fbpx

Body Count - Carnivore

Hele 30 år er der gået, siden Ice-T dannede Body Count sammen med guitaristen Ernie C, og det fejres med udgivelse af bandets studiealbum nummer 7. Her får man hjælp fra bl.a.
Amy Lee (Evanescence), Jamey Jasta (Hatebreed) og Riley Gale (Power Trip).
Bandet fortsætter stilen med ret skarp Metal som ledsager den halvt syngende, halvt rappende vokal. Men ikke alt materiale er nyt, for ud over en genindspilning af Ice-Ts gamle hit ”Colors”, fortsætter man ideen med at hylde navne, man er inspireret af. På ”Bloodlust” var det Slayers ”Raining Blood”, denne gang fejres Motörhead med en version af ”Ace of Spades”, som dog ikke imponerer.
Til gengæld er det ikke overraskende, at Ice-T stadig er bister og aggressiv, og når han i ”No Remorse” synger ”If you were on fire, I wouldn’t piss on you” er han så troværdig, at jeg bare er glad for, at sangen ikke handler om mig. Dertil passer titlen ”kødæder” fint, ligesom man generelt ikke kan klage over mangel på energi og power på albummet. Til gengæld er der ikke mange højdepunkter at skrive om, for selvom duetten med Amy Lee i ”When I'm Gone” fungerer fint og giver bredde, så mangler jeg numre, der bliver hængende. Det er nok for meget at håbe på klassikere i stil med ”KKK Bitch” og ”There Goes the Neighborhood”, men heller ikke niveauet fra et nyere hit som ”Talk Shit, Get Shot” kommer vi op på denne gang. Skulle jeg beskrive albummet med et enkelt ord, ville det være det være ”uinspireret” – derfor er resultatet kun middelgodt, og karakteren tilsvarende.

Tracklist:
1. Carnivore
2. Point the Finger (featuring Riley Gale)
3. Bum-Rush
4. Ace of Spades
5. Another Level
6. Colors - 2020
7. No Remorse
8. When I'm Gone (featuring Amy Lee)
9. Thee Critical Breakdown
10. The Hate Is Real
Samlet spilletid: 35:55

Læs mere...

Northside Festival 2018: Body Count

At sætte Ice-T og kumpanerne på Northside Festival er én ting. At lade dem spille i sollys og for høj sol er en anden – men at lade dem åbne fredagens program tyve minutter over et om ”eftermiddagen” (et ugudeligt tidspunkt for enhver festivalgænger) tager alligevel prisen. Men der er faktisk dukket et helt pænt antal mennesker op; om det så er for at se giraffen, det kan ikke afvises, men det er langt fra så tomt som man kunne have frygtet.

På ganske passende vis åbnes der med introen fra den nye ”Civil War”, der i et indendørs og mørkt lokale i dén grad ville have sat tonen an (men her højest tilføjer en smule spænding), og så direkte over i bandets ”Raining Blood / Postmortem”-cover. Ja, du læste rigtigt: Body Count lægger ikke bare for dagen med et cover, men med dén sang. Det er sgu alligevel ret modigt gjort, for hvis det ikke fungerede, ville det falde komplet til jorden. Men det gør det. Ice-T er landet, Eddie C. flasher både guitar og smil, og ligesom på Copenhell er både sønnike med, samt deres to hitmen – for ja, Body Count har naturligvis to hardcore typer med på scenen der ikke spiller instrumenter, knap nok rapper med, men udelukkende er der for at se truende ud (den ene har endda en attrap-shotgun i hånden, bare for show).

Utroligt nok skal vi kun én sang ind før et moshpit opstår. Det siger noget om bandet, og ikke mindst Ice-T, at der ikke skal mere til end at kalde os for ”pussies” og så bliver der rykket. Der er som skrevet ikke vildt proppet, men stemningen er til gengæld god. Lyden er tæt og insisterende, som næsten er påkrævet for musikkens udtryk, og volumen er høj. Hvis man skal komme med en kritisk iagttagelse (og det skal man jo), så er det, at Body Count virker en anelse sløve i det. Det er nu ikke den store overraskelse taget tidspunktet i betragtning og kan især mærkes i ”No Lives Matter”, der på plade er svulstig og tematisk er alvorlig som noget kan være, da den stikker til både racismen i USA, men i højere grad den globalt stigende ulighed og de fattiges svindende kår – men her lyder det som en halvdøsig klassefremlæggelse. Så går det straks bedre i de ældre klassikere som ”Necessary Evil” og ”Drive By” der også er i et højere tempo.

Body Count er et sjovt band. De her gamle sange er af så ringe kvalitet, både instrumentalt, lyrisk og produktionsmæssigt, at jeg mest af alt har lyst til at kalde det for den sorte udgave af Limp Bizkit. Det er meget svært at skulle tage seriøst – og måske er det netop fordi, at publikum lige nøjagtigt ikke gør dét, at det kan fungere. Selv i bandet er modsætningerne slående: Ice-T er altid vred at både se og høre på, mens hans makker Eddie C. smiler stort set hele vejen igennem.

At der så genbruges visse klichéer som f.eks. at vores nye nationalsang er ”Cop Killer” og at den yngste i publikum nu har Ice-T som onkel og ikke skal finde sig i pis, for... (cut til ”Talk Shit, Get Shot”) – det er hvad det er. Det hele er nemlig underholdende nok til sagtens at kunne tåle et gensyn. Alt i alt bliver det et godkendt åbningsshow her fredag eftermiddag, som man dog godt kunne have ønsket sig lå senere på dagen – og måske på en anden festival (er det for meget forlangt?). Et personligt ønske ville dertil være, at spille nogle flere sange fra det sublime ”Bloodlust”, men ud fra omstændighederne i dag, var det måske meget godt, at det ikke skete.

Sætliste:
1) – Raining Blood / Postmortem (Slayer cover)
2) – Bowels Of The Devil
3) – Manslaughter
4) – No Lives Matter
5) – Necessary Evil
6) – Drive By
7) – There Goes The Neighborhood
8) – Talk Shit, Get Shot
9) – Cop Killer
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Body Count - Copenhell 2015

For mange anses en af festivalens headlinere i form af amerikanske Body Count som årets jokeband. Det skyldes nok ikke mindst at frontmanden er ingen ringere end gangsta-rapperen Ice-T, der tilbage i 90’erne både stod for sig selv i hiphoppens verden, men ligeledes dannede metal/rapcore bandet Body Count sammen med guitaristen Ernie C. De to er de eneste originale medlemmer, men nu har de fået samlet et nyt hold, og er endelig at bevidne på dansk jord. Det er muligvis også for sidste gang – det hører i hvert fald til sjældenhederne at Body Count er på tour.

Men hvis man var til stede, kan det vist kun være en oplevelse man husker i lang tid efter. 
Jeg skal nemlig love for at det er en excellent drejet intro. Hver enkelt spankulerer ind på scenen, flere med masker, og sætter så i gang med to sange der tilnærmelsesvist kun indeholder ordene ”Body”, ”motherfucking” og ”Count” – så er det nemt at være med, og de to security-lignende personer (der udelukkende er med for at forstærke enkelte ord i symfoni med Ice-T) hjælper godt på vej. Hovedpersonen viser sig derefter, og er fint tilfreds med blot at vandre frem og tilbage, kaste håndtegn og fortælle jokes som f.eks. at Obama stadigvæk ikke har ringet til Ice-T, selvom han har hans nummer – og at Ice-T ikke længere hedder Ice-T eller Ice-Motherfucking-T, men i stedet Ice-Motherfucking-T BITCH! En af de to ”security” folk viser sig desuden at være frontmandens søn (han bliver naturligvis kaldt Little Ice), og det er en stolt Ice-T der udbryder ”that’s my son!” da knægten får lov at åbne det famøse hit ”Cop Killer” med ordene ”Fuck the police!”.
Resten af Body Count er levende, glade, og spurter og hopper rundt. Ernie C stjæler også meget af opmærksomheden ved at lave alverdens tricks med sin guitar, foruden at fyre den ene vilde solo efter den anden af.

Publikum er mødt talstærkt op, om ikke andet bare for at se giraffen, men en god del foran er helt på, og moshpits opstår hurtigt (måske skyldes det også at Ice-T kommenterer et par gange på hvor svag den ser ud i hans øjne). Men der går ikke længe før hele forsamlingen ser ud til at have en fest, og deltager lystigt i de utallige ”BODY COUNT! BODY COUNT! BODY COUNT!” råb der kommer fra scenen.
Det eneste reelle minus, som desværre varer ved helt til enden, er en for gennemtrængende bas og stortromme. Trommerne har det også af og til med at drukne det meste andet, og en tilhørende solo derfra lyder altså bare ikke særlig godt under omstændighederne.

Men det er en mindre irritation, for Body Count er her for at holde en fest, og en time senere er folk på ingen måde udvandret. Der bliver sluttet af i høj kaliber med ”Talk Shit, Get Shot” (kun en ud af to sange fra den nyeste skæring) og vores nye nationalsang (bestemt af Ice-T) i form ”Cop Killer”, inden vi får ekstranumre. Det virker helt uplanlagt, hvilket jo egentlig bør være en fed ting, men det momentum der blev skabt tabes helt og holdent på gulvet under den interessante, men langsomme ”Born Dead”. Og når man vælger at spille en parteret udgave af Suicidal Tendencies coveret ”Institutionalized”, så virker det helt sort. Men, overordnet, et mindeværdigt, skudsikkert (pun intended) og glimrende show, kun holdt tilbage af delvis skidt lyd. Selvfølgelig, hvis man ikke er med på attituden, så vil man nok enten have en oplevelse af at det var for meget, for fjollet eller for dumt.

Sætliste:
1) – Body Count’s In The House
2) – Body M/F Count
3) – Masters Of Revenge
4) – Bowels Of The Devil
5) – Necessary Evil
6) – Manslaughter
7) – Drive By
8) – Voodoo
9) – There Goes The Neighborhood
10) – Body Count
11) – KKK Bitch
12) – Disorder (The Exploited cover)
13) – Talk Shit, Get Shot
14) – Cop Killer
Encore:
15) – Born Dead
16) – Institutionalized (Suicidal Tendencies cover)
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Exodus_1
  • Forfatter: Jill
  • Exodus_3
  • Forfatter: Jill
  • Saint Vitus_4
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Nye bands offentliggjort til Copenhell, bl.a. Rise Against og Gojira

  • Udgivet i Nyheder

Copenhell har tilføjet yderlige navne til sommerens store fest på Refshaleøen i København. De nye navne føjes til et program som allerede består af Bloodbath, Exodus, Life of Agony, The Sword, Asking Alexandria, Raunchy, Solbrud og Nuclear Assault.

De nye bands på programmet er: Rise Against, Gojira, Body Count, A Day To Remember, Black Stone Cherry, Red Fang, Cannibal Corpse, At The Gates, Iron Reagan, Morgoth og Butcher Babies.

 

Copenhell skriver følgende om offentliggørelsen:

"En bred vifte af kvalitetsbands er klar til COPENHELL 2015, som i dag kan tilføje 11 spændende nye navne til plakaten: RISE AGAINST, BODY COUNT, GOJIRA, A DAY TO REMEMBER, CANNIBAL CORPSE, BLACK STONE CHERRY, AT THE GATES m.fl.

GOJIRA leverer sammen med CANNIBAL CORPSE, AT THE GATES og MORGOTH en jordrystende bredside af bragende tung dødsmetal; BLACK STONE CHERRY og RED FANG dækker den modsatte ende af spektret med hård rock til alle, der elsker lækker tråd og rock & roll; RISE AGAINST, BODY COUNT og IRON REAGAN udgør tilsammen en fantastisk spændende trio for alle punk- og hardcorefans; og endelig vil metalcore-entusiasterne kunne se frem til store oplevelser med A DAY TO REMEMBER og BUTCHER BABIES på COPENHELL 2015.

Denne stærke og varierede bandpakke understreger COPENHELLs ønske om en bred musikfestival med fokus på både metal og rock, hvor folk mødes og dyrker deres fælles kærlighed til hård musik i alle afskygninger.

19 bands inden for vidt forskellige metal- og rockgenrer er offentliggjort indtil videre, og det er blot under halvdelen af alle de store navne fra ind- og udland, der den 18.-20. juni 2015 vil omdanne Refshaleøen i København til et rygende krater efter tre dage med Nordens vildeste metal- og rockfest!"

 

Copenhell 2015 finder sted den 18. til 20. juni på Refshaleøen i København.

 

Copenhell har desuden offentliggjort års maskot, som denne gang er lavet af Richey Beckett der har bl.a. har arbejdet med Metallica og Mastodon. Om årets maskot skriver Copenhell:

”Det er en kæmpestor fornøjelse for os at kunne afsløre den nye COPENHELL-maskot!

Vi fejrer, at ulven endelig er vendt tilbage til Danmark, og at der nu er en rigtig dræber i løs i naturen! Derfor prydes COPENHELL 2015-plakaten af monsterulven over dem alle og symbolet på selveste Ragnarok – Fenrisulven!

Selveste Richey Beckett, der har arbejdet sammen med store bands som Metallica og Mastodon og kæmpestore underholdningsfænomener som Game of Thrones og Lord of the Rings, står bag den nye bestialske maskot. Hans fortolkning af det mytologiske uhyre danner den perfekte baggrund for det hårdtslående line-up på COPENHELL 2015!”

Læs mere...

Body Count - Live in L.A.

Da Bodycount i starten af 90’erne kom frem med den meget provokerende ”Copkiller”, var det vel nok datidens mest provokerende band, hvor musikken ikke rigtig gjorde væsen af sig, satte Ice-T’s social realistiske tekster (Læs: Teenage Gangbanger Bavl) derimod lidt mere gang i folkemasserne.
Nu er vi så ca. 12-15 år længere fremme i tiden, og Bodycount har lugtet lunten (Og kassen) i en reunion tour med alt hvad der hører sig til: DVD udgivelse og et comeback album.
Det som jeg husker fra de spæde dage er, at Bodycount levede højt på Ice-T’s stemme (Eller mangel på samme. Manden er rapper!). Musikken var en omgang tandløs og mawer hardcore heavy rock, og musikerne kunne IKKE spille. Lige med undtagelse af Ernie C., deres guitarist.
I dag er 3 af de originale medlemmer så døde… 2 af dem til cancer, og den sidste blev skudt i et drive-by. Men Bodycount klør på, og med de 3 nye medlemmer er de på igen med fornyet kraft. De spiller stadig skidt og musikken er ligeså tandløs som den var tilbage i starten af 90’erne. Sceneshowet besår af, at de alle har fængselstøj på, og at der på et tidspunkt kommer en dame på scenen med en ordentlig bagdel. Hun ryster og ryster gør hun…

Til trods for manglende talent osv., var det faktisk lidt sjovt at høre de gamle slagere igen. Derfor vil jeg sige at denne dvd ikke rykker noget som helst musikalsk, men nostalgiens værdi kan der ikke pilles ved.

Tracklist:
01: Bodycount’s n tha House
02: Body M.F. Count
03: Masters of Revenge
04: Killin’ Floor
05: Bowels of the Devil
06: On With the Bodycount
07: Murder for Hire
08: KKK Bitch
09: Drive By
10: Voodoo
11: There Goes the Neighbourhood
12: Evil Dick
13: Last Breath
14: Survivin’ the Game
15: Bring it to Pain
16: Cop Killer
17: Mama’s Gotta Die 2 Nite

Extra Materiale:
Interviews med Ice-T og Ernie C.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed