fbpx

Autarkh - Form in Motion

Efter opløsningen af Dodecahedron sidste år, har den hollandske guitarist Michel Nienhuis startet Autarkh, hvor han sammen med musikere med erfaring i Metal og elektroniske genrer, supplerer sin egen baggrund i Black Metal.
Resultatet foreligger nu i form af albummet ”Form in Motion”, og det er en cocktail med forskelligartede ingredienser. På den ene side står den rene Metal, som hovedsageligt optræder aggressivt, råt og i opskruet tempo – guitar og trommer bliver virkelig pryglet. Overfor disse energiudladninger står et lydtæppe af industrielle lyde frembragt via synthesizer. Disse får lov at stå alene i 4 instrumentale numre, som sætter fokus på denne side af musikken.
I de resterende tracks smeltes Metal og maskinelle lyde sammen, hvor sidstnævnte ofte lyder som optagelser fra maskinindustrien, og den stampende hamren kommer til at danne numrenes rytmiske grundlag. Det er gennemført og effektivt, men forbliver ofte uinteressant, fordi man har fjernet melodiske elementer. Kun i ”Introspectrum” og “Clouded Aura” kommer musikken ud over rampen, og det er i underkanten i løbet af tre kvarters spilletid.
Det virker næsten som om, at musikerne er lidt for fokuserede på at gøre musikken kunstig og maskinpræget. Det er den så også, men det sker på bekostning af langtidsholdbarheden. Derfor håber jeg, at Nienhuis & Co. finder en lidt bedre balance næste gang – deres stil har potentiale til meget mere, end de viser her.

Tracklist:
1. Primitive Constructs
2. Turbulence
3. Cyclic Terror
4. Impasse
5. Introspectrum
6. Lost To Sight
7. Metacognition
8. Clouded Aura
9. Alignment
10. Zeit ist nur eine Illusion
Samlet spilletid: 47:30

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed