fbpx

Al Ard - Al Ard

Når man støder på et band, hvis medlemmer kalder sig COD.5111, Symor Von Dankurt og |x|on ved man, at det nok ikke drejer sig om mainstream musik. Den formodning sættes der en fed streg under på det foreliggende album, som indledes med en næsten fem minutter lang lydcollage sammensat af messende børnekor, talte (film)sekvenser med en oprevet italiensk dame og lidt electrolyde. Det sætter rammerne for det italienske band Al Ard, som har eksisteret siden 2011 men først nu debuterer.
Den resterende del af spilletiden fylder bandet ud med numre, der er sammensat af samples, diverse Electrorytmer … og Black Metal. Især det sidste fungerer upåklageligt, især fordi Al Ard udnytter mulighederne for at gøre tingene mere ekstreme ved at forvrænge vokaler og supplere de lynhurtige rytmer med elektroniske elementer, lidt i stil med DHG.

Men blandingen af voldsom Electro, klinisk kolde lyde og hamrende Black Metal trækker alligevel Control Human Delete (CHD) frem som reference, især hollændernes album ”Terminal World Perspective”. Selv om der stilmæssigt er mange lighedspunkter mellem de to albums, sætter sammenligningen ”Al Ard” i det rette lys: Referencen indeholder både mere egentlig musik, og har flere lydmæssige ideer, men frem for alt omsættes det hele med langt større finesse og naturlig lethed. Det gør bestemt ikke italienernes debut til en dårlig udgivelse, men illustrerer blot, at de har noget at arbejde med.

Tracklist:
1 – Nero
2 – For a Hint of Divinity
3 – Pillar . Past . Present
4 – Who Wants to live Forgotten
5 – Strange Old Practice I
6 – Red Bourbon
7 – Strange Old Practice II
8 – Scrutinizing A Glimpse of Chaos
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

King Goat - Debt of Aeons

Navnet King Goat ville passe fint til et Black Metal band, men bandet her spiller ikke Sort Metal – langt fra, endda. I stedet holder de fem medlemmer sig til Doom Metal med alt hvad det fører med sig af tyngde i rytmesektionen. Bandet blev dannet i Brighton i 2012, og udgav en EP i hvert af de følgende 2 år, inden det første album, ”Conduit”, kom på gaden i 2016. Nu er efter følgeren, ”Debt of Aeons”, klar.

Doom er i sagens natur tungt, men også her er der variationer. King Goat må siges at tilhøre den mindre ekstreme del af stilen, for numrene afvikles generelt i et frisk tempo, som er med til at lette stemningen. Det passer fint til vokalen, som er meget højtidelig, hvilket giver numrene en god portion alvor. Alligevel er det i omgangen med flotte melodier, at King Goat hiver flest point hjem. Højdepunktet kommer allerede i det uhyre flotte åbningsnummer, men også i flere andre numre markerer englænderne sig flot på dét punkt, ligesom stille passager giver de tunge afsnit modspil.

Jeg er desværre også nødt til at fremhæve guitaristen Petros’ soli, for de stikker ud fra mængden – desværre ikke positivt. Trods brugen af meget simple melodistykker virker han flere steder meget udfordret; det virker malplaceret i bandets generelt udmærkede performance.

Heldigvis er bredden i numrene, de flotte melodier og den personlige vokal rigeligt til at overskygge disse fejltrin, så ” Debt of Aeons” ender i den pænere ende af skalaen; hvis man er til Doom, men kan undvære den sidste portion tyngde, er King Goat et band, man bør checke ud.

Tracklist:
1. Rapture
2. Eremite’s Rest
3. Debt Of Aeons
4. Psychasthenia
5. Doldrum Sentinels
6. –
7. On Dusty Avenues
Samlet spilletid: 49:06

Læs mere...

Messa - Feast for Water

I 2014 arbejde guitaristen Marco og sangerinden Sara på ny musik, og dannede i den forbindelse bandet Messa. Med tilgang af trommeslageren Rocco og pianisten Alberto var line-uppet på plads, og den italienske kvartet udgav i 2016 debutalbummet ”Belfry”. Nu er de klar med efterfølgeren ”Feast for Water”, som er et konceptalbum med vand som tema.

Beskrivelsen kan virke usædvanlig, men er ikke det eneste specielle ved bandet; i deres valg af musikalsk stil blander de nemlig kendte elementer på en anderledes måde. Udgangspunktet er de tunge rytmer fra Doom, som danner grundlag for de fleste numre. Her er det primært bas og guitar, der tager føringen som ledsagere til Saras vokal. Den er ren og ret kraftig, men ved at placere den tilbage i helheden, bliver den blandet med instrumenterne; effekten høres tydeligt i ”Leah” og ”Tulsi”.

Messas musik nøjes ikke med tyngde, den indeholder også mange melodiske elementer. I numre som ”The Seer” og ”Snakeskin Drape” står guitaren for de fleste af disse, men i mange numre suppleres med Fender Rhodes piano, hvilket giver en lettere og lidt jazzet lyd. Denne forstærkes i ”She Knows” og ”White Stains”, hvor de stille passager giver et fint modspil til den generelt mørke stemning.

”Feast for Water” er et spændende album, hvor Messa giver den traditionelle Doom er selvstændigt twist. At mange numre er skåret over samme tema, koster lidt på helheden, men der er ingen tvivl om, at italienerne har fat i noget spændende.

Tracklist:
1- Naunet
2- Snakeskin Drape
3- Leah
4- The Seer
5- She Knows
6- Tulsi
7 White Stains
8 da tariki tariqat
Samlet spilletid: 49:29

Læs mere...

King Goat - Conduit

King Goat startede i 2012, og udgav 2 EP’er i henholdsvis 2013 og 2014, inden de for egen regning udsendte debutskiven ”Conduit”. Siden har de skrevet kontrakt med Aural Music, som nu genudgiver albummet sammen med de tre numre fra den første EP.

Fra starten fortæller de markerede anslag, at der venter en omgang Doom Metal, og det starter meget lovende: I ”Flight of the Deviants” er relativt højt, men det sænkes ind imellem, så tyngden kommer mere frem. De talte sekvenser blander sig med vokalen, som både er flot og kraftfuld. Det gode takter fortsætter i det efterfølgende ”Feral King”, hvor vokalen skifter til det højtidelige, men det opvejes af en virkelig stærk melodi og en overbevisende indlevelse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortsætte med at rose englænderne, men det kan jeg ikke; fra titelnummeret begynder tingene at ligne hinanden ret meget, og fra midten af nummeret begynder kedsomheden at melde sig. De sidste to numre kan ikke rette op på tendensen, selv om tyngden får et hak eller to opad. Bonusnumrene til slut bidrager ikke med meget nyt, så dem kunne man efter min mening have sparet sig. Tilbage står en udgivelse, som har et par spændende momenter, men alligevel ikke brænder sig fast.

Tracklist:
01 - Flight of the Deviants
02 – Feral King
03 - Conduit
04 - Revenants
05 –Sanguine Path
06 – Final Decline (bonus track)
07 – Cult Obscene (bonus track)
08 – Melian’s Trance (bonus track)
Samlet spilletid: 70:12

Læs mere...

Raw - From the First Glass to the Grave

Raw er en trio fra Calgary i Canada, som består af Will "Thicksaw" Wylie, Roger "Skinnyback" LeBlanc og Taylor "Philly Joe" Graw. De tre har spillet sammen siden 2012, og udgiver med ”From the First Glass to the Grave” deres første album. I den medfølgende pressetekst gør de meget ud af, at de ikke er bundet af bestemte genrer, men vil bruge de elementer, der nu passer dem.

Det skaber rum for eksperimenter, som afprøves i åbningsnummeret. Her ledsager en stille guitar vokalen, som starter ret stille, men efterhånden vokser til en omgang skrigeri. Det giver en fin kontrast, men bliver alligevel ret hurtigt kedeligt at lytte til.

Herefter følger 3 numre med Bluesbaseret Rock; meget traditionelt opbygget, og tilsvarende fremført. Kun den skrigende vokal, der dukker op af og til, er med til at skabe en smule personlighed, men spænding er der ikke meget af.

Det er der desværre heller ikke i de to sidste numre, for hverken det Grungeprægede ”Mine” eller det 15 minutter lange titelnummer rykker på billedet af en debut, der har frygtelig lidt at byde på. Der er alt for få spændende øjeblikke i de 40 minutters spilletid, så det hele er hurtigt glemt. Eller med andre ord:

Raw rimer på Nåh – et skuldertræk, og jeg er videre …

Tracklist:
1- Death Waltz
2- Chopped Em’ Up
3- Slowly but Surely
4- I’m a Shell but I’m your Man
5- Mine
6- From the First Glass to the Grave
Samlet spilletid: 39:53

Læs mere...

Electrocution - Metaphysincarnation

Efter et par demoer udgav Electrocution debutskiven ”Inside The Unreal” i 1993. Den blev en succes og var det første Death Metal album fra Italien, som blev udgivet internationalt. I de følgende år turnerede italienerne med forskellige store navne, men i 1997 gik bandet i opløsning. Da Aural Music genudgav debut’en i anledning af dets 20 års jubilæum, fandt medlemmerne imidlertid sammen igen, og er nu klar med en ny skive.

Og det virker som om de 4 musikere bare har ventet på at kunne give den gas sammen, for lige fra de første takter er der fuld knald på. Faktisk tilbringes størstedelen af spilletiden i friske duga-rytmer, der i nogle tilfælde lige så godt kunne stamme fra et Thrash band. Det samme kunne Mick Montagutis halvt growlende, halvt brølende vokal.

I den sidste ende er genrestemplet mindre vigtigt; det er resultatet der tæller. Og så længe fokus er på energi og fremdrift, klarer italienerne sig godt – det har albummet masser af. Til gengæld kniber det noget med variationen, for numrene minder temmelig meget om hinanden; for det meste er der kun de udmærkede guitarsoli, der bryder stilen. Det samme gør det instrumentale ”Phylogenesis”, hvor en akustisk guitar er i centrum. På bundlinjen vejer spilleglæden dog højest, så Electrocution får et klap på skulderen med herfra.

Tracklist:
1. Wireworm
2. Phylogenesis
3. Abiura
4. Bloodless
5. As a Son to His Father
6. Panopticon
7. Nature Obliteration
8. Logos
9. Aliento del Diablo
10. Spirals In Tension
11. Anthropocentric
Samlet spilletid: 37:38

 

Læs mere...

Horizon Ablaze - Dødsverk

I følge presseteksten har formålet med denne skive været at skabe det mest uhyggelige og mørke album, der længe er udgivet, og med medlemmernes baggrund i bands som 1349, Absu og Blood Red Throne er der da også lagt op til noget vildt. Det siger sig selv at indholdet er Black Metal med alle de vanlige virkemidler, men nordmændene griber om det hele med en jernnæve og vrider det i en mere voldsom og utilnærmelig retning.

Her er det fint med målet om at spille ekstrem Metal, men jeg kan ikke forstå hvorfor det skal suppleres med små bidder af Jazz; det er hverken spændende eller provokerende. I stedet virker det lidt som at hælde kapers på en flødeskumskage – bare underligt.

I det hele taget følger Horizon Ablaze egne veje, og resultatet er virkelig råt og helt igennem fjendtligt; vel at mærke ikke kun når tempoet er skruet i vejret, men også i de langsommere passager fastholdes det ondsindene udtryk. Det er ikke mindst sangeren Andrè Kvebeks fortjeneste, for han brøler og skriger sig gennem de overvejende norske tekster med en vildskab, der er næsten umenneskelig. Desværre overdrives skrigeriet, så han bliver noget anstrengende i længden.

I det hele taget er ”Dødsverk” et album, som retter sig mod en ret lille kreds, for man skal virkelig synes om det fjendtlige i musikken for at nyde albummet. Jeg kan godt li’ ekstrem Metal, men i denne omgang synes jeg, at der er for få momenter, hvor det ekstreme hæver musikkens kvaliteter; derfor bliver det kun til et Okay for Horizon Ablaze.

Tracklist:
1.     Nekrosis 
2.     Leviatan  
3.     Fordømt 
4.     Håpløs 
5.     Dømt til Frihet  
6.     Skjærsild 
7.     Der Untergang  
8.     Svarte Flammers Aske  
9.     Avskjed  
Samlet spilletid: 32:19

Læs mere...

Folge Dem Wind - To Summon Twilight

Jeg ved ikke om franskmænd ser det tyske sprog som noget ekstra voldsomt og uhyggeligt, men man kunne få den tanke: Efter Blut Aus Nord er det Folge Dem Wind der dukker op i anmelderstakken, og at bandet mener det alvorligt med det tyske ses af, at de tidlige skiftede navn fra Moloch til Die Wahrheit Steht Im Blut, inden man i 2005 ændrede til det nuværende.

Som deres nævnte kolleger spiller også Folge Dem Wind Black Metal, og man lægger hurtigt mærke til sangeren Kilvaras, som viser en stor bredde i sine vokale udfoldelser; han starter med at skrige voldsomt, men da vokalen flere steder er tilbagetrukket, virker det ikke så vildt. Senere udvider han repertoiret til også at omfatte hvæs og growl, og han klarer selv rene vokaler overraskende godt. Men når han hyler som et vildt dyr, er det mere lattervækkende end uhyggeligt; det sker heldigvis kun sjældent.

Her er det godt at han får hjælp af et andet af genrens kendetegn, guitarer som blander power med melodi. Her synes jeg, at franskmændene får tilføjet ekstra mange melodiske bidder ind, uden at det koster energi.

Den mangler heller ikke i de sekvenser hvor tempoet øges, og alle sejl sættes for at blæse lytteren bagover, men det sker kun i få numre. Flere steder er det duga-agtige rytmer i beskedent tempo, der sætter dagsordenen; her minder resultatet en smule om Darkthrone, bare ikke helt så godt.

Her er vi så fremme ved albummets største svaghed, for selv om Folge Dem Wind har skabt en meget alsidig blanding med mange selvstændige elementer, så mangler jeg lige det sidste, der gør det RIGTIG fedt – det er hele tiden kun lige ved, så det bliver ikke til nogen høj karakter denne gang.

Tracklist:
1/ Eyes Filled with Blood
2/ Burning Black, Chanting High 
3/ Die Wahrheit Steht im Blut 
4/ Let's Become a new Light 
5/ To the Void 
6/ Coming with the Fog 
7/ To Summon Twilight 
8/ On Dark Paths our Faith Stays Strong
Samlet spilletid: 45:09

Læs mere...

Aenaon - Extance

Selv om Aenaon startede i 2005, skulle det græske band frem til 2011 før debutalbummet ”Cendres et Sang” kom på gaden. Når der først er gået hul på bylden, er det åbenbart nemmere, så allerede nu følges der op med album nummer 2. Inden indspilningerne startede, blev besætningen udvidet med en ekstra guitarist, ligesom der kom en ny trommeslager til.

Selv kalder Aenaon sin stil for Progressiv Black Metal, og det er en betegnelse, som jeg langt hen ad vejen finder dækkende. Musikken har en kerne af Metal, som via sangeren Astrous’ ret råbende vokal bliver temmelig voldsom. En del af hårdheden bliver dog barberet af via udstrakt brug af saxofon og diverse slagtøj, som trækker helheden i retning af Rock. Skiftene mellem de forskellige stilarter sker på typisk progressiv vis via varierende udtryk og tempo, men ikke i den amerikanske opvisningsstil. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at musikerne kan deres kram, for hverken i de enkelte præstationer eller samspillet er der noget at sætte fingre på.

Stemningen på albummet er ret dyster og melankolsk, men i mine ører er det ikke decideret Black, dertil mangler det sidste skud sortsyn og kynisme. Det hele er ellers ret indadvendt og ikke særlig åbent – man får ikke noget forærende, men skal som lytter investere tid for at komme ind i numrene. Alt i alt er det en spændende opgave, men mod slutningen bliver det lidt uinteressant; godt en times spilletid er alligevel i overkanten.

Tracklist:
1- The First Art 
2- Deathtrip Chronicle
3- Grau Diva
4- A Treatise on the Madness of God
5- Der Mude Tod 
6- Pornocrates
7- Closer to Scaffold 
8- Land of no Water 
9- Algernon's Decadence 
10- Funeral Blues 
11- Palindrome

Samlet spilletid: 65:19

AENAON - Grau Diva (Lyric Video)

Læs mere...

Rise of Avernus - L'Appel du Vide

Selv om albummet bærer en fransk titel, er det ikke i de fransktalende lande, man skal søge ophavsmændene. Rise Of Avernus stammer fra Sydney i Australien, og de 5 medlemmer udsendte i 2012 en demo, som nu får følgeskab af et album.

På det viser bandet sig fra sin mest storslåede side med kæmpestore orkesterarrangementer, som virkelig får fyldt det hjemlige lytterum helt ud; her er der gang i både strygere og blæsersektioner. Denne musikalske udfordring tager Rise Of Avernus op med godt gang i Metalafdelingen, og der er generelt en fin balance mellem de to hovedelementer.

Symfonisk Metal har ofte en tendens til at blive meget pænt, specielt når det inkluderer en kvindelig vokal, men det sker ikke her. Godt nok synger Cat Guirguis klart og rent, men alligevel kan hun kun i begrænset omfang formilde den ret dystre stemning, der præger albummet. Det skyldes ikke mindst, at guitaristen Ben Vanvollenhoven står for hovedparten af vokalerne, og hans growlen er også dominerende i de numre, hvor begge vokaler optræder. Sammen med musikken giver det numrene det førnævnte mørke skær, som får bandet til at tilføje et ”Doom” i deres bud på genre – det er ikke forkert varebetegnelse, men virker alligevel mest som et forsøg på at distancere sig fra andre bands i samme boldgade.

Det behøver australierne ikke, for når det voldsomme kombineres med stille klaverpassager eller stærke melodier som i ”Disenchanted“, har numrene en bredde, der gør ”L'Appel du Vide” til en flot debut.

Tracklist:
1 - A Triptych Journey 
2 - The Mire 
3 - Disenchanted 
4 - L' Appel du Vide 
5 - Ethereal Blindness 
6 - Embrace The Mayhem 
7 - An Somnium 
8 - As Soleness Recedes

Samlet spilletid: 44:40

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed