fbpx

Al Ard - Al Ard

Når man støder på et band, hvis medlemmer kalder sig COD.5111, Symor Von Dankurt og |x|on ved man, at det nok ikke drejer sig om mainstream musik. Den formodning sættes der en fed streg under på det foreliggende album, som indledes med en næsten fem minutter lang lydcollage sammensat af messende børnekor, talte (film)sekvenser med en oprevet italiensk dame og lidt electrolyde. Det sætter rammerne for det italienske band Al Ard, som har eksisteret siden 2011 men først nu debuterer.
Den resterende del af spilletiden fylder bandet ud med numre, der er sammensat af samples, diverse Electrorytmer … og Black Metal. Især det sidste fungerer upåklageligt, især fordi Al Ard udnytter mulighederne for at gøre tingene mere ekstreme ved at forvrænge vokaler og supplere de lynhurtige rytmer med elektroniske elementer, lidt i stil med DHG.

Men blandingen af voldsom Electro, klinisk kolde lyde og hamrende Black Metal trækker alligevel Control Human Delete (CHD) frem som reference, især hollændernes album ”Terminal World Perspective”. Selv om der stilmæssigt er mange lighedspunkter mellem de to albums, sætter sammenligningen ”Al Ard” i det rette lys: Referencen indeholder både mere egentlig musik, og har flere lydmæssige ideer, men frem for alt omsættes det hele med langt større finesse og naturlig lethed. Det gør bestemt ikke italienernes debut til en dårlig udgivelse, men illustrerer blot, at de har noget at arbejde med.

Tracklist:
1 – Nero
2 – For a Hint of Divinity
3 – Pillar . Past . Present
4 – Who Wants to live Forgotten
5 – Strange Old Practice I
6 – Red Bourbon
7 – Strange Old Practice II
8 – Scrutinizing A Glimpse of Chaos
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

King Goat - Debt of Aeons

Navnet King Goat ville passe fint til et Black Metal band, men bandet her spiller ikke Sort Metal – langt fra, endda. I stedet holder de fem medlemmer sig til Doom Metal med alt hvad det fører med sig af tyngde i rytmesektionen. Bandet blev dannet i Brighton i 2012, og udgav en EP i hvert af de følgende 2 år, inden det første album, ”Conduit”, kom på gaden i 2016. Nu er efter følgeren, ”Debt of Aeons”, klar.

Doom er i sagens natur tungt, men også her er der variationer. King Goat må siges at tilhøre den mindre ekstreme del af stilen, for numrene afvikles generelt i et frisk tempo, som er med til at lette stemningen. Det passer fint til vokalen, som er meget højtidelig, hvilket giver numrene en god portion alvor. Alligevel er det i omgangen med flotte melodier, at King Goat hiver flest point hjem. Højdepunktet kommer allerede i det uhyre flotte åbningsnummer, men også i flere andre numre markerer englænderne sig flot på dét punkt, ligesom stille passager giver de tunge afsnit modspil.

Jeg er desværre også nødt til at fremhæve guitaristen Petros’ soli, for de stikker ud fra mængden – desværre ikke positivt. Trods brugen af meget simple melodistykker virker han flere steder meget udfordret; det virker malplaceret i bandets generelt udmærkede performance.

Heldigvis er bredden i numrene, de flotte melodier og den personlige vokal rigeligt til at overskygge disse fejltrin, så ” Debt of Aeons” ender i den pænere ende af skalaen; hvis man er til Doom, men kan undvære den sidste portion tyngde, er King Goat et band, man bør checke ud.

Tracklist:
1. Rapture
2. Eremite’s Rest
3. Debt Of Aeons
4. Psychasthenia
5. Doldrum Sentinels
6. –
7. On Dusty Avenues
Samlet spilletid: 49:06

Læs mere...

King Goat - Conduit

King Goat startede i 2012, og udgav 2 EP’er i henholdsvis 2013 og 2014, inden de for egen regning udsendte debutskiven ”Conduit”. Siden har de skrevet kontrakt med Aural Music, som nu genudgiver albummet sammen med de tre numre fra den første EP.

Fra starten fortæller de markerede anslag, at der venter en omgang Doom Metal, og det starter meget lovende: I ”Flight of the Deviants” er relativt højt, men det sænkes ind imellem, så tyngden kommer mere frem. De talte sekvenser blander sig med vokalen, som både er flot og kraftfuld. Det gode takter fortsætter i det efterfølgende ”Feral King”, hvor vokalen skifter til det højtidelige, men det opvejes af en virkelig stærk melodi og en overbevisende indlevelse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortsætte med at rose englænderne, men det kan jeg ikke; fra titelnummeret begynder tingene at ligne hinanden ret meget, og fra midten af nummeret begynder kedsomheden at melde sig. De sidste to numre kan ikke rette op på tendensen, selv om tyngden får et hak eller to opad. Bonusnumrene til slut bidrager ikke med meget nyt, så dem kunne man efter min mening have sparet sig. Tilbage står en udgivelse, som har et par spændende momenter, men alligevel ikke brænder sig fast.

Tracklist:
01 - Flight of the Deviants
02 – Feral King
03 - Conduit
04 - Revenants
05 –Sanguine Path
06 – Final Decline (bonus track)
07 – Cult Obscene (bonus track)
08 – Melian’s Trance (bonus track)
Samlet spilletid: 70:12

Læs mere...

The Thirteenth Sun - Stardust

Det er ikke mange bands fra Rumænien, jeg støder på, men The Thirteenth Sun er et af dem. Bandet startede i 2011 som en duo, men er siden blevet udvidet til en kvintet. I 2012 sendte rumænerne en EP på gaden, men Albummet ”Stardust” er bandets første. Det er produceret af det tidligere Negura Bunget medlem Edmond Karban i dennes Consonance studie.

Han har præsteret en udmærket produktion med hul igennem, men uden specielt meget power. Dermed passer den fint til musikken, for The Thirteenth Sun spiller Progressiv Rock, som hovedsageligt bevæger sig i de mere rolige egne af stilen; kun sjældent vokser tingene i intensitet og power til at tangere Metal.

Metal er naturligvis ikke et krav i sig selv, specielt den progressive musik har mange andre måder at vise styrke på. For The Thirteenth Sun fungerer tingene bedst i de passager, hvor musikken bliver lidt drømmende og eksperimenterende – her kan jeg fornemme ideer, som kunne blive til noget interessant. Desværre er det stort set de eneste steder på albummet, hvor der er noget at komme efter. For selv om det hele er velspillet, så savner jeg noget spænding, nogle fængende melodier eller overraskende skift i musikken. Det får ”Stardust” til at være i overhængende fare for at ende som baggrundsmusik – her må bandet stramme sig an fremover.

Tracklist:
01 Universus
02 Pathways
03 Planes of Creation
04 Universe is Burning
05 Melting Skies
06 The Fabric of Time
07 Glowing Sun
Samlet spilletid: 54:07

Læs mere...

Fen - Winter

Siden jeg anmeldte Fens debutalbum i 2009, har de tre briter ikke ligget på den lade side: Tre albums og to split-udgivelser er det blevet til, men alle er røget under min radar. Nu har jeg så fået bandets femte album til anmeldelse, det kan da rette lidt op på tingene. Albummet er den første udgivelse med trommeslageren Havenless, som kom med i bandet sidste år.

Selv om der er gået nogle år, og besætningen er ændret, så fastholder Fen deres stil med musik, som falder i to meget forskellige kategorier. Den største del af spilletiden bruges på Post Black Metal, som er temmelig stille og mere Rock end Metal. Det betyder ikke, at stilen er helt den samme igennem alle numre. I ”Winter III (Fear)” er de stille passage meget melodiske, næsten svævende, men i det efterfølgende ”Winter IV (Interment)” har den et mere poleret udtryk med pæne kor.

Som modpol til de stille passager fungerer egentlig Black Metal, hvor Fen giver den mere gas. I ”Winter II (Penance)” kommer den ret pludselig i form af en hel traditionel fortolkning af genren. Det fungerer fint, men ikke så godt som i åbningsnummeret. Her bygger musikken langsomt op til et voldsommere, men ikke vildt niveau, for så igen at vende tilbage til udgangspunktet. Det giver en fin intensitet og dynamik, som desværre er en mangelvare på resten af albummet. Generelt er passagerne med minimal forandring for lange, så tingene bliver hurtigt småkedelige, derfor er stjernehøsten behersket.

Tracklist:
1. Winter I (Pathway)
2. Winter II (Penance)
3. Winter III (Fear)
4. Winter IV (Interment)
5. Winter V (Death)
6. Winter VI (Sight)
Samlet spilletid: 74:58

Læs mere...

Saille - Gnosis

Mit hidtil eneste møde med belgiske Saille ligger efterhånden nogle år tilbage, og omhandlede bandets debutskive – en udmærket omgang symfonisk Black Metal. Siden er der sket en del i bandets besætning; alligevel er belgierne nu klar med deres fjerde album.

En ting, som altid har fascineret mig ved Black Metal er, hvordan brutal Metal kombineres med melodiske og stemningsfyldte elementer, og netop denne sammensmeltning klarer Saille virkelig godt. Når sangeren Dennie Grondelaers brøler det bedste han kan, ledsages han af guitarer, som både lever smadder og melodi, af hamrende trommer og af keyboards, som lidt diskret skaber en mørk stemning. Her er nok den største forskel fra det første album, som var langt mere symfonisk anlagt. På ”Gnosis” vælger Saille en mere direkte stil uden, at det hele foregår med hovedet under armen. Tværtimod varieres det musikalske udtryk en del, så de brutale passager afbrydes af helt stille sekvenser. Et godt eksempel er ”Before the Crawling Chaos”, som kører afsted med fuld power, for at blive afbrudt af klagende strygere, inden det igen går derudaf. At nummeret også har et godt drive og ditto melodi, gør det til en af mine favoritter på albummet.

Den gode sangskrivning er et gennemgående træk for ”Gnosis”, og der er ingen svipsere på den konto. I det hele taget gør belgierne en rigtig god figur på albummet, som får en klar anbefaling med på vejen.

Tracklist:
01 - Benei ha'Elohim
02 – Pandaemonium Gathers
03 - Blôt
04 - Genesis 11:1-9
05 - Before the Crawling Chaos
06 – Prometheus
07 - Thou, My Maker
08 - Magnum Opus
09 - 1904 Era Vulgaris
Samlet spilletid: 44:57

Læs mere...

Ashenspire - Speak Not Of The Laudanum Quandary

En af grundene til, at jeg beskæftiger mig med at anmelde musik er, at det er en måde at opdage nye kunstnere og stilarter, som ellers ville gå under i den store strøm af nye udgivelser. Igennem årene har det givet mig mange gode oplevelser, men også møder med ting som har udfordret mig som musikelsker. Denne anmeldelse gælder et album i den sidste kategori; det er debutalbummet fra den skotske gruppe Aschenspire.

Gruppen har eksisteret siden 2013 med sangeren og trommeslageren Alasdair Dunn som mastermind. Og netop den vokale side er central, så den vender jeg tilbage til. Albummet består af syv numre, som hver omhandler et markant træk ved det britiske imperium.

Den musikalske side af albummet er ikke så svær at gennemskue; her blandes elementer af Metal, der rækker fra det tunge til deciderede blastbeats samt mere Rockprægede toner. Oveni kommer violin og klaver som repræsentanter for rent akustiske bidrag. Samlet giver det en meget bred pallette af udtryk, som udnyttes virkelig godt – den dynamiske bredde rækker fra det helt stille til det eksplosive, ligesom der bliver plads til mange flotte melodier.

Og så tilbage til vokalen, som hurtigt bliver til det springende punkt i bedømmelsen af albummet. Dunn synger nemlig kun kortvarigt i traditionel forstand, resten af tiden leverer han noget, der ligger et sted mellem sang og tale. Det er yderst specielt, men manden lever virkelig sine tekster ud; han skriger, han brøler, han trygler, han truer i en sådan grad, at fremførelsen ofte minder mere om et teaterstykke end musik. Ved første gennemlytning stjal han al opmærksomheden, men efterhånden indfandt der sig en balance mellem ham og musikken. Og jeg kan sagtens høre noget spændende og endda dragende i kombinationen; det er intelligent lavet og flot sat sammen. I længden bliver vokalen dog for anstrengende, men Aschenspire scorer topkarakter på indsats og originalitet – også selv om det kun fungerer i mindre bidder.

Tracklist:
I. Restless Giants
II. The Wretched Mills
III. Mariners at Perdition’s Lighthouse
IV. Grievous Bodily Harmonies
V. A Beggar’s Belief
VI. Fever Sheds
VII. Speak Not of the Laudanum Quandary
Samlet spilletid: 59:21

Læs mere...

Terra - Mors Secunda

På deres selvbetitlede debutskive holdt engelske Terra sig til det simple: Albummet bestod af tre numre, som blot havde titlerne I, II og III. Nu kommer opfølgeren, og princippet om enkelthed fortsætter; godt nok har numrene fået egentlige titler, til gengæld er antallet reduceret til to.
Dem fylder Terra med Black Metal, som betjener sig af genrens standard elementer; fræsende guitarer og et stærkt opskruet tempo dikteret af trommerne er helt efter bogen. Det samme er den skrigende og hvæsende vokal, som ikke bliver dominerende, fordi den er trukket langt tilbage i lydbilledet. I stedet blander den sig med guitar, bas og trommer til en cocktail, som fungerer bedst, når der blandes melodiske elementer ind i det voldsomme.

I længden viser konceptet med ekstremt lange numre at være en hæmsko; havde spilletiden været fordelt på flere numre, havde der været flere naturlige pauser, hvor man som lytter kan forberede sig på næste skæring. Den mulighed har man ikke her, og så bliver musikken ret så massiv; den presser sig på som en aggressiv dørsælger. Og ja, det bliver man træt af, specielt fordi vokalen i lange perioder helt udebliver og overlader scenen til musikken alene. Selv om det ind imellem kører fornuftigt for Terra, så bliver det aldrig bedre end Okay.

Tracklist:
1. Apotheosis
2. Nadir
Samlet spilletid: 40:09

Læs mere...

Aenaon - Hypnosophy

Når man støder på begrebet avantgarde i forbindelse med musik, dækker det oftest over skæve indfald og vekslende musikalske udtryk, både stilmæssigt og rytmisk. Nogle af disse kendetegn finder man også i den progressive musik, men ”Hypnosophy” er et godt eksempel på, at dén betegnelse ikke altid er dækkende. Albummet er det tredje fra det græske band Aenaon, som har eksisteret i mere end ti år.

Om det er rutine eller talent, der ligger bag, kan man gætte længe på; faktum er, at bandet formår at blande elementer, som normalt ikke hører sammen: I åbningsnummeret ”Oneirodynia” brages der løs med elementer af Death- og Black Metal, men lige som der bygges op til klimaks, kommer … en saxofon! Den dukker op i flere af de numre sammen med en vokal, der er mere Rock end Metal, og Aenaon slipper virkelig godt fra at forene de mange ting på en spændende måde.

På albummets anden del bliver musikken mere traditionel i sin opbygning, så den får mere progressiv karakter. Den er stadig vældig godt skruet sammen og fremført, men der kommer ikke så mange overraskelser som før. Det gør de sidste numre mindre interessante end de første, så bedømmelsen lige netop misser de fem stjerner. Alligevel indeholder ”Hypnosophy” nogle af de mest spændende numre, jeg har hørt i år, så Aenaons bagkatalog skal vist lige lyttes igennem.

Tracklist:
1- Oneirodynia
2- Fire walk with me
3- Earth Tomb
4- Void
5- Tunnel
6- Thus Ocean Swells
7- Phronesis / Psychomagic
Samlet spilletid: 55:03

 

Læs mere...

Hryre - From Mortality To Infinity

Med 3 år på bagen må Hryre siges at være et nyt navn, som efter en enkelt demo i 2014 nu udsender sit første album. Bandet stammer fra West Yorkshire i England, og består af Rick Millington, som tager sig af vokal og deler opgaverne på guitar og bas med Nathan Patchett, mens Gareth Hodgson tager sig af trommerne.

Efter en kort instrumental åbner brager Black Metal med uforståelig vokal og masser af power ud gennem højttalerne. Der er virkelig knald på, så titlen ”Devastation of Empires” virker passende. Desværre er nummeret det eneste af sin slags, for herefter er det en tungere og langsommere version af genren, der satses på. Det kan være en del af forklaringen på, at numrene har meget lange spilletider…

Produktionen er lidt ulden i kanten, som et foto der ikke er helt skarpt. Det er med til at gøre numrene ret ens, men sætter til gengæld et aftryk på stemningen. Her skulle man næsten tro, at England lå nord for polarcirklen, for atmosfæren er virkelig dyster, som et soundtrack til evigt mørke. Det er klart albummets største force, for så meget sortsind hører man ikke ofte.

Bagsiden af medaljen er, at der ikke er ret mange melodiske sekvenser på albummet; meget mere end lidt guitar og en klagende violin finder man ikke. Kombineret med de lange spilletider bliver det ind imellem direkte kedeligt, så her er et åbenlyst punkt at forbedre. Men hvis Hryre formår at skabe modvægt til deres ekstreme sortsyn, kunne det her godt gå hen at blive rigtig spændende.

Tracklist:
1- Inauguration
2- Devastation of Empires
3- Plagues on Ancient graves
4- Alive Beneath The Surface Part Two – Trascendence:
5- Cast into Shade part one (Farewell)
6- Cast into Shade part two (Black Sun)
7- Lamenting The Coming Dread
8- Regressed States of Malice
9- Return to the Earth
Samlet spilletid: 66:10

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed