fbpx

Hexvessel - All Tree

For ti år siden flyttede englænderen Mathew ”Kvohst” McNerney til Finland; her blev han så betaget af roen og storheden i de finske skove, at det påvirkede hans musikalske fremtid. Sammen med lokale musikere startede han bandet Hexvessel, som med "All Tree” udsender deres fjerde album.

Ud fra beskrivelserne af skovens centrale placering i McNerneys verden havde jeg gættet, at musikken nok var ret nedtonet - Alligevel blev jeg overrasket over, hvor nedtonet tingene er. Musikken er mere Folk end Rock, og albummet domineres af akustiske instrumenter som guitar, fløjte, violin og klaver. De bruges til at skabe stemninger, som passer til teksterne om naturen og gamle guder, og man får fornemmelsen af, at lytte til en åndelig rejse.

Musikken er meget stille og fin, og flere af numrene ville passe bedre til et lejrbål end en koncertsal. Undtagelser udgør ”Wilderness Spirit” og det blues’ede ”Birthmark, hvor trommer og guitar giver helheden er energimæssigt løft. Med så meget fokus på det helt rolige kunne man forvente ekstra flotte melodier og omkvæd, men de er kun i mellemklassen hvad angår det iørefaldende. Til gengæld er vokalerne arrangeret meget flot, så McNerneys stemme understøttes maksimalt.

”All Tree” ligger meget langt fra de albums, vi normalt anmelder her på siden, men det er i sig selv ikke et problem – der er musik til enhver stemning og situation. Når jeg ikke bedømmer albummet højere skyldes det, at for mange numre står lidt for stille, og så rammes man hurtigt af monotoni – her rammer albummet sine grænser.

Tracklist:
1. Blessing
2. Son Of The Sky
3. Old Tree
4. Changeling
5. Ancient Astronaut
6. Visions Of A.O.S.
7. A Sylvan Sign
8. Wilderness Spirit
9. Otherworld Envoy
10. Birthmark
11. Journey To Carnac
12. Liminal Night
13. Closing Circles
Samlet spilletid: 46:17

Læs mere...

Arch Enemy - Covered In Blood

I løbet af karrieren indspiller mange bands covernumre, enten bare for sjov, for at hylde gamle forbilleder eller simpelthen for at skaffe ekstra materiale til en udgivelse. Det gælder også for Arch Enemy, som åbenbart har flere covertracks at se tilbage på end de fleste. For at fodre de evigt sultne fans og udfylde tiden frem til bandets næste album, udsender Arch Enemy nu et album med 24 meget varierede covernumre fra forskellige tidspunkter i deres karriere.

At spændvidden er stor, viser et hurtigt blik ned over tracklisten; fra Tears For Fears’ 80’er Pop til Michael Amotts gamle band Carcass er der noget af et spring. Her er det forudsigeligt, at numre som ”Shout”, Mike Oldfields’ ”Shadow On The Wall” og Iron Maidens ”Aces High” får et gevaldigt los i kuglerne, når de udsættes for moderne Dødsmetal. Lidt mere uventet er det, at det lykkes at gøre en klassiker som "Breaking The Law” personlig uden at ødelægge arvesølvet.

Den største overraskelse er alligevel, hvor godt det passer for Arch Enemy at spille Punk – både de 4 Skitslickers numre og Charged G.B.H.s "City Baby Attacked By Rats” bliver fyret af med stor vrede og aggressivitet - Hvis bandet på et tidspunkt ønsker at skifte stil, er her noget at gå efter!

Med hele 24 tracks på albummet er det ingen overraskelse, at der også er et par mindre vellykkede indslag, og numre som ”The Zoo” og ”The Oath” bidrager mere til spilletiden end til oplevelsen. Alligevel er ”Covered In Blood” mere personligt og dermed bedre end flertallet af coveralbums.

Tracklist:
1 Shout (Tears For Fears)
2 Back To Back (Pretty Maids)
3 Shadow On The Wall (Mike Oldfield)
4 Breaking The Law (Judas Priest)
5 Nitad (Moderat Likvidation)
6 When The Innocent Die (Anti-Cimex)
7 Warsystem (Skitslickers)
8 Armed Revolution (Skitslickers)
9 Spräckta Snutskallar (Skitslickers)
10 The Leader (Of the Fuckin' Assholes) (Skitslickers)
11 City Baby Attacked By Rats (Charged G.B.H.)
12 Warning (Discharge)
13 The Zoo (Scorpions)
14 Wings Of Tomorrow (Europe)
15 The Oath (KISS)
16 The Book Of Heavy Metal (Dream Evil)
17 Walk In The Shadows (Queensryche)
18 Incarnated Solvent Abuse (Carcass)
19 Kill With Power (Manowar)
20 Symphony Of Destruction (Megadeth)
21 Aces High (Iron Maiden)
22 Scream Of Anger (Europe)
23 Starbreaker (Judas Priest)
24 The Ides Of March (Iron Maiden)
Samlet spilletid: 70:39

Læs mere...

Malevolent Creation - The 13th Beast

For bands med mere end 30 år på bagen er det ingen overraskelse, at der har været mange udskiftninger i besætningen, men Malevolent Creation har haft usædvanligt mange; når man kigger på listen over tidligere medlemmer får man nemt fornemmelsen af, at alle navne indenfor Dødsmetal på et tidspunkt har været med. Til bandets trettende studiealbum har Phil Fasciana således (igen) skiftet resten af bandet ud …

Det har selvsagt ikke resulteret i musikalske ændringer; med bandets historie in mente og Fasciana som ankermand holdes der fast i den klassiske Death Metal. Og selvfølgelig indeholder numrene både tunge og seje guitarriffs, ligesom rytmesektionen virkelig hamrer igennem – energi er ikke ligefrem en mangelvare. Det er den heller ikke hos Lee Wollenschlaeger, som growler og brøler overbevisende nok til, at jeg ikke savner den afdøde Bret Hoffmann.

På papiret er der lagt op til et album, der lever op til titlen som bæst, og Dan Swanö har endda fremtryllet en virkelig gennemført produktion. Alligevel formår ”The 13th Beast” slet ikke at brænde igennem, det hele virker ordinært og uden det personlige touch, som man med rette kan forvente af et navn som Malevolent Creation. Det efterlader mig skuffet, men også med bange anelser for, om Fasciana og Co. er løbet tør for ideer.

Tracklist:
1. End the Torture
2. Mandatory Butchery
3. Agony for the Chosen
4. Canvas of Flesh
5. Born of Pain
6. The Beast Awakened
7. Decimated
8. Bleed Us Free
9. Knife at Hand
10. Trapped Inside
11. Release the Soul
Samlet spilletid: 49:26

 

Læs mere...

Witherfall - A Prelude To Sorrow

Titlen "A Prelude To Sorrow” siger noget om indholdet, men afslører ikke det hele; Der er godt nok tale om bearbejdning af sorg, men ikke om et forspil. I stedet er det en videreførelse af den proces, som Witherfall startede på debutalbummet ”Nocturnes and Requiems” fra 2017, hvor en stor del af indholdet omhandlede trommeslageren Adam Paul Sagan, som døde pludseligt året før.

Trods den triste baggrund er albummet ikke endt som en melankolsk tudekiks; tværtimod viser Witherfall sig som et band med en åben og bred stil. Og når de kalder det andet track for ”We Are Nothing”, må det være en stærk kandidat til årets mest fejlagtige påstand 2018, for Witherfall har virkelig meget at byde på. Nummeret byder på skarpe riffs, hvortil sangeren Joseph Michael leverer en kraftig vokal, som han pepper op med et par vilde powerhvin. Men der er også plads til en længere passage i roligt tempo med flot guitar og stryger, inden det brager løs igen – et stærkt nummer som kombinerer melodi og power på en flot måde.

I de øvrige numre er det de samme elementer, der er i spil; der varieres fint mht. tempo og hårdhed, og både melodi og Metal fænger.

Generelt begår musikerne sig alle på et højt niveau, men jeg må alligevel fremhæve guitaristerne Jake Dreyer og Fili Bibiano, for det er ofte deres imponerende spil, der tager numrene en tand op i kvalitet. Det hæver også ”A Prelude To Sorrow” som helhed, så albummet fremstår stærkt trods den triste baggrund.

Tracklist:
1. A Prelude To Sorrow
2. We Are Nothing
3. Moment Of Silence
4. Communion Of The Wicked
5. Maridian’s Visitation
6. Shadows
7. Ode To Despair
8. The Call
9. Vintage
10. Epilogue
Samlet spilletid: 56:28

Læs mere...

Unearth - Extinction(s)

Unearth kan konstatere, at det i år er 20 år siden, at bandet startede i Boston, Massachusetts. Det er pænt lang tid for et band, hvilket ofte resulterer i udskiftninger. Det gælder også her, men pudsigt nok er det kun gået ud over positionerne bas og trommer – de to guitarister Ken Susi og Buz McGrath samt sangeren Trevor Phipps har været med hele vejen.
Med en voldsomt og vredt brølende vokal fører Phipps an i et sandt bombardement af Metalcore, som fra starten virkelig har gang i den: ”Incinerate” sparker døren ind med et fedt drive og skarpe guitarer, ”Dust” følger op med skæve og tunge guitarer, ”Survivalist” har hakkende rytmer, mens ”Cultivation Of Infection” vender tilbage til udgangspunktets voldsomme energi. Et gennemgående træk er virkelig flotte guitarer, som med melodiske soli og hooks bringer balance i begivenhederne.

Efter denne meget effektive start er det desværre som om, at Unearth har tømt sækken med gode ideer. De efterfølgende numre mangler hverken power eller melodier, men de følger bare genrens grundopbygning uden ret meget personlighed. Kun i ”No Reprisal” lykkes det at skabe lidt afveksling, men det er ikke nok til at redde albummets anden halvdel fra at ende som en skuffelse. Derfor ender ”Extinction(s)” kun lidt over “OK”, selv om starten signalerede noget meget større.

Tracklist:
1. Incinerate
2. Dust
3. Survivalist
4. Cultivation Of Infection
5. The Hunt Begins
6. Hard Lined Downfall
7. King Of The Arctic
8. Sidewinder
9. No Reprisal
10. One With The Sun
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Monuments - Phronesis

Jeg er ikke tidligere stødt på Monuments, men det kan jeg så indhente nu, hvor deres nye album ”Phronesis” er på gaden. Det er bandets tredje, så de er forbi den svære toer, og pressetekstens omtale af bandets Progressive Metal øgede mine forventninger til musikken.

Stor var derfor min overraskelse, da musikken gik i gang: I stedet for Progressive toner i stil med Opeth eller Dream Theater, blev jeg mødt af Metalcore! Frontvokalen, som veksler mellem rå brølen og poleret skønsang, de flerstemmige kor – umiskendeligt Metalcore! Med tiden (læs: efter mere intens lytten) hører man en lille smule af de lovede tekniske elementer, men de er skubbet så langt i baggrunden, at de ikke markerer sig for alvor.

Ok, en ting er, at indholdet ikke svarer til beskrivelse – Hvis musikken så bare var spændende, men det er den ikke – især passagerne med ren vokal peger mere i retning af Pop end Metal. Melodierne er ikke særligt flotte, og intensiteten er hørt meget bedre før.
I sidste ende kan jeg ikke være andet end skuffet over mit første møde med Monuments; det her er stor ståhej for (næsten) ingenting. Man kan ikke tage fra musikerne, at de spiller udmærket, men den teknisk betonede overbygning, til sætter på Metalcore elementer bidrager med stort set ingenting – den tid i studiet kunne være brugt meget bedre.

Tracklist:
1. A.W.O.L
2. Hollow King
3. Vanta
4. Mirror Image
5. Ivory
6. Stygian Blue
7. Leviathan
8. Celeste
9. Jukai
10. The Watch
Samlet spilletid: 39:52

Læs mere...

Ultha - The Inextricable Wandering

Tyskland er ikke specielt kendt i forbindelse med Black Metal, men selvfølgelig har landet en scene for denne genre. Her trådte Ultha fra Køln ind i 2014, og skabte en del opmærksomhed med deres to første albums. Nu følger så det tredje fra de fem medlemmer, som tro mod genrens hang til mystik kun nævnes ved deres forbogstaver.

Åbningsnummeret ”The Avarist” starter Doom-agtigt tungt, men snart slår bandet over i Sort Metal, som spilles helt efter bogen. Det er har meget lidt personlighed, og bliver derfor ret hurtigt både ensformigt og kedeligt. Heller ikke vokalen formår at afsætte større aftryk på begivenhederne; han skriger sig igennem numrene uden overbevisning, det lyder hverken dyrisk, farligt eller fedt – i bedste fald måske lidt fortvivlet.

Heldigvis er der også blevet plads til lange instrumentale passager, hvor det er stemninger og melodi, som er i centrum – ”There Is No Love, High Up In The Gallows” illustrerer det udmærket. Disse passager fungerer langt bedre for tyskerne, her er udtrykket mere personligt, men frem for alt mere interessant at lytte til. På bundlinjen er det ikke imponerende, og ”The Inextricable Wandering” sendes videre med et Okay - mere kan det ikke blive til i denne omgang for Ultha.

Tracklist:
1. The Avarist (Eyes of a Tragedy)
2. With Knives To The Throat And Hell In Your Heart
3. There Is No Love, High Up In The Gallows
4. Cyanide Lips
5. We Only Speak In Darkness
6. I’m Afraid To Follow You There
Samlet spilletid: 66:16

Læs mere...

Like A Storm - Catacombs

Min eneste tidligere møde med New Zealand-bandet Like A Storm var i 2015, da de udgav ”Awaken The Fire”; et mellemgodt Hardrock album, som gav bandet sit gennembrud. Nu skal de så vise, at de har mere at byde på, hvilket sker med "Catacombs”; albummet er indspillet i Las Vegas, men ligesom forgængeren produceret af bandet selv.

I de senere år har Like A Storm turneret verden rundt og spillet med forskellige navne, og det har åbenbart inspireret. Musikken på det nye album har bevæget sig væk fra den egentlige Hardrock, og viser tydeligt inspiration fra Metalcore og Nu Metal. Det kommer til udtryk i let hakkende rytmer, som sammen med synth effekter giver numrene kant, mens vokaler og melodier holder sig i den pæne ende af skalaen. Det fungerer udmærket i åbningsnumrene, hvor der også optræder didgeridoo. Det hører man også i titelnummeret, som med sin enkle startmelodi minder meget om Linkin Park.

De samme elementer genfindes i albummets øvrige numre, som ikke gør det store væsen af sig, de følger nogenlunde kendte veje, hvor kun tre numre skiller sig ud: ”Hole In My Heart” fremstår positivt med sine tungere rytmer og brølende vokal, mens ”Complicated” og ”Solitary” hurtigt bliver irriterende på grund af en lille autotune effekt, som man ødelægger vokalen med.

Like A Storm fortjener ros for at afprøve nye ideer, men desværre får de ikke nok ud af anstrengelserne; de lettilgængelige omkvæd skal nok skaffe bandet airplay i radioen, men samlet set er der ikke meget at komme efter.

Tracklist:
1. The Devil Inside
2. Out Of Control
3. Catacombs
4. Complicated (Stitches & Scars)
5. Solitary
6. The Bitterness
7. Until The Day I Die
8. Hole In My Heart
9. Bullet In The Head
10. These Are The Bridges You Burned Down
11. Pure Evil
Samlet spilletid: 48:19

Læs mere...

Lucifer - Lucifer II

Da sangerinden Johanna Sadonis startede bandet Lucifer i 2014, var det for at dyrke sine egne interesser for old school Hardrock i stil med Black Sabbath, Deep Purple og Steppenwolf. Dengang var den tidligere Cathedral guitarist Gaz Jennings hendes musikalske partner, men efter kun et album endte dét samarbejde. I 2016 stødte Sadonis på Nicke Andersson, som viste sig at være en perfekt makker; han nøjedes ikke med at skrive musikken sammen med Sadonis, han indspillede også det meste af den; kun sologuitarerne overlod han til bandets tredje medlem, Robin Tidebrink.

Da jeg ikke har hørt den, kan jeg ikke udtale mig om stilen på bandets debut, men hvis det er en genfortolkning af Deep Purple, man forventer på efterfølgeren, må man blive lidt skuffet. Selv om flere numre er udstyret med udmærkede guitarriffs, så peger tyngden meget mere mod Sabbath end Purple. Samtidig er numrenes opbygning helt i den gamle stil, hvor elementer som masser af forvrængning understøtter det stenede præg, ligesom slideguitaren i ”Dancing With Mr. D” og det generelt meget grynede lydbillede gør det – der mangler kun et Hammondorgel for at gøre den del helt perfekt.

På vokalsiden markerer Sadonis sig med en stærk stemme, og hun har skrevet nogle fine melodier til sig selv, med ”Dreamer” og den fine ballade ”Before the Sun” som de mest iørefaldende. Det afrunder et album, som ikke flytter grænser, men alligevel repræsenterer genren udmærket.

Tracklist:
01. California Son
02. Dreamer
03. Phoenix
04. Dancing With Mr. D
05. Reaper On Your Heels
06. Eyes In The Sky
07. Before The Sun
08. Aton
09. Faux Pharaoh
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...

Marduk - Viktoria

På mange måder er dette, det fjortende studiealbum fra Marduk, en beskrivelse af historien som gentager sig: Igen er det krig, der er det gennemgående tema (som f.eks. på klassiskeren ”Panzer Division Marduk” og ”Frontschwein” fra 2015). Igen er optagelserne sket i Endarker Studios hos Magnus ‘Devo’ Andersson (som det er sket med de sidste mange af bandets albums). Og igen er det besætningen Mortuus (vokal), Morgan (guitar), Devo (bas) og Fredrik (trommer), der fortsætter fra ”Frontschwein”.

Med så mange gange ”igen” kunne man frygte, at denne anmeldelse ville fortsætte med beskrivelser af kreativ stilstand og kedelige repetitioner. Og der er mere ”igen”, men det er af den positive slags:
For igen spiller Marduk knaldhamrende hård Black Metal. Og ja, igen sparker de bestialsk meget røv! Vi skal hen til ”The Devil’s Song” før man hører lyden af ladegreb på et gevær, men længe inden har Marduk bombarderet lytteren med Sort Metal fra alle sider. I numre som ”Werwolf”, ”June 44“ og ”Narva” kæmper trommer og strengeinstrumenter om hvem der kan give den mest gas, mens Mortuus brøler og hvæser teksterne ud på en rå, men letforståelig facon. Samtidig imponerer den selvfølgelighed, det hele afvikles med – meget overbevisende.

Der er også numre, hvor guitarerne er sejere og tempoet er lavere; stadig med masser af power. På den måde viser svenskerne igen en fin bredde i deres musik, og selv om de denne gang ikke er helt på niveau med deres bedste udgivelser, får albummet fem stjerner med ud på slagmarken.

Tracklist:
1. Werwolf
2. June 44
3. Equestrian Bloodlust
4. Tiger I
5. Narva
6. The Last Fallen
7. Viktoria
8. The Devil’s Song
9. Silent Night
Samlet spilletid: 32:54

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed