fbpx

Bring Me The Horizon - Amo

Kigger man på hvad der er blevet sagt og skrevet om Bring Me The Horizon (BMTH), har medlemmernes gøren og laden næsten været mere til debat end bandets musik, specielt i hjemlandet England. Faktum er, at bandets stilskifte mod det mere poppede har delt vandene. Hvor BMTH stilmæssigt befinder sig anno 2019, giver bandets sjette album, ”Amo”, svar på.

På flere områder kan jeg konstatere, at de holder kursen, for albummet byder på både Metal, Electro og Pop. De første to optræder sammen, og giver med tunge rytmer en masse power til ”Mantra”, ”Sugar Honey Ice & Tea” og ”Wonderful Life”. Sidstnævnte har Dani Filth som gæst, men skæmmes en smule af en uinteressant melodi.

Netop styrken i melodierne (eller rettere mangel på samme) er et minus ved ”Amo”. Det betyder mindre, at der er mange numre med meget elektronik og mere rolig tilgang; stilen er gennemført, og det hele er virkelig godt produceret. Når man skruer ned for hårdheden, skal man kompensere med noget andet, men her kniber det for BMTH. Det super-poppede ”Mother Tongue” udgør her et yderpunkt, men også andre tracks står svagt på det punkt.

Hvis man har Sheffield-bandets tidlige dage med Deathcore som reference, vil man ikke begejstres over ”Amo” – her er der for meget melodi, skønsang og elektroniske elementer til at matche det brutale udgangspunkt. Men hvis man er stået på BMTH-toget senere i karrieren, vil man påskønne bredden i et album, som måske er bandets mest poppede, men samtidig et gennemført og på mange måder meget modent udspil.

Tracklist:
1. I Apologise If You Feel Something
2. Mantra
3. Nihilist Blues" (featuring Grimes)
4. In the Dark
5. Wonderful Life" (featuring Dani Filth)
6. Ouch
7. Medicine
8. Sugar Honey Ice & Tea
9. Why You Gotta Kick Me When I'm Down?
10. Fresh Bruises
11. Mother Tongue
12. Heavy Metal (featuring Rahzel)
13. I Don't Know What to Say
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Bring Me The Horizon, Your Demise

På afbud af en anden anmelder, så jeg (en smule modvilligt) mig selv i Amager Bio denne fredag aften. Flankeret af samtlige emo/goth teenagere i København, oveni købet – næsten…
På et personligt plan har jeg aldrig været vild med Bring Me The Horizon. Deres 3 seneste albums har ikke blot undgået at fange mig; jeg har bevidst forsøgt at undgå dem efter første lyt. Da de for nyligt udgav ”Sempiternal” ændrede min holdning sig en smule – nu begyndte det at lyde af noget. Mine forhåbninger var dog fra starten ganske lave, da mine tidligere liveerfaringer med ovenstående band har været ganske forfærdelige. Samtidigt lovede opvarmningen i Your Demise heller ikke af meget. Det viste sig heldigvis at blive en rimelig oplevelse.
 

Your Demise:
Det engelske hardcore punk/post-hardcore (tidl. metalcore) band har eksisteret siden 2003. Der har stort set fra starten været massiv udskiftning i bandet, hvoraf der i dag ikke er nogle originale medlemmer tilbage. Your Demise’ debutalbum ”You Only Make Us Stronger” udkom i 2006. ”Ignorance Never Dies” kom i 2009, og allerede ét år senere udkom ”The Kids We Used To Be”. Deres 3 første albums holdt sig godt indenfor hardcore punk. Deres seneste udgivelse ”The Golden Age” udkom sidste år. ”The Golden Age” markerede også et genreskift for Your Demise, da de her sigtede efter et mere melodisk udtryk.  


Allerede 10 minutter i ni vader Your Demise på scenen. Amager Bio har desværre udviklet en irriterende praksis i at lade bands gå på før den annoncerede starttid. Men lad det nu ligge… Your Demise er i øjeblikket på deres sidste tour nogensinde. En tour som i øvrigt strækker sig over godt og vel et helt år. De havde derfor fået afsat 40 minutter til deres show – et pænt stykke tid for et opvarmningsband.

Salen er ca. halvt fyldt, og fra start til slut hersker der ingen tvivl om at mange kender til, eller udelukkende er kommet for at se, Your Demise live. I hvert fald er størstedelen af den forsamlede skare meget aktive på gulvet i form af både moshpits, circlepits (som der heftigt bliver bedt om fra forsangeren), såvel som den omdiskuterede hardcore-dans. I aften ser alle de deltagende dog ud til at være fuldstændig med på den leg, hvilket også medfører at ingen udefrakommende bliver generet af det – thumbs up herfra.

Rent lydmæssigt står Your Demise ganske stærkt for aftenens første band, men trommerne buldrer til dels og vokalen er skinger til tider. Det er dog småting, og generelt går alle instrumenterne ganske godt igennem.

Bandet dog… Ja, det er ironisk nok koncertens absolut svageste led. Det er så kedeligt. Der er meget lidt aktivitet fra samtlige medlemmer – forsangeren er den eneste som reelt bevæger sig en smule rundt. Ingen af dem ser ud til at have det sjovt… De få kommentarer virker søgte og ligegyldige. Hvor er engagementet? Hvor er energien? Ikke hos Your Demise, det er helt sikkert. Ikke overraskende kan hverken forsangeren, eller de 2 guitarister som af og til ”synger med”, formå at ramme tomerne korrekt. Det er pivfalsk. Det er jo decideret pinligt… Sværere bør det heller ikke værre at ramme ”oh-åh-oh-u-åh” lydene, så de – i det mindste – bare lyder acceptable. Det er tilsyneladende kun et problem for Your Demise.
Samtidigt er det utroligt at et band, som på alle måder udnytter de nemmeste rytmer der nu er tilgængelige, stadigvæk kan formå at spille utight. Trommeslager… Hvad sker der?

Rent musikalsk kan jeg heller ikke lade være med at driste mig; ER det Limp Bizkit – bare meget, meget dårligere? Musikken skal ikke være en faktor i forhold til anmeldelsen, men lad det være sagt her; det var forfærdeligt. Absolut forfærdeligt. Da de 40 minutter endelig er overstået, kan jeg glædes over at Bring Me The Horizon på ingen tænkelig måde kan blive værre end dette…

Jeg giver 2 stjerner til Your Demise. Eller rettere; jeg giver 1½ stjerne til publikums engagement (som var det eneste der løftede koncerten i en positiv retning), og ½ stjerne til Your Demise for blot at være til stede på scenen og for at optræde. Dette har ubetinget været årets ringeste koncert indtil videre, og jeg må tilstå at jeg glædes over bandets udmelding ift. Deres snarlige opløsning – det kan sgu ikke gå hurtigt nok.

Bring Me The Horizon:
Det britiske metalcore (tidl. deathcore) band Bring Me The Horizon blev skabt i Sheffild, Yorkshire I 2004. Navnet stammer i øvrigt fra den sidste replik i Pirates Of The Caribbean: The Curse Of The Black Pearl hvor Jack Sparrow selvsikkert udbryder: “Now, bring me that horizon”.
Det første album “Count Your Blessings” fra 2006 anses af mange for at bevæge sig stilsikkert indenfor “deathcore”. Det næste album ”Suicide Season” kom 2 år senere, og allerede her så man Bring Me The Horizon bevæge sig over mod den lettere melodiske metalcore. Genreskiftet kom især til udtryk på det næste album fra 2010; ”There Is A Hell, Believe Me I’ve Seen It. There Is A Heaven, Let’s Keep It A Secret”. Det indeholdt bl.a. elektroniske, symfoniske og post-hardcore elementer, såvel som rene vokalstykker og korpassager – et ganske nyt udtryk. Nu ankommer vi så til den sidste del af turen, i hvert fald indtil videre. ”Sempiternal” fra 2013 så Bring Me The Horizon udvide deres musikalske udtryk endnu engang – denne gang med både post-rock og experimental og progressiv rock indblandet. Udtrykket er blødere og langt mere melodisk end nogensinde tidligere. De tidligere deathcore elementer er nu helt forsvundet. Hvor tager Bring Me The Horizon os med til næste gang?


Klokken slår 22 og kort efter slukkes lysene. Et øredøvende skrig genlyder igennem den nu ¾ fyldte sal – ja, der er mange piger til stede. I dag har Bring Me The Horizon medbragt et tour medlem i form af en ekstra guitarist. Der er altså 6 mand på scenen – bl.a. et medlem bag et kombineret keyboard/computer/synthesizer, hvilket er et forholdsvist nyt syn.

Første indtryk: Lyden er meget mudret. Det er desværre sandt. Den er faktisk værre end til Your Demise, og sådan bør det jo ikke være. Trommerne buldrer, begge guitarer er langt tilbage i lydbilledet og keyboardet, med de tilhørende elektroniske elementer, kan kun svagt anes i baggrunden. Det skider publikum dog hul i…

… for der er masser af fællessang (især i de nye numre), og der er konstant aktivitet fra gulvet. Bandet er også ganske aktivt til stede på scenen, men det er dog ikke den helt eksplosive optræden der er gang i. Desværre går det, mere eller mindre, som jeg havde forventet i forhold til forsangeren; han rammer ikke tonerne helt rigtigt. Dog vil jeg påpege at hans musikalske evner rækker længere end tidligere. Der er virkelig sket et markant skift i den rigtige retning. Det er dog stadig alt, alt for nemt bare at svinge mikrofonen ud til publikum, i stedet for selv at synge. Det sker desværre gennemsnitligt i hvert 2. nummer.

Vi bliver ført igennem hele 7 numre fra det nye album, hvor jeg især må udpege ”Go To Hell, For Heaven’s Sake” som værende et af aftenens højdepunkter. Hvis Bring Me The Horizon fortsætter ud af den sti, ja så ser det meget lyst ud! Samtidigt får vi dog også 2 sange fra ”Suicide Season” og 3 sange fra ”… There Is A Hell”. Det beklagelige ved dette bands konstante udbytning ift. deres musikalske udtryk, gør altså så desværre også at flere af de gamle sange nærmest parodierer sig selv – de skal bare overstås og afsluttes. Dét er et problem når et band ikke længere kan stå inde for deres tidligere udgivelser, og det siger da også noget, at der ikke blev plads til bare ét enkelt nummer fra deres første skive.

Men tilbage til publikum… For som fan af Bring Me The Horizon må det være mærkeligt, måske endda frustrerende, at man aldrig reelt ved hvor man har dem. De ”nye” fans tager dog ualmindeligt godt imod den nye stil – den vedvarende fællessang er et godt tegn. Jeg er dog ikke blevet klogere. Jeg ved ikke om Bring Me The Horizons næste album går over i diverse metaludgaver af dubstep, triphop eller syrejazz. Det er ikke til at sige. Det forhindrer dog ikke hverken band eller publikum fra at holde en fredagsfest for de unge. På trods af halvdårlig lyd, og et kort sæt på kun godt og vel én time, var det en ganske udmærket koncert. Vi kunne godt have været foruden de 2 sange fra ”Suicide Season”, for de virkede overflødige. Det var kun fordi Bring Me The Horizon udstrålede at de egentlig ikke gad spille dem, men alligevel halvt var tvunget til det for publikums skyld. At lyden forbliver på stort set samme (halvdårlige) niveau igennem hele koncerten, trækker karakteren nedad.

Jeg vil give 4 stjerner for en udmærket koncert. Derefter er der kun ét spørgsmål tilbage; “Hvor tager Bring Me The Horizon os med til næste gang?”


Sætliste:
1) – Shadow Moses
2) – Chelsea Smile
3) – Alligator Blood
4) – Go To Hell, For Heaven’s Sake
5) – The House Of Wolves
6) – It Never Ends (Anthem intro)
7) – And The Snakes Start To Sing
8) – Diamonds Aren’t Forever
9) – Empire (Let Them Sing)
10) – Blessed With A Curse
11) – Antivist
Encore:
12) – Sleepwalking

Læs mere...

Bring Me The Horizon udgiver video til Sleepwalking

Bring Me The Horizon har udgivet en video til nummeret "Sleepwalking". Se videoen nedenfor.

"Sleepwalking" kommer fra bandets fjerde album “Sempiternal” som udkommer den 1. april via RCA.

"Sempiternal" track liste:

01. Can You Feel My Heart
02. The House Of Wolves
03. Empire (Let Them Sing)
04. Sleepwalking
05. Go To Hell, For Heaven's Sake
06. Shadow Moses
07. And The Snakes Start To Sing
08. Seen It All Before
09. Antivist
10. Crooked Young
11. Hospitals For Souls

 

Læs mere...

Machine Head, Bring Me The Horizon, Devildriver, Darkest Hour

Machine Head´s The Eighth Plague tour har efterhånden rullet godt og grundigt hen over Europa, hvortil det, tirsdag d. 8. november endelig var blevet danskernes tur til musikalsk at blive revet rundt af ikke mindre end fire prominente navne. Machine Head havde for sig selv sandsynligvis været rigeligt for mange af aftenens fremmødte og med tilføjelsen af Devildriver og Darkest Hour, var der lagt grobund for en klassekoncert. Dertil har Machine Head tydeligvist haft et ønske om at spille deres musik for potentielt nye og yngre fans og havde derfor allieret sig med de unge stjerner fra Bring Me The Horizon. Et interessant mix af supportbands og så er spørgsmålet jo bare om mixet også fungere i realiteten.

Darkest Hour

Darkest Hour havde fået den noget sparsomme fornøjelse af at starte showet. Kl. 19:00 gik de på scenen til en sal der ikke var meget mere end 1/3 fuld – og ikke overraskende var størstedelen af de på daværende tidspunkt fremmødte, enten i besiddelse af en stærkt utraditionel hårfarve, eller en højde der gør sig gældende for folk der stadig er i puberteten, på dansk: Bring Me the Horizon fans. Det skræmte dog ikke bandet, der sandsynligvis har oplevet lignende på den resterende del af touren. I stedet spillede de 25 minutters energisk koncert, der blandt andet bød på numre som ”Sound Of Surrender”, ”Your Everyday Disaster” og ”Doomsayer (The Beginning Of The End)”.

Med forholdsvist lidt plads på scenen, da Machine Head og Bring Me The Horizons gear fyldte stort set al den plads der var, var det ikke meget liveshow der var plads til. Lydmæssigt led bandet og specielt forsanger John Henry under hele koncerten med en utydelig vokal, mens også leadguitaren flere steder var for lav. Ærgerligt, da bandet ellers vist en fin profil og også formåede at få sat en lille smule tempo og gang i publikum. Afslutningsvist lagde John Henry op til to nye numre, men det blev kun til et, hvorefter bandet lukkede og slukkede med ”Doomsayer (The Beginning Of The End). En lidt speciel afslutning, hvor det virkede som om bandet enten ikke gad mere, eller rent faktisk glemte et nummer i deres set. 4 ud af 6 til Darkest Hour.

Devildriver

Efter en mindre pause var det kl. 19:45 blevet Dez Fafara and friends tur til at give publikum en musikalsk oplevelse. Det overraskede muligvis en del af det fremmødte publikum, at Devildriver stod på scenen før Bring Me The Horizon, men selvom Dez & Co. rent genremæssigt placerer sig nærmere aftenens hovednavn, var det valgt at tage højde for salgstal og popularitet og sætte de unge drenge fra BMTH som sidste support.

Det var nu tydeligvis ikke noget der generede Devildriver, der gav fanden i den lille scene og gjorde deres for at få sat gang i festen. Imellem Darkest Hour og Devildriver, var salen blevet fyldt godt op og fra første riff, havde publikum gang i en circlepit der stort set blev holdt kørende i de ca. 40 minutter bandet spillede. Med materiale godt spredt over alle deres album, inklusiv 2011 udgivelse Beast, blev det bl.a. til numrene ”End Of The Line”, ”Grindfucked” og ”You Make Me Sick”, hvor ikke mindst sidstnævnte væltede Amager Bio godt og grundigt.

Desværre for Devildriver havde de som Darkest Hour nogle tydelige lyd problemer. Dez Fafara startede koncerten med en utydelig vokal, der dog blev forholdsvist hurtigt rette. Det medførte at vokal, trommer samt bas under hele koncerten var markant fremstående i lydbillede, mens guitar og specielt lead flere steder var svær at skille ud fra trommer og bas. Netop erstatningsbassisten Aaron Patrick skal dog fremhæves for fremragende energi og showmanship på scenen.

Devildriver oplevede langt flere lyd problemer end Darkest Hour, men formåede samtidig at skabe en langt større dynamik på scenen og blandt publikum og spiller sig derved hjem til 4,5 ud af 6.

Bring Me The Horizon

Er man kender af alle aftenens fire bands, er det sikkert ikke nogen overraskelse, at undertegnede fandt support fra Bring Me The Horizon som lidt ude af kontekst. Der er ingen tvivl om, at det har været hensigten fra Machine Heads side, at bringe deres musik til nye målgrupper. Derved et ganske smart træk at medbringe et navn som BMTH. Det var da også tydeligt at bandet havde tiltrukket sig publikum, som under normale omstændigheder, med sikkerhed ikke havde været til et sådan ”Machine Head” arrangement.

Det være sagt, havde Amager Bio fra bandets entre på scenen kl. 20:45, delt sig i to dele. Folk foran scenen der var kommet for at se BMTH og folk længere bagved der sandsynligvis var kommet af andre årsager. Det medførte desværre, at der blev tyndet lidt ud blandt publikum, men hvad gør det når man er unge og har succes – det lod i hvert fald ikke til at det var noget der generede bandet. Med åbneren ”Diamonds Aren´t Forever” blev sat gang i 45 minutters koncert, der mest af alt var kendetegnet ved at være et lydmæssigt rod. Rodet var da heldigvis ikke fuldendt og bandet havde flere øjeblikke hvor de toppede. Bedst gjorde de sig i den afsluttende del af koncerten, med numrene ”Football Seasson Is Over”, ”It Never Ends” og ikke mindst sidste nummer ”Chelsea Smiles”.

Publikum var på fra start, men til trods for at bandet kun spillede 45 minutter, var de absolut ikke med hele vejen igennem. Fokus var i langt højere grad på at komme i nærheden af forsanger Oliver Sykes, end på at moshe rundt på gulvet – og så hjælper det ikke at selvsamme Oliver opfordre folk til at ”Get the fuck up”, når han selv står og sover på scenen. Det, kombineret med en forfærdelig rodet lyd, medførte at koncerten blev ubevidst langtrukket og kedelig i perioder, hvor det først var førnævnte ”Football Seasson Is Over” der satte gang i gulvet igen.

Det er muligt at Machine Head fik nye fans, men jeg tvivler på at det samme gjorde sig gældende for BMTH. Deres performance var ikke fantastisk og de blandt publikum der ikke i kendte til bandet i forvejen, lod heller ikke til at være interesseret i meget andet end baren. Bring Me The Horizon kunne desværre gå fra scenen med aftenens dårligste support. 3 ud af 6 hvor BMTH specielt vinder på den sidste del af deres show.

Machine Head

Kl. 22 gik aftenens hovednavn endelig på scenen. Med den karismatisk forsanger i front gjorde bandet entre til tonerne af albumåbneren fra den nylige udgivelse Unto The Locust, ”I Am Hell [Sonata in C#]”. En fantastisk åbner, der desværre blev ødelagt en smule af startmæssige lydproblemer, hvor såvel guitar som Robbs vokal krævede justering. Det blev forsøgt justeret, men Robb led med vokalproblemer gennem hele koncerten, specielt på de høje toner og som om det ikke var nok, havde bassist Adam Duce på anden vokal, intet overblik over hvor højt hans vokal var justeret. Det medførte at Robb blev lydmæssigt oversunget flere steder, tydeligst på ”Darkness Within”.

Machine Head havde medbragt noget af et livesetup. De to skærme på scenen og den store baggrundsvæg blev hyppigt benyttet til diverse Visuals, der tilførte koncerten det ekstra værdi og stadig formåede at undgå at virke overdrevet i brug. Derved var der heller ikke plads til de store overraskelser i bandets setlist, der holdte samme indhold som koncertener op til aftenens. Et ganske fint mix af bandets nyeste materiale, der indebar stort set hele Unto The Locust, med undtagelse af ”Pearls Before Swine” og Who We Are”. Stærkest blandt de nyeste stod ”This Is The End” mens ”Darkness Within” desværre faldt igennem især grundt førnævnte vokalproblemer. Kombineret med materiale fra hele bandets bagkatalog, herunder ”Imperium”, The Blood, The Sweat, The Tears (Beers)”, ”Ten Ton Hammer” & ”Halo”, leverede Machine Head en time og 45 minutters spilletid, tight præcist og pisse energisk.

Energien forplantede sig da også til publikum, der fik vist bandet at det havde været savnet – og skulle det ikke være nok, blev vi alle behageligt overrasket da Kasper (En forholdsvis stor mand, hvor ”forholdsvist” skal forstås som ”meget”) gik på scenen og viste alle lækkerierne frem. Tak for det og behold trøjen på fremover. Et billigt trick måske, men det fremviste et band der godt kunne række ud over den velsmurte maskine der ellers er Machine Head, og improvisere lidt. Med ”Davidian” afsluttede og lukkede bandet koncerten og efterlod et udkørt og gennemspillet publikum, der uden tvivl havde fået hvad de kom efter. En flot koncert, der dog ligeledes var præget af lydproblemer. 5 ud af 6 til Machine Head.

Samlet set en velfungerende aften. Det er efterhånden normalen at Machine Head hiver et kæmpe setup med når de er på tour, men det kan nok diskuteres om ikke 3 opvarmningsbands var lige i overkanten. BMTH gav et unødvendigt break på en ellers velfungerende aften og om end det sikkert har gavnet Machine Head, tvivler jeg på at BMTH har fået det store ud af det. Lydforholdene blev aldrig perfekte, men set i relation til at koncerten ellers skulle være holdt i KB Hallens betonhelvede, kan man kun prise sig lykkelig for at det ikke var flere lydproblemer. 4,5 ud af 6 til den samlede oplevelse, hvor Devildriver og Machine Head leverede de absolut bedste bidrag.

 

Læs mere...

Bring Me The Horizon, Architects, The Devil Wears Prada, Tek-One

Med et forholdsvist nyt album i bagagen ” There Is a Hell, Believe Me I´ve Seen It. There Is a Heaven, Let´s Keep It a Secret”, besøgte Bring Me The Horizon tirsdag d. 1. februar Store Vega som del af deres turné. Med sig havde de bragt tre opvarmningsband, der i sig selv sandsynligvis kunne have tiltrukket størstedelen af de fremmødte. Til trods for aftenenes lineup, der stod i metalcorens navn, var koncerten langt fra udsolgt, hvilket havde medført at kun gulvet i Store Vega var åbent.

Hårdtpumpende Tek-One satte scenen for resten af aftenen og åbnede festen kl. 19:30, mens størstedelen af aftenens deltagere endnu ikke var ankommet. Til en sal, der ikke var meget mere end halv fyldt, startede det tre mands store band aftenen og leverede ca. 25 minutters hårdtpumpende energiudladning, der stod som aftenens mest dansable indslab i ordinær sammenhæng. Lydmæssigt tog den halvtomme sal fint imod Tek-Ones hårdslående beats og tromme, mens vokal dog til tider fremstod en smule mudret. Det var dog ikke var noget der begrænsede bandets optræden videre, i den forstand at de hårdtslående beats var det absolutte fokus. Til trods for at Tek-One genremæssigt ikke lægger sig direkte op af de resterende bands, fungere deres optræden fint i sammenhængen og de hårde elementer der præger musikken, var da også en fællesnævner for alle fire bands. Det fremmødte publikum skilte sig karakteristisk for hele aftenen i tre grupper; de meget unge, der blev eskorteret til koncerten af deres forældre, en mellemliggende gruppe, voksne nok til tage alene til koncert og gruppen af forældre til de yngre deltagere. De fremmødte for såvel første og anden gruppe havde fundet frem til scenen under Tek-Ones andel af showet, mens den ældre del havde fundet vej bagerst i hallen. Publikum var dog ikke videre engagerede i aftenens første optræden, hvilket muligvis skyldes elementet af forskellighed i forhold til de tre andre bands og muligvis også det tidlige tidspunkt bandet gik på. Overordnet set leverede Tek-One dog en ganske hæderlig koncert, der for undertegnede, der ikke har videre kendskab til bandet, fremstod som velgennemført og engageret fra bandets side, men dog ikke helt formåede at få publikum med og samtidig led af mindre opstartsproblemer. 4 ud af 6 til Tek-One.

Herefter blev scenen overladt til aftenens eneste amerikanske islæt, The Devil Wears Prada. Med entre på scenen 20:15, 20 minutter efter Tek-One forlod, blev det kun til en kort pause, der dog blev benyttet effektivt, fra såvel roadcrew som publikum. Optil og i løbet af bandets første nummer, blev salen fyldt ganske fint op, dog uden problemer med at komme rundt. Det gav dog til gengæld mulighed for masser af circlepits, moshing og fest midt på gulvet, der stort set ikke stod stille et øjeblik. Fra TDWP gik på til de forlod scenen, leverede såvel band som publikum en energisk udladning der sandsynligvis fik selv forældrene bagerst i salen til at fornemme sved på panden. Energien var absolut også det element der fungerede bedst for bandet – med en velsammensat setlist og deres energiske show, blev leveret alt der kan forlanges indenfor sceneshow. Til gengæld haltede det desværre lidt for bandet lydmæssigt. Trommer var justerede for højt og bragede ud i salen, mens de to guitarister ikke var specielt nære i lydbilledet og i en del af koncerten kun kunne skelnes ved c stykker. Heldigvis blev der justeret på disse forhold og i løbet af koncerten formåede lydteknikkerne at få trukket guitaristerne frem i lydbilledet, hvorved bandet for alvor kunne levere deres numre til perfektion. Overordnet set en velspillet koncert, der blev leveret med energi og præcision men samtidig led af ærgerlige lydproblemer, Efter små 25 minutter, gik The Devil Wears Prada af scenen og medtog 4,5 ud af 6 for deres del af aftenens program.

Kl. 21 skarp overtog det britiske band Architects scenen. Med deres spritnye album, ”The Here And Now” gik bandet på, til en publikumsandel der var skrumpet en smule i forhold TDWP. Hvorvidt det hang sammen med manglende kendskab til bandet, eller det enorme energiforbrug publikum havde forbrugt under den foregående koncert kan der kun gisnes op. Den mindre andel af publikum, var da heller ikke noget der afskrækkede briterne, der gik på scenen og leverede et mindre energisk, men mere velspillet set i forhold til TDWP. Med opstart i ”Follow The Water” og efterfølgende førstesinglen fra det nye album ”Day In Day Out”, fik bandet hurtigt momentum og vist publikum hvad de kunne forvente af resten af koncerten. Herefter blev det til yderligere fem numre, der kulminerede med afsluttende ”Early Grave”. Lydmæssigt leverede bandet en fin performance, med undtagelse af forsanger Sam Carter, der kronisk havde problemer med hans mikrofon/vokal, medførende strofer hvor vokalen var uhørlig og stort set forsvandt. Sammenlignet med TDWP’s sceneshow, leverede Architects ligeledes et energisk sceneshow, der dog var præget af mere musikmæssige tekniske udfordringer, der medførte en mere stilstående koncert for dele af bandet. Efter en lidt sløv start fra publikums side, lykkedes det dog at tage revanche og skabe ligeså meget energi og fest på gulvet som ved TDWP. Som ved aftenens tidligere bands, leverede Architects en flot velspillet og energisk koncert, der ligeledes led under enkelte lydmæssige problemer. Samlet set blev det til ca. 35 minutters spilletid, inden bandet takkede af og forlod scenen, med velfortjente 4,5 ud af 6 i bagagen.

En time efter Architects entre, indtog Bring Me The Horizon, til stor glæde for specielt den meget unge del af publikum, der havde brugt pausen på at lege fanger i baren. BMTH havde valgt at skyde med tungt fra start hvor bandet hurtigt, effektivt og energisk leverede, førstesinglen ”It Never Ends” fra bandets nye album, efterfulgt af den energiske ”Chealsea Smile”, hvor forsanger Oliver Sykes tidliget formåede, at få splittet publikum i aftenens første wall of death. Herefter fulgte ca. 55 minutters energiudladning, perfektionistisk velspillethed fra bandet samt endnu en enorm energiudladning fra publikum. Gennem de 55 minutter blev leveret yderligere otte numre, bl.a. ”The Sadness Will Never End” med Sam Carter på gæste vokal, ”Football Season Is Over” med Tonn Piper fra Tek-One på gæste vokal samt ”Fuck” med danske Jacob Printzlau på gæstevokal og ”Blessed With A Curse” - der om noget markere BMTH’s proces mod et mere mainstream publikum, inden der blev afsluttet med ”Diamonds Aren’t Forever”. Tre ord beskriver BMTH’s del af aftenens koncerter; Energi, præcision og selvsikkerhed. Der var på intet tidspunkt tvivl om at bandet ejede scenen eller selve koncerten og på det grundlag kunne bandet også gå tilfredse af scenen. Til trods for denne åbenlyse ros af bandet, bør påpeges to ting. For det første tog undertegnede sig i at stå og småkede sig under ”Crucify Me” – ikke voldsomt, men nok til at opdage at bandet ikke havde grebet publikum fuldkomment, på et tidspunkt hvor koncerten burde være på vej mod ekstase. For det andet er 55 minutter bare for lidt spilletid. Om det var på grund af de mange youngsters, der skulle hjem og sove inden kl. 23.30 må ligge i det uvisse, men 10 numre fra et band med et bagkatalog som Bring Me The Horizons, tyder på et band der har fået for meget succes og spiser deres publikum af med alt for lidt. Der kunne snildt have været tilføjet to-tre numre uden det havde skadet og som muligvis kunne have grebet bedre fat om publikum. Det være sagt leverede bandet en koncert der langt hen af vejen var gennemført, men som absolut havde sine skår i glæden. 4,5 ud af 6 til Bring Me The Horizon.

Samlet set, en succesfuld aften, hvor det samlede ensemble leverede på et højt niveau som også giver den samlede oplevelse 4,5 ud af 6. Publikum virkede meget tilfredse og ikke mindst udkørte efter de voldsomme energiudladninger og aftenen står da også tilbage som en af de der vil blive husket.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed