fbpx

Diablo Swing Orchestra - The Butchers Ballroom

Svenske Diablo Swing Orchestra har en mærkværdig måde at behandle instrumenter og genrer på. Og enten ville deres genremiks virkelig give pote, eller falde helt til jorden. Desværre det sidste. For DSW har en imponerende spændvidde, og deres musik rækker på bare denne ene plade så vidt som fra hardcore symfonisk metal til ”swing, jazz og mexicansk marachi-stil” som efterlader lytteren mildest talt forbløffet.
Forsangerinden lyder opera-trænet og bandet alene lyder til at nyde at spille sammen. Men kombination af vokal og orkestret giver en mild hovedpine i længden, og jeg har endnu ikke kunnet have skiven til hverken at køre som baggrundsmusik eller som musik jeg fokuserer på. Der mangler desværre den røde tråd der får numrene til at hænge sammen, skønt der er kræset om lydbilledet, og jeg klart fornemmer en professionel behandling af dette album som gør det til en musisk oplevelse af de mindeværdigt småsjove. For uden dette dybt professionelle strejf over musikken ville hele cd’en være dybt tragikomisk.
Men bandet her har fat i den lange ende, for der er masser at tage fat på, og med en tilpasning af band og sang, samt fokus på blot 5-8 enkelte genrer i stedet for 20, kan det her i fremtiden blive godt. Rigtig godt! Men indtil da må de gerne tage en pause og tænke nøje over hvad de egentlig vil.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

Absu - Absu

Jeg er ikke tidligere stødt på Absu, så da jeg fik dette selvbetitlede album i hænderne, antog jeg, at der var tale om en debut. Det er dog langt fra tilfældet, for bandet har eksisteret siden 1991,og via 5 albums skabt sig en fremtrædende position i den amerikanske Black Metal undergrund.
”Absu” kunne nu godt have været en debut, for dens tempo og energi har den friskhed, man ofte finder hos yngre bands; der åbnes virkelig for sluserne. Brutal Black Metal drevet frem af hamrende trommer og fræsende guitarer fylder albummet, og når man lægger den let raspende vokal oveni, er helheden rundet godt af.
I en del af numrene forsøger Absu sig med mange temaskift; en tilgang som kan tilføre musikken spænding, men her gør det den i stedet unødigt knudret og distanceret. Så er der anderledes punch i ”13 Globes” og “Sceptre Command”, som er mere direkte, og minder lidt om Limbonic Art. Disse numre er albummets højdepunkter, både mht. kvalitet og selvstændighed.
Begge dele mangler for ofte i de resterende numre, og for jeg ved ikke hvilken gang kan jeg konstatere, at mere selvkritik ved udvælgelse af numre havde givet et bedre album. Hvis ”Absu” havde været en debut, kunne jeg se gennem fingre med dens svagheder, men et band med så meget erfaring skal bare kunne skrue et bedre album sammen, end tilfældet er her. Mit første møde med Absu ender derfor som noget af en skuffelse.

Tracklist: 1. Between the Absu of Eridu and Erech
2. Night Fire Canonization
3. Amy
4. Nunbarshegunu
5. 13 Globes
6. ... Of the Dead Who Never Rest in Their Tombs Are the Attendance of Familiar Spirits ... Including: A.) Diversified Signs Inscribed; B.) Our Earth of Black; C.) Voor
7. Magic(k) Square Cipher
8. In the Name of Auebothiabathabaithobeuee
9. Girra's Temple
10. Those of the Void Will Re-Enter
11. Sceptre Command
12. Ye Uttuku Spells
13. Twix Yesterday, the Day and the Morrow

Samlet spilletid: 53:40

Læs mere...

Woe - Quietly, Undramatically

På Woes debutalbum stod Chris Grigg selv for alle instrumenter og vokaler, men på denne opfølger er besætningen udvidet til et helt band, som foruden Grigg tæller guitar, bas og trommer.
Selv om bandet stammer fra Guds eget land (også kandt som USA), proklamerer de i indlægget til skiven, at de spiller "Satanic black Metal". Det skaber forventning om masser af blastbeats og andre standardelementer fra den Sorte Metal, men disse bliver kun delvist indfriet. På den første håndfuld numre blandes der nemlig kraftigt op med elementer fra Thrash og mere traditionel Heavy Metal. Det kunne lyde som en stærk blanding, men desværre er resultatet meget rodet; numrene mangler fokus, og kan slet ikke overbevise.
Indtrykket forværres af Griggs vokal, som overhovedet ikke passer til stilen. Den er hverken rå, ond eller dæmonisk – bare irriterende med sin skrigende og råbende stil, der hører hjemme i en genre, som ender på "core".
I de to sidste numre lægges der mere vægt på traditionel Black Metal, og selv om der stadig rodes en del, er der passager, som fungerer udmærket. Indholdet af disse sekvenser burde der have været meget mere af på albummet!
Det er tydeligt, at Woe gerne vil gøre deres musik rå, brutal og uimødekommende, og det lykkes også. Desværre sker det ikke på den fede måde, for bandet har simpelthen ikke klasse nok til at overbevise. Derfor kan man se titlen som en beskrivelse af den måde, hvorpå de forsvinder ud af mit system.

Tracklist:
1. No Solitude
2. The Road From Recovery
3. Quietly, Undramatically
4. A Treatise On Control
5. Without Logic
6. Full Circle
7. Hatred is Our Heart

Samlet spilletid: 43:10

Læs mere...

Wodensthrone - Loss

Wodensthrone er et 6-mands band fra England, som har eksisteret siden 2005. Inden de udsendte dette debutalbum, var det blevet til livstegn i form af 2 split-CD´er. Sidste år blev "Loss" udsendt på Bindrune Recordings, men da efterspørgslen har oversteget det oprindelige oplag på 1000 stk, genudgives albummet nu på Candlelight.
Promo materialet omtaler musikken som progressiv pagan black metal, men om musikken kan stå inde for den betegnelse, kan diskuteres. At der er tale Black Metal er der ingen tvivl om, og med sine lange instrumentale passager er betegnelsen "progressiv" også okay. Men Pagan-elementerne finder man kun i "Pillar of the Sun" i form af akustiske instrumenter som mandolin og fløjte, så det genrestempel kan godt blive i skuffen.
Al Black Metal kan siges at være en kamp mellem det stemningsfyldte og det brutale, eller det gode mod det onde, om man vil. Det samme gælder for dette udspil, hvor den stemningsmæssige del er traditionel Sort Metal med udmærket gang i alle kendte elementer, som er iklædt en kropsnær trøje af keyboards. Tangenterne bliver ikke dominerende, derfor er resultatet rigtig godt, med gode melodier og flot stemning.
Og det brutale repræsenteres af Brunwulf s vokal, der er komplet umulig af forstå, og derfor føjer sig ind i musikken som endnu et instrument. Og vel at mærke som et, der ikke er rigtig stemt – derved skabes den nødvendige kontrast. Desværre er det meget trættende at lytte til, da det lader til at være et instrument, som kun kan frembringe et fåtal af toner.
Variation er der heller ikke meget af i numrene; de er stort set bygget op på samme måde. Og det er albummets achilleshæl, for selvom der er gode momenter i musikken, så slides de hurtigt, fordi de gentages for ofte. Og derfor kan helheden heller ikke begejstre i længden.

Tracklist:
1. Fyrgenstréam
2. Leódum On Lande
3. Heófungtid
4. Those That Crush the Roots of Blood
5. Black Moss
6. Upon These Stones
7. Pillar of the Sun
8. That Which is Now Forgotten – 597

Samlet spilletid: 69:30

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed