fbpx

Long Line Down - Days Gone By

At en ny duo træder ind på musikscenen er der ikke noget specielt i – det sker hele tiden. Alligevel formår Long Line Down at falde udenfor normen, idet besætningen med trommer (Anders Holm) og guitar (Martin Christensen) ikke er den mest gængse; specielt fordi det er førstnævnte, der står for vokalen.

Bandets debutalbum har fået titlen “Days Gone By”, en titel som umiddelbart leder tankerne hen på modne mænds tilbageblik på livet. Det stemmer ikke på Long Line Down, for bedømt på billedmaterialet er de to ret unge. Det forhindrer dem ikke i at prøve kræfter med klassisk Rock og Blues, som de kombinerer på forskellig vis hen over de tretten numre. De første af disse befinder sig i den mere poppede og lettilgængelige del af skalaen, hvor ”Fathers Words” minder om Crowded House, mens ”Bareboned” kører med latin rytmer. Igennem numrene er det især Holms rene og udtryksfulde vokal, der scorer point.

Herefter er der primært Blusrock på programmet, som spænder fra det stille og tilbagelænede i ”Morrow” til det rigtig seje i ”Old Man”. Generelt fungerer det fint, men flere steder sidder jeg med en fornemmelse af, at numrene mangler et eller andet, som om de ikke er helt gennemarbejdede. Det har d’herrer Holm og Christensen rig mulighed for at rette op på, for jeg forventer at høre meget mere til Long Line Down.

Tracklist:
1. GENERIC
2. FATHERS WORDS
3. BAREBONED
4. ME & I
5. CATHERINE
6. JOHN DOE
7. SAILORS LULLABY
8. KINDA KNEW
9. BANISHED
10. THE WAY IT IS
11. OLD MAN
12. MORROW
13. A PAWN IN THE GAME
Samlet spilletid: 42:30

Læs mere...

Fried Okra Band - Back Into The River

Den københavnske trio med det lidt spøjse navn Fried Okra Band udsender med "Back Into The River” deres fjerde album siden starten i 2005. At albummet er optaget i et lille studie, betyder ikke så meget. Men at optagelserne er foretaget med et minimum af både instrumenter og overdubs, er til gengæld vigtigt – det er valgt for at gøre optagelserne mere nærværende og intime.

Det passer også fint til bandets stil, især i ”Stay No More” og ”I Can't Help You” som begge er helt stille Blues-skæringer. Bandet forsøger at skabe den rigtige stemning med passende guitarsoli, men disse virker overfladiske og uinteressante. Vi er milevidt fra den feeling som f.eks. Billy Gibbons vrider ud af strengende, for ikke at tale om genrens virkelige mestre på dét punkt. Og så hjælper det heller ikke, at vokalen lyder mere af John Lennon end af B.B. King…

Så går det noget bedre når der skrues op for energien og blandes Rock i numrene. Det gør ”What's Wrong” og ”Ten Times Man” til mere spændende sager, uden dog at vælte mig omkuld. For selv om ”Back Into The River” har nogle udmærkede momenter, så er jeg alligevel skuffet over albummet. Jeg synes, at de regulære Bluesnumre går for lidt under huden, og Rocknumrene rykker for lidt i bollerne.

Tracklist:
1. Flatland Grove
2. Don't Go North
3. Stay No More
4. Never Felt Lost
5. My Kind Of Woman
6. Who Is It For
7. I Can't Help You
8. Whitest Boy Alive
9. Wacky Schack
10. Ten Times Man
11. What's Wrong
Samlet spilletid: 36:56

 

Læs mere...

Freddy and the Phantoms - Times of the Division

Freddy and the Phantoms er faktisk ikke et helt ukendt fænomen – jeg har bare ikke hørt om dem før. Men gruppen blev dannet i København i 2010 og nærværende album er faktisk det tredje fra deres hånd. Der er muligvis nogen, der kan genkende navnet – og det skyldes at Freddy and The Phantoms var på turné med Frank Hvam i foråret, hvor de varmede op for komikeren. Hvordan det fungerede, kan jeg ikke udtale mig om. Til gengæld kunne jeg forestille mig, at Freddy and the Phantoms passede mere end almindeligt godt ind, da de i 2011 varmede op for The Eagles, da ørnene landede i Aalborg (som i dagens anledning var flyttet til Hjallerup).

Det er altså langt fra et ubeskrevet blad, vi her har med at gøre. Det skinner også igennem i musikken; det er fem gutter, der hver især kan deres kram! Især frontmand Frederik ”Freddy” Schnoor, som har en aldeles overbevisende vokal – ikke helt ulig Steffen Westmark fra The Blue Van. Noget der særligt gør sig gældende på nummeret ”Storm on the River side”, der i det hele taget minder lidt om The Blue Vans ”Women of the wrong Kind” – den har den samme inderlighed, både vokal- og instrumenteringsmæssigt.

Jeg måtte også lige kigge en ekstra gang på coveret for at se, hvem der spiller orgel. Min første tanke var nemlig, at det måtte være Jon Lord – men så kom jeg i tanker om, at han har været død i to år, så det var det (forhåbentlig) ikke. Det er til gengæld Anders Haarh – og jeg skal da lige love for, han kan håndtere klaviaturet – i en sådan grad, at Jon Lord må sidde et eller andet sted og nikke anerkendende. Særligt pladens åbningsnummer har en orgelsolo, som i dén grad kan leve op til førnævnte orgelvirtuos.

Jeg er derfor i allerhøjeste grad overbevist; Freddy and the Phantoms er ikke et ubeskrevet blad, og de får sandsynligvis skrevet en hel del på det der blad! For det her – det er overbevisende og ganske uundgåeligt, hvis du har bare den mindste hang til retrorock med masser af distorted hammond, fuzzet guitar og en allerhelvedes energi. Så er du til Graveyard, The Blue Van eller Go Go Berlin!, så er det bare om at komme ned til din pladepusher efter en kopi – på vinyl!

Tracklist:
1. Times of Division
2. Borderline Blues
3. On the Sidewalk
4. Down Down Down
5. In the Attic
6. No one to blame
7. Storm on the Riverside
8. No Time
9. Sinking Ship
10. Morning Sun

Total spilletid: 33:27

 

Læs mere...

Blues Pills - Blues Pills

Siden jeg først på året stiftede bekendtskab med EP’en ”Live at Rockpalast”, har jeg ventet på denne debutskive fra Blues Pills; de 4 numre på førstnævnte gjorde så stort indtryk, at jeg gerne ville høre mere. Og det kan jeg så nu, hvor bandet er klar med 10 numre, hvoraf der kun er to gengangere fra live-udgivelsen.

Som på denne er det igen Elin Larssons udtryksfulde vokal, der først fanger opmærksomheden; hun samler alle de elementer, der gjorde navne Janis Joplin og Aretha Franklin store – men vel at mærke uden at plagiere - I stedet lægger hun en meget personlig og kraftfuld præstation for dagen. De samme betragtninger kan man udvide til at gælde resten af bandet, for selvom det er tydeligt, at de skylder navne som Hendrix, Cream og de tidlige Fleetwood Mac en del, så har de deres egen vinkel på den klassiske Blues Rock. Det udmønter sig i stærke numre, som rækker fra det følsomme i ”River” og ”Little Sun” til det mere rå og direkte i ”No Hope Left For Me” og ”Black Smoke”. Numrene er gennemstrømmet af den helt rigtige feeling, og Dorian Sorriauxs guitar styrer igen numrenes retning på sikker vis.

Forventningerne til denne skive har været store; ikke kun hos mig, men hos alle som har fulgt Blues Pills. Alligevel synes jeg at de bliver indfriet, for der er noget særligt over bandets musik, også selv om intensiteten ikke altid når højderne fra Rockpalast-EP’en. Dette kan kun i meget ringe grad tilskrives kvaliteten af det nye materiale, og viser i stedet, at Blues Pills bare er et supergodt live-band. Så hvis man er til Blues Rock med sjæl, er der ingen vej uden om Blues Pills – deres rejse mod stjernestatus fortsætter med denne skive.

Tracklist:
1. High Class Woman
2. Ain't No Change
3. Jupiter
4. Black Smoke
5. River
6. No Hope Left For Me
7. Devil Man
8. Astralplane
9. Gypsy
10. Little Sun
Samlet spilletid: 42:42

 

BLUES PILLS - High Class Woman (OFFICIAL TRACK)

Læs mere...

Clutch, Copenhell 2014

Jeg skal gerne erkende, at jeg ikke er ret godt inde i Clutchs bagkatalog. Men dét er mit koncert-følge til gengæld, og de har de mægtigt. Det samme har jeg selv.

For de, der ikke skulle være klar over det, spiller Clutch nemlig en rigtig fed omgang vaskeægte Rock, der netop bør kapitaliseres. Den gyngende, sexede åbner "The Mob Goes Wild" siger alt om, hvad den næste times tid har at byde på: Svedende beskidt og autentisk garagerock i et umiskendeligt blues'et sydstatsunivers.

Der er en del faktorer, der forhindrer videre fordybelse i denne koncert fra min side. Udover lige at måtte catche up med en gammel veninde har jeg immervæk også fået en del af de dersens fadøl i løbet af dagen, inden bandet går på scenen kl. 23. - Trods alt. Men derudover er det altså heller ikke fordi, Clutchs musik er helt vildt varieret. Der er heller ikke de store pauser mellem numrene, - hvorfor skulle der da egentlig også være det?, - så koncerten glider lidt ud i ét for mig.

Men de spiller fandme godt, det gør de. "D.C. Sound Attack" hopper derudaf i en flabet shuffle, som faktisk nok må siges at være det bedst swingende indslag på hele festivalen. Altså, hvis ikke lige man medregner visse andre af bandets numre.

Det, der er ved Clutch, kan man sige, er, at det måske ikke gør den helt store forskel, at numrene ikke er vildt forskelligartede. Jaja, måske er det bare mig, der skal have tjekket dem ordentligt ud, men Clutch virker som et band, der ikke er et genreband, - de virker som en hel lille genre i sig selv. Nogle bands lyder som punk; andre som jazz; Clutch lyder som Clutch. Selvfølgelig spiller de et forholdsvist eklektisk blandingsprodukt af guitarbaseret rock som ovenfor beskrevet, men bandet synes umiddelbart at sætte stil over sang. Dette er ikke nødvendigvis noget positivt i min verden, men tingen er så bare, at Clutch har fundet en masse ting, de er enormt dygtige til på én gang. Og så er det frem for alt pissehamrende ærligt og jordnært. Ja, ovenpå Within Temptations plasticklingende Eurovision-metal-pastiche tidligere på dagen er Clutch nærmest en mindre befrielse at overvære.

Det er selvfølgelig ikke alle numre, der er helt fremmede for mig. Jeg genkender "Mice and Gods" på dens "fire it up, fire it up"-refræn, der da også netop får fyret lidt ekstra op under publikum. Og naturligvis kender jeg "hittet", om man vil, "Electric Worry", der med sine let genkendelige, shufflende John Lee Hooker-referencer er en indlysende crowdpleaser, et naturligt klimaks på koncerten, og således den mest oplagte mulighed for mig til at styrte hen imod den Twisted Sister-koncert, jeg hele livet har haft til gode.

De fleste af numrene i Clutchs set i aften er åbenbart nye. Og jeg tænker, at stemningen måske have været fremragende i stedet for bare udmærket, hvis de havde spillet, som det sig hedder, lidt mer' a' det gaml'. Men det gør ikke så meget. Clutch har bevist, at man sagtens kan give fede koncerter på en metalfestival, selvom man "bare" er et rockband. Men helt ærligt, hvem fanden i helvede kan da i grunden heller ikke lide rock?

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Within Temptation_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Trap Them_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Trap Them_10
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Doro - Powerful Passionate Favorites

Som en markering af sit 30 års jubilæum udgav Doro Pesch en specialudgave af sit seneste album, ”Raise Your Fist”, som indeholdt en bonus CD med numre fra andre kunstnere samt et par hidtil uudgivne tracks. Nu har Nuclear Blast Records besluttet sig for, at den skal være tilgængelig som enkeltstående album, og det er den så.

Det hele varierer temmelig meget rent stilmæssigt, her adskiller albummet sig ikke fra så mange andre i samme boldgade; desværre er det samme gældende for kvaliteten. For hvor det går udmærket med Dios ”Egypt (The Chains Are On)” og Led Zeppelins ”Babe I'm Gonna Leave You”, skulle Doro og Co. have holdt fingrene fra Metallica-klassiskeren ”Nothing Else Matters” !! Det samme gælder ”Nutbush City Limits” – den klarer Tina Turner også bedre selv.

Da der er tale om personlige favoritter, mangler den røde tråd, men det betyder mindre. Til gengæld er jeg skuffet over, at indholdet slet ikke lever op til titlen; der er ikke meget passion at spore i numrene, som spilles uhyre tæt på originalerne. Det smager af noget, der bare skulle overstås, og man skal være ualmindelig stor fan af Doro for at synes om denne skive.

For hvem har ellers brug for en fransk udgave af ”Raise Your Fist” eller en fesen duet med Lemmy? Mod slutningen bliver det lidt bedre, for i ”Warfare” viser Doro, at hun efter 30 år med Hardrock har helt styr på dén stil, mens slutnummeret illustrerer at hun har en ret fed Bluesstemme. Det er lige nok til at redde det meste af æren, men ikke tilstrækkeligt til en anbefaling herfra.

Tracklist:
01. It Still Hurts - feat. Lemmy
02. Raise Your Fist - French Version
03. Babe I'm Gonna Leave You – LED ZEPPELIN
04. Nutbush City Limits - Tina Turner – previously unreleased
05. Only You – KISS
06. Egypt (The Chains Are On) - DIO
07. Nothing Else Matters - METALLICA
08. Warfare
09. NYC Blues

Samlet spilletid: 43:34

Læs mere...

Blues Pills - Live at Rockpalast

Nuclear Blast Records har i mange år været et af de store Metal pladeselskaber, og de er godt repræsenteret lige fra det episke til det allermest brutale indenfor stilen. Siden er man også begyndt med Pop, så det overrasker mig ikke, at selskabet nu også udgiver Blues Rock – bare det så fungerer bedre end Poproderiet! De 4 numre på EPen stammer fra Blues Pills´ optræden på Crossroads Festivalen sidste år, og de vises på tv som led i koncertrækken Rockpalast, som gennem flere årtier har haft ikonstatus i Tyskland.

Og det samme kan Blues Pills gå hen at få, for det den svensk/fransk/amerikanske combo med base Ôrebro præsterer her, er virkelig fedt! I det instrumentale åbningsnummer præsenterer guitaristen Dorian Sorriaux sammen med bassisten Zack Anderson og trommeslageren Cory Berry kernen i bandets musik: Energisk BluesRock med masser af nerve og lækker feeling. Den får bogstaveligt en ekstra dimension i de følgende numre, hvor sangerinden Elin Larsson kommer på scenen. Hun har en helt fantastisk stemme, som indeholder lige dele Janis Joplin og Robert Plant. Den passer perfekt til musikkens gammeldags stil, og da numrene samtidig er både varierede og spændende, er det hele lækkert at lytte til.

Hvad der imponerer mig mere end enkeltpræstationerne, er bandets samspil, for når Larssons vokal veksler mellem kraftfulde og indsmigrende udtryk, får hun både støtte og modspil af Sorriauxs seksstrengede. Det fungerer virkelig godt, derfor er det selvsagt irriterende, at det hele er overstået på et kvarter – jeg har lyst til at høre meget mere til Blues Pills! Det bliver der heldigvis lejlighed til, når bandets Europa turne efter planen bringer dem forbi Aalborg i maj.

Tracklist:  
1. In The Beginning (live)
2. Black Smoke (live)
3. Little Sun (live)
4. Mind Exit (live)
Samlet spilletid: 15:14

Læs mere...

Gypsy Chief Goliath - New Machines of the Night

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om navnet Gypsy Chief Goliath; på den ene side kommer jeg til at tænke på noget man har fundet på i en syret rus, på den anden side giver det indtryk af noget mindre seriøst. Skal man tro på hvad der skrives om bandet, er det sidste ikke tilfældet, for de 6 canadiere tager deres musik meget alvorligt med en voldsom koncertvirksomhed til følge. Så ligger det første bud alligevel tættere på sandheden, for selv om bandets musik ikke er syret, så er den i hvert fald old school.

I dette tilfælde betyder det Stoner Rock med god tyngde, en vokal med whiskyklang og masser af groove i numrene. Det gynger rigtig godt derudad, og der er hele tiden noget sejt og cool over dem. Den fornemmelse bliver ikke mindre af, at de tilføres store mængder af Blues; dels via guitarsoli, men i højere grad via Brodie Stevensons mundharpe - han giver lige numrene det sidste pift uden at overdrive.

Med hele 3 guitarer i frontlinjen havde jeg forventet mere plads til netop dét instrument, på den anden side er man sikker på at kunne levere varen i livesammenhæng, også når der spilles double leads. Og det gør der flere steder i bedste Thin Lizzy-stil: Masser af melodi serveret i fællesskab.

Når man samler den ovenstående bedømmelse, virker albumtilen helt forkert; indholdet er leveret af musikere af kød og blod, som frembringer en virkelig autentisk gang old school musik med det helt rigtige mix af Rock og Blues.

Tracklist:  

1. Uneasy Kings     
2. Are you Pulling Through
3. Dirt Meets Rust
4. Busting the Avenue
5. St. Covens Tavern
6. Got no Soul
7. Secret Liaison
8. White Owl
9. Slow Leak
10. Fought for Death

Samlet spilletid: 45:45

Læs mere...

Mark Knopfler

Hvis man siger Mark Knopfler, må man nødvendigvis også sige Dire Straits – eller er det omvendt? Der er i hvert fald ingen tvivl om at Dire Straits har haft en abnorm betydning for rockmusikken, og det skyldes i høj grad bandets sangskriver, Mark Knopfler. 

Her er en herre som er meget pæn til at besøge Danmark. Mark Knopfler har i løbet af de sidste 6 år besøgt Danmark intet mindre end 4 gange; Forum, 2008. Under Broen i Middelfart, 2010. Jyske Bank Boxen m. Bob Dylan, 2011, og nu senest i Forum i år – han besøgte endda Malmö dagen før, men de hyppige besøg påvirker tilsyneladende ikke fremmødet, for der var til aftenens koncert udsolgt flere uger i forvejen.

Denne koncert, med tilnavnet ”An Evening With Mark Knopfler”, var arrangeret med nummererede siddepladser og begyndte på det ugudelige tidlige tidspunkt af kl. 18:30.

Mark Knopfler:
Mark Knopfler var først aktiv med Dire Straits fra 1977 – 1995. Han begyndte dog på sine musikalske eventyr helt tilbage i 1965. Hans første soloalbum, “Golden Heart”, blev udgivet tilbage i 1996, kun 1 år efter at Dire Straits var brudt op. Albummet blev modtaget med middelmådige anmeldelser, hældende til det positive. Det samme var tilfældet for alle hans senere albums, som pt. tæller; ”Sailing To Philadelphia” fra 2000, “The Ragpicker’s Dream” fra 2002, “Shangri-la” fra 2004, “Kill To Get Crimson” fra 2007, “Get Lucky” fra 2009 og senest “Privateering” fra 2012. 
Anderledes ser det ud med Mark Knopflers filmiske albums, som f.eks. debutten ”Local Hero” fra 1983 og ”Wag The Dog” fra 1998, som begge fik overvældende rosende ord med på vejen.

Forum har gjort en del ud af at gøre det klart for alle tilskuere at koncerten begynder PRÆCIST til tiden. Da jeg får slået mig ned i mit sæde er klokken lige omkring 18:25, og – hold nu fast for jeg lyver ikke – klokken 18:32 var alle på plads, lysene var slukkede og publikum var musestille. Det er sgu ligegodt imponerende på en eller anden måde. 

Da Mark Knopfler og hans store ensemble på 8 mand, så vidt jeg kan tælle fra min ret så distancerede siddeplads, lægger fra land med “What It Is”, så ved jeg at det bliver godt. Jeg vil være ærlig allerede nu; jeg har (desværre, kan jeg nu sige!) aldrig fået lyttet ordentligt til Mark Knopflers solomateriale. Men det må jeg se at få gjort, for det er da ligegodt fantastisk. Indrømmet, jeg er en sucker for næsten alt som inkluderer elementer af “folk” i form af fløjte, violin og sækkepibe – der kan svært være for meget af det!

Netop denne aften veksler smukt og ubesværet mellem Mark Knopflers blues-inspirerede sange, til de stille country ballader og igen over til de folkede passager, som uden tvivl står som de stærkeste i aften – for mig, altså. Man kan selvfølgelig have forskellige meninger om hvorhenne Mark Knopfler er bedst, men de musikere som han har medbragt i dag, gør det umuligt ikke at blive betaget af fløjtens sørgende, søgende, melankoli, eller af violinistens tydelige spilleglæde.

Faktisk er det, ironisk nok, Mark Knopfler som modtager mindst af min opmærksomhed. Det er bare langt mere interessant at se hans musikere folde sig ud på scenen. Ikke fordi hovedpersonen ikke kan spille, for når han endelig fyrer op for soloerne, så lyder de virkelig godt. Men han har ikke meget sceneperformance, og selvom vokalen passer rigtig godt til musikken, er hans sangevner ikke bedre eller bredere end så mange andre. Og dette er så absolut ikke en kritik, faktisk det stik modsatte, for koncerten handler ikke om et eksplosivt show, men om at læne sig tilbage og nyde øjeblikket, og at Mark Knopfler ved dette, gør det kun til en så meget mere naturlig oplevelse. Her skal der ikke bevises noget. 

Og vi kan nyde det, for lyden er nok omtrent så god som den kan blive i Forum. Jeg er i det store og hele langt mere til stående koncerter, men i aften har jeg heldigvis perfekt udsigt til scenen, også er mit sæde placeret rigtig godt i forhold til højtalerne – jeg skal dog ikke kunne sige med sikkerhed om alle har været så heldige. Den gode lydkvalitet gør dog at jeg ubesværet kan sætte mig tilbage i sædet, lukke øjnene og lade sindet vandre omkring. Det er skønt. 

Publikum er for det meste stille og opmærksomme. Selvfølgelig vil der være forventninger til at høre nogle sange af Dire Straits, og selvom jeg, med mit begrænsede kendskab til bandet, da håbede på at ”Sultans Of Swing” ville blive luftet, gjorde det absolut ingenting at den ikke var med på aftenens sætliste. Fra den kant fik vi i stedet den smukke ”Romeo And Juliet”, som faktisk fik så gode modtagelser af publikum, at flere valgte at stille sig op. Mit personlige højdepunkt skulle dog komme fra den nye sang ”Kingdom Of Gold”, og den (u)naturlige fortsættelse i ”I Used To Could”. Her er et eksempel på at kunne gå fra folk til blues uden problemer.

Vi skulle hele 14 sange ind før vi nåede til ekstranumre, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så begyndte jeg at blive en smule utålmodig – og det bør jeg ikke, for musikken fejler ingenting! Men måske er det netop dét, at når man først har oplevet blues-delen, country-delen, folk-delen, og selvfølgelig ”Dire Straits”-delen, ja så er der ikke meget mere at komme efter. Måske man kunne og skulle have byttet et par af de nye sange ud med noget mere Dire Straits, som publikum kendte bedre? 

I hvert fald var begejstringen meget tydelig under den meget lange ”Telegraph Road”, som også markerede den første “slutning”. For vi skulle selvfølgelig have noget mere, og det fik vi i form af “So Far Away” – endnu en Dire Straits sang. ”Piper To The End” var dog den sidste sang for i aften, også kunne publikum glæde sig over at have fået lige godt og vel 2 timer i et behagelig og rart selskab. En del af publikum søgte faktisk op mod scenekanten til de 2 sidste sange, eller også rejste de sig op og blokerede de bagved siddendes synsfelt. En smule irriterende, men også forståeligt nok, da der ikke var indlagt nogle pauser i showet – og er man fan, skal man også vise man er fan. 

Når alt ovenstående er sagt, så er der kun karakteren tilbage. Den lander på et solidt 5-tal. 
Det skyldes at den første halvdel af koncerten var, for mig som “jomfru” en sand fornøjelse. Men efter ca. 1 time og 15 minutter kunne man have ønsket sig enten at gå direkte til ekstranumrene, eller simpelthen at smide flere crowdpleasere ind i sættet. Egentlig manglede vi ikke ”Sultans Of Swing”, men den ville stadig have været rar at få. Men tag ikke fejl; når Mark Knopfler kommer tilbage, og mon ikke det bliver snart?, så vil jeg se ham igen – for han, og især hans musikere, er garant for en god og mindeværdig oplevelse.

Sætliste:
1) – What It Is
2) – Corned Beef City
3) – Privateering
4) – Father And Son
5) – Hill Farmer’s Blues
6) – Kingdom Of Gold
7) – I Used To Could
8) – Romeo And Juliet (Dire Straits sang)
9) – Song For Sonny Liston
10) – Haul Away
11) – Postcards From Paraguay
12) – Marbletown
13) – Speedway At Nazareth
14) – Telegraph Road (Dire Straits sang)
Encore:
15) – So Far Away (Dire Straits sang)
Encore 2:
16) – Piper To The End

Læs mere...

All Them Witches - Our Mother Electricity

”Our Mother Electricity” er som sådan ikke et nyt album fra amerikanske All Them Witches. Det udkom oprindeligt i sommeren 2012, men nu har det München-baserede pladeselskab Elektrohasch Schallplatten støvet skiven af og tilføjet et ekstra nummer, ”Family Song For The Leaving”. For at det ikke skal være løgn, er skiven også ude med yderligere et ekstra nummer, ”I Can’t Even See Myself”, men det er ikke med på undertegnedes kopi.

All Them Witches er et nyt bekendtskab for mig, men et overvejende godt bekendtskab. Både rent musikalsk og på vokalområdet er ”Our Mother Electricity” rig på referencer til Kyuss og Fu Manchu, men én af de ting, der gør bekendskabet en anelse mere interessant, er kvintettens baggrund og herkomst. Bandet er fra Nashville, Tennessee og det skinner igennem med jævne mellemrum i numrene på ”Our Mother Electricity”. Således inddrager de unge herrer både blues og country i deres ellers overbevisende tag på stoner rock… og det holder sgu!

Hvis du er til føromtalte Kyuss og Fu Manchu og autentisk, basal blues og country, så er ”All Them Witches” bestemt et lyt eller to værd. Indrømmet, albummet har sine stillestående lavpunkter, men i det store og hele swinger det sgu på sin helt eget tilbagelænede facon.

 

Tracklist:

1. Heavy/Like A Witch

2. The Urn

3. Bloodhounds

4. Guns

5. Elk, Blood, Heart

6. Until It Undwinds

7. Easy

8. Family Song For The Leaving

9. Right Hand

 

Samlet spilletid: 45:32

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed