fbpx

Al Ard - Al Ard

Når man støder på et band, hvis medlemmer kalder sig COD.5111, Symor Von Dankurt og |x|on ved man, at det nok ikke drejer sig om mainstream musik. Den formodning sættes der en fed streg under på det foreliggende album, som indledes med en næsten fem minutter lang lydcollage sammensat af messende børnekor, talte (film)sekvenser med en oprevet italiensk dame og lidt electrolyde. Det sætter rammerne for det italienske band Al Ard, som har eksisteret siden 2011 men først nu debuterer.
Den resterende del af spilletiden fylder bandet ud med numre, der er sammensat af samples, diverse Electrorytmer … og Black Metal. Især det sidste fungerer upåklageligt, især fordi Al Ard udnytter mulighederne for at gøre tingene mere ekstreme ved at forvrænge vokaler og supplere de lynhurtige rytmer med elektroniske elementer, lidt i stil med DHG.

Men blandingen af voldsom Electro, klinisk kolde lyde og hamrende Black Metal trækker alligevel Control Human Delete (CHD) frem som reference, især hollændernes album ”Terminal World Perspective”. Selv om der stilmæssigt er mange lighedspunkter mellem de to albums, sætter sammenligningen ”Al Ard” i det rette lys: Referencen indeholder både mere egentlig musik, og har flere lydmæssige ideer, men frem for alt omsættes det hele med langt større finesse og naturlig lethed. Det gør bestemt ikke italienernes debut til en dårlig udgivelse, men illustrerer blot, at de har noget at arbejde med.

Tracklist:
1 – Nero
2 – For a Hint of Divinity
3 – Pillar . Past . Present
4 – Who Wants to live Forgotten
5 – Strange Old Practice I
6 – Red Bourbon
7 – Strange Old Practice II
8 – Scrutinizing A Glimpse of Chaos
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

Heilung - Ofnir

Egentlig burde jeg ikke anmelde dette album, for oprindeligt udsendte Heilung det selv i 2015. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmet har bandet skrevet kontrakt med Season of Mist, som nu udsender ”Ofnir”, dernæst så jeg tilfældigt et liveclip på Youtube, hvor bandets specielle stil vakte min interesse.

Det skyldes bl.a. at Heilung ikke spiller musik i gængs forstand; her skal man ikke lede efter omkvæd eller A og B stykker. I stedet har de enkelte numre nærmere karakter af stammeritualer, hvor der via taktfaste råb og messen skabes fornemmelsen af, at man som lytter befinder sig midt i begivenhederne – dette introduceres allerede i åbningsnummeret ”Alfadhirhaiti”, og dukker op igen i nogle af de efterfølgende numre.

Et andet gennemgående træk er brugen af stampende rytmer, som repeteres på en nærmest hypnotisk facon, det giver en Drone-agtig stemning i numrene, specielt når der blandes elektroniske lyde mellem trommerne, eller vokalen forvrænges som i ”In Maidjan”. Samtidig er indeholder vokalerne sjældent egentlig sang; de er nærmere tale, som fremføres på fremmedartede sprog – om disse er egentlige sprog eller andets egne opfindelser, tør jeg ikke gætte på. Resultatet er, at vokalerne flyder sammen med den ledsagende musik, og distancerer sig fra traditionel musik.
Selv om der bruges forskellige instrumenteringer under opbygning i de enkelte numre, kommer disse til at fremstå temmelig ens – og så er 70 minutters spilletid en udfordring. Heldigvis brydes monotonien når sangerinden Maria Franz kommer på banen. Hendes sang i ”Fylgija Ear” tilfører melodi, som hæver nummerets kvalitet. Det samme sker i ”Krigsgaldr”, som er albummets ubestridte højdepunkt: Her passer alle Heilungs elementer perfekt sammen. I de resterende numre mangler der desværre det sidste for at fastholde min interesse, så selv om ”Ofnir” er en anderledes og selvstændig udgivelse, rammer den mig ikke.

Tracklist:
1. Alfadhirhaiti
2. Krigsgaldr
3. Hakkerskaldyr
4. Schlammschlacht
5. Carpathian Forest
6. Fylgija Ear
7. Futhorck
8. In Maidjan
9. Afhomon
Samlet spilletid: 71:52

Læs mere...

Igorrr - Savage Sinusoid

Selv om jeg efterhånden har anmeldt rigtig mange albums i løbet af årene, kommer der ind imellem udgivelser, som er så anderledes, at de ikke bare tiltvinger sig ekstra opmærksomhed, men også udfordrer min opfattelse af, hvordan musik skal lyde - ”Savage Sinusoid” er en sådan udgivelse. Bag albummet står Igorrr, som er et af flere enmandsprojekter, som den franske multiinstrumentalist Gautier Serre har gang i.
På det foreliggende album har han gang i en masse, for der bliver brugt en sjældent hørt bredde i de genrer, der anvendes. Listen rækker fra Black Metal over Industrial til Klassisk musik og Dubstep. Det lyder vildt, men når det hele blandes, bliver det endnu vildere og svært at beskrive. Jeg prøver alligevel med et par eksempler:
I ”Opus Brain” akkompagneres en kvindelig Operasanger af blastende trommer og klassiske guitarer, som i nogle perioder afbrydes af Electro og Dubstep, i andre af Metal med en vanvittigt skrigende vokal. Tilsvarende mikser ”Cheval” østeuropæisk Folkemusik med Dubstep elementer og Opera, mens der i ”Apopathodiaphulatophobie” bydes på både Death Metal, Opera og Industrial. Nej, det giver ikke mening, det skal høres …

Iflg. pressematerialet har det taget Serre fire år at skrive, indspille og mikse albummet, og det tror jeg gerne – Der er ikke brugt samples, så alt er optaget i studiet. Og med alle de detaljer der er at holde styr på, har det ikke været nogen lille opgave at mikse det hele.

Jeg kan ikke bestemme mig for, hvem der er modigst – Gautier Serre, eller den person hos Metal Blade Records, som har signet ham. Uanset hvad, så løber man en kæmpe risiko at satse på noget så outreret som Igorrr. Men jeg synes, at modet skal belønnes, for denne totalt forvirrende cocktail har altså mange kvaliteter. Jo, der vendes totalt op og ned på alle konventioner om, hvordan musik skal lyde, men Igorrr er ikke anderledes bare for at være anderledes. Jeg havde længe sat bedømmelsen til fem stjerner, men samlet set er der for meget Electro i forhold til mængden af Metal. Det koster et enkelt lille klik i karakteren, men 4½ takkede er ret flot for et album, som helt sikkert vil dele vandene.


Tracklist:
1. Viande
2. ieuD
3. Houmous
4. Opus Brain
5. Problème d'émotion
6. Spaghetti Forever
7. Cheval
8. Apopathodiaphulatophobie
9. Va te Foutre
10. Robert
11. Au Revoir
Samlet spilletid: 39:26

 

Læs mere...

Sunless - Urraca

Med knap to år på bagen er amerikanske Sunless er et nyt navn, og de tre medlemmer Mitch Schooler (Bas), Ben Iburg (Trommer) og Lucas Scott (Guitar, Vokal) har selv stået for udgivelse af deres første album, ”Urraca” – distributionen har de lagt i hænderne på Earsplit PR.

Selv efter flere gennemlytninger er jeg ikke sikker på, hvad jeg skal kalde bandets stil, så det er godt, at de selv har sat ord på. De kalder den for dissonant Avantgarde Death Metal, og det er ikke helt i skoven. Hvis vi starter bagfra med Death Metal delen, så kommer den både til udtryk i Scotts brølende vokal, og de passager, hvor musikken kortvarigt eksploderer i vilde temporidt. Så jo, musikken indeholder elementer af Death Metal, men ikke som man kender den. Det er her, begreberne dissonant og Avantgarde kommer ind i billedet. De enkelte numre indeholder forskellige elementer, som gentages ret mange gange. Det lyder umiddelbart dræbende, men som oftest lykkes det for Sunless at gå videre til et andet tema indent det bliver alt for irriterende. Det bliver det til gengæld med det sidste element, for det dissonante er det, der for mig giver albummet dødsstødet. Problemet er, at det hele er meget skævt og knudret på en virkelig træls måde. Jeg kan normalt godt lide musik med modhager, men her kan jeg ikke høre noget formål med at være på tværs. Derfor er det noget af en udfordring at trænge ind i dette album, og uanset hvor gerne jeg ville, kan jeg ikke høre noget godt i det.

Tracklist:

1. Wishes Fallen On Deafened Ears
2. Gathering At The Skull's Eye
3. Aberrant Clime
4. Born Of Clay
5. Obsidian Wing
6. Windswept Rock
7. The Ancient Ones
8. Magpie
9. Disintegration Of Man
Samlet spilletid: 43:15

Læs mere...

Aenaon - Hypnosophy

Når man støder på begrebet avantgarde i forbindelse med musik, dækker det oftest over skæve indfald og vekslende musikalske udtryk, både stilmæssigt og rytmisk. Nogle af disse kendetegn finder man også i den progressive musik, men ”Hypnosophy” er et godt eksempel på, at dén betegnelse ikke altid er dækkende. Albummet er det tredje fra det græske band Aenaon, som har eksisteret i mere end ti år.

Om det er rutine eller talent, der ligger bag, kan man gætte længe på; faktum er, at bandet formår at blande elementer, som normalt ikke hører sammen: I åbningsnummeret ”Oneirodynia” brages der løs med elementer af Death- og Black Metal, men lige som der bygges op til klimaks, kommer … en saxofon! Den dukker op i flere af de numre sammen med en vokal, der er mere Rock end Metal, og Aenaon slipper virkelig godt fra at forene de mange ting på en spændende måde.

På albummets anden del bliver musikken mere traditionel i sin opbygning, så den får mere progressiv karakter. Den er stadig vældig godt skruet sammen og fremført, men der kommer ikke så mange overraskelser som før. Det gør de sidste numre mindre interessante end de første, så bedømmelsen lige netop misser de fem stjerner. Alligevel indeholder ”Hypnosophy” nogle af de mest spændende numre, jeg har hørt i år, så Aenaons bagkatalog skal vist lige lyttes igennem.

Tracklist:
1- Oneirodynia
2- Fire walk with me
3- Earth Tomb
4- Void
5- Tunnel
6- Thus Ocean Swells
7- Phronesis / Psychomagic
Samlet spilletid: 55:03

 

Læs mere...

Mütterlein - Orphans Of The Black Sun

Egentlig havde jeg fravalgt at anmelde dette album; invitationen havde ligget pænt længe i indbakken, og der var som altid rigeligt med nyere skiver at vælge i stedet. Alligevel var der noget i presseteksten der vakte min nysgerrighed. ”Orphans Of The Black Sun” er det første album fra Mütterlein, og alle numre er skrevet af sangeren Marion Leclercq, mens Christophe Cahavanon står for arrangementerne.

I de første par numre er rytmerne tunge, mens der via dybe keyboardtoner og gammeldags orgelklange bliver skabt en ret mørk stemning. Efterhånden som albummet skrider frem, bliver elementerne trukket skarpere op, og Leclercq bliver mere fremtrædende. Hans vokal minder en del om Roger Waters, som han lyder i de mest fortvivlede og lidende passager på ”The Wall” – her er det bare vedvarende. Det giver numrene en intensitet, der passer glimrende til den stemning af fortvivlelse og sortsyn, der indhyller helheden. I første omgang er det ret fængslende, men det bliver lidt anstrengende efter et stykke tid. Til gengæld scorer Mütterlein mange point på deres brug af stemninger, for især det kirkeagtige orgel giver en både alvorlig og dyster atmosfære.

Det er ikke nemt at placere den musikalske stil, for numrene følger ikke altid vante veje; her markerer ”Heirs Of Doom” et yderpunkt med sin næsten ikke-eksisterende struktur. Modet til at gå egne veje aftvinger altid respekt, men der er stadig fejlskud i arsenalet hos Mütterlein – albummet er bestemt interessant, men har ikke helt de lovede kvaliteter.

Tracklist:
1.Lesbians Whores And Witches
2.Black Dog
3.My War
4.Heirs Of Doom
5.Ghost Army
6.Mother Black Sun
Samlet spilletid: 35:37

Læs mere...

Mono Goes Metal 2016 (fredag)

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg dækker MGM på Revolution Inc. Det er ingen hemmelighed, at jeg holder umådeligt meget af arrangementet, så jeg var også taget derud alligevel, kan man sige. I år kan det desværre kun blive til en enkelt aften.
Årsagerne er, 1) at Manowar som bekendt blæser taget af Scandinavian Congress Center søndag, og 2) at jeg ganske enkelt ikke længere vil udsætte dette i forvejen så hårdt medtagne korpus for tre afteners kampdruk, hjernesmeltende høj musik og mennesker overalt hele tiden. Derfor må jeg bruge lørdagen på restitution, inden det atter går løs. De af jer, der har rundet de 30 og/eller nogensinde festet til det udløste panikangst, vil muligvis kunne forstå det. Resten må lære det på den hårde måde.

Udover det vanligt fremragende selskab nåede jeg således at opleve følgende bands på MGM 2016:


Expatriated

Lige så utaknemmelig en opgave det er at åbne et arrangement i max-200-mands-størrelsesorden, lige så utaknemmeligt er det at skulle fælde en nogenlunde diplomatisk dom over det stakkels band, der får tjansen. Trioen Expatriated har hørt en del Tool og rigtig meget Opeth, og de vil gerne spille lige så mystisk og intrikat progmetal i spektrets hårde ende.
Det lykkes nu også til en vis grad. Sammenspillet er der for så vidt intet i vejen med, og bandet er også i stand til at bygge nogle ganske interessante sangstrukturer. Desværre forfølger de ikke rigtig nogen distinkte idéer snarere end bare at progge uden andet mærkbart formål end dét.
Der består to problemer i bandets lave besætning. Først og fremmest - og det er hér, det bli’r en utaknemmelig opgave ikke at lyde perfid og personlig, - indfrir bandets forsanger og guitarist ingen af sine forpligtelser. Ligesom både hans rene vokal er for upersonlig og hans bud på et growl alt for fladt og luftigt, er også hans rene guitarlyd for tynd, og hans distortede for komprimeret og tonløs. Og så er der lige det hér med, at det bare ser ubehjælpeligt akavet ud for en metalfrontmand at stå med samlede ben og have spaden helt oppe i Django Reinhardt-position. Stængerne ud til siden og øksen ned i keglehøjde. Der er ingen undskyldning.
Derudover ville bandet kunne gøre meget mere med deres sound og idéunivers, hvis de fik sig en andenguitarist og/eller måske en keyboardspiller. Af og til er lyden forsvindende tynd, og hvor det selvfølgelig giver det samlede udtryk noget dynamik, er musikken også af og til i fare for at forsvinde ind i sig selv, og ikke ud over den scenekant, som den kun sjældent forcerer.
Jeg anser og bedømmer Expatriated som et demoband, der endnu ikke er færdigt til at flyve fra øvelokalet. De har lang vej endnu, men de har på den anden side også en masse teknisk kunnen og kreativitet, der kan føre dem langt. Jeg vil lade tvivlen komme dem til gode og ønske dem held og lykke.

3,5/6

 

Cor Vacante

Så er der sateme ellers, (tør jeg næsten skrive det her i 2016?) fee’ døø’! Esbjergensiske Cor Vacante spiller noget så dejligt som en omhyggeligt langsom og smagfuldt præcis-tilstrækkeligt-melodisk dødsmetal af den skole, hvorpå bands som Obituary og Bolt Thrower danner lærerstab. Og modsat så meget andet forstår jeg først, at jeg faktisk har savnet det, nu hvor jeg får det tilbage efter så lang tid. Det 21. århundredes dødsmetalbevægelser er generelt præget af Meshuggah, og hvor jeg - bevares - til stadighed er i svime over de ekvilibristiske krumspring hos fantastiske bands som Decapitated og Psycroptic, er det en mindst lige så lækker overraskelse at blive præsenteret for et nyt bud på genrens stik modsatte ende.
For Cor Vacante er mere end bare et kærkomment pift i en tid, hvor dødsbands stadig ikke helt er færdige med at overgå hinanden i tempo og teknikalitet, - de er også forbandet gode til det, de gør. Den ene guitarist er iført en Primus-t-shirt og har en tatovering af en blæserspillende rasta-fyr, og ved eftersyn finder jeg en afskedssalut til David Bowie på bandets Facebook-side. Ingen af delene overrasker.
Jeg hører nemlig en masse decideret musikalitet i bandet. Frem for bare at lave stiløvelser hermetisk indenfor deres egen genre bruger Cor Vacante også et vist teknisk og kreativt overskud til at tænke - og spille - lidt udenfor boksen. F.eks. er selv den rene guitarlyd utroligt fin; den er fundet frem til med flere års erfaring i at justere på pedal- og forstærkerknapper - og ikke bare ved at trykke distortionlyden off. Men bandet består åbenbart også af medlemmer fra bl.a. Kellermensch, så det forklarer noget.
Med forbehold for at jeg desværre ikke får set lørdagens bands på Mono i år, vil jeg hermed erklære Cor Vacante for årets positive overraskelse samt bedste nye danske bud på en international metalkandidat anno 2016. God vind, drenge!

Karakter: 5/6

 

Oxx

Aarhusianske Oxx er en trio bestående af guitar, trommer og… Moog?? Der er i hvert fald tale om en analog synth fra dengang, hvor vores bedsteforældre definitivt gav op overfor nutidens mærkelige undskyldning for musik. Og Oxx virker sjovt nok som et band, der gerne vil fremmane samme reaktion hos en mærkbar del af deres lyttere.
I programmet står Oxx omtalt som “noise, drone, avantgarde-jazz, doom/black metal”. Det er de også, men de er også mere end det. Jeg ved bare ikke rigtig hvad - et ord der i øvrigt er beskrivende for min initialreaktion på bandet, hvilket de tre første linier om dem fra mit notathæfte bevidner:
Hvad??
Hvordan??
… HVAD?
Den skal de alligevel ha’, og det tror jeg nemlig også gerne, de vil. For de gør sig ekstremt umage med at skrive og spille så skizofrent og åbent overfor samtligt tænkelige idéer som muligt. De blæser ens hjerne behørigt omkuld, hvad end man er til den ene, den anden eller samtlige typer musik i verden. Guitaristen og synth-spilleren growler skiftevis. Førstnævnte ligner én, der normalt krøller folk sammen, hvis de har deres egne Breezers med ind på Crazy Daisy, men samtidig spiller han en tapping så jazzet, at det snarere end på Steve Vai leder tankerne hen mod dennes læremester, Frank Zappa.
Det er fandme mærkeligt, det hér. Jeg ved ikke helt, ud fra hvilke præmisser jeg skal bedømme Oxx. Men de kan deres lort, ingen tvivl om det. Udover de ekstremt teknisk krævende passager byder deres musik på drone, doom, black… Ja, se ovenstående beskrivelse. Det er en fordoms- og kompromisløs, radikal, ultra-ekspressionistisk hvirvelvind af lyd-idéer, og det bli’r for meget for mig til sidst, skal jeg gerne erkende. Som jeg siger til min sidemakker: “De skal nok få en positiv karakter; jeg kan bare ikke holde ud at høre på dem længere.”

Karakter: 4/6

 

Death Rides a Horse

Ovenpå Oxx er Death Rides a Horse’s stoner-doom’ede 70’er-heavy lige, hvad jeg har brug for til at klare hjernen. Jeg så dem en gang for nogle år tilbage til en makkers 40-års fødselsdag, og det er sjovt, hvordan de ikke synes at have ændret sig det store siden dengang, og som der stadig heller ikke er så meget brug for at ændre på noget, der virker, som det er. DRaH er u-folkelige, u-hippe og tilbageskuende ind til benet, og man kan regne ud, at de vil blive ved med at holde disse kvaliteter i hævd, så længe de eksisterer. Og så meget desto mere imponerende er det, hvordan de bliver aftenens mest velmodtagne publikumsattraktion. De er ikke verdens teknisk største begavelser, men mindre kan så sandelig også gøre det, når deres musik er så gennemført komponeret og mere ualmindeligt oldschool end nogen Tuborg-reklame. Jeg kan dæleme godt li’ DRaH, og når jeg siger, at Cor Vacante er dette års bedste bud på et dansk metalnavn til den internationale scene, skal det altså ikke forstås sådan, at DRaH ikke har potentiale til meget af det samme.
De er tillige en broget flok at beskue. Den ene guitarist ligner Kevin Bacons nørdede lillebror; den anden ligner en tidligere storforbryder, der har slået sig ned som potrygende beatpoet i Haight-Ashbury. Men begge flankerer de bandets suveræne omdrejningspunkt, vokalist/bassist Ida Hollesen. - Et omdrejningspunkt som jeg ikke kan undgå at blive lidt mere fascineret af, end hvad min kæreste måske ville være tilfreds med. Hollesens stemme og stage presence er så stærke størrelser, at man skulle tro, hun havde stået og skrålet på en scene siden engang i en version af børne-MGP, der er alt for awesome til at eksistere.
Som flere gange før til MGM har vi nu nået det punkt på aftenen, hvor jeg nedprioriterer notatskriblerierne og joiner det efterhånden fuldtallige publikums cowboyrækker til en gang aktiv nakkemyoseudvikling. Men i virkeligheden er der også kun følgende at tilføje: DRaH’s relevans består i, at de netop spiller den kommercielt mindst tænkeligt relevante musik med en sådan flair og indlevelse, at den for indforståede synes uendeligt mere relevant, end hvad der nu kører af dubstep-bastardiseret konsum-pop på P3 og The Voice for tiden. Og dét er en sag, i hvis navn jeg som hér gerne kaster garn til en gang ømme skuldre oveni tømmermændene.

Karakter: 5/6

 

Diskord

For mig at se burde Death Rides a Horse have været aftenens headliner. I hvert fald svigter publikum Diskord i et omfang, jeg ikke helt forstår, når man tager i betragtning, hvor velbesøgt selv Oxx’ kaotiske ADHD-opvisning var. Det er synd for Diskord. Men det skyldes måske også, at deres musik slet og ret er lidt tvetydig, hvor Oxx’ multiskizofreni tydeligvis er selve meningen i al galskaben. Denne norske trio spiller en underlig, dissonant form for dødsmetal, der ikke helt kan finde ud af, hvor den befinder sig på kontinuummet fra helt avantgarde-kunstnerisk over nogenlunde “normalt” progressiv til slet og ret teknisk. Udover dødsmetalfundamentet indeholder musikken elementer fra både thrash, doom, punk, grindcore og jazz. Jeg ville umiddelbart beskrive dem som en lidt mere straightforward udgave af Gorguts, men med det forbehold at beskrivelsen langt fra er fyldestgørende. For de lyder som sig selv, - hvad man da også må forvente af et band med 17 år på bagen.
Ligeson Oxx fænger Diskord mig kun delvist. Det kan skyldes, at de også spiller i forlængelse af noget, der er langt nemmere tilgængeligt og mere publikumsvenligt. De tre bandmedlemmers komplet anonyme look er muligvis en yderligere faktor i mit utilstrækkelige indtryk af Diskord. De ligner ikke nogen, der kunne drømme om at høre metal; så meget desto mindre hér iblandt en flok stive jyder med patches længere ned af ryggen end headbangerhår. Så overflødigt som det end måtte være at sige, er bandet dog både teknisk og kreativt dybt imponerende - samlet set mere end noget andet band i aften. Men jeg ender ikke desto mindre med at gå lidt til og fra Monoramas scenerum. Det er ærgerligt, men som så mange andre af de fremmødte må jeg nok erkende, at denne tid på aftenen er til fest snarere end fordybelse. Diskord er med til at variere programmets i forvejen utrolige stilmæssige bredde, - noget som jeg elsker MGM for, - men som headliner vil de desværre næppe være egnede i andre tilfælde, end hvis line-up’et udelukkende bød på ekstraordinært avanceret dødsmetal. Jeg vil skam ellers gerne se dem igen, hvis jeg får muligheden, for deres musik ER skidespændende. Og ligesom i tilfældet Oxx vil jeg hjertens gerne give dem en god karakter for deres tekniske og kompositoriske evner, der langt overgår noget andet band fra Norge, jeg kan komme i tanker om.

Karakter: 4/6

 

Samlet set er det - som altid - en dejlig aften i glade omgivelser på Monorama. Denne fredag er der til ære for salig grandonkel Lemmy endda hyret et par makkere ind til udelukkende at spille Motörhead mellem bands’ene og hele aftenen ud. Sådan, mand.
Jeg har nok skrevet alt det hér før, men jeg gør det gerne igen: Stemningen på MGM er den hyggeligste til nogen dansk metalfestival, jeg nogensinde har besøgt; programmet sammenlagt det mest spændende og varierede, og menneskene altid et gensyn og en dæmonpåkaldende brandert værd. Lige så behørigt som Manowar fik rykket mig og resten af SCC rundt i søndags, lige så ærgerligt er det, at jeg ikke længere har det overskud til tre-dages weekender, der ville have kunnet få mig til MGM lørdag aften. Ud over alle dem, jeg ikke fik snakket og drukket tilstrækkeligt meget med, ville jeg også noget så gerne have oplevet lørdagens metalliske overflødighedshorn indeholdende Extended Suicide, Beyond the 9th, Orm, Seed of Heresy, mathcore-kometerne Cold Night for Alligators, de yderst lovende black-debutanter Serpents Lair og hard rock-håbet Sea.
Heldigvis er jeg overbevist om, at den gode Leifur Nielsen som altid vil krænge den fornødne tid, sjæl og mønt i bookingarbejdet det kommende år, så MGM 2017 kan blive lige så skøn som alle de forudgående. Og hvis ikke lige Manowar, eller det der er større, slår vejen forbi Aarhus igen i samme weekend, dukker jeg naturligvis op begge dage.

Vi ses til næste år!

Læs mere...

Coraxo - Neptune

Coraxo lyder som en spansk brændevin, men man skal langt nordpå for at finde bandets hjemsted: Finland, nærmere bestemt Tampere. Her startede de tre medlemmer i 2013 deres fælles projekt om at bringe fornyelse ind i Death Metal genren. Efter to EP’er udsender finnerne nu deres første album.

Udgangspunktet er, som ventet, Dødsmetal med traditionel opbygning; masser af tempo, blæsende trommer og lige så hurtige guitarer. Når man tilsætter den halvt hvæsende vokal har man en blanding, som i sig selv ville være udmærket Metal. Men Coraxo har valgt at supplere med forskellige elementer af keyboards og programming, hvilket giver et meget mere selvstændigt udtryk.

Det ville være forkert at kalde de elektroniske elementers bidrag for Electro, for resultatet er langt fra så dominerende som hos f.eks. Combichrist. I stedet peger brugen af elektronik tilbage mod klassiske navne som Tangerine Dream og ELP; mere afdæmpet, men hele tiden til stede med stemninger. Samtidig må man ikke forledes til at tro, at keyboards betyder mangel på hårdhed og intensitet, snarere tværtimod; når melodierne pludselig forvrænges som afslutning på et nummer, skærer det helt ind til benet.

Men brugen af programming er ikke den eneste måde, finnerne at pepper Dødsmetallen op på: I ”In Adoration” dukker der pludselig en saxofon op, som trækker det hele i en meget jazzet retning – unægtelig en skarp kontrast til resten af musikken, men modigt og bestemt ikke uinteressant.

Jeg har ofte været skuffet over Massacre Records’ mangel på mod og tendens til at satse på det sikre, men denne gang har de overgået sig selv: Selv om ikke alle numre går rent ind, er ”Neptune” det mest spændende album, jeg har hørt fra selskabet meget længe – mere af det, tak!

Tracklist:
1. Sol Oriens Sum
2. Lanterns
3. Tangier
4. The Bastion
5. The Citadel
6. In Adoration
7. Symbiosis
8. Signal Detected
9. Ghosts
10. Ending Credits
Samlet spilletid: 39:58

 

Læs mere...

Dan Deagh Wealcan - Who Cares What Is Playing In My Earphones?

Trods det vestligt klingende navn er bandet her fra Rusland, og består af Mikhail A. Repp, som er musikalsk hovedmand, og Eugene “Iowa” Zoidze-Mishchenko, som står for vokaler, tekster og diverse keyboards.

Albummet er duoens andet, og kommer hurtigt til at udfordre mig som anmelder. Det er nemlig ualmindeligt svært at beskrive indholdet rent genremæssigt, for numrene stritter i alle mulige retninger. Eller sagt på en anden måde: Den røde tråd er ikke til at finde. Det skyldes primært at man har valgt ikke at fastholde en bestemt stil igennem hvert nummer, men i stedet blander mange forskellige ting på kryds og tværs. I ”Easy Way - Long Way” lægges der ud med vekslende melodier, men pludselig forsvinder strukturen, og afløses af mystiske lyde – meget mærkeligt. Det samme kan siges om det syrede ”What Was That”, som bare er...Syret.

Men der er også vellykkede eksperimenter på albummet: Med sine tunge guitarer, synthesizere og forvrængede vokaler er ”Neutral Moresnet” et stærkt Industrial nummer, mens de stille guitarer i ”Baseless Hatred” harmonerer fint med keyboards. Jeg må sige, at Dan Deagh Wealcan har skabt et album med et meget bredt udtryk, og der er interessante ideer iblandt numrene. Men kun så længe der opretholdes et mindstemål af struktur – når den forsvinder, forsvinder ideerne også.

Tracklist:
1. Anamorphic Widesound
2. Dogs In A Box
3. Easy Way - Long Way
4. No More Than Usual
5. Neutral Moresnet
6. What Was That'
7. Baseless Hatred
8. I Killed Everything That Was Good In Me
9. Endless Apathy
Samlet spilletid: 35:12

 

Læs mere...

Snack Family - Pokie Eye

Af og til, når man får tilsendt en EP fra et eller andet undergrundsband, man aldrig ville være stødt på hvis ikke det var dumpet ind i ens mailbox, kan man ikke undgå at dømme dem på det umiddelbare indtryk f.eks. deres navn giver. Og i dette tilfælde tænkte jeg; ”Snack Family? Shit, det er sikkert noget gøglermusik.” Men den fordom bliver hurtigt manet til jorden, da jeg sætter mig ned og lytter til dem.

Jo, der er da elementer af gøgl i Snack Familys musik, men det er gøgl som fra et cirkus fra ens mareridt hvor en mand, der lyder uhyre meget som Nick Cave, er sprechstallmeister og guide på turen gennem den her skæve rock ’n’ roll karrusel. Det er sådan ”Pokie Eye” lyder, og det kan ikke beskrives bedre eller på anden vis. For det er en sær men samtidig utrolig forførende og mystisk omgang – magasinet NME har tidligere beskrevet det som ”dementer rock blues”. Snack Family er fra London og består af de tre gutter Andrew Plummer, Tom Greenhalgh og James Allsopp, og de har spillet sammen siden 2011. Jeg bliver straks fortryllet af det univers bandet bygger op. EP’en åbner med den flabede ”Lupine Kiss”, der charmerede sig ind i mit hjerte med sin skæve rytme og Allsopp’ lækre saxofonspil. ”Plastic Factory” er en coverversion og egentlig EP’ens svageste nummer synes jeg. Men det swinger, det kan man ikke klage over! Den 5 minutter lange ”No Reason” er helt igennem fantastisk! Med sit dystre lydspor og Plummers fremragende hæse, mørke vokal, lyder den som noget der kunne være lydspor til en David Lynch film – og dette er bestemt et kompliment fra min side! Det sidste nummer er det skøreste indslag, men ikke desto mindre er ”Pokie Eye Poke Ya” mindst ligeså fabelagtig som resten af EP’en.

”Pokie Eye”s 15 minutter efterlader mig med en ustyrlig lyst til at høre mere, og det bliver til nok omkring 20 gennemspilninger, mens jeg skriver dette. Det er skævt, betagende og allerhelvedes rock ’n’ roll, og jeg er simpelthen vild med det de her drenge gør! Det er så anderledes og så helt igennem syret, at jeg ikke kan andet end elske det. Og så er der ingen tvivl om at Snack Family har utrolig godt tjek på deres instrumenter. De her gutter kunne godt gå hen og blive rigtig store!

Track list:
1. Lupine Kiss
2. Plastic Factory
3. No Reason
4. Pokie Eye Poke Ya
Samlet spilletid: 15:00

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed