fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Taake, Royal Metal Fest 2019

Taake spiller en type black metal, som man heldigvis ikke behøver være helt begravet i genren for at kunne høre kvaliteterne i. Det er råt, beskidt, og grimt, og dét er også alt sammen meningen. Men samtidig er der fint med afveksling, både hvad angår temposkift, melodiske passager og længere klimaksopbygninger.

Et enkelt riff fra “Havet i Huset” minder mig sågar om Rage Against the Machine. Og mere end en enkelt gang kører publikum endda “Hey! Hey! Hey!”-chants. Ja, der bliver heldigvis lykkeligt længere og længere til de grinagtigt ringe produktioner og primitivt endimensionelle vrælelyde hos Bergens andengenerations-black-bølge. Tihi.

Taake er ganske populære hos det aarhusianske publikum. Jeg tør ikke udtale mig om, i hvor høj grad det skyldes en hel dags øldrikning, eller snarere bandets efterhånden legendariske optræden på RMF i 2012, hvorunder frontskriger Hoest kundgjorde overfor publikum, at han var stolt af at optræde i Danmark, og at han havde lært lidt dansk. — Hvilket så begrænsede sig til følgende ufrivilligt geniale imperativ:

Først skal I ut og bolle fisse
så skal I ut og tisse, tisse, tisse

Jeg husker stadig, hvor svært jeg havde ved at få vejret af grin resten af weekenden.

Det er synd, at han ikke kaster sig ud i mere af samme guldkornsskuffe. For selvom Taake utvivlsomt tilhører de 10% af alverdens black metal-bands, der rent faktisk er et lyt værd, så ER de ikke noget hovednavn. Selvom aftenen har budt på skidegode koncerter, ville jeg selvfølgelig langt hellere have været ovre på det dér Ceres-stadion og se D-A-D frem for Taake nu til aften: Hård rock er som bekendt en langt mere blæret og langt mindre gennemgående ærgerlig genre end black metal.

Indenfor deres subgenre er Taake lige så gode til at balancere mellem den stivnakkede hårdhed og de fængende idéer, som både Pantera, Iron Maiden og Slipknot er det indenfor deres respektive metalafarter. Men det ændrer ikke ved, at der for at runde sådan en dejlig dag af skal en større fest til, end noget black metal-band er i stand til at beherske. (Hahah, en black metal-fest!) Jeg og mit følge sætter os om i baren.

En lige så stor del af grunden til, at jeg går til dissehér arrangementer, er at hænge ud med nye og gamle makkere. Drikke nogle øl og lige få redegjort én gang for alle, om AC/DC var bedst med Bon Scott eller Brian Johnson. Taake skal nok få en pæn karakter, selvom den dér konstant summende guitarlyd bliver enerverende i længden, også hernedefra. Men jeg vælger til enhver tid glade venner og festligt lag over en bande mugne pseudosatanister.

… Og kære læser, hvis du har følt dig en kende provokeret af nærværende anmeldelse, så skal du vide, at der ikke er sket noget slemt, og at der faktisk stort set ikke findes noget i verden, der er værd at lade sig rive med af vrede over. Negative tanker har aldrig gjort os andet end skade. Du skylder dig selv noget langt bedre, for du er i bund og grund et godt, velmenende menneske, der tilfældigvis tænker lidt negativt, ligesom millioner af andre verden over. Og andre mennesker vil grundlæggende hinanden det bedste, for ellers havde vi ikke kunnet eksistere sammen i så mange millioner år.

Dette er ikke at være lalleglad; dette er såmænd bare en lille del af menneskehedens kollektivt bedste bud på den sundeste og mest langtidsholdbare livsfilosofi, sådan som den i hundredvis af år er blevet praktiseret af vores bedste bud på de succesrige overmennesker, som black metallen gerne har ladet sig fascinere så påfaldende meget af.

Tak for i aften.

Læs mere...

Faanefjell, Royal Metal Fest 2019

Jeg har åbenbart aldrig hørt Faanefjell før. For jeg tror, at det er så’n noget Finntroll’sk kædedans-og-mjød-folkemetal, vi skal over at høre. Det er det ikke helt.


Faanefjell fra Kristiansand udtrykker det samme dyriske mørke som hjemegnens mange black metal-kolleger. Men klart: Det foregår bestemt i en både musikalsk og visuelt mere farverig og interessant kontekst. Med sin brede pelskrave, sine hvide kontaktlinser og hjortegevirer på skuldrene ligner vokalist Syrtroll mest af alt Lordi, der lige har valgt at køre skovtema.

 Hans stemme er fjendtlig og snerrende.

Musikken minder mig om en folk’et udgave af Dimmu Borgir, dengang de stadig havde noget originalt at byde på. Det er brutalt og superintenst, men der er masser af afveksling; både melodiske og klassiske elementer; storladne, atmosfæriske passager med højspændte keyboards og stammetrommer; samt skønne, knasende kutterriffs i half-time.

"Hvis ikke jeg bedre ku' li' rock...", har jeg åbenbart skrevet i mit notehæfte under Faanefjell. Og det er sgu da osse rigtigt: Gode gamle D-A-D spiller jo ikke ret mange kilometer herfra nu i aften. Men det har dennehér flok skovtrolde åbenbart fået mig til at glemme alt om for en stund. Kommentaren betyder muligvis, at Faanefjell havde ligget højere agtet i min smagssfære, hvis ikke hård rock havde været en sejere genre. Men det er lige meget for nu.

Faanefjell er lige dele festligt, fascinerende og utilnærmeligt, og det er ikke ret mange bands, man kan sige det om. Når man lige har fået en god lille flok bajere, — og det har man på dettehér tidspunkt af festivalen, — er sådan en performance slet ikke til at stå for. Og at dømme fra den glade publikumsmodtagelse er hele Voxhall rørende enig med mig. Hen imod slutningen begynder et segment af crowden at både moshe og danse. Så er isen vist osse endegyldigt brudt.



Afslutningsnummeret og materialet fra debutskiven er til ren topkarakter. Hvis ikke Royal Metal Fest 2019 har kunnet klassificeres som en fest indtil nu, er festen hermed officielt sparket i gang.

Læs mere...

Devil Master - Satan Spits on Children of Light

Efter at have udgivet et par EP’er på egen hånd, kommer Devil Master nu med deres første album. Bandet stammer fra Philadelphia, Pennsylvania, har tre år på bagen og tæller hele seks medlemmer.

Flere af disse spiller sideløbende i Punk- og Hardcore bands, og det smitter af på stilen hos Devil Master. Numrene afvikles generelt i pænt tempo, og det punkede islæt giver en vis friskhed. Når jeg alligevel angiver Black Metal som genre, skyldes det sangeren Disembody, som brøler og skriger sig igennem numrene. Ganske vist er han trukket tilbage i mixet, men sammen med lejlighedsvise melodiske guitarer giver det en Sort stemning. Den understreger bandet i øvrigt med corpse paint hos flere af musikerne på de officielle fotos.

Amerikanerne har godt med energi i musikken, men de gør meget lidt for at variere deres udtryk igennem albummet, numrene flyder hurtigt sammen, hvis man som lytter ikke koncentrerer sig. Derfor er der ikke mange afvigelser, men det instrumentale ”Nuit” og ”Her Thirsty Whip” er værd at nævne – sidstnævnte hæver sig over de øvrige numre med en stærk guitarmelodi, som gør nummeret til albummets højdepunkt.

Dem er der desværre ikke mange af, for ”Satan Spits on Children of Light” er en rodet og ret ensformig affære, som ikke virker gennemarbejdet og derfor skuffer.

Tracklist:

1. Listen, Sweet Demons...
2. Nightmares in the Human Collapse
3. Black Flame Candle
4. Devil is Your Master
5. Christ's Last Hiss
6. Skeleton Hand
7. Nuit
8. Gaunt Immortality
9. Desperate Shadow
10. Her Thirsty Whip
11. Dance of Fullmoon Specter
12. Webs of Sorrow
13. XIII
Samlet spilletid: 36:52

Læs mere...

Rotting Christ - The Heretics

Pressematerialet udråber dette album til at være en ny begyndelse for Rotting Christ, men som altid, når der er tale om etablerede kunstnere (Rotting Christ har eksisteret i mere end 3 årtier) er jeg mere end skeptisk overfor den slags salgstaler – at det er svært at lære gamle hunde nye tricks er gælder (næsten) altid i Metal.

Og godt det samme, for grækerne fastholder deres grundlæggende stil og giver på ”The Heretics” prøver på den stil, der har holdt dem på banen i så mange år. Det betyder arrangementer med store kor, som ikke kun bruges til at forstørre lydbilledet, men mere tjener til at skabe en mørk stemning. Stemningen minder om kirkemusik og giver musikken en alvorlig tone, uafhængigt af dens hårdhed. De kirkelige referencer er ingen tilfældighed, for som albummets titel indikerer, er kirkens holdning til de ikke-troende et gennemgående tema. Det fremgår både af teksterne og de talte sekvenser, der introducerer flere numre; sidstnævnte præsenterer kort indholdet eller budskabet i det enkelte track, og virker ret intenst.

En anden styrke ved bandets musik er evnen til at inkludere melodier – ikke kun pakket ind i guitararbejdet som i den klassiske Black Metal, men også som rene melodiske indslag. Det står stærkt i ”Heaven & Hell & Fire” og “The New Messiah”, som begge er rigtige sejtrækkere.

Og når Sakis Tolis i slutnummeret ”The Raven” citerer Edgar Allan Poes klassiske værk af samme navn, markerer det afslutning af et rigtig godt album, hvor kun et par mindre stærke tracks koster de fem stjerner i bedømmelsen.

Tracklist:
1. In the name of God
2. Vetry Zlye (ВЕТРЫ ЗЛЫЕ)
3. Heaven & Hell & Fire
4. Hallowed be thy name
5. Dies Irae
6. I believe (ΠΙΣΤΕΥΩ)
7. Fire God and Fear
8. The Voice of the Universe
9. The New Messiah
10. The Raven
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Morild - Så kom mørket...

Den danske Black Metal scene har i de senere år oplevet en meget positiv udvikling, hvor navne som Myrkur, Solbrud og Orm – bare for at nævne nogle – har udgivet spændende albums. Nu støder så et nyt navn i form af Morild, som med debutalbummet ”Så kom mørket…” tager prisen for den længste titel, idet den blot er en listning af de seks numre, som albummet indeholder. Indspilning, produktion og mix har bandet selv stået for.

Fra starten markerer Morild sig stærkt på det stemningsmæssige, for åbningsnummeret lyder nærmest som en salme … i hvert fald til der sættes ind med tung Metal og en skrigende vokal, som nok skal dele vandene. Uanset hvornår den optræder, skærer den igennem lydbilledet, men den er holdt så langt tilbage i produktionen, at den holdes i kort snor af musikken. Det fungerer specielt godt i ”I afgørende stunder”, hvor musikkens melodiske side er trukket frem, så kontrasten til vokalen øges – virkelig godt!

I det hele taget lykkes det at blande genrens traditionelle byggesten til musik, som forener brutalitet og melodi uden, at det personlige går tabt. Godt nok er det langt fra nyt at blande knaldhård Metal og melodiske elementer, det er nærmere en forudsætning for at være med i Sort Metal; alligevel skal Morild have ros for at blande tingene i det rette forhold og vide, hvornår der skal ske noget nyt i musikken. At mestre det, er nemlig langt fra en selvfølge i genren, hvilket gør denne debutskive rigtig stærk.

Tracklist:
1. Så kom mørket og tog mig på ordet
2. En sort sky af minder
3. I afgørende stunder
4. Frosset fast i mit indre
5. Jeg håber det forsvinder med lyset
6. At dø eller blive fri
Samlet spilletid: 42:37

Læs mere...

Downfall Of Gaia - Ethic Of Radical Finitude

Man kan ikke anklage Downfall Of Gaia (DoG) for at forhaste sig, når det gælder nye udgivelser; alene sangskrivningen til dette album strakte sig over seksten måneder. Det er grunden til, at ”Ethic Of Radical Finitude” kommer tre år efter bandets seneste udspil.

Åbningsnummeret er blot en stille instrumental indledning med strygere, så reelt er der kun fem numre på udgivelsen. Når spilletiden alligevel runder fyrre minutter skyldes det, at flere tracks er tæt på de ti minutters varighed. Det er lidt usædvanligt, for stilmæssigt holder DoG sig til Black Metal af den traditionelle slags. Og den mestrer de 100%, for der er den helt rigtige blanding af energi og melodi i guitararbejdet, mens trommerne hamrer løs i opskruet tempo. At vokalen skriger ret ukontrolleret, er en mindre skønhedsplet i det store billede.

Den udvidede spilletid bliver brugt til at give plads til mindre aggressive passager, ligesom der suppleres med kvindestemmer et par steder. Det er med til at give bredde og variation til det samlede billede.

Med ”Ethic Of Radical Finitude” viser Downfall Of Gaia, at man ikke behøver at være Michelinkok for at lave velsmagende mad, bare grundopskriften er i orden. Og det er den, for de fire medlemmer formår at balancere elementerne i den traditionelle Black Metal – mere skal der ikke til, for at få det bedste ud af det.

Tracklist:
1. Seduced By
2. The Grotesque Illusion of Being
3. We Pursue the Serpent of Time
4. Guided Through a Starless Night
5. As Our Bones Break to the Dance
6. Of Withering Violet Leaves
Samlet spilletid: 40:07

Læs mere...

Sylvaine - Atoms Aligned, Coming Undone

Selvom navnet klinger fransk og albummet her er optaget i Frankrig med en lokal producer, kommer Sylvaine fra Norge. Hun udgav debutalbummet ”Silent Chamber, Noisy Heart” i 2014 og fulgte op med ”Wistful” to år senere. Nu kommer så det tredje album i form af ”Atoms Aligned, Coming Undone”. Her står hun selv for alle instrumenter og vokaler; kun få steder lader hun en af sessionmusikerne tage over.

Sylvaines musik befinder sig hovedsageligt i den mere afdæmpede ende af skalaen; der lægges hovedsageligt vægt på at skabe stemninger, som langsomt bygges op. Et væsentligt element her er vokalen, som ligger tilbagetrukket og med sin rene og fine karakter giver numrene et smukt bagtæppe. Kun i ”Worlds Collide” ligger Sylvaines stemme fremme i lydbilledet, hvilket giver en ekstra flot stemning.

Men bag den smukke facade lurer noget vildt og farligt, for flere steder skifter musikken karakter til egentlig Black Metal med højere tempo og markering af rytmerne. Samtidig skifter vokalen til vilde skrig og heftige brøl.

Brugen af disse elementer leder helt automatisk tankerne hen på Myrkur, som også håndterer disse kontraster i sin musik. Men hvor Myrkur ofte henter inspiration fra den nordiske Folkemusik, holder Sylvaine sig udelukkende til de samme typer af opbygning i sin musik. Resultatet er langt mindre varieret end hos hendes danske kollega; der skabes ikke nær så store kontraster, ligesom kvaliteten af melodierne også ligger noget efter Myrkurs. Alt dette betyder ikke, at Sylvaine har begået et dårligt album; hun befinder sig bare i en genre, som er domineret af stærkere kunstnere.

Tracklist:
1. Atoms Aligned, Coming Undone
2. Mørklagt
3. Abeyance
4. Worlds Collide
5. Severance
6. L'Appel du Vide
Samlet spilletid: 42:16

Læs mere...

Ophidian Forest - votIVe

En gammel talemåde siger, at den der lever skjult, lever godt. Det må siges at være gældende for Ophidian Forest, som har eksisteret i mere end ti år, og udgivet 2 splitalbums og tre selvstændige fuldlængder – uden, at jeg har hørt dem. Det har jeg til gengæld gjort med bandets fjerde studiealbum, ”votIVe” ; her er der tale om et konceptalbum, hvor hvert af de syv numre hylder en hedensk gud fra før kristendommen opstod. I numrenes opbygning og indhold går Ophidian Forest i to forskellige retninger: En, som er meget traditionel, og en, som er anderledes og mere personlig.

Den traditionelle stil baserer sig på ønsket om at opnå så råt og brutalt et udtryk som muligt, hvilket sker via vildt opskruet tempo og en vokal, der er så ekstrem, at den næsten er skræmmende. Stilen dukker op et par gange, men udfolder sig kun helt i ”Baduhenna” – her bliver elementerne kørt til grænsen, så nummeret fremstår som albummets suverænt mest aggressive. I de øvrige numre dominerer den mere personlige stil, hvor tilgangen er anderledes rolig; her er vokalen skarp uden at gå til ekstremer, og en udstrakt brug af synthesizer og klaver giver numrene en helt anden tone – selv når trommerne buldrer afsted, virker tangentinstrumenterne dæmpende.

Uanset stilen er lydbilledet rudimentært og meget groft tilhugget; det er helt i tråd med opfattelsen på mange andre Black Metal albums, så det er de selvstændige elementer, der hiver Ophidian Forest op over middel.

Tracklist:
01 Nerthus
02 Baduhenna
03 Sandraudiga
04 Vagdavercustis
05 Nehalennia
06 Viradectis
07 Hella
Samlet spilletid: 40:26

Læs mere...

Outre - Hollow Earth

Kraków i Polen er hjemby for Outre, som har eksisteret siden 2012, og som har haft en omtumlet tilværelse, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra antallet af udskiftninger i besætningen. Alligevel udsendtes debutalbummet ”Ghost Chants” i 2015, og nu følger ”Hollow Earth”.

Min oplevelse med både Death- og Black Metal bands fra Polen er, at de generelt vælger den brutale tilgang til deres genrer, og her er Outre ingen undtagelse. I samtlige numre afvikles tingene i et højt til meget højt tempo, og musikken er opbygget af elementer fra genrens standard repertoire. Det samme gælder vokalen, som brøler olmt hele vejen igennem.

Traditionelt byder Black Metal på melodiske elementer i et eller andet omfang som modstykke til den rå brutalitet, men ikke her: Outre er meget tilbageholdende med det melodiske, og de få guitarmelodier, der er, går næsten under i det omkringliggende inferno. Resultatet er et album, der fremstår som en massiv, mørk og uindtagelig enhed – det er vildt, javel … men det er ikke særlig interessant, så jeg mister ret hurtigt interessen.

I min bog er brutalitet ikke alt, men det er det åbenbart for Outre – derfor bliver jeg ikke revet med af albummet, som simpelthen har for lidt at byde på.

Tracklist:
1. Spheres within
2. The Order of Abhorrence
3. Combustion
4. Let the Earth be Silent
5. Distant Daylight
6. Aberrations
7. Hollow Earth
Samlet spilletid: 36:41

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed