fbpx

Snack Family - Pokie Eye

Af og til, når man får tilsendt en EP fra et eller andet undergrundsband, man aldrig ville være stødt på hvis ikke det var dumpet ind i ens mailbox, kan man ikke undgå at dømme dem på det umiddelbare indtryk f.eks. deres navn giver. Og i dette tilfælde tænkte jeg; ”Snack Family? Shit, det er sikkert noget gøglermusik.” Men den fordom bliver hurtigt manet til jorden, da jeg sætter mig ned og lytter til dem.

Jo, der er da elementer af gøgl i Snack Familys musik, men det er gøgl som fra et cirkus fra ens mareridt hvor en mand, der lyder uhyre meget som Nick Cave, er sprechstallmeister og guide på turen gennem den her skæve rock ’n’ roll karrusel. Det er sådan ”Pokie Eye” lyder, og det kan ikke beskrives bedre eller på anden vis. For det er en sær men samtidig utrolig forførende og mystisk omgang – magasinet NME har tidligere beskrevet det som ”dementer rock blues”. Snack Family er fra London og består af de tre gutter Andrew Plummer, Tom Greenhalgh og James Allsopp, og de har spillet sammen siden 2011. Jeg bliver straks fortryllet af det univers bandet bygger op. EP’en åbner med den flabede ”Lupine Kiss”, der charmerede sig ind i mit hjerte med sin skæve rytme og Allsopp’ lækre saxofonspil. ”Plastic Factory” er en coverversion og egentlig EP’ens svageste nummer synes jeg. Men det swinger, det kan man ikke klage over! Den 5 minutter lange ”No Reason” er helt igennem fantastisk! Med sit dystre lydspor og Plummers fremragende hæse, mørke vokal, lyder den som noget der kunne være lydspor til en David Lynch film – og dette er bestemt et kompliment fra min side! Det sidste nummer er det skøreste indslag, men ikke desto mindre er ”Pokie Eye Poke Ya” mindst ligeså fabelagtig som resten af EP’en.

”Pokie Eye”s 15 minutter efterlader mig med en ustyrlig lyst til at høre mere, og det bliver til nok omkring 20 gennemspilninger, mens jeg skriver dette. Det er skævt, betagende og allerhelvedes rock ’n’ roll, og jeg er simpelthen vild med det de her drenge gør! Det er så anderledes og så helt igennem syret, at jeg ikke kan andet end elske det. Og så er der ingen tvivl om at Snack Family har utrolig godt tjek på deres instrumenter. De her gutter kunne godt gå hen og blive rigtig store!

Track list:
1. Lupine Kiss
2. Plastic Factory
3. No Reason
4. Pokie Eye Poke Ya
Samlet spilletid: 15:00

 

Læs mere...

Fossils - The Meating

Den danske eksperimenterende duo, som går under navnet Fossils, har nyligt begået en ny EP, som bærer titlen The Meating. Fossils består af trommeslageren Per Silkjær og bassisten Simon Tornby, som på denne plade får besøg af en gæstesolist på hvert af de syv (!) numre. Gæsterne tæller blandt andre Jacob Bredahl (The Kandidate, ex-Hatesphere), Ultimate Combat Noise (a.k.a. "støj-skulptøren" Søren Daugbjerg) og Kim Kix (Powersolo), så der er lagt i ovnen til en ret varieret omgang, når man tager bandets beskedne omfang i betragtning.

Og det er da også primært ved hjælp af gæsternes respektive indsatser variationerne i numrene træder frem. Musikken, som den bliver leveret af Silkjær og Tornby, er benhård og kompromisløs punket heavy. Masser af distortion på bassen forklæder ikke det faktum, at begge instrumentalister er utroligt dygtige, og den knivskarpe produktion tillader mig at følge med i de hårdtpumpende riffs, aggressive trommer og skæve rytmer uden at kløjs i de sine steder totalt overdrevne klangflader. Som nævneværdig undtagelse fremstår skæring nummer to, Taxon - med førnævnte støjskulptør, som, til trods for fede riffs, efter min mening flyder fuldstændigt ud og forsvinder i de insisterende feedback-hyl som udgør størsteparten af soloindsatsen. Men ok, enhver sin smag.
Og det er simpelthen i sjælden grad sandt for pladen her, for jeg er sikker på den vil dele vandene. På den ene side må man beundre de to medlemmers kunnen og overbevisning, for gu' er de dygtige. På den anden side er der alt for mange oplevelser af "hvorfor" på The Meating. Marie Højlunds (Marybell Katastrophy) indsats, for eksempel, tegner lyst og lovende, med hendes stemmes lidt sære klang og den skæve melodi hun lader svæve henover nummeret Ridge and the Rock. Indtil man opdager, at teksten hun synger er taget fra starten af Iron Maidens "Run to the Hills", og det ikke bare delvist men helt. Hvad angår de andre tekster er det ikke helt ligetil at decifrere deres betydning, såfremt der er nogen, men Jacob Bredahl får da fremsagt en helt 90'er-agtig hardcore/hip hop-inspireret "Fossils...2015!" i starten af sit nummer, og Seb Doubinski konstaterer i slutningen af sit, at "pigs are very intelligent animals". Pladens sidste nummer, Ködhabit - med Kim Kix, er også det længste, og samtidig det, som efter min mening fungerer klart bedst. Det er ikke mindre sært end de andre (med Kix' spøjse "Serj Tankian møder Nick Cave og fløjter en mærkelig melodi"-indsats), bare på en eller anden måde bedre sammenhængende i sin struktur.

Som musik- og metalelsker, og bassist endda, er der intet jeg hellere vil end at holde af et projekt, som lader den traditionelle rytmegruppe spille så frit og spændende som Fossils gør det, men jeg synes desværre slutproduktet bliver alt for fortænkt. Jeg sidder med følelsen af at have været vidne til en intellektuel øvelse snarere end en musikudgivelse, som om jeg har været til "fri-mikrofon"-aften i musikerkollektivet "Avantgardisterne". Jeg forestiller mig, at The Meating er guf for dem, som elsker den sprælske, ubundne leg, som Fossils giver sig selv og deres gæster så god plads til, til trods for numrenes korte længde (syv numre, som i alt varer under 17 minutter). Men for mit vedkommende må jeg indrømme, at denne EP desværre ikke tænder mig overhovedet.
Gode karakterer for den tekniske udførelse skal de have, men for den generelle appel og tilgængelighed er der ikke meget at hente.

Track list:

Deadringer - Feat.: Jacob Bredahl (1:54)
Taxon - Feat.: Ultimate Combat Noise (2:42)
Meat Lover - Feat.: Mads Stobberup (2:20)
Ridge and the Rock - Feat.: Marie Højlund (2:13)
Speedbacon - Feat.: Seb Doubinski (1:05)
Ham Reader - Feat.: Mikko Mansikkala Jensen (2:17)
Ködhabit - Feat.: Kim Kix (4:11)

Samlet spilletid: (16:45)

 

Læs mere...

The Devin Townsend Project - Z²

Det seneste udspil fra den kanadiske guitarvirtuos og sanger Devin Townsends projekt med det opfindsomme navn "The Devin Townsend Project" bærer titlen Z². Titlen er en dobbelt hentydning til en figur Townsend opfandt for år tilbage, et besynderligt, kaffedrikkende rumvæsen som lyder navet Ziltoid, samt det forhold, at der er tale om en dobbelt-CD. Den første skive, med titlen "Sky Blue" består af tolv numre spillet og sunget af den efterhånden faste besætning i DTP, inklusive sangerinden Anneke van Giersbergen, som nogle vil kunne huske fra det hollandske band The Gathering. CD nummer to, som hedder "Dark Matters", har samme besætning plus en række gæstesolister, og de elleve numre herpå udgør en sammenhængende sekvens med en fortalt historie om en intergalaktisk krig mellem indbyggerne på jorden og en ondskabsfuld prinsesse fra planeten Titan.. men mere herom senere.

Avantgardisten Townsend har siden debuten med Strapping Young Lad i 1995 udgivet en række meget forskellige album under forskellige navne, og mine forventninger til Z² var således hovedsaligt baseret på mit kendskab de de foregående plader udgivet under netop navnet "The Devin Townsend Project". Fra 2009-2012 udgav DTP fem plader, heraf to med (stort set) samme besætning som Z², nemlig "Addicted" og "Epicloud". Nærliggende er det altså, at betragte i det mindste "Sky Blue" som en fortsættelse af den del af projektet, og som sådan starter pladen også ganske klart med nummeret "Rejoice". Annekes smukke vokal smyger sig rundt om Devins egen hæse sangstemme og lægger sig henover det lidt skæve og tunge ruitarriff, præcis som det kunne forventes, og overgangen til næste nummer, "Fallout", er direkte og flydende, og bringer mindelser om de mere rockede sange fra "Addicted". Koblingen til "Epicloud" kompletteres af korindsatser og udbredt brug af keyboards, sine steder så udbredt, at det tager fokus væk fra guitarspillet, hvilket til dels er en skam, men selvfølgelig også er med til at udvikle stemningen på pladen. En stemning som springer ud i fuldt flor i tredje nummer, det storladne stadionnummer "Midnight Sun". Komplet med akustisk guitar, mangestemmig falsetsang, strygere, klaverspil og heltesolo i midten lefler nummeret virkelig for sentimentaliteten og 80'er-knægten i mig, og det skal egentlig forstås positivt, da jeg åbent erkender min svaghed for disse ting. Men samtidig er det også her jeg begynder at opdage noget af det, jeg mangler på denne plade. Melankolien er ret gennemtrængende, og jeg leder forgæves efter det sprælske element, den Devin, som spærrer øjnene op og laver grimasser til publikum under koncerten, og som ligner et lille barn i en slikbutik fordi han kan leve af at lave det, han elsker. Nummer efter nummer kommer og går, og helhedsindtrykket bliver stadigt mere indadvendt og tungsindigt, og desværre på en måde som ikke efterlader de store indtryk. Numrene minder lidt for meget om hinanden til at de gør et øjeblikkeligt indtryk, og i det hele taget virker det meste som noget man har hørt før i forskellige udgaver. Ikke, at man partout behøver opfinde den dybe tallerken på hver plade, men for at tage titelnummeret "Sky Blue" som eksempel er jeg kommet til at forvente mere af Devin Townsend end en semielektronisk pop/rock-ballade á la Saybia. Klarer man sig gennem dette (det klart ringeste) nummer, samt den Roxette-lignende intro til næste sang, bliver man til gengæld belønet med det nummer som står klarest og mest interessant på "Sky Blue". "Silent Militia"har lidt af den fandenivoldskhed i sin sammensætning og det sprudlende melodiøse i omkvædet, som ellers ikke just er til stede i overmål. De følgende to sange dykker da også, ganske symptomatisk, ned i et sammenlagt elleve minutter langt fløjlshul, som er blødt, rart, melodiøst og totalt ufarligt. Heldigvis slutter pladen af på et højdepunkt med "Before we die", men selv her føler jeg mig en lille smule forfordelt: Nummeret er over otte minutter langt, og kører derudaf med stort kor og fedt omkvæd og vind i håret, men det fader ud efter de 4½ minut, og resten er en lang og stadigt mere søvndyssende outro og overgang til det sidste, korte og sentimentale nummer "The ones who love".
Det er faktisk svært at finde egentlige kritikpunkter, for "Sky Blue" er veludført, indeholder gode sange som udgør en god sammenhæng og oser af overskud. Desværre for mig fandt jeg den simpelthen for uinteressant i længden, og jeg er sikker på, at det ikke bliver den DTP-plade jeg tager frem når jeg skal introducere bandet for en, som ikke kender det. Dertil er "Sky Blue" simpelthen ikke spændende nok, og må nøjes med en karakter på 3½ ud af 6.

Den anden plade på Z², "Dark Matters", er en ganske anden kop kaffe. Det er en koncept-plade, hvor der fortælles en historie om rumvæsnet Ziltoid, hvis oprindelse kan spores tilbage til Townsends soloplade "Ziltoid the Omniscient" fra 2007. Historien er i sig selv ganske spøjs og temmelig gakket, helt i tråd med Devins egen scenepersona og den hånddukke-figur som jævnligt optræder i videoer og sceneshows. Men hvad vigtigere er, så følger musikken med historien ud i rummet, og er ligeså mærkeligt sammensat som man kan forvente til det, som ret beset er sat op som en musical, med forskellige sangere og sangerinder til forskellige roller, både i sang og tale samt en fortæller, der holder lytteren opdateret mellem numrene (og på et tidspunkt også retorisk spørger "Why am I talking to myself?").
Dette betyder selvfølgelig også, at man skal være forberedt på en ganske anden slags musik, i hvert fald når man hører den fulde udgave af pladen (siden den også findes i en "non-narrated" udgave). Dette gør for eksempel, at de første tre numre på pladen flyder fuldstændigt sammen for mit vedkommende - Efter at have hørt pladen de første femten gange kan jeg stadig ikke gengive de enkelte numre for sig selv. Det betyder ikke de er dårlige, særligt nummer tre, "Ziltoidian Empire" tager fart halvvejs gennem sangen og kammer over i skæve stykker og lydeffekter på en måde der bringer et fjoget grin frem på mit ansigt. Det følgende, over otte minutter lange, nummer "War Princess" er hårdt, tungt og har alle elementerne til et rigtigt nævepumpende stykke metalmusik, men knækker til gengæld under vægten af de indlagte dialogstykker, som her nærmest virker hindrende for nummerets udfoldelse. Og sådan fortsætter pladen fremefter, i en sjov blanding af fortællerstemme, replikker mellem karakterer, lydeffekter fra rumvæsnernes dødsstråler og noget der minder om regulære, vokalbærende metalsange. Især numrene "Deathray", "March of the Poozers" og "Ziltoid goes home"er rigtig gode som sange der kan stå alene, hvor andre sange, som "Eath" er så viklet ind i fortællingen og minder langt mere om en 70'er-musical/Frank Zappa-lydkollage at de kræver en lidt større tolerance at høre mere end en gang. Og endelig er der et nummer som "Through the wormhole" der er et knap fire minutter langt radiospil; sjovt, selvironisk og absolut meningsløst uden at høre det i sammenhæng med resten. Afslutningsnummeret, "Dimension Z" er den overdådige og pompøse udgang som enhver musical fortjener, og står som en stærk afslutning på en dobbelt-CD indeholdende en ganske blandet landhandel af sange. Og som enhver god føljeton indeholder den selvfølgelig en cliffhanger, som nærmest forsikrer os om, at vi ikke har hørt det sidste til krigsprinsessen, Ziltoid og jagten på universets ultimative kaffebønne.

Når jeg skal sammenfatte min opfattelse af disse to, temmelig forskellige, CD'er melder der sig til sidst det påtrængende spørgsmål hvorfor der ikke udkom to forskellige. Svaret kan man læse, både udførligt og mellem linierne, i det meget gavmilde pressemateriale Devin Townsend altid forærer sine lyttere, dels som liner notes og dels som materiale på hjemmesiderne. I den forbindelse vil jeg anbefale den potentielle lytter både at slå et smut ind om Townsends egen hjemmeside samt den til Z² særligt oprettede hjemmeside, der indeholder både småspil, TV-føljetoner og andet guf.
"Dark Matters" scorer højt på ambitionerne og humoren, men lidt mindre højt når det kommer til lyttevenligheden, da den nærmest kræver en aktiv indsats at få andet end baggrundsmusik ud af, og ender med 4½ ud af 6 stjerner.

Samlet set får Z² med The Devin Townsend Project altså 4/6 og en anbefaling med på vejen.

 

"Skye Blue":

01 - Rejoice (4:16)
02 - Fallout (4:31)
03 - Midnight Sun (4:58)
04 - A New Reign (4:52)
05 - Universal Flame (4:40)
06 - Warrior (3:31)
07 - Sky Blue (3:53)
08 - Silent Militia (4:29)
09 - Rain City (7:46)
10 - Forever (3:45)
11 - Before we Die (8:25)
12 - The Ones Who Love (1:32)
 - samlet spilletid (56:39)

"Dark Matters":

01 - Z² (3:59)
02 - From Sleep Awake (03:00)
03 - Ziltoidian Empire (6:26)
04 - War Princess (8:18)
05 - Deathray (4:43)
06 - March of The Poozers (6:25)
07 - Wandering Eye (3:41)
08 - Earth (7:39)
09 - Ziltoid Goes Home (6:20)
10 - Through the Wormhole (3:43)
11 - Dimension Z (6:13)
- samlet spilletid (60:27)

 

 

Læs mere...

Adimiron - Timelapse

Det er ingen hemmelighed, at et godt albumcover kan gøre en utrolig nysgerrig. Og vældig forventningsfuld oveni. Og der er klart noget ved italienske Adimirons nyeste album, der vækker min interesse fra det sekund jeg ser det. For der er noget mystisk og dragende over det dystre coverfoto der pryder ”Timelapse.” Den røde tråd i albummet viser sig dog hurtigt at være ligeså svær at tyde, som motivet på det billede.

For om noget er ”Timelapse” lidt en omgang rod. Det er sådan et album hvor man trykker ”play” og pludselig er der gået en lille time, tilsyneladende uden ophold i musikken, og uden at et eneste nummer rigtig har gjort indtryk på en. Adimiron placerer sig selv i kategorien experimental metal, og det passer også meget godt – hvis det de eksperimenterer med er hvordan man bedst forvirrer sin lytter, ved at stopfodre dem med usammenhængende indtryk og smadder. Ja, jeg er ikke begejstret og jeg undrer mig over at et band med 10 år og to albums på bagen, ikke er ”nået længere” i deres udvikling. Det er som om det hele tiden opstår tvivl musikerne imellem, omkring i hvilken retning det her skal bevæge sig, og der er et absolut minimum af ting der fungerer. Åbningsnummeret ”Collateral” er en af de ting. Det er nemlig ret fantastisk! Det oser af mørke og dysterhed og smager lidt af noget industrial agtigt. Og så er forsanger Andrea Spinelli’s vokal ganske fremragende når han skiftevis synger og brøler sin uhyggelige lyrik ud. Der er også smæk på trommerne, og guitaren sidder lige i skabet. Albummets sidste nummer ”Ayahuasca” bygger på samme opskrift, og er ligeledes rigtig godt. Men bortset fra det er det kun ”State Of Persistence”, der er tilnærmelsesvis værd at snakke om af pladens resterende numre.

Skinnet bedrager til tider, også når det gælder musik. Og ”Timelapse” er i den grad en fuser i mine øjne. Jeg forstår simpelthen ikke hvor det vil hen, eller hvad det går ud på. Hvis man var flabet nok, røg den på listen over de mest ligegyldige udgivelser i 2014. Men det ville så alligevel være at give det langt mere opmærksomhed end det fortjener.

Track list:
1. Collateral
2. State Of Persistence
3. The Giant And The Cow
4. Timelapse
5. Liar’s Paradox
6. The Burning Of Methuselah
7. Redemption
8. The Furnace Creek
9. Ayahuasca
Samlet spilletid: 46:00

Læs mere...

Ævangelist - Writhes In The Murk

Lige siden de startede Ævangelist i 2010 har Ascaris og Matron Thorn på deres albums vist en meget personlig vinkel på Black Metal som genre. At den nyeste udgivelse vil følge trop, får man et indtryk af, når både saxofon, cello og effekter indgår i instrumenteringen sammen med guitar, trommer og bas.

Og musikken fortsætter da også hvor forgængeren ”Omen Ex Simulacra” slap; musikken er et sammensurium af lyde, som afbrydes af kortere sekvenser med sammenhængende musik. Det rytmiske er tonet ned ved at mikse trommerne tilbage i lydbilledet, hvilket fremhæver de mange effekter, der er i numrene. Disse rækker fra forvrængede guitarer og vokaler til ubestemmelige lyde, som blandes til en sammenhængende masse. Samtidig er det rytmiske ret usammenhængende, for alle tilløb til noget interessant på dén front bliver slået i stykker at skæve anslag på guitaren. Resultatet er mildest talt kaotisk, og selv om stemningen er meget mørk, kniber det med at finde noget spændende i helheden. I ”Ælixir” prøves der med maskinelle rytmer i opskruet tempo, men det afbrydes af uinteressante saxofonindslag. Samme skæbne lider de sekvenser med mere traditionel Metal, som findes i de to afsluttende numre; her bliver de hurtige trommer og den fræsende guitar også afbrudt af kaotiske effekter.

Det er udmærket med forsøg på at flytte grænser, men Ævangelist arbejder nærmest krampagtigt på at være anderledes; det tilfører ikke musikken noget spændende, men slår den nærmere i stykker. Derfor kan jeg kun anbefale, at man bruger de 53 minutter, som denne skive varer, på noget andet.

Tracklist:
1 Hosanna
2 The Only Grave
3 Præternigma
4 Disquiet
5 Ælixir
6 Harken To The Flesh
7 Halo Of Lamented Glory
8 Writhes In The Murk
Samlet spilletid: 53:16

Læs mere...

Necromantia - Nekromanteion – A Collection Of Arcane Hexes

Med ”Nekromanteion” udgiver græske Necromantia en opsamling med stort set alt det materiale, som ikke kom med på bandets albums, men i stedet var at finde på split-udgivelser og opsamlinger samt regulært demomateriale. Der er mange numre, så udgivelsen fylder 2 CD’er; den anden indeholder 5 numre med bandet Necromancy, som var en forløber for Necromantia, samt en stribe covernumre.

Det er en ordentlig mundfuld, og som det ofte er med den slags udgivelser, varierer kvaliteten meget. På de tidlige demooptagelser er lyden rædselsfuld, mens den på de senere numre er acceptabel – rigtig god bliver den aldrig.

Stilmæssigt lægges der ud med nogle meget specielle tracks, hvor Magus Wampyr Daoloths vokal er voldsomt rallende og uforståelig, og blandes med skrig, hyl og vanvittig latter. Samtidig holder musikken sig i baggrunden og har ikke meget struktur – ofte er det rytmiske fundament ikke bare sparsomt, men nærmest væk. Det er meget anderledes, men mere specielt end godt. Så går det bedre, når Necromantia spiller mere traditional Black Metal; især Daoloths arbejde på den 8 strengede giver numrene et personligt præg. Alligevel er det de 5 covernumre, der klarer sig bedst; her ligger materialet kvalitetsmæssigt langt, langt over resten af opsamlingen. Samlet set skal man derfor være mere end almindeligt begejstret for Necromantia for at investere i denne udgivelse.

Tracklist:
Disc 1
1. Necromantia - Family of Dog (The Feast of Ghouls)
2. Necromantia - De Magia Veterum (The Dawn of Utter Darkness)
3. Necromantia - Faceless Gods
4. Necromantia - Evil Prayers
5. Necromantia - Lycanthropia
6. Necromantia - La Mort
7. Necromantia - Lord of the Abyss
8. Necromantia - The Feast of Ghouls
9. Necromantia - Evil Prayers
10. Necromantia - Lycanthropia
Samlet spilletid: 50:50

Disc 2
1. Necromancy - Thrashifixion
2. Necromancy - Shattered Bodies
3. Necromancy - Outbreak of Evil (Sodom cover)
4. Necromancy - Forbidden Rites
5. Necromancy - Nocturnal Cry
6. Necromantia - Spiritforms of the Psychomancer
7. Necromantia - My World, Your Hell
8. Necromantia - Death Rider (Omen cover)
9. Necromantia - The Number of the Beast (Iron Maiden cover)
10. Necromantia - The Demon's Whip (Manowar cover)
11. Necromantia - Mordor (Running Wild cover)

Samlet spilletid: 49:47

Læs mere...

Murmur - Murmur

Fra tid til anden støder jeg på udgivelser, hvor både kunstnere og pladeselskabet insisterer på, at det skal rubriceres under Black Metal, selv om der ikke er belæg for kravet. Nu sidder jeg med endnu et medlem af dén kategori; det drejer sig om det andet album fra amerikanske Murmur, som har fået navn efter bandet.

Når jeg afviser at albummet er Black Metal, er det ikke fordi der ikke optræder elementer af Metal på skiven; med lidt god vilje kan man endda godt kalde nogle af dem for Black. Men der skal altså mere end nogle få og meget korte sekvenser med brølende vokal og tremologuitar til at havne i kategorien Sort Metal. Med et samlet omfang på måske 5 minutter udgør det nemlig en forsvindende lille del af den samlede spilletid, som i det hele taget fyldes med elementer fra mange forskellige musiktyper. Således bruges der meget mere tid på Stoner Rock med elklaver og både syrede og lange, drømmende passager. Men der er også voldsommere afsnit, hvor den rytmiske struktur kollapser, så musikerne pludselig spiller hver sit nummer; lidt som det sker ved Fusionsjazz. Og lige så lidt som jeg synes om den slags musik, lige så lidt bryder jeg mig om Murmur i disse passager – de er meget anstrengende at lægge øre til.

En forkert genreangivelse betyder heldigvis ikke, at musikken er dårlig, og ved siden af fra de kaotiske dele af albummet, så er det slet ikke så tosset. Især i de stille passager er der noget roligt og interessant – også selv om det ikke er Black Metal.

Tracklist:
1. Water from Water
2.  Bull of Crete
3.  Al-Malik
4. Recuerdos
5.  Zeta II Reticuli
6 . Zeta II Reticuli, pt 2
7. King in Yellow
8. When Blood Leaves
9. Larks' Tongues in Aspic, pt 2 (bonus King Crimson cover)

Samlet spilletid: 58:42

Læs mere...

Vulture Industries - The Tower

Jeg indrømmer gerne, at betegnelsen AVANTGARDE i pressematerialet ikke udløste store jubelscener hos mig - i langt de fleste tilfælde hvor jeg støder på begrebet, dækker det over skæve ideer i fortænkte numre, og kunstnernes formål med at være anderledes er … at være anderledes. Heldigvis viste ”The Tower”, som er det tredje album fra norske Vulture Industries, sig at være en behagelig afveksling fra dét billede; her er der mening med galskaben.

I første omgang er de eneste spor af afvigelser nogle halvt talte ”samtaler” i titelnummeret; ellers møder man numre med meget varierende indhold af Rock og Metal, som blandes til en cocktail, som på mange måder minder om det, man hører fra bandets landsmænd i Leprous. Musikken har hele tiden udmærket power uden at blive rigtig hård, og følges af flotte vokaler.

Men hvor kommer så avantgarde ind i billedet?

Den ligger hele tiden og lurer bag Bjørnar Erevik Nilsens teatralske vokal, men bryder først igennem i slutnummeret, hvor en opremsning af navne på romerske kejsere sker så skabet og vrængende, at jeg ikke kan tage nummeret alvorligt. Alligevel er det noget af en tilsnigelse at bruge betegnelsen Avantgarde om dette album; de ekstreme eksperimenter holdes nede, og de få gange hvor bandet nærmer sig grænserne for go' musik, sker det så kortvarigt, at man kan se gennem fingre med det. Specielt fordi musikken indeholder så mange spændende elementer af mere almindeligt tilsnit, ender mødet med ”The Tower” som en både positiv og interessant oplevelse.

Tracklist:

1. The Tower

2. Divine - Appalling

3. The Hound

4. Blood on the Trail

5. The Dead Won't Mind

6. A Knife between Us

7. The Pulse of Bliss

8. Sleepwalkers

9. Lost among Liars

10. Blood Don't Eliogabalus (bonus track)

Samlet spilletid: 62:43

Læs mere...

Pinkish Black - Razed To The Ground

Jeg kan lige så godt starte med at indrømme, at “Razed To The Ground” er en af den slags udgivelser, som ikke lader sig presse ind i gængse kategorier, så det vil jeg ikke prøve. Efter at have rålyttet albummet har jeg stadig ikke fundet svaret på det basale:

Er det Rock?

Er det Metal?

Jeg ved det ikke, men det er helt klart så langt fra mainstream noget som helst, at avantgarde er en dækkende betegnelse.

Bag udgivelsen står duoen Pinkish Black, som består af trommeslageren Jon Teague og sangeren Daron Beck, som også spiller synthesizer. De to udgav sidste år albummet ”Pinkish Black”, som fangede Century Media Records´ interesse og banede vejen for en kontrakt og dermed albummet her.

Indholdet er domineret af synthesizerne, som primært bruges til at skabe stemninger, men også tilføjer diverse lydeffekter. Samtidig varierer rytmesiden en del; i åbningsnummeret er der nærmest tale om Jazztrommer, mens der i de efterfølgende skæringer både er tunge rytmer og passager uden egentlig rytme. Sidste element er vokalen, som er ren og pæn, men trukket meget langt tilbage i produktionen. Det er drømmende og skævt, og tiltvinger sig lytterens fulde opmærksomhed, men kan ikke levere varen bagefter. Pinkish Black forsøger at flytte grænser ved at blande det skæve, forvrængede og det drømmende, men de fejler på alle fronter. Resultatet er virkelig anderledes, men ikke på den seje facon – kun at være anderledes er langt fra nok til at skabe et godt album.

Tracklist:

1  She Left Him Red  

2  Ashtray Eyes  

3  Kites and Vultures 

4  Razed to the Ground 

5  Bad Dreamer  

6  Rise   

7  Loss Of Feeling Of Loss   

Samlet spilletid: 44:18

Læs mere...

Pensees Nocturnes - Nom d’une Pipe

Når man støder på betegnelsen Black Metal, åbner det vide rammer for indholdet, for genren spænder meget bredt. Hvis man så kobler ordet Avantgarde foran, er der nærmest frit valg på alle hylder. Det er netop disse rammer, det franske selskab LADLO Productions sætter for "Nom d’une pipe”, som er det 4. album fra Pensees Nocturnes. Jeg er ikke tidligere stødt på navnet, men der er tale om et projekt med multiinstrumentalisten Vaerohn som eneste medlem.

Og jeg skal da lige love for, at det her er anderledes!!! Her kigger man forgæves efter de gængse Metal ingredienser, så fængende guitarriffs og piskende trommer er en mangelvare. I stedet er der masser af blæseinstrumenter i noget, der mest af alt lyder som en jamsession mellem et Jazzband og cirkusorkester, hvor der smides lidt Klassisk musik ind over.

Numrene er meget rodede, og de veksler fra det dissonante til avanceret indøvelse af skalaer. Det meste er instrumentalt, men der optræder forskellige vokaler, som ikke passer sammen, og i øvrigt er selvhøjtidelige og skabede.

Et par steder høres lidt stortrommer og blastbeats, ligesom vokalen brøler lidt, men det varer kun ganske kort, og det er derfor misvisende at kalde stilen noget med Black Metal – ud fra den spilletid, der udfyldes, ville det her være mere passende, hvis Jazz eller Klassisk overtog dén plads, så jeg nøjes med at skrive Avantgarde. I den sidste ende tæller indhold mere end genrestemplet, men det hjælper ikke meget på udgivelsens kvaliteter.

 

Kunst har brug for avantgarde for at kunne udvikle sig og flytte opfattelsen af, hvad der er normalt, men denne udgivelse flytter absolut ingen kunstneriske grænser! Det eneste den gør, er at sætte lytterens tålmodighed på prøve, og jeg må erkende, at min er opbrugt. De 50 minutters spilletid er en pinsel at komme igennem, og hvis ikke det var for nogle udmærkede melodier her og der, ville ikke engang den enlige stjerne være fortjent.

 

Trackliste:

01. Il A Mangé Le Soleil

02. Le Marionnettiste

03. Les Hommes A La Moustache

04. Le Berger

05. La Chimère

06. L'Androgyne

07. La Sirène

08. Le Choeur Des Valseurs

09. Bonne Bière Et Bonne Chère

 

Samlet spilletid: 49:57

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed