fbpx

Blut Aus Nord - Hallucinogen

Mit forhold til Blut Aus Nord har udviklet meget positivt over årene; efter de tidlige udgivelsers eksperimenterende, men uinteressante stil har franskmændene arbejdet sig frem til et niveau, hvor jeg ser frem til deres udgivelser - Således også det nye album, ”Hallucinogen“.
Her vender franskmændene tilbage til det eksperimenterende, men heldigvis med en helt anden tilgang end tidlige. Musikken er stadig Black Metal med højt tempo, bankende stortrommer og en aggressiv vokal … Det vil sige, at det sidste hører man ikke meget til. Vindsval & Co. har nemlig valgt en anden tilgang til det vokale. I stedet for at have en ekstrem vokal i front, går Blut Aus Nord den modsatte vej: Vokalerne er trukket så langt tilbage i lydbilledet, at de næsten overdøves af musikken. Derfor nytter det ikke meget, at vokalen er aggressiv, for den mister hovedparten af det vilde. Måske er det årsagen til, at de fleste vokaler optræder som kor, og endda i pæne og rene udgaver, som nærmest svæver hen over musikken.
Resultatet er, at store dele af albummet fremstår som rene instrumentalnumre; det er der som sådan ikke noget galt i, fordi musikken ikke har gashåndtaget i bund hele tiden, men også giver plads til passager med stille musik. Det giver fin afveksling, men kan alligevel ikke dæmme op for den monotoni, der sniger sig ind i løbet af en gennemlytning. Min anbefaling af albummet kommer derfor med en lille anmærkning.

Tracklist:
1. Nomos Nebuleam
2. Nebeleste
3. Sybelius
4. Anthosmos
5. Mahagma
6. Haallucinählia
7. Cosma Procyiris
Samlet spilletid: 48:56

Læs mere...

1349 – The Infernal Pathway

Siden deres debutalbum “Liberation” udkom i 2003, har 1349 hørt til blandt de mest markante repræsentanter for den norske Black Metal scene. Positionen har de udbygget med de efterfølgende udgivelser, og nu søger bandet at befæste den yderligere med deres album nummer syv.
Når jeg ovenfor skriver markant, mener jeg i virkeligheden brutal, og når man tager numrene på det nye album enkeltvis, ligger de inden for denne kategori: Frost maltrakterer sine trommer med vanlig intensitet, og Ravn brøler teksterne ud med stor vrede. Det hele sker primært i højt tempo, hvilket gør numre som ”Towers Upon Towers” og ”Striding the Chasm” til rene energibomber. Også ”Dødskamp” bør fremhæves, nummeret er baseret på et maleri af Edward Munch og var en opgave, som Munch museet gav til 4 forskellige bands i 2018.
For de enkelte numre er der således ikke noget at udsætte på indholdet, men når man ser på albummet som helhed, ændrer billedet sig lidt. Fordi hovedparten af spilletiden foregår med speederen i bund, bliver man lidt ”fartblind”, og tingene flyder lidt sammen. Det giver perioder, som er lidt monotone og ikke rykker helt så meget, og det trækker oplevelsen lidt nedad. Så selv om 1349 igen leverer brutal Metal, så mangler jeg noget substans, og "The Infernal Pathway” fanger mig ikke 100%.

Tracklist:
1. Abyssos Antithesis
2. Through Eyes of Stone
3. Tunnel of Set VIII
4. Enter Cold Void Dreaming
5. Towers Upon Towers
6. Tunnel of Set IX
7. Deeper Still
8. Striding the Chasm
9. Dødskamp
10. Tunnel of Set X
11. Stand Tall in Fire
Samlet spilletid: 44:02

Læs mere...

Orm - Ir

Dansk Black Metal er inde i en meget positiv periode i disse år, hvor der udkommer mange markante albums. Et af disse var debutskiven fra Orm, som udkom i 2017 og øjeblikkeligt placerede bandet solidt blandt genrens udøvere. Nu er bandet så klar med album nummer to, som har fået titlen ”Ir”. Foruden at skrive og performe musikken, har bandet selv produceret, ligesom de også står bag det grafiske udtryk.

Man skal ikke lade sig forlede af, at der kun er to numre på udgivelsen; de er tidsmæssigt velvoksne sager, hvilket bringer den samlede spilletid op over tre kvarter. Denne fordeling af spilletid stiller store krav til numrenes opbygning, så disse ikke ender ensidige og kedelige. Balancegangen klarer Orm meget overbevisende ved at variere deres udtryk, så musikken ikke bliver monoton. Og det sker vel at mærke med de samme elementer, der gjorde det første album stærkt. Men netop fordi disse bruges intelligent, savner jeg ikke fornyelse, for udviklingen ligger i fordelingen af, hvordan de enkelte brikker i puslespillet lægges. Her lader Orm f.eks. musikken stige og falde i intensitet, så passager med helt stille akustisk guitar afløses af voldsomme udladninger af Sort Metal med stor energi. Det skaber dynamik, men giver også en fin bredde og balance mellem power og melodi.

Hvis man syntes om debutskiven, vil man også kunne lide ”Ir”, selvom albummet kræver lidt mere af lytteren: De lange numre fortjener at man fordyber sig og lytter aktivt, så de mange facetter og deres samspil rigtigt kommer til deres ret. Belønningen er endnu en stærk performance, der får Orms stjerne til at lyse endnu kraftigere.

Tracklist:
1. Klippens Lyse Hal
2. Bær Solen Ud
Samlet spilletid: 47:17

Læs mere...

Tenebrae In Perpetuum - Anorexia Obscura

Ti år er der gået, siden Tenebrae In Perpetuum (TIP) udsendte deres seneste album, ”L'eterno Maligno Silenzio”, men nu er bandet med hovedmanden Atratus tilbage. Det vil sige, band er nu så meget sagt, for det eneste andet medlem er trommeslageren Chimsicrin, som er nytilkommen – i realiteten er der tale om et enmandsfortagende. Den opfattelse forstærkes efter, at Atratus også har overtaget vokalen, efter at sangeren Ildanach forlod bandet.

På den musikalske side er der ikke så meget nyt at berette om, for TIP fortsætter deres fortolkning af Black Metal. Den udmønter sig i brug af en række af genrens typiske elementer med både hurtige og langsomme passager, mens det hele er iklædt en meget tynd lyd. Trods de helt igennem kendte rammer lykkes det for Atratus at give numrene nogle lækre detaljer som guitarfills, fine melodier og ikke mindst veldoseret brug af synthesizer. Det giver samlet set musik, som ikke er prangende, men bestemt godkendt.
Desværre smider italienerne det hele på gulvet, når vokalen sætter ind, for den er simpelthen så irriterende og træls, at det overskygger musikken. Atratus skriger på en lidende og samtidig skabet måde, der meget hurtigt sætter min tålmodighed på prøve. Så med mindre han finder en ny sanger, må hovedmanden gerne vente yderligere ti år med at udgive nyt.

Tracklist:
1. Dissonanze mentali
2. Anorexia obscura
3. Oscillazione ipnot...
4. L'epoca oscura del...
5. Nero, oscuro conce...
6. Criogenia letale
7. Silicio freddo
Samlet spilletid: 38:29

Læs mere...

Batushka - Hospodi

Stridigheder om retten til et bands navn er noget, der ofte er gået så meget i hårdknude, at det må afgøres i retten – tænk bare på et eksempel som Immortal – og nu kan der føjes et nyt navn til listen: Både sangeren Варфоломей og instrumentalisten Христофор fra polske Batushka mener at have smidt den anden ud, så derfor findes der nu to bands med navnet Batushka – Христофор har dog valgt at skrive sin udgave med kyrilliske bogstaver. Nå, indtil der skabes klarhed holder jeg mig til at bedømme ”Hospodi”.

Musikken holder sig i det store og hele indenfor de kendte rammer for Sort Metal, så her skiller albummet sig ikke ud fra mængden; det samme gælder for den skrigende vokal, der virkelig skærer igennem, men omvendt er hørt før andre steder.
Til gengæld markerer Batushka sig meget selvstændigt når det gælder de øvrige vokaler. Her skabes der flotte, flerstemmige harmonier i flere størrelser, fra mørkt kirkekor i ”Wieczernia” til a Capella i starten af ”Polunosznica”. Nummeret udmærker sig også ved at have en flot melodi, som gør det til albummets bedste.

Hvis ”Hospodi” er, hvad Batushka kan i opdelt udgave, så håber jeg, at de to stridshaner finder sammen igen. For udover de nævnte positive elementer er der ikke meget kød på udgivelsen, der i højere grad byder på stangvare end personlige input.

Tracklist:
01. Wozglas
02. Dziewiatyj Czas
03. Wieczernia
04. Powieczerje
05. Polunosznica
06. Utrenia
07. Pierwyj Czas
08. Tretij Czas
09. Szestoj Czas
10. Liturgiya
Samlet spilletid: 50:34

Læs mere...

Abbath - Outstrider

Efter at have forladt Immortal dannede Abbath dette band med samme navn, men ikke nok med det; også bandets første album fra 2016 fik denne titel. Alligevel var hovedmanden ikke helt tilfreds, for bandets andet album, som har fået titlen ”Outstrider”, er indspillet med et helt nyt line up bag den karismatiske frontmand.

Ikke overraskende har udskiftningerne ikke har nogen nævneværdig indflydelse på bandets stil, for Abbath fortsætter med deres mørke, lidt indelukkede stil. Den har lidt svær at begejstre mig, for man skal lytte godt efter for at fange nuancerne. Og det er ikke fordi der mangler energi, specielt når tempoet øges som i ”Harvest Pyre”, eller det rå og voldsomme slippes løs i ”Land of Khem” – nummeret balancerer på kanten af kaos, men det rykker fint.

Med en musikalsk side, der ikke ligefrem er prangende, rettes fokus automatisk på vokalen, og her har manden Abbath noget at byde på. I grunden lyder han som han altid har gjort, og tak for det! Med sin mørke og truende stemme formår han trods alt at give numrene en smule kant.

Og netop som jeg troede, at jeg havde hørt alle albummets hemmeligheder, dukker ”Hecate” op ud af det blå og viser på falderebet, at Abbath faktisk kan skrive rigtig fede numre. Dem kunne jeg godt tænke mig flere af, for trods den gode afslutning er ”Outstrider” kun et middelgodt album.

Tracklist:
1. Calm in Ire (Of Hurricane)
2. Bridge of Spasms
3. The Artifex
4. Harvest Pyre
5. Land of Khem
6. Outstrider
7. Scythewinder
8. Hecate
9. Pace till Death (BATHORY cover)
Samlet spilletid: 38:52

Læs mere...

Gaahls WYRD - GastiR-Ghosts Invited

Han hedder Kristian Espedal, men under navnet Gaahl har han stået i front for markante bands som Gorgoroth, Trelldom og God Seed. Nyeste skud på stammen er Gaahls Wyrd, hvor hovedpersonen har teamet op musikere fra den norske Black Metal scene.
Hvis man har fulgt lidt med i Gaahls karriere, er der ikke de store overraskelser på det nye album, for stil og fremførelse ligger meget tæt på, hvad han er kendt for. Musikken er generelt kendetegnet ved genrens fræsende guitarer og hamrende trommer, men deres effekt er meget afhængig af produktionen. I ”Ek Erilar” og ”The Speech And The Self” er den således dæmpet så meget, at numrene mister hovedparten af deres aggressivitet.

Den er til gengæld intakt i ”Ghosts Invited”, hvor den højtidelige stemning minder om Trelldom. Det samme gør den flotte guitarmelodi i ”Carving The Voices”, hvor vokalen ligger i den dybe ende af Gaahls spændvidde – igen med en stærk stemning til følge.

Den kommer også frem i større eller mindre grad i de fleste andre numre, men desværre er det oftest i den sidste kategori. Det gør albummet til en blandet fornøjelse, for det er ikke alle numre, der fungerer lige godt. Heldigvis er det rolige og stærke slutnummer en intens afrunding af et album, som har sine stærke sider, men også uinteressante passager.

Tracklist:
1. Ek Erilar
2. From The Spear
3. Ghosts Invited
4. Carving The Voices
5. Veiztu Hve
6. The Speech And The Self
7. Through And Past And Past
8. Within The Voice Of Existence
Samlet spilletid: 42:07

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Sühnopfer - Hic Regnant Borbonii Manes

Selv om Sühnopfer har eksisteret siden 2001, er ”Hic Regnant Borbonii Manes” mit første møde med det franske band. Bag navnet står multiinstrumentalisten Ardraos, der leverer al musik og samtlige vokaler ligesom han gjorde på det to foregående albums fra Sühnopfer.

At være alene om projektet betyder ikke, at Sühnopfer mangler energi, snarer tværtimod! Efter en rolig intro hvor munkesang og talt fransk giver kirkestemning, kaster Ardraos sig ud i en hæsblæsende omgang Black Metal, hvor han smadrer løs alt hvad remmer og tøj kan holde. Tempoet er højt, guitarerne fræser afsted, stortrommerne bliver straffet på ondeste vis, og de franske tekster skriges ud mod lytteren. Det er Black Metal efter klassisk opskrift, hvor jeg især imponeres af flotte melodier, der flettes ind i de ellers så vilde guitarer.

Når man umiddelbart hører musikken, er den virkelig fed; dejlig vild og med en spænding som at danse kinddans med en tændt krysantemumbombe. Men efter et par numre dæmpes begejstringen, fordi numrene er alt, alt for ens i både opbygning og udførelse. Samtidig begår Sühnopfer den fejl at lægge for få stille passager ind som kontrast til vildskaben. Derved kommer numrene til at mangle dynamik, så de i stedet blot flatliner i højt tempo. Det gør lytteren ”fartblind”, og så forsvinder spændingen. Tager man numrene et ad gangen, kører det fint, men det er ligesom ikke ideen med et album…

Tracklist:
01. Invito Funere
02. Pénitences et Sorcelages
03. Hic Regnant Borbonii Manes
04. La Chasse Gayère
05. Je Vivroie Liement
06. Dilaceratio Corporis
07. L’Hoirie de mes Ancestres
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed