fbpx

Malevolent Creation - The 13th Beast

For bands med mere end 30 år på bagen er det ingen overraskelse, at der har været mange udskiftninger i besætningen, men Malevolent Creation har haft usædvanligt mange; når man kigger på listen over tidligere medlemmer får man nemt fornemmelsen af, at alle navne indenfor Dødsmetal på et tidspunkt har været med. Til bandets trettende studiealbum har Phil Fasciana således (igen) skiftet resten af bandet ud …

Det har selvsagt ikke resulteret i musikalske ændringer; med bandets historie in mente og Fasciana som ankermand holdes der fast i den klassiske Death Metal. Og selvfølgelig indeholder numrene både tunge og seje guitarriffs, ligesom rytmesektionen virkelig hamrer igennem – energi er ikke ligefrem en mangelvare. Det er den heller ikke hos Lee Wollenschlaeger, som growler og brøler overbevisende nok til, at jeg ikke savner den afdøde Bret Hoffmann.

På papiret er der lagt op til et album, der lever op til titlen som bæst, og Dan Swanö har endda fremtryllet en virkelig gennemført produktion. Alligevel formår ”The 13th Beast” slet ikke at brænde igennem, det hele virker ordinært og uden det personlige touch, som man med rette kan forvente af et navn som Malevolent Creation. Det efterlader mig skuffet, men også med bange anelser for, om Fasciana og Co. er løbet tør for ideer.

Tracklist:
1. End the Torture
2. Mandatory Butchery
3. Agony for the Chosen
4. Canvas of Flesh
5. Born of Pain
6. The Beast Awakened
7. Decimated
8. Bleed Us Free
9. Knife at Hand
10. Trapped Inside
11. Release the Soul
Samlet spilletid: 49:26

 

Læs mere...

Unearth - Extinction(s)

Unearth kan konstatere, at det i år er 20 år siden, at bandet startede i Boston, Massachusetts. Det er pænt lang tid for et band, hvilket ofte resulterer i udskiftninger. Det gælder også her, men pudsigt nok er det kun gået ud over positionerne bas og trommer – de to guitarister Ken Susi og Buz McGrath samt sangeren Trevor Phipps har været med hele vejen.
Med en voldsomt og vredt brølende vokal fører Phipps an i et sandt bombardement af Metalcore, som fra starten virkelig har gang i den: ”Incinerate” sparker døren ind med et fedt drive og skarpe guitarer, ”Dust” følger op med skæve og tunge guitarer, ”Survivalist” har hakkende rytmer, mens ”Cultivation Of Infection” vender tilbage til udgangspunktets voldsomme energi. Et gennemgående træk er virkelig flotte guitarer, som med melodiske soli og hooks bringer balance i begivenhederne.

Efter denne meget effektive start er det desværre som om, at Unearth har tømt sækken med gode ideer. De efterfølgende numre mangler hverken power eller melodier, men de følger bare genrens grundopbygning uden ret meget personlighed. Kun i ”No Reprisal” lykkes det at skabe lidt afveksling, men det er ikke nok til at redde albummets anden halvdel fra at ende som en skuffelse. Derfor ender ”Extinction(s)” kun lidt over “OK”, selv om starten signalerede noget meget større.

Tracklist:
1. Incinerate
2. Dust
3. Survivalist
4. Cultivation Of Infection
5. The Hunt Begins
6. Hard Lined Downfall
7. King Of The Arctic
8. Sidewinder
9. No Reprisal
10. One With The Sun
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Monuments - Phronesis

Jeg er ikke tidligere stødt på Monuments, men det kan jeg så indhente nu, hvor deres nye album ”Phronesis” er på gaden. Det er bandets tredje, så de er forbi den svære toer, og pressetekstens omtale af bandets Progressive Metal øgede mine forventninger til musikken.

Stor var derfor min overraskelse, da musikken gik i gang: I stedet for Progressive toner i stil med Opeth eller Dream Theater, blev jeg mødt af Metalcore! Frontvokalen, som veksler mellem rå brølen og poleret skønsang, de flerstemmige kor – umiskendeligt Metalcore! Med tiden (læs: efter mere intens lytten) hører man en lille smule af de lovede tekniske elementer, men de er skubbet så langt i baggrunden, at de ikke markerer sig for alvor.

Ok, en ting er, at indholdet ikke svarer til beskrivelse – Hvis musikken så bare var spændende, men det er den ikke – især passagerne med ren vokal peger mere i retning af Pop end Metal. Melodierne er ikke særligt flotte, og intensiteten er hørt meget bedre før.
I sidste ende kan jeg ikke være andet end skuffet over mit første møde med Monuments; det her er stor ståhej for (næsten) ingenting. Man kan ikke tage fra musikerne, at de spiller udmærket, men den teknisk betonede overbygning, til sætter på Metalcore elementer bidrager med stort set ingenting – den tid i studiet kunne være brugt meget bedre.

Tracklist:
1. A.W.O.L
2. Hollow King
3. Vanta
4. Mirror Image
5. Ivory
6. Stygian Blue
7. Leviathan
8. Celeste
9. Jukai
10. The Watch
Samlet spilletid: 39:52

Læs mere...

Like A Storm - Catacombs

Min eneste tidligere møde med New Zealand-bandet Like A Storm var i 2015, da de udgav ”Awaken The Fire”; et mellemgodt Hardrock album, som gav bandet sit gennembrud. Nu skal de så vise, at de har mere at byde på, hvilket sker med "Catacombs”; albummet er indspillet i Las Vegas, men ligesom forgængeren produceret af bandet selv.

I de senere år har Like A Storm turneret verden rundt og spillet med forskellige navne, og det har åbenbart inspireret. Musikken på det nye album har bevæget sig væk fra den egentlige Hardrock, og viser tydeligt inspiration fra Metalcore og Nu Metal. Det kommer til udtryk i let hakkende rytmer, som sammen med synth effekter giver numrene kant, mens vokaler og melodier holder sig i den pæne ende af skalaen. Det fungerer udmærket i åbningsnumrene, hvor der også optræder didgeridoo. Det hører man også i titelnummeret, som med sin enkle startmelodi minder meget om Linkin Park.

De samme elementer genfindes i albummets øvrige numre, som ikke gør det store væsen af sig, de følger nogenlunde kendte veje, hvor kun tre numre skiller sig ud: ”Hole In My Heart” fremstår positivt med sine tungere rytmer og brølende vokal, mens ”Complicated” og ”Solitary” hurtigt bliver irriterende på grund af en lille autotune effekt, som man ødelægger vokalen med.

Like A Storm fortjener ros for at afprøve nye ideer, men desværre får de ikke nok ud af anstrengelserne; de lettilgængelige omkvæd skal nok skaffe bandet airplay i radioen, men samlet set er der ikke meget at komme efter.

Tracklist:
1. The Devil Inside
2. Out Of Control
3. Catacombs
4. Complicated (Stitches & Scars)
5. Solitary
6. The Bitterness
7. Until The Day I Die
8. Hole In My Heart
9. Bullet In The Head
10. These Are The Bridges You Burned Down
11. Pure Evil
Samlet spilletid: 48:19

Læs mere...

Lucifer - Lucifer II

Da sangerinden Johanna Sadonis startede bandet Lucifer i 2014, var det for at dyrke sine egne interesser for old school Hardrock i stil med Black Sabbath, Deep Purple og Steppenwolf. Dengang var den tidligere Cathedral guitarist Gaz Jennings hendes musikalske partner, men efter kun et album endte dét samarbejde. I 2016 stødte Sadonis på Nicke Andersson, som viste sig at være en perfekt makker; han nøjedes ikke med at skrive musikken sammen med Sadonis, han indspillede også det meste af den; kun sologuitarerne overlod han til bandets tredje medlem, Robin Tidebrink.

Da jeg ikke har hørt den, kan jeg ikke udtale mig om stilen på bandets debut, men hvis det er en genfortolkning af Deep Purple, man forventer på efterfølgeren, må man blive lidt skuffet. Selv om flere numre er udstyret med udmærkede guitarriffs, så peger tyngden meget mere mod Sabbath end Purple. Samtidig er numrenes opbygning helt i den gamle stil, hvor elementer som masser af forvrængning understøtter det stenede præg, ligesom slideguitaren i ”Dancing With Mr. D” og det generelt meget grynede lydbillede gør det – der mangler kun et Hammondorgel for at gøre den del helt perfekt.

På vokalsiden markerer Sadonis sig med en stærk stemme, og hun har skrevet nogle fine melodier til sig selv, med ”Dreamer” og den fine ballade ”Before the Sun” som de mest iørefaldende. Det afrunder et album, som ikke flytter grænser, men alligevel repræsenterer genren udmærket.

Tracklist:
01. California Son
02. Dreamer
03. Phoenix
04. Dancing With Mr. D
05. Reaper On Your Heels
06. Eyes In The Sky
07. Before The Sun
08. Aton
09. Faux Pharaoh
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...

Marduk - Viktoria

På mange måder er dette, det fjortende studiealbum fra Marduk, en beskrivelse af historien som gentager sig: Igen er det krig, der er det gennemgående tema (som f.eks. på klassiskeren ”Panzer Division Marduk” og ”Frontschwein” fra 2015). Igen er optagelserne sket i Endarker Studios hos Magnus ‘Devo’ Andersson (som det er sket med de sidste mange af bandets albums). Og igen er det besætningen Mortuus (vokal), Morgan (guitar), Devo (bas) og Fredrik (trommer), der fortsætter fra ”Frontschwein”.

Med så mange gange ”igen” kunne man frygte, at denne anmeldelse ville fortsætte med beskrivelser af kreativ stilstand og kedelige repetitioner. Og der er mere ”igen”, men det er af den positive slags:
For igen spiller Marduk knaldhamrende hård Black Metal. Og ja, igen sparker de bestialsk meget røv! Vi skal hen til ”The Devil’s Song” før man hører lyden af ladegreb på et gevær, men længe inden har Marduk bombarderet lytteren med Sort Metal fra alle sider. I numre som ”Werwolf”, ”June 44“ og ”Narva” kæmper trommer og strengeinstrumenter om hvem der kan give den mest gas, mens Mortuus brøler og hvæser teksterne ud på en rå, men letforståelig facon. Samtidig imponerer den selvfølgelighed, det hele afvikles med – meget overbevisende.

Der er også numre, hvor guitarerne er sejere og tempoet er lavere; stadig med masser af power. På den måde viser svenskerne igen en fin bredde i deres musik, og selv om de denne gang ikke er helt på niveau med deres bedste udgivelser, får albummet fem stjerner med ud på slagmarken.

Tracklist:
1. Werwolf
2. June 44
3. Equestrian Bloodlust
4. Tiger I
5. Narva
6. The Last Fallen
7. Viktoria
8. The Devil’s Song
9. Silent Night
Samlet spilletid: 32:54

Læs mere...

At The Gates - To Drink From The Night Itself

Svenske At The Gates siges jo at være frontløberne af 90’ernes “The New Wave of Swedish Death Metal. Indrømmet, jeg har ikke dyrket bandet synderligt meget - faktisk så lidt, at det eneste album jeg har lyttet til og ejer, er det meget kritikerroste “Slaughter Of The Soul”. Bandets nye album “To Drink From The Night Itself” er på gaden, så “here goes nothing”

Pladen lægger ud med en lækker akustisk guitar intro, som leder til det superfede titelnummer med fuld smadder på. Herfra virker lydbilledet generelt mere tilbagelænet og melodisk end “Slaughter Of The Soul”. Der er en kraftigere stemning af melankoli og masser af atmosfære i forhold til førnævnte album, hvor især nummeret “Daggers Of Black Haze” bliver et, man lægger mærke til. Ellers må jeg desværre komme til den konklusion, at numrene lyder meget ens, hvor kun få numre skiller sig ud som eksempelvis “The Colours Of The Beast” med dets tunge drive og semi akustiske guitar stykker, samt de to sidste numre, som også skiller sig ud på den gode måde.

Jeg har aldrig været den helt store fan af At The Gates, måske fordi jeg aldrig helt har givet dem chancen. Om det så er godt eller skidt, at musikken er blevet mere melodisk, tilbagelænet med hang til atmosfære i stedet for bare at thrashe derudaf, skal jeg lade være op til den enkelte lytter. Jeg kunne ihvertfald bedre lide “Slaughter Of The Soul”, hvor dette album desværre aldrig kryber ind under huden for alvor.

Tracklist:
1. Der Widerstand (01:28)
2. To Drink From The Night Itself (03:23)
3. A Stare Bound In Stone (04:08)
4. Palace Of Lepers (04:05)
5. Daggers Of Black Haze (04:42)
6. The Chasm (03:21)
7. In Nameless Sleep (03:37)
8. The Colours Of The Beast (03:50)
9. A Labyrinth Of Tombs (03:30)
10. Seas Of Starvation (03:56)
11. In Death They Shall Burn (03:59)
12. The Mirror Black (04:42)
Samlet spilletid: 44:48

Læs mere...

Dr. Living Dead! - Cosmic Conqueror

Ti år efter grundlæggelsen er det blevet tid til det fjerde album fra svenske Dr. Living Dead! Bandet, hvis medlemmer kalder sig hhv. Dr. Toxic, Dr. Rad, Dr. Mania og Dr. Slam og optræder med bandana og skeletmasker på alle tilgængelige fotos, stammer fra Stockholm.
Tåbelige navne og udklædning fik mig til at tvivle på det seriøse i bandets musik, men de bekymringer blev hurtigt fejet af banen. De fire svenskere spiller en meget traditionel omgang Thrash Metal: Opskruet tempo, skarpe guitarriffs og en energisk frontmand i skikkelse af Dr. Mania. Hovedparten af numrene følger kendte opskrifter, og det er der egentlig ikke så meget at sige om; det kører udmærket, men der er ikke noget nyt under solen.

Et par numre skiller sig alligevel ud fra mængden: I titelnummeret får gashåndtaget lige et ekstra hak. Derfor er det rart med det stille instrumentalnummer ”Into The Eye”, der fungerer som et positivt afbræk fra alt det voldsomme. I den modsatte ende af skalaen ligger slutnummeret ”Cyber Crime” til gengæld. Af en eller anden grund har man fundet det nødvendigt at forvrænge vokalen, så den giver indtryk af, at være optaget under vand. Det lyder elendigt, og giver albummet en træls afslutning.

Skulle jeg pege på mangler på albummet, så ville det være rart med flere selvstændige indslag; Dr. Living Dead! Bygger i høj grad deres musik på elementer, som er afprøvet tusind gange før. Derfor er det primært på energien, at svenskerne hiver de tre stjerner hjem.

Tracklist:
1. Coffin Crusher
2. Can’t Kill The Dead
3. The Summoning
4. Terror Vision
5. Cosmic Conqueror
6. Disease To Exist
7. Into The Eye
8. Survival Denied
9. Moment Of Clarity
10. Infiltrator/Exterminator
11. Cyber Crime
Samlet spilletid: 41:33

Læs mere...

Deez Nuts – Binge & Purgatory

Dét her må siges at være en international affære: Deez Nuts er oprindeligt fra Australien, men har været i Cape Cod, Massachusetts for at indspille deres femte album ”Binge & Purgatory”, som handler om New York … det sidste er mindre overraskende, byen er jo et af Hardcore genrens arnesteder.

Deez Nuts spiller stilen temmelig meget efter bogen, så de tretten numre indeholder uptempo passager, breakdowns og bøllekor. Den eneste afvigelse fra normen står sangeren JJ Peters for. Han fastholder en lidt tilbageholdt facon, hvor han kun sjældent viser den vrede og In-Your-Face-Attitude, som traditionelt hører genren til. Måske er det derfor han har inviteret gæster i studiet: Scott Vogel fra Terror bidrager til det udmærkede “Antidote”, mens Hatebreeds Jamey Jasta er inde over “Lessons Learned”.

Deez Nuts kan nu også uden hjælp udefra, numre som ”Cakewalk”, ”Hedonistic Wasteland” og ”Break Out” rykker udmærket. Alligevel lykkes det ikke for Peters & Co. at få skovlen under mig for alvor; albummet formår ikke at komme ind under huden. Så selv om guitarerne har udmærket kant, mangler der hele tiden det sidste for at brænde igennem og hæve sig over det middelmådige – karakteren bliver derefter.

Tracklist:
1. Binge
2. Purgatory
3. Antidote
4. Commas & Zeros
5. Break Out
6. Discord
7. Lessons Learned
8. Carried By Six
9. Cakewalk
10. For What It's Worth
11. Hedonistic Wasteland
12. Remedy
13. Do Not As I Do
Samlet spilletid: 32:02

 

Læs mere...

Witchery - In His Infernal Majesty's Service

”In His Infernal Majesty's Service “ er ikke kun det sjette studiealbum fra svenske Witchery, det markerer også deres tyve års jubilæum. Alligevel er det mit første møde med bandet, hvis medlemmer også giver den gas hos navne som Arch Enemy og The Haunted, og som har fået to nye medlemmer: Angus Norder på vokal og Chris Barkensjö på trommer.

Mit manglende forhåndskendskab til Witchery betyder, at jeg kan ikke vurdere de nye medlemmers indflydelse på musikken; jeg kan kun konstatere, at resultatet er virkelig godt! Som helhed er albummet en glimrende eksponent for alt det, som gør Metal cool: Der er højt tempo (”Lavey-athan”, ”Gilded Fang”), der er seje guitarer (”In Warm Blood”, ”Escape From Dunwich Valley”) og der er en generel mørk tone, som giver numrene kant. Den hjælpes godt på vej af Norders let rallende vokal, som også formidler de ret iørefaldende omkvæd.

To numre stikker specielt positivt ud fra mængden: ”Netherworld Emperor”, hvis virkelig seje guitarer minder mig om Shining. Og ”Nosferatu”, som kører i et lavere tempo, men oven i det seje har rigtig fede omkvæd – her kommer trangen til at headbange helt af sig selv.

Det gør den ret ofte ved denne udgivelse, for selv om de fremhævede numre markerer toppen af kransekagen, så ligger de andre ikke langt efter. Derfor kan jeg anbefale albummet til alle Metalfans – uden forbehold.

Tracklist:
1. Lavey-athan
2. Zoroast
3. Netherworld Emperor
4. Nosferatu
5. The Burning Of Salem
6. Gilded Fang
7. Empty Tombs
8. In Warm Blood
9. Escape From Dunwich Valley
10. Feed The Gun
11. Oath Breaker
Samlet spilletid: 44:29

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed