med deres jordnære attitude og folkeligt appellerende rock'n'roll er og bliver D-A-D netop et band af folket.
I disse år er D-A-D sågar omsider ved at (gen)vinde territorium udenfor Europa. Men lige meget hvad fremtiden vil bringe, vil de for os herhjemme altid være vores D-A-D.

Læs mere...

D-A-D

Det var med forventningerne skruet helt i vejret, at jeg tog af sted mod Aalborg Kongres- & Kultur Center, denne råkolde søndag aften sidst i oktober. Jeg var spændt – dels fordi jeg ikke havde oplevet en koncert med D-A-D, siden de spillede på Grøn Koncert sidste år, dels fordi jeg havde erfaret at det ene af de to opvarmningsbands var Magtens Korridorer, der er plade- og radio-aktuelle med numre som ”Lorteparforhold” og ”Picnic på Kastellet”. Derudover skulle de ligele-des pladeaktuelle Warwick Avenue spille allerførst, men dem må jeg med skam indrømme at jeg ikke formåede at få set, da de iskolde dråber fra forhallens fadølsanlæg trak mere på det pågældende tidspunkt. Men ind i koncertsalen nåede jeg da, og jeg nåede det tidsnok til at se Magtens Korrido-rer gå på scenen. De lagde ud med et nummer fra deres nye plade, ”Friværdi”, jeg troede dette nummer hed ”Nordhavn Station”. Og så gik det ellers løs, med den ene energiudladning efter den anden. Publikum var naturligvis helt oppe på kogepunktet, da den fandenivoldske hitrocker ”Lorte-parforhold” blev blæst af! Da var der fuld kontakt mellem band og publikum!

Det var ikke bare under sangene at forsangeren, Johan Olsen, gav sig fuldt ud – også i mellem sangene søgte han nærkontakt med publikum. Det gjorde han på en måde, der gjorde selve Kim Larsen ære; hans mimik og intonation var meget lig den gamle Gasolin’ frontmand, og det er da heller ikke uden grund at Magtens Korridorer er blevet udråbt til denne tids svar på Gasolin’!

Og Gasolin’ sammenligningen fornægtede sig da heller ikke, da føromtalte ”Picnic på Kastellet” rullede ud over de mange publikummer; det er en sang, der både tekst og melodimæssigt ligeså godt kunne have været skrevet og fremført af Kim Larsen, Franz Beckerlee, Willy Jønsson og Søren Berlev, i stedet for Johan Olsen, Niklas Schneidermann, Rasmus Kern, Terkel Møhl og An-ders Ramhede. Så efter ca. en halv times ny dansk rock, med minder fra halvfjerdserne, var publi-kum ved at være klar til aftenens hovedattraktion! Det syntes umiddelbart svært at skulle leve op til en så energisk og bragende koncert, som den Magtens Korridorer lige havde leveret, for det var da virkelig en koncertoplevelse af de bedre!

Det viste sig dog hurtigt, at aftenens hovednavn ikke havde nogen som helst problemer med at skulle vedligeholde og endda løfte stemningen efter Magtens Korridorer. For efter at hallen havde sydet i stilheden under sceneskiftet i omkring tredive minutter, var den stille syden efterhån-den forvandlet til vilde råb og et publikum, der var meget tæt på at koge over i deres søgen efter forløsning! Og det skulle vi få! Denne forløsning! Til lyden af tusinde skrigende struber, gik D-A-D på scenen, og sparkede gang i festen med nummeret ”Lawrence of Suburbia” fra det nyeste album ”Scare Yourself”. Så var vi i gang, og folk vidste hvad de var gået ind til; en solid middag beståen-de af hit efter hit – hits som alle tilstedeværende kendte.

Men sådan var det (heldigvis) ikke! For efter aftenens andet nummer, ”Good Day”, kom et nummer af ældre dato, og tilsyneladende var der ikke mange der kendte den gode gamle kopun-ker ”Isn’t That Wild?”, i hvert fald var der knapt så mange, der hoppede ligeså ivrigt til dette num-mer. Lige efter kom den næsten ligeså gamle (og tilsyneladende ligeså ukendte (!))”Point of View”. Muligvis var der endnu færre hoppende tilskuere, da de spillede Så allerede efter fire numre tegnede det til at blive en fantastisk koncert! Jesper Binzer proklamerede da også, at da bandet var blevet spurgt om de ville spille i Aalborg på en søndag, havde de svaret: »I Aalborg er det fandeme altid fredag!!!«

Og det stoppede bestemt heller ikke her, for så blev den første single, og titelnummeret fra det nye album, ”Scare Yourself”, serveret – med vanlig rå, genfunden, energi. Efter ”Soft Dogs”, hvor Johan Olsen, forsangeren fra Magtens Korridorer, pludselig indfandt sig ved siden af os (!), fik vi et nummer som Jesper Binzer præsenterede som »Home Alone … syv!« Der var natur-ligvis tale om nummeret fra ’98 albumet ”Simpatico”, der kommenterede den tilsyneladende ende-løse række af film om ungen, der konstant var alene hjemme. Efter to fra den mere stille afdeling, nemlig ”Something Good”, og ”Allright” fik de fans, der er velbevandrede i D-A-Ds ældre del af det store bagkatalog, noget for pengene. For med min personlige favorit fra hitalbummet ”Riskin’ It All” fra 1991, ”Makin’ Fun of Money”, luftede de for alvor nogle af de gamle hits, for derefter kom den hårde rocker ”Jihad”, og den gamle kærlighedssang ”Riding With Sue”, sunget af bassisten Stig Pedersen. Det var inden Jesper Binzer præsenterede aftenens overraskelse, bestående af trom-meslager, Laust Sonne, på piano og Jesper Binzer på sang. På denne måde, som smuk duet, frem-førtes balladen ”Hate to say I told you so”. Efter den nyere ”Hey Now” gik der et stykke tid, før det øvrige publikum opfattede, at de elektriske trommer var ment som intro til ”Everything Glows” – et nummer, der formåede at få stort set hele salen med. Koncertens ubetingede højdepunkt var dog da de to udødelige, og uundgåelige, klassikere ”Sleeping My Day Away” og ”Bad Craziness” blev spillet lige efter hinanden! Det var to numre, der kunne få publikumsbarometeret helt op på højtryk! Så man kan kun sige, at publikum var helt oppe i det røde felt, inden koncerten blev sluttet af med ”Unexplained” og ”Camping In Scandinavia”. Sidstnævnte blev krydret, ved at den kørt helt ned i tempo – ligesom albumudgaven, men nu skulle publikum hjælpe til med at få tempoet op igen – og det lykkedes i høj grad! Publikum var stadig helt oppe, da D-A-D forlod scenen, henlagt i mørke!

Men lyset skulle komme igen: Efter, hvad der føltes som adskillige minutter, men sikkert kun drejede sig om maksimalt et minut, kom de atter på scenen og fyrede ”Evil Twin” af! Det var helt fantastisk, men endnu mere fantastisk blev det, da Jesper Binzer sagde ordene; »Der er nogle, der bare er for meget (og på dét tidspunkt vidste jeg hvad klokken havde slået) og der er nogle, der er OVERMUCH!« Og så blev det gamle nummer ellers leveret for fuldt tryk – og Laust Sonne fik mulighed for at vise sine talenter bag trommerne, da publikum taktfast begyndte at skråle »Kom så Laust! Vi ved, du har det!«, da trommepodiet pludselig blev kørt helt frem til scenekanten! Og pub-likum fik, hvad de efterspurgte, og Laust Sonne fik brugt en masse kræfter på sin overbevisende trommesolo! Da vi så troede showet var forbi, kom brødrene Binzer igen på scenen – med hver de-res westernguitar – og det stod hurtigt klart, at de nu skulle spille ”Laugh ’n’ a ½”! Og ganske rig-tigt: De skulle spille ”Laugh ’n’ a ½”, men sangen stod publikum 100 % for! Og hvilken sang: Tu-sinder af struber forenet i denne klassiker! Og apropos klassiker, så fik vi alle den klassiske kon-certafslutter, da hele ekstranummersektionen kulminerede med ”It’s After Dark”! Da de sidste to-ner af Cobbers solo havde runget i hallen, var der ikke andet at gøre, end at tænke, at man da i høj grad fik hvad man var kommet for! Som skrevet, var der ikke sparet på den lydmæssige side af middagen, men den visuelle side, fik som vanligt så hatten passede: Lige fra starten af koncerten, hvor det gamle banner med skriften ”Disneyland After Dark” prydede bagscenen, til det tidspunkt hvor det pludselig var blevet skiftet ud med en moderne udgave af det gamle logo; Kokraniet! Komplet med løbelys osv.! Der var bestemt heller ikke sparet på fyrværkeriet, der bragede løs fra starten af koncerten, fra scenegulvet, og selvfølgelig fra Stig Pedersens legendariske pilothjelm!

Så denne koncert får fuld fortjent topkarakter! For med efterhånden sytten D-A-D koncer-ter på samvittigheden, kan jeg sige, at denne var den absolut fedeste af dem alle! Det er det bedste set jeg har oplevet fra deres side i lange tider! Så endnu en gang fik jeg bekræftet det: D-A-D ER TILBAGE!

Læs mere...

D-A-D - True Believer

Denne film har tidligere fået kritik af forskellige anmeldere, for kun at henvende sig til D-A-D-fans. Det ved jeg ikke rigtigt, om jeg kan tilslutte mig – jeg mener; hvis man ikke er fan, eller har et perifert kendskab til bandet, gider man vel heller ikke se en dokumentarfilm om dem?

For det er det, det er; en dokumentarfilm, der fortæller historien om Disneyland After Dark/D.A.D./D:A:D/D-A-D … kært barn har mange navne og stavemåder!

Filmen er bygget op på den måde, at man skiftevis følger Jesper, Jacob, Stig og Laust, der kører hver deres bil på vej mod Jylland, hvor de skal spille koncert. Med sig i bilen har de en kameramand, som man må formode er Torleif. Enkeltvis fortæller de så om deres oplevelser med bandet; om den spæde start, videre til gennembruddet og den store succes, til det nedturen med Peter, der forlod bandet og det store dyk med den kuldsejlede Wig Wam Tour.

Det hele bliver krydret med gamle koncertoptagelser og andre interviews. Der er blandt andet et interview med Peter L. Jensen, der fortæller om sin grund til at forlade bandet og lysten til at prøve noget andet.

Da det er en film, der foregår over 25 år, kan det ikke undgås, at man kommer til at opleve bandet i krisetider, og det synes jeg er gjort særligt elegant – filmen undgår at blive til stof for sensationspressen og formiddagsaviserne. Der er eksempelvis en episode i bandets øvelokale, Laust beklager, at han bliver nødt til at blive hjemme (fra hvad uddybes ikke nærmere) den næste tid, da han har nogle personlige problemer, der kræver hans tilstedeværelse. Det jeg synes er tiltalende her er, at det ikke bliver nævnt, hvilke problemer der er tale om – da det jo heller ikke er det interessante i denne sammenhæng, men nærmere at se, hvordan bandet håndterer sådan en situation.

Det mener jeg helt klart er én af filmens forcer!

Det er dog på ingen måde en film, der distancerer D-A-D fra deres fans, ved at udelukke kameraerne fra vitale situationer. Seeren er eksempelvis med, da D-A-D sidder på Roskilde Festival og diskuterer hvorvidt de skal gå på scenen dagen efter ulykken ved Pearl Jam-koncerten!

Alt i alt er det faktisk en film, der giver et glimrende indblik i, hvordan Danmarks største rockband er til hverdag, og hvordan de er som personer – og man finder ud af, at selvom man er bassist i D-A-D, kan man stadig godt punktere i sin bil!

Det er en film, der byder på mange dybsindige øjeblikke, men også på mindst lige så mange morsomme episoder … så jeg tror faktisk at filmen giver et godt billede af D-A-D, der både kan være dybsindige, eftertænksomme og hyle morsomme!

Så se den, hvis du er fan, og vil helt ind under huden på D-A-D. Og se den, hvis du ikke er fan, men gerne vil se en glimrende dokumentarfilm om livet som rockstjerne!


Revolution Music vil gerne takke GadenPR for tilsending af dette dvd.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed