fbpx

Graveyard - Lights Out

Jeg troede knap mine egne øjne, da jeg tidligere i år læste, at svenske Graveyard ville slippe album nummer tre løs i Q4. Landsmændene i Witchcraft havde allerede meldt deres fjerde albums ankomst, men deres tredje var trods alt også knap fem år gammelt. Graveyards forrige, ”Hisingen Blues”, udkom sidste år. Men fedt med nyt fra den fremadstormende kvartet!

Fremadstormende er måske lige at tage munden for fuld, men meget er sket siden bandets selvbetitlede debut for Transubstans Records over deres Nuclear Blast-debut, ”Hisingen Blues”, til den dugfriske to’er, ”Lights Out”, for det gigantiske pladeselskab. Jeg mindes en opvarmningstjans for amerikanske Witch i Århus tilbage i 2008, hvor der max havde været 20 blandt publikum. Tre år efter på selvsamme sted, Voxhall, spillede Graveyard for fuldt hus, så helt kynisk set er det ikke et dumt træk at smide et album på gaden allerede nu.

Graveyard fortsætter i det store og hele i samme rille, som de gjorde på ”Hisingen Blues”. ”Lights Out” byder på en autentisk musikalsk rejse tilbage til 70ernes upolerede, hårde rock og sumpede blues, men sammenlignet med det forrige album, så går d’herrer ikke umiddelbart nogen svinkeærinder denne gang. Helt specifikt er det den Ennio Morricone-lydende ”Longing”, der virkelig slog benene væk under mig sidste år, jeg refererer til. Dét nummer var som taget fra en Sergio Leone-western, og om noget viste dét en anden side af Graveyard end den, deres lettere okkulte debut viste.

Svinkeærinder eller ej, så formår Graveyard dog heldigvis også at slå benene væk under mig denne gang. Appetitvækkeren ”Goliath” er ganske enkelt et helt fantastisk nummer – albummets bedste – og den nyligt udgivne single, ”Endless Night”, planter sig godt og grundigt i ens bevidsthed efter første lyt. Joakim Nilssons vokal har stadig samme gennemslagskraft, som den havde på de to forrige albums, og musikken lyder generelt lige så solid, som den gjorde på i hvert fald album nummer to.

”Lights Out” er en suveræn, dugfrisk fortolkning af en sejlivet stilart, der aldrig vil miste sit jerngreb i mig. Omvendt, så har albummet sine begrænsninger med kun ni numre, der i det store perspektiv sagtens kan matches med et væld af numre fra lignende bands og egentlig også fra Graveyard selv. Jeg spår endnu et album i den nære fremtid. Et solidt album, men ikke nødvendigvis ét, der hæver niveauet.

Tracklist:
1. An Industry Of Murder
2. Slow Motion Countdown
3. Seven Seven
4. The Suits, The Laws & The Uniforms
5. Endless Night
6. Hard Times Lovin’
7. Goliath
8. Fool In The End
9. 20/20 (Tunnel Vision)

Samlet spilletid: 35:36

Læs mere...

Lynyrd Skynyrd - Last Of A Dyin Breed

Indrømmet!
Jeg trak sgu en anelse på smilebåndet, da den seneste skive fra Lynyrd Skynyrd lå i min postkasse. Nok mest af alt fordi jeg troede de var døde og borte, men også lidt fordi jeg ikke har det store forhold til de aldrende rockere. ”Sweet Home Alabama”, som velsagtens besidder et af de fem lettest genkendelige guitarriffs, er stort set det eneste jeg kender til bandet. Sørgeligt vil nogen nok mene.
Historien strækker sig tilbage til 1967, og der har været omtrent lige så mange line-up-skift, som bandet har år på bagen + udgivne albums, så det territorium berører jeg ikke yderligere i denne anmeldelse.
”Last of a Dyin’ Breed” er det jeg vil kategorisere som solidt, garvet og vellydende håndværk. Man kan snildt fornemme, at Lynyrd Skynyrd har lavet musik mange år. Mit anmeldereksemplar er bonusudgaven, hvor der er 15 skæringer, i forhold til den almindelig med kun 11 numre, men faktum er, at samtlige 15 skæringer har hitpotentiale i større eller mindre grad. Det er faktisk ikke engang lyv! Alle numre på albummet besidder et riff, en solo eller et omkvæd, der har stor kvalitet. Og når skiven så snurrer igen, så kan man huske/genkende det. At det så forekommer i hver sang, bliver faktisk næsten for meget af det gode, for mange af ideerne går igen, og når jeg er igennem ti af numrene, har jeg faktisk lidt svært ved at skelne numrene fra hinanden. Lidt synd, da Lynyrd Skynyrd virkelig har overrasket mig positivt.
Numrene er som skrevet alle af forholdsvis høj kvalitet. Klicheerne står godt nok i kø, og træder hinanden over tæerne, men det gør faktisk ikke det helt store. Selv ikke når Johnny van Zandt påstår, at han er dimitteret fra ”the school of hard knocks”. Eller når bandet hylder ”homegrown stuff”. Der er rigtig mange tilfælde, hvor man smiler lidt, og derefter trækker på skuldrene. Med den arv som Lynyrd Skynyrd sidder på, må man godt være lidt plat.

”Last of a Dyin’ Breed er bestemt ikke en dårlig plade. For mig virker det bedst, hvis jeg hører fire numre ad gangen. Slugt på én gang, bliver det simpelthen for ensformigt, men jeg er overbevist om, at Lynyrd Skynyrd ikke skuffer de trofaste fans. Jeg er ikke skuffet… Måske lidt lunken, men hey: It’s only rock n’ roll and i like it!!

Tracklist:
01: Last of a Dyin’ Breed
02: One Day at a Time
03: Homegrown
04: Ready to Fly
05: Mississippi Blood
06: Good Teacher
07: Something to Live For
08: Life’s Twisted
09: Nothing Comes Easy
10: Honey Hole
11: Start Livin’ Life Again
12: Poor Man’s Dream (Bonus Track)
13: Do It Right Up (Bonus Track)
14: Sad Song (Bonus Track)
15: Low Down Dirty (Bonus Track)

Total Spilletid: 60:28 minutter

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed