fbpx

Slow - VI-Dantalion

I 2017 fordoblede belgiske Slow antallet af medlemmer, da bandets mastermind Déhà fik følgeskab af Lore B, som spiller bas samt står for tekster og koncepter – resten tager Déhà sig af. Siden er det blevet til en genindspilning af albummet “IV – Mythologiae”, men nu kommer den første nye musik fra duoen i form af ”VI-Dantalion”.
Som vanligt lever bandet op til sit navn, for tempomæssigt foregår det meste af spilletiden i lavt gear – musikken bevæger sig kun meget langsomt fremad. Her betyder lavt tempo heldigvis ikke lav intensitet, for indholdet har masser af power. Et godt udgangspunkt for en beskrivelse af indholdet leverer nummeret ”Lueur”, som samtidig er min favorit på ”VI-Dantalion”: Nummeret er Doom af den langsomste og allertungeste slags, hvor tyngden i rytmerne suppleres med et bagtæppe af keyboards. Resultatet er en massiv tyngde, der giver forestillinger om Godzilla, der meget langsomt tramper hen over verden, og knuser alt – ALT! på sin vej. Det er en altopslugende og meget imponerende præstation, som med en spilletid på godt et kvarter er temmelig massiv oplevelse at lytte til.
Tyngden er også et gennemgående tema i de øvrige numre; her supplerer Slow behændigt med flotte guitarsoli og keyboardmelodier for at bryde igennem den dominerende mur af tunghed. Og det lykkedes generelt godt, selv om det er en svær opgave. I afslutningsnummeret har stille sologuitar og helt dæmpede keyboards overtaget lydbilledet, som med udbredt ro bringer lytteren tilbage til nuet igen. Alligevel er det en på alle måder tung opgave at komme igennem ”VI-Dantalion”, for med det indhold er en spilletid på næsten 80 minutter en udfordring, der sorterer mange fra. Men for de tilbageværende er det en glimrende oplevelse!

Tracklist:
1. Descente
2. Lueur
3. Géhenne
4. Futilité
5. Lacune
6. Incendiaire
7. Elégie
Samlet spilletid: 78:03

Læs mere...

Karyn Crisis' Gospel of the Witches - Covenant

Karyn Crisis var forsanger i bandet Crisis i tiden fra 1993 til 2006, men trak sig herefter tilbage fra musikken for at koncentrere sig om andre kreative kunstformer. Sammen med hendes mand Davide Tiso begyndte hun igen at skrive musik til et projekt, der skulle blive til Karyn Crisis' Gospel of the Witches. Bandet albumdebuterede i 2015, og udsender nu album nummer to, hvor Skinlabs trommeslager Fabian Vestod hjælper de to hovedpersoner.
Selv kalder bandet deres stil for Occult Metal, men det kan diskuteres – måske kan teksterne rubriceres under det okkulte, men Metal er der ikke meget af på ”Covenant”. Ud over lidt bankende stortrommer i ”Diana Mellifica” og skarpe guitarer i ”Womb of the World” er der langt mellem indslag fra den hårde genre.
Nej, gennemgående er numrene Rock, om end den er lidt mørk. Det giver hele albummet en dyster stemning, men forhindrer heldigvis ikke bandet i, at udstyre numrene med iørefaldende melodistykker og tilsvarende omkvæd. Især på albummets første halvdel nyder lytteren godt af denne tendens, men herefter er der nogle mindre interessante skæringer på listen.
I sidste ende er det hovedpersonen selv, der redder situationen. Crisis er udstyret med en meget flot vokal, som både mestrer det stille og rene udtryk, og samtidig kan brøle truende – det er rigtig stærkt. Når hun gør det sidste, giver det numrene kant; derfor kunne jeg godt ønske mig noget mere af den slags. Det virker som om bandet ikke udnytter samarbejdets fulde potentiale, og nogle numre skaber forventninger, der ikke bliver indfriet.

Tracklist:
1. Womb of the World
2. Drawing Down the Moon
3. Stretto di Barba
4. Silver Valley
5. Great Mothers
6. Benevento
7. Dea Iside
8. Janara
9. The Hours
10. Diana Mellifica
11. Circle of White Light
12. Blood of the Mother
Samlet spilletid: 48:32

Læs mere...

Botanist - Ecosystem

Her er et band, som passer 100% ind i tidens fokus på miljø og klima: Botanist er en kvartet fra San Francisco, som selv betegner deres stil som Green Metal, fordi den omhandler menneskets behandling af naturen. Det hele er beskrevet som set af en fiktiv videnskabsmand, kaldet The Botanist.
Reelt er stilen Black Metal, men amerikanerne laver en meget personlig fortolkning af genren. Lydbilledet er domineret af et instrument, som jeg først antog var klaver, men nok nærmere er et hakkebræt eller lignende slagtøj. Resultatet er, at udtrykket bliver noget mindre aggressivt end normalt for genren - Også selv om frontvokalen gennemgående skriger temmelig voldsomt. Med til at glatte ud er også baggrundskorene, som veksler mellem at være let messende og blot synge rent. Den sidste udgave er meget speciel; de enkelte stemmer er rene nok, men det er som om, at de er sat skævt sammen med vilje. Det sidste er et mislykket forsøg på at skabe noget spændende, reelt er det bare irriterende.
Med en meget utraditionel instrumentering og deraf følgende lydbillede markerer Botanist sig meget selvstændigt på musikscenen. Desværre ligner mange numre hinanden en del, ligesom de specielle vokaler overdrives.
Og det er ikke fordi musikerne ikke kan bedre, for de enkelte elementer performes fint – de sammensættes bare underligt. Resultatet er, at de fremstår som om de er kun underlige og anderledes med det formål at være underlige og anderledes – og det høster man ikke mange point på hos mig.

Tracklist:
1-Biomass
2-Alluvial
3-Harvestman
4-Sphagnum
5-Disturbance
6-Acclimation
7-Abiotic
8-Red Crown
Samlet spilletid: 33:38

Læs mere...

Electrocution - Psychonolatry

I 1990’erne markerede italienske Electrocution sig især med deres debutalbum ”Inside The Unreal”, men selv om bandet eksisterede frem til 1997, forblev albummet et enebarn. Det blev der rettet op på i 2014, efter at sangeren Mick Montaguti havde gendannet bandet med ny besætning. Nu kommer så ”Psychonolatry”, som er det andet udspil fra det gendannede band.

Jeg må indrømme, at de første gennemlytninger var ret skuffende; selv om der er udmærket gang i italienernes Dødsmetal med hurtige guitarløb og en udmærket brølende vokal, så fremstod albummet som energisk, men temmelig ordinært – jeg var ved at forberede mig på endnu en udgivelse i bob-bob klassen. Men med tiden ændrede billedet sig, specielt et stykke henne på ”Psychonolatry”; her begyndte elementer i numrene at virke mere interessante, ikke mindst takket være en glimrende produktion. Den giver mulighed for at nyde den virkelig lækre guitar i ”Warped” og de flotte basgange i ”Misanthropic Carnage” – I det hele taget viser bandet høj teknisk klasse. Det gør de også i “Divine Retribution”, hvor de virkelig spiller som om der var et eller andet, de skulle hævne – der blæses afsted i højt tempo, mens vilde løb på strengene kendetegner indsatsen.

Mine oplevelser i forbindelse med denne anmeldelse viser, at det godt kan betale sig at være vedholdende ved mødet med ny musik, for ”Psychonolatry” er vokset til at blive et stærkt album, og ligger kvalitetsmæssigt klart over gennemsnittet for gendannede bands.

Tracklist:
01 - Psychonolatry (The Icons of God and the Mirror of the Souls)
02 - Hallucinatory Breed
03 - Bulåggna
04 - Warped
05 - Of Blood and Flesh
06 – Misanthropic Carnage
07 - Malum Intra Nos Est (Seneca I century AD)
08 - Divine Retribution
09 - Organic Desease of the Sensory Organs
10 - Bologna
11 - Premature Burial (rerecorded)
Samlet spilletid: 44:04

Læs mere...

Ophidian Forest - votIVe

En gammel talemåde siger, at den der lever skjult, lever godt. Det må siges at være gældende for Ophidian Forest, som har eksisteret i mere end ti år, og udgivet 2 splitalbums og tre selvstændige fuldlængder – uden, at jeg har hørt dem. Det har jeg til gengæld gjort med bandets fjerde studiealbum, ”votIVe” ; her er der tale om et konceptalbum, hvor hvert af de syv numre hylder en hedensk gud fra før kristendommen opstod. I numrenes opbygning og indhold går Ophidian Forest i to forskellige retninger: En, som er meget traditionel, og en, som er anderledes og mere personlig.

Den traditionelle stil baserer sig på ønsket om at opnå så råt og brutalt et udtryk som muligt, hvilket sker via vildt opskruet tempo og en vokal, der er så ekstrem, at den næsten er skræmmende. Stilen dukker op et par gange, men udfolder sig kun helt i ”Baduhenna” – her bliver elementerne kørt til grænsen, så nummeret fremstår som albummets suverænt mest aggressive. I de øvrige numre dominerer den mere personlige stil, hvor tilgangen er anderledes rolig; her er vokalen skarp uden at gå til ekstremer, og en udstrakt brug af synthesizer og klaver giver numrene en helt anden tone – selv når trommerne buldrer afsted, virker tangentinstrumenterne dæmpende.

Uanset stilen er lydbilledet rudimentært og meget groft tilhugget; det er helt i tråd med opfattelsen på mange andre Black Metal albums, så det er de selvstændige elementer, der hiver Ophidian Forest op over middel.

Tracklist:
01 Nerthus
02 Baduhenna
03 Sandraudiga
04 Vagdavercustis
05 Nehalennia
06 Viradectis
07 Hella
Samlet spilletid: 40:26

Læs mere...

Al Ard - Al Ard

Når man støder på et band, hvis medlemmer kalder sig COD.5111, Symor Von Dankurt og |x|on ved man, at det nok ikke drejer sig om mainstream musik. Den formodning sættes der en fed streg under på det foreliggende album, som indledes med en næsten fem minutter lang lydcollage sammensat af messende børnekor, talte (film)sekvenser med en oprevet italiensk dame og lidt electrolyde. Det sætter rammerne for det italienske band Al Ard, som har eksisteret siden 2011 men først nu debuterer.
Den resterende del af spilletiden fylder bandet ud med numre, der er sammensat af samples, diverse Electrorytmer … og Black Metal. Især det sidste fungerer upåklageligt, især fordi Al Ard udnytter mulighederne for at gøre tingene mere ekstreme ved at forvrænge vokaler og supplere de lynhurtige rytmer med elektroniske elementer, lidt i stil med DHG.

Men blandingen af voldsom Electro, klinisk kolde lyde og hamrende Black Metal trækker alligevel Control Human Delete (CHD) frem som reference, især hollændernes album ”Terminal World Perspective”. Selv om der stilmæssigt er mange lighedspunkter mellem de to albums, sætter sammenligningen ”Al Ard” i det rette lys: Referencen indeholder både mere egentlig musik, og har flere lydmæssige ideer, men frem for alt omsættes det hele med langt større finesse og naturlig lethed. Det gør bestemt ikke italienernes debut til en dårlig udgivelse, men illustrerer blot, at de har noget at arbejde med.

Tracklist:
1 – Nero
2 – For a Hint of Divinity
3 – Pillar . Past . Present
4 – Who Wants to live Forgotten
5 – Strange Old Practice I
6 – Red Bourbon
7 – Strange Old Practice II
8 – Scrutinizing A Glimpse of Chaos
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

King Goat - Debt of Aeons

Navnet King Goat ville passe fint til et Black Metal band, men bandet her spiller ikke Sort Metal – langt fra, endda. I stedet holder de fem medlemmer sig til Doom Metal med alt hvad det fører med sig af tyngde i rytmesektionen. Bandet blev dannet i Brighton i 2012, og udgav en EP i hvert af de følgende 2 år, inden det første album, ”Conduit”, kom på gaden i 2016. Nu er efter følgeren, ”Debt of Aeons”, klar.

Doom er i sagens natur tungt, men også her er der variationer. King Goat må siges at tilhøre den mindre ekstreme del af stilen, for numrene afvikles generelt i et frisk tempo, som er med til at lette stemningen. Det passer fint til vokalen, som er meget højtidelig, hvilket giver numrene en god portion alvor. Alligevel er det i omgangen med flotte melodier, at King Goat hiver flest point hjem. Højdepunktet kommer allerede i det uhyre flotte åbningsnummer, men også i flere andre numre markerer englænderne sig flot på dét punkt, ligesom stille passager giver de tunge afsnit modspil.

Jeg er desværre også nødt til at fremhæve guitaristen Petros’ soli, for de stikker ud fra mængden – desværre ikke positivt. Trods brugen af meget simple melodistykker virker han flere steder meget udfordret; det virker malplaceret i bandets generelt udmærkede performance.

Heldigvis er bredden i numrene, de flotte melodier og den personlige vokal rigeligt til at overskygge disse fejltrin, så ” Debt of Aeons” ender i den pænere ende af skalaen; hvis man er til Doom, men kan undvære den sidste portion tyngde, er King Goat et band, man bør checke ud.

Tracklist:
1. Rapture
2. Eremite’s Rest
3. Debt Of Aeons
4. Psychasthenia
5. Doldrum Sentinels
6. –
7. On Dusty Avenues
Samlet spilletid: 49:06

Læs mere...

Messa - Feast for Water

I 2014 arbejde guitaristen Marco og sangerinden Sara på ny musik, og dannede i den forbindelse bandet Messa. Med tilgang af trommeslageren Rocco og pianisten Alberto var line-uppet på plads, og den italienske kvartet udgav i 2016 debutalbummet ”Belfry”. Nu er de klar med efterfølgeren ”Feast for Water”, som er et konceptalbum med vand som tema.

Beskrivelsen kan virke usædvanlig, men er ikke det eneste specielle ved bandet; i deres valg af musikalsk stil blander de nemlig kendte elementer på en anderledes måde. Udgangspunktet er de tunge rytmer fra Doom, som danner grundlag for de fleste numre. Her er det primært bas og guitar, der tager føringen som ledsagere til Saras vokal. Den er ren og ret kraftig, men ved at placere den tilbage i helheden, bliver den blandet med instrumenterne; effekten høres tydeligt i ”Leah” og ”Tulsi”.

Messas musik nøjes ikke med tyngde, den indeholder også mange melodiske elementer. I numre som ”The Seer” og ”Snakeskin Drape” står guitaren for de fleste af disse, men i mange numre suppleres med Fender Rhodes piano, hvilket giver en lettere og lidt jazzet lyd. Denne forstærkes i ”She Knows” og ”White Stains”, hvor de stille passager giver et fint modspil til den generelt mørke stemning.

”Feast for Water” er et spændende album, hvor Messa giver den traditionelle Doom er selvstændigt twist. At mange numre er skåret over samme tema, koster lidt på helheden, men der er ingen tvivl om, at italienerne har fat i noget spændende.

Tracklist:
1- Naunet
2- Snakeskin Drape
3- Leah
4- The Seer
5- She Knows
6- Tulsi
7 White Stains
8 da tariki tariqat
Samlet spilletid: 49:29

Læs mere...

King Goat - Conduit

King Goat startede i 2012, og udgav 2 EP’er i henholdsvis 2013 og 2014, inden de for egen regning udsendte debutskiven ”Conduit”. Siden har de skrevet kontrakt med Aural Music, som nu genudgiver albummet sammen med de tre numre fra den første EP.

Fra starten fortæller de markerede anslag, at der venter en omgang Doom Metal, og det starter meget lovende: I ”Flight of the Deviants” er relativt højt, men det sænkes ind imellem, så tyngden kommer mere frem. De talte sekvenser blander sig med vokalen, som både er flot og kraftfuld. Det gode takter fortsætter i det efterfølgende ”Feral King”, hvor vokalen skifter til det højtidelige, men det opvejes af en virkelig stærk melodi og en overbevisende indlevelse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortsætte med at rose englænderne, men det kan jeg ikke; fra titelnummeret begynder tingene at ligne hinanden ret meget, og fra midten af nummeret begynder kedsomheden at melde sig. De sidste to numre kan ikke rette op på tendensen, selv om tyngden får et hak eller to opad. Bonusnumrene til slut bidrager ikke med meget nyt, så dem kunne man efter min mening have sparet sig. Tilbage står en udgivelse, som har et par spændende momenter, men alligevel ikke brænder sig fast.

Tracklist:
01 - Flight of the Deviants
02 – Feral King
03 - Conduit
04 - Revenants
05 –Sanguine Path
06 – Final Decline (bonus track)
07 – Cult Obscene (bonus track)
08 – Melian’s Trance (bonus track)
Samlet spilletid: 70:12

Læs mere...

Raw - From the First Glass to the Grave

Raw er en trio fra Calgary i Canada, som består af Will "Thicksaw" Wylie, Roger "Skinnyback" LeBlanc og Taylor "Philly Joe" Graw. De tre har spillet sammen siden 2012, og udgiver med ”From the First Glass to the Grave” deres første album. I den medfølgende pressetekst gør de meget ud af, at de ikke er bundet af bestemte genrer, men vil bruge de elementer, der nu passer dem.

Det skaber rum for eksperimenter, som afprøves i åbningsnummeret. Her ledsager en stille guitar vokalen, som starter ret stille, men efterhånden vokser til en omgang skrigeri. Det giver en fin kontrast, men bliver alligevel ret hurtigt kedeligt at lytte til.

Herefter følger 3 numre med Bluesbaseret Rock; meget traditionelt opbygget, og tilsvarende fremført. Kun den skrigende vokal, der dukker op af og til, er med til at skabe en smule personlighed, men spænding er der ikke meget af.

Det er der desværre heller ikke i de to sidste numre, for hverken det Grungeprægede ”Mine” eller det 15 minutter lange titelnummer rykker på billedet af en debut, der har frygtelig lidt at byde på. Der er alt for få spændende øjeblikke i de 40 minutters spilletid, så det hele er hurtigt glemt. Eller med andre ord:

Raw rimer på Nåh – et skuldertræk, og jeg er videre …

Tracklist:
1- Death Waltz
2- Chopped Em’ Up
3- Slowly but Surely
4- I’m a Shell but I’m your Man
5- Mine
6- From the First Glass to the Grave
Samlet spilletid: 39:53

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed