fbpx

Hate - Auric Gates Of Veles

Selv om Hate har haft skiftende besætninger og i nogle år har været reduceret til en duo, har det ikke ændret på bandets virkelig vrede Death Metal; i de senere år er den endda blevet skærpet ved at indlemme elementer fra Black Metal. Årsagen til den faste kurs skal søges i, at Adam the First Sinner stadig styrer alt undtagen slagtøj – det overlader han til Pavulon.

Den rollefordeling lader til at passe begge parter fortrinligt, for de leverer Metal på et virkelig højt niveau; albummet er en langemand i ansigtet på de folk, der fejlagtigt tror, at Metal er noget, enhver kan spille.

Her bliver den overbevisende indsats omsat til Dødsmetal med en fortættet mørk atmosfære, der ikke kammer over i ren Black Metal, men hele tiden bevæger sig i grænselandet mellem de to genrer. Det giver numrene et udtryk, som er meget brutalt, men også en smule lukket. Det søger Hate at modvirke ved at snige en smule melodi ind i guitararbejdet, men det ændrer ikke meget på helheden – de sejtrækkende guitarer og de smadrende trommer sætter retningen for de 8 numre. Adam sætter trumf på med en stærkt brølende vokal, som tilfører ekstra power.

Hate giver mig anledning til endnu engang at konstatere, at den polske scene for Death- og Black Metal hører blandt de allerbedste, selvom en smule monotoni koster lidt i den samlede karakter.

Tracklist:
1. Seventh Manvantara
2. Triskhelion
3. The Volga's Veins
4. Sovereign Sanctity
5. Path To Arkhen
6. Auric Gates of Veles
7. Salve Ignis
8. Generation Sulphur
Samlet spilletid: 39:10

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed