fbpx

Ashenspire - Speak Not Of The Laudanum Quandary

En af grundene til, at jeg beskæftiger mig med at anmelde musik er, at det er en måde at opdage nye kunstnere og stilarter, som ellers ville gå under i den store strøm af nye udgivelser. Igennem årene har det givet mig mange gode oplevelser, men også møder med ting som har udfordret mig som musikelsker. Denne anmeldelse gælder et album i den sidste kategori; det er debutalbummet fra den skotske gruppe Aschenspire.

Gruppen har eksisteret siden 2013 med sangeren og trommeslageren Alasdair Dunn som mastermind. Og netop den vokale side er central, så den vender jeg tilbage til. Albummet består af syv numre, som hver omhandler et markant træk ved det britiske imperium.

Den musikalske side af albummet er ikke så svær at gennemskue; her blandes elementer af Metal, der rækker fra det tunge til deciderede blastbeats samt mere Rockprægede toner. Oveni kommer violin og klaver som repræsentanter for rent akustiske bidrag. Samlet giver det en meget bred pallette af udtryk, som udnyttes virkelig godt – den dynamiske bredde rækker fra det helt stille til det eksplosive, ligesom der bliver plads til mange flotte melodier.

Og så tilbage til vokalen, som hurtigt bliver til det springende punkt i bedømmelsen af albummet. Dunn synger nemlig kun kortvarigt i traditionel forstand, resten af tiden leverer han noget, der ligger et sted mellem sang og tale. Det er yderst specielt, men manden lever virkelig sine tekster ud; han skriger, han brøler, han trygler, han truer i en sådan grad, at fremførelsen ofte minder mere om et teaterstykke end musik. Ved første gennemlytning stjal han al opmærksomheden, men efterhånden indfandt der sig en balance mellem ham og musikken. Og jeg kan sagtens høre noget spændende og endda dragende i kombinationen; det er intelligent lavet og flot sat sammen. I længden bliver vokalen dog for anstrengende, men Aschenspire scorer topkarakter på indsats og originalitet – også selv om det kun fungerer i mindre bidder.

Tracklist:
I. Restless Giants
II. The Wretched Mills
III. Mariners at Perdition’s Lighthouse
IV. Grievous Bodily Harmonies
V. A Beggar’s Belief
VI. Fever Sheds
VII. Speak Not of the Laudanum Quandary
Samlet spilletid: 59:21

Læs mere...

Terra - Mors Secunda

På deres selvbetitlede debutskive holdt engelske Terra sig til det simple: Albummet bestod af tre numre, som blot havde titlerne I, II og III. Nu kommer opfølgeren, og princippet om enkelthed fortsætter; godt nok har numrene fået egentlige titler, til gengæld er antallet reduceret til to.
Dem fylder Terra med Black Metal, som betjener sig af genrens standard elementer; fræsende guitarer og et stærkt opskruet tempo dikteret af trommerne er helt efter bogen. Det samme er den skrigende og hvæsende vokal, som ikke bliver dominerende, fordi den er trukket langt tilbage i lydbilledet. I stedet blander den sig med guitar, bas og trommer til en cocktail, som fungerer bedst, når der blandes melodiske elementer ind i det voldsomme.

I længden viser konceptet med ekstremt lange numre at være en hæmsko; havde spilletiden været fordelt på flere numre, havde der været flere naturlige pauser, hvor man som lytter kan forberede sig på næste skæring. Den mulighed har man ikke her, og så bliver musikken ret så massiv; den presser sig på som en aggressiv dørsælger. Og ja, det bliver man træt af, specielt fordi vokalen i lange perioder helt udebliver og overlader scenen til musikken alene. Selv om det ind imellem kører fornuftigt for Terra, så bliver det aldrig bedre end Okay.

Tracklist:
1. Apotheosis
2. Nadir
Samlet spilletid: 40:09

Læs mere...

Aenaon - Hypnosophy

Når man støder på begrebet avantgarde i forbindelse med musik, dækker det oftest over skæve indfald og vekslende musikalske udtryk, både stilmæssigt og rytmisk. Nogle af disse kendetegn finder man også i den progressive musik, men ”Hypnosophy” er et godt eksempel på, at dén betegnelse ikke altid er dækkende. Albummet er det tredje fra det græske band Aenaon, som har eksisteret i mere end ti år.

Om det er rutine eller talent, der ligger bag, kan man gætte længe på; faktum er, at bandet formår at blande elementer, som normalt ikke hører sammen: I åbningsnummeret ”Oneirodynia” brages der løs med elementer af Death- og Black Metal, men lige som der bygges op til klimaks, kommer … en saxofon! Den dukker op i flere af de numre sammen med en vokal, der er mere Rock end Metal, og Aenaon slipper virkelig godt fra at forene de mange ting på en spændende måde.

På albummets anden del bliver musikken mere traditionel i sin opbygning, så den får mere progressiv karakter. Den er stadig vældig godt skruet sammen og fremført, men der kommer ikke så mange overraskelser som før. Det gør de sidste numre mindre interessante end de første, så bedømmelsen lige netop misser de fem stjerner. Alligevel indeholder ”Hypnosophy” nogle af de mest spændende numre, jeg har hørt i år, så Aenaons bagkatalog skal vist lige lyttes igennem.

Tracklist:
1- Oneirodynia
2- Fire walk with me
3- Earth Tomb
4- Void
5- Tunnel
6- Thus Ocean Swells
7- Phronesis / Psychomagic
Samlet spilletid: 55:03

 

Læs mere...

Hryre - From Mortality To Infinity

Med 3 år på bagen må Hryre siges at være et nyt navn, som efter en enkelt demo i 2014 nu udsender sit første album. Bandet stammer fra West Yorkshire i England, og består af Rick Millington, som tager sig af vokal og deler opgaverne på guitar og bas med Nathan Patchett, mens Gareth Hodgson tager sig af trommerne.

Efter en kort instrumental åbner brager Black Metal med uforståelig vokal og masser af power ud gennem højttalerne. Der er virkelig knald på, så titlen ”Devastation of Empires” virker passende. Desværre er nummeret det eneste af sin slags, for herefter er det en tungere og langsommere version af genren, der satses på. Det kan være en del af forklaringen på, at numrene har meget lange spilletider…

Produktionen er lidt ulden i kanten, som et foto der ikke er helt skarpt. Det er med til at gøre numrene ret ens, men sætter til gengæld et aftryk på stemningen. Her skulle man næsten tro, at England lå nord for polarcirklen, for atmosfæren er virkelig dyster, som et soundtrack til evigt mørke. Det er klart albummets største force, for så meget sortsind hører man ikke ofte.

Bagsiden af medaljen er, at der ikke er ret mange melodiske sekvenser på albummet; meget mere end lidt guitar og en klagende violin finder man ikke. Kombineret med de lange spilletider bliver det ind imellem direkte kedeligt, så her er et åbenlyst punkt at forbedre. Men hvis Hryre formår at skabe modvægt til deres ekstreme sortsyn, kunne det her godt gå hen at blive rigtig spændende.

Tracklist:
1- Inauguration
2- Devastation of Empires
3- Plagues on Ancient graves
4- Alive Beneath The Surface Part Two – Trascendence:
5- Cast into Shade part one (Farewell)
6- Cast into Shade part two (Black Sun)
7- Lamenting The Coming Dread
8- Regressed States of Malice
9- Return to the Earth
Samlet spilletid: 66:10

 

Læs mere...

Raw - From the First Glass to the Grave

Raw er en trio fra Calgary i Canada, som består af Will "Thicksaw" Wylie, Roger "Skinnyback" LeBlanc og Taylor "Philly Joe" Graw. De tre har spillet sammen siden 2012, og udgiver med ”From the First Glass to the Grave” deres første album. I den medfølgende pressetekst gør de meget ud af, at de ikke er bundet af bestemte genrer, men vil bruge de elementer, der nu passer dem.

Det skaber rum for eksperimenter, som afprøves i åbningsnummeret. Her ledsager en stille guitar vokalen, som starter ret stille, men efterhånden vokser til en omgang skrigeri. Det giver en fin kontrast, men bliver alligevel ret hurtigt kedeligt at lytte til.

Herefter følger 3 numre med Bluesbaseret Rock; meget traditionelt opbygget, og tilsvarende fremført. Kun den skrigende vokal, der dukker op af og til, er med til at skabe en smule personlighed, men spænding er der ikke meget af.

Det er der desværre heller ikke i de to sidste numre, for hverken det Grungeprægede ”Mine” eller det 15 minutter lange titelnummer rykker på billedet af en debut, der har frygtelig lidt at byde på. Der er alt for få spændende øjeblikke i de 40 minutters spilletid, så det hele er hurtigt glemt. Eller med andre ord:

Raw rimer på Nåh – et skuldertræk, og jeg er videre …

Tracklist:
1- Death Waltz
2- Chopped Em’ Up
3- Slowly but Surely
4- I’m a Shell but I’m your Man
5- Mine
6- From the First Glass to the Grave
Samlet spilletid: 39:53

Læs mere...

Imperial Triumphant - Abyssal Gods

Efter at have eksisteret i 7 år, hvor det var blevet til et par EP’er, debuterede Imperial Triumphant i 2012 på albumfronten med ”Abominamentvm”. Til at frembringe en efterfølger har man været hurtigere, så nu kommer ”Abyssal Gods”.

Ifølge presseteksten gengiver bandet deres opfattelse af livet i hjembyen New York, og hvis det er et retvisende billede, er den amerikanske storby et dystert og stressende sted at opholde sig. Indholdet i de 10 numre er nemlig en meget kaotisk blanding af Black Metal i højt tempo og brudstykker af diverse andre typer Metal. Samtidig er der tilført ekstra aggressivitet via forvrængede lyde, der balancerer mellem det dystre og det skræmmende.

Det hele er placeret i et lydbillede, som er usædvanligt distanceret – det er nærmest som at overvære en koncert på 500 meters afstand. Det er det samme trick nogle mennesker bruger ved at tale lavt, så de tiltvinger sig mere opmærksomhed. For Imperial Triumphant virker det nu ikke, for når man lytter efter, er der ikke meget at komme efter.

Bedst fungerer det stemningsmæssige, for det lykkes for bandet at gøre atmosfæren ualmindeligt mørk – nærmest som soundtracket til en dommedagsvision. Det er dygtigt lavet, men det musikalske indhold er alt for kaotisk og usammenhængende til at give mening – selv efter en del gennemlytninger har jeg ikke knækket koden, så ”Abyssal Gods” kan kun anbefales til de Metalfans, der kan li’ en udfordring.

Tracklist:
1. From Palaces of the Hive
2. Abyssal Gods
3. Dead Heaven
4. Celestial War Rape
5. Opposing Holiness
6. Krokodil
7. Twins
8. Vatican Lust
9. Black Psychedelia
10. Metropolis
Samlet spilletid: 41:45

 

Læs mere...

Horizon Ablaze - Dødsverk

I følge presseteksten har formålet med denne skive været at skabe det mest uhyggelige og mørke album, der længe er udgivet, og med medlemmernes baggrund i bands som 1349, Absu og Blood Red Throne er der da også lagt op til noget vildt. Det siger sig selv at indholdet er Black Metal med alle de vanlige virkemidler, men nordmændene griber om det hele med en jernnæve og vrider det i en mere voldsom og utilnærmelig retning.

Her er det fint med målet om at spille ekstrem Metal, men jeg kan ikke forstå hvorfor det skal suppleres med små bidder af Jazz; det er hverken spændende eller provokerende. I stedet virker det lidt som at hælde kapers på en flødeskumskage – bare underligt.

I det hele taget følger Horizon Ablaze egne veje, og resultatet er virkelig råt og helt igennem fjendtligt; vel at mærke ikke kun når tempoet er skruet i vejret, men også i de langsommere passager fastholdes det ondsindene udtryk. Det er ikke mindst sangeren Andrè Kvebeks fortjeneste, for han brøler og skriger sig gennem de overvejende norske tekster med en vildskab, der er næsten umenneskelig. Desværre overdrives skrigeriet, så han bliver noget anstrengende i længden.

I det hele taget er ”Dødsverk” et album, som retter sig mod en ret lille kreds, for man skal virkelig synes om det fjendtlige i musikken for at nyde albummet. Jeg kan godt li’ ekstrem Metal, men i denne omgang synes jeg, at der er for få momenter, hvor det ekstreme hæver musikkens kvaliteter; derfor bliver det kun til et Okay for Horizon Ablaze.

Tracklist:
1.     Nekrosis 
2.     Leviatan  
3.     Fordømt 
4.     Håpløs 
5.     Dømt til Frihet  
6.     Skjærsild 
7.     Der Untergang  
8.     Svarte Flammers Aske  
9.     Avskjed  
Samlet spilletid: 32:19

Læs mere...

Folge Dem Wind - To Summon Twilight

Jeg ved ikke om franskmænd ser det tyske sprog som noget ekstra voldsomt og uhyggeligt, men man kunne få den tanke: Efter Blut Aus Nord er det Folge Dem Wind der dukker op i anmelderstakken, og at bandet mener det alvorligt med det tyske ses af, at de tidlige skiftede navn fra Moloch til Die Wahrheit Steht Im Blut, inden man i 2005 ændrede til det nuværende.

Som deres nævnte kolleger spiller også Folge Dem Wind Black Metal, og man lægger hurtigt mærke til sangeren Kilvaras, som viser en stor bredde i sine vokale udfoldelser; han starter med at skrige voldsomt, men da vokalen flere steder er tilbagetrukket, virker det ikke så vildt. Senere udvider han repertoiret til også at omfatte hvæs og growl, og han klarer selv rene vokaler overraskende godt. Men når han hyler som et vildt dyr, er det mere lattervækkende end uhyggeligt; det sker heldigvis kun sjældent.

Her er det godt at han får hjælp af et andet af genrens kendetegn, guitarer som blander power med melodi. Her synes jeg, at franskmændene får tilføjet ekstra mange melodiske bidder ind, uden at det koster energi.

Den mangler heller ikke i de sekvenser hvor tempoet øges, og alle sejl sættes for at blæse lytteren bagover, men det sker kun i få numre. Flere steder er det duga-agtige rytmer i beskedent tempo, der sætter dagsordenen; her minder resultatet en smule om Darkthrone, bare ikke helt så godt.

Her er vi så fremme ved albummets største svaghed, for selv om Folge Dem Wind har skabt en meget alsidig blanding med mange selvstændige elementer, så mangler jeg lige det sidste, der gør det RIGTIG fedt – det er hele tiden kun lige ved, så det bliver ikke til nogen høj karakter denne gang.

Tracklist:
1/ Eyes Filled with Blood
2/ Burning Black, Chanting High 
3/ Die Wahrheit Steht im Blut 
4/ Let's Become a new Light 
5/ To the Void 
6/ Coming with the Fog 
7/ To Summon Twilight 
8/ On Dark Paths our Faith Stays Strong
Samlet spilletid: 45:09

Læs mere...

Aenaon - Extance

Selv om Aenaon startede i 2005, skulle det græske band frem til 2011 før debutalbummet ”Cendres et Sang” kom på gaden. Når der først er gået hul på bylden, er det åbenbart nemmere, så allerede nu følges der op med album nummer 2. Inden indspilningerne startede, blev besætningen udvidet med en ekstra guitarist, ligesom der kom en ny trommeslager til.

Selv kalder Aenaon sin stil for Progressiv Black Metal, og det er en betegnelse, som jeg langt hen ad vejen finder dækkende. Musikken har en kerne af Metal, som via sangeren Astrous’ ret råbende vokal bliver temmelig voldsom. En del af hårdheden bliver dog barberet af via udstrakt brug af saxofon og diverse slagtøj, som trækker helheden i retning af Rock. Skiftene mellem de forskellige stilarter sker på typisk progressiv vis via varierende udtryk og tempo, men ikke i den amerikanske opvisningsstil. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at musikerne kan deres kram, for hverken i de enkelte præstationer eller samspillet er der noget at sætte fingre på.

Stemningen på albummet er ret dyster og melankolsk, men i mine ører er det ikke decideret Black, dertil mangler det sidste skud sortsyn og kynisme. Det hele er ellers ret indadvendt og ikke særlig åbent – man får ikke noget forærende, men skal som lytter investere tid for at komme ind i numrene. Alt i alt er det en spændende opgave, men mod slutningen bliver det lidt uinteressant; godt en times spilletid er alligevel i overkanten.

Tracklist:
1- The First Art 
2- Deathtrip Chronicle
3- Grau Diva
4- A Treatise on the Madness of God
5- Der Mude Tod 
6- Pornocrates
7- Closer to Scaffold 
8- Land of no Water 
9- Algernon's Decadence 
10- Funeral Blues 
11- Palindrome

Samlet spilletid: 65:19

AENAON - Grau Diva (Lyric Video)

Læs mere...

Rise of Avernus - L'Appel du Vide

Selv om albummet bærer en fransk titel, er det ikke i de fransktalende lande, man skal søge ophavsmændene. Rise Of Avernus stammer fra Sydney i Australien, og de 5 medlemmer udsendte i 2012 en demo, som nu får følgeskab af et album.

På det viser bandet sig fra sin mest storslåede side med kæmpestore orkesterarrangementer, som virkelig får fyldt det hjemlige lytterum helt ud; her er der gang i både strygere og blæsersektioner. Denne musikalske udfordring tager Rise Of Avernus op med godt gang i Metalafdelingen, og der er generelt en fin balance mellem de to hovedelementer.

Symfonisk Metal har ofte en tendens til at blive meget pænt, specielt når det inkluderer en kvindelig vokal, men det sker ikke her. Godt nok synger Cat Guirguis klart og rent, men alligevel kan hun kun i begrænset omfang formilde den ret dystre stemning, der præger albummet. Det skyldes ikke mindst, at guitaristen Ben Vanvollenhoven står for hovedparten af vokalerne, og hans growlen er også dominerende i de numre, hvor begge vokaler optræder. Sammen med musikken giver det numrene det førnævnte mørke skær, som får bandet til at tilføje et ”Doom” i deres bud på genre – det er ikke forkert varebetegnelse, men virker alligevel mest som et forsøg på at distancere sig fra andre bands i samme boldgade.

Det behøver australierne ikke, for når det voldsomme kombineres med stille klaverpassager eller stærke melodier som i ”Disenchanted“, har numrene en bredde, der gør ”L'Appel du Vide” til en flot debut.

Tracklist:
1 - A Triptych Journey 
2 - The Mire 
3 - Disenchanted 
4 - L' Appel du Vide 
5 - Ethereal Blindness 
6 - Embrace The Mayhem 
7 - An Somnium 
8 - As Soleness Recedes

Samlet spilletid: 44:40

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed