fbpx

Maestus - Deliquesce

Maestus stammer fra Portland i staten Oregon, blev vakt til live i 2013 og udgav selv deres debutalbum ”Voir Dire” to år senere. Sidste år skrev bandet kontrakt med Aural Musics label code666, og sender nu det første album fra det samarbejde, ”Deliquesce” , på gaden.

Albummets spilletid på 50 minutter er fordelt på kun 4 numre, så amerikanerne har virkelig givet sig selv tidsmæssig plads til udfoldelse. I det godt 15 minutter lange startnummer lægges der ud med melodiske keyboards, som skaber en lidt svævende atmosfære. Den bliver ret brutalt afbrudt af rigtig tung Metal, som ledsages af en virkelig dybt growlende vokal, som får mig til at tænke på Daniel Droste fra Ahab – en absolut positiv ting. Nummeret virker ikke så voldsomt som hos de tyske kolleger, for klavermelodierne tager toppen af tyngden. Det melodiske og den tunge Doom skiftes til at præge nummeret, og det lykkes for Maestus at skabe en vis alsidighed i musikken.

Efter denne positive start fortsætter ”Black Oake” med de samme elementer, men tyngden er ikke helt så massiv som før. Bandet fortsætter med at lade udtrykket veksle mellem melodi og dyb tyngde, ikke blot i dette nummer, men også i de to sidste. De enkelte sekvenser fungerer okay, men i længden er resultatet for ensformigt. Det kan lyde paradoksalt, når der skiftes mellem forskellige temaer; problemet er, at der veksles mellem de samme typer af elementer. Det gør tingene forudsigelige, og til slut direkte kedelige. Derfor har jeg svært ved at se albummet nå den store udbredelse.

Tracklist:
1. Deliquesce
2. Black Oake
3. The Impotence of Hope
4. Knell of Solemnity
Samlet spilletid: 50:00

Læs mere...

Ophidian Forest - votIVe

En gammel talemåde siger, at den der lever skjult, lever godt. Det må siges at være gældende for Ophidian Forest, som har eksisteret i mere end ti år, og udgivet 2 splitalbums og tre selvstændige fuldlængder – uden, at jeg har hørt dem. Det har jeg til gengæld gjort med bandets fjerde studiealbum, ”votIVe” ; her er der tale om et konceptalbum, hvor hvert af de syv numre hylder en hedensk gud fra før kristendommen opstod. I numrenes opbygning og indhold går Ophidian Forest i to forskellige retninger: En, som er meget traditionel, og en, som er anderledes og mere personlig.

Den traditionelle stil baserer sig på ønsket om at opnå så råt og brutalt et udtryk som muligt, hvilket sker via vildt opskruet tempo og en vokal, der er så ekstrem, at den næsten er skræmmende. Stilen dukker op et par gange, men udfolder sig kun helt i ”Baduhenna” – her bliver elementerne kørt til grænsen, så nummeret fremstår som albummets suverænt mest aggressive. I de øvrige numre dominerer den mere personlige stil, hvor tilgangen er anderledes rolig; her er vokalen skarp uden at gå til ekstremer, og en udstrakt brug af synthesizer og klaver giver numrene en helt anden tone – selv når trommerne buldrer afsted, virker tangentinstrumenterne dæmpende.

Uanset stilen er lydbilledet rudimentært og meget groft tilhugget; det er helt i tråd med opfattelsen på mange andre Black Metal albums, så det er de selvstændige elementer, der hiver Ophidian Forest op over middel.

Tracklist:
01 Nerthus
02 Baduhenna
03 Sandraudiga
04 Vagdavercustis
05 Nehalennia
06 Viradectis
07 Hella
Samlet spilletid: 40:26

Læs mere...

Al Ard - Al Ard

Når man støder på et band, hvis medlemmer kalder sig COD.5111, Symor Von Dankurt og |x|on ved man, at det nok ikke drejer sig om mainstream musik. Den formodning sættes der en fed streg under på det foreliggende album, som indledes med en næsten fem minutter lang lydcollage sammensat af messende børnekor, talte (film)sekvenser med en oprevet italiensk dame og lidt electrolyde. Det sætter rammerne for det italienske band Al Ard, som har eksisteret siden 2011 men først nu debuterer.
Den resterende del af spilletiden fylder bandet ud med numre, der er sammensat af samples, diverse Electrorytmer … og Black Metal. Især det sidste fungerer upåklageligt, især fordi Al Ard udnytter mulighederne for at gøre tingene mere ekstreme ved at forvrænge vokaler og supplere de lynhurtige rytmer med elektroniske elementer, lidt i stil med DHG.

Men blandingen af voldsom Electro, klinisk kolde lyde og hamrende Black Metal trækker alligevel Control Human Delete (CHD) frem som reference, især hollændernes album ”Terminal World Perspective”. Selv om der stilmæssigt er mange lighedspunkter mellem de to albums, sætter sammenligningen ”Al Ard” i det rette lys: Referencen indeholder både mere egentlig musik, og har flere lydmæssige ideer, men frem for alt omsættes det hele med langt større finesse og naturlig lethed. Det gør bestemt ikke italienernes debut til en dårlig udgivelse, men illustrerer blot, at de har noget at arbejde med.

Tracklist:
1 – Nero
2 – For a Hint of Divinity
3 – Pillar . Past . Present
4 – Who Wants to live Forgotten
5 – Strange Old Practice I
6 – Red Bourbon
7 – Strange Old Practice II
8 – Scrutinizing A Glimpse of Chaos
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

King Goat - Debt of Aeons

Navnet King Goat ville passe fint til et Black Metal band, men bandet her spiller ikke Sort Metal – langt fra, endda. I stedet holder de fem medlemmer sig til Doom Metal med alt hvad det fører med sig af tyngde i rytmesektionen. Bandet blev dannet i Brighton i 2012, og udgav en EP i hvert af de følgende 2 år, inden det første album, ”Conduit”, kom på gaden i 2016. Nu er efter følgeren, ”Debt of Aeons”, klar.

Doom er i sagens natur tungt, men også her er der variationer. King Goat må siges at tilhøre den mindre ekstreme del af stilen, for numrene afvikles generelt i et frisk tempo, som er med til at lette stemningen. Det passer fint til vokalen, som er meget højtidelig, hvilket giver numrene en god portion alvor. Alligevel er det i omgangen med flotte melodier, at King Goat hiver flest point hjem. Højdepunktet kommer allerede i det uhyre flotte åbningsnummer, men også i flere andre numre markerer englænderne sig flot på dét punkt, ligesom stille passager giver de tunge afsnit modspil.

Jeg er desværre også nødt til at fremhæve guitaristen Petros’ soli, for de stikker ud fra mængden – desværre ikke positivt. Trods brugen af meget simple melodistykker virker han flere steder meget udfordret; det virker malplaceret i bandets generelt udmærkede performance.

Heldigvis er bredden i numrene, de flotte melodier og den personlige vokal rigeligt til at overskygge disse fejltrin, så ” Debt of Aeons” ender i den pænere ende af skalaen; hvis man er til Doom, men kan undvære den sidste portion tyngde, er King Goat et band, man bør checke ud.

Tracklist:
1. Rapture
2. Eremite’s Rest
3. Debt Of Aeons
4. Psychasthenia
5. Doldrum Sentinels
6. –
7. On Dusty Avenues
Samlet spilletid: 49:06

Læs mere...

King Goat - Conduit

King Goat startede i 2012, og udgav 2 EP’er i henholdsvis 2013 og 2014, inden de for egen regning udsendte debutskiven ”Conduit”. Siden har de skrevet kontrakt med Aural Music, som nu genudgiver albummet sammen med de tre numre fra den første EP.

Fra starten fortæller de markerede anslag, at der venter en omgang Doom Metal, og det starter meget lovende: I ”Flight of the Deviants” er relativt højt, men det sænkes ind imellem, så tyngden kommer mere frem. De talte sekvenser blander sig med vokalen, som både er flot og kraftfuld. Det gode takter fortsætter i det efterfølgende ”Feral King”, hvor vokalen skifter til det højtidelige, men det opvejes af en virkelig stærk melodi og en overbevisende indlevelse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortsætte med at rose englænderne, men det kan jeg ikke; fra titelnummeret begynder tingene at ligne hinanden ret meget, og fra midten af nummeret begynder kedsomheden at melde sig. De sidste to numre kan ikke rette op på tendensen, selv om tyngden får et hak eller to opad. Bonusnumrene til slut bidrager ikke med meget nyt, så dem kunne man efter min mening have sparet sig. Tilbage står en udgivelse, som har et par spændende momenter, men alligevel ikke brænder sig fast.

Tracklist:
01 - Flight of the Deviants
02 – Feral King
03 - Conduit
04 - Revenants
05 –Sanguine Path
06 – Final Decline (bonus track)
07 – Cult Obscene (bonus track)
08 – Melian’s Trance (bonus track)
Samlet spilletid: 70:12

Læs mere...

The Thirteenth Sun - Stardust

Det er ikke mange bands fra Rumænien, jeg støder på, men The Thirteenth Sun er et af dem. Bandet startede i 2011 som en duo, men er siden blevet udvidet til en kvintet. I 2012 sendte rumænerne en EP på gaden, men Albummet ”Stardust” er bandets første. Det er produceret af det tidligere Negura Bunget medlem Edmond Karban i dennes Consonance studie.

Han har præsteret en udmærket produktion med hul igennem, men uden specielt meget power. Dermed passer den fint til musikken, for The Thirteenth Sun spiller Progressiv Rock, som hovedsageligt bevæger sig i de mere rolige egne af stilen; kun sjældent vokser tingene i intensitet og power til at tangere Metal.

Metal er naturligvis ikke et krav i sig selv, specielt den progressive musik har mange andre måder at vise styrke på. For The Thirteenth Sun fungerer tingene bedst i de passager, hvor musikken bliver lidt drømmende og eksperimenterende – her kan jeg fornemme ideer, som kunne blive til noget interessant. Desværre er det stort set de eneste steder på albummet, hvor der er noget at komme efter. For selv om det hele er velspillet, så savner jeg noget spænding, nogle fængende melodier eller overraskende skift i musikken. Det får ”Stardust” til at være i overhængende fare for at ende som baggrundsmusik – her må bandet stramme sig an fremover.

Tracklist:
01 Universus
02 Pathways
03 Planes of Creation
04 Universe is Burning
05 Melting Skies
06 The Fabric of Time
07 Glowing Sun
Samlet spilletid: 54:07

Læs mere...

Fen - Winter

Siden jeg anmeldte Fens debutalbum i 2009, har de tre briter ikke ligget på den lade side: Tre albums og to split-udgivelser er det blevet til, men alle er røget under min radar. Nu har jeg så fået bandets femte album til anmeldelse, det kan da rette lidt op på tingene. Albummet er den første udgivelse med trommeslageren Havenless, som kom med i bandet sidste år.

Selv om der er gået nogle år, og besætningen er ændret, så fastholder Fen deres stil med musik, som falder i to meget forskellige kategorier. Den største del af spilletiden bruges på Post Black Metal, som er temmelig stille og mere Rock end Metal. Det betyder ikke, at stilen er helt den samme igennem alle numre. I ”Winter III (Fear)” er de stille passage meget melodiske, næsten svævende, men i det efterfølgende ”Winter IV (Interment)” har den et mere poleret udtryk med pæne kor.

Som modpol til de stille passager fungerer egentlig Black Metal, hvor Fen giver den mere gas. I ”Winter II (Penance)” kommer den ret pludselig i form af en hel traditionel fortolkning af genren. Det fungerer fint, men ikke så godt som i åbningsnummeret. Her bygger musikken langsomt op til et voldsommere, men ikke vildt niveau, for så igen at vende tilbage til udgangspunktet. Det giver en fin intensitet og dynamik, som desværre er en mangelvare på resten af albummet. Generelt er passagerne med minimal forandring for lange, så tingene bliver hurtigt småkedelige, derfor er stjernehøsten behersket.

Tracklist:
1. Winter I (Pathway)
2. Winter II (Penance)
3. Winter III (Fear)
4. Winter IV (Interment)
5. Winter V (Death)
6. Winter VI (Sight)
Samlet spilletid: 74:58

Læs mere...

Saille - Gnosis

Mit hidtil eneste møde med belgiske Saille ligger efterhånden nogle år tilbage, og omhandlede bandets debutskive – en udmærket omgang symfonisk Black Metal. Siden er der sket en del i bandets besætning; alligevel er belgierne nu klar med deres fjerde album.

En ting, som altid har fascineret mig ved Black Metal er, hvordan brutal Metal kombineres med melodiske og stemningsfyldte elementer, og netop denne sammensmeltning klarer Saille virkelig godt. Når sangeren Dennie Grondelaers brøler det bedste han kan, ledsages han af guitarer, som både lever smadder og melodi, af hamrende trommer og af keyboards, som lidt diskret skaber en mørk stemning. Her er nok den største forskel fra det første album, som var langt mere symfonisk anlagt. På ”Gnosis” vælger Saille en mere direkte stil uden, at det hele foregår med hovedet under armen. Tværtimod varieres det musikalske udtryk en del, så de brutale passager afbrydes af helt stille sekvenser. Et godt eksempel er ”Before the Crawling Chaos”, som kører afsted med fuld power, for at blive afbrudt af klagende strygere, inden det igen går derudaf. At nummeret også har et godt drive og ditto melodi, gør det til en af mine favoritter på albummet.

Den gode sangskrivning er et gennemgående træk for ”Gnosis”, og der er ingen svipsere på den konto. I det hele taget gør belgierne en rigtig god figur på albummet, som får en klar anbefaling med på vejen.

Tracklist:
01 - Benei ha'Elohim
02 – Pandaemonium Gathers
03 - Blôt
04 - Genesis 11:1-9
05 - Before the Crawling Chaos
06 – Prometheus
07 - Thou, My Maker
08 - Magnum Opus
09 - 1904 Era Vulgaris
Samlet spilletid: 44:57

Læs mere...

Ashenspire - Speak Not Of The Laudanum Quandary

En af grundene til, at jeg beskæftiger mig med at anmelde musik er, at det er en måde at opdage nye kunstnere og stilarter, som ellers ville gå under i den store strøm af nye udgivelser. Igennem årene har det givet mig mange gode oplevelser, men også møder med ting som har udfordret mig som musikelsker. Denne anmeldelse gælder et album i den sidste kategori; det er debutalbummet fra den skotske gruppe Aschenspire.

Gruppen har eksisteret siden 2013 med sangeren og trommeslageren Alasdair Dunn som mastermind. Og netop den vokale side er central, så den vender jeg tilbage til. Albummet består af syv numre, som hver omhandler et markant træk ved det britiske imperium.

Den musikalske side af albummet er ikke så svær at gennemskue; her blandes elementer af Metal, der rækker fra det tunge til deciderede blastbeats samt mere Rockprægede toner. Oveni kommer violin og klaver som repræsentanter for rent akustiske bidrag. Samlet giver det en meget bred pallette af udtryk, som udnyttes virkelig godt – den dynamiske bredde rækker fra det helt stille til det eksplosive, ligesom der bliver plads til mange flotte melodier.

Og så tilbage til vokalen, som hurtigt bliver til det springende punkt i bedømmelsen af albummet. Dunn synger nemlig kun kortvarigt i traditionel forstand, resten af tiden leverer han noget, der ligger et sted mellem sang og tale. Det er yderst specielt, men manden lever virkelig sine tekster ud; han skriger, han brøler, han trygler, han truer i en sådan grad, at fremførelsen ofte minder mere om et teaterstykke end musik. Ved første gennemlytning stjal han al opmærksomheden, men efterhånden indfandt der sig en balance mellem ham og musikken. Og jeg kan sagtens høre noget spændende og endda dragende i kombinationen; det er intelligent lavet og flot sat sammen. I længden bliver vokalen dog for anstrengende, men Aschenspire scorer topkarakter på indsats og originalitet – også selv om det kun fungerer i mindre bidder.

Tracklist:
I. Restless Giants
II. The Wretched Mills
III. Mariners at Perdition’s Lighthouse
IV. Grievous Bodily Harmonies
V. A Beggar’s Belief
VI. Fever Sheds
VII. Speak Not of the Laudanum Quandary
Samlet spilletid: 59:21

Læs mere...

Terra - Mors Secunda

På deres selvbetitlede debutskive holdt engelske Terra sig til det simple: Albummet bestod af tre numre, som blot havde titlerne I, II og III. Nu kommer opfølgeren, og princippet om enkelthed fortsætter; godt nok har numrene fået egentlige titler, til gengæld er antallet reduceret til to.
Dem fylder Terra med Black Metal, som betjener sig af genrens standard elementer; fræsende guitarer og et stærkt opskruet tempo dikteret af trommerne er helt efter bogen. Det samme er den skrigende og hvæsende vokal, som ikke bliver dominerende, fordi den er trukket langt tilbage i lydbilledet. I stedet blander den sig med guitar, bas og trommer til en cocktail, som fungerer bedst, når der blandes melodiske elementer ind i det voldsomme.

I længden viser konceptet med ekstremt lange numre at være en hæmsko; havde spilletiden været fordelt på flere numre, havde der været flere naturlige pauser, hvor man som lytter kan forberede sig på næste skæring. Den mulighed har man ikke her, og så bliver musikken ret så massiv; den presser sig på som en aggressiv dørsælger. Og ja, det bliver man træt af, specielt fordi vokalen i lange perioder helt udebliver og overlader scenen til musikken alene. Selv om det ind imellem kører fornuftigt for Terra, så bliver det aldrig bedre end Okay.

Tracklist:
1. Apotheosis
2. Nadir
Samlet spilletid: 40:09

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed