fbpx

Vreid - Lifehunger

Selv om jeg ikke tidligere har anmeldt udgivelser fra norske Vreid, er jeg stødt på bandets fortolkning af Black Metal, som går i lidt forskellige retninger, alt efter hvilken et af deres i alt otte albums, man får fat i. Er stilen variabel, så er bandet til gengæld yderst stabilt, når det gælder line-uppet: Siden starten i 2004 er der kun ændret på en enkelt position.

Stilen på ”Lifehunger” ret så klassisk Black Metal, så en beskrivelse indeholder traditionelle elementer som eksplosive blastbeats, tremoloanslag på de seksstrengede og en skrigende vokal. Den beskrivelse kan bruges på stort set alle udgivelser i den Sorte afdeling, så man kan stille spørgsmålet: ”Er albummet bare kønsløs stangvare?”

Til det kan jeg kun svare NEJ, for musikken er både personlig og alt andet end kønsløs. Numre som ”One Hundred Years” og titelnummeret har et lækkert drive, mens ”Black Rites in the Black Nights” og ”Sokrates Must Die” er mere pågående og aggressive. Samtidig lykkes det for Vreid at give genren et lidt mildere udtryk uden, at det koster power – her spiller den lidt knapt så voldsomme produktion en rolle. Samtidig har numrene flotte melodier, så selv om ”Hello Darkness” med sin let vrængende retrostil falder lidt ved siden af, indeholder de resterende tracks rigeligt med kvalitet til, at det ottende album fra Vreid får en et Thumbs Up med fra mig.

Tracklist:
1. Flowers & Blood
2. One Hundred Years
3. Lifehunger
4. The Dead White
5. Hello Darkness
6. Black Rites in the Black Nights
7. Sokrates Must Die
8. Heimatt
Samlet spilletid: 38:39

Læs mere...

Anaal Nathrakh - A New Kind Of Horror

Anaal Nathrakh er et af de bands, hvor det ikke er tilstrækkeligt med en enkelt genrebetegnelse; kun at beskrive musikken på bandets tiende studiealbum, ”A New Kind Of Horror” som Black Metal, afdækker slet ikke hele billedet. For når englænderne smider elementer af Industrial og Grindcore oveni, vokser musikken til noget andet og mere – nogle gange MEGET mere. Allerede fra de første toner af ”The Road To …” fornemmer man, at der venter noget vildt, og den fornemmelse holder stik: Den næste halve time er ét langt bombardement, hvor den nævnte cocktail gør allerede voldsom musik endnu vildere – det her er IKKE for børn, og jeg kender mange voksne, som hurtigt vil smide håndklædet i ringen.

Imod denne energiudladning udgør Dave Hunt, som optræder under kunstnernavnet V.I.T.R.I.O.L, en vokal enmandshær. Han synger for det meste med myndig stemme, men han har også et ekstra gear: Når det kræves, skriger og hyler han med en enorm intensitet. Det lyder som om man havde taget det vildeste hvin fra Power Metal og klonet det med King Diamond og Dani Filth fra dengang han var sej. Det passer fint ind i helheden, så vokal og musik smelter sammen til en enhed.

På ”A New Kind Of Horror” viser Anaal Nathrakh sig i absolut topform, og hvis de kan overføre energien, vildskaben og ekstremerne fra studiet til scenen, bliver bandets kommende turne en eksplosiv affære – så meget, at man hellere må checke fundamentet i Studenterhuset i Aalborg, inden englænderne spiller på årets Metal festival.

Tracklist:
1. The Road To...
2. Obscene as Cancer
3. The Reek of Fear
4. Forward!
5. New Bethlehem/Mass Death Futures
6. The Apocalypse Is About You!
7. Vi Coactus
8. Mother of Satan
9. The Horrid Strife
10. Are We Fit for Glory Yet? (The War to End Nothing)
Samlet spilletid: 33:00

Læs mere...

Behemoth - I Loved You At Your Darkest

I de 27 år bandet efterhånden har eksisteret, har det altid været magtpåliggende for hovedmanden Nergal og hans to kolleger Inferno (trommer) og Orion (bas) i Behemoth at fremhæve det anti-religiøse og endda blasfemiske i teksterne. På det punkt adskiller bandets ellevte studiealbum sig ikke fra forgængerne: Opfølgeren til ”The Satanist” fra 2014 har man valgt at navngive efter et bibelcitat fra Jesus, og så ellers håne citatets ophavsmand.

Også når det gælder den generelt mørke stemning og en virkelig god produktion ligner verden sig selv, men ikke alt er som det plejer: I pressematerialet er Nergal citeret for, at han med dette album har søgt at redefinere bandet, så nogle ting er nødvendigvis anderledes denne gang.

De højtidelige baggrundskor, der flere steder kendetegner omkvædene, er hverken truende eller spændende - de er bare … højtidelige. Samtidig er der ret store mængder af Rock i numre som bl.a. ”God=Dog”, “Ecclesia Diabolica Catholica” og “Sabbath Mater”. Det tager energi ud af helheden, og virker oftest helt malplaceret.

Først i de afsluttende ”Rom 5 8” og ”We Are The Next 1000 Years” rykker den Sorte Metal i et omfang, som vi kender det fra Behemoth, men det er ikke tilstrækkeligt til, at albummet kommer op i nærheden af bandets vanlige niveau. ”I Loved You At Your Darkest” er langt fra at være hverken det mørkeste eller det bedste fra Behemoth, så jeg håber, at Nergal & Co. ændrer kurs fremover; denne redefinerede stil er et klart tilbageskridt for de polske mørkemænd.

Tracklist:
1. Solve (Intro)
2. Wolves Ov Siberia
3. God = Dog
4. Ecclesia Diabolica Catholica
5. Bartzabel
6. If Crucifixtion Was Not Enough
7. Angelvs XIII
8. Sabbath Mater
9. Havohej Pantocrator
10. Rom 5 8
11. We Are The Next 1000 Years
12. Coagula (Outro)
Samlet spilletid: 46:41

Læs mere...

The Spirit - Sounds From The Vortex

Helt i tråd med traditionen fra den Sorte Metal holder medlemmerne af The Spirit kortene tæt til kroppen, når det gælder informationer; ud over, at bandet stammer fra Saarbrücken i Tyskland, offentliggør de fire medlemmer kun deres initialer – hemmeligt og mystisk skal det være.

Ovenstående krukkeri er ikke det eneste, tyskerne har lånt hos de tidlige Black Metal bands; også stilmæssigt kører tingene helt efter bogen på debutskiven "Sounds From The Vortex”. Albummet udgav bandet selv sidste år, men via en aftale med Nuclear Blast Records får det en mulighed for at ramme et større publikum.

Og det er vel fortjent, for The Spirit spiller Black Metal efter mit hoved: Numrene forener det brutale i form af smadrende rytmer i opskruet tempo og en fælt hvæsende vokal på den ene side, med det melodiske repræsenteret ved masser af tremoloanslag på guitarerne - Strengene bliver virkelig motioneret! Samlet set giver det et virkelig godt drive i numrene, hvor især guitararbejdet er markant. Det begejstrede mig fra start med masser af spilletid til følge, men afslørede ret hurtigt nogle svagheder: Numrene er meget ens i deres opbygning, og ret hurtigt bliver guitarerne lidt slidte og mister en del af deres tiltrækningskraft. Derfor nedjusteres karakteren til et godt, men mindre prangende niveau.

Tracklist:
1. Sounds from the Vortex
2. Cosmic Fear
3. The Clouds of Damnation
4. Cross the Bridge to Eternity
5. Illuminate the Night Sky
6. The Great Mortality
7. Fields of the Unknown
Samlet spilletid: 38:00

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Skeletonwitch

Hvilket bedre end hårdtslående døds-black-thrashmetal til at starte fredagen på? Alt andet, skulle det vise sig. I teorien er det en god plan og igennem tiden har mange habile bands da også fået fornøjelsen af, at vække halvtrætte publikummer op godt inde i Roskilde-dagene. Skeletonwitch er dog ikke et af dem: det døsige publikum lader sig ikke overtale det mindste denne gang.

Der er ellers godt fyldt op på Pavilion, men med en dræbende passivitet hængende over de forsamlede. Selv helt oppe foran er der kun ganske få der ser ud til at være en del af foretagendet. Skeletonwitch selv er ellers ganske medgørlige, tidspunktet, sollyset og musikken taget i betragtning – de forsøger, det må man give dem. Ligeledes bør god lyd og et godt lysshow give vind i sejlene, men ak, når to mistænkeligt aktive teenagetøser stjæler showet mere end bandet gør (også selvom de kun headbanger febrilsk i halvanden sang), så ved man, at det ikke går så godt.

Det tynder da også ud med mennesker og på trods af musikkens vilde natur er der kun ganske sjældent optræk til moshpit. De er kortlivede. Og således går en times tid, og vi er hverken mere eller mindre, hverken fra eller til. I virkeligheden står jeg mest tilbage med spørgsmålet: hvorfor Skeletonwitch? Der findes bedre alternativer. Hvorfor ikke Goatwhore? Eller Toxic Holocaust, der er underholdende som bare pokker. Skeletonwitch skal ikke høre et ondt ord om deres performance, det er tydeligt et hårdtarbejdende og seriøst band, men det er altså også gudsjammerligt ligegyldigt.

Læs mere...

Al Ard - Al Ard

Når man støder på et band, hvis medlemmer kalder sig COD.5111, Symor Von Dankurt og |x|on ved man, at det nok ikke drejer sig om mainstream musik. Den formodning sættes der en fed streg under på det foreliggende album, som indledes med en næsten fem minutter lang lydcollage sammensat af messende børnekor, talte (film)sekvenser med en oprevet italiensk dame og lidt electrolyde. Det sætter rammerne for det italienske band Al Ard, som har eksisteret siden 2011 men først nu debuterer.
Den resterende del af spilletiden fylder bandet ud med numre, der er sammensat af samples, diverse Electrorytmer … og Black Metal. Især det sidste fungerer upåklageligt, især fordi Al Ard udnytter mulighederne for at gøre tingene mere ekstreme ved at forvrænge vokaler og supplere de lynhurtige rytmer med elektroniske elementer, lidt i stil med DHG.

Men blandingen af voldsom Electro, klinisk kolde lyde og hamrende Black Metal trækker alligevel Control Human Delete (CHD) frem som reference, især hollændernes album ”Terminal World Perspective”. Selv om der stilmæssigt er mange lighedspunkter mellem de to albums, sætter sammenligningen ”Al Ard” i det rette lys: Referencen indeholder både mere egentlig musik, og har flere lydmæssige ideer, men frem for alt omsættes det hele med langt større finesse og naturlig lethed. Det gør bestemt ikke italienernes debut til en dårlig udgivelse, men illustrerer blot, at de har noget at arbejde med.

Tracklist:
1 – Nero
2 – For a Hint of Divinity
3 – Pillar . Past . Present
4 – Who Wants to live Forgotten
5 – Strange Old Practice I
6 – Red Bourbon
7 – Strange Old Practice II
8 – Scrutinizing A Glimpse of Chaos
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

Craft - White Noise and Black Metal

Vi skal tilbage til 2011 for at finde det seneste album fra svenske Craft, dengang var det ”Void”. Men pænt lang tid mellem udgivelser har været et gennemgående træk for Craft, hvorfor det nyeste album kun er det femte, selv om bandet har eksisteret i 20 år.
Som man kan forvente af så rutineret et band, har de ikke bare 100% styr på alle stilelementer, men formår også at omsætte dem med et ekstra overskud. Således er f.eks. tremoloanslagene på guitarstrengene lige en tand mere komplekse end normalt, så de giver mulighed for et bredere udtryk. Samtidig har vokalen den helt rigtige kirkegårdsstemning; sangeren Nox leverer en gennemført og lækker dødsrallen.

Også når det gælder den tempomæssige side af sagen, prøver svenskerne flere ting af, i stedet for bevidstløst at satse på én indstilling af gashåndtaget. Det giver numre afviklet i frisk tempo, men Craft afholder sig fra at køre op i det ekstreme. Og det er måske en fejl, for en del steder bliver numrene lukkede og indadvendte; her havde det været befriende med et par eksplosioner til at rense luften.

Men de kommer ikke, og så må vi nøjes med de ret fede sejtrækkende guitarer som de stærkeste elementer på et album, hvor Craft i flere omgange viser tilløb til noget stort, men hvor det store brag udebliver.

Tracklist:
1. The Cosmic Sphere Falls
2. Again
3. Undone
4. Tragedy of Pointless Games
5. Darkness Falls
6. Crimson
7. Shadow
8. White Noise
Samlet spilletid: 42:18

Læs mere...

Marduk - Viktoria

På mange måder er dette, det fjortende studiealbum fra Marduk, en beskrivelse af historien som gentager sig: Igen er det krig, der er det gennemgående tema (som f.eks. på klassiskeren ”Panzer Division Marduk” og ”Frontschwein” fra 2015). Igen er optagelserne sket i Endarker Studios hos Magnus ‘Devo’ Andersson (som det er sket med de sidste mange af bandets albums). Og igen er det besætningen Mortuus (vokal), Morgan (guitar), Devo (bas) og Fredrik (trommer), der fortsætter fra ”Frontschwein”.

Med så mange gange ”igen” kunne man frygte, at denne anmeldelse ville fortsætte med beskrivelser af kreativ stilstand og kedelige repetitioner. Og der er mere ”igen”, men det er af den positive slags:
For igen spiller Marduk knaldhamrende hård Black Metal. Og ja, igen sparker de bestialsk meget røv! Vi skal hen til ”The Devil’s Song” før man hører lyden af ladegreb på et gevær, men længe inden har Marduk bombarderet lytteren med Sort Metal fra alle sider. I numre som ”Werwolf”, ”June 44“ og ”Narva” kæmper trommer og strengeinstrumenter om hvem der kan give den mest gas, mens Mortuus brøler og hvæser teksterne ud på en rå, men letforståelig facon. Samtidig imponerer den selvfølgelighed, det hele afvikles med – meget overbevisende.

Der er også numre, hvor guitarerne er sejere og tempoet er lavere; stadig med masser af power. På den måde viser svenskerne igen en fin bredde i deres musik, og selv om de denne gang ikke er helt på niveau med deres bedste udgivelser, får albummet fem stjerner med ud på slagmarken.

Tracklist:
1. Werwolf
2. June 44
3. Equestrian Bloodlust
4. Tiger I
5. Narva
6. The Last Fallen
7. Viktoria
8. The Devil’s Song
9. Silent Night
Samlet spilletid: 32:54

Læs mere...

Immortal - Northern Chaos Gods

I 2015 kunne Metal-verdenen følge med i en intern strid i immortal; en strid som handlede om rettigheder til bandnavnet, og som kom efter, at Abbath på den ene side og Demonaz og Horgh på den anden gensidigt forsøgte at smide hinanden ud af bandet. Enden på det hele blev, at Demonaz og Horgh fortsatte som Immortal, og de udsender nu ”Northern Chaos Gods”, som er det første Immortal-album siden 2009. Rollen som bassist varetages på sessionbasis af Peter Tägtgren, som også har produceret.

På forhånd var det meldt ud, at albummet ville pege tilbage mod Immortals tidlige udgivelser, og det løfte holder bandet. Tekstmæssigt holder Demonaz fast i temaet om riget Blashyrkh med dets storslåede natur med høje bjerge og store skove, og han raller/growler sig igennem dem på overbevisende facon: Det er mørkt og uvenligt, men med power og overraskende nemt at forstå.

Power har vokalen brug for, hvis ikke den skal gå under i den storm at Sort Metal, den er oppe imod. I titelnummeret, ”Into Battle Ride” og ”Blacker Of Worlds” hamres der afsted i vildt opskruet tempo, så man får indtryk af at lytte til en massiv mur af granithård, Sort Metal – det er ekstremt og virkelig fedt. Også i de mindre vilde og mere groovy ”Gates To Blashyrkh” og ”Grim And Dark” fastholdes det mørke og uvenlige udtryk. Nordmændenes første album i næsten ti år må derfor siges at være en meget vellykket affære, som ikke kun vil glæde bandets etablerede fans, men alle fans af klassisk Sort Metal.

Tracklist:
1. Northern Chaos Gods
2. Into Battle Ride
3. Gates To Blashyrkh
4. Grim And Dark
5. Called To Ice
6. Where Mountains Rise
7. Blacker Of Worlds
8. Mighty Ravendark
Samlet spilletid: 42:14

Læs mere...

Wiegedood – De Doden Hebben Het_Goed III

Med albummet ”De Doden Hebben Het_Goed III” afslutter belgiske Wiegedood den trilogi med det at miste som gennemgående tema, der blev startet med udgivelse af bandets debutalbum i 2015, kun et år efter bandet var etableret.

Som udtryk for det valgte tema har bandet valgt traditionel Black Metal med alt hvad det indeholder af fræsende guitarer og blastende trommer. Oveni en vokal, som ikke spænder særlig bredt, men alligevel formår at overraske: Mod slutningen af ”Prowl” ralles der i bedste Attila Czihar stil – det er fedt og skaber et anderledes og temmelig mørkt udtryk.

Numrene er ret lange, hvilket kan være noget af en udfordring at få til at fungere uden, at man ender i en monoton ørkenvandring. Bandet udtaler selv, at dette album forener stemningerne fra deres debut med aggressiviteten fra album nummer to. Uden at have hørt de to udgivelser kan jeg godt følge dem; albummet indeholder både passager med altødelæggende power, melodiske indslag og helt stille sekvenser. Fordi Wiegedood håndterer alle tre facetter sikkert og får dem blandet fornuftigt, er der kommet et meget varieret og flot afbalanceret album ud af anstrengelserne.

Skulle jeg være krakilsk, ville 4½ stjerne være en rimelig karakter, men når man lægger oveni, at bandet får rigtig meget ud af traditionelle ingredienser, er det sidste halve point fortjent.

Det er muligt, at belgierne har ret, og at de døde har det godt. Men ikke kun dem, for når man får serveret så lækkert og gennemført et album som dette, gælder det også de levende!

Tracklist:
1. Prowl
2. Doodskalm
3. De Doden Hebben Het Goed III
4. Parool
Samlet spilletid: 33:57

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed