fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Archspire - Bleed the Future

Egentlig havde jeg samlet alle de anmeldelser sammen, som jeg kunne overkomme det næste stykke tid, men da et nyt udspil fra Archspire tikkede ind, kunne jeg ikke lade det ligge – dertil var oplevelserne med bandets to seneste albums ”The Lucid Collective” og ”Relentless Mutation” alt for positive.
Og den stime fortsætter canadierne, for med "Bleed the Future” har de igen skabt et album langt ud over det sædvanlige. Stilen er igen überteknisk Dødsmetal, hvor man helt automatisk måber over bandets kunnen: Det vanvittige tempo, de afsindige breaks og den tilsyneladende ubesværede måde, det hele sker på, er virkelig imponerende. Men ret beset er der noget sygt over at fascineres over 5 voksne mænd, der blærer sig i godt en halv time, og som oftest bliver Metal med hovedvægten lagt på det tekniske hurtigt ensformigt; efter et par numre begynder jeg normalt at kede mig – men hvorfor så ikke her? Jeg tror, at det primært skyldes den store bredde i musikken: Når det første WOW! har lagt sig, opdager man andet end diamanthård Death Metal, for numrene indeholder mere melodi, end det umiddelbart lyder til; både i flotte soli og flettet ind mellem de øvrige ingredienser. Og så er opvisningen ikke et mål i sig selv for Archspire, den fremstår meget mere som et middel til at få helheden frem.
Albummet er som en energibar blendet med proteinshake og skyllet ned med Redbull; det er som en halv times rutsjebanetur med bind for øjnene, så man bare følger med – det er vildt, det er smukt, det er vanedannende! Så hvis ikke du giver "Bleed the Future” et lyt, er det din egen skyld – Det er en oplevelse!

Tracklist:
1. Drone Corpse Aviator
2. Golden Mouth of Ruin
3. Abandon the Linear
4. Bleed the Future
5. Drain of Incarnation
6. Acrid Canon
7. Reverie on the Onyx
8. A.U.M.
Samlet spilletid: 31:35

Læs mere...

Archspire - Relentless Mutation

Da jeg tilbage i 2014 anmeldte albummet ”The Lucid Collective”, blæste Archspire mig helt bagover med en omgang Dødsmetal, som lå på grænsen af det teknisk mulige, og alligevel ikke blev klinisk og uinteressant – en uheldig bivirkning, som ofte rammer genren. Nu er canadierne så tilbage med et nyt album, som giver debut til bassisten Jared Smith.
Det har ikke ændret på bandets stil, for igen leverer Archspire Death Metal på så højt et teknisk niveau, at man ind imellem må tage en dyb indånding for at kunne kapere det, man hører: Guitarer og bas præsterer løb hen over strengene i et tempo, som gjaldt det livet – vel at mærke 100% synkront og med flotte melodier som resultat. Det er fuldstændig vanvittigt, og hver gennemlytning afslører nye fantastiske detaljer - intet mindre end awesome!

At det ikke kun er musikerne, som er rappe på deres instrumenter, viser sangeren Oliver Rae Aleron i ”Calamus Will Animate”; bandet har uploaded en karaokevideo til nummeret, hvor man dårligt kan nå at læse teksten, mens ordene fyres af som maskingeværsalver… WOW!
Men det, der er det vildeste ved albummet er, at det igen er lykkedes at tøjle imponatoreffekten og skabe en stribe numre, som er brutale og smukke på samme tid, og oveni skifter udtryk, så de hele tiden er spændende. Det samlede resultat er så overbevisende, at jeg flere gange bogstavelig talt har fået kuldegysninger under mine gennemlytninger.

For tre år siden var Archspire uhyre tæt på at score topkarakter for deres indsats, og denne gang er de endnu bedre. Jeg kan derfor ikke finde på undskyldninger for at trække noget som helst fra, snarere tværtimod: ”Relentless Mutation” er et mesterværk, som fuldt ud fortjener de seks stjerner. Og ja, det her er vanvittigt, men jeg kan kun sige SLIP VANVIDDET LØS!!!

Tracklist:
1. Involuntary Doppelgänger
2. Human Murmuration
3. Remote Tumour Seeker
4. Relentless Mutation
5. The Mimic Well
6. Calamus Will Animate
7. A Dark Horizontal
Samlet spilletid: 30:40

Læs mere...

Archspire - The Lucid Collective

I den stadige strøm af nye udgivelser i anmelderstakken dukker der med mellemrum skiver op, som stikker ud fra mængden og automatisk tiltvinger sig ekstra opmærksomhed. ”The Lucid Collective”, som er det andet udspil fra det canadiske band Archspire, hører til den kategori. Jeg har ikke hørt dem før, men det er en klar fejl fra min side – det, de præsterer her, er nemlig vildt imponerende og lige så fedt!

Archspire spiller Dødsmetal, og sangeren Oli Peters’s grumme brøl er helt som man er vant til fra dén genre. Det samme kan ikke siges om de øvrige bidrag; det er nemlig uhyre sjældent at opleve koordinerede angreb på sanseapparatet, der bliver iscenesat på så højt et teknisk niveau, som det sker her. Elementerne flyver og farer i ét væk, de kolliderer, udvikler sig og drøner videre. Guitarmelodier, basløb, stortrommer og toms væves ind i hinanden i en vanvittig blanding af Metal, der aldrig er i ro, men hele tiden skifter udtryk og tempo – oftest går det rigtig stærkt.

Udgivelser i denne genre har en tendens til at blive sterile og drukne i guitaronani og dyrkelse af egne egoer. Det modvirker Archspire ved at inkludere mange melodiske stumper og ind imellem lette foden fra speederen; således falder musikken helt til ro i ”Kairos Chamber”.

Musikken er indhyllet i en næsten perfekt produktion, hvor man kan høre hver en detalje, så når man lader sig indfange er det som at spise udsøgt belgisk chokolade, som man bare skal nyde stykke for stykke med en stærk kop mocca til.

Trods det varierede udtryk er det anstrengende at tilbringe en go' halv time i selskab med canadierne, simpelthen fordi mængden af detaljer er så stor – man bliver virkelig bombarderet med informationer fra alle vinkler. Derfor er ”The Lucid Collective” en oplevelse som kræver lytterens fulde tilstedeværelse, men betaler så rigeligt tilbage – for mig markerer albummet det foreløbige musikalske højdepunkt i 2014.

Tracklist:
1. Lucid Collective Somnambulation
2. Scream Feeding
3. The Plague of AM
4. Fathom Infinite Depth
5. Join Us Beyond
6. Seven Crowns and the Oblivion Chain
7. Kairos Chamber
8. Spontaneous Generation

Samlet spilletid: 34:37

 

Archspire - Lucid Collective Somnambulation

Læs mere...

Decimation Of Europe Tour: Decapitated, Aborted, Fleshgod Apocalypse, Cyanide Serenity

Så for den da. I aftes d. 22/11 20og fucking 11 var der død på klippen. Og ikke bare død, næh lille ven der var Fleshgod Apocalypse, Decapitated og fucking Aborted på programmet! Så hvorfor var du her ikke? Hvis du ikke var her så er her min beskedne forklaring på hvad der skete i aftes!

Archspire

Første band på pletten var Archspire fra Vancouver Canada, og der var da også lagt i kakkelovnen til noget dæf fucking mædl! Archspire spiller et mix mellem Aborteds brutale dødsgrind og Decapitateds højtflyvende progressive dødsmetal. Det lyder en lille smule weird, men når man først får indstillet sig på at det er sådan tingene kører, så er det sku meget fedt. Archspire kører stilen med brutale grind riffs afbrudt af den konstante tabbing af bassist og guitarist.

At se det her band var egentlig rimelig komisk for når guitaristen var færdig med at tabbe, var det bassistens tur og sådan var det gennem hele koncerten, når den ene var færdig med at blære sig var det den næstes tur. Archspire gav den egentlig rimelig godt gennem deres små 30 minutter. De holdte stilen med brutal død ala. Aborted og et par enkelte omgange weirdness.

4 ud af 6 til Archspire

Cyanide Serenity

Cyanide Serenity skulle vise sig at blive noget af en overraskelse. Bandet spiller en slags melodisk death metal der til forveksling lyder en smule som metalcore. Jeg må ærligt indrømme, at da vi gik i gang med at se dem, så var forventningerne helt i top. Vi havde lige fået canadisk bacon i verdensklasse og var helt klar til endnu et solidt band, men måtte tage til takke med en noget vattet version af et death metal band. For at illustrere bandets tilhørsforhold til den kære metalcore scene kan det siges at forsangeren bar fingerløse skelet handsker, noget der er meget almindeligt I guess, blandt emoer måske. Det er i sig selv at pege fingre af banaliteter og begynde at brokke sig over noget som intet har med musikken at gøre, for når alt kommer til alt så skal en anmeldelse jo ikke gå på om jeg kan lide hans tøj eller ej, jeg er jo ikke Jim Lyngvild for satan!

Musikken var en lidt kedelig omgang melo død med masser af skønsang og alt det der nymodens crap. Bandet gik amok på den fede måde og rev scenen op på en måde som mange store bands kunne lære noget af. Især bassisten havde forstået at folk altså betaler for at blive underholdt og han var helt væk i en eller anden bersærker svampe rus og gjorde scenen utryg for sine venner. Musikalsk set skal de sku oppe sig hvis man skal kunne holde ud at høre på dem, men performancemæssigt fejler bandet ingenting. Et noget mærkeligt valg som anden opvarmning da vi alle var enige om at de passede bedre ind som de første, men nok om det. De prøvede, men det svingede bare ikke, de skal dog have nogle point for deres performance der mildest talt var underholdende.

4 ud af 6 til Cyanide Serenity

Fleshgod Apocalypse

Så kom det længe ventede øjeblik! Det øjeblik jeg og mine venner havde ventet på med stor spænding. Kunne italienerne leve op til deres momentum og kunne de levere et show der gav os mere end hvad vi havde betalt for? Svaret er et blandet ja og nej. For Fleshgod Apocalypse gav den max. gas og spillede med kirurgisk præcision MEN de manglede opbakning rent lydmæssigt. Det virkede lidt som om at de to 14 årige der var sat til at passe lyden denne aften, ikke helt kunne løfte opgaven (surprise!) Fleshgod fik bred opbakning fra publikummet og nogle gange virkede det som om at de mange fremmødte udelukkende var kommet for at se de gale italienere.

Bandet diskede op med sange som ”In Honour Of Reason” og ”Thru Our Scars”, og så gav de den i øvrigt gas med en nærmest religiøs oplevelse i form af ”The Violation”, med en lille fin kamp tale før sangen gik i gang og masser af simultan headbanging. Fleshgod kom så og sejrede, dog med enkelte problemer rent lydmæssig, men det er hvad man kan forvente.

5 ud af 6 til Fleshgod Apocalypse

Aborted

Med albummet Global Flatline på vej ud og et imponerende bagkatalog trådte belgiske Aborted på scenen til hvad der kun kan betegnes som et studie udi brutalitet. Fra start til slut var scenen et inferno af mænd der spillede teknisk kompliceret, uden at jeg faldt af, og benhård death metal.

Der var meget fokus på pladen The Archaic Abbatoir da der så vidt jeg kunne høre blev spillet en del fra den. For det er sådan med halv sløj lyd og death metal, at det giver meget lidt mening for øret. Aborted er i forvejen meget mudrede i lyden og lydmixet gjorde det ikke særlig meget lettere at høre hvad der skete. Dog kunne jeg få præsenteret (og genkendt) i hvert fald numrene ”Coronary Reconstruction”, og kongen af alle brutal death sange, ”The Saw And The Carnage Is Done!” Aborted´s front mand er en frygtindgydende ”pressence” på scenen og han tvinger publikum rundt i manegen med arrogant kølighed samtidig med at han omfavner sine fans og giver dem et show de ikke havde ventet. Aborted kom så og forlod så Rocken til The Saw... og derefter blev vi efterladt med knusende ”stilhed” og en summen i ørerne, for de havde spillet lige til grænsen af det tilladte i et sonisk inferno af brutalitet for at sige det helt nørdet.

6 ud af 6 til Aborted.

Decapitated

Aftenens hovednavn for de flestes vedkommende, eller rettere for tour promoterens vedkommende, var polske Decapitated. Bandet har været meget igennem med bus ulykker og fly styrt, der har kostet medlemmer livet. Nu er de så tilbage på fuld styrke med albummet ”Carnival Is Forever” som for mit vedkommende var et lidt kedeligt forsøg på at tage den progressive stil til uanede højder. Et forsøg der faldt på røven og blev kedeligt at høre på. Men nok om mine meninger for det her handler om koncerten.

Decapitated tog scenen og gik fluks i gang med hvad der for mig lød som ”The Knife” fra deres nyeste album. Lyden var stadig utroligt mudret og det gjorde det ikke bedre at de ikke rigtig introducerede deres numre. De gav den gas, men det virkede som om publikum ikke rigtig var på deres side. Hvor de havde holdt sig aktive til Aborted og gået fuldkomment AMOK til Fleshgod Apocalypse var de her meget stationære og trætte og stod bare og så på mens bandet forgæves forsøgte at få gang i dem. Rent musikalsk fejlede Decapitated ikke noget, de spillede deres musik og forsangeren gik da også så meget amok som han nu havde kræfter til, men det virkede som om at hele bandet var en smule uoplagte og måske lidt trætte. I hvert fald virkede deres performance, efter rusketuren der var Aborted, en kende tam og bleg og da de nåede hen imod slutningen var det som om der gik et lettelsens suk gennem publikum, der nu endelig kunne komme hjem efter en udmærket aften, der dog sluttede en smule trist og gråt.

4 ud af 6 til Decapitated

En døds fest som denne har man ikke set på dansk grund længe, ja der har været brutal death metal bands i store samlinger før, men ingen af dem når kongerne i Aborted til sokkeholderne. Der var et vattet fremmøde til aftenens koncert, dog nok til at vi skulle stå i kø hele vejen derned, men publikum gav den gas og var med fra start til slut, dog var de fleste færdige efter Aborted og det gav Decapitated en lidt uheldig afslutning på aftenen. Alt i alt var det en udmærket aften med masser af brutality og omsætning i baren før vi måtte vende næsen hjemad og restituere og jeg har stadig fucking ondt i nakken! 4½ til aftenens omgang død.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed