fbpx

Circle of Sighs - Narci

Circle of Sighs er et af de bands, der søger at skabe opmærksomhed ved at gøre sig mystiske; derfor er der ingen officielle oplysninger om bandet og dets medlemmer. Pressematerialet fortæller dog, at det hele startede i 2018, og at "Narci" er bandets andet album efter debut'en "Salo" fra 2020.
Åbningsnummeret ”Spectral Arms” byder på en flot omgang Progressiv Rock, hvor der igennem den lange spilletid veksles mellem mange forskellige elementer, hvilket både giver variation og skaber dynamik. En klavermelodi fungerer som den base, nummeret hele tiden vender tilbage til; en lækker og stemningsfyldt start.
Herfra fortsætter det progressive i forskellige retninger: I ”We Need Legends” leges der med samples, som mikses på forskellig vis – en interessant ide, som desværre bliver en tand for lang. På samme facon indledes ”Segue 04”, som dog udvikler sig til tunge rytmer og truende synthesizere. Disse elementer dominerer flere af de øvrige numre, hvilket forklarer hvorfor pladeselskabet angiver stilen som ”Synth Doom”. Når jeg vælger den progressive vinkel skyldes det, at der gennemgående eksperimenteres med mange elementer og forskellige instrumenteringer, som rækker ud over selskabets betegnelse.
“Narci” er et album med en meget selvstændig fremtoning og mange personlige ideer, som fungerer fint. Alligevel overdriver Circle of Sighs lidt for ofte deres hang til at eksperimentere; det går ud over oplevelsen og afspejles i bedømmelsen.

Tracklist:
01. Spectral Arms
02. We Need Legends
03. A Crystal Crown of Cosmic Pain
04. Roses Blue
05. Segue 04
06. Narci
07. Heaven in Flames
08. The Man Who Stole the Wind
Samlet spilletid: 43:27

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed