fbpx

Ninkharsag - Blood Of Celestial Kings

Historien om dette band er på mange måder lige efter bogen for Black Metal genren: Det startede som et enmandsforetagende i 2009, men blev to år senere udbygget til et egentligt band, og så har det et fremmedartet navn, som er taget fra mytologien – i dette tilfælde den sumeriske. Nu kommer bandets første album, og det er nok ikke nogen overraskelse, at også den musikalske side af sagen følger kendte veje. Lige efter bogen kunne godt lyde som kedeligt, men det er ikke tilfældet her – langt fra!

Godt nok er det kendte elementer som fræsende guitarer og skærende vokaler, der er i spil, men de bliver brugt uhyre effektivt. Fra starten er der brutalt gang i den, og selv om det musikalske kompas stort set peger i samme retning numrene igennem, er det en fed oplevelse at give sig i kast med ”Blood Of Celestial Kings”. Albummet har den rigtige kant, og det er virkelig stærke sager, englænderne finder på. Mine favoritter er ”Ninkharsag” og “Pastoralis Praeeminetiae”, hvor det hele hamrer afsted i bedste 1349 – stil, for så at stoppe op nøjagtig længe nok til at tage en dyb indånding, inden det hele brager løs igen – cool! Albummet som helhed er ikke specielt varieret, indholdet er ikke nyt, men det rykker på den fede måde! Det gør, at Ninkharsag er værd at holde øje med, for de har skabt en rigtig fed debut.

Tracklist:
1.The Sicarii
2.The Essential Salts Of Human Dust 03:28
3.Liber V Vel Reguli
4.Destroyed By Design
5.Ninkharsag
6.Tartarus Unbound
7.Pastoralis Praeeminetiae
8.Dawn Of The age Of Aquarius
9.Iron Wolves
Samlet spilletid: 31:35

 

Læs mere...

Cold In Berlin - The Comfort Of Loss & Dust

Trods navnet Cold In Berlin har hører bandet her hjemme i London; det var også stedet de fandt sammen i 2010, og hvor Gun Factory Studios ligger - her indspillede de deres nye album, som er bandets tredje.

Og det er tunge sager, der bydes på, for Cold In Berlin bevæger i grænselandet mellem Sludge og Doom Metal. Det kommer til udtryk gennem tunge anslag, der nærmest smelter sammen til et tungt lydtæppe, der fungerer som underlægning for vokalen, som leveres af sangerinden Maya. Når hun går sin stemme lidt rå og følger musikken, er resultatet mørkt og dystert – det sker især på albummets første nummer, og her kører det ret godt. Desværre fortsætter det kun i en del af numrene, og i de resterende er billedet noget anderledes. Her er vokalen drævende og ender endda med ren tale – fælles for dem er, at vokal og musik ikke passer sammen. Det er ikke bare udfordrende at lytte til, men oftest direkte irriterende – pisseirriterende! Og det bliver ikke bedre når hun krydrer indsatsen med nogle små hvin, som virker lige så passende som marinerede sild i en lagkage.

Det ville forbedre oplevelsen, hvis Cold In Berlin fik en ny sanger, for den musikalske side af sagen har fortjent bedre. Numrenes tunge hug i guitar og trommer er pænt afvekslende, og albummet havde fået en bedre karakter, hvis ikke det havde været for den anstrengende vokal.

Tracklist:
01 She Walks
02 The Bell
03 Dopamine
04 The Sinner
05 Fucking Loud
06 Mysterious Spells
07 Coming Back for More
08 Pray for Us
09 Ghosts
10 Natural Order
Samlet spilletid: 48:00

 

Læs mere...

Sigh - Graveward

Sigh er et af de bands, som jeg ofte har læst om, men af uransagelige årsager aldrig hørt. Uransagelige, da de omtales som et af de mest eksperimenterende, spændende og nyskabende navne – ikke kun i hjemlandet Japan, men generelt. Nu får jeg så chancen, da bandets 10. album er dukket op i min indbakke.

Jeg har set Sighs musikalske stil karakteriseret som Black- og Avantgarde Metal, men det passer ikke særlig godt på indholdet af dette album. Godt nok har sangeren Mirai Kawashima en ret skærende vokal, men det placerer ikke skiven i kassen med Sort – heller ikke selv om lydbilledet er temmelig grovkornet. I stedet er der masser af storladne keyboards, der minder en del om Cradle of Filth. Numrenes kvalitet er der heller ikke meget at sætte fingre på, der er generelt udmærket gang i den, og der varieres pænt – ikke mindst når Dr. Mikannibals stemme støtter Kawashima i omkvædene. At der også er en del gæstemusikere på skiven, efterlader til gengæld ikke mange spor.

Grundlæggende er numrene i orden, men der er ikke mange nye ting at spore. De usædvanlige elementer som saxofon og jazzklaver, der optræder ganske kort, kan på ingen måde retfærdiggøre betegnelserne nyskabende og Avant-garde, og da slet ikke nogen form for hype. Min konklusion må derfor blive, at Sigh er et udmærket Metalband, som formår at skabe stemningsfuld musik, men baseret på ”Graveward” er jeg ikke gået glip af noget ved at lade bandet passere under min musikalske radar.

Tracklist:
1. Kaedit Nos Pestis
2. Graveward
3. The Tombfiller
4. The Forlorn
5. The Molesters of My Soul
6. Out of the Grave
7. The Trial by the Dead
8. The Casketburner
9. A Messenger from Tomorrow
i) The Message
ii) Foreboding
iii) Doomsday
Samlet spilletid: 49:36

 

Læs mere...

Khors – Night Falls Onto The Front Of Ours

Khors er et ukrainsk band, som har taget navn efter en solgud i den slaviske mytologi. Det passer fint til bandets stil, for ved starten i 2004 var det rå Black Metal, der var målet. I de mellemliggende år har bandet justeret en del på den stilmæssige kurs, så nu hvor de udgiver deres sjette album, er det en noget bredere musikalsk horisont, de møder op med.

Det får man en forsmag på allerede i åbningsnummeret, som godt nok indeholder både tremoloanslag og tungere rytmer, men alligevel ikke er særligt aggressivt eller voldsomt. Lidt mere kant er der i vokalen, som minder en del om Shinings Niklas Kvarforth.

Dén stil ligger tættere på Post-udgaven end den egentlige Sorte Metal, og optager hovedparten af spilletiden. Men Khors har ikke glemt hvor de startede, så i ”1664” og ”For the Last Time” er der smadder på trommer og guitarer, ligesom vokalen er mere brølende. Det giver naturligvis numrene et skud power, men markerer alligevel ikke toppen af albummet. For når ukrainerne i de efterfølgende numre vender tilbage til deres mere afdæmpede stil fra indledningen er det tydeligt, at de klarer sig bedre her. Da de samtidig formår at skabe temmelig stærke numre ved at lade de rolige sider af musikken brænde igennem, kan jeg kun anbefale ”Night Falls Onto The Front Of Ours” – ikke kun til fans af Sort Metal.

Tracklist:
1. No Oaths, No Tears, No Knees!
2. Dead Birds Valley
3. Following the Ways of Blood
4. Night Falls Onto the Fronts of Ours (instr.)
5. 1664
6. For the Last Time
7. Slight Web Solitude
8. My Cossack Way
Samlet spilletid: 43:38

Læs mere...

Zatokrev - Silk Spiders Underwater…

Ud fra navnet skulle man tro, at Zatokrev stammer fra østeuropa, men det er ikke tilfældet. Bandet har hjemme i Schweitz, hvor de ret hurtigt etablerede sig efter dannelsen i 2002. Det var dog først med det 3. album, ”The Bat, The Wheel And The Long Road” fra 2012, at de opnåede international opmærksomhed. Den skal de søge at bygge videre på nu, hvor ”Silk Spiders Underwater…” er på gaden.

Albummet er en musikalsk rejse, som er præget af tyngde, og man må sige, at der bliver spillet med åbne kort: Den næsten 7 minutter lange instrumentale intro prøver på ingen måde at pege lytterens forventninger i andre retninger. Tværtimod fastholder bandet igennem hele albummet en tung stil, der veksler imellem Doom og Sludge – det er primært tempoet der afgør, om det er den ene eller den anden genre, der rammes. Og det fungerer bedst i de numre, hvor der lægges en aggressiv tone for dagen, som det sker i ”Bleeding Island” og ”Swallow The Teeth”; den pågående stil matcher tyngden rigtig godt.

Til gengæld kommer jeg ret hurtigt til at kede mig i de numre, hvor tunge rytmer er det eneste musikalske krydderi; her sker der simpelthen for lidt, så fristelsen at trykke på Next-knappen er stor. Her er det kun et lille plus, at bandet spiller stabilt, så albummet ender med en middelkarakter.

Tracklist:
1. Runaway Soul
2. Bleeding Island
3. The Phantom
4. Loom
5. Brick In The Sky
6. Discoloration
7. Swallow The Teeth
8. They Stay In Mirrors
Samlet spilletid: 64:38

 

Læs mere...

Kontinuum - Kyrr

Til denne anmeldelse vender jeg blikket mod nord, nærmere betegnet Island, hvor Kontinuum holder til. Under dette navn har bandet eksisteret siden 2010, og det er blevet til et enkelt album, ”Earth Blood Magic”, før dette. Men faktisk startede bandet allerede i 2001 under navnet Pornea, så det er ikke erfaring, de 4 medlemmer mangler.

Albummet markedsføres som Post Black Metal, men det virker for mig blot som en undskyldning for at kunne bruge ordet Metal - musikalsk er der nemlig ingen links tilbage til den egentlige Sorte Metal. Det fortæller ikke noget om kvaliteten, for Kontinuum spiller en udmærket og personlig omgang Rock, som især markerer sig med stemninger. Et væsentligt element heri møder man allerede i åbningsnummeret, nemlig de bløde og tilbagetrukne vokaler. De bliver matchet af musik i let forøget tempo, men her er ”Breathe” en undtagelse, for i de fleste numre er tempoet lavt. Også tekstmæssigt tilhører nummeret et mindretal ved at have en engelsk tekst, da hovedparten er skrevet på islandsk. Det passer fint til melodierne og er med til at gøre numrene lidt eksotiske.

Lige så afdæmpet man har valgt at gøre vokalerne, lige så meget har man nedtonet musikken, så den matcher stemmerne. Ud over titelnummeret er det kun i et par af numrene mod slutningen, at guitarerne træder en smule i karakter og markerer sig. Det understreger det generelle billede af, at der satses mere på numrenes indre stemning end på aggressivitet og attack. Det gør ”Kyrr” til en eftertænksom og gennemført udgivelse, som sine steder bliver lidt for stillestående til min smag.

Tracklist:
1. Breathe
2. Í Huldusal
3. Hliðargötu-heimsveldi
4. Kyrr
5. Undir Þunnu Skinni
6. Lone
7. In Shallow Seas
8. Red Stream
Samlet spilletid: 43:04

 

Læs mere...

Ultra-Violence - Deflect The Flow

Da Ultra-Violence blev dannet i Torino i 2009, var alle 4 medlemmer kun 15 år gamle, derfor er det stadig på sin plads at kalde dem unge i dag – 6 år, en demo og 2 albums senere. Og hvis man skulle spekulere på, om bandets navn er taget fra filmklassikeren ”A Clockwork Orange”, bliver det bekræftet når man ser albummets cover.
Helt så langt tilbage i tid (filmen er fra 1971) skal man ikke for at finde italienernes musikalske inspiration. Den stammer fra 1980’ernes Thrash Metal, hvor Bay Area–stilen skinner igennem. At det ikke er det værste sted at finde ideer, står hurtigt klart – italienerne lægger ud med en virkelig energisk fortolkning. I åbningsnummeret og ”Lost in Decay” sker det i højt tempo, men også den lidt lavere kadence i ”Why So Serious?” og ” Gavel's Bang” fungerer godt. Numrene har mange små detaljer, og der bliver både plads til de ventede guitarangreb og basløb. Den resulterende variation er ingen selvfølge, så Ultra-Violence fortjener ros for ideerne.

Desværre tynder det lidt ud i dem på albummets anden halvdel, hvor det er som om bandet er løbet tør. Tempo og energi er der stadig masser af, men det lille skud ekstra, der kendetegner de første numre, er der ikke meget af. Numrene er ikke dårlige, der er stadig tale om udmærket Thrash – den er bare mindre personlig. I det store billede betyder det mindre; albummet som helhed er bestemt værd at give sig i kast med, og medlemmernes unge alder betyder, at vi kan vente meget mere fra Ultra-Violence.

Tracklist:
1. Burning Through the Scars
2. Why So Serious?
3. Gavel's Bang
4. Lost in Decay
5. In the Name of Your God
6. A Second Birth
7. The Checkered Sun
8. Don't Burn the Witch
9. The Way I'll Stay
10. Fractal Dimension
Samlet spilletid: 52:35

 

Læs mere...

The Sanity Days - Evil Beyond Belief

Tilbage i 1980’erne købte jeg albummet ”Chained And Desperate” med det engelske band Chateaux; en ret fed skive, som var domineret af en bemærkelsesværdig vokal. Hvorfor fortæller jeg det? Jo, for nu er jeg stødt på vokalisten igen. Han hedder Steve Grimmett og er forsanger i The Sanity Days, som med 4 år på bagen debuterer med ”Evil Beyond Belief”.

Det slår mig straks hvor ubemærket årene er gået hen over Grimmetts vokal, for den er stadig både meget kraftig og med masser af personlighed – det er en stor fornøjelse at lytte til dén præstation.

En stærk vokal gør det ikke alene, og The Sanity Days har da heldigvis også meget at byde på, når det gælder musikken. Den udgør ikke overraskende en blanding af Power Metal og traditionel Heavy Metal, så både de melodiske omkvæd og guitarerne støtter godt op omkring vokalen. Men bandet nøjes ikke med at køre på autopilot gennem standardmateriale; de giver bogstaveligt det hele en personlig kant. Numrene har nemlig masser af skarpe guitarer og bundsolide rytmer, som i fællesskab giver helheden et meget seriøst præg. Det gør ”Evil Beyond Belief” til en interessant skive for de Metalfans, der ellers finder Power-genren for pæn og poleret. Den grøft undgår bandet behændigt at falde i, men fastholder den alvorlige linje hele vejen hjem, godt hjulpet af en produktion, der lader instrumenterne beholde deres skarphed.

Samtidig er albummet så helstøbt, at det ikke er fair at fremhæve enkelte numre på andres bekostning; det hele ligger på et temmelig højt niveau. Jeg håber derfor ikke, at dette projekt ender som så mange andre af Grimmetts aktiviteter gennem tiden, nemlig som en kort fornøjelse. The Sanity Days har en personlig og spændende vinkel på en velkendt stil, som jeg meget gerne hører mere til.

Tracklist:
1. Genesis
2. Charlie
3. Satan's Blood
4. My Last Words
5. Evil Beyond Belief
6. Ruler of Eternity
7. My Demon Mind
8. Broken Wings
9. Closer to the Edge
10. Firestorm
Samlet spilletid: 64:39

Læs mere...

Bio-Cancer - Tormenting the Innocent

5 år ind i bandets karriere udsender det græske ensemble Bio-Cancer deres andet album. Debutskiven ”Ear Piercing Thrash” fra 2012 bød på energisk Thrash Metal, og ”Tormenting the Innocent“ ligger lige i slipstrømmen på sin forgænger.

Og de 5 medlemmer drøner afsted med en tempofyldt omgang Metal, hvor Thrash-genrens typiske guitarriffs er fremhævet. De har så travlt med at komme ud over stepperne, at baggrundsvokaler og guitarer næsten kommer i infight, når de skal frem og assistere frontvokalisten Lefteris. Ikke at han har behov for støtte, for mandens vokal er meget skærende og så aggressiv, at nogen må have pisset ham godt og grundigt af.

Kombinationen af tempo og aggressivitet er ret så eksplosiv, og Bio-Cancer skal have ros for at fastholde kursen gennem hele albummet – stilmæssigt ryster de ikke på hånden. Et lille pusterum under de alligevel lytteren, for ”F(r)iends or Fiends?” byder ikke kun på en stemningsfuld intro med strygere, men også tungere rytmer. Det varer dog ikke mere end et minut, så er det op på den store remskive igen…

Så nej, variation er ikke albummets stærkeste kort; til gengæld fungerer Bio-Cancer opskrift på Thrash Metal udmærket – ”Tormenting the Innocent” forsøger ikke at gøre sig til mere end det er, og man er ikke i tvivl om, at det er et album med 98 oktan i tanken!

Tracklist:
1. Obligated to Incest
2. Tormenting the Innocent
3. Bulletproof
4. Boxed Out
5. F(r)iends or Fiends?
6. Think!
7. Chemical Castration
8. Haters Gonna … Suffer!
9. Life Is Tough (So Am I)
Samlet spilletid: 37:45

 

Læs mere...

Orange Goblin - Back From The Abyss

Det er ikke en helt velvalgt titel, engelske Orange Goblin har valgt til deres ottende fuldlængdealbum. For de har ikke just været i nogen afgrund – det er trods alt kun to år siden, de udgav det aldeles fremrangende ”An Eulogy for the Damned”, så man kan bestemt ikke beskylde dem for at ligge på den lade side. De har tvært imod knoklet for deres succes med lange turnéer og timevis i øvelokalet. Det må siges at have sat sit præg på Orange Goblin – for der er noget, der tyder på, at de i disse år er ved at have ramt ”the motherload” i forhold til deres karriere; de har qua deres utallige koncerter opnået et markant bedre sammenspil (og i øvrigt en væsentligt forbedret individuel instrumenthåndtering) og de har formået at få fat i en producer (Jamie Dodd), der har givet bandet den tonstunge produktion, de skal have.

Og for hulan, de er blevet tunge – og tighte. Pladen stater i vanlig Orange Goblin-stil med et groovy guitarriff, der bare vil ud over stepperne. De bevæger sig stadig i det stonede univers, hvor der trækkes veksler på heavy rockens gudfædre, som på ”The Devil’s Whip”, der får d’herrer i Motörhead til at nikke anerkendende. På samme måde fornemmes tilstedeværelsen af idolerne fra Black Sabbath, når de tunge, psykedeliske tåger sænker sig på ”Heavy Lies the Crown”, der understreger, at Orange Goblin spiller tung bluesrock.

Jeg synes på mange måder, Back from the Abyss er det hidtil bedste album fra Orange Goblins hånd – det er en anelse bedre end An Eulogy for the Damned, der på ingen måde var et dårligt album. Men den føromtalte turnévirksomhed har altså haft særdeles positiv indflydelse på dem; det er ikke bare teknikken, der er blevet pudset af; Bill Wards sangskrivning har også forbedret sig markant. Det munder ud i, at der faktisk ikke er et eneste overflødigt nummer på denne her plade – og det må siges at være en sjældenhed i denne genre.

Derfor håber jeg bare på, at Orange Goblin holder liv i deres spillelyst, og lægger vejen forbi Danmark (igen), når de er færdige med at spille i USA. For det kan kun blive godt!


Tracklist:
1) Sabbath Hex
2) Übermensch
3) The Devils Whip
4) Demon Blues
5) Heavy Lies The Crown
6) Into The Arms of Morpheus
7) Mythical Knives
8) Bloodzilla
9) The Abyss
10) Titan
11) Blood of Them
12) The Shadow Over Innsmouth
Samlet spilletid: 54:15

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed