fbpx

Boris with Merzbow - 2R0I2P0

Jeg er ikke tidligere bekendt med hverken Boris eller Merzbow, men har læst mig til, at der i begge tilfælde er tale om japanske kunstnere: Boris er et band, som har gjort sig bemærket inden for Noise genren siden 1992, og bag navnet Merzbow står musikeren Masami Akita. Nu har parterne slået sig sammen om et album, som har fået den lidt underlige titel ”2R0I2P0”, der skal læses som "Twenty Twenty R.I.P."
Men titlen er måske meget passende til indholdet, for det er ikke den slags numre, man hører ret tit. Musikken består nærmest af en lydcollage, hvor rigtig mange elementer bliver blandet. Oftest er der tale om synthesizerlyde og samples, men der smides også bas, trommer og guitarer i gryden; sidstnævnte ofte i en meget forvrænget udgave. I de numre, som klarer sig uden trommer, er de rytmiske strukturer løse, så de får et drømmende udtryk. Dette forstærkes af keyboardets klangflader og vokaler, der er trukket langt tilbage i lydbilledet. I det hele taget er produktionen fjern, så jeg får fornemmelsen af, at betragte begivenhederne på afstand. Herved afvæbnes alle elementer, for uanset hvor skarp en lyd eller hvor aggressiv et guitaranslag er, så har det mistet pusten, når det når frem til øret.
På den måde bliver albummet ufarligt, og kommer naturligt til at indtage en position som baggrundsmusik – her er den lange spilletid også en hæmsko. Så selvom jeg ikke vil kalde musikken dårlig, så havde jeg forventet noget mere kapow fra dette samarbejde.

Tracklist:
1. AWAY FROM YOU
2. TO THE BEACH
3. COMA
4. LOVE
5. ABSOLUTEGO
6. JOURNEY
7. UZUME
8. EVOL
9. BORIS
10. SHADOW OF SKULL
Samlet spilletid: 78:06

 

Læs mere...

Oranssi Pazuzu - Mestarin Kynsi

At lade den mesopotamiske dæmon Pazuzu indgå i navnet på et Metalband, er ikke overraskende – men i samme ombæring at gøre ham orange, det er. Og det er blot første signal om, at finske Oranssi Pazuzu går deres egne veje; det har de gjort siden starten i 2007, og det gør de på deres femte studiealbum, ”Mestarin Kynsi”.
Alle tekster har bandet holdt på deres modersmål, men det gør ingen forskel; den skrigende og brølende vokal er alligevel så svær at forstå, at sproget gør mindre. Vokalen var den primære grund til, at jeg umiddelbart placerede albummet som Black Metal; det fik senere et
Avantgarde foran, men de elementer af Sort Metal, der findes på albummet, er ikke tilstrækkeligt til at diktere genren. Derfor endte jeg med Avantgarde som det mest rigtige eller mindst forkerte bud.
For musikken er svært at sætte i bås, det eneste gennemgående element er nogle skæve melodistrukturer, som gentages i løbet af de enkelte numre. Her bliver de så sat sammen med elementer af både Sludge, Electro og Black Metal, men der er ikke tilstrækkeligt med struktur til, at genrerne bliver rendyrkede. Desværre er der heller ikke meget spænding i numrene, for selv om der i glimt er noget at komme efter, så er helheden for rodet og usammenhængende til at fange mig.

Tracklist:
1. Ilmestys
2. Tyhjyyden sakramentti
3. Uusi teknokratia
4. Oikeamielisten sali
5. Kuulen ääniä maan alta
6. Taivaan portti
Samlet spilletid: 50:12

Læs mere...

Igorrr - Spirituality And Distortion

Et nyt udspil fra Igorrr betyder endnu et møde med hovedmanden Gautier Serres opfattelse af, hvordan man kan blande musikalske genrer. Albummet er strikket sammen helt uden brug af samples, og hvor hovedparten af numrene er skabt med en lang række franske musikere, er der også gæsteoptræden fra f.eks. George 'Corpsegrinder' Fisher fra Cannibal Corpse.
Som på forgængeren ”Savage Sinusoid” er Serre komplet ligeglad med genrestempler, og for ham er intet helligt, når han kigger på, hvad der kan kombineres. Resultatet er en fuldstændig vanvittig cocktail af Opera, Grindcore, Klassisk musik, Electro, Heavy Metal, Dubstep, mellemøstlig Folk og alt, hvad man kan forestille sig ind imellem - På papiret umulige kombinationer, men ikke hos Igorrr. Et stærkt eksempel er ”Musette Maximum”, hvor en harmonika skaber typisk fransk sommerstemning ved Seinen, mens der i baggrunden kører den vildeste omgang Grind – Det burde ikke fungere, men jeg smiler automatisk fra øre til øre hver gang jeg hører nummeret.
Netop evnen til at skabe helheder ud af de mange enkeltdele er vildt imponerende ved albummet, og det giver samtidig en enorm bredde at arbejde med. Her viser Serre et stort overblik ved at blande udtrykkene med sikker hånd, så de hele tiden varierer, og der skabes spænding via kontraster.
”Spirituality And Distortion” er på mange måder en ekstrem udgivelse, og vil derfor ikke gå rent ind hos alle. Men hvis man er klar til at lytte med åbent sind, gemmer albummet på mange fantastiske oplevelser, som man ikke finder andre steder.

Tracklist:
1. Downgrade Desert
2. Nervous Waltz
3. Very Noise
4. Hollow Tree
5. Camel Dancefloor
6. Parpaing
7. Musette Maximum
8. Himalaya Massive Ritual
9. Lost in Introspection
10. Overweight Poesy
11. Paranoid Bulldozer Italiano
12. Barocco Satani
13. Polyphonic Rust
14. Kung-Fu Chevre
Samlet spilletid: 55:30

Læs mere...

Heilung - Futha

Det dansk-norsk-tyske band Heilung vakte betydelig opsigt med debutalbummet ”Ofnir”; bandets specielle fortolkning af Folk med referencer til fortidens stammeritualer ligger nogenlunde så langt væk, man kan komme fra de metalalbums, jeg normalt anmelder her på siden. Nu er Heilung klar med deres andet studiealbum, som har fået titlen "Futha” efter inskriptioner på fund fra vikingetiden. Ifølge presseteksten er betydningen en reference til de kvindelige kønsorganer, og Heilung har bevidst søgt et mere feminint udtryk end på forgængeren. Hmm, godt så.

Det kan umiddelbart være svært at høre, for det er igen messende vokaler og stampende rytmer, der møder lytteren. Samtidig består rygraden i de fleste numre er gentagelser; enten af sekvenser af lyde (”Hamrer Hippyer”), eller flerstemmig sang (”Othan”), som så repeteres med en nærmest hypnotisk stemning til følge. Ved at variere tempoet og intonationen opbygges en intens stemning, så referencen til stammeritualer igen er passende.

Når man har fået styr på disse hårde og i grunden maskuline elementer, bliver det tydeligere, at der er flere feminine bidrag i musikken. De kommer alle fra Maria Franz, hvis klare og fine vokal bringer det kvindelige i spil. Men det er under pres, for albummet indeholder også lyde af kamp og stemningsfulde, talte sekvenser med herrevokal.

Heilung befinder sig stadig langt udenfor min normale musikradar, men ”Futha” fremstår mere modent og mere gennemført end sin forgænger, men frem for alt bedre afbalanceret. Det belønner jeg med tre stjerner og en opfordring til at give albummet en chance – men gør det med åbent sind!

Tracklist:
1. Galgaldr
2. Norupo
3. Othan
4. Traust
5. Vapnatak
6. Svanrand
7. Elivagar
8. Elddansurin
9. Hamrer Hippyer
Samlet spilletid: 1:13:34

Læs mere...

Al Ard - Al Ard

Når man støder på et band, hvis medlemmer kalder sig COD.5111, Symor Von Dankurt og |x|on ved man, at det nok ikke drejer sig om mainstream musik. Den formodning sættes der en fed streg under på det foreliggende album, som indledes med en næsten fem minutter lang lydcollage sammensat af messende børnekor, talte (film)sekvenser med en oprevet italiensk dame og lidt electrolyde. Det sætter rammerne for det italienske band Al Ard, som har eksisteret siden 2011 men først nu debuterer.
Den resterende del af spilletiden fylder bandet ud med numre, der er sammensat af samples, diverse Electrorytmer … og Black Metal. Især det sidste fungerer upåklageligt, især fordi Al Ard udnytter mulighederne for at gøre tingene mere ekstreme ved at forvrænge vokaler og supplere de lynhurtige rytmer med elektroniske elementer, lidt i stil med DHG.

Men blandingen af voldsom Electro, klinisk kolde lyde og hamrende Black Metal trækker alligevel Control Human Delete (CHD) frem som reference, især hollændernes album ”Terminal World Perspective”. Selv om der stilmæssigt er mange lighedspunkter mellem de to albums, sætter sammenligningen ”Al Ard” i det rette lys: Referencen indeholder både mere egentlig musik, og har flere lydmæssige ideer, men frem for alt omsættes det hele med langt større finesse og naturlig lethed. Det gør bestemt ikke italienernes debut til en dårlig udgivelse, men illustrerer blot, at de har noget at arbejde med.

Tracklist:
1 – Nero
2 – For a Hint of Divinity
3 – Pillar . Past . Present
4 – Who Wants to live Forgotten
5 – Strange Old Practice I
6 – Red Bourbon
7 – Strange Old Practice II
8 – Scrutinizing A Glimpse of Chaos
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

Heilung - Ofnir

Egentlig burde jeg ikke anmelde dette album, for oprindeligt udsendte Heilung det selv i 2015. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmet har bandet skrevet kontrakt med Season of Mist, som nu udsender ”Ofnir”, dernæst så jeg tilfældigt et liveclip på Youtube, hvor bandets specielle stil vakte min interesse.

Det skyldes bl.a. at Heilung ikke spiller musik i gængs forstand; her skal man ikke lede efter omkvæd eller A og B stykker. I stedet har de enkelte numre nærmere karakter af stammeritualer, hvor der via taktfaste råb og messen skabes fornemmelsen af, at man som lytter befinder sig midt i begivenhederne – dette introduceres allerede i åbningsnummeret ”Alfadhirhaiti”, og dukker op igen i nogle af de efterfølgende numre.

Et andet gennemgående træk er brugen af stampende rytmer, som repeteres på en nærmest hypnotisk facon, det giver en Drone-agtig stemning i numrene, specielt når der blandes elektroniske lyde mellem trommerne, eller vokalen forvrænges som i ”In Maidjan”. Samtidig er indeholder vokalerne sjældent egentlig sang; de er nærmere tale, som fremføres på fremmedartede sprog – om disse er egentlige sprog eller andets egne opfindelser, tør jeg ikke gætte på. Resultatet er, at vokalerne flyder sammen med den ledsagende musik, og distancerer sig fra traditionel musik.
Selv om der bruges forskellige instrumenteringer under opbygning i de enkelte numre, kommer disse til at fremstå temmelig ens – og så er 70 minutters spilletid en udfordring. Heldigvis brydes monotonien når sangerinden Maria Franz kommer på banen. Hendes sang i ”Fylgija Ear” tilfører melodi, som hæver nummerets kvalitet. Det samme sker i ”Krigsgaldr”, som er albummets ubestridte højdepunkt: Her passer alle Heilungs elementer perfekt sammen. I de resterende numre mangler der desværre det sidste for at fastholde min interesse, så selv om ”Ofnir” er en anderledes og selvstændig udgivelse, rammer den mig ikke.

Tracklist:
1. Alfadhirhaiti
2. Krigsgaldr
3. Hakkerskaldyr
4. Schlammschlacht
5. Carpathian Forest
6. Fylgija Ear
7. Futhorck
8. In Maidjan
9. Afhomon
Samlet spilletid: 71:52

Læs mere...

Igorrr - Savage Sinusoid

Selv om jeg efterhånden har anmeldt rigtig mange albums i løbet af årene, kommer der ind imellem udgivelser, som er så anderledes, at de ikke bare tiltvinger sig ekstra opmærksomhed, men også udfordrer min opfattelse af, hvordan musik skal lyde - ”Savage Sinusoid” er en sådan udgivelse. Bag albummet står Igorrr, som er et af flere enmandsprojekter, som den franske multiinstrumentalist Gautier Serre har gang i.
På det foreliggende album har han gang i en masse, for der bliver brugt en sjældent hørt bredde i de genrer, der anvendes. Listen rækker fra Black Metal over Industrial til Klassisk musik og Dubstep. Det lyder vildt, men når det hele blandes, bliver det endnu vildere og svært at beskrive. Jeg prøver alligevel med et par eksempler:
I ”Opus Brain” akkompagneres en kvindelig Operasanger af blastende trommer og klassiske guitarer, som i nogle perioder afbrydes af Electro og Dubstep, i andre af Metal med en vanvittigt skrigende vokal. Tilsvarende mikser ”Cheval” østeuropæisk Folkemusik med Dubstep elementer og Opera, mens der i ”Apopathodiaphulatophobie” bydes på både Death Metal, Opera og Industrial. Nej, det giver ikke mening, det skal høres …

Iflg. pressematerialet har det taget Serre fire år at skrive, indspille og mikse albummet, og det tror jeg gerne – Der er ikke brugt samples, så alt er optaget i studiet. Og med alle de detaljer der er at holde styr på, har det ikke været nogen lille opgave at mikse det hele.

Jeg kan ikke bestemme mig for, hvem der er modigst – Gautier Serre, eller den person hos Metal Blade Records, som har signet ham. Uanset hvad, så løber man en kæmpe risiko at satse på noget så outreret som Igorrr. Men jeg synes, at modet skal belønnes, for denne totalt forvirrende cocktail har altså mange kvaliteter. Jo, der vendes totalt op og ned på alle konventioner om, hvordan musik skal lyde, men Igorrr er ikke anderledes bare for at være anderledes. Jeg havde længe sat bedømmelsen til fem stjerner, men samlet set er der for meget Electro i forhold til mængden af Metal. Det koster et enkelt lille klik i karakteren, men 4½ takkede er ret flot for et album, som helt sikkert vil dele vandene.


Tracklist:
1. Viande
2. ieuD
3. Houmous
4. Opus Brain
5. Problème d'émotion
6. Spaghetti Forever
7. Cheval
8. Apopathodiaphulatophobie
9. Va te Foutre
10. Robert
11. Au Revoir
Samlet spilletid: 39:26

 

Læs mere...

Sunless - Urraca

Med knap to år på bagen er amerikanske Sunless er et nyt navn, og de tre medlemmer Mitch Schooler (Bas), Ben Iburg (Trommer) og Lucas Scott (Guitar, Vokal) har selv stået for udgivelse af deres første album, ”Urraca” – distributionen har de lagt i hænderne på Earsplit PR.

Selv efter flere gennemlytninger er jeg ikke sikker på, hvad jeg skal kalde bandets stil, så det er godt, at de selv har sat ord på. De kalder den for dissonant Avantgarde Death Metal, og det er ikke helt i skoven. Hvis vi starter bagfra med Death Metal delen, så kommer den både til udtryk i Scotts brølende vokal, og de passager, hvor musikken kortvarigt eksploderer i vilde temporidt. Så jo, musikken indeholder elementer af Death Metal, men ikke som man kender den. Det er her, begreberne dissonant og Avantgarde kommer ind i billedet. De enkelte numre indeholder forskellige elementer, som gentages ret mange gange. Det lyder umiddelbart dræbende, men som oftest lykkes det for Sunless at gå videre til et andet tema indent det bliver alt for irriterende. Det bliver det til gengæld med det sidste element, for det dissonante er det, der for mig giver albummet dødsstødet. Problemet er, at det hele er meget skævt og knudret på en virkelig træls måde. Jeg kan normalt godt lide musik med modhager, men her kan jeg ikke høre noget formål med at være på tværs. Derfor er det noget af en udfordring at trænge ind i dette album, og uanset hvor gerne jeg ville, kan jeg ikke høre noget godt i det.

Tracklist:

1. Wishes Fallen On Deafened Ears
2. Gathering At The Skull's Eye
3. Aberrant Clime
4. Born Of Clay
5. Obsidian Wing
6. Windswept Rock
7. The Ancient Ones
8. Magpie
9. Disintegration Of Man
Samlet spilletid: 43:15

Læs mere...

Aenaon - Hypnosophy

Når man støder på begrebet avantgarde i forbindelse med musik, dækker det oftest over skæve indfald og vekslende musikalske udtryk, både stilmæssigt og rytmisk. Nogle af disse kendetegn finder man også i den progressive musik, men ”Hypnosophy” er et godt eksempel på, at dén betegnelse ikke altid er dækkende. Albummet er det tredje fra det græske band Aenaon, som har eksisteret i mere end ti år.

Om det er rutine eller talent, der ligger bag, kan man gætte længe på; faktum er, at bandet formår at blande elementer, som normalt ikke hører sammen: I åbningsnummeret ”Oneirodynia” brages der løs med elementer af Death- og Black Metal, men lige som der bygges op til klimaks, kommer … en saxofon! Den dukker op i flere af de numre sammen med en vokal, der er mere Rock end Metal, og Aenaon slipper virkelig godt fra at forene de mange ting på en spændende måde.

På albummets anden del bliver musikken mere traditionel i sin opbygning, så den får mere progressiv karakter. Den er stadig vældig godt skruet sammen og fremført, men der kommer ikke så mange overraskelser som før. Det gør de sidste numre mindre interessante end de første, så bedømmelsen lige netop misser de fem stjerner. Alligevel indeholder ”Hypnosophy” nogle af de mest spændende numre, jeg har hørt i år, så Aenaons bagkatalog skal vist lige lyttes igennem.

Tracklist:
1- Oneirodynia
2- Fire walk with me
3- Earth Tomb
4- Void
5- Tunnel
6- Thus Ocean Swells
7- Phronesis / Psychomagic
Samlet spilletid: 55:03

 

Læs mere...

Mütterlein - Orphans Of The Black Sun

Egentlig havde jeg fravalgt at anmelde dette album; invitationen havde ligget pænt længe i indbakken, og der var som altid rigeligt med nyere skiver at vælge i stedet. Alligevel var der noget i presseteksten der vakte min nysgerrighed. ”Orphans Of The Black Sun” er det første album fra Mütterlein, og alle numre er skrevet af sangeren Marion Leclercq, mens Christophe Cahavanon står for arrangementerne.

I de første par numre er rytmerne tunge, mens der via dybe keyboardtoner og gammeldags orgelklange bliver skabt en ret mørk stemning. Efterhånden som albummet skrider frem, bliver elementerne trukket skarpere op, og Leclercq bliver mere fremtrædende. Hans vokal minder en del om Roger Waters, som han lyder i de mest fortvivlede og lidende passager på ”The Wall” – her er det bare vedvarende. Det giver numrene en intensitet, der passer glimrende til den stemning af fortvivlelse og sortsyn, der indhyller helheden. I første omgang er det ret fængslende, men det bliver lidt anstrengende efter et stykke tid. Til gengæld scorer Mütterlein mange point på deres brug af stemninger, for især det kirkeagtige orgel giver en både alvorlig og dyster atmosfære.

Det er ikke nemt at placere den musikalske stil, for numrene følger ikke altid vante veje; her markerer ”Heirs Of Doom” et yderpunkt med sin næsten ikke-eksisterende struktur. Modet til at gå egne veje aftvinger altid respekt, men der er stadig fejlskud i arsenalet hos Mütterlein – albummet er bestemt interessant, men har ikke helt de lovede kvaliteter.

Tracklist:
1.Lesbians Whores And Witches
2.Black Dog
3.My War
4.Heirs Of Doom
5.Ghost Army
6.Mother Black Sun
Samlet spilletid: 35:37

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed