fbpx

Shrapnel - The Virus Conspires

Da Thrash Metal kom frem i 1980’erne, fik stilen hurtigt fodfæste på fastlandet i Europa, mens England holdt sig tilbage. I genrens nutidige bølge har englænderne markeret sig stærkere, ikke mindst pga. Evile, og flere navne er kommet til. Blandt dem er Norwich-bandet Shrapnel, som fandt sammen i 2009, og nu udsender det første album.

Med en liste over inspirationer, der indeholder navne som Slayer og Testament er det ikke overraskende, at gutterne her på mange måder holder sig til Thrash af klassisk tilsnit, men de giver den en mere brutal kant end vanligt. Det skyldes især arbejdet bag trommerne, hvor Chris Williams ikke kun holder sig til de vante duga-rytmer, men ofte sætter trumf på med ekstra tråd i pedalerne. Det giver et ekstra skud power, som nærmest presser resten af musikken fremad. Denne tendens forstærkes af produktionen, som Russ Russell har stået for. Han har tidligere arbejdet med navne som Evile og Napalm Death, og rammer her den helt rigtige sound til Shrapnel.

Den ekstra hårdhed, som musikken tilføres, fungerer rigtig godt, når den sættes sammen med stærke riffs; det gør ”Titan” og titelnummeret til ekstra skarpe skæringer. Men den kommer hurtigt til at virke som et tveægget sværd fordi Shrapnel ikke satser på ret mange andre virkemidler til at skille sig ud fra mængden. Det gør albummet en smule ensformigt i længden, og lægger låg på oplevelsen. Men jeg kan godt li’ bandets tilgang, så med lidt mere varieret sangskrivning bliver Shrapnel et navn, man skal holde øje med.

Tracklist:
01. Kingdom Come
02. Titan
03. Braindead
04. 22
05. The Virus Conspires
06. The Wake
07. Red Terror
08. The Watchers
09. Pseudocommando
10. Poison The Mind
11. All That We Know
Samlet spilletid: 43:41

Læs mere...

Hopeless Youth - Disgust

De sparsomme oplysninger om Hopeless Youth begrænser sig til, at bandet har 5 medlemmer og stammer fra Montreal i Canada. Om bandets navn skyldes udbrud fra deres ældre medborgere melder historien ikke noget om, men jeg kan sagtens forestille mig, at de har fået kommentarer i den retning. Bandet spiller nemlig en voldsom udgave af Hardcore, som garanteret ikke falder i god jord hos alle!

Musikken har ellers en udmærket kant, og der mangler bestemt ikke energi på dén front. Det kan man bestemt heller ikke sige om vokalen, som foruden energi indeholder en meget stor portion vrede – der må virkelig være nogen som har pisset ham gevaldigt af. Det vil i hvert fald forklare hvorfor han RÅBER og SKRIGER teksterne ud i rummet på en meget monoton facon. I første omgang virker det interessant, og jeg må indrømme, at det giver numrene et skub fremad. Men hold da op hvor bliver jeg træt af at høre på det: i løbet af få numre bliver det virkelig anstrengende, og hver gang jeg har lyttet ”Disgust” igennem, har jeg trængt til en pause fra musik generelt.

Det virker selvsagt ikke befordrende på oplevelsen, og jeg kan derfor kun anbefale skiven her til fans af Screamo og andre støjende genrer. Og det er ærgerligt, for musikken fejler ikke noget. Hvis bare der var en anden vokal …

Tracklist:
1: Battlefields
2: Ghost
3: We Were Told
4: Rain Of Arrows
5: Faithless
6: Failure
7: Burnt Offerings
8: Hellhounds
9: Divided, United
10: Abomination

Samlet spilletid: 27:32

Læs mere...

The Wounded Kings - Consolamentum

Jeg er kun stødt på The Wounded Kings en enkelt gang tidligere, det var i forbindelse med albummet ”The Shadow Over Atlantis” fra 2010, og det var ikke nogen imponerende oplevelse. Det må bandets mastermind Steve Mills også have følt, for efterfølgende fyrede han bandet på gråt papir. Med ny besætning blev der udsendt et album året efter, og siden er der kun skiftet ud på posten som bassist – det tager jeg som et positivt tegn.

Det positive holder ved når musikken starter, for i løbet af de 13 minutter, som åbningsnummeret ”Gnosis” varer, præsenteres lytteren for nogle af Doom Metallens bedste sider: Der er naturligvis meget tunge rytmer, så nummeret langsomt og majestætisk bevæger sig fremad. Det er overvældende og ikke specielt varieret, men det lykkes at opretholde en naturlig spænding ved at lade guitarerne indhylle sangerinden Sharie Neylands skarpe stemme i noget der minder om tyk røg, og på den måde fastholde en mørk stemning.

Efterfølgende illustreres genrens indbyggede problemer med at fastholde spænding, fremdrift og stemning uden at det bliver kedeligt. Her kniber det for englænderne at få det hele til at gå op på én gang, så der hele tiden er et af elementerne, som ikke rammes perfekt. Derfor har ”Consolamentum” lidt svært ved at overbevise, og efter åbningsnummeret kæmper albummet mod monotoni; en kamp som kun lige akkurat vindes.

Tracklist:
1. Gnosis
2. Lost Bride
3. Elige Magistrum
4. Consolamentum
5. Space Conqueror
6. The Silence
7. Sacrifice
Samlet spilletid: 47:52

Læs mere...

Mael Mordha - Damned When Dead

Det er vanskeligt ikke at være forudindtaget, når man får en plade med et cover, som afbilder en minotaur der brækker toppen af et keltisk kors. Bedre bliver det ikke, når pladen suppleres med en stak pressefotos af et band, der mest af alt ligner nogen som er blevet sorteret fra, da Braveheart blev færdigklippet.

Meget bedre bliver det ikke, når man sætter pladen på – så lyder det mest af alt, som om Kong Arthur og Ridderne af det Runde Bord forsøger at være ”Kong Metal og Ridderne af det Onde Bord”. Og den mission lykkes langt fra.

Men det er da i grunden meget underholdende … på en eller anden måde.
For med sangtitler som King of the English og All Eire will quake, er stilen lagt – og selvom Mael Mordha er fra Dublin, slipper de altså ikke lige så godt af sted med den nationale stolthed, som bysbørnene fra Thin Lizzy … det bliver mest af alt en tynd kop te – eller Guiness, uden nogle nævneværdige værdier eller lyspunkter. Sangeren, Roibeard O’Bogail (!), er ikke videre skolet, ligesom Gerry Clince på guitar ikke just er en Rory Gallagher.

Der er i grunden ikke specielt meget godt at sige om dette album. Alligevel får Mael Mordha ”Damned When Dead” to stjerner; én for den store portion (ufrivillig) humor, pladen er spækket med, og én stjerne for ikke at være længere end knap 50 minutter – det kunne jo have været meget værre!

Trackliste:
1.    Laudabiliter
2.    King of the English
3.    Dawning of the Grey
4.    All Eire will Quake
5.    Bloody Alice (of Abergavenny)
6.    The sacking of the Vedrafjord
7.    A Dirge
8.    Damned when Dead

Total spilletid: 47:52

Læs mere...

Armed For Apocalypse - The Road Will End

Sludge bandet Armed For Apocalypse er på banen med skive nummer 2, som hedder ”The Road Will End”. Et album som viser, at amerikanerne har et stort potentiale og mestrer genren og dens forskellige understilarter.

Nedstemte guitarer leder slaget i takt med et tungt beat, der fortæller lytteren at der venter en røvfuld til ørerne.
Armed For Apocalypse spiller en blanding af sludge/stoner med et twist af old school hardcore punk elementer, som undertegnede må sige klæder bandet pænt.  
Tungt og velspillende og ikke mindst energisk tonser pladen af sted med det ene tunge nummer efter det andet. Der bliver dog varieret i numrene, og det er et stort plus, for visse sludge/stoner albums har i mine ører en tendens til at blive for sammenflydende i numrene, men Armed For Apocalypse bliver ved at med gøre denne plade spændende.

Pladen byder på stærke ørehængere som fx ”Open Wound” / ”Built To Kill” og ”Drawing A Line”, som byder på lidt af hvert. Specielt en velspillende dobbeltpedal, skarpt guitarspil, pumpende basgange og ikke mindst en frontvokal, som selv Phil Anselmo fra Down ville hæve øjenbrynene over.

Armed for Apocalypse har formået at udgive en stærk plade, som ud fra undertegnedes synspunkt vil kunne komme langt og samtidig vil frembringe glæde og nakkesmerter blandt mange metal fans, som enten er til den ene eller den anden metal-undergenre.

Tracklist:

1.  The Starting Line Is a Trip Wire    
2.  Better World
3.  The Well    
4.  Open Wound        
5.  Built to Kill    
6.  The Road Will End
7.  Worth the Weight    
8.  Drawning the Line
9.  Happy Hour (Disciples of Death)
10. Ends Meet

Samlet spilletid: 42:07 minutter

Læs mere...

The Doomsayer – Fire Everywhere

The Doomsayer er ikke umiddelbart et band, der er mig bekendt – og så alligevel. Italienske The Doomsayer er nemlig født ud af stumperne af hedengangne Stigma. Således opdateret. Genremæssigt er der tale om en gang moderne hardcore med elementer af Metalcore, i modsætning til Stigma, der spillede horror inspireret deathcore. Bandet er ganske velspillende og leverer massere af fede riffs og lækre kompositioner. Fire Everywhere er første skud fra den italienske kvartet men forhåbentlig ikke det sidste. Niveauet er ganske højt, og langt hen ad vejen er der tale om en ganske fin udgivelse. 

Fire Everywhere starter ellers lidt småkedeligt ud, med en klassisk røvkedelig og uinteressant intro. Med 8 numre på en udgivelse skal det ene altså ikke være en 1:50 lang ørkenvandring af en intro. Det er røv og nøgler! Men herefter går det heldigvis hårdt og stærkt fremad. ”15.05.11” byder på klassisk bølle hardcore prydet med rigelig metalcore elementer. Vokalarbejdet står ganske stærkt, selvom den rene vokal er hørt bedre. ”I Am History” følger godt op og leverer igen bøllebank på alle fronter. Herefter går det igen i stykker for The Doomsayer. ”Revolt.” er en 49 sekunders ”langt” intronummer til det efterfølgende titelnummer. Så vi arbejder reelt med en udgivelse på 6 numre – og Fire Everywhere er altså et fuldlængde album! Til gengæld rådes der bod på unoderne med den efterfølgende ”Echoes”, der er et pisse fedt nummer. Her nærmer The Doomsayer sig i højere grad en post sound og bands som ”Devil Sould His Soul”. Nummeret er absolut et af de bedste på skiven. Med ”The Eternal Self” er vi tilbage på bedste hardcore vis, mens ”Diamonds” lukker og slukker med manér. 

Fire Everywhere er en fed udgivelse med en række gode numre. Men 6 numre på en fuldlængde udgivelse er sgu ikke godt nok. Kvaliteten er høj, men kvantiteten elendig. Derfor falder den samlede bedømmelse også en smule og ender på 4,5 ud af 6. Det kan klart anbefales at give bandet et lyt. Især hvis man er til grupper som The Ghost Inside og lignende.

Tracklist:

1.Tides
2.15.05.11
3.I Am History
4.Revolt.
5.Fire. Everuwhere.
6.Echoes
7.The Eternal Self
8.Diamonds

 

THE DOOMSAYER - "Diamonds"

Læs mere...

Throne Of Katarsis – The Three Transcendental Keys

Oprindeligt fulgte Throne Of Katarsis den Black Metal-regel der siger, at genrens kunstnere helst skal være en duo, men den blev brudt ved det forgående album, ”Ved Graven”; da fik de oprindelige medlemmer Infamroth og Vardalv selskab af Sanrabb på bas og Skinndød på guitar.

Albummets titel er sigende, for det indeholder netop 3 skæringer, men hvis man tror at det betyder en let omgang at komme igennem, tager man fejl. For det første ligger spilletiden for hvert nummer mellem 12 og 21 minutter, og når man lægger indholdet oveni, bliver det til noget af en opgave. Stilmæssigt fortsætter bandet deres old school version af den Sorte Metal, som meget passende er produceret som det var reglen i starten af 1990’erne – dvs. ikke særlig meget. Lyden er mere end ulden, og samtidig er både vokal og instrumenter placeret, så det virker som om man lytter til numrene på afstand. Så nytter det ikke ret meget, at alt er indspillet live i studiet; det ønskede ekstra drive drukner i den mudrede produktion.

Når man har vænnet sig til den, kan man rette opmærksomheden mod indholdet, som (selvfølgelig) både har passager med ret stille musik og passager med kaos. Især de stemningsfyldte afsnit i de to sidste numre er gode, og når det hele eksploderer, fremkommer en ret fed kontrast. Her har nordmændene fat i noget spændende, men det kommer for sjældent til orde. I stedet fyldes spilletiden med en overdrevent skrigende vokal, som ikke hjælper på oplevelsen. Derfor passer det mig udmærket, at der ikke er mere end 3 numre på skiven.

Tracklist:

1. The First Transcendental Key: Of Rituals (and Astral Spells)
2. The Second Transcendental Key: Beyond the Specters
3. The Third Transcendental Key: In Timeless Aspects


Samlet spilletid: 47:15

Læs mere...

Pestilence - Obsideo

Pestilence, som har beriget metalverden med legendariske albums som ”Malleus Maleficarum”, ”Consuming Impulse” samt ”Testimony Of The Ancients” tilbage i årene 1988-1991, og som pludselig flirtede med Progressiv Jazz/Fusion på albummet ”Spheres” fra 1993 smed i 2009 comeback albummet ”Resurrection Macabre” på gaden efter godt 14 års pause. Et fremragende album, som i min optik fjernede enhver tvivl om, at Pestilence for alvor var tilbage. 
I 2011 udkom ”Doctrine”, som ikke har fået de pæneste ord med på vejen rundt omkring i pressen. Albummet er gået forbi min næse af en eller anden årsag, så det skal jeg lade være usagt.
Obsideo” er bandets nyest opus, som netop har set dagens lys, så det var med stor spænding jeg satte karrusellen i gang.
 
Op til albummet ”Doctrine” begyndte de to guitarister Patrick Mameli og Patrick Uterwijk at bruge 8-strengede guitarer som ifølge Mameli har åbnet helt nye døre for bandets lyd; ”jeg kan nu synge mere high pitch vocals” – her skal I nu ikke forvente helium vokal, men jeg kan godt se hvad han mener; han lyder mere manisk end nogensinde når han virkelig skriger igennem. Samtidig må jeg sige at bandets musikalske kvalitet nok er bedre end nogensinde. Der diskes op med en allerhelvedes brutal omgang Death Metal, som vi kender det fra Pestilence; teknisk fede hurtige, tunge og brutale riffs med tighte trommer som en hønserøv. Ligeledes har jeg altid elsket de mystiske, ja nærmest disharmoniske leads fra Mameli og co. 
Der er ingen tvivl om at Pestilence er kommet for at blive med dette album, og vel at mærke holder de ved stilen som de i min optik er bedst til, nemlig brutal og teknisk Death Metal af aller bedste skuffe. Om ”Obsideo” kommer helt op at bide skeer med det fantastiske ”Resurrection Macabre” skal jeg lade den enkelte lytter vurdere, men det kommer fandens tæt på !
 
Tracklist:
1. Obsideo
2. Displaced
3. Aura Negative
4. NecroMorph
5. Laniatus
6. Distress
7. Soulrot
8. Saturation
9. Transition
10. Superconcious
Samlet spilletid: 34:59
 
Læs mere...

Ihsahn - Das Seelenbrechen

Manden bag navnet Ihsahn har en imponerende musikalsk historie bag sig. De fleste kender ham nok allerede, om ikke for hans tidligere soloudgivelser, så som primus motor i en af Norges største musikalske eksportvarer, black metal bandet Emperor og andre bands som Thou Shalt Suffer og Peccatum. Selv er jeg ikke bekendt med hans solokarriere, før jeg sidder med ”Das Seelenbrechen” i hånden. Dette er hans femte soloalbum og jeg kan læse mig frem til, at det har været ventet med spænding.

Så måske er det bare mig den er gal med. I hvertfald er jeg ikke helt sikker på at jeg forstår Ihsahn og hans visioner. Eller kan se den røde tråd i musikken. Tonen på ”Das Seelenbrechen” forekommer mig faktisk enormt rodet, som om Ihsahn bare skal prøve lidt af det hele og helst noget der larmer – og så må det godt have en snert af noget enormt poetisk oveni. Det hele ender med at lyde som det lettere misdannede barn, Opeths ”Damnation” plade ville have fået, hvis man parrede det med noget gammelt Nine Inch Nails. Og så irriterer produktionerne på en hel del af numrene mig. Der er ligesom noget der ikke helt spiller i mine ører. Nå, men hvis jeg lader det ligge et øjeblik, så er der faktisk nogle numre jeg godt kan lide. ”Regen” fungerer! Det bygger langsomt op med en smuk klaverintro og ender ud i at blive et ægte metalnummer. Hårdt og råt, men med utroligt nærvær med sit kor og symfoniske toner. For ikke at nævne den lækre guitarsolo, der runder det hele af. Også det efterfølgende nummer ”NaCI”, der kommer til at ligge som en rigtig fin forlængelse af sin forgænger, besider enorm nerve og musikalitet. Jeg er vild med vokalen på det her nummer, og selv den lidt skæve melodi, fungerer faktisk rigtig godt. ”Pulse” indeholder også nogle af de samme gode elementer og er helt sikkert værd at nævne. ”Tacit” er nok det eneste deciderede metalnummer på albummet, jeg synes er værd at give et par ord med på vejen. Det lyder også virkelig godt rent produktionsmæssigt, og det smager rigtig meget af den black metal baggrund, Ihsahn har. Et sidste nummer der fungerer rigtig fint, er det intrumentale nummer ”M.” Det har en sær, superlækker ’beskidt’ og rusten klang, som jeg synes er rigtig fed!

Men jeg er ikke synderligt imponeret, det må jeg sige. Når det lykkes for Ihsahn at formidle noget der virker sammenhængende og musikalsk, så fungerer det virkelig godt! Så det er faktisk rigtig ærgerligt, at det kun lykkes så få gange på denne skive. Uanset hvad, så er ”Das Seelenbrechen” for mig mest af alt enormt forvirrende og uinteressant.

 

Track list:

1. Hiber

2. Regen

3. NaCI

4. Pulse

5. Tacit 2

6. Tacit

7. Rec

8. M

9. Sub Ater

10. See

Samlet spilletid: 49:00

Læs mere...

The Doomsayer skriver kontrakt med Candlelight Records

Det italienske hardcore/metal band The Doomsayer, bestående af 4 ud af 5 medlemmer fra det tidligere horror metalcore band Stigma, har skrevet kontrakt med pladeselskabet Candlelight Records, hvor igennem bandet vil udgive deres debut album, infoer om albummet, udgivelsesdato m.m. kommer senere.

Sangeren Stefano ”Vlad” Ghersi har udtalt følgende om kontrakten med Candlelight:

"Candlelight to us has always represented The Tradition in extreme music, having the chance to say we are now part of such a respected and hard working label is mind blowing.

When we heard about Earth Crisis being signed to Candlelight and heard the label plans for us we couldn't hesitate a single moment. We're extremely proud of being where we are after one year we started this band, expect a lot more from us! See you on the road!"

Nedenfor kan man finde gruppens lyrik video til sangen “Fire. Everywhere”.

 

Candlelight Records beskriver bandet således:

"THE DOOMSAYER has its sights set on world domination – the end, no compromises. Formed from the ashes of STIGMA, members Stefano “Vlad” Ghersi (vocals), Andrea Bailo (vocals / guitars), Flavio Magnaldi (bass), and Stefano Ghigliano (drums) set out to try something different from their previous band. The group combined over 10 years of experience making music together, releasing albums, and touring in a band during the single most tumultuous period in the music industry and focused it all into a new, slick, and fresh package: THE DOOMSAYER.

THE DOOMSAYER steps away from STIGMA's metal roots to create a totally new sound, equally inspired by the likes of modern European and American hardcore top acts, the result has stepped it up a notch above and beyond the perceptions of what these guys were expected to write. The group’s new sound boasts infectious melodies, and tighter song structures while keeping as unrelentingly heavy as STIGMA ever was — if not more!

If STIGMA, which released 2008’s When Midnight Strikes! And 2010’s Concerto for the Undead via Pivotal Rockordings, was known for one thing in its 10 years of existence, it was a keeping-it-real hardcore ethos that set them apart from other bands, which depended on labels for every beckoned call. STIGMA booked its own tours all over Europe, opened for the likes of BLEEDING THROUGH, CONVERGE, TERROR, ARCHITECTS, and was the only local opener on BRING ME THE HORIZON’s 2009 European headlining run. STIGMA’s true-to-life approach to both writing music and slugging it out on the road won the group respect from members of NAPALM DEATH, BRING ME THE HORIZON, THE BLACK DAHLIA MURDER, BLEEDING THROUGH, and countless other bands.

Now THE DOOMSAYER hopes to outmatch all the hard work accomplished in STIGMA and leave no one questioning what these four young men are capable of. This isn’t the end – it’s just the beginning!"

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed